L 51 Forslag til lov om ændring af bogføringsloven.

(Opbevaring af regnskabsmateriale m.v.).

Af: Erhvervs- og vækstminister Henrik Sass Larsen (S)
Udvalg: Erhvervs-, Vækst- og Eksportudvalget
Samling: 2014-15 (1. samling)
Status: Stadfæstet

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 05-11-2014

Skriftlig fremsættelse (5. november 2014)

20141_l51_fremsaettelsestale.pdf
Html-version

Skriftlig fremsættelse (5. november 2014)

Erhvervs- og vækstministeren (Henrik Sass Larsen):

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:

Forslag til lov om ændring af bogføringsloven (Opbevaring af regnskabsmateriale m.v.)

(Lovforslag nr. L 51)

Formålet med lovforslaget er at tilpasse de gældende regler i bogføringsloven, så de bliver tidssvarende i lyset af den digitale udvikling, og samtidig skabe administrative og økonomiske lettelser for virksomhederne.

I dag anvender virksomhederne i stigende grad it-systemer i deres administrative processer, herunder til bogføring, regnskabsudarbejdelse og opbevaring af regnskabsmateriale. En stor del af de danske virksomheder udnytter de muligheder, som den teknologiske udvikling giver, for at effektivisere deres processer i forbindelse med regnskabsudarbejdelse. Dette sker i stigende grad i form af såkaldt 'cloud computing'. Da de nuværende regler om opbevaring af regnskabsmateriale blev indført, var det almindeligt at opbevare regnskabsmaterialet i papirform.

Efter de gældende regler er det hovedreglen, at regnskabsmaterialet skal opbevares her i landet, og virksomheder skal søge om dispensation hos Erhvervsstyrelsen, hvis de ønsker at opbevare regnskabsmateriale i udlandet. Denne ordning forekommer i lyset af den digitale udvikling at være unødigt bureaukratisk og byrdefuld for virksomhederne og foreslås derfor afskaffet.

Reglerne i bogføringsloven om opbevaring af regnskabsmateriale foreslås ændret, så regnskabsmateriale i elektronisk form fremover kan opbevares i udlandet uden forudgående ansøgning eller anmeldelse til offentlige myndigheder, såfremt virksomheden opfylder en række nærmere fastsatte krav. Det væsentligste krav er, at der skal være onlineadgang til det regnskabsmateriale, der opbevares i udlandet, så myndighederne til enhver tid kan få adgang til materialet fra f.eks. en computer i Danmark, ligesom systembeskrivelser og adgangskoder skal opbevares i Danmark.

Det bemærkes, at det fortsat er den bogføringspligtige virksomheds ansvar, at opbevaringen af regnskabsmaterialet sker i overensstemmelse med bogføringsloven i øvrigt.

Forslaget fremsættes som et led i regeringens generelle målsætning om at lette virksomhedernes administrative og økonomiske byrder samt understøtte øget digitalisering - både i virksomheder og i det offentlige.

Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.