B 35 Forslag til folketingsbeslutning om økonomisk kompensation i forbindelse med klagesager.

Udvalg: Social- og Indenrigsudvalget
Samling: 2015-16
Status: Forkastet

Beslutningsforslag som fremsat

Fremsat: 20-11-2015

Fremsat: 20-11-2015

Fremsat den 20. november 2015 af Karina Adsbøl (DF), Jens Henrik Thulesen Dahl (DF), Kristian Thulesen Dahl (DF), Karina Due (DF), Susanne Eilersen (DF), Søren Espersen (DF), Karin Nødgaard (DF), Peter Skaarup (DF) og Dorthe Ullemose (DF)

20151_b35_som_fremsat.pdf
Html-version

Fremsat den 20. november 2015 af Karina Adsbøl (DF), Jens Henrik Thulesen Dahl (DF), Kristian Thulesen Dahl (DF), Karina Due (DF), Susanne Eilersen (DF), Søren Espersen (DF), Karin Nødgaard (DF), Peter Skaarup (DF) og Dorthe Ullemose (DF)

Forslag til folketingsbeslutning

om økonomisk kompensation i forbindelse med klagesager

Folketinget pålægger regeringen inden juni 2016 at fremsætte de fornødne lovforslag eller foretage de nødvendige ændringer af administrative forskrifter med det formål, at der kan udbetales en kompensation til borgere i tilfælde, hvor Ankestyrelsen giver borgeren medhold i, at kommunen har truffet en forkert beslutning efter serviceloven.

Bemærkninger til forslaget

Beslutningsforslaget er en delvis genfremsættelse af beslutningsforslag nr. B 110, folketingsåret 2012-13. Der henvises til www.folketingstidende.dk, Folketingstidende 2012-13, sektion A, B 110 som fremsat, og sektion F, møde 95 kl. 15.41.

Baggrund for forslaget

Forslagsstillerne mener, at det er rimeligt, at borgere, der ved Ankestyrelsen får medhold i en klagesag mod kommunen, kan tilkendes kompensation.

Hver dag træffer kommunerne afgørelser efter lov om social service om forhold vedrørende ældre og udsatte borgere. Det kan f.eks. være i sager om hjemmehjælp, personlig pleje og lign. I en række tilfælde indebærer afgørelsen, at borgeren mister et gode helt eller delvis, som borgeren hidtil har haft. Det kan f.eks. være, at borgeren har fået tildelt hjemmehjælp i 6 timer om ugen, men at kommunen nu træffer afgørelse om at nedsætte hjemmehjælpen til eksempelvis det halve.

Kommunen træffer afgørelser ud fra en konkret og individuel vurdering af borgerens forhold på baggrund af den gældende lovgivning. Men virkeligheden er også, at kommunens økonomi kan være en faktor, der påvirker afgørelsen, når kommunen skal have økonomien til at hænge sammen. I mange kommuner træffes afgørelser, som kommunen godt ved er på kant med loven, og kommunen kan også have en interesse i at prøve lovens rammer af. Der er derved nogle uhensigtsmæssige økonomiske incitamenter i den nuværende struktur til fordel for den kommunale myndighed.

Er borgeren ikke enig i eller tilfreds med den kommunale afgørelse, kan borgeren klage over afgørelsen til kommunen, hvor sagen revurderes, og hvis kommunen fastholder sin afgørelse sender kommunen klagen og sagens akter videre til Ankestyrelsen, der herefter behandler sagen.

Kompensation

Forslagsstillerne mener, at det er rimeligt, at borgeren tilkendes en kompensation i de tilfælde, hvor Ankestyrelsen giver borgeren medhold i vedkommendes klagesag, idet borgeren i en periode har måttet lide under kommunens forkerte afgørelse og har måttet undvære hjælp fra kommunen. Hvis borgerens klage eksempelvis omhandlede nedsat hjemmehjælp med 4 timer om ugen, så har borgeren tålt denne forringelse, mens klagesagen har kørt. Hvis hele klageforløbet har strakt sig over eksempelvis 10 måneder, så har borgeren lidt under 4 timers ugentligt manglende hjemmehjælp gennem 10 måneder, hvilket efter forslagsstillernes opfattelse skal udløse en kontant kompensation.

Den myndighed, der har truffet den forkerte beslutning, skal afholde kompensationen. Kompensationen skal tjene to formål: For det første som et plaster på såret til borgeren over det manglende gode, borgeren ikke har haft adgang til i klageperioden. For det andet som et signal til kommunen om at være mere omhyggelig med at træffe de rigtige afgørelser første gang. En kompensationsordning vil dermed medvirke til at skabe et økonomisk incitament, så kommunen træffer den rigtige afgørelse første gang.

Kompensationen må ikke erstatte eller træde i stedet for en eventuel højere erstatning, der ellers ville være blevet tilkendt klageren.

Kompensationens størrelse skal stå i et rimeligt forhold til borgerens manglende gode og den tid, borgeren har manglet godet, og skal udmåles af Ankestyrelsen, når der træffes endelig afgørelse i sagen.

Forslagsstillerne er overbeviste om, at en kompensationsordning i forbindelse med en klagesag, der giver borgeren medhold, vil være en økonomisk motivering for kommunerne til hurtigt og effektivt at træffe de rigtige afgørelser.

Skriftlig fremsættelse

Karina Adsbøl (DF):

Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte:

Forslag til folketingsbeslutning om økonomisk kompensation i forbindelse med klagesager.

(Beslutningsforslag nr. B 35)

Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.