Fremsat den 20. november 2015 af Karina
Adsbøl (DF), Jens Henrik Thulesen Dahl (DF), Kristian
Thulesen Dahl (DF), Karina Due (DF), Susanne Eilersen (DF),
Søren Espersen (DF), Karin Nødgaard (DF),
Peter Skaarup (DF) og Dorthe Ullemose (DF)
Forslag til folketingsbeslutning
om opsættende virkning i klagesager for
borgere med handicap
Folketinget pålægger regeringen at
fremsætte lovforslag, der giver opsættende virkning i
klagesager for borgere med handicap, der har fået frataget
eller nedsat hjælp, selv om den pågældende ikke
har forbedret sin funktionsevne.
Bemærkninger til forslaget
Beslutningsforslaget er en delvis
genfremsættelse af beslutningsforslag nr. B 101 som fremsat,
folketingsåret 2013-14. Der henvises til
www.folketingstidende.dk, Folketingstidende 2013-14, sektion A, B
101 som fremsat, og sektion F, møde 86 kl. 16.24. Der er
indsat supplerende nye bemærkninger.
Borgere med handicap kan klage, hvis kommunen
fratager eller nedsætter den hjælp, som de er visiteret
til af kommunen. Den hjælp, borgere med handicap er visiteret
til, har afgørende betydning for deres hverdag.
Hjælpen kan f.eks. bestå af personlig hjælp og
pleje, hjælpemidler, praktisk hjælp og ledsagelse.
Forringelser i hjælpen kan finde sted,
selv om borgeren klager over afgørelsen, f.eks. indtil
borgeren eventuelt får medhold i sin klage, og indtil
kommunen får efterlevet afgørelsen. Denne periode kan
strække sig over et eller flere år, hvor borgeren
må klare sig uden den hjælp og støtte, som den
pågældende er blevet frakendt. Og efter de sociale
nævn er blevet nedlagt, er sagspuklen i Ankestyrelsen stor.
Flere borgere og flere handicaporganisationer har gentagne gange
påpeget problematikken. Hverdagen for mennesker med handicap
bliver besværliggjort i den periode, hvor de
uretmæssigt må undvære den hjælp, der er
med til at opretholde deres almindelige livsførelse. Det kan
gå ud over deres livskvalitet, forringe deres funktionsevne,
forringe deres jobsituation, gå ud over familielivet og
påvirke dem hårdt psykisk - alt sammen forhold, der kan
medføre uoprettelige skader.
Proceduren giver kommunerne et
økonomisk incitament til at fratage eller forringe
hjælpen til borgere med handicap, også når det
virker i strid med loven. Da det er omkostningsfrit at
prøvekøre sager i Ankestyrelsen, sparer kommunerne,
uanset hvordan sagen ender, udgifter til hjælpen, mens
klagesagen kører. Jo længere sagsbehandlingstid, desto
større besparelse, hvilket er et incitament for kommunerne
til at trække sagerne i langdrag. Denne økonomiske
gevinst får kommunerne lov til at beholde, også selv om
borgeren får medhold i sin klage. Det er ikke rimeligt, og
derfor genfremsætter Dansk Folkeparti samtidig med dette
beslutningsforslag også beslutningsforslaget om
økonomisk kompensation i forbindelse med klagesager (B 110,
folketingsåret 2012-13). Beslutningsforslaget går ud
på, at handicappede borgere skal have kompensation, hvis de
får medhold i deres klage.
Dansk Folkeparti ønsker med
indeværende forslag at indføre, at klager får
opsættende virkning i de sager, hvor borgerens funktionsevne
ikke er forbedret, det vil sige, at borgeren først får
frataget/nedsat vedkommendes hjælp, hvis borgeren ikke
får medhold i Ankestyrelsen. Reglerne for opsættende
virkning inden for servicelovens område findes i
retssikkerhedslovens § 72. Hovedreglen fremgår af §
72, stk. 1, hvor det er nævnt, at klage over en
afgørelse ikke har opsættende virkning. Herefter
følger en række tilfælde, hvor en klage
alligevel har opsættende virkning. Det fremgår
endvidere af § 72, stk. 4, at Ankestyrelsen efter
begæring kan tillægge en klage, f.eks. over en
afgørelse om botilbud efter servicelovens kapitel 20,
opsættende virkning. Erfaringen viser dog, at det
sjældent sker i praksis.
Der har været en række artikler om
problemstillingen, hvor bl.a. Ekstra Bladet har beskrevet, hvordan
kommuner tjener penge på dårlig sagsbehandling
(»Kritik: Ministeren tager ikke kommunernes lovbrud
alvorligt«, www.ekstrabladet.dk, den 9. januar 2014). I
artiklen tilkendegiver flere partier, at dette ikke er
rimeligt.
Også Landsforeningen LEV har
påpeget problemstillingen: »Det er en problematik, som
LEV har forsøgt at rejse over for ministre og Folketing
gentagne gange. LEV mener det er dybt problematisk hvis
dårlig sagsbehandling og rettighedskrænkelser skal
være kommunernes måde at spare penge på«
(»Ser socialministeren gennem fingre med ulovlig
sagsbehandling? « www.lev.dk, den 14. januar 2014).
Muskelsvindfonden har også ad flere
omgange givet udtryk for uhensigtsmæssighederne, bl.a. ved en
henvendelse til Socialudvalget den 14. november 2012
(folketingsåret 2012-13, Socialudvalget, alm. del, bilag 69)
og i artiklen »Socialminister Manu Sareen (R): O.k. at
kommuner tjener penge på lovbrud« i Ekstra Bladet den
22. marts 2014.
Derudover har formanden for Det Centrale
Handicapråd, Tue Byskov Bøtkjær, påpeget,
at det er en forkert incitamentsstruktur: »Det er
afgørende, at kommunerne ikke har et økonomisk
incitament til at være på den forkerte side af
loven« (»Ulovlige afgørelser skal ramme
kommunekassen«, Politiken, den 22. november 2012), ligesom
også Spastikerforeningen er overbevist om, at kommunerne ikke
træffer de rigtige afgørelser af sparehensyn
(»Handicappede får først hjælp efter
klagesager«, Kristeligt Dagblad, den 26. januar 2012.)
Senest har Scleroseforeningen problematiseret,
at Ankestyrelsen omgør 35 pct. af de klagesager, som
styrelsen behandler. Scleroseforeningen fremkommer med en skarp
kritik af kommunerne, som foreningen mener enten ikke er kompetente
nok til at afgøre sagerne eller simpelthen spekulerer i at
teste lovens nedre grænse. Af artiklen fremgår det
også, at Advokatrådet ønsker, at kommunernes
afgørelser skal have opsættende virkning
(»Scleroseforeningen: KL mangler vilje eller evne«,
Altinget.dk, den 15. september 2015).
Ombudsmanden har også et stort fokus
på området, og med udgangspunkt i en sag fra Odense
Kommune, hvor en kvinde uretmæssigt blev frataget sin
BPA-ordning, udtaler han, at »Det kan have meget store
konsekvenser for en borger med et alvorligt handicap at blive
frataget en ydelse. Også af den grund er det vigtigt, at
myndighederne får oplyst sagen tilstrækkeligt, inden de
træffer en afgørelse, og at de giver en
fyldestgørende og forståelig forklaring på
ændringen« (»Forkert at tage personlig
hjælpeordning fra blind kvinde«, www.ombudsmanden.dk,
den 11. september 2015).
Formålet med beslutningsforslaget er at
ændre loven, så klagesager får opsættende
virkning i de tilfælde, hvor borgere med handicap ikke har
fået forbedret deres funktionsevne. Der kan være
eksempler, hvor det kan være i orden at nedsætte
hjælpen til en borger, eksempelvis hvis vedkommende har
forbedret sin situation, f.eks. efter et lårbensbrud, hvor
man har fået hjælp efter servicelovens § 83, men
gradvis har forbedret sin funktionsevne.
Beslutningsforslaget løser flere
problemer på én gang. Borgerne kommer ikke til
pludselig at stå uden hjælp, mens den
pågældendes klagesag behandles, og kommunernes praksis
med at føre sociale klagesager for at fastslå
minimumsstandarder vil blive begrænset. Hermed får
kommunerne et incitament til at behandle klagesager hurtigere, idet
der ikke vil kunne opnås en besparelse under
sagsbehandlingsforløbet. Incitamentet til at frakende eller
forringe hjælpen i strid med loven forsvinder, idet
kommunerne fremover ikke vil kunne opnå en besparelse, mens
en klagesag pågår.
Retssikkerheden for borgere med handicap vil
desuden blive øget, så hovedvægten kommer til at
ligge på netop social retssikkerhed frem for på det
kommunale systems mulighed for budgetstyring. Hvis
beslutningsforslaget vedtages, vil borgere med nedsat funktionsevne
ikke længere skulle lide under, at deres liv
uretmæssigt falder fuldstændig fra hinanden, mens de
venter på, at klagen færdigbehandles i Ankestyrelsen. I
forhold til forslagets økonomiske omkostninger har Dansk
Folkeparti spurgt ind til dette, og ministeren har svaret:
»Det er ikke muligt at foretage en præcis
opgørelse over merudgifterne ved at indføre en ret
til opsættende virkning i klagesager, hvor borgere ikke har
forbedret deres livssituation, herunder funktionsevne«
(folketingsåret 2013-14, Socialudvalget, alm. del, svar
på spørgsmål 217). Forslagsstillerne mener, at
hvis en borger én gang er visiteret til hjælp,
må man gå ud fra, at hjælpen er medregnet i det
kommunale budget.
Dansk Folkeparti ønsker at
præcisere, at forslaget er møntet på de borgere
med handicap, der ikke har fået forbedret deres
funktionsevne. På hjemmesiden for Den Uvildige
Konsulentordning på Handicapområdet fremgår det,
»at hvis kommunen har givet en bevilling, er hovedreglen, at
kommunen ikke kan trække den tilbage, medmindre der er sket
ændringer i din situation og i din funktionsevne, som
betyder, at du ikke længere opfylder betingelserne«
(»Elscooter: Kan et forbrugsgode bevilges som et
hjælpemiddel? «, www.dukh.dk, den 27. januar 2014).
Det er den hovedregel, som Dansk Folkeparti
ønsker efterlevet med genfremsættelsen af dette
beslutningsforslag.
Skriftlig fremsættelse
Karina
Adsbøl (DF):
Som ordfører for forslagsstillerne
tillader jeg mig herved at fremsætte:
Forslag til folketingsbeslutning om
opsættende virkning i klagesager for borgere med
handicap.
(Beslutningsforslag nr. B 36)
Jeg henviser i øvrigt til de
bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til
Tingets velvillige behandling.