B 48 Forslag til folketingsbeslutning om gennemførelse af initiativerne i planen »Dansk velfærd i Europa«.

Udvalg: Europaudvalget
Samling: 2015-16
Status: Vedtaget

Beslutningsforslag som vedtaget

Vedtaget: 21-04-2016

Vedtaget af Folketinget ved 2.(sidste) behandling den 21. april 2016

20151_b48_som_vedtaget.pdf
Html-version

Vedtaget af Folketinget ved 2. (sidste) behandling den 21. april 2016

Folketingsbeslutning

om gennemførelse af initiativerne i planen »Dansk velfærd i Europa«

Folketinget pålægger regeringen inden udgangen af indeværende folketingsår at have påbegyndt gennemførelsen af de initiativer, der blev aftalt mellem partierne Venstre, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og De Konservative den 11. juni 2015 i planen »Dansk velfærd i Europa«. Initiativerne er følgende:

- Indføre optjeningsprincipper, hvor det er muligt, med afsæt i en fuldstændig kortlægning af danske velfærdsydelser, som andre EU-borgere kan få ret til uden længere ophold eller beskæftigelse i Danmark.

- Sikre dagpengeregler, så EU-borgere ikke fremover kan opnå fuld ret til danske dagpenge efter bare få ugers medlemskab af en a-kasse og fuldtidsarbejde i Danmark.

- Lave et nabotjek af sammenlignelige EU-landes regler og praksis for adgangen til velfærdsydelser til andre EU-borgere, eksempelvis kravet til den ugentlige beskæftigelse for at få ret til danske velfærdsydelser, der i øjeblikket kan være så lavt som 10-12 timer om ugen.

- Bakke op om den britiske regerings indsats for at forhandle en ny ordning for Storbritannien i EU. Det er afgørende for danske interesser, at Storbritannien - som er en af vores væsentligste allierede - forbliver centralt placeret i EU-samarbejdet. En britisk løsning vil også kunne bane vej for mere grundlæggende løsninger på udfordringerne eksempelvis vedrørende vandrende arbejdstagere.

- Gøre det til en topprioritet at samle en alliance af ligesindede EU-lande som f.eks. Storbritannien, Holland, Tyskland, Østrig og Finland og sammen arbejde for, at EU ikke udvikler sig i retning af en social union.

- Arbejde for at få taget EU-reglerne for velfærdsydelser til vandrende arbejdstagere op til revision snarest muligt. Revisionen skal bl.a. sigte efter at give større muligheder for at lave optjeningsprincipper, at begrænse mulighederne for »eksport« af velfærdsydelser og at indeksere velfærdsydelserne efter leveomkostningerne i det land, hvori ydelsen modtages.