Vedtaget af Folketinget ved 3. behandling
den 19. december 2014
Forslag
til
Lov om ændring af lov om social pension
(Genindførelse af tidligere
gældende regler for optjening af ret til folkepension for
flygtninge)
§ 1
I lov om social pension, jf.
lovbekendtgørelse nr. 1137 af 20. oktober 2014, som
ændret ved § 1 i lov nr. 574 af 10. juni 2014,
foretages følgende ændring:
1. § 9 affattes således:
»§ 9. Ved opgørelse af
bopælstid for en person omfattet af § 2, stk. 2,
nr. 2, sidestilles bopæl i oprindelseslandet med bopæl
her i riget. Det samme gælder andre lande, hvori den
pågældende har haft bopæl på et grundlag
svarende til det, der er nævnt i udlændingelovens
§ 7.
Stk. 2. Stk. 1 finder
anvendelse, uanset om den pågældende opnår dansk
indfødsret.
Stk. 3. Stk. 1 anvendes
kun, så længe den pågældende har fast
bopæl her i riget.
Stk. 4. Stk. 1 anvendes
ikke for perioder, hvor der er ret til pension fra
oprindelseslandet og andre lande, der er nævnt i stk.
1.«
§ 2
Stk. 1. Loven
træder i kraft den 1. januar 2015.
Stk. 2.
Udlændinge, der er indrejst i Danmark i perioden fra den 1.
januar 2011 til den 31. december 2014, som er meddelt ophold i
Danmark efter udlændingelovens § 7 eller § 8,
og som inden lovens ikrafttræden er tilkendt folkepension,
har uden ansøgning med virkning fra den 1. januar 2015 ret
til at få fastsat den tilkendte folkepension på
baggrund af en opgørelse af bopælstid efter
§ 1, nr. 1.