Fremsat den 21. oktober 2014 af Martin
Henriksen (DF), Kristian Thulesen Dahl (DF), Søren Espersen
(DF) og? ?Peter? ?Skaarup? ?(DF)
Forslag til folketingsbeslutning
om opløsning af Grimhøjmoskeen i
Aarhus
Folketinget pålægger regeringen
at søge Grimhøjmoskeen i Aarhus og den
bagvedliggende forening opløst ved dom på grundlag af
et foreløbigt forbud, der meddeles af justitsministeren
eller af en anden myndighed, der er bemyndiget hertil af
justitsministeren, jf. grundlovens § 78.
Bemærkninger til forslaget
Det er forslagsstillernes opfattelse, at
Grimhøjmoskeen i Aarhus og den bagvedliggende forening
Fonden For Den Muslimske Sammenslutning skal opløses ved
dom, jf. grundlovens § 78.
Grimhøjmoskeen i Aarhus har i flere
år været genstand for megen offentlig debat.
Årsagen har været en række hændelser og
markante udtalelser, der er kommet fra moskeen. Samtidig mener
politiet, at en del af de såkaldte hellige krigere, der er
draget i krig i Syrien, netop har haft deres gang i moskeen. Flere
spørger helt naturligt, om moskeen gennem en blanding af
klare religiøse og ideologiske holdninger og tvetydig
retorik sender så mange problematiske signaler, at det ikke
blot er til skade for integrationen, men også er med til at
vildlede unge på en måde, der gør, at de drager
i »hellig krig«.
Til de seneste eksempler på markante
udtalelser fra sensommeren 2014 hører, at talsmand Fadi
Abdallah har bakket op om terrororganisationen Islamisk Stat (IS).
Fadi Abdallah vil også nøje følge Koranen,
når den taler om stening, piskning og flerkoneri i den
islamiske stat, han drømmer om.
I juli 2014 talte imam Abu Bilal Ismail fra
Grimhøjmoskeen ved en fredagsbøn i Berlin, hvor han
opfordrede til drab på jøder. Han sagde bl.a. andet:
»Tæl dem og dræb dem hver og en. Skån ingen
af dem. Få dem til at lide forfærdeligt«.
Opfordringen til drab og terror vakte berettiget stor opstandelse.
Der henvises bl.a. til artiklen »Iman fra Aarhus opfordrer
til drab på jøder«, Jyllands-Posten, 24. juli
2014.
Imam Abu Bilal Ismail blev bakket op af
formanden for foreningen for Grimhøjmoskeen, Oussama
el-Saadi, som i Nyhederne TV 2 den 23. juli 2014 kl. 19 sagde, at
»Ismail ikke har gjort noget anderledes end alle andre
imamer; de mener det samme verden over.«
Når foreningens og moskeens imam
opfordrer til drab på jøder, uanset om man kalder dem
zionistiske jøder eller noget andet, er og bliver det efter
forslagsstillernes opfattelse en klar opfordring til at begå
voldelige handlinger. Og det er efter forslagsstillernes opfattelse
en skærpende omstændighed, at formanden for foreningen
bag moskeen, Fonden For Den Muslimske Sammenslutning,
efterfølgende bakker op om opfordringen. Der er altså
tale om en koordineret indsats fra foreningens og moskeens side.
Dette lagt sammen med de øvrige udtalelser og handlinger
gør, at forslagsstillerne vurderer, at regeringen vil kunne
opløse moskeen og den bagvedliggende forening med henvisning
til grundlovens § 78 (og efterfølgende vinde en sag
herom ved domstolene, hvis dette måtte blive aktuelt.)
Når handlinger og udtalelser fra moskeen
har vakt offentlig debat og medført indblanding fra politiet
eller fra det politiske system, er udtalelserne fra imamerne eller
foreningen ofte efterfølgende forsøgt modereret og
»talt ned« af disse med bortforklaringer om, at ordene
er blevet fordrejet og misfortolket. Det er en velkendt taktik fra
islamisternes side.
Men tilbage står et indtryk af, at
moskeen står for en ekstrem udgave af islam. Og en ting er,
hvad danskerne kan se og høre i tv og radio og læse i
aviserne. Noget andet er, hvad der foregår mellem moskeens
ledende personer og de unge, der kommer i moskeen, og måske
deres forældre, når journalisterne er gået hjem.
Moskeen huser radikale muslimer og er en potentiel terroristrede
for radikaliserede muslimer. Der henvises f.eks. til artiklen
»I fremtiden vil flere danskere drage i hellig krig«,
Kristeligt Dagblad, 25. juni 2014.
Vi ved, at Politiets Efterretningstjeneste
(PET) mener, at over 100 herboende muslimer er rejst til Syrien og
Irak for at kæmpe på islamisternes side, og vi ved, at
Østjyllands Politi har udtalt, at 22 af de unge muslimer,
der har meldt sig under fanerne til »hellig krig« hos
Islamisk Stat (IS) i Mellemøsten, har haft deres gang i den
aarhusianske moské. Desuden ved vi, at der fra moskeen
udgår retorik og propaganda, der kan virke forvirrende og
vildledende for unge, så de træffer forkerte valg.
Grimhøj-moskéen må opløses
Forslagsstillerne står ikke alene med
kritikken af moskeen og foreningen bag. Flere partier har i pressen
udtrykt ønske om at forbyde moskeen, ligesom der bredt har
været fremført politisk fordømmelse af moskeen,
jf. bl.a. artiklen »K og LA vil lukke omstridt
moské«, Information, 5. september 2014.
Forslagsstillerne er enige heri og mangler nu blot, at regeringen
foretager sig noget konkret. Det må ikke blive ved de mange
ord. Der skal handles, så regering og Folketinget
demonstrerer handlekraft og viser, at danske politikere kan og vil
mere end blot at tale om en hård indsats mod islamisterne.
Der er brug for at trække en grænse.
En forening kan foreløbig forbydes, og
der skal straks anlægges sag imod den til dens
opløsning, jf. grundlovens § 78, hvorefter
»foreninger, der virker eller søger at opnå
deres mål ved vold, anstiftelse af vold eller lignende
strafbar påvirkning af anderledes tænkende, bliver at
opløse ved dom«. Der kan altså gøres
noget. Der kan nedlægges et foreløbigt forbud, og det
er som udgangspunkt justitsministeren, der nedlægger
forbuddet. Men der er intet til hinder for, at justitsministeren
bemyndiger en anden myndighed til at nedlægge forbuddet.
Spørgsmål og svar i Folketinget
Forslagsstillerne har i Folketinget stillet
UUI alm. del - spørgsmål nr. 655 (folketingsåret
2013-14) og spurgt til, hvorvidt regeringen vil lukke
Grimhøjmoskeen som en konsekvens af udtalelserne om drab
på jøder. Men justitsministeren svarer, at
Justitsministeriet ikke finder anledning til at bede Rigsadvokaten
om at vurdere, hvorvidt der bør iværksættes en
undersøgelse af eventuel opløsning af foreningen bag
moskeen på Grimhøjvej i Brabrand.
Forslagsstillerne påpeger, at ministeren
bl.a. svarer, at enkelte tilfælde af opfordringer til vold
ikke er tilstrækkeligt til et forbud. Det har
forslagsstillerne noteret, men gør i den forbindelse
justitsministeren opmærksom på, at imam Abu Bilal
Ismail har opfordret til drab på jøder, og at dennes
formand med sin opbakning til opfordringen har gjort det samme,
hvorfor der ikke er tale om et enkeltstående tilfælde,
men tværtimod om en koordineret indsats og samlet opfordring
fra foreningens og moskeens side. Såfremt der var tale om et
enkeltstående tilfælde, som jf. svaret til Folketinget
ikke er dækket af grundlovens bestemmelser, havde formanden
udtrykkeligt taget afstand fra imamens opfordring. Dertil kommer de
øvrige hændelser, f.eks. foreningens talsmands
opbakning til terrorbevægelsen Islamisk Stat. Der er efter
forslagsstillernes vurdering ikke belæg for at afvise et
forbud med henvisning til, at der er tale om enkeltstående
tilfælde, idet der med udtalelsen fra imamen og opbakningen
fra formanden er tale om en samlet og koordineret indsats, der
tydeligt viser, at foreningen har et ulovligt øjemed.
Der
må statueres et eksempel
Forslagsstillerne mener, at der er mange
eksempler på f.eks. udtalelser fra moskeen, der har
påvirket og anstiftet unge til at drage i såkaldt
hellig krig. Grimhøjmoskeen og foreningen bag
blåstempler og understøtter således handlinger,
der er strafbare, og som strider mod almen menneskelig fornuft -
drab på krigsfanger og civile, tortur, halshugning osv.
Forslagsstillerne har tidligere fremsat
forslag om opløsning af den islamistiske organisation Hizb
ut-Tahrir, der allerede er forbudt i andre lande, men hidtil uden
held. Se f.eks. beslutningsforslag nr. B 67 (folketingsåret
2010-11, 1. samling).
Nu må det være slut med at
være naiv og godhjertet. Med fremkomsten af
terrororganisationen Islamisk Stat (IS), der er et modbydeligt og
forbryderisk foretagende, og som kun fortjener al den modstand, som
den demokratiske vestlige verden kan levere, skal arnesteder til
terrororganisationen Islamisk Stat (IS) naturligvis ikke være
fredede.
Det er ydermere forslagsstillernes opfattelse,
at der er tale om en skærpende omstændighed, når
der gives opbakning til Islamisk Stat, som den danske stat og
danske soldater bekæmper.
Der bør statueres et eksempel på,
hvor grænsen for almindelig anstændighed går.
Skriftlig fremsættelse
Martin Henriksen
(DF):
Som ordfører for forslagsstillerne
tillader jeg mig herved at fremsætte:
Forslag til folketingsbeslutning om
opløsning af Grimhøjmoskeen i Aarhus.
(Beslutningsforslag nr. B 12)
Jeg henviser i øvrigt til de
bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til
Tingets velvillige behandling.