L 73 Forslag til lov om ændring af lov om miljøbeskyttelse.

(Gennemførelse af direktivet om affald af elektrisk og elektronisk udstyr (WEEE), gebyrfinansiering af indsamleruddannelsen, digital indberetning på dækordningen m.v.).

Af: Miljøminister Ida Auken (SF)
Udvalg: Miljøudvalget
Samling: 2013-14
Status: Stadfæstet

Betænkning

Afgivet: 16-01-2014

Betænkning afgivet af Miljøudvalget den 16. januar 2014

20131_l73_betaenkning.pdf
Html-version

Betænkning afgivet af Miljøudvalget den 16. januar 2014

1. Udvalgsarbejdet

Lovforslaget blev fremsat den 14. november 2013 og var til 1. behandling den 22. november 2013. Lovforslaget blev efter 1. behandling henvist til behandling i Miljøudvalget.

Møder

Udvalget har behandlet lovforslaget i 3 møder.

Høring

Den 14. november 2013 sendte miljøministeren de indkomne høringssvar og et notat herom til udvalget.

2. Indstillinger og politiske bemærkninger

Et flertal i udvalget (S, RV, SF, EL, IA og Uffe Elbæk (UFG)) indstiller lovforslaget til vedtagelse uændret.

Et mindretal i udvalget (V, DF, LA og KF) indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling.

Venstres og Det Konservative Folkepartis medlemmer af udvalget noterer sig, at ministerens lovforslag både indeholder implementering af et EU-direktiv om WEEE-ordningen, gebyrfinansiering af indsamleruddannelsen og digital indberetning på dækordningen m.v.

Venstre og Det Konservative Folkeparti finder, at ministeren burde have afventet ressourcestrategien, inden lovforslaget blev fremsat, da lovforslaget bør ses i forhold til en samlet ordning. V og KF er positive over for den del af lovforslaget, der omhandler implementering af WEEE-ordningen, da det er en fornuftig ordning til håndtering af elektronisk skrot. V og KF bemærker, at implementeringen kan klares inden for virksomhedernes budgetter.

Venstre og Det Konservative Folkeparti kan imidlertid ikke støtte lovforslagets hjemmel til en gebyrfinansieret indsamleruddannelse. Venstre og Det Konservative Folkeparti ønsker fortsat at være en del af den samlede aftale om organiseringen af affaldssektoren fra 2007. Partierne kan imidlertid ikke støtte, at der pålægges yderligere gebyrer på erhvervslivet. Venstre og Det Konservative Folkeparti kan dog i dette tilfælde acceptere, hvis et flertal i Folketinget uden om V og KF via lovforslaget måtte gennemføre gebyrfinansieringen af indsamleruddannelsen, da dette kun berører en mindre del af den samlede aftale fra 2007.

På den baggrund kan Venstre og Det Konservative Folkeparti ikke stemme for lovforslaget.

Dansk Folkepartis medlemmer af udvalget støtter ikke lovforslaget.

Dansk Folkeparti er enig i det overordnede formål med WEEE-direktivet om at genbruge, genanvende og på anden måde nyttiggøre dette affald for at nedbringe den affaldsmængde, der skal bortskaffes, samt at bidrage til en effektiv ressourceudnyttelse og genvinding af værdifulde sekundære råstoffer.

Dansk Folkeparti bakker ikke op om at tilvejebringe hjemmel for ministeren til at fastsætte regler om opkrævning af gebyr til dækning af omkostningerne for opnåelse af bevis for at kunne forestå indberetning af data og miljømæssig forsvarlig håndtering af genanvendeligt erhvervsaffald, da det er en ekstra skat for erhvervslivet.

Dansk Folkeparti er desuden ikke enig i intentionen med lovforslaget om at tilvejebringe hjemmel til, at importører eller producenter af nærmere angivne materialer, produkter eller varer, herunder emballage, angiver og indbetaler digitalt til SKAT, såfremt SKAT står for opkrævningen af det gebyr, som skal betales til hel eller delvis dækning af omkostningerne i forbindelse med håndtering af materialet, produktet eller varen som affald. DF kan ikke på nuværende tidspunkt bakke op om forslaget om at tilvejebringe hjemmel til at indføre et krav om, at alle virksomheder omfattet af gebyrpligt ved produktion eller import af dæk fremover skal foretage angivelser og indbetalinger til SKAT digitalt, da ikke alle virksomheder i landet har adgang til internetforbindelse af god kvalitet.

Siumut, Sambandsflokkurin og Javnaðarflokkurin var på tidspunktet for betænkningens afgivelse ikke repræsenteret med medlemmer i udvalget og havde dermed ikke adgang til at komme med indstillinger eller politiske udtalelser i betænkningen.

En oversigt over Folketingets sammensætning er optrykt i betænkningen.

Annette Lind (S) Flemming Møller Mortensen (S) Jens Joel (S) John Dyrby Paulsen (S) Mette Reissmann (S) Torben Hansen (S) Simon Kollerup (S) Lone Loklindt (RV) fmd. Lotte Rod (RV) Trine Pertou Mach (SF) Steen Gade (SF) Per Clausen (EL) Lars Dohn (EL) Sara Olsvig (IA) Uffe Elbæk (UFG) Erling Bonnesen (V) Anne-Mette Winther Christiansen (V) Henrik Høegh (V) Esben Lunde Larsen (V) Hans Christian Schmidt (V) Anni Matthiesen (V) nfmd. Hans Christian Thoning (V) Eyvind Vesselbo (V) Jørn Dohrmann (DF) René Christensen (DF) Mette Hjermind Dencker (DF) Hans Kristian Skibby (DF) Villum Christensen (LA) Charlotte Dyremose (KF)

Siumut, Sambandsflokkurin og Javnaðarflokkurin havde ikke medlemmer i udvalget.

Venstre, Danmarks Liberale Parti (V)47
Socialdemokratiet (S)45
Dansk Folkeparti (DF)22
Radikale Venstre (RV)16
Socialistisk Folkeparti (SF)15
Enhedslisten (EL)12
Liberal Alliance (LA)9
Det Konservative Folkeparti (KF)8
Inuit Ataqatigiit (IA)1
Siumut (SIU)1
Sambandsflokkurin (SP)1
Javnaðarflokkurin (JF)1
Uden for folketingsgrupperne (UFG)1

Bilag 1

Oversigt over bilag vedrørende L 73

Bilagsnr.

Titel

1
Høringsnotat og høringssvar, fra miljøministeren
2
Tidsplan for udvalgets behandling af lovforslaget
3
1. udkast til betænkning