L 73 Forslag til lov om ændring af lov om miljøbeskyttelse.

(Gennemførelse af direktivet om affald af elektrisk og elektronisk udstyr (WEEE), gebyrfinansiering af indsamleruddannelsen, digital indberetning på dækordningen m.v.).

Af: Miljøminister Ida Auken (SF)
Udvalg: Miljøudvalget
Samling: 2013-14
Status: Stadfæstet

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 14-11-2013

Skriftlig fremsættelse (14. november 2013)

20131_l73_fremsaettelsestale.pdf
Html-version

Skriftlig fremsættelse (14. november 2013)

Miljøministeren (Ida Auken):

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:

Forslag til Lov om ændring af lov om miljøbeskyttelse (Gennemførelse af direktivet om affald af elektrisk og elektronisk udstyr (WEEE), gebyrfinansiering af indsamler­uddannelsen, digital indberetning på dækordningen m.v.)

(Lovforslag nr. L 73)

Lovforslaget gennemfører ændringer i miljøbeskyttelsesloven vedrørende administration af producentansvaret på elektronikaffaldsområdet primært for at gennemføre det nye direktiv 2012/19/EU om affald af elektrisk og elektronisk udstyr. Lovforslaget indeholder administrative lettelser for producenter og importører af elektronikudstyr, idet det f.eks. bliver muligt for udenlandske producenter at lade sig repræsentere ved en bemyndiget repræsentant i Danmark, fremfor at etablere eget forretningssted, hvilket i dag er en forudsætning for at registrere sig i producentregistret.

Endvidere giver de foreslåede regler hjemmel til fastsættelse af bestemmelser om tilbagebetaling af indbetalte beløb til dækning af omkostninger til affaldshåndtering af elektrisk og elektronisk udstyr, hvis udstyret eksporteres, og dermed ikke bliver til affald i Danmark. Endelig tydeliggøres i lovforslaget, at producentregisteret kan forpligtes til at udveksle oplysninger med de øvrige EU-medlemsstater, deres nationale producentregistre og EU-Kommissionen, hvilket vil give lettelser for virksomhederne og større ensartethed i administrationen i medlemslandene.

Det nye direktiv 2012/19/EU om affald af elektrisk og elektronisk udstyr gennemføres derudover i det væsentlige ved ændringer i elektronikaffaldsbekendtgørelsen.

Direktivets mål for indsamling af elektronikaffald understøttes i Regeringens ressourcestrategi, "Danmark uden affald", som fastsætter mål for øget indsamling. En af de forventede effekter af ressourcestrategien er, at der i 2018 indsamles 65 % af de markedsførte mængder elektrisk og elektronisk udstyr, herunder 75 % fra husholdninger.

Lovforslaget skaber endelig hjemmel til at gebyrfinansiere driften af indsamleruddannelsen og hjemmel til at indføre krav om digital indberetning og indbetaling til SKAT i relation til dækordningen. Dette er i overensstemmelse med regeringens digitaliseringsstrategi og skal lette administrationen hos SKAT, Dækbranchens Miljøfond og virksomhederne.

Lovforslaget forventes at træde i kraft den 11. februar 2014.

Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget med tilhørende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til Folketingets velvillige behandling.