Skriftlig fremsættelse (31. oktober
2013)
Finansministeren
(Bjarne Corydon):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om tilskud til
Færøernes hjemmestyre for 2014-2016
(Lovforslag nr. L 57)
Det foreslås i lovforslaget, at
tilskuddet til Færøernes hjemmestyre fastsættes
til 635,4 mio. kr. i 2014. Forslaget indebærer endvidere, at
beløbet for 2015 og 2016 pris- og lønreguleres per 1.
januar.
Af bloktilskuddet på 635,4 mio. kr. i
2014 vedrører de 120,8 mio. kr. særforsorgen, 220,2
mio. kr. folkeforsikringen, 292,8 mio. kr. sundhedsvæsnet og
1,7 mio. kr. Færøernes Fiskerilaboratorium.
Det er i forslag til lov om de
færøske myndigheders overtagelse af sager og
sagsområder (lovforslag nr. L 169/2005) forudsat, at de
sagsområder, der er overtaget efter § 9 i
hjemmestyreloven, fortsat varetages af de færøske
myndigheder i henhold til de gældende rammelove og lovgivning
gennemført af de færøske myndigheder, ligesom
den danske stats medfinansiering af disse områder ikke
berøres af lovforslaget.
Såfremt hjemmestyret i perioden
overtager sagsområder, hvortil der i dag ydes bloktilskud,
vil det i medfør af § 3, stk. 2, i lov nr. 578 af 24.
juni 2005 om de færøske myndigheders overtagelse af
sager og sagsområder, indebære, at de
færøske myndigheder også overtager de med
områderne forbundne udgifter. I det tilfælde vil der
herefter skulle ske en reduktion af bloktilskuddet.
Det er i lovforslaget forudsat, at
hjemmestyrets endelige udtalelse foreligger inden lovforslagets 3.
behandling i Folketinget, således at forslaget
færdigbehandles med henblik på ikrafttræden ved
årsskiftet.
Idet jeg i øvrigt henviser til
lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed
anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige
behandling.