L 74 A Forslag til lov om ændring af færdselsloven.

(Skærpede sanktioner for hastighedsovertrædelser ved vejarbejde m.v.).

Udvalg: Retsudvalget
Samling: 2013-14
Status: Stadfæstet

Tillægsbetænkning

Afgivet: 03-04-2014

Tillægsbetænkning afgivet af Retsudvalget den 3. april 2014

20131_l74a_tillaegsbetaenkning.pdf
Html-version

Tillægsbetænkning afgivet af Retsudvalget den 3. april 2014

1. Ændringsforslag

Justitsministeren har stillet 1 ændringsforslag til lovforslaget.

2. Udvalgsarbejdet

Lovforslaget blev fremsat den 14. november 2013 og var til 1. behandling den 28. november 2013. Lovforslaget blev efter 1. behandling henvist til behandling i Retsudvalget. Udvalget afgav betænkning den 13. marts 2014. Lovforslaget var til 2. behandling den 18. marts 2014, hvorefter det blev henvist til fornyet behandling i Retsudvalget.

Møder

Udvalget har, efter lovforslaget blev henvist til fornyet udvalgsbehandling, behandlet lovforslaget i 1 møde.

3. Indstillinger og politiske bemærkninger

Et flertal i udvalget (S, DF, RV, SF, EL og SIU) indstiller lovforslaget til vedtagelse med det stillede ændringsforslag.

Et mindretal i udvalget (V, LA og KF) indstiller lovforslaget til forkastelse, men vil stemme for det stillede ændringsforslag.

Venstres og Det Konservative Folkepartis medlemmer af udvalget ønsker naturligvis, at dem, der udfører vejarbejde, skal kunne gøre det uden risiko for at blive påkørt af den forbipasserende trafik. Det skal også være muligt at udføre vejarbejde, uden at skulle frygte, at det går galt.

Derfor er det kun rimeligt, at trafikanterne sætter farten ned til den skiltede hastighed, så der er tryghed på arbejdspladsen.

Det helt paradoksale i regeringens lovforslag er, at regle?rne om dobbelt bøde for hastighedsoverskridelser også skal gælde, når der ikke er nogen på arbejde.

Dermed afslører regeringen selv, at forslaget ikke er for at beskytte dem, der udfører vejarbejde, men udelukkende for at få flere penge i statskassen, hvilket aldrig må blive et mål i sig selv, når vi taler om trafiksikkerhed.

Regeringen har forklaret sig med, at vejforløbet kan være problematisk, og derfor er det rimeligt med dobbelt bøde døgnet rundt. Men det argument holder ikke, for der er mange andre steder i trafikken, hvor hastigheden med god grund er reduceret.

Sandheden er altså, at regeringen udelukkende er ude efter at få flest mulige bødekroner i statskassen, og det kan Venstre og Det Konservative Folkeparti naturligvis ikke støtte.

Inuit Ataqatigiit, Sambandsflokkurin og Javnaðarflokkurin var på tidspunktet for tillægsbetænkningens afgivelse ikke repræsenteret med medlemmer i udvalget og havde dermed ikke adgang til at komme med indstillinger eller politiske udtalelser i tilllægsbetænkningen.

En oversigt over Folketingets sammensætning er optrykt i tillægsbetænkningen.

4. Ændringsforslag med bemærkninger

Ændringsforslag

Til § 2

Af justitsministeren, tiltrådt af udvalget:

1) Paragraffen affattes således:

Ȥ 2

Loven træder i kraft den 15. april 2014.«

[Ændring af ikrafttrædelsestidspunktet]

Bemærkninger

Til nr. 1

Ved 2. behandling den 19. marts 2014 af forslag til lov om ændring af færdselsloven (Skærpede sanktioner for hastighedsovertrædelser ved vejarbejde m.v. og indførelse af betinget objektivt ansvar for ejer (bruger) af et motorkøretøj for visse hastighedsovertrædelser) (L 74) vedtog Folketin-get ændringsforslag nr. 1, hvorefter lovforslaget blev delt i følgende to lovforslag:

A. »Forslag til lov om ændring af færdselsloven (Skærpede sanktioner for hastighedsovertrædelser ved vejarbejde m.v.)« omfattende § 1, nr. 1, 2 og 4-6, og § 2.

B. »Forslag til lov om ændring af færdselsloven (Indførelse af betinget objektivt ansvar for ejer (bruger) af et motorkøretøj for visse hastighedsovertrædelser)« omfattende § 1, nr. 3 og § 2.

Det foreslås med dette ændringsforslag, at § 2 i forslag til lov om ændring af færdselsloven (Skærpede sanktioner for hastighedsovertrædelser ved vejarbejde m.v.) (L 74 A) om lovens ikrafttræden nyaffattes. Nyaffattelsen indebærer nærmere, at loven ikke træder i kraft den 1. april 2014, således som det var foreslået med ændringsforslag nr. 4 til L 74, som blev vedtaget ved 2. behandling, men den 15. april 2014. Baggrunden herfor er, at lovforslaget ikke kan blive færdigbehandlet i Folketinget i tide, til at det kan træde i kraft den 1. april 2014.

Trine Bramsen (S) Poul Andersen (S) Astrid Krag (S) Mette Reissmann (S) Jeppe Bruus (S) Rasmus Prehn (S) Jeppe Mikkelsen (RV) Zenia Stampe (RV) Camilla Hersom (RV) Karina Lorentzen Dehnhardt (SF) fmd. Pernille Vigsø Bagge (SF) Pernille Skipper (EL) Johanne Schmidt-Nielsen (EL) Henning Hyllested (EL) Doris Jakobsen (SIU) Kim Andersen (V) Preben Bang Henriksen (V) Inger Støjberg (V) Karen Jespersen (V) Jan E. Jørgensen (V) Karsten Lauritzen (V) Kristian Pihl Lorentzen (V) Karsten Nonbo (V) Peter Skaarup (DF) Dennis Flydtkjær (DF) Pia Adelsteen (DF) Kim Christiansen (DF) Simon Emil Ammitzbøll (LA) Tom Behnke (KF) nfmd. 

Inuit Ataqatigiit, Sambandsflokkurin og Javnaðarflokkurin havde ikke medlemmer i udvalget.

Venstre, Danmarks Liberale Parti (V)47
Socialdemokratiet (S)47
Dansk Folkeparti (DF)22
Radikale Venstre (RV)17
Socialistisk Folkeparti (SF)12
Enhedslisten (EL)12
Liberal Alliance (LA)9
Det Konservative Folkeparti (KF)8
Inuit Ataqatigiit (IA)1
Siumut (SIU)1
Sambandsflokkurin (SP)1
Javnaðarflokkurin (JF)1
Uden for folketingsgrupperne (UFG)1

Bilag 1

Oversigt over bilag vedrørende L 74 A

Bilagsnr.

Titel

12

Betænkning afgivet den 13. marts 2014

13
Ændringsforslag fra justitsministeren
14
Udkast til tillægsbetænkning
15
2. udkast til tillægsbetænkning


Oversigt over spørgsmål og svar vedrørende L 74 A

Spm.nr.
Titel
73
Spørgsmålet er taget tilbage og stillet på L 74 - B