Betænkning afgivet af Udvalget for
Udlændinge- og Integrationspolitik den 26. november 2013
1. Ændringsforslag
Justitsministeren har stillet 1
ændringsforslag til lovforslaget.
2. Udvalgsarbejdet
Lovforslaget blev fremsat den 2. oktober
2013 og var til 1. behandling den 10. oktober 2013. Lovforslaget
blev efter 1. behandling henvist til behandling i Udvalget for
Udlændinge- og Integrationspolitik.
Møder
Udvalget har behandlet lovforslaget i 2
møder.
Høring
Et udkast til lovforslaget har inden
fremsættelsen været sendt i høring, og
justitsministeren sendte den 22. august 2013 dette udkast til
udvalget, jf. UUI, alm. del - bilag 139 (folketingsåret
2012-13). Den 1. oktober 2013 sendte justitsministeren de indkomne
høringssvar og et notat herom til udvalget. Den 8. oktober
og 22. november 2013 sendte justitsministeren supplerende
høringssvar til udvalget.
Skriftlige henvendelser
Udvalget har i forbindelse med
udvalgsarbejdet modtaget en skriftlig henvendelse fra Tage
Gøttsche, daglig leder af Den mobile Retshjælp
(DMR).
Justitsministeren har over for udvalget
kommenteret den skriftlige henvendelse til udvalget.
Spørgsmål
Udvalget har stillet 22
spørgsmål til justitsministeren til skriftlig
besvarelse, som denne har besvaret.
3. Indstillinger og politiske
bemærkninger
Udvalget med
undtagelse af DF indstiller lovforslaget til vedtagelse med det af justitsministeren
stillede ændringsforslag.
Venstres og Det Konservative Folkepartis
medlemmer af udvalget støtter overordnet Dublinforordningen.
V og KF anser Dublinforordningen for at være en
nødvendighed for at undgå asylshopping i EU. Derfor er
V og KF meget glade for, at Danmark har indgået en
parallelaftale med EU, så vi kan være med i
Dublinforordningen på trods af vores retsforbehold, og derfor
mener V og KF, at Danmark også fremadrettet bør
være en del af Dublinforordningen. For at det kan lade
sig gøre, skal Danmark implementere den nye forordning i
dansk lovgivning, som det sker med dette lovforslag.
V og KF er dog skeptiske over for, at
klager om overførsel efter forordningen får
opsættende virkning med lovforslaget. V og KF mener, at
asylansøgere, der er blevet bestemt til at blive
overført til et andet land, ikke automatisk skal kunne
forlænge deres ophold ved at klage. V og KF henholder sig dog
til svaret på spørgsmål nr. 8 til lovforslaget,
hvor det fremgår, at den valgte implementering er den, der
sikrer den hurtigste sagsbehandlingstid. Derfor stemmer V og KF for
lovforslaget.
Enhedslistens medlemmer af udvalget er
grundlæggende positive over for den forbedring af
asylansøgeres retsstilling, der ligger i lovforslaget, og
som indebærer, at en asylansøgers klage over en
afgørelse om overførsel efter Dublinforordningen
automatisk tillægges opsættende virkning. Uden den
opsættende virkning vil behandlingen af en klagesag i mange
tilfælde blive teoretisk og ligegyldig. EL ønsker, at
også klager over andre typer af afgørelser hos
udlændingemyndighederne - i højere grad end det er
tilfældet i dag - tillægges opsættende
virkning.
Som bebudet under førstebehandlingen
af lovforslaget har EL under udvalgsarbejdet stillet en række
spørgsmål. I svaret på spørgsmål
nr. 1 til lovforslaget skriver justitsministeren, at der ikke er
taget stilling til, om man kvartalsvis vil afrapportere de
klagesager over afgørelser efter Dublinforordningen, der er
behandlet i Flygtningenævnet. EL så gerne en
sådan afrapportering, der også anbefales af Dansk
Flygtningehjælp og Refugees Welcome, så det er
beklageligt, at justitsministeren ikke har givet et sådant
tilsagn.
Af svaret på spørgsmål
nr. 3 til lovforslaget fremgår, at Østre Landsret 20.
juni 2012 afsagde kendelse om at løslade en
asylansøger, som Frankrig to gange (26. december 2011 og 5.
marts 2012) havde afslået at tage tilbage. EL er bekymret
over, at den nuværende retstilstand er sådan, at
asylansøgere kan sidde frihedsberøvet i adskillige
måneder, efter at et andet land har afslået at tage
vedkommende tilbage i medfør af Dublinforordningen. EL
beklager, at det foreliggende lovforslag ikke ændrer på
dette. EL mener, at der må være snævre
grænser for, hvor længe myndighederne kan
frihedsberøve en udlænding, der ikke er mistænkt
for at have begået noget ulovligt.
Da det foreliggende lovforslag forbedrer
asylansøgernes retsstilling ved at give klager over
afgørelser efter Dublinforordningen opsættende
virkning, kan EL stemme for lovforslaget.
Et mindretal i
udvalget (DF) indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling men vil stemme
for det af justitsministeren stillede ændringsforslag.
Dansk Folkepartis medlemmer af udvalget er
ikke enige i de ændringer, som lovforslaget indeholder.
DF er tilhænger af grundprincipperne
i Dublinforordningen, og DF ser gerne, at ordningen
forstærkes. Desværre er der i de senere år set
flere eksempler på, at ordningen ikke længere fungerer
efter hensigten, hvorfor DF gerne havde set, at EU og den danske
regering i højere grad havde arbejdet med at styrke
ordningen, f.eks. i forhold til Grækenland. Dette lovforslag
lægger desværre op til en svækkelse af ordningen,
hvilket DF beklager. DF beklager ligeledes, at regeringen har valgt
den implementeringsmodel, som er lagt frem i lovforslaget.
DF anerkender, at det er vanskeligt for
regeringen at søge ændringer gennemført i
reglerne efter Dublinforordningen, men DF havde gerne set, at
regeringen gjorde forsøget.
DF havde gerne set, at klager over
afgørelser om overførsel til en anden medlemsstat
ikke tillægges opsættende virkning, og DF havde gerne
set, at regeringen havde været indstillet på at finde
en ordning, der ikke indebærer, at samtlige klager over en
afgørelse tillægges opsættende virkning. DF
mener ikke, at justitsministeren helhjertet har søgt at
imødekomme DF i forhold til dette punkt, til trods for at
der inden for de foreslåede ændringer af
Dublinforordningen var en vis fleksibilitet. Dermed kunne
regeringens ønske om at leve op til aftalen med EU fortsat
imødekommes, dog med respekt for de nationale forhold i
Danmark.
DF havde gerne set, at Dansk
Flygtningehjælp enten blev fjernet fra Flygtningenævnet
eller konkret i forhold til dette lovforslag ikke blev udpeget til
at yde juridisk bistand, idet de så ellers reelt
påtager sig en dobbeltrolle.
Dette ønske kunne regeringen nemt
have imødekommet, uden at det ville bryde med de
foreslåede ændringer af Dublinforordningen.
DF kunne godt have stemt for forslaget,
såfremt der havde været en reel forhandlingsvilje fra
regeringens side, men da regeringen ikke har ønsket at
imødekomme DF, og da lovforslaget samlet set udgør en
svækkelse af udlændingepolitikken, kan DF ikke stemme
for lovforslaget, som det foreligger.
Inuit Ataqatigiit, Siumut,
Sambandsflokkurin og Javnaðarflokkurin var på tidspunktet
for betænkningens afgivelse ikke repræsenteret med
medlemmer i udvalget og havde dermed ikke adgang til at komme med
indstillinger eller politiske udtalelser i betænkningen.
En oversigt over Folketingets
sammensætning er optrykt i betænkningen.
4. Ændringsforslag med
bemærkninger
Ændringsforslag
Til § 1
Af justitsministeren, tiltrådt af udvalget:
1)
Efter nr. 5 indsættes som nyt nummer:
»01. I §
37, stk. 3, 4. pkt., ændres to steder »§
36, stk. 1, 4. pkt.« til: »§ 36, stk. 1, 5.
pkt.«
[Konsekvens af lovforslagets §
1, nr. 5]
Bemærkninger
Til nr. 1
Ændringen i § 37, stk. 3, 4.
pkt., er en konsekvens af den foreslåede indsættelse af
et nyt 2. pkt. i udlændingelovens § 36, stk. 1.
Trine Bramsen (S) Troels Ravn (S)
fmd. Karen J. Klint (S) Lennart
Damsbo-Andersen (S) Maja Panduro (S) Ole Hækkerup (S) Jeppe
Bruus (S) Zenia Stampe (RV) Liv Holm Andersen (RV) Marlene Borst
Hansen (RV) Karina Lorentzen Dehnhardt (SF) Anne Baastrup (SF)
Johanne Schmidt-Nielsen (EL) Pernille Skipper (EL) Jørgen
Arbo-Bæhr (EL) Jakob Engel-Schmidt (V) Peter Christensen (V)
Karen Ellemann (V) Michael Aastrup Jensen (V) Fatma Øktem
(V) Karen Jespersen (V) Karsten Lauritzen (V) Inger Støjberg
(V) Martin Henriksen (DF) Peter Skaarup (DF) nfmd. Christian Langballe (DF) Marie
Krarup (DF) Merete Riisager (LA) Tom Behnke (KF)
Inuit Ataqatigiit, Siumut,
Sambandsflokkurin og Javnaðarflokkurin havde ikke medlemmer i
udvalget.
Venstre, Danmarks Liberale Parti (V) | 47 |
Socialdemokratiet (S) | 45 |
Dansk Folkeparti (DF) | 22 |
Radikale Venstre (RV) | 16 |
Socialistisk Folkeparti (SF) | 15 |
Enhedslisten (EL) | 12 |
Liberal Alliance (LA) | 9 |
Det Konservative Folkeparti (KF) | 8 |
Inuit Ataqatigiit (IA) | 1 |
Siumut (SIU) | 1 |
Sambandsflokkurin (SP) | 1 |
Javnaðarflokkurin (JF) | 1 |
Uden for folketingsgrupperne (UFG) | 1 |
Bilag 1
Oversigt over bilag vedrørende
L 7
Bilagsnr. | Titel |
---|
1 | Høringssvar og høringsnotat,
fra justitsministeren | 2 | Høringssvar modtaget i
Justitsministeriet efter udløbet af
høringsfristen | 3 | Tidsplan for udvalgets behandling af
lovforslaget | 4 | 1. udkast til betænkning | 5 | Ændringsforslag, fra
justitsministeren | 6 | Henvendelse af 20/11-2013 fra Tage
Gøttsche - daglig leder af Den mobile Retshjælp | 7 | Supplerende høringssvar vedr.
Dublinforordningen | 8 | 2. udkast til betænkning |
|
Oversigt over spørgsmål
og svar vedrørende L 7
Spm.nr. | Titel | 1 | Spm. om en kvartalsvis afrapportering af
klagesager over Dublin afgørelser, til justitsministeren, og
ministerens svar herpå | 2 | Spm. , om et nyt 2. punktum i
udlændingelovens § 36, stk. 1, vil betyde et fald i
antallet af frihedsberøvelser af udlændinge, til
justitsministeren, og ministerens svar herpå | 3 | Spm. om kommentar til Dansk
Flygtningehjælps bemærkning i organisationens
høringssvar om, at frihedsberøvelse ikke bør
kunne opretholdes, når det anmodede land har afvist
Udlændingestyrelsens anmodning om overtagelse eller
tilbagetagelse, til justitsministeren, og ministerens svar
herpå | 4 | Spm. om, hvordan det sikres, at kravene i
Dublinforordningens artikel 26 opfyldes, til justitsministeren, og
ministerens svar herpå | 5 | Spm. om kommentar til bemærkningen i
høringssvaret fra Refugees Welcome om, at
»Institutionen Ellebæk er på alle måder at
betragte som et fængsel«, til justitsministeren, og
ministerens svar herpå | 6 | Spm. om, hvilke klagefrister der efter den
reviderende Dublinforordning vil gælde i Norge, Sverige,
Finland, Tyskland, Holland og Storbritannien, til
justitsministeren, og ministerens svar herpå | 7 | Spm. , om en absolut klagefrist kan
kollidere med internationale konventionsmæssige forpligtelser
og almindelige forvaltningsretlige principper, til
justitsministeren, og ministerens svar herpå | 8 | Spm. , om ministeren vil bekræfte,
at den nye Dublinforordning i artikel 27, stk. 3, indeholder tre
valgmuligheder, som Folketinget kan vælge imellem ved
gennemførelsen af forordningen i dansk ret, til
justitsministeren, og ministerens svar herpå | 9 | Spm. , om ministeren vil bekræfte,
at det vil være i overensstemmelse med forordningen, at
klager over afgørelser om overførsel efter
Dublinforordningen ikke automatisk tillægges opsættende
virkning, til justitsministeren, og ministerens svar
herpå | 10 | Spm. , om ministeren vil bekræfte,
at det er regeringen, der har besluttet, at en klage over en
afgørelse om overførsel skal tillægges
opsættende virkning, til justitsministeren, og ministerens
svar herpå | 11 | Spm. , om ministeren vil bekræfte,
at regeringen i overensstemmelse med den nye Dublinforordning kunne
have valgt en anden aktør end Dansk Flygtningehjælp
til at yde juridisk bistand, til justitsministeren, og ministerens
svar herpå | 12 | Spm. , om ministeren vil oplyse, om
regeringen forventer, at flere udlændinge vil klage over en
afgørelse om overførsel, til justitsministeren, og
ministerens svar herpå | 13 | Spm. , om ministeren finder det
hensigtsmæssigt, hvis flere klager over en afgørelse
om overførsel, til justitsministeren, og ministerens svar
herpå | 14 | Spm. , om ministeren vil specificere,
hvordan Justitsministeriet i notat til Europaudvalget kom frem til,
at forslaget ville medføre merudgifter på ca. 14,1
mio. kr. årligt, til justitsministeren, og ministerens svar
herpå | 15 | Spm. , om ministeren vil bekræfte,
at lovforslaget samlet set medfører merudgifter på 1,9
mio. kr., til justitsministeren, og ministerens svar
herpå | 16 | Spm. , om ikke ministeren mener, at det
undergraver hele systemet, når asylansøgere f.eks.
ikke kan sendes tilbage til Grækenland, til
justitsministeren, og ministerens svar herpå | 17 | Spm. om, hvor mange asylansøgere
Danmark kunne have sendt til Grækenland, såfremt
Dublinforordningen fungerede efter hensigten, til
justitsministeren, og ministerens svar herpå | 18 | Spm. om merudgift til indkvartering af
asylansøgere på 14 mio. kr., til justitsministeren, og
ministerens svar herpå | 19 | Spm. om, hvordan udgifterne til
indkvartering af asylansøgere bliver mindsket, til
justitsministeren, og ministerens svar herpå | 20 | Spm. om implementeringen, hvis man havde
valgt forordningens artikel 27, stk. 3, litra b, til
justitsministeren, og ministerens svar herpå | 21 | Spm. om implementeringen, hvis man havde
valgt forordningens artikel 27, stk. 3, litra c, til
justitsministeren, og ministerens svar herpå | 22 | Spm. om kommentar til henvendelse af
20/11-13 fra Den Mobile Retshjælp v/ Tage Gøttsche,
til justitsministeren, og ministerens svar herpå |
|