L 13 Forslag til lov om ændring af lov om aktiv socialpolitik.

(Ændring af formue- og fradragsregler ved efterbetaling af offentlige forsørgelsesydelser og øvrige offentlige sociale ydelser m.v.).

Af: Beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S)
Udvalg: Beskæftigelsesudvalget
Samling: 2014-15 (1. samling)
Status: Stadfæstet

Lovforslag som optrykt efter 2. behandling

Optrykt: 02-12-2014

Optrykt: 02-12-2014

Efter afstemningen i Folketinget ved 2. behandling den 2. december 2014

20141_l13_efter_2behandling.pdf
Html-version

Efter afstemningen i Folketinget ved 2. behandling den 2. december 2014

Forslag

til

Lov om ændring af lov om aktiv socialpolitik

(Ændring af formue- og fradragsregler ved efterbetaling af offentlige forsørgelsesydelser og øvrige offentlige sociale ydelser m.v.)

§ 1

I lov om aktiv socialpolitik, jf. lovbekendtgørelse nr. 1193 af 13. november 2014, foretages følgende ændringer:

1. I § 14 indsættes efter stk. 2 som nyt stykke:

»Stk. 3. Der ses endvidere bort fra formue i form af efterbetaling af offentlige forsørgelsesydelser og øvrige offentlige sociale ydelser som følge af afgørelse eller dom. Det beløb, der ses bort fra, udgør differencen mellem den ydelse, der er udbetalt for perioden, og den retmæssige ydelse for perioden. Der ses bort fra efterbetalingen i 2 år efter udbetalingstidspunktet.«

Stk. 3-7 bliver herefter stk. 4-8.

2. § 33, stk. 1, nr. 8 og 9, ophæves, og i stedet indsættes:

»8) Efterbetaling af offentlige forsørgelsesydelser og øvrige offentlige sociale ydelser som følge af afgørelse eller dom. Det beløb, der ses bort fra, udgør differencen mellem den ydelse, der er udbetalt for perioden, og den retmæssige ydelse for perioden. Der ses bort fra efterbetalingen i 2 år efter udbetalingstidspunktet.«

3. I § 33, stk. 2, ændres »§ 14, stk. 3 og 4« til: »§ 14, stk. 4 og 5«.

§ 2

Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. januar 2015.

Stk. 2. Loven gælder for efterbetaling, der er udbetalt den 1. juni 2014 eller senere.