Skriftlig fremsættelse (14. november
2013)
Justitsministeren
(Morten Bødskov):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om ændring af
færdselsloven (Skærpede sanktioner for
hastighedsovertrædelser ved vejarbejde m.v. og
indførelse af betinget objektivt ansvar for ejer (bruger) af
et motorkøretøj for visse
hastighedsovertrædelser)
(Lovforslag nr. L 74)
For høj fart er skyld i eller er
medvirkende årsag til et betydeligt antal dræbte og
alvorligt tilskadekomne i trafikken. Regeringen har derfor et
særligt fokus på at få de bilister, som ikke
overholder hastighedsgrænserne, til at sætte
hastigheden ned. Kørsel med for høj fart udgør
en særlig risiko i forbindelse med vejarbejde eller arbejde
af tilsvarende karakter på eller ved vejen, hvor arbejdere
ofte befinder sig tæt på kørebanen under
risikofyldte omstændigheder. Det er i den forbindelse vigtigt
for regeringen, at de personer, der udfører vejarbejde mv.,
og hvis arbejde er afgørende for, at vejene er i god og
sikker stand, og at ulykker eller lignende håndteres bedst
muligt, kan arbejde under sikre forhold og føle sig
trygge.
Erfaringsmæssigt er der imidlertid
mange trafikanter, som ikke respekterer de særlige
hastighedsgrænser, som ved vejarbejder mv. midlertidigt
fastsættes ved færdselstavler og lignende med det
formål at skabe nogle ordentlige og sikre rammer omkring det
arbejde, der skal udføres. Regeringen ønsker at
skærpe sanktionerne over for disse trafikanter.
Formålet med lovforslaget er på
denne baggrund for det første at skærpe sanktionerne
for hastighedsovertrædelser begået ved vejarbejde mv.,
hvor det et tydeligt, at den generelle hastighedsgrænse, som
er fastsat i færdselsloven, ved færdselstavler eller
anden afmærkning er midlertidigt nedsat af hensyn til det
pågældende arbejde. Det foreslås i den
forbindelse nærmere, at bøden i sådanne
tilfælde fordobles, og at betinget frakendelse af retten til
at føre motordrevet køretøj skal ske ved
hastighedsoverskridelser på 40 pct. mod i dag 60 pct.
Formålet med lovforslaget er for det
andet at indføre en særlig form for betinget objektivt
strafansvar for ejeren (brugeren) af et køretøj i
alle sager om overtrædelse af hastighedsbegrænsningerne
i færdselsloven konstateret ved Automatisk Trafikkontrol
(ATK), hvor der ikke er spørgsmål om klip i
kørekortet, frakendelse af førerretten eller
kørselsforbud (dvs. hvor hastighedsoverskridelsen er
på højst 30 pct., og hvor sanktionen således
alene består i en bøde).
Det foreslås i den forbindelse
nærmere, at ejeren eller den registrerede bruger
pålægges strafansvaret (i form af bøde),
medmindre en anden person udpeges, og denne erkender at have
ført køretøjet på gerningstidspunktet,
eller en anden ved brugstyveri mv. var uberettiget i besiddelse af
køretøjet på gerningstidspunktet.
Baggrunden for denne del af forslaget er,
at det som led i regeringens trafiksikkerhedspakke fra august 2012
blev besluttet at udvide antallet af ATK-biler fra 26 til ca. 100.
De yderligere ATK-biler forventes taget i brug inden udgangen af
2014. I tilknytning hertil er der behov for at sikre, at ATK
fortsat af befolkningen opfattes som et effektivt redskab i
indsatsen mod hastighedsovertrædelser. Hvis det bliver den
almindelige oplevelse, at en konstateret
hastighedsovertrædelse ikke strafforfølges, eller at
sagerne ikke ekspederes med den fornødne hurtighed, kan
dette have en negativ indvirkning på
færdselssikkerheden.
Idet jeg i øvrigt henviser til
lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed
anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige
behandling.