Betænkning afgivet af
Beskæftigelsesudvalget den 11. december 2013
1. Ændringsforslag
Beskæftigelsesministeren har stillet
4 ændringsforslag til lovforslaget.
2. Udvalgsarbejdet
Lovforslaget blev fremsat den 20. november
2013 og var til 1. behandling den 26. november 2013. Lovforslaget
blev efter 1. behandling henvist til behandling i
Beskæftigelsesudvalget.
Møder
Udvalget har behandlet lovforslaget i 3
møder.
Høring
Et udkast til lovforslaget har inden
fremsættelsen været sendt i høring, og
beskæftigelsesministeren sendte den 14. november dette udkast
til udvalget, jf. BEU alm. del - bilag 68. Den 25. november sendte
beskæftigelsesministeren de indkomne høringssvar, og
den 26. november 2013 sendte beskæftigelsesministeren et
høringsnotat og en ligestillingsvurdering til udvalget.
Skriftlige henvendelser
Udvalget har i forbindelse med
udvalgsarbejdet modtaget en skriftlig henvendelse fra Esbjerg
Kommune.
Beskæftigelsesministeren har over for
udvalget kommenteret den skriftlige henvendelse til udvalget.
Spørgsmål
Udvalget har stillet 2
spørgsmål til beskæftigelsesministeren til
skriftlig besvarelse, som denne har besvaret. Et af udvalgets
spørgsmål og beskæftigelsesministerens svar
herpå er optrykt som bilag 2 til betænkningen.
3. Indstillinger
Et flertal i
udvalget (udvalget med undtagelse af EL og LA) indstiller
lovforslaget til vedtagelse med de
stillede ændringsforslag.
Et mindretal i
udvalget (EL) indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling og vil stemme
imod de stillede ændringsforslag.
Et andet
mindretal i udvalget (LA) vil redegøre for sin
stilling til lovforslaget ved 3. behandling og vil stemme for de
stillede ændringsforslag.
Inuit Ataqatigiit, Siumut,
Sambandsflokkurin og Javnaðarflokkurin var på tidspunktet
for betænkningens afgivelse ikke repræsenteret med
medlemmer i udvalget og havde dermed ikke adgang til at komme med
indstillinger eller politiske udtalelser i betænkningen.
En oversigt over Folketingets
sammensætning er optrykt i betænkningen.
4. Ændringsforslag med
bemærkninger
Ændringsforslag
Til § 1
Af beskæftigelsesministeren,
tiltrådt af et flertal (udvalget
med undtagelse af EL):
1)
Efter nr. 7 indsættes som nyt nummer:
»01. I §
89 indsættes som stk. 3 og
4:
»Stk. 3.
Kommunen udbetaler uddannelseshjælp eller kontanthjælp
med satsen for en person, der forsørger eget barn i hjemmet
og har erhvervet ret til ekstra børnetilskud, hvis det er
sandsynligt, at Udbetaling Danmark efterfølgende vil
træffe afgørelse om, at en person har erhvervet ret
til ekstra børnetilskud. I den situation udbetales
hjælpen under forudsætning af, at ansøgningen om
ekstra børnetilskud imødekommes af Udbetaling
Danmark. Kommunen skal senest ved udbetalingen af hjælpen
oplyse modtageren om, at den udbetalte hjælp er
foreløbig og med hvilken begrundelse samt tage forbehold for
tilbagebetaling.
Stk. 4.
Tilbagebetaling af hjælpen efter stk. 3 sker efter §
95.««
[Hjemmel til at træffe
afgørelse om udbetaling af hjælp med forbehold for
tilbagebetaling]
Ny paragraf
2)
Efter § 2 indsættes som ny paragraf:
Ȥ 01
I integrationsloven, jf. lovbekendtgørelse
nr. 1115 af 23. september 2013, som ændret ved § 3 i lov
nr. 894 af 4. juli 2013 og § 4 i lov nr. 895 af 4. juli 2013,
foretages følgende ændringer:
1. I
§ 23 c, stk. 3, 1. pkt.,
indsættes efter »§§ 54, 55 og 59 om
løn- og arbejdsvilkår«: », jf. dog stk.
4«.
2. I
§ 23 c indsættes som stk. 4:
»Stk. 4.
§ 75 a, stk. 5 og 6, i lov om en aktiv
beskæftigelsesindsats om løn under tilbud om
ansættelse med løntilskud hos offentlige arbejdsgivere
finder tilsvarende anvendelse for personer, der er omfattet af
§ 23, stk. 5.««
[Løn til personer omfattet
af integrationsprogrammet, der ikke er i beskæftigelse, og
som ikke modtager kontanthjælp under tilbud om
ansættelse med løntilskud hos offentlige
arbejdsgivere]
Til § 7
3) I
stk. 1 ændres »jf. dog stk.
2« til: »jf. dog stk. 2 og 3«.
[Konsekvensændring af
ændringsforslag nr. 4]
4) Som
stk. 3 indsættes:
»Stk. 3.
En person, som er omfattet af § 2, nr. 10, i lov om en aktiv
beskæftigelsesindsats eller af § 23, stk. 5, i
integrationsloven, som før lovens ikrafttræden har
fået tilbud om ansættelse med løntilskud hos en
offentlig arbejdsgiver, som rækker ud over den 1. januar
2014, og hvor lønnen er fastsat efter den hidtil
gældende § 55, stk. 4, bevarer denne løn, indtil
løntilskudsansættelsen ophører.«
[Overgangsregel om løn for
ledige selvforsørgende efter lov om en aktiv
beskæftigelsesindsats og integrationsloven]
Bemærkninger
Til nr. 1
Det følger af reglerne om
uddannelses- og kontanthjælp i lov nr. 894 af 4. juli 2013,
som trådte i kraft den 1. oktober 2013 med virkning fra den
1. januar 2014, at hjælpen ydes med satsen for enlige
forsørgere, når en forsørger modtager ekstra
børnetilskud efter lov om børnetilskud og forskudsvis
udbetaling af børnebidrag.
Det foreslås i lovforslagets §
1, nr. 2 og 4, at denne betingelse ændres fra at være
modtager af ekstra børnetilskud til en betingelse om, at den
enlige forsørger skal have erhvervet retten til ekstra
børnetilskud.
Nogle forsørgersatser for
uddannelses- og kontanthjælp vil således blive
afhængige af, om ansøger har erhvervet ret til ekstra
børnetilskud.
Sagsbehandlingstiden i perioden, indtil der
træffes afgørelse, kan bevirke, at der sker et retstab
for de pågældende. For at imødegå dette
foreslås det, at der åbnes adgang til at udbetale
hjælpen som et foreløbigt beløb, så der
herved tages forbehold for tilbagebetaling. Som udgangspunkt vil
der være tale om, at hjælpen for en enkelt måned
udbetales med forbehold.
Kommunen vil i det fælles it-system
for kommunerne og Udbetaling Danmark over kontante ydelser og
økonomiske tilskud, som en borger modtager fra begge
myndigheder, kunne se, om en person har erhvervet ret til ekstra
børnetilskud som enlig forsørger. Dette gælder
både for de personer, der allerede modtager ekstra
børnetilskud, og de personer, der har fået en
afgørelse fra Udbetaling Danmark om, at de har erhvervet ret
til ekstra børnetilskud og vil modtage dette
børnetilskud fra næste kvartal. For restgruppen er der
tale om oplysninger, som kommunen for størstedelens
vedkommende allerede har, f.eks. oplysningen om samliv/ikkesamliv,
som kommunen skal bruge i forbindelse med ansøgningen om
uddannelses- eller kontanthjælp.
Det foreslås, at hvis kommunen i
disse situationer anser det for sandsynligt, at Udbetaling Danmark
træffer afgørelse om, at personen har erhvervet ret
til ekstra børnetilskud, skal kommunen på det grundlag
udbetale satsen for enlige forsørgere. Kommunen skal ved
meddelelsen af afgørelsen til personen oplyse, at der er
tale om en foreløbig vurdering af, om personen har erhvervet
ret til ekstra børnetilskud. Der er ikke tale om en endelig
afgørelse om ret til ekstra børnetilskud, idet
Udbetaling Danmark træffer selve afgørelsen om retten
til ekstra børnetilskud.
Det foreslås, at det skal være
en gyldighedsbetingelse for adgang til tilbagebetaling, at kommunen
senest ved udbetaling af hjælpen oplyser modtageren om, at
hjælpen er foreløbig og begrundelsen herfor, og at der
tages forbehold for tilbagebetaling af
uddannelseshjælpen/kontanthjælpen. Det vil sige, at
kommunen tager forbehold for, at der kan ske tilbagebetaling af
hjælpen som følge af Udbetaling Danmarks afslag
på ekstra børnetilskud. Det er således en
forudsætning, at det står klart for personen, at
hjælpen kan blive krævet tilbagebetalt.
Da der er tale om en afgørelse i
forvaltningsretlig forstand, skal kommunen i sin administration
følge forvaltningslovens regler om bl.a. partshøring,
begrundelse og klagevejledning. Reglerne om partshøring har
sammenhæng med officialprincippet, idet
partshøringspligten skal medvirke til at sikre, at sagen er
tilstrækkeligt oplyst, inden kommunen kan træffe
afgørelse, herunder den foreløbige vurdering af, om
personen har erhvervet ret til ekstra børnetilskud.
Det foreslås, at et
tilbagebetalingskrav gennemføres efter § 95 i lov om
aktiv socialpolitik. Krav på tilbagebetaling af
uddannelseshjælp eller kontanthjælp udbetalt som
foreløbige beløb kan derved kræves
tilbagebetalt på normal vis ved udsendelse af en
opkrævning.
Til nr. 2
Efter gældende regler i § 23,
stk. 5, i integrationsloven skal kommunalbestyrelsen give en
flygtning eller familiesammenført udlænding, der ikke
er i beskæftigelse, og som ikke modtager kontanthjælp,
tilbud om vejledning og opkvalificering, virksomhedspraktik eller
ansættelse med løntilskud efter §§ 23a -
23c, hvis den pågældende anmoder herom, medmindre
tilbuddet ikke kan antages at ville forbedre den
pågældendes beskæftigelsesmuligheder.
Efter gældende regler i § 23 c,
stk. 3, i integrationsloven finder regler om løn under
ansættelse med løntilskud hos offentlige arbejdsgivere
i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats tilsvarende
anvendelse for flygtninge eller familiesammenførte
udlændinge, der ikke er i beskæftigelse, og som ikke
modtager kontanthjælp.
Ved lov nr. 895 af 4. juli 2013, som pr. 1.
januar 2014 ændrer visse regler om løntilskud,
afskaffes minimumslønnen på 82 pct. af højeste
arbejdsløshedsdagpenge efter fradrag af arbejdsmarkedsbidrag
for kontanthjælpsmodtagere under tilbud om offentligt
løntilskudsansættelse. Kontanthjælpsmodtagere
skal i stedet have en løn, der efter fradrag af
arbejdsmarkedsbidrag svarer til deres kontanthjælp. Det
indebærer, at disse regler også komme til at
gælde for kontanthjælpsmodtagere omfattet af
integrationsprogrammet efter integrationsloven.
Denne ændring indebærer
også, at der ikke længere er fastsat en løn for
personer, som er omfattet af § 23, stk. 5, i
integrationsloven, dvs. flygtninge eller familiesammenførte
udlændinge, der ikke er i beskæftigelse, og som ikke
modtager kontanthjælp, og som deltager i tilbud om offentlig
løntilskudsansættelse, da de ikke får nogen
offentlig ydelse.
Det foreslås derfor, at lønnen
under ansættelse med løntilskud hos offentlige
arbejdsgivere efter fradrag af arbejdsmarkedsbidrag for personer
omfattet af § 23, stk. 5, i integrationsloven, som ikke er
forsørgere, udgør 60 pct. af højeste
dagpengesats og 80 pct. af højeste dagpengesats for
forsørgere svarende til henholdsvis 2.445 kr. pr. uge og
3.260 kr. pr. uge (2014-niveau). Det svarer til de foreslåede
satser for ledige selvforsørgere efter lov om en aktiv
beskæftigelsesindsats, jf. lovforslagets § 2, nr. 7.
Satserne svarer også til de satser,
som modtagere af særlig uddannelsesydelse, jf. lov om
uddannelsesordning for ledige, som har opbrugt deres dagpengeret,
kan få, og de foreslåede satser for modtagere af
midlertidig arbejdsmarkedsydelse, jf. lovforslag nr. L 70 om
ændring af lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., lov
om en aktiv beskæftigelsesindsats og flere andre love
(Midlertidig arbejdsmarkedsydelse, indsatsen for modtagere af
midlertidig arbejdsmarkedsydelse, sikring af ret til syge- og
barselsdagpenge, målretning af danskuddannelsestilbud
m.v.).
Forsørgelsespligten er over for
børn og vil svare til den forsørgelsespligt, der
gælder efter lov om aktiv socialpolitik. Der henvises til
bemærkningerne til lovforslagets § 2, nr. 7.
Det foreslås endvidere, at udbetaling
af løn som forsørger over for børn er betinget
af, at barnet/børnene opholder sig i Danmark. Det
gælder dog ikke for EU-/EØS-borgere, hvis børn
opholder sig i et andet EU-/EØS-land.
Ændringsforslaget vurderes ikke at
medføre økonomiske konsekvenser.
Til nr. 3
Der er tale om en konsekvensændring
som følge af ændringsforslag nr. 4.
Til nr. 4
Efter gældende regler i lov om en
aktiv beskæftigelsesindsats får ledige
selvforsørgende under tilbud om offentlig
løntilskudsansættelse en løn, som svarer til
mindst 82 pct. af højeste dagpengesats. Det samme
gælder efter integrationsloven for en flygtning eller
familiesammenført udlænding, som ikke er i
beskæftigelse, og som ikke modtager kontanthjælp under
tilbud om offentlig løntilskudsansættelse.
Det foreslås, at disse personer, som
før lovens ikrafttræden har fået tilbud om
ansættelse med løntilskud hos offentlige
arbejdsgivere, som rækker ud over 1. januar 2014, og hvor
lønnen er fastsat efter den hidtil gældende § 55,
stk. 4, i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, bevarer
denne løn, indtil løntilskudsansættelsen
ophører. Lønnen efter hidtil gældende regler
bevares kun, så længe denne
løntilskudsansættelse varer. Hvis den forlænges
efter 1. januar 2014, vil lønnen blive fastsat efter de nye
regler. Det vil sige, at for personer, som ikke er
forsørgere, vil lønnen udgøre 60 pct. af
højeste dagpengesats og 80 pct. af højeste
dagpengesats for forsørgere svarende til henholdsvis 2.445
kr. pr. uge og 3.260 kr. pr. uge (2014-niveau). Der henvises til
lovforslagets § 2, nr. 7, og § 3, nr. 2.
Ændringsforslaget vurderes ikke at
medføre økonomiske konsekvenser.
Ane Halsboe-Jørgensen (S)
Bjarne Laustsen (S) Jens Joel (S) Jan Johansen (S) Leif Lahn Jensen
(S) Lennart Damsbo-Andersen (S) fmd. Pernille Rosenkrantz-Theil (S)
Nadeem Farooq (RV) Andreas Steenberg (RV) Eigil Andersen (SF) Anne
Baastrup (SF) Özlem Sara Cekic (SF) Finn Sørensen (EL)
Christian Juhl (EL) Jørgen Arbo-Bæhr (EL) Hans
Andersen (V) Louise Schack Elholm (V) Claus Hjort Frederiksen (V)
Jakob Engel-Schmidt (V) Peter Juel Jensen (V) Inger Støjberg
(V) Ulla Tørnæs (V) Fatma Øktem (V) Bent
Bøgsted (DF) nfmd. Jens
Henrik Thulesen Dahl (DF) René Christensen (DF) Pia
Adelsteen (DF) Joachim B. Olsen (LA) Benedikte Kiær (KF)
Inuit Ataqatigiit, Siumut,
Sambandsflokkurin og Javnaðarflokkurin havde ikke medlemmer i
udvalget.
Venstre, Danmarks Liberale Parti (V) | 47 |
Socialdemokratiet (S) | 45 |
Dansk Folkeparti (DF) | 22 |
Radikale Venstre (RV) | 16 |
Socialistisk Folkeparti (SF) | 15 |
Enhedslisten (EL) | 12 |
Liberal Alliance (LA) | 9 |
Det Konservative Folkeparti (KF) | 8 |
Inuit Ataqatigiit (IA) | 1 |
Siumut (SIU) | 1 |
Sambandsflokkurin (SP) | 1 |
Javnaðarflokkurin (JF) | 1 |
Uden for folketingsgrupperne (UFG) | 1 |
Bilag 1
Oversigt over bilag vedrørende
L 78
Bilagsnr. | Titel |
---|
1 | Udkast til tidsplan for udvalgets
behandling af lovforslaget | 2 | Høringssvar, fra
beskæftigelsesministeren | 3 | Høringsnotat, høringssvar og
ligestillingsvurdering, fra beskæftigelsesministeren | 4 | Tidsplan for udvalgets behandling af
lovforslaget | 5 | Henvendelse af 6/12-2013 fra Esbjerg
Kommune | 6 | Udkast til betænkning | 7 | Ændringsforslag, fra
beskæftigelsesministeren | 8 | 2. udkast til betænkning |
|
Oversigt over spørgsmål
og svar vedrørende L 78
Spm.nr. | Titel | 1 | Spm. om kommentar til henvendelse af
6/12-13 fra Esbjerg Kommune, til beskæftigelsesministeren, og
ministerens svar herpå | 2 | Spm. om præcisering af
nytteindsatsen, til beskæftigelsesministeren, og ministerens
svar herpå |
|
Bilag 2
Et af udvalgets spørgsmål til
beskæftigelsesministeren og dennes svar herpå
Spørgsmålet og beskæftigelsesministerens svar
herpå er optrykt efter ønske fra Venstre.
Spørgsmål 2:
»Ministeren bedes som opfølgning
på debatten i Folketingssalen og vedrørende
behandlingen af L 78 og det efterfølgende møde mellem
aftalepartierne bag kontanthjælpsreformen præcisere
indholdet af nytteindsatsen til at være samfundsnyttige
opgaver, der ligger ud over det almindelige normerede niveau for
opgaveløsningen hos de pågældende offentlige
arbejdsgivere og dermed afspejler ekstraordinær
opgaveløsning, f.eks. inden for vedligeholdelse.«
Endeligt svar:
Jeg kan bekræfte, at det i
bekendtgørelse om en aktiv beskæftigelsesindsats vil
blive præciseret i § 61, stk. 1, at:
»Virksomhedspraktik i form af nytteindsats består af
udførelse af samfundsnyttige opgaver hos offentlige
arbejdsgivere. Indholdet af opgaverne skal ligge ud over det
normerede niveau for opgaveløsningen hos de
pågældende offentlige arbejdsgivere.«