Skriftlig fremsættelse (20. november
2013)
Skatteministeren
(Holger K.: Nielsen):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om ændring af
fusionsskatteloven, selskabsskatteloven,
kildeskatteloven og
aktieavancebeskatningsloven
(Indgreb mod omgåelse af
udbyttebeskatningen i forbindelse med
kontante udligningssummer)
(Lovforslag nr. L 81)
Lovforslaget går ud på at
sikre, at skattepligtige udbytter ikke konverteres til skattefrie
kontante udligningssummer. Kontante udligningssummer omfatter
ethvert vederlag, som ikke er aktier i det modtagende henholdsvis
erhvervende selskab.
Forslaget om, at anse kontante
udligningssummer for udbytter, har karakter af en værnsregel,
som skal forhindre utilsigtede provenutab.
Forslaget skønnes ikke at have
nævneværdige administrative konsekvenser for det
offentlige.
Loven har virkning fra
fremsættelsesdagen. Det tidlige virkningstidspunkt skal
forhindre spekulation, der kunne modvirke formålet med
lovforslaget i tidsrummet fra forslagets fremsættelse til
dets ikrafttræden. Lovforslaget har derfor heller ikke
været i høring forud for fremsættelsen.
Idet jeg i øvrigt henviser til
lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed
anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige
behandling.