Skriftlig fremsættelse (13. november
2013)
Beskæftigelsesministeren (Mette
Frederiksen):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om ændring af lov om
arbejdsløshedsforsikring m.v., lov om en aktiv
beskæftigelsesindsats og flere andre love. (Midlertidig
arbejdsmarkedsydelse, indsatsen for modtagere af midlertidig
arbejdsmarkedsydelse, sikring af ret til syge- og barseldagpenge,
målretning af danskuddannelsestilbud m.v.)
(Lovforslag nr. L 70)
Lovforslaget er led i udmøntningen
af Aftale om midlertidig arbejdsmarkedsydelse, som blev
indgået mellem regeringen (Socialdemokraterne, Radikale
Venstre og Socialistisk Folkeparti) og Enhedslisten i maj 2013.
Lovens formål er at indføre
yderligere nye initiativer, som sikrer
forsørgelsesgrundlaget for personer, som har opbrugt deres
ret til dagpenge eller til uddannelse og særlig
uddannelsesydelse i uddannelsesordningen, samt at sikre en aktiv
indsats for disse personer, som styrker deres muligheder for at
vende tilbage til arbejdsmarkedsmarkedet.
Lovforslaget indeholder følgende
elementer:
• Ny
midlertidig arbejdsmarkedsydelse til et fuldtidsforsikret medlem af
en arbejdsløshedskasse, hvis pågældende:
? Opbruger retten
til dagpenge fra den 6. januar 2014 til og med den 3. juli 2016,
eller
? Opbruger retten
til uddannelse og særlig uddannelsesydelse efter lov om
uddannelsesordning for ledige, som har opbrugt deres dagpengeret,
fra den 30. december 2013 til og med den 5. januar 2015.
• Det
foreslås, at midlertidig arbejdsmarkedsydelse udgør 60
pct. af højeste dagpengeniveau for ikke-forsørgere og
80 pct. af højeste dagpengeniveau for forsørgere.
Arbejdsmarkedsydelsen er ikke afhængig af
ægtefælleindkomst og familieformue. Administrationen af
ydelsen varetages af arbejdsløshedskasserne og sker i videst
mulige omfang efter de samme regler som administrationen af
arbejdsløshedsdagpenge.
• En aktiv
indsats til modtagere af midlertidig arbejdsmarkedsydelse. Det
foreslås, at disse har ret og pligt til en aktiv indsats i
form af virksomhedsrettede tilbud efter senest 4 uger på
midlertidig arbejdsmarkedsydelse. Indsatsen skal have en varighed
af mindst 13 uger af mindst 20 timer om ugen. Virksomhedsrettede
tilbud omfatter privat løntilskudsjob, offentligt
løntilskudsjob (der fastsættes maksimal varighed
på 13 uger), virksomhedspraktik (af højst 4 ugers
varighed), nytteindsats (fastsættes til 20 timer om ugen for
at sikre en "timeaflønning", der typisk vil modsvare en
overenskomstmæssig timeløn) og jobrotation efter
både den ordinære og den supplerende ordning. Ledige
uden en ungdomsuddannelse får endvidere ret til læse-,
skrive-, regne- og ordblindekurser, hvis de har behov herfor.
Endelig får ledige ufaglærte og faglærte med en
forældet uddannelse ret til 8 ugers uddannelse, herunder til
individuel kompetencevurdering i AMU-regi, efter afslutning af ret
og pligt indsatsen. Valget af uddannelse aftales med jobcenteret.
Indsatsen varetages af jobcentrene og sker i videst mulig omfang
efter de samme regler, som gælder for dagpengemodtagere.
• Sikring af
ret til syge- og barseldagpenge for modtagere af midlertidig
arbejdsmarkedsydelse.
• Justering af
danskuddannelse for voksne udlændinge, herunder en udvidelse
af målgruppen for arbejdsmarkedsrettet danskundervisning til
også at omfatte medfølgende ægtefæller,
studerende og au pair personer, et kvalitetsløft af
danskundervisningen for flygtninge og familiesammenførte i
form af en forlænget uddannelsesret, afskaffelse af kursus i
samfundsforståelse, justering af
rådighedsbeløbene og styrket opfølgning.
• Udskydelse
af tilbud om seniorjob og udskydelse af overgang til
efterløn.
•
Målretning af anvendelsesområdet for Fonden for
Forebyggelse og Fastholdelse.
•
Omprioritering af anvendelsen af midlerne til særlige
virksomhedsrettede tilbud i de lokale
beskæftigelsesråd.
• Digital
kommunikation mellem arbejdsløshedskasser og borgere
m.v.
•
Permanentgørelse af den supplerende varslingsindsats.
• Afskaffelse
af bestemmelser i styringsloven, der fastlægger, at
økonomiudvalget eller et stående udvalg i kommunen
skal varetage den umiddelbare forvaltning af
beskæftigelsesindsatsen.
De samlede økonomiske konsekvenser
af lovforslaget er merudgifter for det offentlige på 574,6
mio. kr. i 2014, 307,0 mio. kr. i 2015 og 38,9 mio. kr. i 2016.
Heraf forventes statens udgifter at udgøre henholdsvis 209,1
mio. kr. i 2014, 105,2 mio. kr. i 2015 og 12,9 mio. kr. i 2016. De
kommunale udgifter forventes at udgøre 365,5 mio. kr. i
2014, 201,8 mio. kr. i 2015 og 26,0 mio. kr. i 2016.
Forslaget finansieres ved en
målrettet omprioritering af en række andre offentlige
udgifter, indtægter, puljer og reserver.
Det foreslås, at lovforslaget
træder i kraft den 30. december 2013.
Idet jeg i øvrigt henviser til
lovforslaget og bemærkningerne hertil, skal jeg anbefale
lovforslaget til Folketingets velvillige behandling.