Det næste punkt på dagsordenen er:

4) Forespørgsel nr. F 20:

Forespørgsel til udenrigsministeren:

Hvad vil regeringen gøre for at sikre, at den tyrkiske grænse åbnes til Kobane og de kurdiske områder i Syrien, så flygtningene kan vende tilbage og genopbygge deres ødelagte hjem?

Af Nikolaj Villumsen (EL), Christian Juhl (EL), Johanne Schmidt-Nielsen (EL) og Pernille Skipper (EL).

(Anmeldelse 05.02.2015. Fremme 17.02.2015).

Jeg gør opmærksom på, at afstemning om eventuelle forslag til vedtagelse udsættes til på torsdag, den 9. april 2015.

Jeg giver først ordet til ordføreren for forespørgerne, hr. Nikolaj Villumsen, til begrundelse.

Tak for det. Den her debat handler om byen Kobani i det nordlige Syrien. Her modstod modige kurdiske kvinder og mænd i månedsvis angreb fra ISIL. Jeg tror, at deres modige kamp har imponeret os alle. Kampen kostede mange livet. I dag er byen befriet, men huse, skoler, hospitaler og butikker er blevet ødelagt. 70 pct, ja, måske 80 pct. af byen er ødelagt. I huse har ISIL gemt miner, som sprænger tilbagevendte flygtninge i luften. Under murbrokkerne ligger dræbte krigere fra ISIL. Forårssolen og den stigende varme skaber derfor fare for epidemi i byen, hvis ligene ikke fjernes.

Kobani blev igennem de hårde kampe et symbol på kampen mod ISIL. Nu er spørgsmålet, om byen også vil blive et symbol på sejren. Derfor er den her debat i dag også så vigtig. En genopbygning af Kobani vil gøre byen til et symbol på sejren over ISIL. Forbliver byen i ruiner, vil det jo vise befolkningen i Syrien og befolkningen i Irak, at modstand mod ISIL er nyttesløs, for selv en sejr ender i ruin.

Jeg besøgte for 3 uger siden grænsen til Kobani. Her fejrede jeg sammen med titusinder af flygtninge fra byen kurdisk nytår. Alle, jeg talte med, ønskede at vende tilbage til byen. Nogle har faktisk allerede gjort det, men kan derefter ikke vende tilbage til Tyrkiet. Grænsen er lukket for genopbygningsmaterialer, lukket for hjælpeorganisationer. Det har også Røde Kors her i Danmark senest klaget over. Den her blokade umuliggør en genopbygning.

Vi taler ofte om at hjælpe flygtninge i deres nærområder. Lige nu er der omkring 200.000 flygtninge fra Kobani nær grænsen til den ødelagte by. ISIL er trængt et godt stykke væk fra byen, men genopbygningen forhindres af den tyrkiske regering, der holder grænsen lukket.

Den politiske modvilje, der lige nu forhindrer genopbygningen af Kobani, er det, vi i dag skal diskutere. Derfor er den her debat så vigtig. Den handler om at sikre, at 200.000 flygtninge kan hjælpes i nærområdet. Den handler om at bidrage til, at Kobani bliver et symbol på, at modstand mod ISIL fører til sejr. Den handler om at række en hjælpende hånd til mennesker, hvis største ønske er at genopbygge deres hjemby. Jeg ser frem til debatten; jeg ser frem til at høre, hvad regeringen og hvad Folketinget konkret vil gøre for at sikre, at grænsen til Kobani åbnes.

Tak til ordføreren for forespørgerne. Så er det udenrigsministeren.

Tak til Enhedslisten for at sætte fokus på situationen i Kobane og i Syrien. Det er jo en af vor tids store tragedier, som derfor også jævnligt bør diskuteres i dette Ting.

Lad mig derfor også indlede med at understrege den store trussel og udfordring, som terrorgruppen ISIL fortsat udgør i Syrien og Irak, for regionen og for resten af verden. Danmark har sammen med det internationale samfund reageret beslutsomt med en bred og omfattende indsats, der spænder fra et styrket dansk bidrag mod voldelig ekstremisme over diplomatiske og økonomiske virkemidler til et militært bidrag i den internationale koalition.

Den internationale indsats har frembragt resultater. Det gælder ikke mindst luftangrebene sammen med irakernes, syrernes og kurdernes kamp på landjorden mod ISIL. Og Kobane er vigtig i denne sammenhæng, ikke fordi byen er specielt stor eller strategisk afgørende, men fordi den hurtigt blev et vigtigt symbol på kampen mod ISIL. Kobane blev det første meget synlige nederlag for terrorgruppen, da ISIL i januar i år blev presset tilbage fra byen, som blev befriet af kurdiske styrker støttet af koalitionens luftangreb. Befrielsen har dog haft en meget høj pris. Kobane er i stort omfang ødelagt af kampene. Dertil kommer, at der er meldinger om, at ISIL har lagt miner og improviserede sprængladninger i store dele af byen, hvilket ifølge rapporter allerede har forårsaget flere dødsfald. Oplysningerne om de mange miner i byen rapporteres både fra FN's Kontor for Koordinering af Humanitære Anliggender og fra danske humanitære partnere med aktiviteter i området.

Mineringen betyder i praksis, at der først skal ryddes op og sikres i området, inden flygtningene kan vende tilbage, og inden noget, der ligner et normalt liv, kan genoptages i byen. Dette understreges også af, at Kobanekantonens ledelse i deres rapport fra februar om aktuelle og essentielle behov i Kobane skriver, at flygtninge fra Kobane ikke vil være i stand til at vende tilbage til byen og omkringliggende landsbyer, før alle bomber og sprængladninger er fjernet. I rapporten beskrives det, hvordan ISIL har gemt sprængladninger i soveværelser og i køkkener for at bevirke mest mulig skade på byens indbyggere, når de vender tilbage. Der pågår derfor i øjeblikket bestræbelser på at fjerne miner og sprængladninger i Kobane, hvor også FN og danske organisationer med støtte fra den danske regering er involveret.

Samtidig understreges det af FN, at ISIL kun befinder sig 25-30 km væk fra byen. Der er således stadig en reel risiko for, at ISIL forsøger at generobre Kobane. Det er derfor ifølge FN vigtigt, at flygtningene ikke opfordres til at vende tilbage, før det er sikkert at tage ophold i byen. OCHA, som er FN's Kontor for Koordinering af Humanitære Anliggender, antager, at ca. 15.000-20.000 personer er vendt tilbage til Kobane, og heraf er langt de fleste mænd.

Befrielsen af Kobane er en vigtig symbolsk sejr over ISIL. Det er imidlertid nødvendigt at tage kampen mod ISIL i et bredere perspektiv og ikke alene fokusere på enkelte byers eller enkelte befolkningsgruppers bidrag til den samlede mission. ISIL er en trussel mod alle, der ikke deler gruppens ekstreme ideologi. Både kristne, kurdere, shiamuslimer, yazidier og turkmenere, men også andre sunnimuslimer, er blevet ramt af ISIL's brutalitet, som på flere måder har karakter af egentlig etnisk udrensning. Tusinder er blevet fordrevet som følge af ISIL's hærgen både fra Kobane og en lang række andre områder. Sammenfattende er der tale om massive udfordringer, som ISIL i tillæg til det syriske regimes angreb har udløst med sin terror. Derfor er der behov for en bredspektret indsats humanitært og via koalitionen.

Situationen i Syrien er fortsat så slem, at syrere primært flygter fra landet. Der er nu omkring 4 millioner syriske flygtninge i Syriens nabolande og Egypten. Det vil sige, at næsten en femtedel af Syriens befolkning har krydset Syriens grænser på flugt fra krigens gru og rædsel. Dertil kommer, at 7,6 millioner syrere er fordrevet internt i Syrien med begrænset mulighed for at søge beskyttelse og sikkerhed uden for landets grænser. Jordan og Libanon har stort set lukket deres grænser, fordi de ikke kan håndtere flere flygtninge, hverken politisk, økonomisk eller sikkerhedsmæssigt. Det samme gælder for Irak, som ud over knap 250.000 syriske flygtninge skal imødekomme behovene fra nu 2,5 millioner internt fordrevne.

Tilbage står så Tyrkiet, som er det eneste naboland, der siden årsskiftet har holdt grænserne mere eller mindre permanent åbne og ydet beskyttelse for familier på flugt fra ISIL og Assad. Tyrkiet har til dags dato modtaget over 1,7 millioner registrerede flygtninge fra Syrien – 150.000 alene i de første 2 måneder af 2015. Tyrkiet er således nu det land i verden, som huser det største antal flygtninge overhovedet. Det bør give anerkendelse og respekt fra Danmark og fra hele verdenssamfundet. Samtidig yder Tyrkiet en omfattende humanitær bistand til indsatser i Syrien. Tyrkiet var i 2013 på verdensplan den mest generøse humanitære donor målt i procent af BNI. Danmark var på samme liste nr. 5 og yder således en stor indsats.

En af de primære begrænsninger for sikker tilbagevenden af personer til Kobane er som nævnt, og som også er nævnt af ordføreren, det store antal sprængladninger og minering af området fra ISIL's side. Regeringen har således under den seneste bevilling til danske humanitære ngo'er bl.a. støttet minerydningsaktiviteter i og omkring Kobane. Dertil kommer, at Folkekirkens Nødhjælp har modtaget støtte fra Udenrigsministeriet til såkaldte risk education-aktiviteter i det nordlige Syrien, der skal sikre civilbefolkningen mod at komme til skade gennem kontakt med sprængladninger.

Regeringen gør således allerede en indsats for, at flygtninge på længere sigt kan vende tilbage. Og i forlængelse heraf er det selvsagt centralt, at byggemateriale og andet udstyr, der skal bruges til at genopbygge Kobane, kan fragtes over grænsen. Desuagtet vil det dog tage tid, før flygtninge selv sikkert kan vende tilbage.

Danmark har overordnet set ydet en væsentlig støtte til den syriske civilbefolkning og syriske flygtninge. Alene i humanitær bistand har Danmark allerede udmøntet knap 1 mia. kr. til ofrene siden konfliktens start, og dertil kommer, at regeringen som analyseret af handels- og udviklingsministeren under Kuwaitkonferencen i sidste uge har afsat yderligere minimum 75 mio. kr. til indsatser i årets løb baseret på behovsudviklingen i Syrien og nabolande. Herudover støtter vi også med udviklingsindsatser. I Syrien bidrager vi med 100 mio. kr. årligt til at stabilisere situationen i de områder, der kontrolleres af den moderate syriske opposition, og med en række indsatser i nærområderne.

For Irak forberedes p.t. et nyt dansk 3-årigt udviklingsprogram til 75 mio. kr. Programmet forventes bl.a. at have fokus på frie medier, retsforhold og civilsamfund.

På grundlag af den markante danske bistand til Syrien og nabolande er Danmark også i en troværdig position til at opfordre Syriens nabolande til fortsat at holde grænserne åbne for flygtninge i nød. Samtidig er det afgørende, at den tyrkiske grænsepolitik ikke kan udnyttes af foreign fighters, der drager til Syrien for at deltage i kampene på ISIL's og andre ekstremistiske gruppers side.

Dette gør jeg løbende opmærksom på i mine bilaterale samtaler med tyrkiske partnere, men vi skal også have forståelse for kompleksiteten i denne opgave. På den ene side skal Tyrkiet fortsat være et åbent og attraktivt turistmål med udbredt visumfrihed og 38 millioner turister om året og derudover fortsat sikre humanitær adgang for de mange syriske flygtninge, og på den anden side skal Tyrkiet undgå at blive et transitland for foreign fighters, der vil kæmpe for ISIL eller andre ekstremistiske grupper i Syrien. Derfor har Tyrkiet også strammet op om sikkerheden og kontrollen ved den ca. 911 km lange grænse til Syrien, der historisk ellers har været kendetegnet af en livlig handel, grænseoverskridende familietilknytninger og interaktion over grænsen. Derudover har man fra tyrkisk side styrket og optimeret samarbejdet med partnere om bekæmpelsen af tilgangen af foreign fighters til Syrien via Tyrkiet.

Det er klart, at denne indsats altid kan blive bedre, og det er derfor også et emne, som jeg og resten af regeringen fortsat stedse vil tage op med den tyrkiske regering, når vi mødes. Tak.

Tak til udenrigsministeren. Så går vi i gang med forhandlingen. Det er ordføreren for forslagsstillerne, hr. Nikolaj Villumsen fra Enhedslisten.

Tak for det. Jeg vil selvfølgelig starte med at rose udenrigsministeren for at have taget initiativ til, at Danmark nu skal bidrage med minerydning. Jeg håber, at den her hjælp kan komme frem, at den her hjælp kan komme over grænsen. Desværre er der jo grund til at være bekymret for, om det også kan være tilfældet. Den anden dag kunne man læse i Politiken, at Røde Kors slog alarm, for de kan ikke komme ind i Kobani med nødhjælp; den tyrkiske regering holder grænsen lukket.

Med andre ord sagde den danske generalsekretær for Røde Kors, at den humanitære bistand til Kobani er blevet politiseret, og det er vi desværre som Folketing nødt til at forholde os til, for desværre er problemerne ikke alene for Røde Kors, problemerne for Røde Kors er desværre ikke enestående. Da jeg for 3 uger siden besøgte grænsen, talte jeg med den folkevalgte kvindelige præsident for Kobanikantonen, og hun fortalte, at alle andre nødhjælpsorganisationer også har problemer, og at de ofte bliver afvist. Hun fortalte, at genopbygningsmateriale bliver afvist ved grænsen, at kun enkelte fødevarer kan få lov at passere. Dette problem bliver vi jo nødt til at forholde os til, det problem er der heldigvis også andre, der har forholdt sig til.

Situationen er den, at Europarådets kongres for regionale og lokale myndigheder den 26. marts vedtog en erklæring, hvor man krævede, at grænsen til Kobani skulle åbnes, og at der skulle etableres en humanitær korridor. Tidligere har vi set, at FN har krævet, at der blev åbnet ind til byen. Jeg synes, det er helt afgørende, at vi lytter til alarmen fra Røde Kors, at vi lytter til alarmen fra flygtningene og myndighederne i Kobani, at vi hører dem.

I sidste uge besøgte Asya Abdullah Folketinget. Asya Abdullah var en af de modige kvinder, som ledte forsvaret af Kobani, og hun besøgte og mødtes med repræsentanter af Udenrigspolitisk Nævn og Udenrigsudvalget her i Folketinget. På det her møde fortalte hun, at omkring 20 mennesker er døde efter at være vendt hjem til deres huse. I dag kan man læse i Berlingske, at det antal formentlig er oppe på 40 – 40 mennesker, der nu er omkommet. Det er mennesker, som bliver sprængt i luften af miner – miner, som er placeret af ISIL for at umuliggøre genopbygningen af byen. Helt konkret fortalte Asya f.eks. om en mor, en mor til tre, der var vendt hjem med sine børn. Hun var vendt hjem til deres hus i en landsby uden for Kobani, som heldigvis ikke var blevet ødelagt, men da hun løftede dynen til sengen – hendes gamle seng, som stadig stod der – lå der en mine, og alle fire omkom.

Det er derfor positivt, at regeringen nu melder sig på banen og vil bidrage til rydningen af miner gennem Folkekirkens Nødhjælp, og det støtter vi varmt fra Enhedslistens side.

Under murbrokkerne anslås det at der ligger omkring 1.000 krigere fra ISIL. Den stegende sol kan hurtigt få sygdomme til at sprede sig. Man kan jo ikke løfte tonstunge murbrokker med de bare næver – det kræver maskiner. De maskiner var engang i Kobani, men de virker ikke længere, for de er ødelagt. Skal de over grænsen, kræver det den tyrkiske regerings tilladelse. Hvis flygtningene fra Syrien skal have hjælp i deres nærområder, kræver det politisk handling fra Danmark. Det kræver politisk mod fra os her i Folketinget at bidrage til, at de ikke sprænges i stumper og stykker, men at sikre, at vores snak om hjælp i nærområderne ikke blot er tomme ord eller sågar undskyldninger for ikke at hjælpe de flygtninge, der kommer her til landet, og det skal være handling, som vi sætter bag vores ord.

Kobani er lige nu for farlig at vende tilbage til, og Kobani vil fortsætte med at være for farlig at vende tilbage til, hvis ikke der lægges pres på den tyrkiske regering. Hvis ikke minerne fjernes, kan flygtningene ikke genopbygge den by, som de så modigt forsvarede.

Jeg håber, det bliver muligt for Folkekirkens Nødhjælp at få tilladelse til at komme over grænsen af de tyrkiske myndigheder. Det vil være positivt, og det vil være en klar ændring af den situation, der desværre har været hidtil. Derfor mener jeg også, det er afgørende, at vi fra Folketingets side i dag vedtager et klart krav til den tyrkiske regering om, at grænsen skal åbnes.

Jeg oplevede ved grænsen for 3 uger siden, at der er et stort civilsamfund, at der er en stor velvilje i den kurdiske del af det tyrkiske samfund til at genopbygge byen, til at bidrage, men at man bare ikke har muligheden. Desværre var situationen den, at mens kurderne forsvarede Kobani, blev de modarbejdet af den tyrkiske regering, der hellere så, at kurderne i byen kom ned med nakken, end at ISIL blev bekæmpet. Nu modarbejdes genopbygningen.

Jeg mener, at Danmark bør bidrage til genopbygningen af Kobani. Jeg synes, det er positivt, at regeringen nu vil bruge vores verdenskendte ekspertise fra minerydning, og jeg tror, at den indsats vil gøre en forskel, hvis den får lov at komme igennem. Det kræver internationalt pres på den tyrkiske regering, det pres bør Danmark lægge, og det pres bør Danmark arbejde for at skabe internationalt, det pres bør Folketinget og regeringen herhjemme følge op på, for det pres er allerede rejst fra Europarådets side, og de skal have støtte, og det pres skal øges.

Jeg mener, vi bør lytte til alarmklokkerne fra Røde Kors, jeg mener, vi bør lytte til alarmklokkerne fra kurderne i Kobani, og jeg mener, vi bør hjælpe flygtningene med at genopbygge deres by. Derfor fremsætter vi fra Enhedslistens side følgende:

Forslag til vedtagelse

»Efter mange måneders hårde kampe er det lykkedes at smide ISIL ud af Kobane. Men prisen har været høj. Mange af byens forsvarere er blevet dræbt, infrastrukturen er ødelagt, og 80 pct. af byen ligger i ruiner. Derfor – og fordi flygtninge skal hjælpes til at komme hjem – pålægger Folketinget regeringen at arbejde for, at den tyrkiske grænse til Kobane øjeblikkeligt åbnes for humanitær hjælp og genopbygningsmaterialer. Regeringen bør bruge alle internationale fora, herunder FN og Europarådet, til at lægge pres på Tyrkiet for at tillade en sådan humanitær korridor.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 39).

Det af hr. Nikolaj Villumsen oplæste forslag til vedtagelse indgår i de videre forhandlinger. Tak til ordføreren.

Så er det hr. Søren Pind som Venstres ordfører.

Skal Kobane og Syrien igen blive et fredeligt sted at bo og leve, kræver det to ting: Det kræver, at præsident Assad fjernes, og det kræver, at terrorbevægelsen ISIL nedkæmpes. Det sidste synspunkt støttes af et meget stort flertal i Folketinget, der står bag beslutningen om et dansk F-16-bidrag til Irak. Som bekendt stemte Enhedslisten imod dette bidrag.

Senest har Enhedslisten kørt en kampagne på Facebook, der skal fremhæve, hvilket spild af penge det er at bidrage til at nedkæmpe en af de værste terrororganisationer, vi har mødt. Pengene, er synspunktet, er bedre brugt på hjemmepleje end på at bekæmpe en organisation, der voldtager, lemlæster og brænder sine ofre levende – en organisation, som har hovedansvaret for det kaos i Kobane, der har drevet befolkningen på flugt.

Nu spørger Enhedslisten så regeringen om, hvad der skal gøres. Det kunne være, man skulle starte med at drøfte det internt i Enhedslistens folketingsgruppe frem for i Folketingssalen, for her vil man altså hellere bruge penge på hjemmehjælp frem for jagerfly, ligesom man i Enhedslisten mener, at ISIL skal bekæmpes med dialog og næstekærlighed frem for med jagerfly. Om ikke andet er det en opgave, som andre lande må påtage sig. Man kan jo mene, hvad man vil, men ærlig talt kan man ikke have begge synspunkter.

Jeg har den fornemmelse, at Enhedslisten udelukkende går op i det kurdiske spørgsmål – det kan også være vigtigt – men negligerer den større problemstilling om, hvordan vi får stoppet det makabre blodbad i Syrien, som har ført til i omegnen af en kvart million dræbte og sendt over 10 millioner på flugt. Med Ban Ki-moons ord: Det er den værste humanitære katastrofe i vores tid. Landets udviklingsminister har brugt udtrykket: Det er en katastrofe af bibelske dimensioner. Om det er de syv plager, saltstøtter eller andet, han sigter til, ved jeg ikke, men ordene bør i hvert fald gøre indtryk på enhver.

Men åbenbart ikke her. Her gælder princippet om, at er man kurder, har man solidaritet, men er man ikke, er man overladt til sig selv.

I Venstre støtter vi et aktivt dansk engagement i Irak og Syrien. Fred i Syrien, herunder i Kobane, kræver, at ISIL nedkæmpes. Derfor støtter vi den internationale militære operation med henblik på at bekæmpe ISIL. Det gør vi med vore egne fly i Irak, og vi giver politisk støtte til de amerikansk ledede luftangreb i Syrien, der bl.a. har været en forudsætning for, at rebellerne i Kobane kunne slå ISIL tilbage.

Vi savner til gengæld i regeringen en forståelse af den rolle, som præsident Assad spiller i Syrien. Han er personligt ansvarlig for mange flere drab, end ISIL er, men det er, som om den del af diskussionen ikke er passende.

Kampen mod ISIL kan ikke vindes af Vesten alene, den kræver involvering af de regionale spillere. Derfor støtter vi den del af regeringens bestræbelser, som går på at sikre, at regionens lande inddrages i kampen og aktivt bidrager til at forbedre situationen. Det gælder ikke mindst Tyrkiets rolle, som er helt afgørende med grænsen til bl.a. Kobane. Her må Danmark sammen med vore allierede lægge et diplomatisk pres.

Jeg har som Venstres ordfører ikke yderligere at tilføje. Der vil blive fremsat et forslag til vedtagelse. Det vil blive læst op af Socialdemokratiets ordfører, men vi mødes her i debatten.

Der er en kort bemærkning fra hr. Nikolaj Villumsen.

Tak for det, tak til Venstres ordfører. Det helt afgørende spørgsmål, som vi reelt diskuterer i dag, er jo, hvad vi skal gøre for at genopbygge Kobani. Det er jo en vigtig ting, eftersom det er et stort nederlag, ISIL har lidt her. Byen er derfor et symbol på kampen mod ISIL, og den kan også blive et symbol på en sejr over ISIL. Jeg tror, at alle, som vil ISIL det skidt og som ønsker fred og demokrati, har en fordel af, at der er symbolske sejre og vigtige og konkrete sejre i den kamp.

Derfor kunne jeg godt tænke mig at høre fra Venstre: Kan Venstre støtte Enhedslistens forslag om, at der skal lægges pres på Tyrkiet for at få åbnet grænsen, så der kan laves en genopbygning, og så flygtninge kan vende tilbage?

Ordføreren.

Vores opfattelse er, at Tyrkiet i høj grad gør, hvad Tyrkiet kan. Derudover må man jo drøfte situationen og prøve at få løst de her problemstillinger, bl.a. ved hjælp af humanitær bistand, som vi støtter regeringen i.

Men sagen er jo bare den, at man godt kan vælge at fokusere alene på Kobani. Det medfører imidlertid, synes jeg, at man får en blindhed for den reelle situation i Syrien, hvor vi bl.a. kan høre landets udenrigsminister sige, at nu skal vi samarbejde med Assad. Til det er der bare at sige, at det ikke er en løsning. Der er to parter, der i den her sammenhæng skal bekæmpes. Den ene part er ISIL, og den anden part er Assad, for Assad har hovedansvaret for langt størstedelen af den flygtningestrøm, der er problematisk for Syrien.

Hr. Nikolaj Villumsen.

Jeg synes, det er vigtigt at diskutere situationen i Syrien. Det er vigtigt at diskutere løsninger på problemerne i Syrien. Diskussionen i dag er bare, hvordan man kan sikre genopbygningen af Kobani, og den debat synes jeg at vi bliver nødt til at forholde os til. Det vil jeg opfordre Venstre til at gøre.

Situationen er jo så den, at vi har generalsekretæren for Røde Kors, der siger, at Røde Kors ikke kan få adgang til Kobani, fordi den humanitære situation er blevet politiseret af den tyrkiske regering, der holder grænsen lukket. Skal der ikke lægges et pres på den tyrkiske regering, så de åbner grænsen og byen kan genopbygges? Det er da fuldstændig uforståeligt for mig, at Venstre, der ofte taler om at hjælpe flygtninge i nærområderne, ikke ønsker at lægge et pres på den tyrkiske regering, så flygtningene kan blive hjulpet i deres nærområde.

Hr. Søren Pind.

Jamen vores opfattelse er, at Tyrkiet i den sammenhæng tager et stort slæb, og så må man med en NATO-allieret drøfte situationen, som den nu er. Der er stor forskel på det synspunkt og på at kræve, at det internationale samfund lægger pres på en NATO-allieret. Det mener jeg ikke at der umiddelbart er grund til. Men altså, hvis regeringen vender tilbage til os og spørger, om det vil være en god idé, så vil vi være villige til at lytte.

Hr. Christian Juhl for en kort bemærkning.

Jeg vil gerne høre, om hr. Søren Pind mener, at fordi det er NATO-allierede, skal man behandle dem på en særlig måde, og at man så ikke kan stille de samme krav, og at det måske i det tilfælde betyder, at man så ikke kan komme ind med nødhjælp, at man ikke kan komme ind med minerydning, at man ikke kan komme ind med opbygningsmaterialer. Er det ikke nødvendigt, at vi siger tingene, som de er, uanset om de er NATO-allierede eller om de ikke er NATO-allierede?

Ordføreren.

Jeg forventer mig ekstra meget af en NATO-allieret. Jeg forventer mig derfor også meget af de frie drøftelser, som kan foregå netop i venskabeligt lag blandt allierede.

Hr. Christian Juhl.

Men hvis hr. Søren Pind forventer sig meget af NATO-allierede, hvorfor er det så forkert at beslutte i Folketinget, at vi forventer det, og at det vil vi gerne opfordre alle til at være med til at sikre, når nu det viser sig rent notorisk, at grænserne er lukkede?

Ordføreren.

Min egen opfattelse af den sag er, at der er et stærkt behov for, at Tyrkiet i den her situation fastholdes som en allieret, og derfor må man jo føre kampen så godt, som man kan, inden for den ramme. Men selvfølgelig kan man da føre forhandlinger og drøftelser. Men Enhedslistens sådan slåen ud i luften og Marxkrigeriske tilgang har vi nok ikke i Venstre.

Hr. Frank Aaen, en kort bemærkning.

Nu er det jo sådan, at det er fra venner, man skal høre de gode råd. Og derfor vil jeg bare spørge, om Venstre støtter, at vi giver Tyrkiet det gode råd, at når Røde Kors siger, at de ikke kan komme ind med den nødvendige nødhjælp til Kobani, så mener vi at der skal Tyrkiet ændre politik.

Ordføreren.

Mit grundlæggende synspunkt er – som det også fremgår af grundloven – at den del af udenrigspolitikken føres af regeringen. Hvis regeringen kommer til os og siger, at det synes de er en god idé, så vil vi tage venligt imod det. Men indtil da er det ikke noget, vi på den måde vil forholde os til.

Hr. Frank Aaen.

Betyder det, at Venstre mener, det er en god idé, at Danmark siger til Tyrkiet: Nu må I sørge for, at nødhjælpen kan komme ind til Kobani, og ikke opsætte flere stopklodser, så Røde Kors ikke kan komme ind?

Ordføreren.

Det betyder det, jeg siger. Det betyder, at regeringen i den her sag er bedst til at vurdere, hvad der tjener den højere sag, og har et bedre indblik i de diplomatiske forviklinger, end vi har som et politisk parti i Folketinget. Og derfor vil vi forbeholde os vores stilling, indtil regeringen eventuelt kommer og rådfører sig med os.

Tak til Venstres ordfører. Hr. Morten Bødskov som socialdemokratisk ordfører.

Tak for det, formand. Jeg vil starte med at sige, at jeg selvfølgelig i alt – både i dens enkelhed, men jo også, som udenrigsministeren understregede, i dens kompleksitet – vil kunne tilslutte mig redegørelsen. Der kan ikke være nogen tvivl om, at vi alle ønsker de rædsler, som vi har set udfolde sig i Syrien – og for den sags skyld også i Irak – ført an af terrororganisationen ISIL, stoppet. Og derfor er Socialdemokraterne selvfølgelig også tilfredse med, at vi i hvert fald hidtil i det, vi har foretaget os her i Folketingssalen omkring den her sag, har haft en endog meget bred opbakning til en i øvrigt meget bredspektret indsats.

ISIL repræsenterer intet andet end ondskab, og derfor skal de også bekæmpes som sådan. ISIL er en trussel mod os alle, og Kobani, som hr. Nikolaj Villumsen jo rigtigt nok sagde, har også vist sig at være et symbol på kampen mod ISIL. De rædsler, som har udfoldet sig i og omkring byen, er nærmest utænkelige. Det er vigtigt, at vi selvfølgelig gør, hvad vi kan, for også nu, hvor ISIL er drevet ud af byen som den succeshistorie, det har været, at tage hånd om det efterfølgende arbejde – både det, der gælder nødhjælpen; det, der gælder genopbygningen; og det, der gælder om at sikre stabiliteten i området.

Den bredspektrede indsats har heldigvis allerede nu vist resultater. Ikke mindst har indsatsen fra det internationale samfunds og koalitionens side omkring Kobani været vigtig i den sammenhæng. Den står som et symbol på, at kampen mod ISIL langtfra er forgæves, men ISIL skal bekæmpes som det, de er, som jeg startede med at sige, nemlig ondskab.

ISIL er presset ud af byen nu. De er presset tilbage fra byen, men heller ikke længere, end at det jo spiller ind i vurderingen af, hvad vi så gør herfra. Og lytter man, som udenrigsministeren sagde, til FN, så er bekymringen for situationen jo stadig væk til stede her, og det bør vi læne os op ad. Vi bør lytte til FN, når de påpeger, at noget af det, som ISIL har stået bag, har været anlæg af miner, sprængladninger og andet til fare for eventuelt tilbagevendende borgere. Det skal vi læne os op ad, når vi tager stilling til, hvordan vi får folk sikrest muligt tilbage. For ISIL er som sagt endnu ikke særlig langt væk fra byen, og derfor skal vi være opmærksom på det.

Den indsats, som Danmark står bag, er en indsats, som er bredspektret, og som er vigtig. Det er den, fordi ISIL ikke bare er en trussel mod det lokalområde, vi diskuterer her, men som sagt er en trussel mod os alle. Det er en trussel, som er funderet i en ekstrem ideologi, som jo desværre har vist sig at fange mange, og som gør, at indsatsen skal være bredspektret. Derfor støtter Danmark over en bred front på det humanitære og det militære område og på genopbygningsområdet i dialog også med landene omkring Syrien en bredspektret indsats.

Rædslerne er enorme. Syrien rummer nu millioner og atter millioner af internt fordrevne. Landene omkring Syrien tager millioner af flygtninge. Mange, mange hundrede tusinder er flygtet til Europa, og det understreger bare behovet for, at vi vedholdende har en bredspektret indsats.

Så er der spørgsmålet om Tyrkiet og grænsen til Tyrkiet, som Enhedslisten også rejser. Jeg synes ligesom udenrigsministeren, at det er værd at notere sig, at Tyrkiet rent faktisk tager et endog meget stort ansvar. Når det handler om flygtningestrømmene, tager Tyrkiet rigtig mange flygtninge. Når man sammenligner med den indsats af humanitær art, som det øvrige internationale samfund gør i Syrien, gør Tyrkiet også her en endog meget stor indsats. Som udenrigsministeren sagde, var Tyrkiet i 2013 på verdensplan den mest generøse humanitære donor målt i procent af BNP. Danmark var på femtepladsen på den samme liste og efter den samme målestok. Det skal vi have med, når vi diskuterer spørgsmålet om Tyrkiets rolle i efterspillet af konflikten omkring Kobani.

Det er en balance, når vi taler om Tyrkiet i den pågældende situation. På den ene side skal vi sikre, at vi fortsat kan have en dialog om udfordringer med Tyrkiet. På den anden side skal vi sikre, at bl.a. Tyrkiets grænsepolitik ikke udnyttes, som udenrigsministeren rigtigt nok sagde, af problematikken omkring foreign fighters, som vil destabilisere området yderligere.

Med de ord kan Socialdemokraterne som sagt tilslutte sig redegørelsen fra udenrigsministeren, og med forlov, formand, vil jeg læse et forslag til vedtagelse op fra Socialdemokraterne, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti, Venstre, Konservative, Liberal Alliance og Dansk Folkeparti. Det lyder sådan her:

Forslag til vedtagelse

»Folketinget noterer sig regeringens redegørelse for situationen i Kobane, Tyrkiets håndtering af flygtningespørgsmålet samt det danske humanitære bidrag til håndtering af krisen i Syrien.

Folketinget noterer sig desuden flygtningesituationen og understreger, at det er vigtigt, at Kobane genopbygges, og at flygtningene kan vende tilbage, når forholdene tillader det.

Folketinget bakker op om regeringens holdning om, at den internationale indsats mod terrorgruppen ISIL fortsat skal være bredt anlagt med et stærkt dansk bidrag, både humanitært og som medlem af den internationale koalition mod ISIL.

Folketinget lægger samtidig vægt på, at landene i regionen, herunder Tyrkiet, bidrager aktivt og konstruktivt til en forbedring af situationen.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 40).

Tak. Det af hr. Morten Bødskov oplæste forslag til vedtagelse på syv partiers vegne vil indgå i den videre forhandling.

Der er et par korte bemærkninger. Først hr. Nikolaj Villumsen.

Tak for det. Det er klart, at man skal lytte til FN's advarsler. Problemet er jo, at FN's advarsel til flygtningene om ikke at vende tilbage til Kobani jo kan blive en permanent advarsel, hvis ikke det sikres, at det er muligt at vende tilbage til byen – altså hvis ikke det sikres, at gravkøer, der kan fjerne murbrokkerne, at mineryddere, som fjerne minerne, kan komme ind. Det er derfor, at vi også skal tage alarmen fra Røde Kors så seriøst. Ellers kan Kobani jo blive et symbol på, at nok kan man sejre over ISIL, men ens by vil forblive en ruin, og det vil være rigtig, rigtig trist for den kamp, som lige nu foregår.

Så jeg kunne godt tænke mig at høre regeringen, som Socialdemokratiet jo er en del af, om man ikke vil lytte til Venstre. Venstre sagde lige nu her: Hvis der kommer et signal fra regeringen om, at vi skal lægge pres på den tyrkiske regering for at åbne grænsen, så støtter Venstre det; indtil da vil man forholde sig passivt. Det betyder jo, at regeringen har mulighed for at samle et meget, meget bredt flertal i Folketinget i dag, hvis Socialdemokraterne og regeringen ønsker det.

Ordføreren.

Målt på hr. Søren Pinds reaktion hernede fra salen er jeg ikke helt sikker på – det ved jeg ikke – om hr. Søren Pind føler sig dækket ind af det spørgsmål, som hr. Nikolaj Villumsen stiller.

Jeg kan sige, at der ikke på nogen som helst måde er tale om, at hverken Socialdemokratiet eller – går jeg ud fra – regeringen har tænkt sig at lade Kobani blive et symbol på kaos. Tværtimod er den danske indsats også omkring Kobani meget ambitiøst anlagt, som udenrigsministeren også redegjorde for. Over en bred front er der støtte: af humanitær art; man afhjælper flygtningespørgsmålet; bistandsmæssigt løfter man fra den danske regering også meget, både i Syrien, men jo også i landene omkring Syrien; og ikke mindst er man jo også med i den militære indsats.

Så der er ingen grund til at forsøge at tegne et billede af, at der er nogen, der har tænkt sig at lade stå til – overhovedet ikke. Tværtimod synes jeg, at alle signaler går på, at man arbejder i retning af, at man kan få genetableret stabiliteten, kan få igangsat opbygningen. Men det er klart, at man jo er nødt til at lytte til FN, og når FN siger, at det er farligt, at folk kommer tilbage, fordi områderne er mineret, ja, så skal man da lytte til det. Alt andet ville da være forkert.

Hr. Nikolaj Villumsen.

Nu er det 2½ måned siden, at ISIL blev jaget ud af Kobani. Altså, i 2½ måned har den syriske regering holdt grænsen lukket – grænsen lukket – selv om der, da jeg var dernede for 3 uger siden, havde været folk, der gerne ville rydde miner, der var blevet afvist. Der havde været organisationer, der gerne ville ind at bidrage med genopbygningen, som var blevet afvist. Hvorfor skal der ikke lægges et pres? Hvorfor skal der ikke lægges et politisk pres på den tyrkiske regering, som Europarådets kongres for regionale og lokale myndigheder jo har besluttet? Hvorfor ikke lægge et pres, så grænsen kan blive åbnet og FN kan komme i en situation, hvor man kan fortælle flygtningene, at de kan vende tilbage? For gør vi ikke noget, kan flygtningene jo aldrig vende tilbage.

Ordføreren.

Det er derfor, jeg ikke forstår, hvorfor Enhedslisten ikke bakker op om det forslag til vedtagelse, som er fremlagt fra alle andre partier i Folketinget end Enhedslisten. Nu læser jeg lige to afsnit op, fordi de faktisk indeholder det, som hr. Nikolaj Villumsen siger. Der står i afsnit to:

»Folketinget noterer sig desuden flygtningesituationen og understreger, at det er vigtigt, at Kobani genopbygges, og at flygtningene kan vende tilbage, når forholdene tillader det.«

Det var det første. Det næste og mindst lige så vigtige er:

»Folketinget lægger samtidig vægt på, at landene i regionen, herunder Tyrkiet, bidrager aktivt og konstruktivt til en forbedring af situationen.«

Der er ikke ret meget forskel på det, der står her, og det, hr. Nikolaj Villumsen sagde, og derfor synes jeg, at Enhedslisten jo skulle tage og tilslutte sig det forslag til vedtagelse. Det ville være godt, at der ville være bred enighed, også i det her spørgsmål, i Folketinget.

Hr. Christian Juhl, en kort bemærkning.

Derfor kan det jo også undre, at Socialdemokraterne ikke tilslutter sig Enhedslistens forslag til vedtagelse. Når forholdene tillader, står der. Hvad er det, der er grunden til, at Socialdemokraterne ikke vil være med til at sende en direkte henvendelse til Tyrkiet om at bidrage til det, når nu det viser sig, ikke kun, fordi Enhedslisten siger det, ikke kun, fordi kurderne siger det, men også, fordi dansk Røde Kors siger, at der er et problem med overhovedet at hjælpe dér, hvor der kan hjælpes?

Ordføreren.

Når forholdene tillader det – ja, så er det jo eksempelvis en refleksion over de bekymringer, som kommer fra FN. Jeg går ud fra, at Enhedslisten også synes, at det er helt på sin plads, at man sikrer, at hvis man skal tilbage til Kobani, skal det jo ikke være, om man vil, med livet som indsats. Der skal være ryddet op, der skal være klar til genopbygning, der skal være en koordineret og sammenhængende indsats, og det er jo det, det internationale samfund står bag. Det må jeg sige – mener jeg og Socialdemokratiet – er den helt rigtige måde at håndtere det spørgsmål på.

Hr. Christian Juhl.

Ja, og når så proppen i flasken i øjeblikket er Tyrkiets lukning af grænsen, hvad er så grunden til, at man kredser omkring det problem og ikke tør tage fat i det og sige det direkte og i stedet for siger, det gør vi herunder dit og herunder dat. Hvad er grunden til, at Socialdemokraterne ikke vil være med til direkte og åbent at sige til tyrkerne: Der er et problem her; vi skal ind og have sikret området, vi skal ind og gøre klar til, at folk kan vende tilbage.

Ordføreren.

Hr. Christian Juhl har jo f.eks. lige hørt landets udenrigsminister stå og sige, at når han er i dialog med Tyrkiet, taler han om det her. Det synes jeg er den rigtige måde at håndtere det på, fordi det er den måde, man kan skabe en sammenhængende indsats, og det er det, der er nødvendigt her. Det her er en opgave af et omfang, som jo altså desværre er enormt, og derfor er det vigtigt, at vi går i samlet flok og vi benytter os af de muligheder for dialog, således at vi sikrer, at den indsats, vi gør, rammer plet, om man vil, og bliver så god som overhovedet muligt.

Tak til den socialdemokratiske ordfører. Hr. Søren Espersen som Dansk Folkepartis ordfører.

Mange tak. Jeg synes, det er rigtigt, som det er blevet sagt af Enhedslistens ordfører, at man skal rose de kurdiske soldater og den indsats, de har gjort. Jeg tror, at uden dem som landtropper, landsoldater, men selvfølgelig sammen med den stadig stærkere irakiske hær, havde vi ikke haft den situation, som vi har nu, nemlig at Islamisk Stat er så trængt, som den er.

Jeg synes også, det er vigtigt at sige, at det her er en, som alle ved, meget kompliceret situation. Tyrkerne har på sin vis holdt grænsen delvis åben. Jeg har forstået, at der er omkring 15.000 af Kobanis indbyggere, der er vendt tilbage. De har taget et eller andet sted mellem 200.000 og 250.000 flygtninge fra området omkring Kobani. Så Tyrkiet har virkelig gjort en indsats og har gjort, hvad de kunne. Jeg tror, at Tyrkiet sammen med Jordan nok er det land, der har ydet mest, når det gælder den humanitære situation og det at tage imod flygtninge. Men situationen er altså kompliceret. Der er mange om buddet. Der er mange forskelligartede interesser. Der er de syriske tropper, der er de kurdiske tropper, der er Islamisk Stat, der er de vestlige allierede, der er Tyrkiet, og alle har forskellige dagsordener og forskellige interesser.

Tyrkiet har jo den interesse, at de naturligt nok er interesseret i at holde territoriet som en enhed, altså en geografisk enhed, som Tyrkiet. De har bekæmpet en kurdisk statsdannelse i henved 200 år, og det, der jo ligger i selve den tøven, der er fra tyrkisk side, er, at de meget nødigt ser, at territoriet bliver ændret; at den her situation kan føre til en egentlig kurdisk statsdannelse. Det er for at sige, hvordan Tyrkiet ser på det. Det er ikke nødvendigvis for at sige, hvordan jeg selv ser på det.

Syrien har det samme problem med hensyn til territoriet og en geografisk enhed. De bekæmper IS, og de tøver i forhold til kurderne, selv om de accepterer den indsats, som kurderne har ydet militært. Men det er altså det samme. Det er den samme fjende, som kurderne har. Jeg ved ikke, om der eksisterer et samarbejde. Det gør der givetvis nok på det militære plan og det efterretningsmæssige plan. Jeg tror, at USA's efterretningstjeneste også har et samarbejde med Assad om, hvor der skal bombes, idet de syriske tropper kan hjælpe til med de informationer.

Så er der kurderne. De er i kamp med IS eller ISIL, men er jo altså også indirekte i kamp for en egen statsdannelse i Tyrkiet, Syrien og Irak. Det er allerede næsten en realitet i Irak. Men det er jo så deres indgang til det.

Så jeg synes, at det i det der virvar er meget vanskeligt at sige, hvad Danmark skal gøre. Jeg synes, det er væsentligt, at vi er i gang med minerydning, som er blevet nævnt, og at vi hjælper humanitært, hvor det er muligt. Og det pres på Tyrkiet, der bliver efterspurgt af Enhedslisten, synes jeg allerede er indeholdt i det fælles forslag til vedtagelse, som det store flertal i Folketinget er klar til at stemme for.

Men det er et virvar, og det er svært at manøvrere, og hvis man hjælper en side, så straffer man en anden side. Det er jo det, der er det kæmpestore problem. Jeg har tidligere haft diskussioner med mine kollegaer her i Folketinget om, at hver gang USA smider en bombe, støtter vi Assad, og det er bare en situation, som man må acceptere. Så der er mange interesser på kryds og tværs, og der er mange indgange til den her meget, meget komplicerede situation.

Men vi kan som nævnt som det brede flertal, der står bag, støtte det forslag til vedtagelse, som hr. Morten Bødskov læste op.

En kort bemærkning fra hr. Nikolaj Villumsen.

I sidste uge lige inden påske havde vi i Folketinget og i Udenrigsudvalget besøg af Aisha Abdullah, der er en af de ledende kvinder i modstanden i Kobani. Hun fortalte, at målet for kurderne i Syrien ikke er en selvstændig stat, det er et demokratisk Syrien. Det er ærgerligt, at Søren Espersen ikke deltog i det møde, fordi den frygt, som Søren Espersen har forståelse for at Tyrkiet har, jo er en frygt, som er ubegrundet.

Det spørgsmål, som vi tager stilling til i dag, er jo, om der skal lægges et pres, om vi fra Folketingets side skal kræve, at der åbnes ind til Kobani, eller om vi fra Folketingets side ikke skal kræve det, men bare håbe, at det sker. Derfor kunne jeg godt tænke mig at høre Dansk Folkepartis ordfører: Hvorfor vil Dansk Folkeparti ikke være med til at lægge et pres på den tyrkiske regering i den her afgørende sag, som jo vil føre til, at flygtninge kan hjælpes i nærområderne, altså en politik, som Dansk Folkeparti tit taler om, men som det jo også er vigtigt, man handler på – og her har man en chance.

Ordføreren.

Altså, jeg har ikke udtrykt nogen forståelse for Tyrkiets holdning. Jeg har bare forklaret, hvordan tyrkerne ser på det, ligesom jeg har forsøgt at forklare, hvordan de andre parter i den her sag ser på det. Og som nævnt vil jeg sige, at det pres, der skal lægges på tyrkerne i forbindelse med måske at åbne op for, at man kan få byggematerialer sendt af sted osv., synes jeg allerede er indeholdt i det store forslag til vedtagelse, som et flertal i Folketinget er klar til at stemme for.

Nikolaj Villumsen.

Jeg vil sige, at nu ved Søren Espersen så, at den påstand, som Tyrkiet kommer med, om, at kurderne vil løsrive sig fra resten af Syrien, er forkert, og den er jo også grunden til, at man så kan handle. Og situationen er jo den, at der bare ikke står det, som Søren Espersen læser noget ind i det forslag til vedtagelse. Der står bare ikke i det forslag til vedtagelse, som Dansk Folkeparti åbenbart vil stemme for, at man skal kræve af Tyrkiet, at de åbner grænsen – så hvorfor ikke det?

Altså, er det ikke grænseløst naivt at tro, at en tyrkisk regering, som i 2 ½ måned har holdt den her grænse lukket, lige pludselig skulle begynde at åbne den, hvis ikke vi kræver det? Og burde Dansk Folkeparti ikke lige præcis kræve det, hvis man reelt mener noget med at sige, at flygtningene skal hjælpes i nærområdet?

Ordføreren.

Men, altså, jeg synes, at flygtninge i høj grad bliver hjulpet i nærområdet, både i Jordan og i Tyrkiet.

Så vil jeg sige om den indstilling, der er hos kurderne i det nordlige Syrien: Hvad deres indgang til det er, ved jeg ikke; jeg kan bare konstatere, at det kurdiske folk i vel et par hundrede år har forsøgt at få deres egen stat. Det er nok det, som de fleste kurdere ønsker, kunne jeg forestille mig.

Hr. Christian Juhl har også en kort bemærkning.

Tak. Jeg ved ikke, om hr. Søren Espersen vil fortælle mig, hvorfor det i en situation, hvor det er Tyrkiet og altså en NATO-allieret, er så problematisk at sige tingene direkte. I andre debatter – jeg husker f.eks. en debat om Kina – har vi altid skullet give vores mening konsekvent og meget klart til kende.

Hvad er grunden til, at Dansk Folkeparti skelner mellem NATO-allierede Tyrkiet og Kina? Skulle vi ikke være konsekvente og klare i vores tale over for alle lande?

Ordføreren.

Jo, vi skal da bestemt sige, hvad vi mener, og det mener jeg også at vi altid har gjort fra Dansk Folkepartis side. Men jeg må så sige, at der altså er væsentlig forskel på en NATO-allieret og et kommunistisk diktatur, som Kina er. Sådan må det nu engang være: at man selvfølgelig taler med Tyrkiet på en anden måde, end man bør gøre med Kommunistkina, når det drejer sig om f.eks. Tibet.

Christian Juhl.

Men i en situation, hvor man ikke engang kan komme ind og begynde at få sikret byen Kobani, i en situation, hvor nødhjælp ikke kan komme ind, og i en situation, hvor Tyrkiet holder grænserne lukket, er der så ikke en god grund til – selvfølgelig på en pæn og høflig måde – alligevel at sige til den NATO-allierede: Det ville være en rigtig god idé, hvis I åbnede de grænser, så vi kunne komme en lille smule videre og få endnu et åndehul til de ufattelig mange flygtninge, der er i området?

Ordføreren.

Men jeg har forstået, at næsten 15.000, måske 20.000, er vendt tilbage fra en flygtningetilværelse i Tyrkiet til området omkring Kobani. Så det må også indikere, at der er noget at vende tilbage til. Jeg vil så sige, at man tit skal lade noget tage den tid, det tager. Den situation er jo ikke afklaret endnu i det nordlige Syrien; der er ingen, der aner, hvornår krigshandlingerne egentlig standser. Der er områder meget, meget tæt på byen Kobani, hvor IS står stærkt. Og så længe situationen er sådan, er det meget vanskeligt at forestille sig en situation, hvor Danmark skulle komme ind og medvirke til en civil opbygning af sådan en by.

Tak til ordføreren. Så er det hr. Helge Vagn Jacobsen, der taler for Det Radikale Venstre.

Jeg står her på vegne af vores udenrigsordfører, Zenia Stampe, som desværre ikke kunne være her i dag. Jeg vil gerne indlede med at takke Enhedslisten for at rejse forespørgselsdebatten, der både er aktuel og meget relevant. Men som udenrigsministerens besvarelse vidner om, er det også en meget kompleks sag. For selv om kurderne og koalitionen vandt slaget om Kobani, er byen endnu ikke sikker nok til, at flygtningene kan vende tilbage. Det skyldes dels byens generelle tilstand, ikke mindst risikoen for miner, dels de fortsatte kampe, der foregår i oplandet til Kobani. Kobanikantonens ledelse har således slået fast, at byens indbyggere først kan vende tilbage, når bomber og sprængladninger er fjernet. Dette arbejde har derfor højeste prioritet, og danske organisationer bidrager heldigvis også hertil med støtte fra Danmark.

Perspektivet er naturligvis, at flygtningene skal vende tilbage, også gerne hurtigst muligt, men det er samtidig vigtigt at fastholde princippet om, at flygtninge ikke skal sendes tilbage til usikre forhold – og Kobani er stadig karakteriseret ved stor usikkerhed. Men vi vil følge udviklingen tæt og støtte op om sikringen og genopbygningen af Kobani, og Det Radikale Venstre støtter det forslag til vedtagelse, som blev læst op af hr. Morten Bødskov.

Tak til den radikale ordfører. Så er det Socialistisk Folkepartis ordfører, hr. Holger K. Nielsen.

Jeg vil godt først takke både Enhedslisten for at stille den her forespørgsel og udenrigsministeren for hans besvarelse af forespørgslen. Jeg er enig i en stor del af hr. Nikolaj Villumsens analyse af hele situationen omkring Kobani. Jeg er fuldstændig enig i, at vi skylder kurdernes tapperhed meget i hele kampen mod Islamisk Stat. Hvis kurderne ikke havde taget kampen op, hvor andre stak halen mellem benene, havde IS stået langt stærkere i dag. Jeg er også enig i, at Kobani var en meget vigtig symbolsk sejr. Der er diskussion om, hvor stor strategisk betydning byen havde og har, men under alle omstændigheder er det meget, meget vigtigt, at det lykkedes, i øvrigt også med hjælp fra amerikanske luftbombardementer, at jage IS ud af Kobani.

Men jeg vil så også sige, at jeg er enig med dem, der har sagt, at situationen i Kobani jo ikke kan adskilles fra situationen i hele Syrien, og derfor giver det ikke mening bare at diskutere Kobani isoleret fra, hvad der i øvrigt sker i Syrien og i forbindelse med den syriske tragedie. Der er for mig ingen som helst tvivl om, at kurderne er en meget, meget væsentlig del af den front, der skal bekæmpe IS, men også forhåbentlig en del af en front, der skal bekæmpe Assad. For hvad der ofte glemmes her, er, at IS jo er opstået på grund af Assad. Det er Assad, der er hovedproblemet i Syrien. Det er Assad, der har stået for de uden sammenligning største forbrydelser i Syrien, og det er Assad, der ligesom har, om jeg så må sige, skabt grundlaget for, at IS har kunnet udvikle sig, som IS har gjort. Derfor er vi nødt til at se kampen mod IS og kampen mod Assad som to sider af samme sag.

Derfor er det også mit håb, at der kan skabes en bredere front mellem kurderne og den moderate opposition i Syrien og andre grupperinger med henblik på at bekæmpe både IS og Assad. Det er jo præcis af den grund, at Tyrkiets rolle i det her bliver sådan mere tricky. Jeg er helt med på, at man har kunnet kritisere Tyrkiet for at, om jeg så må sige, være mere optaget af egne kurderspørgsmål end af at bekæmpe IS. Den kritik har Enhedslisten jo kørt meget på, og den deler vi også, men vi er også nødt til at have i baghovedet, som det også blev understreget i udenrigsministerens tale, at Tyrkiet har spillet en meget væsentlig rolle i kampen mod Assad og i støtten til den moderate opposition og i håndteringen af flygtningeproblemer på enhver mulig måde. Derfor er vi også nødt til at have Tyrkiet med i den her fælles kamp imod Assad og imod Islamisk Stat.

Derfor synes jeg måske, at det bliver lidt perspektivløst, hvis man udelukkende gør det til et spørgsmål om at kritisere Tyrkiets rolle i alt det her. Der er kritiske punkter i forhold til Tyrkiet, men hvis vi skal se på hele situationen i Syrien, kan det ikke hjælpe noget, at vi kører den linje, hvor det udelukkende er Tyrkiet, der skal spille en skurkerolle. Derfor synes jeg, at der er en balance i ministerens tale om de her ting. Det er der også i forhold til det med at åbne grænserne. Jeg må sige, at jeg bestemt synes, at der skal lægges pres på den tyrkiske regering, når det handler om at få noget hjælp ind, når Røde Kors ikke kan komme ind, når man ikke kan komme ind med byggematerialer. Jeg synes, det er helt, helt uantageligt, at man ikke kan komme ind med det.

Jeg ser intet i de her forslag til vedtagelse, der ligger, som modsiger, at regeringen ikke kan sige det til den tyrkiske regering. Jeg vil endda mene, at det ligger i forlængelse af det, vi vedtager her i dag, at regeringen skal sige til en tyrkisk regering, at også den tyrkiske regering har et ansvar for, at der sker en genopbygning af Kobani. Det anser jeg for fuldstændig uden for diskussion at der ligger i det her forslag til vedtagelse. Men som det også fremgår af talen fra ministeren, er der også en balance, for det har noget at gøre med foreign fighters, der kan komme ind. Hvis man bare åbner fuldstændigt, er der også en risiko for, at IS bliver styrket på anden vis.

Vi har jo tidligere kritiseret den tyrkiske regering for, at grænsen til Syrien var gennemhullet. Den kritik har jeg da kørt flere gange. Den har hr. Nikolaj Villumsen også kørt flere gange, ved jeg. Så derfor er vi nødt til at finde ud af, hvad det er, vi mener med det her. Jeg synes faktisk, at det, som blev sagt af udenrigsministeren om at få en balanceret tilgang, er rigtigt, at vi skal åbne på en række områder, men bare åbne fuldstændigt, også i forhold til, hvad FN har sagt omkring de problemer, der er inde i Kobani. Det er ikke sikker på er helt rigtigt at gøre.

Men jeg synes, at det er noget, vi skal følge meget, meget nøje, og jeg mener også, at der ligger i de her forslag til vedtagelse, at regeringen skal følge det meget, meget nøje og være helt opmærksom på – og der er jeg enig med Enhedslisten – at Kobani skal genopbygges, at de mennesker skal kunne vende hjem til Kobani. Det skal være sådan, at når man får en sejr over IS, giver det mening også for befolkningens sikkerhed og velfærd efterfølgende. Det skal det her også være et bevis for.

Men jeg må sige, at jeg ikke kan se, at der i de her forslag til vedtagelse og det, der er sagt fra regeringens side, er et modsætningsforhold i forhold til de ønsker, som også Enhedslisten har. Så jeg forstår sådan set heller ikke, at Enhedslisten ikke kan være med på det forslag til vedtagelse, som et bredt flertal har fremlagt her i Folketinget.

Der er en kort bemærkning fra hr. Nikolaj Villumsen.

Tak for det. Der er jo ingen tvivl om, at når man fra regeringens side fremsætter et forslag til vedtagelse og siger, at man gerne vil have Kobani genopbygget og gøre det muligt for flygtningene at vende tilbage, at der så ikke er et modsætningsforhold til, at Tyrkiet åbner grænsen. Problemet er jo bare, om Tyrkiet vil åbne grænsen, og det er der, hvor det undrer mig, at SF ikke vil støtte det forslag til vedtagelse, som jeg har lagt frem, som siger det her med, at der skal kræves af Tyrkiet, at grænsen åbnes. Hvorfor vil SF ikke det?

Ordføreren.

Jeg synes, at det krav ligger i regeringens forslag til vedtagelse. Jeg synes, at det rent ud sagt er noget pindehuggeri, som Enhedslisten er ude i her. Jeg må tilstå, at det synes jeg det er, og jeg er helt uforstående over for, at man kører det op på den her måde. Jeg synes i og for sig, at der sådan set er bred enighed om den danske Tyrkietslinje her i Folketinget, og det er en kritisk holdning til det, hvis man ikke vil være med til at genopbygge Kobani, hvis man blokerer for at sende Røde Kors ind osv., og det ligger da helt klart i det, som både blev sagt af ministeren og også står i det her forslag til vedtagelse.

Nikolaj Villumsen.

Tak for det. Pindehuggeri?! Altså, situationen er jo den, og det ved hr. Holger K. Nielsen også godt, at vi har forhandlet om det her forslag til vedtagelse i dagevis, og der har det fra Enhedslisten været gjort helt klart, at der skulle være et krav om åbning af den grænse, som nu står lukket, for at vi kunne støtte det. Regeringen har jo valgt til ikke at tage det krav med, og det går jeg da bare ud fra at der er en grund til. Det er, fordi man ikke vil kræve det af den tyrkiske regering, og så undrer det mig da, at SF kan stemme for det forslag til vedtagelse, som regeringen så i dag lægger frem. Hvorfor kan SF det? Hvorfor ikke kræve af den tyrkiske regering, at grænsen skal åbnes, så den genopbygning, vi så gerne vil have, kan komme i gang, så de flygtninge, vi gerne vil hjælpe, kan komme hjem og genopbygge deres by?

Ordføreren.

Jamen jeg synes, at jeg forklarede hr. Nikolaj Villumsen det tidligere. Nu skal jeg ikke forklare regeringens politik på det her område, men vores egen. Jeg må forstå det sådan, at Enhedslisten vil åbne grænsen fuldstændig lige pludselig, og så er det, og det fremgår også af talen fra ministeren, at der er advarsler fra FN mod, at man bare åbner for, at flygtninge kan komme ind, fordi sikkerheden ikke er i orden, og derfor er det også et perspektiv, at vi er med til at sende mineryddere til Kobani.

Dertil kommer, at man er nødt til at tage højde for den problemstilling om foreign fighters, som er der, som vi jo tidligere har kritiseret Tyrkiet for at give mulighed for at komme ind i Syrien. Det var vores tidligere kritik, nemlig at grænsen var hullet som en si, og at, om jeg så må sige, ISIL fik leverancer fra foreign fighters gennem Tyrkiet. Det er derfor, at jeg bliver nødt til også at tage det med i billedet, når vi snakker om at åbne grænsen. Men vi vil støtte, at grænsen bliver åbnet så meget som overhovedet muligt, med henblik på at der kommer nødhjælp ind, med henblik på at det kan blive genopbygget, og det ligger også i regeringens forslag til vedtagelse.

Hr. Christian Juhl for en kort bemærkning.

Tak. Hr. Holger K. Nielsen sagde, at det var Assad, der var den direkte årsag til ISIL. Det synes jeg vi skal tage en snak om en dag, for jeg mener nu, at det var netop den irakiske regerings mishandling af sin sunniopposition i Irak, der var årsagen til, at der opstod grupper i sunnikredse, som udviklede sig, og som bagefter kom til at spille en rolle i Syrien.

Når vi skriver i vores forslag til vedtagelse, at den tyrkiske grænse til Kobani øjeblikkelig skal åbnes for humanitær hjælp og genopbygningsmaterialer, er vi så ikke på linje med SF, og har SF's sikret, at regeringen også er på den linje?

Ordføreren.

Jamen jeg tror ikke, vi er så uenige, for at være helt ærlig, og derfor forstår jeg heller ikke, at vi skal have to forslag til vedtagelse her i dag. Men jeg mener, at det er sådan noget med, at Enhedslisten godt vil have en eller anden selvstændig markering på det her spørgsmål – det er også op til Enhedslisten selv.

Omkring IS: Jo, IS er opstået i Irak, men IS fik jo sit gennembrud i Syrien på grund af Assad, for Assad undertrykte og undertrykker jo også sunnierne. Derfor er det Assadregimet, som er hovedårsagen til, at ISIL fik den store tilvækst, som ISIL fik i Syrien. Og derfor er vi nødt til at erkende, at kampen imod ISIL også er en kamp imod Assad. Det kan ikke hjælpe noget, at vi ligesom ser væk fra det. Det er derfor, jeg siger, at vi skal have en større front imod begge djævelskaber, både den djævelskab, der er i IS, og den djævelskab, der er i Assads regime. Vi håber meget på, at kurderne og de moderate oprører og andre grupperinger kan finde sammen i en sådan bred front.

Christian Juhl.

Jo, men jeg spurgte såmænd også, fordi jeg gerne ville være sikker på, at vi var enige med SF i analysen af situationen. Det er netop derfor, at vi formulerer os sådan, at det drejer sig om humanitær hjælp og genopbygningsmaterialer. Og det drejer sig også, som vores ordfører sagde tidligere, om en sikring af, at f.eks. mineryddere kan komme ind i området.

Der er vi da nødt til pænt og høfligt at bede tyrkerne om at lukke grænsen op for de folk – ikke for gud og hver mand eller ISIL eller hvem som helst, men for de folk, der kan komme ind og sikre endnu en lomme i et forfærdeligt område. Det er også derfor, vi prøver i forhandlingerne med regeringen at få en tekst ind, som kan sikre, at den konkrete henvendelse kommer fra vores regering. Men hvis Holger K. Nielsen mener, at den automatisk vil komme, så er det jo da meget betryggende. Det har jeg nu ikke hørt hverken fra ministerens eller regeringspartiernes side.

Ordføreren.

Kommer automatisk – hvad? Altså, det fik jeg ikke helt fat på. Hvis der skal mineryddere ind, er man da nødt til at få dem igennem. Det er da indlysende, at man er nødt til at gå igennem den tyrkiske regering og også lægge pres på den tyrkiske regering – det er vel da indlysende. Hvis man skal genopbygge Kobani, er man da nødt til at kunne få forskellige materialer igennem – det er da vel indlysende. Hvordan det så konkret kommer til at foregå, skal jeg ikke stå og kloge mig på her, og jeg tror ærlig talt heller ikke, at man kommer ret langt ved at vedtage noget her i Folketingssalen.

Det er, som om Enhedslisten har en forestilling om, at bare man vedtager deres forslag til vedtagelse, er alt løst omkring Kobani, og det er jo ikke rigtigt. Det er jo ikke rigtigt.

Den danske regering opererer jo dernede. Vi har folk dernede, som i praksis opererer vedrørende alle de her spørgsmål, og der ligger også på baggrund af det her forslag til vedtagelse en forpligtelse til, at man fortsat skal gøre det.

Tak til SF's ordfører. Så er det Liberal Alliances ordfører, fru Mette Bock.

Det har været interessant at lytte til debatten her i dag, og der er faktisk rigtig mange ting, som ikke bare syv, men otte partier i Folketinget er enige om. Vi er enige om, at situationen i Kobani er rædselsvækkende, og at vi skal gøre alt, hvad vi kan, for overhovedet at støtte befolkningen i Kobani. Vi er også enige om, at hovedproblemet er ISIL og Assad. Vi er enige om at anerkende kurdernes indsats, i forhold til hvad der foregår. Og jeg tror faktisk også, vi er enige om at anerkende, at Tyrkiet har ydet en meget stor indsats i forhold til at tage imod flygtninge og opbygge nogle af de bedste flygtningelejre, jeg i hvert fald har set i nabolandene deromkring.

Jeg synes, det er rigtig ærgerligt, at vi ikke kan nå til enighed om et fælles forslag til vedtagelse. Og jeg synes ærlig talt, det er mærkeligt, at Enhedslisten vil svinge sig op til, på trods af at vi ved, hvor kompliceret det, der foregår dernede, er, og på trods af FN's anbefalinger at pålægge regeringen, at lille Danmark skal kræve, at grænserne skal åbnes.

Vi er jo enige om, at vi gerne ser, at der kan komme yderligere nødhjælp ind. Vi er enige om, at det er fint, at vi nu også fra dansk side bidrager til minerydning i området. Men jeg synes, det er udtryk for et vist – hvad skal jeg sige – ja, jeg kan faktisk ikke finde ord for det, men jeg synes, det er for meget, at vi skal kræve heroppe fra det fredelige Norden, at nu skal Tyrkiet åbne grænserne. Lad os finde nogle andre veje i stedet for.

Liberal Alliance støtter det fælles forslag til vedtagelse fra syv af de otte partier, og vi ærgrer os over, at Enhedslisten åbenbart har et behov for selvstændig profilering.

Der er en kort bemærkning fra hr. Nikolaj Villumsen.

Tak for det. Ordføreren for Liberal Alliance synes, det er for meget, at Enhedslisten svinger sig op til at kræve, at flygtningene kan vende hjem, og at kræve, at Kobani kan genopbygges. Altså, undskyld, jeg kan huske, fra dengang vi stod herinde og Kobani var ved at falde, at der under åbningsdebatten var et forslag fra Liberal Alliance, der gik på, at flygtningene lige præcis skulle hjælpes i det her område i stedet for at hjælpes i Danmark. Det må da være at svinge sig op til noget stort på et tidspunkt, hvor bomberne faldt ned over byen.

Altså, hvis Liberal Alliance kan svinge sig så højt op, når man har lavet lidt politisk spin før en åbningsdebat, så undrer det mig meget, at man ikke fra Liberal Alliances side kan svinge sig op til i dag at kræve noget så banalt, som at den tyrkiske regering åbner for humanitær hjælp og genopbygningsmateriale til den by, som ISIL har ødelagt.

Ordføreren.

Jeg har ikke hørt et eneste af de partier, der har været på talerstolen her i Folketinget i dag, sige, at vi ikke skal gøre, hvad vi kan, for at få nødhjælp ind til Kobani, ikke et eneste parti. Så det er vi jo enige om. Men derfra og så til at kræve, at Tyrkiet skal åbne sine grænser, synes jeg der er et meget stort spring, i betragtning af hvor kompliceret situationen er dernede, og på trods af at FN kommer med en anden anbefaling.

Nikolaj Villumsen.

FN kommer ikke med en anden anbefaling. FN's siger til flygtningene: Lad være med at vende tilbage, før minerne er ryddet og ligene er fjernet. Men minerne kan ikke blive ryddet, og ligene kan ikke blive fjernet, før der bliver åbnet for, at det materiel, det skal gøres med, kan komme ind.

Så situationen er jo den, at vi må se, om Liberal Alliance i dag har modet til at kalde en spade for en spade og kræve af den tyrkiske regering, at de åbner grænsen. Og der står det mig fuldstændig uklart, hvorfor Liberal Alliance ikke tør kræve det af den tyrkiske regering. Hvorfor har man ikke modet til at kræve det, når man samtidig gang på gang står her i Folketingssalen og siger, at flygtningene skal hjælpes i nærområderne? Altså, flygtningene kan jo ikke blive hjulpet i nærområderne, hvis ikke Liberal Alliance har modet til at kræve, at den tyrkiske regering skal sikre, at det kan ske.

Ordføreren.

Jeg tror nu alligevel, at ordføreren overvurderer Liberal Alliances indflydelse. Jeg kan ikke se, at der er nogen som helst modsætning i det her. Vi ønsker alle – samtlige partier i Folketinget har i dag givet udtryk for det – at der skal kunne ydes nødhjælp i Kobani og omkring Kobani, og at det skal gøres muligt for flygtningene at vende tilbage. Enhedslisten har bare et behov for at have sit eget selvstændige forslag til vedtagelse, hvor vi pålægger den danske regering at kræve, at grænserne åbnes. Det er simpelt hen ikke en mulighed, som jeg ser det, sådan som situationen er i Kobani og omkring Kobani for øjeblikket.

Så er det hr. Christian Juhl for en kort bemærkning.

Jeg vil gerne høre, om fru Mette Bock er uenig med Røde Kors i vurderingen af, at der er et behov for at komme over grænsen, og at der er et behov for at få nødhjælp ind. Der er sandsynligvis også behov for at få mineryddere ind, endda i et temmelig stort antal.

Ordføreren.

Det er jeg ikke uenig med Røde Kors i, og fra Liberal Alliances side støtter vi også det danske bidrag, der kommer nu i forhold til minerydning i området.

Christian Juhl.

Så går jeg også ud fra, at fru Mette Bock mener, at det vil være en rigtig god idé at få løst det problem, sådan som Røde Kors også anbefaler, altså at man netop beder Tyrkiet om at hjælpe med at få de der ting ind, for det er dem, der bevogter grænsen; det er dem, der er forhindringen for, at man kan komme videre med det her problem. Det er jo ikke flygtningene, vi snakker om; vi snakker om nødhjælpen. Vi snakker om minerydning og den humanitære hjælp, for at det kan fungere. Det er vel helt okay, at det også kommer ind, uanset om man skriver »kræver« eller »ønsker«, eller hvad man skriver. Det var bare det, der var totalt fraværende i ministerens besvarelse. Han havde mange generelle ønsker, men ikke noget konkret ønske i forhold til det konkrete problem. Det er jo et konkret problem, der eksisterer dernede. Det er jo ikke noget abstrakt.

Ordføreren.

Nej, det er bestemt ikke abstrakt, det er utrolig konkret. Men jeg mener sådan set også, at det pres, også i forhold til Tyrkiet, ligger i det forslag til vedtagelse, som syv af Folketingets otte partier går ind for i dag.

Tak til Liberal Alliances ordfører. Så er det hr. Lars Barfoed fra De Konservative.

Historien om Kobani og Kobanis befolkning er jo både tragisk og dybt ulykkelig – det tror jeg i hvert fald vi alle sammen kan blive enige om – og ISIL's erobring af byen og den efterfølgende generobring har kostet meget, meget dyrt, først og fremmest i form af menneskelige ofre, og derfor er det jo nu også det internationale samfunds opgave at fortsætte arbejdet med at gøre Kobani til en sikker og beboelig by, så dens indbyggere kan vende tilbage; det må være det, der er missionen.

Når Enhedslisten så forsøger at bruge mulighederne for at rejse sager i Folketinget til at skabe et indtryk af, at man i modsætning til alle andre har den mission, tror jeg ikke rigtig det vil lykkes Enhedslisten at overbevise nogen om det. Men man kan jo ikke få andet indtryk, end at den her debat er rejst for på en eller anden måde at please nogle, som Enhedslisten gerne vil please; den er i hvert fald ikke blevet rejst for at hjælpe folk i Kobani, for Enhedslisten ved jo godt – så naive er de jo heller ikke – at det opnår man ikke ved, at vi her i Folketinget vedtager resolutioner af den art, som Enhedslisten her lægger op til.

Altså, det er en forsimpling af en meget kompliceret situation at stille det spørgsmål, som Enhedslisten her gør: Hvad vil regeringen gøre for at sikre en åbning af den tyrkiske grænse til Kobani og Syrien i øvrigt? I hvert fald er svaret på det spørgsmål, hvis man skal give et ordentligt svar, meget, meget mere kompliceret, end spørgsmålet er. Der er brug for en samlet indsats sikkerhedsmæssigt, militært, humanitært og politisk. Det bidrager Danmark aktivt til sammen med en lang række andre lande, derunder Tyrkiet, og det skal vi fortsat gøre. Alt det synes jeg egentlig at udenrigsministeren har redegjort ganske udmærket for, og jeg skal henholde mig til det, som ministeren sagde om hele den indsats, der bliver gjort, og også de store udfordringer, der knytter sig til den indsats. De meget konkrete problemstillinger, som hr. Nikolaj Villumsen jo meget rigtigt peger på der er, der handler om at få nødhjælp frem, at få minerydningsudstyr frem og i det hele taget få sikret, at man operationelt kan skabe den situation, som vi er enige om vi skal skabe, altså at Kobani igen bliver beboelig og sikker for dens oprindelige indbyggere, skal der naturligvis fortsat arbejdes med; det er vi jo helt enige om.

Til sidst vil jeg bare fortsat udtrykke min undren over Enhedslistens insisteren på at rejse den her dagsorden. Ud over det, at vi jo alle sammen er enige om, at der skal gøres en indsats – det er der ingen der kan være uenige om; det har Enhedslisten ikke monopol på at mene – så må man bare sige, at det eneste parti i Folketinget, der har modsat sig en indsats, der for alvor gør livet mere sikkert for kurderne og for den syriske befolkning og for befolkningen i Nordirak, er Enhedslisten. Det er Enhedslisten, der har forsøgt at modsætte sig, at vi fra dansk side bidrager i den internationale koalition mod ISIL; man ønsker ikke sådan en militær operation. Enhedslisten ønsker, at vi støtter lokale demokratiske kræfter, og mener helt naivt, at det skulle kunne løse tingene.

Jeg tror ikke, der er mange andre end Enhedslisten, der har den analyse af situationen. Jeg synes, Enhedslisten skulle revurdere sine indstilling til hele den her problemstilling og fremover støtte, at Danmark som en del af det internationale samfund bidrager til at bekæmpe ISIL og til at yde den humanitære indsats og den politiske indsats, der skal ydes, for forhåbentlig at nå at få fred og stabilitet, ikke bare i Kobani og for dens tapre kurdiske indbyggere, men også i hele regionen. Der er lang vej dertil, men vi løser altså ikke problemerne ved underlige isolerede danske indsatser.

En kort bemærkning fra hr. Nikolaj Villumsen.

Tak for det. Jeg vil starte med at tillade mig at minde om, at Enhedslisten jo faktisk fremsatte et beslutningsforslag her i Folketinget, som De Konservative stemte imod. Det gik ud på, at Danmark skulle transportere våben til kurderne i Kobani, så de kunne forsvare sig mod ISIL. Det er jeg ret sikker på at de ville have været rigtig glade for at have modtaget, men det afviste De Konservative og et flertal i Folketinget desværre.

Hvorfor rejse debatten i dag? Altså, man må jo sige, at der er kommet noget rigtig positivt ud af det. Der er kommet det positive ud af det, at vi nu har fået en tilkendegivelse fra regeringen om, at man vil sende minerydningsudstyr derned. Det synes jeg er ekstremt positivt. At sende minerydningsudstyr til en by, som ligger i ruiner og er fyldt med miner, og som 200.000 flygtninge gerne vil vende tilbage til, synes jeg ærlig talt er positivt, og det synes jeg understreger, at den her debat er relevant.

Min bekymring er så, at det her udstyr ikke kan få lov at komme frem, for det ved vi fra Røde Kors at der er kæmpestore problemer med. Så derfor kunne jeg godt tænke mig at høre fra Det Konservative Folkeparti: Hvorfor ikke kræve af den tyrkiske regering, at man åbner grænsen for det minerydningsudstyr, som alle partier i Folketinget nu mener skal sendes af sted?

Ordføreren.

Altså, jeg ved ikke, om hr. Nikolaj Villumsen kan bilde andre det ind, men jeg tror det ikke. Det er ikke sådan, at det er det forhold, at Enhedslisten rejser en debat i Folketingssalen her i dag, der fører til, at man pludselig får tanken om, at der skal minerydningsudstyr frem til Kobani for at få udryddet de miner, som tydeligvis er en kæmpe risiko for befolkningen, når de begynder at flytte tilbage. Det er jo ikke Enhedslisten, der har fremkaldt den indsats og tanken om at yde den indsats. Det er helt sikkert.

Når vi så ikke kan støtte Enhedslistens forslag, er det, fordi vi synes, der er et meget bedre forslag, som vi og en række andre partier er blevet enige om, og som netop peger på den samlede indsats, der skal gøres; og fordi det også er helt naivt at tro, at vi i det danske Folketing kan kræve, at Tyrkiet åbner grænsen, og at vi så vil få en hel masse ud af det. Det, vi får et resultat ud af, er, at Danmark deltager aktivt i det samlede internationale arbejde og i de sammenhænge lader sin røst høre. Og jeg har sådan set tillid til, at den danske regering arbejder aktivt på at få løst de her problemer. De løses ikke ved ensidige danske tiltag og resolutioner. Det er noget, som Enhedslisten kan sidde og vedtage i nogle studentikose grupper rundtomkring. Hvis man ikke har andet at lave en aften og man har en eller anden arbejdsgruppe eller studiekreds, kan man vedtage sådan noget, men det fører ikke til noget som helst.

Nikolaj Villumsen.

Det synes jeg er interessant. Altså, det hjælper ikke at vedtage noget i Folketinget, der skal gøres gældende over for den tyrkiske regering. Er det sådan en generel, principiel holdning, som Det Konservative Folkeparti har, at Folketinget er fuldstændig magtesløs over for den tyrkiske regering? Det synes jeg da er et interessant synspunkt. Jeg tror, at rigtig mange danskere vil undre sig over det.

Jeg tror, at mange danskere vil sidde og spørge: Skulle vi ikke hjælpe de her flygtninge i nærområdet, og skulle den tyrkiske regering ikke lige tage sig sammen og åbne den grænse, så genopbygningen kan komme i gang? Men det mener Det Konservative Folkeparti er fuldstændig latterligt. Tror den konservative ordfører ikke, at der er mange danskere, der undrer sig over det synspunkt?

Ordføreren.

Det skal jeg ikke kunne sige. Men jeg tror, at de fleste vil kunne indse, at det, der gør en forskel, er, at Danmark deltager sammen med vores allierede i koalitioner og i andre sammenhænge, altså deltager i det internationale samfunds bestræbelser på at skabe en løsning. Vi opnår intet ved, at vi løber uden om alle de andre med nogle resolutioner, som vi står og vifter med foran den tyrkiske ambassade, eller at vi sender nogle ned til den tyrkiske regering og der vifter med en resolution, der er vedtaget i Folketinget.

Det er ikke det, der gør en forskel i international politik. Det er, at vi deltager seriøst i de fora, der nu engang er, og hvor sådan nogle ting bliver rejst, og der presser på i den rigtige retning. Det er det, som den resolution, som vi andre vil vedtage, lægger op til, hvilket netop kan gøre en forskel. Så jo, det kan gøre en forskel, at vi vedtager resolutioner i Folketinget, men det skal være nogle resolutioner, der er kloge, og som fører til noget.

Hr. Christian Juhl for en kort bemærkning.

Jamen jeg vil lige stå og vifte lidt med en resolution her, der hedder V 40. Den er bl.a. underskrevet af hr. Lars Barfoed. Tror hr. Lars Barfoed, at den her resolution har nogen betydning for situationen nu, hvor han har udtalt sig markant imod en anden resolution, som jeg også kan vifte med, nemlig V 39?

Ordføreren.

Nu har jeg ikke de resolutioner i hånden, så jeg ved ikke præcis, hvad der er indholdet af de vedtagelser, som hr. Christian Juhl nu vifter med. Men Folketinget kan jo vedtage mange ting, og i mange sammenhænge kan det være udtryk for, at vi giver udtryk for en holdning, andre gange kan det være noget, vi pålægger regeringen at gøre, som kan gøre en forskel.

Nu taler vi altså om den resolution eller det forslag, som Enhedslisten har foreslået i Folketingssalen i dag, og det fører slet ikke til noget i forhold til det, som vi andre vil vedtage, som lige præcis er det, der skal til, nemlig at fortsætte vores seriøse arbejde i det internationale samfund ved at presse tingene i den rigtige retning.

Hr. Christian Juhl.

Jamen jeg kan så oplyse den konservative ordfører om, at det er hans egen resolution, V 40, som jeg står med, den har vi jo alle sammen fået uddelt, vi har sågar fået den oplæst af Socialdemokraternes ordfører. Så han ved jo godt, hvad der står i den. Det er det, jeg mener.

Her er to resolutioner, der giver to veje til nogle løsninger. Den ene er endda lidt passiv i det og siger, at når forholdene tillader det, mener vi, man kan begynde at vende tilbage. Den anden er lidt mere aktiv. Den siger, at vi må gøre noget for at få tyrkerne til at forstå, at vi skal have humanitær hjælp og genopbygningsmaterialer ind i Kobani.

Så kunne man jo sige, at der nok ikke er nogen af dem, der flytter en stivnakket tyrkisk præsident, men hvis ikke det var vores rolle at påvirke kurderne, påvirke tyrkerne, påvirke Assad, påvirke alle mulige andre i en situation, hvor det brager løs med krig, og hvor folk bliver slået ihjel i hundredtusindtal, hvad pokker skulle vi så gøre? Vi er da nødt til at gøre et eller andet, og det her er jo et forsøg på at formulere det. Men der kan jeg så forstå, at resolutioner ikke duer. Men skal jeg så bare skrotte hr. Barfoeds resolution også eller hvordan?

Ordføreren.

Når jeg ikke lige kendte indholdet af det papir, som hr. Christian Juhl stod og viftede med, er det, fordi jeg ikke helt har fulgt med i nummergivningen her. Så jeg forstår, vi nu er nået til V 40, og det er så den, vi stemmer om her i dag, og tak for den information.

Så kan jeg oplyse om, at den resolution, som vi er enige med de andre partier, undtagen Enhedslisten, om, indeholder lige præcis det, der skal til, nemlig at vi deltager seriøst i det internationale arbejde for at fremme de ting, som vi er enige om vi skal fremme, mens den anden resolution, som Enhedslisten har, ikke fører til noget som helst. Den vil bare udstille os som et useriøst land, der tror, vi kan løbe rundt om alle de andre lande og komme med vores egne resolutioner og stå og vifte med dem på et eller andet gadehjørne, men det fører ikke til noget som helst. Det, der fører til noget, er seriøst arbejde i det internationale samfund og de internationale organisationer, som vi er medlemmer af.

Tak til den konservative ordfører. Så er det udenrigsministeren.

Mange tak, formand. Når jeg her afslutningsvis lige tager ordet, er det både for at takke for, hvad jeg synes har været en god debat, og ikke mindst at takke for den meget brede opbakning, som syv af Folketingets partier har givet til den linje, som regeringen fører i den her sag, og som det egentlig er kommet til udtryk i debatten – som jeg hører det i hvert fald – at alle Folketingets partier er enige om, nemlig at det nu gælder om at få genopbygget Kobani.

Det kræver: Punkt 1, minerydning; det støtter Danmark aktivt, og det vil vi fortsætte med at gøre. Punkt 2, humanitær bistand; det bliver der givet, og det er der mulighed for at give, også i dag. Og endelig punkt 3, en egentlig genopbygning af byen, der så kan føre til, at flygtningene kan vende hjem, når det er sikkert at komme tilbage. Der er ingen, der er uenige i det, som jeg har hørt debatten i dag, ej heller i, at Tyrkiet spiller en vigtig rolle i den sammenhæng. Jeg tror, det betyder meget, at vi kan signalere, at i den meget komplekse situation, vi står over for, som mange ordførere har været inde på, er vi i stand til at føre en fælles udenrigspolitik på tværs af Tinget.

Men det, der bringer mig herop, er også, at jeg gerne vil, hvad skal jeg kalde det, korrigere to ting, som har været fremme i debatten, og som jeg i hvert fald ikke kan genkende billedet af. Det ene er, at der skulle være tale om en fuldstændig hermetisk lukket grænse fra Tyrkiets side, og at humanitær hjælp ikke kan nå frem. Dansk Røde Kors har her til morgen oplyst til Udenrigsministeriet, at man ikke har i sinde at arbejde på tværs af grænsen fra Tyrkiet, men derimod allerede arbejder inde i Syrien i tæt samarbejde med syrisk Røde Halvmåne. Adgangen til Kobani vil Røde Kors således skulle skaffe via forhandling med de syriske myndigheder.

Det er rigtigt, at der p.t. ikke er adgang til Kobani fra Syrien. Det er ISIL-kontrolleret område syd for Kobani, og det er sådan set det, der er problemstillingen i forhold til Røde Kors. Men andre ngo'er har kunnet arbejde og kan arbejde derinde. Så billedet af en fuldstændig lukket grænse kan vi altså ikke genkende.

Så er det rigtigt, som flere også har været inde på, at FN for få uger siden oplyste, at der var kommet adgang over grænsen fra Tyrkiet ind til Kobani for humanitære aktører, så omvendt har vi faktisk et direkte bidrag fra FN, der viser, at der er adgang for humanitære aktører. Jeg synes, at den debat, vi har haft i dag, godt kunne tegne det modsatte billede. Det nævner jeg ikke, fordi jeg ikke synes, det også er vigtigt, at vi fortsætter med at bidrage med endnu mere humanitær hjælp og byggemateriale over grænsen. Men billedet af, at der skulle være tale om en hermetisk lukket grænse, er simpelt hen ikke korrekt, og det syntes jeg der var grund til trods alt lige at pointere.

Det andet, jeg vil kommentere helt kort, er, at hr. Søren Pind nævnte, at jeg skulle være gået hen og nærmest blevet en fan af præsident Assad. Holger K. Nielsen var også lidt inde på Assads krigsforbrydelser. Det, jeg har sagt, og det, jeg mener, har ikke ændret sig, siden jeg udtalte det, og det er, at hvis man ønsker at få en eller anden form for våbenhvile, der kan skabe ro til en egentlig fredsproces, så bliver man nødt til at bakke op om FN's forhandlinger med regimet. Det er det, som USA gør; det er det, som Danmark gør; det er det, som hele det internationale samfund gør. For hvis ikke FN kan forhandle en sådan våbenhvile, bliver det umuligt at gennemføre en fredsproces.

Men hver eneste gang jeg har sagt det, der i mine øjne er en selvfølge – nemlig at hvis ikke man giver FN det mandat, bliver det umuligt at gennemføre en fredsproces – har jeg samtidig nævnt, at jeg ikke ser Assad som en del af løsningen, og at jeg ikke mener, at manden, med de uhyrlige krigsforbrydelser, han har på samvittigheden, har nogen som helst plads i en syrisk overgangsregering, eller hvad det nu måtte komme, efter at de forhandlinger har været der. Men skal man stoppe blodsudgydelserne på jorden, bliver man nødt til at betrygge de dele af regimet, som i øjeblikket opfatter Assad som deres eneste garanti for beskyttelse, om, at den overgangsregering, der kommer, kan yde en beskyttelse til dem, som gør, at de er villige til, om jeg så må sige, at gå om ryggen på Assad og lave en egentlig aftale.

Det syntes jeg bare også der var grund til at præcisere, fordi jeg nødigt vil have siddende på mig, at det, jeg skulle have sagt, var, at nu forhandler vi en løsning om Syrien, som indbefatter Assad som en aktiv del. Det er ikke mit standpunkt, det har aldrig været det.

Der er en kort bemærkning fra hr. Nikolaj Villumsen.

Tak for det. Der har jo været en positiv tilkendegivelse bredt i Folketinget i dag om, at der kan være opbakning til, hvis regeringen vil melde ud, at Tyrkiet bør åbne grænsen ind til Kobani for genopbygningsudstyr, og det er jo lige præcis genopbygningsudstyr, som er det centrale og springende punkt i den her debat. Venstre har sagt, at man ville tage positivt imod det. SF mener, det ligger i det forslag til vedtagelse, man allerede har fremsat fra syv af Folketingets partiers side. Så jeg kunne godt tænke mig at høre fra udenrigsministeren: Vil udenrigsministeren i dag fra Folketingets talerstol kræve, at Tyrkiet åbner grænsen for genopbygningsudstyr ind til Kobani?

Ministeren.

Som jeg også nævnte i min indledende tale er nummer et – og jeg tror faktisk også, hr. Nikolaj Villumsen selv nævnte det – at få ryddet minerne, også så man kan begynde at genopbygge med bygningsmaterialer. Det er nummer et at få gang i den del af indsatsen. Og så er det helt klart også min opfattelse, at som nummer to skal man selvfølgelig også have mulighed for at få byggematerialer ind, så man kan begynde en egentlig genopbygning der, hvor man måtte have fået fjernet minerne.

En total åbning af grænsen forstået som, at så fjerner man al grænsekontrol, og så skal der slet ikke være styr på, hvad der flyder over grænsen både den ene og den anden vej, støtter jeg selvfølgelig ikke. Jeg går ud fra, at det heller ikke er det, som hr. Nikolaj Villumsen mener. Men virkeligheden er nok så kompliceret, at det vil kræve en eller anden form for kontrol både den ene og den anden vej fortsat. For der er mange ting, der flyder over den grænse, også ting, vi slet ikke bryder os om. Derfor er der jo en eller anden form for kontrol nødig for at sikre, at det, der så kommer over, er, om jeg så må sige, rigtige byggematerialer, der har humanitære formål.

Men med det ene forbehold er det da klart min opfattelse, at selvfølgelig skal der kunne komme byggematerialer ind for at kunne genopbygge Kobani. Jeg har heller ikke noget belæg for at tro, at det ikke er den tyrkiske regerings opfattelse. Det er dem, der i øjeblikket har 150.000 flygtninge fra Kobani, og jeg kan ikke se, at de skulle have noget som helst andet ønske eller anden motivation, end at de flygtninge kan vende hjem så hurtigt som overhovedet muligt.

Nikolaj Villumsen.

Jo, men realiteten er jo bare den, at nu er der gået 2½ måned, og mineryddere har ikke kunnet komme ind. Genopbygningsmateriale har ikke kunnet komme ind. Det udstyr, som skal fjerne de murbrokker, hvorunder der ligger lig, som skaber fare for epidemi, har ikke kunnet komme ind. Og nu har vi så en situation, hvor det bredt i Folketinget er blevet tilkendegivet, at man vil bakke op om en klar udmelding fra udenrigsministeren om, at der selvfølgelig bør åbnes. Det, som jeg ved at kurderne i Kobani har opfordret til, var, at det var FN, der styrede den grænseovergang, så man sikrede, at det var genopbygningsmateriale, der kom over. Tyrkiet har jo bare ikke ønsket det endnu. Så situationen er jo den, at der vil være bred opbakning, hvis udenrigsministeren vælger at sende det signal fra Folketingets talerstol i dag, og det vil jeg bare klart opfordre udenrigsministeren til at gøre.

Ministeren.

Jamen jeg sender gerne igen det klare signal, at jeg – ligesom et meget bredt flertal i Folketinget – selvfølgelig ønsker at få genopbygget Kobani så hurtigt som muligt og derfor også, at der kan komme de byggematerialer over grænsen, der skal til for at genopbygge Kobani. Det signal sender jeg meget gerne.

Men der, hvor jeg tror at vandene skiller lidt mellem Enhedslisten og resten af Folketinget, er der, hvor det er, som om Enhedslisten ønsker at gøre det til ene og alene den tyrkiske regerings ansvar og skyld, at Kobani ikke for længst er genopbygget. Så enkel er virkeligheden altså ikke, som jeg lige forsøgte at redegøre for. Det er ikke sådan, at den tyrkiske regering har nægtet f.eks. Røde Kors at komme ind. Faktisk opererer Røde Kors slet ikke fra Tyrkiet ind i Syrien ifølge de oplysninger, vi har fået fra Røde Kors. Vi har endda formodninger om, at Folkekirkens Nødhjælp, som vi først nu får sat i gang med minerydning, også kommer i gang. Derfor kan jeg ikke helt genkende billedet af, at der skulle være en tyrkisk regering, som stiller sig aktivt i vejen for den genopbygningsindsats.

Men at sende signalet om, at vi ønsker den og selvfølgelig også forventer, at Tyrkiet samarbejder, gør jeg gerne.

Så er det hr. Søren Pind for en kort bemærkning.

Jeg vil egentlig bare høre udenrigsministeren ad: Anser udenrigsministeren Assad for at være den hovedansvarlige for flygtningekatastrofen i Syrien, eller anser udenrigsministeren ISIL for at være den hovedansvarlige part for flygtningekatastrofen i Syrien?

Udenrigsministeren.

Præsident Assad er klart den hovedansvarlige for den humanitære tragedie i Syrien og det meget store antal flygtninge, der er på nuværende tidspunkt. ISIL er jo et forholdsvis nyt fænomen, kan man sige, i den syriske borgerkrig, der først for alvor blev aktivt for 1-1½ år siden og derfor indtil nu har færre ofre og mord på samvittigheden, selv om de nu absolut også har deres del af den forfærdelige terror og rædsel, der pågår.

Søren Pind.

Er udenrigsministeren enig i, at Assad bærer hovedansvaret for ISIL's opståen på grund af bl.a. fangeløsladelser af ekstremister, og kan udenrigsministeren sætte ord på det paradoksale i, at Vestens indsats helt og udelukkende er rettet mod ISIL og ikke også mod præsident Assad?

Udenrigsministeren.

Det er en stor diskussion, hr. Søren Pind lægger op til. Det er rigtigt, at der er stærke forlydender om, at i de helt indledende faser bidrog også præsident Assad, men ikke alene Assad, til dannelsen af ekstremistiske grupperinger i oppositionen. Det er der mange efterretninger og mange forskellige analyser af, men vi må lægge til grund, at en eller anden rolle spillede styret i Damaskus.

Det, der jo er paradokset og tragedien i Syrien, og grunden til, at man ikke har foretaget en militær intervention mod Assad, er, at Assad desværre støttes aktivt af både Iran og Rusland, og derfor har vurderingen jo fra allieret side, også fra USA's side, været, at det at forestille sig en hurtig militær løsning i forhold til Assad næppe var muligt, fordi han ville blive støttet aktivt af både Iran og Rusland, sådan at man risikerer at eskalere situationen.

Det gør jo ikke situationen bedre eller mindre tragisk, men det er en forklaring på, at man ikke har sat ind med militære løsninger; man har ikke troet, at de kunne løse problemet i dette tilfælde.

Det udløste en kort bemærkning fra hr. Christian Juhl.

Tak. Hvis jeg forstår det rigtigt, vil ministeren nu kræve af Tyrkiet, at grænsen bliver åbnet for nødhjælpere, mineryddere og den slags ting, og det er jo fint, hvis det er rigtigt forstået, men det sidste svar her blev jeg noget foruroliget over. Drejer det sig først om at bekæmpe og bekrige osv.? Er det helt uden for regeringens horisont eller vision at finde en fredelig løsning, altså finde en forhandlet løsning på krigen i Syrien, og sørge for, at der bliver en politisk løsning, hvor alle parter inklusive kurdere er inddraget i de forhandlinger?

Udenrigsministeren.

Grunden til, at jeg tror, jeg fik de spørgsmål, jeg gjorde, fra hr. Søren Pind, var jo sådan set, at jeg har været ude at plædere for en politisk løsning og for, at man var nødt til at forhandle også med regimet i Damaskus. Det er selvfølgelig paradoksalt at forhandle med et regime og en diktator, der har så mange hundredtusindvis af liv på samvittigheden, som tøndebomber sin befolkning, og som i enhver forstand udfører reel terror mod sin civilbefolkning. Derfor blev jeg selvfølgelig også nødt til at gøre klart, at sådanne forhandlinger ikke kan føre til, at han er, om jeg så må sige, en blivende magtfaktor i Syrien. Men at vi ikke skulle forsøge at forfølge de politisk løsninger, vil jeg under ingen omstændigheder kunne genkende overhovedet.

Christian Juhl? Nej. Tak til udenrigsministeren. Og så kan jeg forstå, at ordføreren for forespørgerne, hr. Nikolaj Villumsen, gerne vil have ordet.

En debat om en løsning på borgerkrigen i Syrien er en vigtig debat, og jeg støtter varmt, at vi drøfter det, og at vi drøfter det ofte her i Folketinget. Der skal findes en fredelig overgang til et demokratisk og mangfoldigt Syrien, og det bør Danmark selvfølgelig arbejde aktivt for.

Det, som vi så drøfter i dag i denne debat, er den lukkede tyrkiske grænse til Kobani. Jeg synes, det er vigtigt efter debatten i dag at sige, at der altså må være en grænse for naiviteten. Der må være en grænse for naiviteten, når man ser på, hvad virkeligheden reelt er. For hvad er situationen ved grænsen til Kobani? Flygtninge kan vende tilbage. Ja, det kan de faktisk godt. Der er tusinde af dem, der allerede har gjort det. Men vender de tilbage, risikerer de at blive sprængt af miner, som IS har placeret, eller at blive ramt af sygdom på grund af rådne lig under murbrokkerne. Skulle de blive syge eller ramt af miner, kan de ikke komme tilbage over den tyrkiske grænse, for den er lukket for dem. Der kommer sparsom humanitær hjælp frem, ja, men der kommer ikke nok, og der kommer ikke genopbygningsudstyr.

Så bliver der spurgt, om det er for meget at kræve, at Tyrkiet åbner grænsen for genopbygningsudstyr. Der bliver under debatten spurgt, om det er for meget at påstå, at Tyrkiet har ansvaret for den tyrkiske grænsekontrol ved grænsen til Kobani. Der må jeg bare sige, at selvfølgelig er det ikke for meget at kræve. Det er da ikke for meget at forlange af en allieret, at Danmark bidrager til at støtte de kræfter, de kurdere, den civilbefolkning, som i Kobani stod imod og bekæmpede ISIL. Det, der er for meget, er, at Tyrkiet ikke har gjort det endnu.

Jeg kunne høre på Venstre, at man ikke vil foretage sig noget, før regeringen tager initiativ. Man vil i hvert fald ikke foretage sig noget, i forhold til om der skal lægges et pres på den tyrkiske regering. Det synes jeg er et spændende synspunkt, som Venstre bør tænke over, næste gang man kræver, at flygtninge skal hjælpes i nærområdet. Realiteten er jo, at Tyrkiet har modarbejdet forsvaret af Kobani, og jeg synes, det er vigtigt, vi i den her debat bliver nødt til at kalde en spade for en spade og indse, at når grænsen har været lukket i 2½ måned, efter at Kobani blev befriet, så er der nok en grund til det.

Så længe byen flyder med miner, flyder med lig, er det klart, at FN selvfølgelig vil blive ved med at fraråde flygtningene at vende tilbage, ligesom de lokale kurdiske myndigheder vil blive ved med at fraråde flygtningene at vende tilbage. Men skal ligene, skal minerne fjernes, kræver det jo, at grænsen åbnes for det udstyr, der skal gøre det. Det kræver, at der lægges et politisk pres, et pres, som Danmark selvfølgelig også har et ansvar for at lægge.

Jeg må sige, at den holdning, som Dansk Folkeparti i dag lægger for dagen, undrer mig. Dansk Folkepartis snak om at hjælpe flygtningene fra Syrien i nærområderne klinger jo ærlig talt lidt hult, når man hører, at de ikke vil lægge pres på den islamistiske tyrkiske regering, men i stedet vælger at sige, at de kurdere, som har kæmpet mod ekstremisterne, ikke kan få en hjælpende hånd fra Danmark i denne omgang, de kan ikke få et politisk pres fra Dansk Folkeparti, for at grænsen skal åbnes. Jeg må sige, det undrer mig.

Jeg må sige, det undrer mig, at Liberal Alliance, som vi har set ture frem i debatterne her i Folketingssalen om, at flygtninge skal hjælpes i nærområdet, synes, det er for meget at kræve, at Tyrkiet skal åbne den grænse, der gør, at flygtningene kan blive hjulpet i den by, som de så gerne vil genopbygge. Jeg synes, det er trist, at vi står i en situation, hvor det har været rigtig, rigtig svært at få et klart svar af regeringen i forhold til et krav om, at der skal lægges et pres på den tyrkiske regering – et klart krav om, at den tyrkiske regering skal åbne grænsen til Kobani.

Det er selvfølgelig ikke et krav, som bare skal fremføres i Danmark. Det er klart, at vi skal starte i vores eget hjem, vi skal starte i vores eget Folketing med at kræve det, vi skal følge op på den udmelding af lignende art, som er kommet fra Europarådet, men vi skal selvfølgelig også arbejde for, at det pres lægges internationalt. Det står i den vedtagelse, som Enhedslisten har foreslået.

Der må være en grund til, at Tyrkiet ikke har åbnet grænsen, der må være en grund til, at det ikke er sket endnu. Tror man, at den tyrkiske grænse bliver åbnet ind til Kobani, hvis ikke man siger det til den tyrkiske regering, så tror jeg ærlig talt, man er naiv, og så skylder man en forklaring på, hvorfor det ikke er sket i de seneste 2½ måned.

Jeg vil klart opfordre udenrigsministeren til at tage debatten i Folketinget i dag til efterretning.

Jeg vil afslutningsvis rose for, at man nu vil sende mineudstyr, men jeg vil opfodre udenrigsministeren til at bemærke, at der var et bredt ønske i Folketinget om, at der bliver lagt pres på Tyrkiet for at åbne grænsen, så det minerydningsudstyr og andet genopbygningsmateriale kan komme over den, for det vil være et rigtig, rigtig positivt signal at sende fra Danmarks side, det vil være et afgørende signal at sende, hvis vi skal sikre, at Kobani kan genopbygges, og at flygtningene kan vende tilbage.

Tak for debatten i dag.

Tak til ordføreren for forslagsstillerne.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Afstemning om de fremsatte forslag til vedtagelse vil som nævnt først finde sted torsdag den 9. april 2015.