B 6 Forslag til folketingsbeslutning om tiltrædelse af associeringsaftale mellem Den Europæiske Union og Det Europæiske Atomenergifællesskab og deres medlemsstater på den ene side og Georgien på den anden side.

Af: Udenrigsminister Martin Lidegaard
Udvalg: Europaudvalget
Samling: 2014-15 (1. samling)
Status: Vedtaget

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 09-10-2014

Fremsættelse: 09-10-2014

Skriftlig fremsættelse (9. oktober 2014)

20141_b6_fremsaettelsestale.pdf
Html-version

Skriftlig fremsættelse (9. oktober 2014)

Udenrigsministeren (Martin Lidegaard):

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:

Forslag til folketingsbeslutning om tiltrædelse af Associeringsaftalen mellem Den Europæiske Union, Det Europæiske Atomenergifællesskab og deres medlemsstater på den ene side og

(Beslutningsforslag nr. B 6)

Georgien på den anden side og forslag til folketingsbeslutning om tiltrædelse af Associeringsaftalen mellem Den Europæiske Union, Det Europæiske Atomenergifællesskab og deres medlemsstater på den ene side og

(Beslutningsforslag nr. B 7)

Republikken Moldova på den anden side og forslag til folketingsbeslutning om tiltrædelse af Associeringsaftalen mellem Den Europæiske Union, Det Europæiske Atomenergifællesskab og deres medlemsstater på den ene side og Ukraine på den anden side.

(Beslutningsforslag nr. B 8)

Vi lever i en tid, hvor der atter er krig i Europa. Det, som vi - indtil for ganske nylig - troede, at Europa definitivt havde lagt bag sig. Ruslands invasion af Georgien i 2008 markerede et skift i international politik. Rusland er i 2014 fortsat nedad det samme spor med annekteringen af Krim og invasionen af det østlige Ukraine. Vi lever i en tid, hvor vi skal huske på hvorfor vi samarbejder i Europa. Vi samarbejder for fred. Fred gennem politiske løsninger og økonomisk samarbejde. Vi lever i en verden, hvor vi ikke må acceptere, at ét land med rå, militær magt forsøger at tvinge andre land i knæ og forhindre det i at forfølge den demokratiske fremtid, som de ønsker.

Vi må fortsat arbejde for, at alle lande frit og fredeligt kan vælge en demokratisk fremtid og tættere bånd til Europa - uden frygt. I Europa lægger vi vægt på befolkningers ret til at træffe frie valg - ikke på at respektere såkaldte interessesfærer. Indgåelse af disse aftaler med EU understreger, at Georgien, Moldova og Ukraine selv kan vælge deres fremtid.

Den 27. juni 2014 undertegnede statsminister Helle Thorning-Schmidt på Danmarks vegne tre associeringsaftaler mellem Den Europæiske Union, Det Europæiske Atomenergifællesskab og deres medlemsstater på den ene side og henholdsvis Georgien, Moldova og Ukraine på den anden side. Man har aftalt at lade dele af aftalerne finde anvendelse midlertidigt, mens de nationale ratifikationer i alle EU's medlemslande afventes. For Georgien og Moldova trådte den midlertidige anvendelse i kraft den 1. september 2014, mens den for Ukraine vil træde i kraft den 1. november 2014, med undtagelse af frihandelsdelene, som først vil træde i kraft den 1. januar 2016. Udsættelsen til 2016 følger af en aftale indgået den 12. september 2014 mellem EU, Rusland og Ukraine for at undgå, at Rusland, som svar på Ukraines ratificering af associeringsaftalen med EU, ville opsige Ukraines handelspræferencer under frihandelsaftalen mellem SNG-landene. Ukraine befinder sig allerede er i en vanskelig økonomisk situation, som ville blive langt vanskeligere, hvis Rusland opsagde denne frihandelsaftale.

Aftalerne, som vi indgik med Georgien, Moldova og Ukraine er starten på et tættere og dybere partnerskab. Et partnerskab baseret på fælles værdier og drømme. Drømmen om at kunne leve i samfund styret gennem demokrati og respekt for menneskerettigheder. I samfund, hvor vi kan være sikre på, at vores rettigheder beskyttes af uafhængige domstole. I samfund, hvor korruption ikke accepteres, men som forvaltes af effektive og ansvarlige institutioner, som arbejder til gavn for hele befolkningen. Ikke kun en lille elite. Det arbejder vi hver dag her i Folketinget på at sikre fortsat er virkelighed i Danmark. Det vil vi i Europa arbejde på bliver virkelighed i alle de europæiske lande, som deler vores europæiske drømme og vil bygge deres samfund på vores europæiske værdier.

Med indgåelsen af aftalerne har EU bekræftet sin forsatte støtte til økonomisk og demokratisk udvikling i de tre lande. Landene har bekræftet deres vilje til reformer, markedsøkonomi, samt respekt for fundamentale rettigheder. Associeringsaftalerne giver os redskaberne til at samarbejde om reformer, som sikrer opbygningen af institutioner, der åbent arbejder for at forbedre forholdene for befolkninger gennem stabil økonomisk og social udvikling med respekt for demokrati og fundamentale rettigheder. Associeringsaftalerne giver os redskaberne til et samarbejde mod styrket politisk og økonomisk integration. Aftalerne etablerer gradvist frihandelsområder mellem Den Europæiske Union, Det Europæiske Atomenergifællesskab og deres medlemsstater og henholdsvis Georgien, Moldova og Ukraine. For Moldova og Ukraine sker det indenfor en overgangsperiode på 10 år.

Associeringsaftalerne giver os redskaberne til at skabe et rum for dialog og muliggør udviklingen af nære politiske forbindelser. På det interne område samarbejder vi mod en styrkelse af demokrati og af retsstaten samt respekt for menneskerettighederne. På det økonomiske område mod opbygning af en effektiv og ansvarlig offentlig administration til gavn for hele befolkningen. Den økonomiske dialog skal endvidere understøtte reformprocesserne mod en fungerende markedsøkonomi.

Respekt for demokratiske principper og menneskerettigheder er et væsentligt element i aftalerne. I tilfælde af den ene parts misligholdelse vil den anden part i medfør af aftalernes bestemmelser kunne træffe passende foranstaltninger i medfør af aftalens bestemmelser, såfremt parterne i Associeringsrådet ikke havde kunnet finde en for begge parter acceptabel løsning. Manglende overholdelse af aftalernes væsentlige elementer vil således kunne føre til en suspension af aftalerne.

Idet jeg i øvrigt henviser til de bemærkninger, der ledsager forslagene, og idet jeg kan tilføje, at tiltrædelsen ikke vurderes at ville medføre væsentlige statsfinansielle udgifter, skal jeg tillade mig at anbefale dem til det Høje Tings velvillige behandling.