Fremsat den 25. februar 2015 af Pernille
Skipper (EL), Jørgen Arbo-Bæhr (EL), Stine Brix (EL),
Per Clausen (EL), Lars Dohn (EL), Henning Hyllested (EL), Christian
Juhl (EL), Rosa Lund (EL), Johanne Schmidt-Nielsen (EL), Finn
Sørensen (EL), Nikolaj Villumsen (EL) og Frank Aaen (EL)
Forslag til folketingsbeslutning
om at ophæve muligheden for at modtage
vederlag og ministerpension samtidig
Regeringen pålægges inden udgangen
af Folketingsåret 2014-15 at fremsætte et lovforslag,
der ophæver muligheden for at få udbetalt
ministerpension, hvis man samtidig modtager løn, vederlag
eller eftervederlag fra Europa-Parlamentet, Folketinget, en region,
en kommune eller politiske udpegede hverv i internationale
organisationer.
Bemærkninger til forslaget
Med de nuværende regler for
ministerpension er det muligt for tidligere ministre, som stadig
modtager vederlag eller eftervederlag og samtidig har nået
efterlønsalderen, at modtage ministerpension.
Det gælder især
folketingspolitikere, som stadig er medken af Folketinget og
tidligere har været ministre, at de, imens de modtager
vederlag, også modtager ministerpension. De bliver kun
modregnet i deres ministerpension, hvis de i samlet indtægt
fra folketingsvederlag og ministerpension overstiger
grundvederlaget for ministre. Ministerpension burde efter
forslagsstillernes mening være et supplement til folkepension
og øvrige pensioner for politikere, som har trukket sig
tilbage fra arbejdsmarkedet, ikke et tillæg til det vederlag,
man får for sit arbejde som folketingsmedlem.
Forslagsstillerne finder det urimeligt, at
politikere både kan modtage løn og vederlag, imens de
modtager skatteyderbetalt ministerpension. Med forslaget vil
forslagsstillerne sikre, at ingen politikere modtager løn og
pension samtidig.
Skriftlig fremsættelse
Pernille Skipper
(EL):
Som ordfører for forslagsstillerne
tillader jeg mig herved at fremsætte:
Forslag til folketingsbeslutning om at
ophæve muligheden for at modtage vederlag og ministerpension
samtidig.
(Beslutningsforslag nr. B 84)
Jeg henviser i øvrigt til de
bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til
Tingets velvillige behandling.