L 144 Forslag til lov om ændring af lov om afgift af elektricitet og momsloven.

(Tilpasninger til engrosmodellen m.v. og indførelse af omvendt betalingspligt på gas- og elmarkedet).

Af: Skatteminister Benny Engelbrecht (S)
Udvalg: Skatteudvalget
Samling: 2014-15 (1. samling)
Status: Stadfæstet

Lovforslag som optrykt efter 2. behandling

Optrykt: 21-04-2015

Optrykt: 21-04-2015

Efter afstemningen i Folketinget ved 2. behandling den 21. april 2015

20141_l144_efter_2behandling.pdf
Html-version

Efter afstemningen i Folketinget ved 2. behandling den 21. april 2015

Forslag

til

Lov om ændring af lov om afgift af elektricitet og momsloven1)2)

(Tilpasninger til engrosmodellen m.v. og indførelse af omvendt betalingspligt på gas- og elmarkedet)

§ 1

I lov om afgift af elektricitet, jf. lovbekendtgørelse nr. 310 af 1. april 2011, som ændret bl.a. ved § 1 i lov nr. 1353 af 21. december 2012, § 3 i lov nr. 1390 af 23. december 2012, § 1 i lov nr. 901 af 4. juli 2013 og § 3 i lov nr. 903 af 4. juli 2013 og senest ved § 7 i lov nr. 1532 af 27. december 2014, foretages følgende ændringer:

1. Efter § 1 indsættes:

»§ 1 a. I denne lov forstås ved:

1) Aftagenummer: Et nummer, der entydigt identificerer et målepunkt, som er omfattet af netvirksomhedens pligt til at måle levering og aftag af elektricitet i nettet, jf. lov om elforsyning.

2) Datahub: En it-platform, der ejes og drives af Energinet.dk, og som håndterer måledata, stamdata, nødvendige transaktioner og kommunikation mellem elmarkedets aktører i Danmark.

3) Elhandelsvirksomhed: Virksomhed, der sælger elektricitet til den, der omfattes af et aftagenummer, og som er registreret for denne aktivitet i datahubben.«

2. I § 2 indsættes som stk. 4:

»Stk. 4. Det er en forudsætning for anvendelse af stk. 3 vedrørende det forbrug af elektricitet undtaget fra afgift, som er nævnt i stk. 3, 1. pkt., at elektriciteten leveres til et aftagenummer, som kun vedrører forbrugere, der kan forbruge elektricitet undtaget fra afgift nævnt i stk. 3, 1. pkt.«

3. I § 4, stk. 7, 2. pkt., ændres »gas« til: »elektricitet«.

4. I § 5 indsættes som stk. 2 og 3:

»Stk. 2. Det er en forudsætning for anvendelse af stk. 1, litra a, at elektriciteten leveres til et aftagenummer, der kun vedrører en virksomhed nævnt i stk. 1, litra a. 1. pkt. finder ikke anvendelse for leverancer af elektricitet direkte mellem registrerede virksomheder nævnt i § 3, stk. 1, nr. 1, og stk. 2.

Stk. 3. Det er en forudsætning for anvendelse af stk. 1, litra b, at elektriciteten leveres til et aftagenummer, der kun vedrører en virksomhed nævnt i stk. 1, litra b.«

5. § 6, stk. 3, ophæves, og i stedet indsættes:

»Stk. 3. Det er en forudsætning for anvendelsen af stk. 1, 1. pkt., at følgende betingelser er opfyldt:

1) Boligenheden er opført i Bygnings- og Boligregistret som elopvarmet helårsbolig.

2) Elektriciteten er udleveret til et aftagenummer, som kun vedrører boligenheden, der opfylder betingelsen nævnt i nr. 1, eller til et varmeproducerende fælles anlæg, der udelukkende forsyner boligenheder, der er opført i Bygnings- og Boligregistret som elopvarmede helårsboliger.

Stk. 4. Når den, der er omfattet af et aftagenummer, skifter elhandelsvirksomhed inden for 1 år, fordeles de 4.000 kWh årligt nævnt i stk. 1, 1. pkt., forholdsmæssigt mellem delperioderne før og efter et skift afhængigt af delperiodernes længde. 1. pkt. finder tilsvarende anvendelse ved skift, som fremkommer, når en elhandelsvirksomhed overtager det forretningsmæssige forhold til den, som er omfattet af et aftagenummer, fra en registreret virksomhed.«

6. § 7, stk. 3, affattes således:

»Stk. 3. Ved udlevering af afgiftspligtig elektricitet skal fakturaen fra en registreret virksomhed indeholde oplysning om udstedelsesdato, leverandørens navn, købers navn og adresse og afgiftens størrelse, herunder med separat oplysning for udleveret elektricitet omfattet af et særligt afgiftsforhold, jf. § 9, stk. 1. Ved salg af afgiftspligtig elektricitet fra en elhandelsvirksomhed skal der udstedes en faktura, som indeholder oplysninger om udstedelsesdato, sælgers navn og adresse, varemodtagers navn, leveringssted, aftagenummer og afgiftens størrelse pr. aftagenummer. Ved en elhandelsvirksomheds salg af afgiftspligtig elektricitet til virksomheder registreret efter momsloven skal fakturaen tillige indeholde oplysning om cvr- eller SE-nummer for momsregistreringen, og ved en elhandelsvirksomheds salg af afgiftspligtig elektricitet i form af kørestrøm, der anvendes af eltog til personbefordring, skal fakturaen tillige indeholde oplysning om cvr- eller SE-nummer for forbrugeren af kørestrømmen. Ved en elhandelsvirksomheds salg af afgiftspligtig elektricitet, som er nævnt i 3. pkt., eller til den, der udsteder en faktura efter 6. pkt., må fakturaen ikke påføres oplysning om afgiftsbeløb for en forbrugsperiode, før en registreret virksomhed har udstedt en faktura, som omfatter afgiftsbeløbet for perioden, bortset fra afgiftsbeløb, som er oplyst i datahubben i måneden efter forbrugsperioden, når afgiftsbeløbet vil være omfattet af en faktura fra en registreret virksomhed senere på måneden. Elhandelsvirksomheden kan dog ved den endelige fakturering for forbrugsperioden fakturere et andet afgiftsbeløb, når det er beregnet på baggrund af en måleraflæsning for perioden, som er oplyst i datahubben. Finder salg af afgiftspligtig elektricitet sted fra andre end elhandelsvirksomheder, skal sælgeren, hvis køberen er registreret efter momsloven, eller hvis elektriciteten anvendes som kørestrøm til personbefordring med eltog, udstede en faktura med oplysning om udstedelsesdato, sælgers navn og adresse, varemodtagers navn, leveringssted og afgiftens størrelse samt cvr- eller SE-nummer for momsregistreringen eller for forbrugeren af kørestrømmen. Afgiftsbeløbet må ikke faktureres, før sælgeren af elektricitet har modtaget en faktura med afgiftsbeløbet. Afgiftens størrelse, jf. 2. og 6. pkt., skal fremgå med den samlede afgift og afgiften opdelt i den del af den samlede andel, som udgør minimumsafgiften ved proces efter § 11 c, stk. 1, og den del af den samlede andel, som udgør den samlede afgift uden minimumsafgiften efter § 11 c, stk. 1. Ved konstateret tyveri af elektricitet fra en registreret virksomhed udsteder den registrerede virksomhed en afgiftsopkrævning for forbruget af elektricitet til den erstatningsansvarlige.«

7. § 8, stk. 7, ophæves.

8. Efter § 8 indsættes:

»§ 9. Energinet.dk skal stille datahubbens oplysninger vedrørende særlige afgiftsforhold eller ændringer i særlige afgiftsforhold, der gør sig gældende ved en registreret virksomheds udlevering af elektricitet til et aftagenummer, til rådighed for den registrerede virksomhed med henblik på den registrerede virksomheds fakturering i overensstemmelse med § 7, stk. 3. Ved særlige afgiftsforhold forstås forhold, som er nævnt i § 2, stk. 3 og 4, § 5, stk. 2 eller 3, eller § 6, stk. 1, 1. pkt., og stk. 3 og 4, eller § 6, stk. 6, i lov nr. 1390 af 23. december 2012 om ændring af lov om fremme af vedvarende energi, lov om elforsyning, lov om afgift af elektricitet og ligningsloven (Støtte til solcelleanlæg og øvrige små vedvarende energi-anlæg m.v.). Udtrykket særlige afgiftsforhold omfatter også afgiftssatser og afgiftsgrundlag, som vedrører bestemmelserne om særlige afgiftsforhold nævnt i 2. pkt.

Stk. 2. Gør særlige afgiftsforhold eller ændringer i særlige afgiftsforhold, jf. stk. 1, sig gældende ved en registreret virksomheds udlevering af elektricitet til et aftagenummer ifølge oplysninger i datahubben, skal Energinet.dk kunne verificere dette pr. aftagenummer ved brug af uafhængige kilder. Energinet.dk skal på forlangende over for told- og skatteforvaltningen kunne fremvise dokumentation for den foretagne verifikation.

Stk. 3. Konstaterer Energinet.dk i forbindelse med verifikationen efter stk. 2, at et særligt afgiftsforhold, jf. stk. 1, ikke kan verificeres for et aftagenummer, skal Energinet.dk straks meddele dette med angivelse af aftagenummeret med stamoplysninger m.v. til både den registrerede virksomhed og elhandelsvirksomheden, som aftagenummeret vedrører. Meddelelsen til den registrerede virksomhed skal tillige indeholde oplysning om elhandelsvirksomheden.

Stk. 4. Elhandelsvirksomheder skal udelukkende på grundlag af en aftale med køberen af elektricitet indmelde i datahubben, hvis særlige afgiftsforhold eller ændringer i særlige afgiftsforhold, jf. stk. 1, gør sig gældende for aftagenummeret omfattet af aftalen.

Stk. 5. Oplysninger, som en elhandelsvirksomhed indmelder i datahubben, jf. stk. 4, skal elhandelsvirksomheden kunne verificere på grundlag af en aftale med køberen af elektricitet. Elhandelsvirksomheden skal på forlangende over for told- og skatteforvaltningen kunne fremvise dokumentation for den foretagne verifikation.

Stk. 6. Konstaterer elhandelsvirksomheden i forbindelse med verifikationen efter stk. 5, at oplysninger om særlige afgiftsforhold, jf. stk. 1, ikke kan verificeres for et aftagenummer, skal elhandelsvirksomheden straks meddele dette med angivelse af aftagenummeret med stamoplysninger m.v. til den registrerede virksomhed, som aftagenummeret vedrører.

Stk. 7. Får en registreret virksomhed meddelelse om, at et særligt afgiftsforhold ikke kan verificeres for et aftagenummer, jf. stk. 3 eller 6, skal den registrerede virksomhed senest 15 hverdage efter meddele Energinet.dk, at det skal sikres, at det særlige afgiftsforhold ikke gør sig gældende for aftagenummeret i datahubben fra et angivet tidspunkt, hvilket Energinet.dk skal efterkomme. Samtidig skal den registrerede virksomhed ved brug af uafhængige kilder undersøge, hvorvidt meddelelse efter 1. pkt. vil være berettiget. Konstateres det ved undersøgelsen, at meddelelse efter 1. pkt. ikke vil være berettiget, skal der ikke ske meddelelse efter 1. pkt. Konstaterer den registrerede virksomhed, at en meddelelse efter 1. pkt. ikke er eller ikke længere er berettiget, skal den registrerede virksomhed straks meddele Energinet.dk, at meddelelsen efter 1. pkt. ikke skal gælde fra et angivet tidspunkt, hvilket Energinet.dk skal efterkomme.

Stk. 8. Energinet.dk anvender oplysninger i egne registre om særlige afgiftsforhold, jf. stk. 1, som er nævnt i § 2, stk. 3 og 4, eller § 6, stk. 6, i lov nr. 1390 af 23. december 2012 om ændring af lov om fremme af vedvarende energi, lov om elforsyning, lov om afgift af elektricitet og ligningsloven (Støtte til solcelleanlæg og øvrige små vedvarende energi-anlæg m.v.) til verifikation efter stk. 2. Energinet.dk stiller disse oplysninger til rådighed for en registreret virksomheds undersøgelser nævnt i stk. 7.

Stk. 9. De registrerede virksomheder stiller egne oplysninger om særlige afgiftsforhold, jf. stk. 1, til rådighed for Energinet.dk til verifikation efter stk. 2. En registreret virksomhed anvender disse oplysninger ved sine undersøgelser nævnt i stk. 7.

Stk. 10. Told- og skatteforvaltningen stiller egne oplysninger om registrerede virksomheder til rådighed for Energinet.dk til verifikation efter stk. 2. Told- og skatteforvaltningen stiller endvidere disse oplysninger til rådighed for en registreret virksomheds undersøgelser nævnt i stk. 7.

Stk. 11. Skatteministeren kan fastsætte nærmere regler for dokumentation nævnt i stk. 2 og 5.

Stk. 12. Skatteministeren kan fastsætte regler om, at stk. 4 ikke finder anvendelse for et aftagenummer, som en registreret virksomhed har overdraget oplysninger om til Energinet.dk, og som er registreret i datahubben inden den 1. april 2016, eller for et aftagenummer, som en elhandelsvirksomhed allerede har indmeldt i datahubben efter stk. 4.

§ 9 a. En elhandelsvirksomhed skal for sin beholdning af aftagenumre i datahubben kunne verificere, at den ikke overtræder reglen i § 7, stk. 3, 3. og 4. pkt., jf. dog 5. pkt., for hvert aftagenummer. Elhandelsvirksomheden skal på forlangende over for told- og skatteforvaltningen kunne fremvise dokumentation for den foretagne verifikation.

Stk. 2. Virksomheder, der udsteder fakturaer efter § 7, stk. 3, 6. pkt., skal kunne verificere, at de ikke overtræder reglen i § 7, stk. 3, 7. pkt. Virksomheden skal på forlangende over for told- og skatteforvaltningen kunne fremvise dokumentation for den foretagne verifikation.

Stk. 3. Skatteministeren kan fastsætte nærmere regler for dokumentation nævnt i stk. 1 og 2.«

9. I § 11 a, stk. 8, 1. pkt., ændres »stk. 16.« til: »stk. 15.«

10. I § 11 a, stk. 10, ændres »registrerede virksomheder« til: »elhandelsvirksomheder«.

11. I § 11 b, stk. 2, indsættes som 3. pkt.:

»Godtgørelsen er betinget af,

1) at det fremgår af købsaftalen, at forbrugeren er en virksomhed, som forbruger kørestrøm, der anvendes af eltog til personbefordring, med angivelse af forbrugerens cvr- eller SE- nummer, og

2) at fakturaer vedrørende de aftalte leverancer af elektricitet indeholder oplysning om forbrugerens aktuelle cvr- eller SE-nummer.«

12. I § 11 b indsættes efter stk. 2 som nye stykker:

»Stk. 3. Udleveres elektricitet til et aftagenummer, hvorefter elektriciteten helt eller delvis leveres fra land til skibe med en bruttotonnage på mindst 400 t, som ligger ved kaj i havn, godtgøres afgiften af leverancen af elektriciteten til skibene med 0,4 øre pr. kWh, jf. dog stk. 4. Godtgørelsen ydes til den, som aftagenummeret omfatter.

Stk. 4. Stk. 3 finder ikke anvendelse, i det omfang

1) elektricitetens spænding er under 380 V,

2) elektriciteten ikke forbruges om bord på skibet,

3) elektriciteten forbruges til ikkeerhvervsmæssige formål eller

4) skibet er oplagt eller på anden måde ikke anvendes til søfart.

Stk. 5. Skatteministeren kan fastsætte nærmere regler for opgørelse af og dokumentation for afgiftsgodtgørelsen efter stk. 3 og 4.«

Stk. 3 bliver herefter stk. 6.

13. Efter § 11 c indsættes:

»§ 11 d. For elektricitet, som en momsregistreret virksomhed køber, er tilbagebetaling af afgift efter bestemmelser i denne lov betinget af,

1) at det fremgår af købsaftalen, at køber er en momsregistreret virksomhed, med angivelse af cvr- eller SE-nummer for momsregistreringen, og

2) at fakturaer vedrørende de aftalte leverancer af elektricitet indeholder oplysning om køberens aktuelle cvr- eller SE-nummer for momsregistreringen.«

14. § 12, stk. 1, 2. pkt., ophæves, og i stedet indsættes:

»Told- og skatteforvaltningen er berettiget til at foretage tilsvarende eftersyn hos elhandelsvirksomheder, den, der udsteder en faktura efter § 7, stk. 3, 6. pkt., og virksomheder, der begærer tilbagebetaling efter bestemmelser i denne lov. Told- og skatteforvaltningen har, hvis det skønnes nødvendigt, til enhver tid mod behørig legitimation uden retskendelse adgang til oplysninger i datahubben af betydning for kontrol af elafgiften og oplysninger i Energinet.dk, som ved?rører verifikation efter § 9, stk. 2, eller meddelelser efter § 9, stk. 3.«

15. I § 12 indsættes efter stk. 2 som nye stykker:

»Stk. 3. Materiale m.v., som er nævnt i stk. 1, skal på anmodning udleveres eller indsendes til told- og skatteforvaltningen.

Stk. 4. Erhvervsdrivende skal på begæring meddele told- og skatteforvaltningen oplysning om deres indkøb af elektricitet. Elhandelsvirksomheder skal tillige på begæring meddele told- og skatteforvaltningen oplysning om indkøb af netydelser med tillæg af afgift pr. aftagenummer og om viderefakturering af afgift til den, der er omfattet af aftage?nummeret. Endvidere skal den, der udsteder en faktura efter § 7, stk. 3, 6. pkt., på begæring meddele told- og skatteforvaltningen oplysning om viderefakturering af afgift til køberen af elektricitet.

Stk. 5. Told- og skatteforvaltningen har, hvis det skønnes nødvendigt, til enhver tid mod behørig legitimation uden retskendelse adgang til at foretage eftersyn af regnskaber m.v. hos de i stk. 4 omhandlede erhvervsdrivende.«

Stk. 3 bliver herefter stk. 6.

16. I § 12, stk. 3, der bliver stk. 6, indsættes efter »stk. 1«: »og 4«.

17. I § 13 indsættes som stk. 2-4:

»Stk. 2. Energinet.dk skal på begæring meddele told- og skatteforvaltningen enhver oplysning i datahubben ved told- og skatteforvaltningens kontrol med fakturering af afgift efter § 7, stk. 3, 3.-5. pkt.

Stk. 3. Politiet yder told- og skatteforvaltningen bistand til gennemførelsen af kontrollen efter § 12.

Stk. 4. Justitsministeren kan efter forhandling med skatteministeren fastsætte nærmere regler for politiets bistand efter stk. 3.«

18. I § 15, stk. 1, litra a, indsættes efter »afgiftskontrollen«: »eller undlader at verificere oplysninger eller forhold efter § 9, stk. 2 eller 5, eller § 9 a, stk. 1 eller 2, eller undlader at meddele oplysninger, som ikke kan verificeres, efter § 9, stk. 3 eller 6«.

19. I § 15, stk. 1, litra b, ændres »§ 7, stk. 1, 2 eller 4,« til: »§ 7, stk. 1 eller 2 eller stk. 3, 4. pkt., jf. dog 5. pkt., eller 7. pkt., eller stk. 4, eller § 9, stk. 4,«.

§ 2

I lov nr. 1390 af 23. december 2012 om ændring af lov om fremme af vedvarende energi, lov om elforsyning, lov om afgift af elektricitet og ligningsloven (Støtte til solcelleanlæg og øvrige små vedvarende energi-anlæg m.v.), som ændret ved § 6 i lov nr. 641 af 12. juni 2013 og § 2 i lov nr. 900 af 4. juli 2013, foretages følgende ændring:

1. I § 6, stk. 6, indsættes som 2. pkt.:

»Det er en forudsætning for afgiftsfritagelsen efter 1. pkt., at elektriciteten afregnes under et aftagenummer, der kun omfatter den forbruger af elektricitet, som afgiftsfritagelsen vedrører.«

§ 3

I momsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 106 af 23. januar 2013, som ændret bl.a. ved § 2 i lov nr. 1637 af 26. december 2013 og § 1 i lov nr. 554 af 2. juni 2014 og senest ved § 19 i lov nr. 1532 af 27. december 2014, foretages følgende ændringer:

1. I § 11, stk. 4, 2. pkt., ændres »§ 46, stk. 5,« til: »§ 46, stk. 6,«.

2. I § 14, stk. 1, nr. 5, ændres »afgiftspligtig videreforhandler,« til: »afgiftspligtig videreforhandler, jf. stk. 2,«.

3. I § 14 indsættes som stk. 2:

»Stk. 2. En afgiftspligtig videreforhandler efter stk. 1, nr. 5, er en afgiftspligtig person, hvis hovedbeskæftigelse i forbindelse med køb af gas eller elektricitet er at videresælge disse varer, og hvis eget forbrug af disse varer er ubetydeligt.«

4. I § 46, stk. 1, nr. 6, ændres »CO2-kvoter eller CO2-kreditter« til: »CO2-kvoter, CO2-kreditter eller gas- og elektricitetscertifikater«.

5. I § 46, stk. 1, nr. 9, udgår »eller«.

6. I § 46, stk. 1, nr. 10, ændres »etableret her i landet.« til: »etableret her i landet, eller«.

7. I § 46, stk. 1, indsættes som nr. 11:

»11) aftageren er en afgiftspligtig person her i landet, der er videreforhandler af gas eller elektricitet, jf. § 14, stk. 2, og som modtager denne gas eller elektricitet fra en virksomhed etableret her i landet, bortset fra når leveringen sker til videreforhandlerens aftagenummer eller målersted, som er defineret i henholdsvis lov om elforsyning og reglerne for gasforsyning.«

8. I § 46 indsættes efter stk. 2 som nyt stykke:

»Stk. 3. Afgiftspligtige personer, som i henhold til § 47, stk. 3, 2. pkt., har en særskilt registreret virksomhed, som er videreforhandler af gas eller elektricitet, kan efter anmodning få tilladelse af told- og skatteforvaltningen til ikke at anvende stk. 1, nr. 11, ved salg af gas eller elektricitet til denne videreforhandler. Tilladelsen kan kun gives, hvis den afgiftspligtige person er producent af gas eller elektricitet, eller hvis registreringen efter § 47, stk. 3, 2. pkt., har været i kraft i mindst 1 år. Told- og skatteforvaltningen kan nægte at give tilladelse, såfremt forvaltningen er i besiddelse af oplysninger, som indikerer, at tilladelsen vil blive benyttet til momsunddragelse.«

Stk. 3-14 bliver herefter stk. 4-15.

9. I § 46, stk. 9, nr. 2, der bliver stk. 10, nr. 2, ændres »stk. 10« til: »stk. 11«.

10. I § 46, stk. 10, 1. pkt., der bliver stk. 11, 1. pkt., ændres »stk. 9, 1. og 2. pkt.,« til: »stk. 10, 1. og 2. pkt.,«.

11. I § 46, stk. 12 og 13, der bliver stk. 13 og 14, ændres to steder i stk. 12 og et sted i stk. 13 »stk. 11« til: »stk. 12«.

12. I § 46, stk. 14, der bliver stk. 15, ændres »stk. 1 eller 11« til: »stk. 1 eller 12«.

13. I § 50, 1. pkt., ændres »§ 46, stk. 3« til: »§ 46, stk. 4«.

14. I § 50 b ændres »§ 46, stk. 1, nr. 6-10« til: »§ 46, stk. 1, nr. 6-11«.

§ 4

I lov nr. 555 af 2. juni 2014 om ændring af lov om afgift af elektricitet, lov om afgift af naturgas og bygas, lov om afgift af stenkul, brunkul og koks m.v. og forskellige andre love (Afgiftsnedsættelse for elektricitet fra land til visse erhvervsskibe i havne, mulighed for kraft-varme-værker for at opgøre afgifter på timebasis, ændring af afgiftsregler for biogas m.v. af hensyn til energibeskatningsdirektivet, forsøgsordning med udvidet benyttelse af afgiftsfri institutionsbusser m.v. i frikommuner og forlængelse af forhøjet befordringsfradrag for pendlere i yderkommuner), som ændret ved § 33 i lov nr. 1532 af 27. december 2014, foretages følgende ændring:

1. I § 9, stk. 5, indsættes som 3. pkt.:

»§ 1 kan dog ikke finde anvendelse efter den 31. marts 2016.«

§ 5

Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. juli 2015, jf. dog stk. 2 og 3.

Stk. 2. § 1, nr. 1-11 og 13-19, og § 2 træder i kraft den 1. april 2016.

Stk. 3. Skatteministeren fastsætter tidspunktet for ikrafttrædelsen af § 1, nr. 12, til den 1. april 2016 eller en senere dato.

Stk. 4. § 1, nr. 12, finder anvendelse indtil tidspunktet for udløbet af den periode, hvori afgiftslempelsen kan anvendes ifølge Rådets tilladelse efter artikel 19 i Rådets direktiv 2003/96/EF af 27. oktober 2003 om omstrukturering af EF-bestemmelserne for beskatning af energiprodukter og elektricitet, EU-Tidende 2003, nr. L 283, side 51. Skatteministeren bekendtgør i forbindelse med ikrafttrædelsen, jf. stk. 3, tidspunktet efter 1. pkt. Skatteministeren kan på baggrund af en ny tilladelse fra Rådet bekendtgøre, at § 1, nr. 12, finder anvendelse indtil tidspunktet for udløbet af den periode, hvori afgiftslempelsen kan anvendes ifølge den nye tilladelse. Det er en forudsætning for anvendelsen af 3. pkt., at der ikke er en periode mellem den tidligere og den efterfølgende tilladelse, som ikke er omfattet af en tilladelse.

Stk. 5. Registrerede virksomheder, der er nævnt i § 3, stk. 1, nr. 1, og stk. 2, i lov om afgift af elektricitet, skal have overført oplysninger om afgiftsforhold for ethvert aftagen?ummer til Energinet.dk inden den 1. april 2016.

Stk. 6. Skatteministeren kan fastsætte nærmere regler ve?drørende overførslen af oplysninger nævnt i stk. 5.

Officielle noter

1) Loven har som udkast været notificeret i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/34/EF (informationsproceduredirektivet) som ændret ved direktiv 98/48/EF.

2) Loven indeholder bestemmelser, der gennemfører Rådets direktiv 2013/43/EU af 22. juli 2013 om ændring af direktiv 2006/112/EF om det fælles merværdiafgiftssystem for så vidt angår en fakultativ og midlertidig anvendelse af ordningen for omvendt betalingspligt ved levering af bestemte varer og tjenesteydelser, som kan være udsat for svig, EU-Tidende 2013, nr. L 201, side 4-6.