Fremsat den 5. april 2016 af Peter Kofod
Poulsen (DF), Kenneth Kristensen Berth (DF), Tilde Bork (DF),?
Kristian Thulesen Dahl (DF), Susanne Eilersen (DF), Søren
Espersen (DF), Martin Henriksen (DF) og Peter Skaarup (DF)
Forslag til folketingsbeslutning
om lovliggørelse af peberspray til
selvforsvar inden for rammerne af lovligt nødværge
Folketinget pålægger regeringen
inden den 1. januar 2017 at tage de nødvendige initiativer,
således at danske statsborgere over 15 år kan få
tilladelse til at anskaffe, besidde og anvende en peberspray i
selvforsvar inden for rammerne af straffelovens bestemmelser om
lovligt nødværge. Anskaffelsen og besiddelsen af en
peberspray skal ske efter de samme kriteriet, som gælder for
udstedelse af våbentilladelse, med de nødvendige
modifikationer.
Bemærkninger til forslaget
Det er forslagsstillernes opfattelse, at det
skal være lovligt at anskaffe, besidde og anvende en
peberspray til selvforsvar inden for rammerne af lovligt
nødværge.
I januar 2016 kunne medierne skrive om en sag
fra Sønderborg, hvor en mand en onsdag aften havde
væltet en 17-årig kvinde omkuld og knappet hendes
bukser op formentligt med den hensigt at gøre kvinden
fortræd ved at voldtage hende. Kvinden havde imidlertid
åndsnærværelse nok til at anvende en ulovligt
anskaffet peberspray i selvforsvaret af sin person, hvorved en
forbrydelse og en krænkelse af kvinden lykkeligvis blev
afværget. Den unge kvinde må nu formentligt
imødese en sigtelse for ulovlig våbenbesiddelse
(»17-årig sexkrænket: Nu risikerer HUN en
bøde«, Ekstra Bladet, den 26. januar 2016).
Pebersprayen er en moderne teknologisk
opfindelse, der på en enkelt og effektiv måde kan
afvæbne en gerningsperson og forhindre en forbrydelse.
En peberspray er en lille spray, der typisk
indeholder et udtræk af cayennepeber eller chili blandet med
vand eller olie. Den anvendes ved at sprøjte mod en persons
ansigt, hvorved akut øjenkrampe og midlertidig blindhed
opstår. Blindheden varer en halv times tid og er forsvundet
efter et par timer. Sprayen giver ikke varige skader eller men. En
almindelig deodorantspray skulle efter sigende være et
farligere alternativ til en peberspray.
I dag er det ulovligt for private at
købe, besidde og anvende peberspray. I Tyskland er
peberspray derimod lovlig, og en del danske statsborgere
køber derfor peberspray i Tyskland for derefter at medtage
den ulovligt til Danmark. Bliver man taget i Danmark med en
peberspray, er straffen normalt en bøde.
Siden den 1. januar 2008
(bekendtgørelse nr. 1430 af 11. december 2007) har politiet
haft peberspray som en del af udrustningen, netop fordi
pebersprayen passiverer og stopper gerningspersoner og derfor er et
godt redskab. I 2011 anvendte politibetjente peberspray 1.654
gange, mens antallet var faldet til 810 i 2014 (»Brug af
peberspray i dansk politi«, Institut for Menneskerettigheder,
2015). Politiets anvendelse af peberspray har ikke givet anledning
til kritik.
Forslagsstillerne finder det rimeligt, at
danske statsborgere over 15 år kan få tilladelse til at
anskaffe, besidde og anvende en peberspray i selvforsvar inden for
rammerne af straffelovens bestemmelser om lovligt
nødværge. Anskaffelsen og besiddelsen af peberspray
skal ske efter de samme kriterier, som gælder for udstedelse
af våbentilladelse, med de nødvendige
modifikationer.
Forslagsstillerne opfatter en peberspray som
et relativt harmløst selvforsvarsvåben, der korrekt
anvendt og inden for lovens rammer formentlig vil have en positiv
indflydelse dels på borgernes tryghedsfølelse, dels
på kriminaliteten, fordi flere gerningspersoner holder sig i
skindet.
En peberspray vil give borgere, der
færdes alene ude om natten, eksempelvis unge kvinder, en
øget tryghed med bedre livskvalitet til følge.
Frygten for vold, voldtægt, overfald, hjemmerøveri
m.v. er til stede i mange borgeres bevidsthed, og en peberspray kan
være det selvforsvarsvåben, der giver tryghed, og som
giver borgerne en chance for at afværge en forbrydelse, hvis
en gerningsperson alligevel forsøger at angribe og
intimidere ens privatsfære.
Det skal være frivilligt at anskaffe,
besidde og anvende peberspray, og personer, der ikke hylder retten
til at slå fra sig i lovligt nødværge, skal
selvfølgelig ikke tvinges til at gå med
peberspray.
Forslagsstillerne forestiller sig, at danske
statsborgere over 15 år, der ønsker en peberspray,
skal rette henvendelse til Borgerservice i bopælskommunen
enten ved personligt fremmøde eller via kommunens hjemmeside
og ansøge om tilladelse til at anskaffe og besidde en
peberspray.
Borgerservice undersøger, om
ansøgeren opfylder betingelserne, og giver herefter borgeren
en tilladelse - normalt i løbet af et par dage. Så
snart tilladelsen er givet, kan borgeren af egen drift og for egen
regning købe en peberspray, gå med den i lommen og
bruge den inden for rammerne af lovligt nødværge.
I dag kan peberspray ikke købes lovligt
i Danmark, og det er derfor heller ikke lovligt at sælge
peberspray. En lovliggørelse af peberspray vil betyde, at
peberspray også lovligt vil kunne sælges i Danmark. Der
vil opstå et nyt marked, og det kan tænkes, at
supermarkeder, tankstationer, byggemarkeder og lign. vil
sætte peberspray på hylderne. I forbindelse med salget
skal butikkerne ikke have noget ansvar, når blot det tydeligt
af pakningen fremgår, at købet forudsætter en
tilladelse. Det er køberen, der hundrede procent
indestår for, at vedkommende har en gyldig tilladelse til at
købe en peberspray. Køber en borger uden tilladelse
alligevel en peberspray, har borgeren forbrudt sig mod reglerne -
og opdages det, skal straffen som udgangspunkt være en
ubetinget fængselsstraf på minimum 4 ugers
fængsel.
Forslagsstillerne har i forbindelse med
lanceringen af dette forslag via dagspressen erfaret, at der er
skepsis mod forslaget fra andre partier. Men forslagsstillerne
håber på og imødeser en fordomsfri debat og
glædes over, at to politiske ungdomsafdelinger har taget klar
stilling. Liberal Alliances Ungdom skriver på sin hjemmeside:
»Peberspray og lignende midler til selvforsvar skal
være lovlige, ligesom boligejere som udgangspunkt skal kunne
forsvare sig mod indbrudstyve« (LA Ungdom Aalborg,
arbejdsprogram om retspolitik, 2016 og Venstres Ungdom har i
slutningen af januar 2016 lanceret kampagnen »Giv retten til
tryghed - lovliggør peberspray«.
Skriftlig fremsættelse
Peter Kofod
Poulsen (DF):
Som ordfører for forslagsstillerne
tillader jeg mig herved at fremsætte:
Forslag til folketingsbeslutning om
lovliggørelse af peberspray til selvforsvar inden for
rammerne af lovligt nødværge.
(Beslutningsforslag nr. B 170)
Jeg henviser i øvrigt til de
bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til
Tingets velvillige behandling.