Skriftlig fremsættelse (2. oktober
2013)
Justitsministeren
(Morten Bødskov):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om ændring af
udlændingeloven (Revision af visumregler,
akkrediteringsordning for udenlandske virksomheder, justering af
karensregler, afslagskompetence til danske repræsentationer,
beregning af kortvarige ophold m.v.)
(Lovforslag nr. L 6).
Formålet med lovforslaget er at
gennemføre en række initiativer på
visumområdet i overensstemmelse med anbefalingerne fra en af
regeringen nedsat arbejdsgruppe, som har undersøgt
mulighederne for at styrke danske virksomheders
forretningsmuligheder over for udenlandske samarbejdspartnere og
styrke det danske turisterhverv gennem en revision af
visumreglerne.
Arbejdsgruppen har bl.a. anbefalet, at der
indføres en akkrediteringsordning for virksomheder i
udlandet (den såkaldte Red Carpet-ordning), og at den
nuværende forhåndsgodkendelsesordning for virksomheder
i Danmark udvides, således at forretningsrejsende med et
legitimt formål i Danmark kan tilbydes en særligt
smidig ansøgningsprocedure. Lovforslaget indeholder i
forlængelse heraf forslag til bestemmelser vedrørende
akkrediteringer meddelt til udenlandske virksomheder og om
afskæring af klageadgangen i sager om akkreditering eller
forhåndsgodkendelse.
Lovforslaget indeholder endvidere forslag
om, at de danske diplomatiske og konsulære
repræsentationer - som i dag kun har kompetence til at give
tilladelser i visumsager - får kompetence til at meddele
afslag i sager, der kan oplyses tilstrækkeligt på
stedet, og at Udlændingestyrelsen skal være
klageinstans i de sager, hvor repræsentationerne meddeler
afslag i første instans. Formålet med en sådan
ændring af kompetencefordelingen er først og fremmest
at gøre det danske visumsystem mere kompatibelt med de
øvrige Schengenlande for derved at forbedre Danmarks
muligheder for at indgå repræsentationsaftaler med
andre lande, således at der kan blive mulighed for at
ansøge om visum flere steder i verden.
Herudover indeholder lovforslaget forslag
om mindre justeringer af karensreglerne, således at reglerne
ikke skal anvendes i tilfælde, hvor det vil udgøre en
åbenbart uforholdsmæssig reaktion.
Endelig indeholder lovforslaget forslag om
en række ændringer i udlændingeloven, som er
nødvendige for at gennemføre Europa-Parlamentets og
Rådets forordning (EU) nr. 610/2013 om ændring af bl.a.
Schengengrænsekodeksen.
Idet jeg i øvrigt henviser til
lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed
anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige
behandling.