Skriftlig fremsættelse (3. juli
2015)
Beskæftigelsesministeren (Jørn
Neergaard Larsen):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om ændring af lov om
social pension (Harmonisering af regler om opgørelser af
bopælstid for folkepension)
(Lovforslag nr. L 3)
Regeringen ønsker at gøre det
mindre attraktivt at søge asyl i Danmark. Samtidig
ønsker regeringen at give nytilkomne flygtninge og
udlændinge et større incitament til at arbejde og
blive integreret i det danske samfund.
Mange forhold har betydning for hvor mange
asylansøgere, der kommer til Danmark, blandt andet det
samlede antal asylsøgere, der søger til Europa,
asylpraksis og økonomiske vilkår i de enkelte
lande.
I første omgang fremsættes tre
lovforslag, som reducerer den økonomiske fordel ved at
få asyl i Danmark: Indførelse af en
integrationsydelse, genindførelse af optjeningsprincippet
for ret til børnetilskud og børne- og ungeydelse for
flygtninge og en harmonisering af optjeningsreglerne for
folkepension.
Dette lovforslag vedrører
harmonisering af reglerne om opgørelse af bopælstid
for ret til folkepension for personer, som har fået
opholdstilladelse efter §§ 7 og 8 i udlændingeloven
med reglerne for opgørelse af bopælstid for
øvrige udlændinge og danskere, der har haft ophold i
andre lande.
Formålet med lovforslaget er, at
flygtninge ikke skal optjene folkepension efter gunstigere regler
end andre, som har haft bopæl i udlandet.
Det foreslås således, at
afskaffe flygtninges adgang til at medregne bopælstid i
oprindelseslandet ved beregning af folkepension. Dermed omfattes
flygtninge af de samme principper, som gælder for
øvrige indvandrere og danskere, der har haft ophold i andre
lande. Flygtninge, der ikke længere vil kunne modtage fuld
folkepension, kan efter en konkret individuel vurdering modtage
personligt tillæg efter pensionsloven, kontanthjælp
eller integrationsydelse, jf. det af udlændige-,
integrations- og boligministeren samtidigt fremsatte lovforslag om
indførelse af integrationsydelse.
Loven foreslås at træde i kraft
den 1. september 2015 og fra dette tidspunkt få virkning for
nytilkomne flygtninge.
For at give herboende flygtninge mulighed
for at indrette sig på de ændrede regler er der
foreslået en overgangsordning for flygtninge, der er indrejst
i Danmark inden lovens ikrafttræden, og som når
folkepensionsalderen før 1. januar 2021.
Den foreslåede harmonisering af
regler for opgørelse af bopælstid for
folkepensionister skønnes at berøre ca. 500 personer
årligt på kort sigt. Det skønnes, at forslaget
på kort sigt vil medføre offentlige mindreudgifter
(før skat og tilbageløb af moms og afgifter) på
0,8 mio. kr. i 2015, 7,3 mio. kr. i 2016, 14,6 mio. kr. i 2017 og
24,3 mio. kr. i 2018. På langt sigt vil mindreudgifterne
udgøre ca. 330 mio. kr. årligt.
Lovforslagets økonomiske
konsekvenser skal forhandles med de kommunale parter.
Udkastet til lovforslag er ikke forinden
fremsættelsen sendt i høring som følge af et
ønske om en hurtig fremsættelse af lovforslaget efter
regeringens tiltrædelse. Lovforslaget vil umiddelbart efter
1. behandlingen af lovforslaget blive sendt i høring med
frist den 5. august 2015.
Af hensyn til lovforslagets hastende
karakter skal jeg anmode om, at lovforslaget 1. behandles samme dag
som fremsættelsen den 3. juli 2015.
Idet jeg i øvrigt henviser til
lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed
anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige
behandling.