L 151 Forslag til lov om ændring af lov om elforsyning.

(Justering og udskydelse af engrosmodellen og udskydelse af leveringspligten).

Af: Klima-, energi- og bygningsminister Rasmus Helveg Petersen (RV)
Udvalg: Klima-, Energi- og Bygningsudvalget
Samling: 2014-15 (1. samling)
Status: Stadfæstet

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 25-02-2015

Fremsættelse: 25-02-2015

Skriftlig fremsættelse (25. februar 2015)

20141_l151_fremsaettelsestale.pdf
Html-version

Skriftlig fremsættelse (25. februar 2015)

Klima-, energi- og bygningsministeren (Rasmus Helveg Petersen)

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:

Forslag til lov om ændring af lov om elforsyning (Justering og udskydelse af engrosmodellen og udskydelse af leveringspligten)

(Lovforslag nr. L 151)

Lovforslaget har til formål at justere den såkaldte engrosmodel for detailmarkedet for elektricitet. Engrosmodellen indebærer, at forbrugerne kun vil modtage elregninger fra deres elhandelsvirksomheder, og at en større del af de forbrugerrelaterede opgaver varetages af konkurrenceudsatte virksomheder. Indførelsen sker med henblik på at fremme konkurrencen på elmarkedet. Behovet for en justering skyldes, at der ved forberedelsen af udmøntningen af engrosmodellen har vist sig praktiske vanskeligheder med at gennemføre en forsikringsordning for elhandelsvirksomhedernes indbetalinger af elafgifter til told- og skatteforvaltningen. Med lovforslaget foreslås derfor, at afgiftsindbetalingerne varetages af netvirksomhederne i stedet for af elhandelsvirksomhederne.

Med lovforslaget foreslås endvidere en udskydelse af idriftsættelsen af engrosmodellen og leveringspligten til den 1. april 2016, således at de nødvendige tilpasninger af it-systemer og administrative procedurer kan gennemføres sikkert inden idriftsættelsen.

Endelig foreslås en række mindre tekniske ændringer af loven.

Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter.

Lovforslaget vurderes ikke at have administrative konsekvenser for det offentlige.

Lovforslaget indebærer, at told- og skatteforvaltningen vil få sikkerhed for korrekt indbetaling af elafgifterne, bortset fra en minimal risiko for tab ved en netvirksomheds konkurs. Staten vil få et engangstab på ca. 1 mia. kr. på elafgifterne fra ikkestorforbrugere som følge af ændret opkrævningsmønster fra hyppigt anvendt forud­fakturering til bagudfak­turering.

Lovforslaget vurderes ikke samlet set at medføre administrative konsekvenser for erhvervslivet, da opgaven med at opkræve elafgifter blot flyttes fra elhandelsvirksomhederne til netvirksomhederne.

Lovforslaget indebærer, at elhandelsvirksomhederne vil opnå en besparelse på ca. 25 mio. kr. om året, da de ikke skal være omfattet af en kollektiv garanti- eller forsikringsordning for elafgifterne. Elhandelsvirk­somheder, der sælger forudbetalte elprodukter, vil have en likviditetsmæssig fordel heraf. Det estimeres, at Energinet.dk vil have øgede omkostninger på 10-15 mio kr. til udvikling af ny funktionalitet i datahubben, som vil blive afholdt inden for Energinet.dk's ramme. Endvidere vurderes udskydelsen til den 1. april 2016 at medføre øgede omkostninger for Energinet.dk til implementering på ca. 18 mio. kr., som vil blive dækket over Energinet.dk's tariffer. Dansk Energi skønner under betydelig usikkerhed, at ændringen og udskydelsen af engrosmodellen til d. 1. april 2016 samlet set vil medføre omkostninger på mindst 41 mio. kr. for netvirksomhederne og mindst 30 mio. kr. for elhandelsvirksomhederne.

Lovforslaget har ikke konsekvenser for miljøet.

Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.