Ændringsforslag stillet den 21.
januar 2015
Til § 2
Af Villum
Christensen (LA):
1)
Efter nr. 1 indsættes som nyt nummer
»01. I §
30 indsættes som stk.
8:
»Stk. 8.
Kommunalbestyrelsen skal undersøge alternative
løsninger til opnåelse af god økologisk
tilstand, før der meddeles påbud efter stk.
1.««
[Sikring af proportionalitet i
tiltag frem for påbud]
Bemærkninger
Til nr. 1
Det foreslås, at der i
miljøbeskyttelseslovens § 30 indsættes et stk. 8,
hvorefter kommunalbestyrelsen skal undersøge alternative
løsninger for spildevandsrensning i det åbne land,
før der meddeles påbud efter
miljøbeskyttelseslovens § 30, stk. 1.
Formålet med denne bestemmelse er at
sikre, at kommunerne ikke anvender løsninger, der er
unødig omkostningsfulde for grundejerne for at nå
ønsket om en god vandkvalitet. Der kan i flere
tilfælde være andre løsninger, der kan fremme
vandkvaliteten, uden at det er nødvendigt at skride til
påbud over for grundejerne. En sådan ændring vil
betyde, at langt færre lodsejere vil få
økonomiske vanskeligheder i forbindelse med kommunens
indsatser for opfyldelse af vandplanernes kvalitetskrav. Disse
omprioriteringer af indsatserne i det åbne land er i
øvrigt langt mere i tråd med
proportionalitetsprincippet og dermed kravene i dansk
forvaltningsret.
Det er derfor væsentligt, at
kommunerne har forholdt sig til det fulde faglige grundlag og
dermed sikrer den nødvendige sammenhæng mellem
renseeffekten af indsatserne og mulighederne for at påvirke
målsætningerne om god økologisk tilstand.
Det ligger forslagsstiller på sinde,
at man ikke bare mekanisk sender påbud ud uden at overveje
andre løsninger, som kan have bedre virkning på
vandmiljøet. Ellers risikerer vi, at kommunerne skyder
gråspurve med kanoner med det resultat, at borgerne får
unødvendige påbud og dermed en dårligere
økonomi.