Fremsat den 7. april 2015 af Pia Adelsteen
(DF), René Christensen (DF), Kristian Thulesen Dahl (DF),
Mikkel Dencker (DF), Søren Espersen (DF), Christian
Langballe (DF) og Peter Skaarup (DF)
Forslag til folketingsbeslutning
om parallelaftale om Europol
Folketinget pålægger regeringen at
optage forhandlinger med de øvrige medlemsstater i
politisamarbejdet Europol, med henblik på at Danmark
får en parallelaftale om fortsat dansk deltagelse i
Europol.
Bemærkninger til forslaget
Forslagsstillerne er tilhængere af dansk
deltagelse i Europol, men er modstandere af at ophæve
retsforbeholdet og erstatte det med en tilvalgsordning.
Formålet med indeværende forslag
er derfor at pålægge regeringen at optage forhandlinger
med de øvrige medlemsstater i Europol med henblik på
at indgå en parallelaftale. Norge, Island og Schweiz har en
sådan parallelaftale, og det er bestemt muligt for Danmark at
opnå en lignende aftale. De andre medlemsstater i Europol vil
klart foretrække en parallelaftale med Danmark, frem for at
Danmark forlader samarbejdet.
Regeringen har hidtil afvist at søge en
parallelaftale om dansk deltagelse i Europol, formentlig fordi
regeringen støttet af de øvrige EU-positive partier
ønsker at ophæve hele retsforbeholdet.
Forslagsstillerne finder, at det vil
være udtryk for rettidig omhu at igangsætte
forhandlinger om en parallelaftale nu i stedet for at afvente
udfaldet af den eventuelt kommende folkeafstemning i 2016.
»Aftale om Danmark i Europol«
Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S)
udtalte ved Folketingets åbning tirsdag den 7. oktober 2014,
at Danmark på grund af retsforbeholdet bliver nødt til
at forlade Europol, måske allerede til næste
efterår. Årsagen er, at samarbejdet ændrer status
fra juridisk set at være et mellemstatsligt til at være
et overnationalt samarbejde, og så blokerer retsforbeholdet
for dansk deltagelse. Derfor skal retsforbeholdet ophæves ved
en folkeafstemning og erstattes af en tilvalgsordning.
Den 10. december 2014 indgik de EU-positive
partier (regeringen, Venstre, Socialistisk Folkeparti og Det
Konservative Folkeparti) »Aftale om Danmark i Europol«,
og samtidig blev et kommissorium for en analysegruppe om en
omdannelse af Danmarks retsforbehold til en tilvalgsordning sat i
gang. Folkeafstemningen skal afholdes efter det kommende valg til
Folketinget og senest i første kvartal 2016.
Udlændingepolitikken i fare
Hvis retsforbeholdet ophæves og
erstattes af en tilvalgsordning, vil det indebære en risiko
for Danmarks udlændingepolitik.
Tilvalgsordningen betyder, at det fremover
alene bliver Folketinget, der skal bestemme, om Danmark skal
tilslutte sig ny lovgivning i EU på retsområdet. Det
betyder, at udlændingepolitikken ikke længere ligger
fast, fordi et flertal i Folketinget fremover kan slutte Danmark
til en fælles EU-flygtningepolitik - dog ikke i valgperioden
2015-2019. Og da Danmark har en stram flygtningepolitik, vil
ændringer uundgåeligt betyde en svækkelse af den
nuværende politik i Danmark.
Den europapolitiske aftale om Danmark i
Europol kan opsiges forud for et folketingsvalg. Aftalen kan
første gang opsiges forud for det folketingsvalg, der skal
finde sted senest i 2019. Sker det, er det herefter alene op til at
flertal i Folketinget at afgøre, hvorvidt Danmark skal
tilslutte sig nye retsakter fra EU, herunder tilslutning til en
fælles EU-flygtningepolitik.
Retsforbeholdet er danskernes garanti
Retsforbeholdet er et at de fire forbehold,
der blev aftalt i Edinburgafgørelsen i december 1992 som et
resultat af, at befolkningen havde stemt nej til
Maastricht-traktaten i juni samme år. Retsforbeholdet er
danskernes garanti for, at væsentlige beslutninger om retlige
og indre anliggender træffes af danske politikere i
København, der kan stilles til ansvar herfor ved danske
folketingsvalg, og ikke overlades til uigennemsigtige politiske
processer i Bruxelles.
Skriftlig fremsættelse
Pia Adelsteen
(DF):
Som ordfører for forslagsstillerne
tillader jeg mig herved at fremsætte:
Forslag til folketingsbeslutning om
parallelaftale om Europol.
(Beslutningsforslag nr. B 150)
Jeg henviser i øvrigt til de
bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til
Tingets velvillige behandling.