Fremsat den 27. januar 2016 af
justitsministeren (Søren Pind)
Forslag
til
Lov om knive og blankvåben m.v.
§ 1. Knive og blankvåben
mv. må ikke bæres eller besiddes på offentligt
tilgængelige steder, uddannelsessteder, i ungdomsklubber,
fritidsordninger og lignende, medmindre det sker som led i
erhvervsudøvelse, til brug ved jagt, lystfiskeri,
sportsudøvelse eller et andet lignende
anerkendelsesværdigt formål.
§ 2. Det kræver
tilladelse fra politiet at erhverve, besidde, bære eller
anvende:
1) skarpe eller
spidse våben, hvis klinge overstiger 12 cm,
2) knive med
tværstillet greb beregnet til stød,
3) springknive
og springstiletter,
4) faldknive og
faldstiletter,
5) foldeknive
med todelt skæfte, hvis klinge kan foldes ud ved brug af
én hånd (butterflyknive),
6) knive, der er
konstrueret til at hænge om hals eller skulder, og som fra
denne placering kan trækkes ved brug af én
hånd,
7)
kastestjerner, kasteknive, kasteøkser og lignende, og
8)
kårdestokke og andre blankvåben, der fremtræder
som en anden genstand.
Stk. 2. Dolke og
knive, hvis klinge overstiger 12 cm, kan uanset stk. 1, nr. 1,
anvendes i erhverv, til husholdningsbrug eller til brug ved jagt,
lystfiskeri, sportsudøvelse eller andet lignende
anerkendelsesværdigt formål, hvis de er udformet
hertil. De nævnte dolke og knive kan erhverves, besiddes og
bæres til den nævnte brug.
Stk. 3. De
våben mv., der er nævnt i stk. 1, må kun
overdrages til andre eller overlades til andre, hvis erhververen
eller modtageren foreviser fornøden tilladelse fra politiet.
Dolke og knive, hvis klinge overstiger 12 cm, kan uanset stk. 1,
nr. 1, overdrages eller overlades til andre, hvis det må
antages, at erhververen eller modtageren kun vil anvende dem til
brug ved jagt, lystfiskeri, sportsudøvelse eller et andet
lignende anerkendelsesværdigt formål.
Stk. 4.
Justitsministeren kan fastsætte regler om forbud mod bl.a.
ved overdragelse at erhverve, besidde, bære eller anvende, at
overdrage eller at overlade andre besiddelsen af andre skarpe eller
spidse våben, som ikke kan antages at have noget
anerkendelsesværdigt formål.
Stk. 5.
Justitsministeren fastsætter regler om opbevaring og
transport mv. af knive og blankvåben mv. omfattet af § 2
eller af bestemmelser, der er udfærdiget i medfør
heraf.
Stk. 6.
Justitsministeren fastsætter regler om antalsmæssig
begrænsning på tilladelser til knive og
blankvåben omfattet af § 2 eller af bestemmelser, der er
udfærdiget i medfør heraf.
§ 3. Justitsministeren
fastsætter regler om erhvervsmæssig handel med knive og
blankvåben mv. omfattet af denne lov, herunder regler om
godkendelse af erhvervsdrivende og deres ansatte samt om
annoncering med salg af knive og blankvåben mv.
§ 4. Justitsministeren
fastsætter regler om indførsel og udførsel af
knive og blankvåben mv. omfattet af denne lov.
§ 5. Tilladelser efter denne
lov eller efter bestemmelser, der er udfærdiget i
medfør heraf, kan til enhver tid tilbagekaldes.
Stk. 2.
Justitsministeren fastsætter regler om, at anmeldelser, som
efter denne lov eller bestemmelser udfærdiget i medfør
heraf indgives til politiet, skal indgives ved anvendelse af den
digitale løsning, som politiet anviser (digital
selvbetjening).
Stk. 3.
Justitsministeren fastsætter regler om form og indhold af
tilladelser, som udstedes efter denne lov eller bestemmelser
udfærdiget i medfør heraf.
§ 6. §§ 1 og 2
gælder ikke for militære myndigheder, politiet, civile
statsmyndigheder og hoffet.
§ 7. Med bøde,
fængsel indtil 4 måneder eller under skærpende
omstændigheder fængsel indtil 2 år straffes den,
der overtræder §§ 1 eller 2.
Stk. 2. Ved
fastsættelse af straffen for overtrædelse af § 1
skal det særlig anses for skærpende, at
gerningspersonen flere gange tidligere er straffet for
overtrædelse af § 1. Tilsvarende gælder i
tilfælde, hvor overtrædelsen af § 1 begås
under skærpende omstændigheder af en person, der
tidligere er idømt fængselsstraf for
overtrædelse af straffelovens § 119, stk. 1 eller 2,
eller §§ 123, 216, 237, 244-246, 266 eller 288.
Stk. 3. I
regler, der udfærdiges efter loven, kan der fastsættes
straf af bøde, fængsel indtil 4 måneder eller
under skærpende omstændigheder fængsel indtil 2
år for overtrædelse af bestemmelser i
forskrifterne.
Stk. 4. Der kan
pålægges selskaber mv. (juridiske personer) strafansvar
efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.
§ 8. Loven træder i
kraft den 1. juli 2016.
§ 9. I lov
om våben og eksplosivstoffer, jf. lovbekendtgørelse
nr. 1005 af 22. oktober 2012, som senest ændret ved lov nr.
736 af 25. juni 2014, foretages følgende
ændringer:
1. § 4,
stk. 1, ophæves.
Stk. 2 bliver herefter stk. 1.
2. § 4,
stk. 2, nr. 1 og 2, der bliver
stk. 1, nr. 1 og 2, ophæves.
Nr. 3-6 bliver herefter nr. 1-4.
3. I
§ 4 a indsættes efter
»våben, som«: »efter denne lov«.
4. I
§ 4 b, stk. 1, ændres
»§ 4, stk. 2 « til: »§ 4, stk.
1«.
5. I
§ 6, stk. 1, nr. 1, ændres
»af enhver art« til: »omfattet af denne
lov«.
6. § 6,
stk. 8, ophæves.
Stk. 9 bliver herefter stk. 8.
7. I
§ 6, stk. 9, der bliver stk. 8,
indsættes efter »enhver art«: »omfattet af
denne lov«.
8. § 6 b,
stk. 1, nr. 7, ophæves.
Nr. 8-11, bliver herefter nr. 7-10.
9. I
§ 8, stk. 1, ændres
»§§ 3-5 og § 7« til: »§§
3, 5 og 7«.
10. I
§ 9, stk. 1, 1. pkt., udgår
»og § 4«.
11. § 10,
stk. 2, ophæves.
Stk. 3-5 bliver herefter stk. 2-4.
§ 10. Loven gælder ikke
for Færøerne og Grønland.
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
Indholdsfortegnelse
1. Indledning
2. Lovforslagets indhold
2.1. Ny og forenklet lov
2.2. Besiddelse af knive mv. på offentligt
tilgængelige steder mv.
2.2.1. Gældende ret
2.2.2. Fremmed ret
2.2.3. Justitsministeriets overvejelser og den
foreslåede ordning
2.3. Forbud mod særligt farlige knive og
stikvåben mv.
2.3.1. Gældende ret
2.3.2. Enhåndsbetjente foldeknive
2.3.3. Fremmed ret
2.3.4. Justitsministeriets overvejelser og den
foreslåede ordning
2.4. Sanktionsniveauet for overtrædelse af
knivforbuddet
2.4.1. Gældende ret
2.4.2. Justitsministeriets overvejelser og den
foreslåede ordning
2.5. Erhvervsmæssig handel med knive og
blankvåben mv.
2.5.1. Gældende ret
2.5.2 Justitsministeriets overvejelser og den
foreslåede ordning
2.6. Annoncering med salg af knive og
blankvåben mv.
2.6.1. Gældende ret
2.6.2 Justitsministeriets overvejelser og den
foreslåede ordning
2.7. Ind- og udførsel af knive og
blankvåben mv.
2.7.1. Gældende ret
2.7.2 Justitsministeriets overvejelser og den
foreslåede ordning
2.8. Regler om ansøgninger, tilladelser
mv.
2.8.1. Gældende ret
2.8.2 Justitsministeriets overvejelser og den
foreslåede ordning
2.9. Undtagelse for militære myndigheder og
politi mv.
2.9.1. Gældende ret
2.9.2 Justitsministeriets overvejelser og den
foreslåede ordning
3. Økonomiske og administrative konsekvenser for
det offentlige
4. Økonomiske og administrative konsekvenser for
erhvervslivet mv.
5. Administrative konsekvenser for borgerne
6. Miljømæssige konsekvenser
7. Forholdet til EU-retten
8. Hørte myndigheder og organisationer
mv.
9. Sammenfattende skema
1. Indledning
Der har igennem længere tid været kritik af, at de
nuværende regler på nogle punkter kriminaliserer
besiddelsen af fornuftige knive, som er egnede til brug ved bl.a.
jagt, fiskeri og erhvervsudøvelse, mens andre farlige knive
er tilladte at bære alle steder, også i nattelivet.
Samtidig er reglerne blevet kritiseret for, at det i praksis kan
være svært at fastslå, om en kniv er ulovlig.
Med forslaget foreslås der indført en ny knivlov,
som på den ene side lemper reglerne for brug af knive til
fornuftige dagligdags formål og på den anden side
skærper kursen mod knive i bl.a. nattelivet og kriminelle
miljøer.
Regeringen ønsker dermed at forenkle og præcisere
lovgivningen om knive, så reglerne fremstår
sammenhængende og klare og ikke skaber unødig tvivl
om, hvorvidt besiddelse af en given kniv er lovlig eller ej.
Samtidig ønsker regeringen at øge trygheden i
befolkningen og forebygge alvorlig voldskriminalitet og anden
kriminalitet, der indebærer fare for liv og helbred.
Regeringen ønsker derfor en stærk og konsekvent
indsats mod knive på offentligt tilgængelige steder
mv., som kan bidrage til at forhindre nye voldsepisoder og
knivoverfald. Det er vigtigt bl.a. at forebygge, at unge tager kniv
med, når de bevæger sig ud i aften- og nattelivet.
Desuden er det afgørende, at myndighederne har de
nødvendige redskaber til effektivt at bekæmpe de
knive, der optræder i nattelivet og kriminelle
miljøer.
Lovforslaget skal ses i sammenhæng med regeringsgrundlaget
"Sammen om fremtiden" og målsætningen om at værne
om Danmark som et trygt og sikkert samfund, herunder ved at
sætte hårdt og resolut ind de steder, hvor trygheden er
truet.
Med forslaget samles og forenkles reglerne om knive og
blankvåben mv. i en ny og selvstændig knivlov.
Lovforslaget indebærer endvidere, at enhåndsbetjente
foldeknive ikke længere kategoriseres som særligt
farlige knive, som det er forbudt at besidde, herunder på
egen bopæl, uden tilladelse fra politiet.
Herudover udvides princippet om, at knive kun må
medbringes på offentligt tilgængelige steder mv.,
når der er et anerkendelsesværdigt formål hermed,
til at omfatte alle knive og blankvåben.
Som et led i en øget indsats for at bekæmpe
knivvold - særligt i nattelivet og kriminelle miljøer
- foreslås endelig en betydelig strafskærpelse for
personer, som tidligere er dømt for vold mv., og som
bærer kniv på steder, hvor der erfaringsmæssigt
er høj risiko for vold, f.eks. i nattelivet eller kriminelle
miljøer.
I øvrigt foreslås de nugældende regler om
knive og blankvåben mv. videreført.
2. Lovforslagets
indhold
2.1. Ny og forenklet
lov
Reglerne om knive og blankvåben mv. er i dag samlet i
våbenloven, våbenbekendtgørelsen og
våbencirkulæret.
Justitsministeriet foreslår, at lovgivningen
vedrørende knive forenkles og præciseres, og at
reglerne samles i en ny selvstændig lov med tilhørende
administrative forskrifter. Derved gøres reglerne mere
overskuelige og gennemsigtige til gavn for borgere, foreninger
mv.
Som led i revisionen af knivreglerne foreslås det, at enhåndsbetjente foldeknive ikke
længere kategoriseres som særligt farlige knive, som
det er forbudt at besidde, herunder på egen bopæl, uden
tilladelse fra politiet, at princippet
om, at knive kun må medbringes på offentligt
tilgængelige steder mv., når der er et
anerkendelsesværdigt formål hermed, udvides til at
omfatte alle knive og dolke, og at
straffen skærpes markant for tidligere voldsdømte mv.,
der besidder kniv under skærpende omstændigheder.
Der henvises til pkt. 2.2-2.4 nedenfor.
I øvrigt foreslås lovgivningen
videreført.
2.2. Besiddelse af
knive på offentligt tilgængelige steder mv.
2.2.1. Gældende ret
Efter våbenlovens § 4, stk. 1, er det forbudt
på offentligt tilgængelige steder, uddannelsessteder, i
ungdomsklubber, fritidsordninger og lignende at bære eller
besidde kniv eller dolk, medmindre det sker som led i
erhvervsudøvelse, til brug ved jagt, lystfiskeri eller
sportsudøvelse eller har et andet lignende
anerkendelsesværdigt formål. Det er dog i alle
tilfælde lovligt efter våbenloven at bære en
foldekniv med en klinge på højst 7 cm, der ikke kan
fastlåses i udfoldet position.
Bestemmelsen i § 4, stk. 1, blev oprindelig indsat i
våbenloven ved lov nr. 861 af 23. december 1987. Bestemmelsen
indførte forbud mod at bære kniv eller dolk på
steder, hvortil der var almindelig adgang, medmindre dette skete
som led i erhvervsudøvelse, til brug ved jagt, lystfiskeri
eller sportsudøvelse eller havde et andet lignende
anerkendelsesværdigt formål.
2.2.1.1 Undtagelse for visse mindre
foldeknive
Undtagelsen i § 4, stk. 1, 2. pkt., om besiddelse af mindre
foldeknive på offentligt tilgængelige steder mv.
omfattede oprindeligt alle foldeknive med en klinge på
højst 7 cm. Begrundelsen for at undtage disse knive var
ifølge forarbejderne til lov nr. 861 af 23. december 1987,
at de bruges af et stort antal mennesker til helt dagligdags og
fredelige, praktiske gøremål, og at et forbud ville
udgøre et indgreb i mange borgeres almindelige vaner.
Ved lov nr. 217 af 31. marts 2004 blev undtagelsen
indskrænket til at omfatte foldeknive med en klinge på
højst 7 cm, der ikke kan fastlåses i udfoldet
position. Baggrunden for ændringen var bl.a., at politiets
våbeneksperter over for Justitsministeriet havde udtalt, at
et krav om, at klingen ikke kunne låses i udfoldet position,
ville begrænse muligheden for at anvende foldeknive som
stikvåben.
2.2.1.2. Det
stedlige anvendelsesområde
Forbuddet i våbenlovens § 4, stk. 1, omfattede
oprindeligt ved sin indførelse i 1987 kun "steder, hvortil
der var almindelig adgang".
Ved lov nr. 217 af 31. marts 2004 blev det stedlige
anvendelsesområde for § 4, stk. 1, udvidet til
også at gælde uddannelsessteder, ungdomsklubber,
fritidsordninger og lignende, ligesom udtrykket "steder, hvortil
der er almindelig adgang" blev ændret til "offentligt
tilgængelige steder". Formålet hermed var at udvide
knivforbuddet til også at omfatte besiddelse af knive i
biler, som befinder sig på et offentligt tilgængeligt
sted.
I det oprindelige forslag til ændring af våbenloven
i 2004 var det i overensstemmelse hermed foreslået, at
formuleringen om at "bære" kniv blev udvidet til også
at omfatte "besiddelse" af kniv. Begrundelsen herfor var, at ordet
"bære" efter en naturlig sproglig forståelse omfatter
tilfælde, hvor kniven medbringes på personen eller i en
taske eller anden håndbagage. Da det blev foreslået at
lade bestemmelsens anvendelsesområde omfatte
køretøjer, fandtes det - rent sprogligt - mest
naturligt at ændre bestemmelsen, så forbuddet kom til
at omfatte "besiddelse" af kniv.
På baggrund af den mellemliggende debat om lovforslaget
blev der stillet et ændringsforslag til formuleringen af
§ 4, stk. 1, som havde til formål at ændre
afgrænsningen af de omfattede knive mv. I den forbindelse
udgik formuleringen vedrørende at "besidde" kniv ved en
beklagelig fejl. Det fremgik imidlertid af bemærkningerne til
ændringsforslaget, som blev vedtaget af Folketinget, at det
fortsat var hensigten, at besiddelse af kniv i biler på
offentligt tilgængelige steder skulle være omfattet af
forbuddet.
Selv om ordlyden af bestemmelsen på dette tidspunkt alene
indeholdt udtrykket "bære", kom bestemmelsen dermed ved
ændringen af våbenloven i 2004 til også at
omfatte "besiddelse" af kniv. Ved lov nr. 555 af 24. juni 2005 blev
bestemmelsens ordlyd imidlertid ændret, så det
udtrykkeligt kom til at fremgå af våbenlovens § 4,
stk. 1, at forbuddet også omfatter "besiddelse" af knive.
2.2.1.3. Anerkendelsesværdigt formål
Forbuddet i våbenlovens § 4, stk. 1, omfatter ikke
besiddelse af knive eller dolke til erhvervsudøvelse, til
brug ved jagt, lystfiskeri eller sportsudøvelse eller anden
besiddelse, som har et lignende anerkendelsesværdigt
formål.
Udtrykket "anerkendelsesværdigt formål" stammer fra
lov nr. 861 af 23. december 1987, hvor § 4, stk. 1, blev
indsat i loven. Om baggrunden for denne ændring er der bl.a.
anført følgende i lovforslaget, jf. Folketingstidende
1987-88, Tillæg A, spalte 1775-1808:
"Det foreslås derfor at gøre forbuddet mere
generelt, således at det for alle personer bliver forbudt at
bære kniv eller dolk (bortset fra visse lommeknive) på
offentligt sted, medmindre besiddelsen har et nærmere angivet
konkret formål, der i lovteksten foreslås
afgrænset således, at det sker som led i
erhvervsudøvelse, til brug ved jagt, lystfiskeri eller
sportsudøvelse eller har et andet lignende
anerkendelsesværdigt formål.
Bag denne afgrænsning ligger, at det kun skal være
tilladt at bære kniv på offentligt sted, såfremt
der er en særlig, acceptabel grund til det. Efter
bestemmelsen er det således forbudt at gå med kniv,
hvis den bæres blot til pynt eller lignende, eller den ikke
skal bruges til noget bestemt. Det vil heller ikke være
tilladt at bære kniv f.eks. med henblik på at skulle
forsvare sig eller andre, hvis der eventuelt skulle opstå en
truende situation. Efter Justitsministeriets opfattelse er det ud
fra de hidtidige erfaringer navnlig i de her nævnte
tilfælde, hvor kniven ikke bæres med et forud fastlagt
bestemt formål, at der kan opstå farlige situationer
med risiko for, at der tilføjes andre personer
legemsskade.
Skal kniven derimod anvendes som værktøj i
(lovligt) erhverv eller bruges i forbindelse med jagt, lystfiskeri
og sportsudøvelse, er det tilladt at bære den på
offentligt sted. Det gælder også, når kniven
bæres, mens den pågældende person er på vej
direkte til eller fra den pågældende aktivitet.
Opregningen i lovteksten er ikke udtømmende, jf. ordene
"eller andet lignende anerkendelsesværdigt formål".
Således vil kniv også kunne bæres som led i anden
lovlig fritidsaktivitet. Dette gælder f.eks. for spejdere og
andre, der dyrker friluftsvirksomhed og i den forbindelse anvender
kniv.
Herudover vil der være en række andre
tilfælde, hvor det ud fra formålet med bestemmelsen er
tilladt at bære kniv på offentligt sted. Her
tænkes navnlig på situationer, hvor det i forbindelse
med transport af kniv fra ét sted til et andet ikke kan
undgås, at kniven medbringes på (passerer) offentligt
område. Kniven er f.eks. købt i en forretning og skal
bringes hjem til bopælen.
Med hensyn til beviset for, om bestemmelsen er overtrådt,
må udgangspunktet tages i den almindelige processuelle
grundsætning, at anklagemyndigheden har bevisbyrden. Det er
således ikke tiltalte, der selv skal bevise, at kniven
bæres som led i erhverv mv. Noget andet er, at
sigtede/tiltalte for at kunne unddrage sig strafansvar i praksis i
almindelighed ikke vil kunne nøjes med at hævde, at
kniven skal bruges til et af de formål, der fritager for
straf, hvis der ikke samtidig foreligger omstændigheder
f.eks. med hensyn til påklædning, tid og sted,
måden kniven bæres på, knivens art mv., der
underbygger denne påstand. Denne samlede bedømmelse
vil medføre, at der forekommer en række situationer,
hvor personer normalt aldrig lovligt vil kunne bære en kniv.
Det vil f.eks. gælde tilskuere til sportskampe, gæster
på værtshuse og personer, der går "i byen for at
more sig".
Reglen indebærer således, at knive, der anvendes som
værktøj i lovligt erhverv eller i forbindelse med
jagt, lystfiskeri og sportsudøvelse, lovligt kan besiddes
på offentligt tilgængelige steder mv.
Opregningen i lovteksten er ikke udtømmende, jf. ordene
"eller andet lignende anerkendelsesværdigt formål".
Således vil en kniv også kunne bæres som led i
anden lovlig fritidsaktivitet. Dette gælder f.eks. for
spejdere og andre, der dyrker friluftsvirksomhed (vandreture,
skovture mv.) og i den forbindelse anvender kniv. Herudover er der
en række andre tilfælde, hvor det ud fra formålet
med bestemmelsen er tilladt at bære kniv på offentligt
sted. Her tænkes navnlig på situationer, hvor det i
forbindelse med transport af kniv fra ét sted til et andet
ikke kan undgås, at kniven medbringes på offentligt
tilgængelige steder mv. Kniven kan f.eks. være
købt i en forretning og skal derefter bringes hjem til
bopælen. Der kan også være tale om situationer,
hvor kniven medbringes til et lovligt praktisk
gøremål, hvortil anvendelse af kniven er
nødvendig.
Som det fremgår af de ovenfor gengivne forarbejder til lov
nr. 861 af 23. december 1987, vil en person i almindelighed ikke
kunne unddrage sig strafansvar ved blot at hævde, at kniven
skal bruges til et af de formål, der fritager for straf, hvis
der ikke samtidig foreligger omstændigheder f.eks. med hensyn
til påklædning, tid og sted, måden kniven
bæres på, knivens art mv., der underbygger denne
påstand.
Det er lovligt at besidde en kniv direkte på vej til eller
fra den aktivitet, hvor kniven skal anvendes, f.eks. i forbindelse
med en fisketur eller en spejderlejr. Der kan endvidere foretages
ophold eller ærinder undervejs, når dette ud fra en
samlet vurdering af omstændighederne må anses for
rimeligt.
For en gennemgang af domme, hvor domstolene direkte eller
indirekte har taget stilling til, om der foreligger et
"anerkendelsesværdigt formål" med besiddelse af knive
omfattet af våbenlovens § 4, stk. 1, henvises til
Rigsadvokatmeddelelse nr. 6/2005 om sanktionspåstande i
våbenlovssager (rettet i juli 2014), s. 5 ff.
2.2.2. Fremmed
ret
Ifølge den norske straffelovs § 352 a er det
strafbart forsætligt eller groft uagtsomt på offentligt
sted at bære kniv eller lignende skarpt redskab, som er egnet
til brug ved legemskrænkelser. Forbuddet omfatter ikke kniv
eller andet redskab, som bruges til arbejde, friluftsliv eller
andet anerkendelsesværdigt formål.
I Sverige er besiddelse af kniv mv. reguleret ved lov om forbud
vedrørende knive og andre farlige genstande. Ifølge
lovens § 1, stk. 1, må knive, andre stik- og
skærevåben og andre genstande, som er egnede til at
anvendes som våben ved forbrydelser mod liv eller helbred,
ikke besiddes på almen plads, indenfor skoleområder,
hvor der gives grundskole- eller gymnasieundervisning, eller i
køretøj på almen plads. Forbuddet gælder
ikke, hvis genstanden i henhold til særlige forskrifter
indgår i udrustningen for særlig tjeneste eller opgave,
eller hvis besiddelsen i øvrigt med hensyn til genstandens
art, besiddernes behov og øvrige omstændigheder
må anses for at være beføjet, jf. stk. 2.
I Finland er besiddelse af kniv mv. reguleret ved "lov om
eggvapen". Loven omfatter "farlige eggvapan", som er dolk, stilet
og bajonet. Sådanne våben må i henhold til lovens
§ 3 ikke besiddes på offentlig plads, ved offentlig
forsamling eller ved andet offentligt arrangement, såfremt
besiddelsen ikke er velbegrundet.
2.2.3. Justitsministeriets overvejelser og den
foreslåede ordning
Justitsministeriet foreslår, at det fremover i alle
tilfælde skal være et krav for at besidde en kniv
på offentligt tilgængeligt sted, at der er et anerkendelsesværdigt formål
hermed.
Forslaget skal ses i lyset af, at den nugældende
undtagelse for foldeknive med en klinge på højst 7 cm,
der ikke kan fastlåses i udfoldet position, fra forbuddet i
våbenlovens § 4, stk. l, har vist sig ikke at virke
efter hensigten i en række tilfælde.
Således udgør det ifølge politiet et
væsentligt problem, at der bl.a. i nattelivet og kriminelle
miljøer florerer en række farlige knive, som bevidst
er udformet med henblik på at omgå særreglen om
visse mindre foldeknive. Knivene, der bl.a. går under
betegnelsen "gadelovlige taktiske foldeknive", er ofte udformet med
inspiration fra kampsport og har en klinge på typisk lige
under 7 cm, som ikke kan fastlåses i udfoldet position. Disse
knive kan - som konsekvens af undtagelsesreglen om visse mindre
foldeknive - i dag lovligt bæres i nattelivet og på
gaden af f.eks. rockere og bandemedlemmer.
Det bemærkes herudover, at besiddelse af mindre foldeknive
på offentligt tilgængelige steder - uanset deres
udformning - potentielt indebærer risiko for, at kniven kan
anvendes ved voldskriminalitet, og der ses ikke at være
væsentlige hensyn, der taler for, at visse knive generelt
skal kunne medbringes alle steder, f.eks. til større
sportskampe eller i nattelivet. Det bemærkes i den
forbindelse, at også foldeknive med en klingelængde
på under 7 cm erfaringsmæssigt kan volde meget
væsentlige skader eller dødsfald.
Det er Justitsministeriets vurdering, at det ikke vil være
muligt at indføre en anden teknisk afgrænsning, end
den som findes i dag i våbenlovens § 4, stk. 1, 2. pkt.,
som effektivt begrænser muligheden for, at farlige foldeknive
medbringes i bl.a. nattelivet og anvendes som angrebs- og
stikvåben.
Samlet set finder Justitsministeriet på den baggrund, at
den rigtigste løsning vil være, at kravet om, at der
skal være et anerkendelsesværdigt
formål med at besidde knive på offentligt
tilgængelige steder, udvides til også at omfatte
foldeknive med en klinge på højst 7 cm, der ikke kan
fastlåses i udfoldet position.
For så vidt angår afgrænsningen af
anerkendelsesværdige formål foreslås der ikke
nogen ændring af den retstilstand, der hidtil har været
gældende. Som følge af de foreslåede
ændringer vil kravet om, at der skal foreligge et
anerkendelsesværdigt formål, dog fremover også
skulle anvendes i forhold til bl.a. mindre lommeknive og
multiværktøjer mv., som har et bredere
anvendelsesområde end andre knive, jf. nedenfor, hvilket der
vil skulle tages højde for ved vurderingen af, om der er et
anerkendelsesværdigt formål med at besidde en
sådan kniv.
Som beskrevet ovenfor under pkt. 2.2.1.1. var begrundelsen for
at undtage visse mindre foldeknive fra forbuddet i
våbenlovens § 4, stk. l, ved indførelsen af denne
bestemmelse i 1987 ifølge forarbejderne således, at
små lommeknive mv. bruges af mange mennesker til dagligdags
og fredelige, praktiske gøremål.
Som beskrevet ovenfor under pkt. 2.2.1.3. bygger kravet om
anerkendelsesværdigt formål på, at knive kun
må bæres på offentligt tilgængelige steder
mv., hvis der er en særlig, acceptabel grund til det. Efter
forslaget vil det fremover også gælde for sådanne
små foldeknive, men det er ikke hensigten med forslaget
generelt at forbyde, at almindelige små foldeknive - f.eks.
lommeknive, multiværktøjer eller proptrækkere
med indbygget kniv - medbringes til dagligdags og fredelige,
praktiske gøremål af den føromtalte type.
Det vil også i forhold til disse typer af knive bero
på en konkret vurdering, om der foreligger
omstændigheder, som gør, at der foreligger et
anerkendelsesværdigt formål med at besidde kniven. Ved
denne vurdering vil der, i lighed med hvad der gælder for
andre knive omfattet af lovforslagets § 1, skulle lægges
vægt på knivens art, anvendelsesområde og den
situation, hvorunder kniven besiddes. Det vil her skulle
indgå, at de små foldeknive typisk har et bredere
anvendelsesområde end andre knive og kan bruges til mange
forskellige og pludseligt opståede dagligdags, praktiske
gøremål. Derfor vil det efter omstændighederne
kunne være anerkendelsesværdigt at medbringe en
sådan kniv på offentlige tilgængelige steder mv.,
selv om formålet hermed har en bredere karakter end f.eks. at
deltage i en bestemt fritidsaktivitet, f.eks. en fisketur eller
spejderlejr.
Der vil dog være situationer, hvor besiddelse af knive -
også små foldeknive - som det helt klare udgangspunkt
aldrig vil være berettiget. Det gælder f.eks. til visse
større fodboldkampe eller i nattelivet, hvor der er
nærliggende risiko for, at der kan opstå tilspidsede
situationer af potentielt voldelig karakter.
Der kan herudover også forekomme andre steder eller
situationer i det offentlige rum, hvor det som udgangspunkt ikke
vil være anerkendelsesværdigt at medbringe en kniv,
uanset knivens størrelse og art. Der tænkes her
på tilfælde, hvor der generelt må antages at
være en forøget risiko for, at der kan opstå
konfrontationer eller tilspidsede situationer, og hvor der samtidig
ikke ses at være hensyn, der taler for, at en kniv skal kunne
medbringes. Som eksempel kan det nævnes, at knive som
udgangspunkt ikke har noget at gøre til f.eks.
demonstrationer, større koncerter eller offentlige
forsamlinger mv.
Der vil efter den foreslåede bestemmelse - uden for de
ovennævnte situationer - som følge af det nævnte
brede anvendelsesområde for almindelige små foldeknive
- f.eks. lommeknive, multiværktøjer eller
proptrækkere med indbygget kniv - i praksis være en
formodning for, at knive af denne type skal anvendes til et
anerkendelsesværdigt formål, medmindre der er konkrete
omstændigheder, som taler imod, at dette er
tilfældet.
Som eksempel på omstændigheder, som - også
uden for de ovenfor omtalte situationer - vil kunne tale imod, at
besiddelsen af en sådan kniv har et
anerkendelsesværdigt formål, kan nævnes, at
kniven er udformet på en sådan måde, at den
uanset størrelsen er særligt egnet som angrebs- og
stikvåben, eller at personen, som besidder kniven, tidligere
er straffet for flere overtrædelser af
våbenlovgivningen.
Der henvises til pkt. 2.2.1.3. ovenfor (om begrebet
anerkendelsesværdigt formål) samt til de særlige
bemærkninger til lovforslagets § 1.
2.3. Forbud mod
særligt farlige knive og stikvåben mv.
2.3.1. Gældende ret
Ved § 1, nr. 5, i lov nr. 217 af 31. maj 1963 om
ændringer i lov om handel med samt tilvirkning og besiddelse
af våben m.v. blev springknive og springstiletter inddraget
under våbenlovens kontrolordning. Den dagældende
våbenlovs § 4, stk. 1, blev affattet således, at
justitsministeren blev bemyndiget til at indføre forbud mod
besiddelse mv. af "springknive og springstiletter".
Det fremgår af forarbejderne til lov nr. 217 af 31. maj
1963, jf. Folketingstidende 1962-63, tillæg A, spalte 784, at
begrundelsen for at indføre dette forbud var, at "disse
våben, der ikke synes at tjene noget nyttigt formål, er
af farlig karakter".
Ved lov nr. 861 af 23. december 1987 om ændring af
våbenloven blev formuleringen "og lignende" tilføjet i
§ 4, stk. 1, nr. 1, i våbenloven. Denne formulering var
ikke indeholdt i betænkning nr. 1082 fra 1986 (Afsluttende
beretning om ændringer i våbenlovgivningen).
Det fremgår af forarbejderne til lov nr. 861 af 23.
december 1987, jf. Folketingstidende 1987-88, tillæg A,
spalte 1787, at baggrunden for ændringen var, at der i den
seneste tid var dukket en ny type knive op, de såkaldte
butterfly-knive, Batanga-knive eller Balisong knive. Disse knive er
kendetegnet ved, at klingen er anbragt i et todelt skæfte,
der ved at blive foldet til hver side - eventuelt ved en hurtig
håndbevægelse - bringer klingen frem. Disse knive
findes derfor at have en sådan lighed med springknive,
faldknive mv., at de tillige bør forbydes - således
som det i øvrigt er sket i Norge i juli 1987.
Det blev derfor foreslået at indsætte ordene "og
lignende" i våbenlovens regel om adgangen til at forbyde
bl.a. springknive, jf. lovforslagets § 1, nr. 13.
Lov nr. 861 af 23. december 1987 trådte i kraft den 1.
februar 1988. Samtidig blev plakat af 24. december 1823
angående forbud mod at bære kårdestokke og andre
deslige skjulte våben ophævet.
Ved § 1, nr. 4, i bekendtgørelse nr. 8 af 13. januar
1988 om ændring af bekendtgørelse om våben
forbød justitsministeren herefter erhvervelse mv. af
butterflyknive uden tilladelse fra politimesteren
(politidirektøren).
Efter våbenlovens § 4, stk. 2, kan justitsministeren
udstede regler om et (generelt) forbud mod bl.a. at besidde eller
bære visse knive og stikvåben mv. Bestemmelsen fik sin
nuværende affattelse ved lov nr. 217 af 31. marts 2004.
I henhold til bestemmelsen er der i § 16 i
våbenbekendtgørelsen (bekendtgørelse nr. 1248
af 30. oktober 2013 som ændret ved bekendtgørelse nr.
13 af 6. januar 2014, bekendtgørelse nr. 1068 af 30.
september 2014 og bekendtgørelse nr. 245 af 13. marts 2015)
fastsat et forbud mod bl.a. at besidde eller bære en
række særligt farlige knive uden tilladelse fra
politiet. Forbuddet gælder generelt og er således ikke
begrænset til offentligt tilgængelige steder mv., men
gælder besiddelse af knive alle steder, herunder på
egen bopæl mv.
Forbuddet omfatter knive med tværstillet greb beregnet til
stød, springknive, faldknive, enhåndsbetjente
foldeknive og butterflyknive, halsknive, kasteknive,
kasteøkser og lignende, som derfor ikke kan besiddes lovligt
uden våbentilladelse, jf. våbenbekendtgørelsens
§ 16, stk. 1, nr. 2-8. Det samme gælder for dolke og
knive med en klinge over 12 cm, medmindre de alene anvendes i
erhverv, til husholdningsbrug eller ved jagt, lystfiskeri eller
sportsdykning, og kniven er udformet hertil, jf.
våbenbekendtgørelsens § 16, stk. 3, 1. pkt., jf.
stk. 1, nr. 1.
I praksis meddeles der kun tilladelse til sådanne knive og
blankvåben mv. undtagelsesvist, og kun hvis der foreligger
ganske særlige omstændigheder, jf. herved
våbencirkulærets § 12, stk. 3.
2.3.2. Enhåndsbetjente foldeknive
Forbuddet mod enhåndsbetjente foldeknive blev
indført ved bekendtgørelse nr. 712 af 29. august
1995. Bemyndigelsen i våbenlovens § 4, stk. 2, til
administrativt at forbyde bl.a. enhåndsbetjente foldeknive
fik, som anført ovenfor under pkt. 2.3.1., sin
nuværende affattelse ved lov nr. 217 af 31. marts 2004.
Formålet med lovændringen i 2004 var at
præcisere det tidligere gældende forbud mod
"enhåndsbetjente foldeknive (hurtigtræksknive)",
således at det afgørende for bedømmelsen af,
hvornår en foldekniv er enhåndsbetjent, ikke
eksempelvis skulle være brugerens fingerfærdighed eller
fingerkræfter, men at kniven er konstrueret sådan, at
klingen i normal stand kan foldes ud ved brug af én
hånd.
Af forarbejderne til lovforslaget fremgår, at
indførelsen af forbuddet mod enhåndsbetjente
foldeknive bl.a. blev begrundet med, at disse knive på visse
punkter kunne sidestilles med andre knive, der kan trækkes
med en hånd, herunder springknive, faldknive og
butterflyknive. Sådan knive må betegnes som
særligt farlige, da knivklingen meget hurtigt kan fås
frem, sådan at en modstander overraskes af kni?vang?rebet, og
at kniven kan foldes ud med én hånd i lommen eller bag
ryggen, mens den anden arm bruges til f.eks. at fastholde
modstanderen.
2.3.3. Fremmed
ret
I Sverige følger det af § 1, stk. 3, i lov om forbud
vedrørende knive og andre farlige genstande, at
stikvåben og knive, som er konstruerede således, at
klingen eller bladet hurtigt kan foldes eller skydes ud af skaftet,
ikke må besiddes af personer under 21 år.
Den svenske våbenlovgivning indeholder ikke et eksplicit
forbud mod enhåndsbetjente foldeknive.
Efter den norske våbenforskrifts § 9 er det forbudt
at erhverve, eje eller besidde blandt andet springknive,
batangaknive [butterflyknive], stiletter og andre tilsvarende
særligt farlige genstande, der ikke kan anses for at have et
anerkendelsesværdigt formål, og som fremstår som
et voldsprodukt.
Den norske våbenlovgivning indeholder ikke et eksplicit
forbud mod enhåndsbetjente foldeknive.
2.3.4. Justitsministeriets overvejelser og den
foreslåede ordning
Som et led i forenklingen af knivlovgivningen foreslås
det, at forbuddet mod enhåndsbetjente foldeknive
ophæves, således at disse knive ikke længere
kategoriseres som særligt farlige knive, som det er forbudt
at besidde, herunder på egen bopæl.
Som begrundelse herfor lægger Justitsministeriet
vægt på, at det nugældende forbud mod
enhåndsbetjente foldeknive også omfatter helt
almindelige knive, som er egnede til praktiske
gøremål, bl.a. i forbindelse med jagt, fiskeri og
erhvervsudøvelse, og som der ikke ses at være rimelig
grund til generelt at forbyde.
Samtidig har det nuværende forbud vist sig at skabe
uklarhed for borgerne, fordi det i praksis er vanskeligt at
vurdere, hvilke knive der må kategoriseres som
enhåndsbetjente og dermed forbudte.
Rigsadvokaten og Rigspolitiet er i en fælles udtalelse af
23. september 2015 til Justitsministeriet fremkommet med
bemærkninger til muligheden for at præcisere det
nugældende forbud mod enhåndsbetjente foldeknive.
Rigsadvokaten og Rigspolitiet har i den forbindelse peget på,
at reglerne på området bør være så
klare og enkle som muligt, så det er muligt for borgerne at
vurdere, om en kniv er omfattet af et forbud eller ej, samtidig
med, at reglerne skal udformes sådan, at de kan administreres
og håndhæves af myndighederne. Rigsadvokaten og
Rigspolitiet har i den forbindelse overvejet forskellige modeller.
Det fremgår af udtalelsen, at Rigsadvokaten og Rigspolitiet
ikke kan pege på en oplagt måde, hvorpå reglerne
om enhåndsbetjente foldeknive kan justeres eller
præciseres. Det fremgår endvidere af udtalelsen, at en
præcisering af forbuddet vil resultere i en sondring mellem
forskellige typer af enhåndsbetjente foldeknive, som ikke
umiddelbart er sikkerhedsmæssigt velbegrundet. Tilsvarende
fremgår det, at en objektiv beskrivelse af visse typer af
enhåndsbetjente foldeknive, som ikke er forbudte, næppe
vil medvirke til at gøre reglerne klarere, end de er i
dag.
Der ses ikke at være noget entydigt grundlag for at
fastslå, at alle enhåndsbetjente foldeknive generelt er
farligere end andre almindeligt forekommende knive, herunder
køkkenknive, der findes i de fleste danske hjem.
Ophævelsen af forbuddet mod enhåndsbetjente
foldeknive vil betyde, at disse knive fremadrettet vil kunne
besiddes på bopælen og medbringes på offentligt
tilgængelige steder mv., når der foreligger et
anerkendelsesværdigt formål hermed, f.eks. i
forbindelse med jagt, fiskeri eller andre friluft?saktiviteter.
Om begrebet anerkendelsesværdigt formål henvises til
pkt. 2.2.1.3. og de særlige bemærkninger til
lovforslagets § 1.
Det vil som hidtil ved vurderingen af, om der foreligger et
anerkendelsesværdigt formål bl.a. indgå, hvordan
kniven er udformet. Det forhold, at kniven er enhåndsbetjent,
vil i den forbindelse efter omstændighederne kunne
tillægges betydning. Kan det lægges til grund, at der
er tale om enhåndsbetjent foldekniv særligt udformet
med henblik på brug som et hurtigtrækkende angrebs- og
stikvåben, og som generelt ikke ses at have et fornuftigt
formål, vil der kun sjældent kunne foreligge et
anerkendelsesværdigt formål med at bære en
sådan kniv på offentligt tilgængelige steder
mv.
Det generelle forbud mod særligt farlige knive og
blankvåben mv. (f.eks. springknive, butterflyknive og
kastestjerner) foreslås i øvrigt videreført som
hidtil, jf. lovforslagets § 2.
Der lægges herved vægt på, at der er tale om
knive og blan?kvåben mv., der er farlige, og som generelt
savner lovli?ge og fornuftige formål, og at der generelt ikke
er problemer med at afgrænse denne kategori af særligt
farlige knive fra lovlige knive. Opregningen af særligt
farlige knive mv., som er generelt forbudte, vil fremover
fremgå direkte af loven, hvilket skal sikre en bedre
overskuelighed for borgeren.
2.4. Sanktionsniveauet
for overtrædelse af knivforbuddet
2.4.1. Gældende ret
Overtrædelse af forbuddet mod besiddelse af knive på
offentligt tilgængelige steder mv., jf. våbenlovens
§ 4, stk. 1, straffes efter våbenlovens § 10, stk.
2.
Bestemmelsen (tidligere § 10, stk. 3) blev oprindelig
indsat i våbenloven ved lov nr. 350 af 23. maj 1997, jf.
Folketingstidende 1996-1997, Tillæg A, side 3197-3222, og er
efterfølgende ændret flere gange. Senest er
våbenlovens § 10, stk. 2, ændret med
indsættelse af 2. pkt. ved lov nr. 733 af 25. juni 2014.
Det følger af bestemmelsen, at overtrædelse af
§ 4, stk. 1, straffes med bøde, under skærpende
omstændigheder med fængsel indtil 2 år. Ved
fastsættelse af straffen skal det særligt anses for
skærpende, at gerningsmanden flere gange tidligere er
straffet for overtrædelse af § 4, stk. 1.
2.4.1.1. Sanktionsniveau for overtrædelse af
knivforbuddet
De nærmere retningslinjer for strafniveauet ved
overtrædelse af våbenlovens § 4, stk. 1,
fremgår af forarbejderne til lov nr. 274 af 27. marts 2012,
og lov nr. 733 af 25. juni 2014.
Det forudsættes, at der i førstegangstilfælde
for overtrædelse af våbenlovens § 4, stk. 1, uden
samtidig overtrædelse af våbenbekendtgørelsens
§ 16, stk. 1 (ulovlig besiddelse af "almindelige" knive
på offentligt tilgængelige steder mv.), som
udgangspunkt fastsættes en bøde på 3.000 kr.
I sager, hvor der foreligger en overtrædelse af både
våbenlovens § 4, stk. 1, og
våbenbekendtgørelsens § 16, stk. 1 (ulovlig
besiddelse af særligt farlige knive på offentligt
tilgængelige steder mv.), forudsættes der fastsat en
bøde på 5.000 kr. i
førstegangstilfælde.
De nævnte bødestørrelser svarer til de
aktuelle bødetakster.
Hvis der foreligger skærpende
omstændigheder, forudsættes der - både for
lovovertrædere over og under 18 år - i
førstegangstilfælde idømt en ubetinget
frihedsstraf på 7 dages fængsel. Hvis betingelserne
herfor er opfyldt, kan straffen gøres betinget med
vilkår om samfundstjeneste.
Det vil bero på domstolenes vurdering af de konkrete
forhold i den enkelte sag, om der foreligger sådanne
skærpende omstændigheder, at der skal udmåles en
frihedsstraf i stedet for en bøde.
Der vil dog som hovedregel kun foreligge skærpende
omstændigheder, hvis en person bærer kniv på
steder eller under omstændigheder, hvor der er en
nærliggende risiko for, at der kan opstå tilspidsede
situationer af potentielt voldelig karakter.
Dette vil i praksis først og fremmest omfatte
tilfælde, hvor en person bærer kniv i aften- og
nattetimerne i restaurationsmiljøet mv. Der vil dog
også i andre tilfælde - f.eks. ved visse fodboldkampe,
byfester og koncerter - kunne være en nærliggende
risiko for, at der kan opstå tilspidsede situationer af
potentielt voldelig karakter. Der må i den forbindelse
lægges vægt på, om medbragte knive ved den
pågældende type af begivenhed erfaringsmæssigt
bidrager til at skabe farlige situationer.
Folketinget har i vedtagelsen af V 35 fra folketingssamlingen
2012-2013 lagt til grund, at der kan foreligge en risiko for, at
der kan opstå tilspidsede situationer af potentiel voldelig
karakter som følge af f.eks. en bandekonflikt.
Det ligger i det anførte - jf. udtrykket "bærer" -
at der ikke vil foreligge skærpende omstændigheder,
hvis overtrædelsen af knivforbuddet består i, at en
person blot "besidder" kniven, f.eks. fordi den
pågældende kniv ligger i en bils bagagerum.
Straffen for overtrædelse af våbenlovens § 4,
stk. 1, forudsættes i andengangstilfælde som udgangspunkt
fastsat til ubetinget fængsel i 7 dage. Hvis betingelserne
herfor er opfyldt, kan straffen gøres betinget med
vilkår om samfundstjeneste.
Der kan endvidere forekomme tilfælde, hvor ubetinget
frihedsstraf i andengangstilfælde vil forekomme urimelig
henset til de omstændigheder, hvorunder kniven mv. har
været medbragt, og i sådanne tilfælde er der
mulighed for at idømme en bøde.
Er der imidlertid tidligere idømt en frihedsstraf
på 7 dages fængsel for en
førstegangsovertrædelse, forudsættes straffen i
andengangstilfælde som udgangspunkt fastsat til ubetinget
fængsel i 14 dage.
I tredjegangstilfælde (det vil
sige tilfælde, hvor gerningsmanden to gange tidligere er
straffet) fastsættes både for lovovertrædere over
og under 18 år som udgangspunkt en ubetinget frihedsstraf
på fængsel i 40 dage, jf. våbenlovens § 10,
stk. 2, 2. pkt.
Straffen kan dog gøres betinget med vilkår om
samfundstjeneste, hvis betingelserne herfor er opfyldt. Den
nævnte straf forudsættes anvendt, når der er
idømt frihedsstraf i andengangstilfældet uanset
længden heraf.
I fjerdegangstilfælde og
derover vil det være op til domstolene på baggrund af
de konkrete forhold i den enkelte sag at beslutte, hvorledes
straffen bør fastsættes. Det forudsættes dog, at
der som udgangspunkt fastsættes en passende skærpet
straf i forhold til ovennævnte strafpositioner.
Der vil i tredjegangstilfælde og derover kun i helt
sjældne tilfælde kunne tænkes at foreligge
sådanne særligt formildende omstændigheder, at
udgangspunktet om frihedsstraf kan fraviges.
Det bemærkes, at fastsættelsen af straffen fortsat
vil bero på domstolenes konkrete vurdering i det enkelte
tilfælde af samtlige omstændigheder i sagen, og at det
angivne strafniveau vil kunne fraviges i op- og nedadgående
retning, hvis der i den konkrete sag foreligger skærpende
eller formildende omstændigheder, jf. herved de almindelige
regler om straffens fastsættelse i straffelovens kapitel
10.
Straffelovens øvrige almindelige regler om straffens
fastsættelse finder i den forbindelse anvendelse, herunder
straffelovens § 81 om skærpende omstændigheder,
§ 82 om formildende omstændigheder og § 83 om
fastsættelse af straffen under den angivne strafferamme og
strafbortfald i særlige tilfælde.
2.4.1.2. Betydningen af formildende
omstændigheder
Det følger af den almindelige bestemmelse i straffelovens
§ 83, at straffen kan nedsættes under den foreskrevne
strafferamme eller under i øvrigt formildende
omstændigheder bortfalde, når oplysninger om gerningen,
gerningsmandens person eller andre forhold afgørende taler
herfor.
Ved straffens fastsættelse kan det endvidere indgå
som en formildende omstændighed, at gerningsmanden har
handlet i undskyldelig uvidenhed om eller undskyldelig
misforståelse af retsregler, der forbyder en handling, jf.
straffelovens § 82, nr. 4.
2.4.1.3. Særligt skærpende
omstændigheder
Hvis overtrædelsen begås under særligt
skærpende omstændigheder, kan der eventuelt være
grundlag for at anse overtrædelsen for omfattet af
straffelovens § 192 a, stk. 2, hvorefter den, der
overtræder våbenlovgivningen under særligt
skærpende omstændigheder, uden at forholdet falder ind
under stk. 1 om besiddelse mv. af skydevåben og andre
særligt farlige våben og eksplosivstoffer, straffes med
fængsel indtil 6 år.
2.4.2. Justitsministeriets overvejelser og den
foreslåede ordning
Som et led i en øget indsats for at bekæmpe
knivvold - særligt i nattelivet og kriminelle miljøer
- foreslås det, at der skal kunne sættes endnu
hårdere ind over for personer, som tidligere er dømt
for vold mv., og som bærer kniv på steder, hvor der
erfaringsmæssigt er høj risiko for vold, f.eks. i
nattelivet eller kriminelle miljøer.
Derfor foreslås det, at straffen i tilfælde, hvor en
person, der tidligere er idømt fængselsstraf for
overtrædelse af straffelovens § 119, stk. 1 eller 2,
§§ 123, 216, 237, 244-246, 266 eller 288, bærer
kniv under skærpende omstændigheder, hæves fra de
nuværende 7 dages fængsel i
førstegangstilfælde til 40 dages fængsel.
Om begrebet skærpende omstændigheder henvises til
pkt. 2.4.1.2. ovenfor.
Forslaget skal ses i lyset af, at det er Justitsministeriets
vurdering, at det vil kunne have en præventiv effekt at
gennemføre en strafskærpelse for en persongruppe, der
tidligere har vist sig voldsparate. Derfor foreslås det, at
straffen for ulovlig besiddelse af kniv på offentligt
tilgængelige steder under skærpende
omstændigheder for denne persongruppe forhøjes markant
allerede i førstegangstilfælde.
I anden- og
tredjegangstilfælde og derover vil personer, der
tidligere er dømt for overtrædelse af de ovenfor
nævnte straffelovsbestemmelser, kunne straffes tilsvarende
hårdere, hvis de igen besidder en kniv under skærpende
omstændigheder.
I tilknytning til de foreslåede strafpositioner skal det
generelt bemærkes, at fastsættelse af straffen fortsat
vil bero på domstolenes konkrete vurdering i det enkelte
tilfælde på baggrund af samtlige sagens
omstændigheder, og at de angivne strafpositioner vil kunne
fraviges i op- og nedadgående retning, hvis der i den
konkrete sag foreligger skærpende eller formildende
omstændigheder.
I øvrigt foreslås strafniveauet for
overtrædelse af lovgivningen om knive fastholdt, jf.
lovforslagets pkt. 2.4.1.1. ovenfor og de særlige
bemærkninger til § 7.
2.5. Erhvervsmæssig handel med knive og
blankvåben mv.
2.5.1. Gældende ret
Erhvervsmæssig handel med bl.a. blankvåben er
reguleret i våbenlovens § 4 b, hvorefter
justitsministeren kan fastsætte regler om godkendelse af
erhvervsdrivende og disses ansatte i relation til
erhvervsmæssig handel med våben, ammunition mv.
Bestemmelsen er senest ændret ved lov nr. 733 af 25. juni
2014 med henblik på at skabe en mere klar hjemmel til de
eksisterende bestemmelser i våbenbekendtgørelsens
§§ 40-43.
Med ændringen blev justitsministeren eller den, ministeren
bemyndiger dertil, udtrykkeligt bemyndiget til at meddele
erhvervsdrivende generel tilladelse til med henblik på
erhvervsmæssig handel eller anden erhvervsmæssig
virksomhed at erhverve og besidde de i våbenlovens § 1,
stk. 1, nr. 1-3 og 7-10, og § 4, stk. 2, nævnte
genstande.
Endvidere blev justitsministeren udtrykkeligt bemyndiget til
mere generelt at fastsætte bestemmelser om vilkår og
betingelser for udstedelse og anvendelse af tilladelser efter stk.
1.
Dermed kom våbenloven til at indeholde en mere klar
hjemmel til de eksisterende bestemmelser i
våbenbekendtgørelsens §§ 40-43, end
tilfældet var tidligere.
Når forudsætningerne herfor er opfyldt, kan der med
hjemmel i § 4 b ved bekendtgørelse stilles krav om, at
våbenhandlere mv. med generelle tilladelser som omhandlet i
våbenbekendtgørelsens §§ 40 og 41 skal
føre våbenbøger elektronisk på en
sådan måde, at våbenbøgerne kan
samkøres med et eventuelt kommende nyt Politiets
Våbenregister.
Det er fastsat i våbenbekendtgørelsens § 40,
at politiet kan meddele erhvervsdrivende generel tilladelse til med
henblik på videresalg at erhverve og besidde våben
omfattet af bl.a. våbenbekendtgørelsens § 16,
stk. 1, nr. 1. Politiet kan også i medfør af
våbenbekendtgørelsens § 41 meddele
erhvervsdrivende generel tilladelse til, med henblik på
reparation, service og anden erhvervsmæssig virksomhed, at
besidde våben omfattet af våbenbekendtgørelsens
§ 16, stk. 1, nr. 1.
2.5.2. Justitsministeriets overvejelser og den
foreslåede ordning
De nugældende regler om erhvervsmæssig handel med
knive og blankvåben mv. foreslås videreført.
2.6. Annoncering med
salg af knive og blankvåben mv.
2.6.1. Gældende ret
Forbuddet mod annoncering med salg af våben, som ikke
må besiddes uden tilladelse, blev indført ved lov nr.
861 af 23. december 1987.
Det følger således af våbenlovens § 4 a,
at justitsministeren kan fastsætte regler om forbud mod
annoncering med salg af våben, som ikke må besiddes
uden tilladelse.
Det følger af våbenbekendtgørelsens §
45, stk. 1 og 2, at der ikke må annonceres med salg af
våben mv., som er omfattet af
våbenbekendtgørelsens § 16, stk. 1.
Dette forbud finder dog ikke anvendelse på dolke og knive,
som er omfattet af våbenbekendtgørelsens § 16,
stk. 3.
2.6.2. Justitsministeriets overvejelser og den
foreslåede ordning
De nugældende regler om annoncering med salg af knive og
blankvåben mv. foreslås videreført.
2.7. Ind- og
udførsel af knive og blankvåben mv.
2.7.1 Gældende ret
2.7.1.1. Indførsel
Det følger af våbenlovens § 4, stk. 2, nr. 1,
at justitsministeren kan udstede regler om forbud mod bl.a. at
indføre skarpe eller spidse våben, hvis klinge
overstiger 12 cm, knive med tværstillet greb beregnet til
stød, springknive, springstiletter, faldknive,
faldstiletter, enhåndsbetjente foldeknive, der er konstrueret
således, at de i normal stand kan foldes ud ved brug af
én hånd, foldeknive med todelt skæfte, hvis
klinge kan foldes ud ved brug af én hånd, knive, der
er konstrueret til at hænge om hals eller skulder, og som fra
denne placering kan trækkes ved brug af én hånd,
kastestjerner, kasteknive samt kårdestokke og andre
tilsvarende våben, der fremtræder som en anden
genstand.
Denne bemyndigelsesbestemmelse er udnyttet i
våbenbekendtgørelsens § 28, stk. 3, hvoraf
følger, at de våben, der er nævnt i
våbenbekendtgørelsens § 16, stk. 1, kun må
indføres med tilladelse fra politiet.
Derudover fremgår det af
våbenbekendtgørelsens § 28, stk. 4, at dolke og
knive, der er nævnt i våbenbekendtgørelsens
§ 16, stk. 3, dog kan indføres uden tilladelse fra
politiet.
Det følger af våbenlovens § 4, stk. 2, nr. 2,
at justitsministeren kan udstede regler om forbud mod bl.a. at
indføre andre skarpe eller spidse våben, som ikke kan
antages at have noget anerkendelsesværdigt formål.
2.7.1.2. Udførsel
Det er i medfør af våbenlovens § 6, stk. 1,
som udgangspunkt forbudt uden tilladelse fra justitsministeren
eller den, ministeren bemyndiger dertil, i hvert enkelt
tilfælde at udføre våben af enhver art med
undtagelse af visse jagtvåben (skydevåben).
Det følger af våbenlovens § 6, stk. 8, at
justitsministeren kan bestemme, at dolke og knive, hvis klinge
overstiger 12 cm, uden tilladelse kan udføres, hvis de er
udformet til erhverv, husholdningsbrug, jagt, lystfiskeri eller
sportsdykning. Denne adgang er benyttet i
våbenbekendtgørelsens § 29, stk. 4, hvoraf det
fremgår, at dolke og knive, der er nævnt i
våbenbekendtgørelsens § 16, stk. 3, kan
udføres uden tilladelse.
I medfør af våbenbekendtgørelsens § 29,
stk. 2, meddeler politiet tilladelse til udførsel til
Færøerne og Grønland og EU- og
EØS-medlemslandene af blankvåben.
2.7.2. Justitsministeriets overvejelser og den
foreslåede ordning
De nugældende regler om ind- og udførsel af knive
og blan?kvåben mv. foreslås videreført.
2.8. Regler om
ansøgninger, tilladelser mv.
2.8.1. Gældende ret
Våbenlovens § 2 b fastsætter nærmere
regler for indgivelse af ansøgninger i medfør af
våbenloven.
Det følger derudover af våbenlovens § 2 f, at
bl.a. tilladelser efter våbenloven eller efter bestemmelser,
der er udfærdiget i medfør af våbenloven, til
enhver tid kan tilbagekaldes.
Det følger af våbenbekendtgørelsens §
46, stk. 1, at våbentilladelser samt andre tilladelser eller
godkendelser efter våbenloven og
våbenbekendtgørelsen kun kan gives til personer, om
hvis personlige forhold og hidtidige vandel, der ikke foreligger
oplysninger, som gør det betænkeligt at
imødekomme ansøgningen. Det følger af
våbenbekendtgørelsens § 46, stk. 2, at de i stk.
1 nævnte tilladelser mv. endvidere kun kan gives til
juridiske personer, herunder selskaber, foreninger, private museer
og lignende, hvis den eller de ansvarlige opfylder kravet i stk.
1.
Det følger af våbenbekendtgørelsens §
47, stk. 1, at tilladelser i henhold til bl.a.
våbenbekendtgørelsens § 16, stk. 1, udstedes med
en gyldighedstid på 5 år.
Våbencirkulærets §§ 1, 13, 28 og 30
fastsætter nærmere regler for tilladelsens form og
indhold.
2.8.2. Justitsministeriets overvejelser og den
foreslåede ordning
De nugældende regler om ansøgninger, tilladelser
mv. vedrørende knive og blankvåben mv. foreslås
videreført.
2.9. Undtagelse for
militære myndigheder og politi mv.
2.9.1. Gældende ret
Det følger af våbenlovens §§ 8, stk. 1,
og 9, stk. 1, at regle?rne om knive og blankvåben mv. i
våbenlovens § 4 ikke gælder for militære
myndigheder og civile statsmyndigheder.
Det følger også af våbenlovens § 8, stk.
2, at § 6, stk. 1, om udførsel ikke gælder for
militære styrker og militært personel som led i den
militære tjenesteudøvelse. § 6, stk. 1, om
udførsel af våben gælder endelig ikke
militære myndigheders midlertidige udførsel af
udrustning og materiel med henblik på reparation og
vedligeholdelse.
Ligeledes følger det af våbenlovens § 9, stk.
1, at reglerne om knive og blankvåben mv. i våbenlovens
§ 4 ikke gælder for politiet og civile statsmyndigheder.
Det følger af samme bestemmelse, at reglerne om
udførsel endvidere ikke gælder for politiet.
2.9.2. Justitsministeriets overvejelser og den
foreslåede ordning
De nugældende regler om undtagelser for militære
myndigheder, politi mv. vedrørende knive og blankvåben
mv. foreslås videreført.
3. Økonomiske og
administrative konsekvenser for det offentlige
Forslaget om at skærpe straffen for voldsdømte mv.,
der besidder kniv under skærpende omstændigheder, vil
medføre en forøgelse af strafmængden og vil
således belaste kriminalforsorgens kapacitet. Merudgifter vil
blive afholdt inden for kriminalforsorgens eksisterende rammer.
En skærpelse af straffen fra de nuværende 7 dages
fængsel i førstegangstilfælde til 40 dages
fængsel indebærer en forøgelse af
strafmængden og vil således alt andet lige betyde et
øget behov for pladser i kriminalforsorgens
institutioner.
På baggrund af gennemsnitsberegning med afsæt i
antallet af overtrædelser af forbuddet mod kniv og dolk
på offentligt tilgængelige steder mv., herunder
tidligere voldsdømtes overtrædelser af forbuddet, samt
af længden af den straf, der udmåles herfor efter det
gældende regelsæt, skønnes det, at det
øgede pladsbehov som følge af den foreslåede
strafskærpelse årligt udgør 3-8
fængselspladser. Det er forudsat, at afsoningen sker i lukket
regi.
Forslaget skønnes at medføre merudgifter for
kriminalforsorgen til drift på ca. 1,5-5,0 mio. kr.
årligt. Med den aktuelle belægssituation i
kriminalforsorgens institutioner skønnes det, at de 3-8
fængselspladser vil kunne rummes inden for den eksisterende
kapacitet.
Lovforslaget har ikke herudover økonomiske eller
administrative konsekvenser for det offentlige.
4. Økonomiske og
administrative konsekvenser for erhvervslivet mv.
Lovforslaget har ingen økonomiske eller administrative
konsekvenser for erhvervslivet mv.
5. Administrative
konsekvenser for borgerne
Lovforslaget har ingen administrative konsekvenser for
borgerne.
6. Miljømæssige konsekvenser
Lovforslaget har ingen miljømæssige
konsekvenser.
7. Forholdet til
EU-retten
Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter.
8. Hørte
myndigheder mv.
Et udkast til lovforslag har fra den 22. december 2015 til den
19. januar 2016 været sendt i høring hos
følgende myndigheder og organisationer mv.:
Østre Landsret, Vestre Landsret, Sø- og
Handelsretten, samtlige byretter, Domstolsstyrelsen, Den Danske
Dommerforening, Dommerfuldmægtigforeningen, Rigsadvokaten,
Rigspolitiet, Foreningen af Offentlige Anklagere, Politiforbundet i
Danmark, Direktoratet for Kriminalforsorgen, Advokatrådet,
Amnesty International, Børne- og Ungdomsorganisationernes
Samråd, Danmarks Jægerforbund, Danmarks
Sportsfiskerforbund, Friluftsrådet, Det Danske Spejderkorps,
KFUM-Spejderne, Dansk Våbenhandlerforening, Danske Advokater,
Danske Regioner, Dansk Erhverv, Dansk Firmaidrætsforbund,
Dansk Fængselsforbund, Dansk Knivforening, Dansk Land- og
Strandjagt, Dansk Militaria Forening, Retspolitisk Forening, Dansk
Skytte Union, De Danske Skytteforeninger, Det
Kriminalpræventive Råd, Dansk Industri, Fagligt
Fælles Forbund 3F, Foreningen af
Fængselsinspektører og
Vicefængselsinspektører, HK Landsklubben Danmarks
Domstole, HK Landsklubben Kriminalforsorgen, Institut for
Menneskerettigheder, Kriminalforsorgsforeningen, Landsforeningen af
Forsvarsadvokater, Brancheforeningen for Danske
Våbenhandlere, Nordisk Våbenforum, Retssikkerhedsfonden
samt Vaabenhistorisk Selskab.
| 9. Sammenfattende
skema | | Positive konsekvenser/mindre
udgifter | Negative konsekvenser/merudgifter | Økonomiske konsekvenser for stat,
kommuner og regioner | Ingen | Ingen af betydning | Administrative konsekvenser for stat,
kommuner og regioner | Ingen | Ingen | Økonomiske konsekvenser for
erhvervslivet | Ingen | Ingen | Administrative konsekvenser for
erhvervslivet | Ingen | Ingen | Miljømæssige
konsekvenser | Ingen | Ingen | Administrative konsekvenser for
borgerne | Ingen | Ingen | Forholdet til EU-retten | Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige
aspekter |
|
Bemærkninger til lovforslagets
enkelte bestemmelser
Til §
1
Efter forslagets § 1 må
knive og blankvåben mv. ikke bæres eller besiddes
på offentligt tilgængelige steder, uddannelsessteder, i
ungdomsklubber, fritidsordninger og lignende, medmindre det sker
som led i erhvervsudøvelse, til brug ved jagt, lystfiskeri,
sportsudøvelse eller et andet lignende
anerkendelsesværdigt formål.
Bestemmelsen svarer til den nugældende bestemmelse i
våbenlovens § 4, stk. 1, med den ændring, at
foldeknive med en klinge på højst 7 cm, der ikke kan
fastlåses i udfoldet position, ikke længere er undtaget
fra kravet om anerkendelsesværdigt formål. Endvidere er
det præciseret, at bestemmelsen omfatter alle knive og
blankvåben mv. omfattet af loven.
Ved offentligt tilgængelige steder forstås steder,
hvortil der er almindelig adgang, herunder veje, parker, offentlige
transportmidler, restaurationer (herunder diskoteker,
værtshuse og lignende), butikker og butikscentre i
åbningstiden, forlystelsessteder og offentlige kontorer.
Området svarer til det område, der er omfattet af
ordensbekendtgørelsens § 2.
Besiddelsen af knive i køretøjer, som befinder sig
på et offentligt tilgængeligt sted, er også
omfattet af forbuddet.
Udover offentligt tilgængelige steder finder bestemmelsen
også anvendelse på uddannelsessteder, ungdomsklubber,
fritidsordninger og lignende, uanset om der er offentlig adgang til
det pågældende sted eller ej.
Ved uddannelsessteder forstås steder, hvor der
foregår undervisning, såsom folkeskoler, gymnasier,
universiteter, tekniske skoler, produktionsskoler mv., uanset om
der er tale om private uddannelsessteder. Uddannelsessteder
dækker såvel undervisningslokaler som andre
områder på disse steder (f.eks. et sportsområde
eller en fællessal). Ved ungdomsklubber forstås
klubtilbud og andre socialpædagogiske fritidstilbud til
større børn og unge, jf. lov om social service, men
også andre klubordninger og lignede fritidstilbud til
større børn og unge er omfattet af bestemmelsen,
uanset om ordningerne drives i kommunalt, regionalt eller privat
regi eller som selvejende institutioner. Ved fritidsordninger
forstås dagtilbud til større børn og unge, jf.
lov om social service.
Den foreslåede bestemmelse indebærer, at det er
forbudt at være i besiddelse af en kniv på offentligt
tilgængelige steder mv., hvis det ikke sker som led i
erhvervsudøvelse, til brug ved jagt, lystfiskeri,
sportsudøvelse eller et andet lignende
anerkendelsesværdigt formål. Det er således som
udgangspunkt forbudt at være i besiddelse af en kniv, hvis
den ikke skal bruges til noget bestemt. Besiddelse af en kniv
f.eks. med henblik på at skulle forsvare sig selv eller
andre, eller for det tilfælde, at der eventuelt skulle
opstå en truende situation, vil efter det foreslåede
fortsat være forbudt.
Skal kniven derimod anvendes som værktøj i
(lovligt) erhverv eller bruges i forbindelse med jagt, lystfiskeri
og sportsudøvelse, er det tilladt at være i besiddelse
af den på offentligt sted mv.
Det vil f.eks. være tilladt at være i besiddelse af
kniv eller dolk på de ovenfor nævnte uddannelsessteder,
ungdomsklubber, fritidsordninger og lignende, hvis besiddelsen sker
som led i undervisningen eller øvrige aktiviteter, der
naturligt hører hjemme i disse sammenhænge.
For så vidt angår afgrænsningen af
anerkendelsesværdige formål indebærer
lovforslaget ikke nogen ændring af den retstilstand, der
hidtil har været gældende. Som følge af de
foreslåede ændringer vil kravet om, at der skal
foreligge et anerkendelsesværdigt formål, dog fremover
også skulle anvendes i forhold til bl.a. mindre lommeknive og
multiværktøjer mv., som har et bredere
anvendelsesområde end andre knive, jf. nedenfor, hvilket der
vil skulle tages højde for ved vurderingen af, om der er et
anerkendelsesværdigt formål ved at besidde en
sådan kniv.
Opregningen i lovteksten er ikke udtømmende, jf. ordene
"eller andet lignende anerkendelsesværdigt formål".
Således vil en kniv også kunne besiddes som led i anden
lovlig fritidsaktivitet. Dette gælder f.eks. for personer,
der dyrker friluftsaktiviteter (vandreture, skovture, sejlture,
spejderaktiviteter mv.) og i den forbindelse anvender kniv.
Herudover er der en række andre tilfælde, hvor det ud
fra formålet med bestemmelsen er tilladt at være i
besiddelse af en kniv på offentligt sted.
Her tænkes navnlig på situationer, hvor det i
forbindelse med transport af kniv fra ét sted til et andet
ikke kan undgås, at kniven medbringes på (passerer)
offentligt område. Kniven kan f.eks. være købt i
en forretning, hvorefter den skal bringes hjem til bopælen.
Der kan endvidere foretages ophold eller ærinder undervejs,
når dette ud fra en samlet vurdering af
omstændighederne må anses for rimeligt. I denne
vurdering vil bl.a. kunne indgå formålet med og stedet
for opholdet og ærindet, varigheden heraf, knivens placering
og troværdigheden af besidderens forklaring om
omstændighederne omkring besiddelsen af kniven. F.eks. vil et
ophold med henblik på at tanke benzin eller foretage
indkøb på vej i sin bil til eller fra den aktivitet,
hvor kniven skal anvendes, normalt ikke udgøre en
overtrædelse af loven, hvis kniven forbliver i bilen. Det
samme gør sig gældende, hvis en netop indkøbt
husholdningskniv medbringes på den videre indkøbstur i
en taske eller lignende eller ligger i bilen, mens der foretages
andre ærinder. Derimod vil det som udgangspunkt være en
overtrædelse af § 1, hvis en kniv, der opbevares
på en lettilgængelig måde, f.eks. i en lomme,
medbringes på en restaurant.
Generelt vil det forhold, at besiddelsen af en kniv sker i et
kriminelt miljø, tale imod, at kniven skal bruges til et
anerkendelsesværdigt formål. Det gælder
især, hvis der ikke foreligger omstændigheder, som
understøtter, at den skal bruges til et lovligt
gøremål.
Det vil i alle tilfælde bero på en konkret
vurdering, om der foreligger et anerkendelsesværdigt
formål med at besidde en kniv. Ved denne vurdering vil der
skulle lægges vægt på knivens art,
anvendelsesområde og den situation, hvorunder kniven
besiddes.
Som beskrevet ovenfor under pkt. pkt. 2.2.1.1. i de almindelige
bemærkninger var begrundelsen for at undtage visse mindre
foldeknive fra forbuddet i våbenlovens § 4, stk. 1, ved
indførelsen af denne bestemmelse i 1987, at små
lommeknive mv. bruges af mange mennesker til dagligdags og
fredelige, praktiske gøremål. Med forslaget vil
foldeknive med en klinge på højst 7 cm, der ikke kan
fastlåses i udfoldet position, ikke længere være
undtaget fra kravet om anerkendelsesværdigt formål.
Det skal ses i lyset af, at den nugældende undtagelse for
foldeknive med en klinge på højst 7 cm, der ikke kan
fastlåses i udfoldet position, fra forbuddet i
våbenlovens § 4, stk. 1, har vist sig ikke at virke
efter hensigten i en række tilfælde. Således
udgør det et væsentligt problem, at der bl.a. i
nattelivet og kriminelle miljøer florerer farlige knive, som
bevidst er udformet med henblik på at omgå
særreglen om visse mindre foldeknive. Disse knive kan - som
konsekvens af undtagelsesreglen om visse mindre foldeknive - i dag
lovligt bæres i nattelivet og f.eks. af rockere og
bandemedlemmer på gaden. Hertil kommer, at besiddelse af
mindre foldeknive på offentligt tilgængelige steder -
uanset deres udformning - potentielt indebærer risiko for, at
kniven kan anvendes ved voldskriminalitet, og der ses ikke at
være væsentlige hensyn, der taler for, at visse knive
generelt skal kunne medbringes alle steder, f.eks. til
større sportskampe eller i nattelivet.
Som anført i pkt. 2.2.3. i de almindelige
bemærkninger er det ikke hensigten med forslaget, at det
generelt skal være forbudt at være i besiddelse af
almindelige små foldeknive - f.eks. lommeknive,
multiværktøjer eller proptrækkere med indbygget
kniv - når de medbringes til dagligdags og fredelige,
praktiske gøremål af den føromtalte type.
Det vil også i forhold til disse typer af knive bero
på en konkret vurdering, om der foreligger
omstændigheder, som gør, at der foreligger et
anerkendelsesværdigt formål med at besidde kniven. Ved
denne vurdering vil der, i lighed med hvad der gælder for
andre knive omfattet af lovforslagets § 1, skulle lægges
vægt på knivens art, anvendelsesområde og den
situation, hvorunder kniven besiddes. Det vil her skulle
indgå, at de små foldeknive typisk har et bredere
anvendelsesområde end andre knive og kan bruges til mange
forskellige og pludseligt opståede dagligdags, praktiske
gøremål. Derfor vil det efter omstændighederne
kunne være anerkendelsesværdigt at medbringe en
sådan kniv på offentligt tilgængelige steder mv.,
selv om formålet hermed har en bredere karakter end f.eks. at
deltage i en bestemt fritidsaktivitet, f.eks. en fisketur eller
spejderlejr. En kniv af denne type vil således f.eks. kunne
opbevares i en bil, båd eller campingvogn i tilfælde
af, at der opstår et behov for reparationer mv.
Der vil dog være situationer, hvor besiddelse af knive -
også små foldeknive - som det helt klare udgangspunkt
aldrig vil være berettiget. Det gælder f.eks. til visse
større fodboldkampe eller i nattelivet, hvor der er
nærliggende risiko for, at der kan opstå tilspidsede
situationer af potentielt voldelig karakter.
I forhold til afgrænsningen af steder, hvor der kan
være en nærliggende risiko for, at der kan opstå
tilspidsede situationer af potentielt voldelig karakter, henvises
til de almindelige bemærkninger pkt. 2.2.3. og de
særlige bemærkninger til § 7 om straf under
skærpende om omstændigheder.
Der kan herudover også forekomme andre steder eller
situationer i det offentlige rum, hvor det som udgangspunkt ikke
vil være anerkendelsesværdigt at medbringe en kniv,
uanset knivens størrelse og art. Der tænkes her
på tilfælde, hvor der generelt må antages at
være en forøget risiko for, at der kan opstå
konfrontationer eller tilspidsede situationer, og hvor der samtidig
ikke ses at være hensyn, der taler for, at en kniv skal kunne
medbringes. Som eksempel kan det nævnes, at knive som
udgangspunkt ikke har noget at gøre til f.eks.
demonstrationer, større koncerter eller forsamlinger mv.
Der vil efter den foreslåede bestemmelse - uden for de
ovennævnte situationer - som følge af det nævnte
brede anvendelsesområde for almindelige små foldeknive
- f.eks. lommeknive, multiværktøjer eller
proptrækkere med indbygget kniv - i praksis være en
formodning for, at knive af denne type skal anvendes til et
anerkendelsesværdigt formål, medmindre der er konkrete
omstændigheder, som taler imod, at dette er
tilfældet.
Som eksempel på omstændigheder, som - også
uden for de ovenfor omtalte situationer - vil kunne tale imod, at
besiddelsen af en sådan kniv har et
anerkendelsesværdigt formål, kan nævnes, at
kniven er udformet på en måde, så den uanset
størrelsen er særligt egnet som angrebs- og
stikvåben, eller at personen, som besidder kniven, tidligere
er straffet for flere overtrædelser af
våbenlovgivningen.
Med den foreslåede bestemmelse ændres der ikke
på, at der med hensyn til beviset for, om bestemmelsen er
overtrådt, tages udgangspunkt i den almindelige processuelle
grundsætning, at anklagemyndigheden har bevisbyrden. Det er
således ikke tiltalte, der selv skal bevise, at kniven
bæres som led i erhverv mv. Noget andet er, at sigtede eller
tiltalte for at kunne unddrage sig strafansvar i praksis i
almindelighed ikke vil kunne nøjes med at hævde, at
kniven skal bruges til et af de formål, der fritager for
straf, hvis der ikke samtidig foreligger omstændigheder
f.eks. med hensyn til påklædning, tid og sted,
måden kniven bæres på, knivens art mv., der
underbygger denne påstand. Tilsvarende vil det f.eks. kunne
indgå, om personen, som besidder kniven, tidligere er
straffet for overtrædelse af våbenlovgivningen mv.
I situationer, hvor det oplyses, at en kniv besiddes med henblik
på f.eks. fiskeri eller jagt, vil det efter
omstændighederne ofte kunne være relevant, om den
pågældende har fisketegn eller jagttegn, og om
vedkommende har medbragt andet fiskegrej eller jagtudstyr osv.
Samlet set indebærer lovforslaget en videreførelse
af den gældende retstilstand vedrørende forbud mod at
bære eller besidde kniv på offentligt
tilgængelige steder mv. med den ændring, at det
fremover generelt vil være ulovligt at medbringe knive af
enhver art i nattelivet, til større sportskampe, politiske
demonstrationer mv., ligesom det også uden for disse
situationer vil kunne være ulovligt at besidde en mindre
foldekniv, herunder f.eks. en lommekniv eller et
multiv?ærktøj mv., hvis konkrete omstændigheder
taler imod, at en sådan kniv skal bruges til et
anerkendelsesværdigt formål.
Der henvises til pkt. 2.2. i de almindelige
bemærkninger.
Til §
2
Med forslagets § 2, stk. 1,
foreslås det, at det kræver tilladelse fra politiet at
erhverve, besidde, bære eller anvende skarpe eller spidse
våben, hvis klinge overstiger 12 cm, knive med
tværstillet greb beregnet til stød, springknive og
springstiletter, faldknive og faldstiletter, foldeknive med todelt
skæfte, hvis klinge kan foldes ud ved brug af én
hånd, knive, der er konstrueret til at hænge om hals
eller skulder, og som fra denne placering kan trækkes ved
brug af én hånd, kastestjerner, kasteknive,
kasteøkser og lignende, og kårdestokke og andre
blankvåben, der fremtræder som en anden genstand.
Efter de nugældende regler, jf. våbenlovens §
4, stk. 2, nr. 1, kan justitsministeren bl.a. udstede regler om
forbud mod at erhverve, besidde, bære eller anvende skarpe
eller spidse våben, hvis klinge overstiger 12 cm, knive med
tværstillet greb beregnet til stød, springknive,
springstiletter, faldknive, faldstiletter, enhåndsbetjente
foldeknive, der er konstrueret således, at de i normal stand
kan foldes ud ved brug af én hånd, foldeknive med
todelt skæfte, hvis klinge kan foldes ud ved brug af
én hånd, knive, der er konstrueret til at hænge
om hals eller skulder, og som fra denne placering kan trækkes
ved brug af én hånd, kastestjerner, kasteknive samt
kårdestokke og andre tilsvarende våben, der
fremtræder som en anden genstand.
Den omtalte bemyndigelse i våbenlovens § 4, stk. 2,
nr. 1, er udnyttet i våbenbekendtgørelsens § 16,
stk. 1, nr. 1-8, hvoraf det fremgår, at det er forbudt uden
tilladelse fra politiet at erhverve, besidde, bære eller
anvende skarpe våben eller spidse våben, hvis klinge
overstiger 12 cm, knive med tværstillet greb beregnet til
stød (push daggers), springknive og springstiletter,
faldknive og faldstiletter, enhåndsbetjente foldeknive, der
er konstrueret således, at klingen i normal stand kan foldes
ud ved brug af én hånd, og foldeknive med todelt
skæfte, hvis klinge kan foldes ud ved brug af én
hånd (butterflyknive), knive, der er konstrueret til at
hænge om hals eller skulder, og som fra denne placering kan
trækkes ved brug af én hånd, kastestjerner,
kasteknive, kasteøkser og lignende samt kårdestokke og
andre tilsvarende våben, der fremtræder som en anden
genstand.
Forbuddet mod disse knive og blankvåben mv. gælder
generelt og er således ikke begrænset til offentligt
tilgængelige steder mv., men gælder besiddelse af knive
alle steder, herunder på egen bopæl mv.
Bortset fra de almindelige blankvåben (skarpe våben
eller spidse våben, hvis klinge overstiger 12 cm) meddeles
der efter praksis kun tilladelse til disse knive mv.
undtagelsesvist, og hvis der foreligger ganske særlige
omstændigheder, idet de anses for særligt farlige.
Forslagets § 2, stk. 1, indebærer en
videreførelse af gældende ret med den ændring,
at enhåndsbetjente foldeknive ikke længere er omfattet
af et særligt forbud. Det forudsættes i øvrigt,
at den restriktive praksis vedrørende meddelelse af
tilladelse til knive mv., der anses for særligt farlige, jf.
bestemmelsens nr. 2-8, opretholdes som hidtil.
Med forslagets § 2, stk. 2,
foreslås det, at dolke og knive, hvis klinge overstiger 12 cm
uden tilladelse kan anvendes i erhverv, til husholdningsbrug eller
ved jagt, lystfiskeri eller sportsudøvelse, hvis de er
udformet hertil. De nævnte våben kan erhverves,
besiddes og bæres til den nævnte brug. Besiddelse og
anvendelse af en brødkniv til husholdningsbrug er
således undtaget fra kravet om tilladelse, og
brødkniven vil kunne medbringes til en lovlig aktivitet i
det omfang, der er et anerkendelsesværdigt formål
hermed, f.eks. en skovtur
Bestemmelsen i forslagets § 2, stk. 2, er en
videreførelse af bestemmelsen i
våbenbekendtgørelsens § 16, stk. 3, jf.
våbenlovens § 4, stk. 2, nr. 1, og indebærer
således ingen ændring i forhold til gældende
ret.
Det følger af lovforslagets §
2, stk. 3, at de våben mv., der er nævnt i
forslagets § 2, stk. 1, kun må overdrages til andre
eller overlades til andre, hvis erhververen eller modtageren
foreviser fornøden tilladelse fra politiet. Dolke og knive,
hvis klinge overstiger 12 cm, kan uanset stk. 1, nr. 1, overdrages
eller overlades til andre, hvis det må antages, at
erhververen eller modtageren kun vil anvende dem til brug ved jagt,
lystfiskeri, sportsudøvelse eller andet lignende
anerkendelsesværdigt formål.
Den foreslåede bestemmelse i § 2, stk. 3, er en
videreførelse af de nuværende regler om overdragelse
mv. i våbenbekendtgørelsens § 16, stk. 2 og 3,
jf. våbenlovens § 4, stk. 2, nr. 1, og forslaget
indebærer således på dette punkt ingen
ændring i forhold til gældende ret.
Det foreslås i § 2, stk.
4, at justitsministeren fortsat har bemyndigelse til
administrativt at fastsætte regler om forbud mod at
indføre, ved overdragelse at erhverve, at besidde,
bære eller anvende, at overdrage eller at overlade andre
besiddelsen af andre skarpe eller spidse våben, som ikke kan
antages at have noget anerkendelsesværdigt formål.
Efter de nugældende regler, jf. våbenlovens §
4, stk. 2, nr. 2, kan justitsministeren udstede regler om forbud
mod at indføre, ved overdragelse at erhverve, at besidde,
bære eller anvende, at overdrage eller at overlade andre
besiddelsen af andre skarpe eller spidse våben, som ikke kan
antages at have noget anerkendelsesværdigt formål.
Den foreslåede bestemmelse i § 2, stk. 4, er
således en videreførelse af de nuværende regler
jf. våbenlovens § 4, stk. 2, nr. 2, og forslaget
indebærer således på dette punkt ingen
ændring i forhold til gældende ret.
Efter forslagets § 2, stk. 5,
vil justitsministeren kunne fastsætte regler om opbevaring og
transport mv. af knive og blankvåben mv. omfattet af § 2
eller af bestemmelser, der er udfærdiges i medfør
heraf.
De nugældende regler om transport mv. af de knive og
blankvåben mv., der i dag er omfattet af
våbenbekendtgørelsens § 16, stk. 1, nr. 1-8, og
som fremover - bortset fra enhåndsbetjente knive - vil
være omfattet af forbuddet i forslagets § 2, stk. 1,
findes i våbenbekendtgørelsens §§ 9 og
10.
Våbenbekendtgørelsens § 9, stk. 1,
fastslår bl.a., at våben omfattet af
bekendtgørelsens § 16 skal transporteres forsvarligt,
f.eks. under konstant tilsyn eller tildækket i aflåst
transportmiddel eller på tilsvarende betryggende måde.
Bekendtgørelsens § 10, stk. 1, fastslår bl.a., at
politiet kan meddele erhvervsdrivende generel tilladelse til med
henblik på transport at besidde våben og ammunition mv.
omfattet af bekendtgørelses § 16, stk. 1, nr. 1 (skarpe
våben eller spidse våben, hvis klinge overstiger 12
cm), hvis den erhvervsdrivende og de af dennes ansatte, der har
adgang til våbnene, er fyldt 18 år og opfylder visse
betingelser.
Våbenbekendtgørelsens § 22, stk. 1,
fastslår, at bl.a. våben omfattet af
våbenbekendtgørelsens § 16 skal opbevares
forsvarligt og på et sted, der er utilgængeligt for
uvedkommende.
Med bestemmelsen i forslagets § 2, stk. 5, indføres
en selvstændig hjemmel til, at justitsministeren kan
fastsætte regler om opbevaring og transport mv.
Det er hensigten at benytte bemyndigelsen til administrativt at
fastsætte regler svarende til dem, der gælder i
dag.
Efter forslagets § 2, stk. 6,
kan justitsministeren fastsætte regler om antalsmæssig
begrænsning på tilladelser til knive og
blankvåben mv. omfattet § 2 eller af bestemmelser, der
er udfærdiget i medfør heraf.
Det følger af den nugældende bestemmelse i
våbenlovens § 6 b, at en våbentilladelse kun kan
omfatte ét våben, men at justitsministeren dog kan
fastsætte regler om, at visse tilladelser kan omfatte flere
våben.
Den foreslåede bestemmelse i § 2, stk. 6,
viderefører således gældende ret i forhold til
justitsministerens adgang til at fastsætte regler om
antalsmæssig begrænsning på tilladelser til knive
og blankvåben mv.
Der henvises til pkt. 2.3. i de almindelige
bemærkninger.
Til §
3
Med lovforslagets § 3
foreslås det, at justitsministeren bemyndiges til at
fastsætte regler om erhvervsmæssig handel med knive og
blankvåben mv. omfattet af denne lov, herunder regler om
godkendelse af erhvervsdrivende og deres ansatte samt om
annoncering med salg af knive og blankvåben mv.
Efter gældende ret kan justitsministeren efter
våbenlovens § 4 b, stk. 1, fastsætte regler om
godkendelse af erhvervsdrivende og disses ansatte i relation til
erhvervsmæssig handel med bl.a. våben. Bemyndigelsen er
udnyttet i våbenbekendtgørelsens § 40, hvorefter
politiet kan meddele erhvervsdrivende generel tilladelse til med
henblik på videresalg at erhverve og besidde bl.a.
våben omfattet af våbenbekendtgørelsens §
16, stk. 1, nr. 1, (skarpe våben eller spidse våben,
hvis klinge overstiger 12 cm). Det følger desuden af
våbenbekendtgørelsens § 41, at politiet kan
meddele erhvervsdrivende generel tilladelse til, med henblik
på reparation, service og anden erhvervsmæssig
virksomhed, at besidde våben omfattet af bl.a.
våbenbekendtgørelsens § 16, stk. 1, nr. 1. Det
følger af våbenlovens § 4 a, at justitsministeren
kan fastsætte regler om forbud mod annoncering med salg af
våben, som ikke må besiddes uden tilladelse. Dette
gælder dog ikke jagt- og konkurrencevåben.
Den foreslåede bestemmelse i § 3 indebærer en
videreførelse af de nugældende regler om
justitsministerens adgang til at fastsætte regler om
erhvervsmæssig handel og annoncering med knive og
blankvåben mv.
Det er hensigten at benytte bemyndigelsen til administrativt at
fastsætte regler svarende til dem, der gælder i
dag.
Der henvises til pkt. 2.5. og pkt. 2.6. i de almindelige
bemærkninger.
Til §
4
Med lovforslagets § 4
foreslås det, at justitsministeren fastsætter regler om
indførsel og udførsel af knive og blankvåben
mv. omfattet af denne lov.
Justitsministeren kan efter den nugældende bestemmelse i
våbenlovens § 4, stk. 2, nr. 1, udstede regler om forbud
mod bl.a. at indføre skarpe eller spidse våben, hvis
klinge overstiger 12 cm, knive med tværstillet greb beregnet
til stød, springknive, springstiletter, faldknive,
faldstiletter, enhåndsbetjente foldeknive, der er konstrueret
således, at de i normal stand kan foldes ud ved brug af
én hånd, foldeknive med todelt skæfte, hvis
klinge kan foldes ud ved brug af én hånd, knive, der
er konstrueret til at hænge om hals eller skulder, og som fra
denne placering kan trækkes ved brug af én hånd,
kastestjerner, kasteknive samt kårdestokke og andre
tilsvarende våben, der fremtræder som en anden
genstand. Denne bemyndigelsesbestemmelse er udnyttet i
våbenbekendtgørelsens § 28, stk. 3, hvoraf
følger, at de våben, der er nævnt i
våbenbekendtgørelsens § 16, stk. 1, kun må
indføres med tilladelse fra politiet. Derudover
fremgår det af våbenbekendtgørelsens § 28,
stk. 4, at dolke og knive, der er nævnt i
våbenbekendtgørelsens § 16, stk. 3, dog kan
indføres uden tilladelse fra politiet.
Det følger af våbenlovens § 4, stk. 2, nr. 2,
at justitsministeren kan udstede regler om forbud mod bl.a. at
indføre andre skarpe eller spidse våben, som ikke kan
antages at have noget anerkendelsesværdigt formål.
Det er i medfør af våbenlovens § 6, stk. 1,
som udgangspunkt forbudt uden tilladelse fra justitsministeren
eller den, ministeren bemyndiger dertil, i hvert enkelt
tilfælde at udføre våben af enhver art med
undtagelse af visse jagtvåben (skydevåben).
Det følger af våbenlovens § 6, stk. 8, at
justitsministeren kan bestemme, at dolke og knive, hvis klinge
overstiger 12 cm, uden tilladelse kan udføres, hvis de er
udformet til erhverv, husholdningsbrug, jagt, lystfiskeri eller
sportsdykning. Denne adgang er benyttet i
våbenbekendtgørelsens § 29, stk. 4, hvoraf det
fremgår, at dolke og knive, der er nævnt i
våbenbekendtgørelsens § 16, stk. 3, kan
udføres uden tilladelse.
Våbenlovens § 8, stk. 2, og § 9, stk. 1,
indeholder særlige regler om militære myndigheders og
politiets adgang til at udføre våben.
I medfør af våbenbekendtgørelsens § 29,
stk. 2, meddeler politiet tilladelse til udførsel til
Færøerne og Grønland og EU- og
EØS-medlemslandene af blankvåben.
Med den foreslåede bestemmelse i § 4 får
justitsministeren en generel bemyndigelse til at fastsætte
regler om indførsel og udførsel af knive og
blankvåben mv.
Det er hensigten at benytte bemyndigelsen til administrativt at
fastsætte regler svarende til dem, der gælder i
dag.
Der henvises til pkt. 2.7. i de almindelige
bemærkninger.
Til §
5
Det følger af bestemmelsen i lovforslagets § 5, stk. 1, at tilladelser efter denne
lov eller efter bestemmelser, der er udfærdiget i
medfør heraf, til enhver tid kan tilbagekaldes.
Efter den nugældende bestemmelse i § 2 f i
våbenloven kan tilladelser efter våbenloven eller efter
bestemmelser, der er udfærdiget i medfør af
våbenloven, til enhver tid tilbagekaldes.
Bestemmelsen i forslagets § 5, stk. 1, er således en
videreførelse af gældende ret i forhold til adgangen
til at tilbagekalde tilladelser vedrørende knive og
blankvåben mv.
Efter forslagets § 5, stk. 2,
fastsætter justitsministeren regler om, at
ansøgninger, som efter denne lov eller bestemmelser
udfærdiget i medfør heraf indgives til politiet, skal
indgives ved anvendelse af den digitale løsning, som
politiet anviser (digital selvbetjening).
Efter gældende ret, jf. våbenlovens § 2 g, er
justitsministeren bemyndiget til at fastsætte administrative
regler for indgivelse af ansøgninger i medfør af
våbenloven. Bestemmelsen er udnyttet i
våbenbekendtgørelsens § 2 b, der bl.a.
fastsætter nærmere regler om, hvordan
ansøgninger indgives digitalt.
Med den foreslåede bestemmelse i § 5, stk. 2, videreføres justitsministerens
hjemmel til at fastsætte regler om digitale
ansøgninger i forhold til tilladelser til knive og
blankvåben mv.
Det er hensigten at benytte bemyndigelsen til administrativt at
fastsætte regler svarende til dem, der gælder i
dag.
I § 5, stk. 3, foreslås
det, at justitsministeren fastsætter regler om form og
indhold af tilladelser, som udstedes efter denne lov eller
bestemmelser udfærdiget i medfør heraf.
Efter de nugældende regler følger det bl.a. af
våbenbekendtgørelsens § 46, stk. 1, at
våbentilladelser samt andre tilladelser eller godkendelser
efter våbenloven og våbenbekendtgørelsen kun kan
gives til personer, om hvis personlige forhold og hidtidige vandel,
der ikke foreligger oplysninger, som gør det
betænkeligt at imødekomme ansøgningen. Det
følger desuden af våbenbekendtgørelsens §
47, stk. 1, at tilladelser i henhold til bl.a.
våbenbekendtgørelsens § 16, stk. 1, om visse
knive og blankvåben mv., udstedes med en gyldighedstid
på 5 år. Våbencirkulærets §§ 1,
13, 28, og 30, fastsætter herudover nærmere regler for
våbentilladelsers form og indhold.
Med den foreslåede bestemmelse præciseres det, at
justitsministeren fastsætter regler om form og indhold af
tilladelser vedrørende knive og blankvåben mv.
Det er hensigten, at bemyndigelsen anvendes til at
fastsætte regler om bl.a. vandelskrav og gyldighed svarende
til de nugældende regler.
Der henvises til pkt. 2.8. i de almindelige
bemærkninger.
Til §
6
Det følger af lovforslagets §
6, at §§ 1 og 2 ikke gælder for
militære myndigheder, f.eks. som led i militær
tjenesteudøvelse, politiet, civile statsmyndigheder og
hoffet.
Efter de nugældende regler i våbenlovens
§§ 8, stk. 1, og 9, stk. 1, gælder reglerne om
knive og blankvåben mv. i våbenlovens § 4 ikke for
militære myndigheder, civile statsmyndigheder og
politiet.
Bestemmelsen i lovforslagets § 6 er således en
videreførelse af gældende ret.
Af civile statsmyndigheder kan bl.a. nævnes styrelser
underlagt fagministerierne, statslige museer med
våbensamlinger, Den Uafhængige Politiklagemyndighed og
andre virksomheder af mere privat karakter såsom DSB.
Der henvises til pkt. 2.9. i de almindelige
bemærkninger.
Til §
7
Forslagets § 7 indeholder
lovens straffebestemmelser.
Det følger af § 7, stk.
1, at overtrædelse af §§ 1 eller 2 straffes
med bøde, fængsel indtil 4 måneder eller under
skærpende omstændigheder fængsel indtil 2
år. Det følger endvidere af forslagets § 7, stk. 2, 1.
pkt., at det ved fastsættelse af straffen for
overtrædelse af § 1 særlig skal anses for
skærpende, at gerningspersonen flere gange tidligere er
straffet for overtrædelse af § 1.
De omtalte bestemmelser svarer til de nugældende
bestemmelser i våbenlovens § 10, stk. 2, 1. og 2. pkt.,
og sanktionsniveauet for overtrædelse af disse regler
forudsættes fastholdt.
Det forudsættes således, at førstegangstilfælde af
overtrædelse af knivforbuddet i lovforslagets § 1, dvs.
ulovlig besiddelse af kniv på offentligt tilgængelige
steder, uddannelsessteder, i ungdomsklubber, fritidsordninger og
lignende uden samtidig overtrædelse af lovforslagets §
2, stk. 1, som hidtil som udgangspunkt straffes med en bøde
på 3.000 kr.
Hvis overtrædelse af lovforslagets § 1 sker med en
kniv, der ikke lovligt kan besiddes efter lovforslagets § 2
uden politiets tilladelse, skal der straffes i sammenstød
for begge overtrædelser, og der forudsættes i disse
tilfælde fastsat en bøde på 5.000 kr.
I andengangstilfælde
forudsættes straffen - både for lovovertrædere
over og under 18 år - som udgangspunkt fastsat til ubetinget
fængsel i 7 dage.
Der kan forekomme tilfælde, hvor ubetinget frihedsstraf i
andengangstilfælde vil være urimeligt henset til de
omstændigheder, hvorunder kniven mv. har været
medbragt. Det er forudsat, at der i sådanne tilfælde er
mulighed for at idømme en bøde.
I tredjegangstilfælde (det vil
sige tilfælde, hvor gerningsmanden to gange tidligere er
straffet for overtrædelse af våbenlovens § 4, stk.
1 eller lovforslagets § 2) forudsættes det, at der ved
strafudmålingen for ulovlig besiddelse af knive efter
lovforslagets § 1 både for lovovertrædere over og
under 18 år som udgangspunkt fastsættes en ubetinget
frihedsstraf på fængsel i 40 dage. Straffen kan dog
gøres betinget med vilkår om samfundstjeneste, hvis
betingelserne herfor er opfyldt. Det bemærkes, at den
nævnte straf forudsættes anvendt, når der er
idømt frihedsstraf i andengangstilfældet uanset
længden heraf.
Der vil i tredjegangstilfælde og derover kun i helt
sjældne tilfælde kunne tænkes at foreligge
sådanne særlig formildende omstændigheder, at
udgangspunktet om frihedsstraf kan fraviges.
I fjerdegangstilfælde og
derover vil det være op til domstolene på baggrund af
de konkrete forhold i den enkelte sag at beslutte, hvorledes
straffen bør fastsættes. Det forudsættes dog, at
der som udgangspunkt fastsættes en passende skærpet
straf i forhold til ovennævnte strafpositioner.
Hvis der foreligger skærpende
omstændigheder, forudsættes der - både for
lovovertrædere over og under 18 år - idømt en
ubetinget frihedsstraf på 7 dages fængsel for
overtrædelse af lovforslagets § 1 i
førstegangstilfælde.
I almindelighed vil der kun foreligge skærpende
omstændigheder, hvis en person bærer kniv på
steder eller under omstændigheder, hvor der er
nærliggende risiko for, at der kan opstå tilspidsede
situationer af potentielt voldelig karakter, herunder
tilfælde, hvor en person bærer kniv i aften- og
nattetimerne i restaurationsmiljøet mv. eller ved visse
fodboldkampe, byfester og koncerter. Risikoen for tilspidsede
situationer af potentielt voldelig karakter kan f.eks. også
følge af uoverensstemmelser eller konflikt mellem bander,
rockergrupper eller lignende, hvor to eller flere grupper af
personer, der har en indbyrdes konflikt, mødes, f.eks. i
forbindelse med retsmøde eller lignende.
Det ligger i det anførte - jf. udtrykket "bærer" -
at der ikke vil foreligge skærpende omstændigheder,
hvis overtrædelsen af knivforbuddet består i, at en
person blot "besidder" kniven, f.eks. fordi den
pågældende kniv ligger i en bils bagagerum.
Det vil bero på domstolenes vurdering af de konkrete
forhold i den enkelte sag, om der foreligger sådanne
skærpende omstændigheder, at der skal udmåles en
frihedsstraf i stedet for en bøde.
Hvis der tidligere er idømt en frihedsstraf på 7
dages fængsel for en førstegangsovertrædelse,
jf. ovenfor, forudsættes straffen i andengangstilfælde
som udgangspunkt fastsat til ubetinget fængsel i 14 dage.
Med forslagets § 7, stk. 2, 2.
pkt., foreslås en yderligere strafskærpelse i
forhold til personer, der tidligere er dømt for visse former
for personfarlig kriminalitet, og som bærer kniv under
skærpende omstændigheder.
I førstegangstilfælde,
hvor en person, der tidligere er idømt fængselsstraf
for overtrædelse af straffelovens § 119, stk. 1 eller 2,
§§ 123, 216, 237, 244-246, 266 eller 288, bærer
kniv under skærpende omstændigheder, forudsættes
det, at der ved strafudmålingen som udgangspunkt
fastsættes en ubetinget fængselsstraf på 40
dage.
Princippet om, at gentagelsesvirkningen ophører,
når der, førend den nye strafbare handling blev
begået, er forløbet 10 år, efter at den
tidligere straf er udstået, endeligt eftergivet eller
bortfaldet, jf. straffelovens § 84, stk. 3, finder i den
forbindelse anvendelse.
Hvis der tidligere er idømt en frihedsstraf på 40
dages fængsel for en førstegangsovertrædelse,
jf. ovenfor, vil det være op til domstolene på baggrund
af de konkrete forhold i den enkelte sag at beslutte, hvorledes
straffen bør fastsættes. Det forudsættes dog, at
der som udgangspunkt fastsættes en passende skærpet
straf i forhold til ovennævnte strafpositioner
Der henvises til lovforslagets almindelige bemærkninger
pkt. 2.4.
Fastsættelsen af straffen vil i alle tilfælde bero
på domstolenes konkrete vurdering i det enkelte
tilfælde af samtlige omstændigheder i sagen, og de
angivne strafniveauer vil kunne fraviges i op- og nedadgående
retning, hvis der i den konkrete sag foreligger skærpende
eller formildende omstændigheder, jf. herved de almindelige
regler om straffens fastsættelse i straffelovens kapitel
10.
Frihedsstraf vil i alle situationer kunne gøres betinget
med vilkår om samfundstjeneste, hvis betingelserne herfor er
opfyldt.
Det følger herudover af den almindelige bestemmelse i
straffelovens § 83, at straffen kan nedsættes under den
foreskrevne strafferamme eller under i øvrigt formildende
omstændigheder bortfalde, når oplysninger om gerningen,
gerningsmandens person eller andre forhold afgørende taler
herfor.
Ved straffens fastsættelse kan det endvidere indgå
som en formildende omstændighed, at gerningsmanden har
handlet i undskyldelig uvidenhed om eller undskyldelig
misforståelse af retsregler, der forbyder en handling, jf.
straffelovens § 82, nr. 4.
Hvis overtrædelsen af lovforslagets § 1 eller §
2 består i samtidig besiddelse af flere ulovlige våben,
eller hvis flere tilfælde af ulovlig våbenbesiddelse er
til samtidig pådømmelse, finder straffelovens §
88 anvendelse, og der skal således fastsættes en samlet
straf for samtlige forhold.
Hvis der er tale om et tilfælde, hvor der måtte
blive idømt bødestraf, vil det således bero
på en konkret vurdering, om bøden skal
fastsættes ved en sammenlægning af normalbøderne
for de enkelte overtrædelser (absolut kumulation) eller til
et mindre beløb (modereret kumulation). Det
forudsættes i den forbindelse, at der som udgangspunkt skal
anvendes modereret kumulation.
Til §
8
Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. juli
2016.
Strafudmåling efter de nye bestemmelser skal ske for
lovovertrædelser, der er begået efter lovens
ikrafttræden, jf. herved straffelovens § 3, stk. 1. Der
tillægges i den forbindelse gentagelsesvirkning i forhold til
tidligere overtrædelse af våbenlovens § 4, stk. 1
og 2, begået før ikrafttrædelsen af de nye
regler, når blot den nye lovovertrædelse er
begået efter ikrafttrædelsen.
Til §
9
Til nr. 1
Det følger af våbenlovens § 4, stk. 1, at det
er forbudt at bære eller besidde kniv eller dolk på
offentligt tilgængelige steder, uddannelsessteder, i
ungdomsklubber, fritidsordninger og lignende medmindre det sker som
led i erhvervsudøvelse, til brug ved jagt, lystfiskeri eller
sportsudøvelse eller har et andet lignende
anerkendelsesværdigt formål. Forbuddet omfatter dog
ikke foldeknive med en klinge på højst 7 cm, der ikke
kan fastlåses i udfoldet position
Forslaget indebærer, at den nuværende bestemmelse i
våbenlovens § 4, stk. 1, ophæves.
Der er tale om en konsekvensændring som følge af,
at reglerne om besiddelse af knive på offentligt
tilgængelige steder mv. fremover vil være indeholdt i
lovforslagets § 1.
Til nr. 2
Det følger af våbenlovens § 4, stk. 2, nr. 1,
at justitsministeren kan udstede regler om forbud mod at
indføre, ved overdragelse at erhverve, at besidde,
bære eller anvende, at overdrage eller at overlade andre
besiddelsen af skarpe eller spidse våben, hvis klinge
overstiger 12 cm, knive med tværstillet greb beregnet til
stød, springknive, springstiletter, faldknive,
faldstiletter, enhåndsbetjente foldeknive, der er konstrueret
således, at de i normal stand kan foldes ud ved brug af
én hånd, foldeknive med todelt skæfte, hvis
klinge kan foldes ud ved brug af én hånd, knive, der
er konstrueret til at hænge om hals eller skulder, og som fra
denne placering kan trækkes ved brug af én hånd,
kastestjerner, kasteknive samt kårdestokke og andre
tilsvarende våben, der fremtræder som en anden
genstand.
Forslaget indebærer, at bestemmelsen i våbenlovens
§ 4, stk. 2, nr. 1, ophæves.
Det følger af våbenlovens § 4, stk. 2, nr. 2,
at justitsministeren kan udstede regler om forbud mod at
indføre, ved overdragelse at erhverve, at besidde,
bære eller anvende, at overdrage eller at overlade andre
besiddelsen af andre skarpe eller spidse våben, som ikke kan
antages at have noget anerkendelsesværdigt formål.
Forslaget indebærer, at bestemmelsen i våbenlovens
§ 4, stk. 2, nr. 2, ophæves.
Der er tale om konsekvensændringer som følge af, at
reglerne om blankvåben (skarpe eller spidse våben, hvis
klinge overstiger 12 cm) og særligt farlige knive mv.
fremover vil være indeholdt i lovforslagets § 2.
Til nr. 3
Det følger af våbenlovens § 4 a, at
justitsministeren kan fastsætte regler om forbud mod
annoncering med salg af våben, som ikke må besiddes
uden tilladelse. Dette gælder dog ikke jagt- og
konkurrencevåben.
Forslaget indebærer, at det i våbenlovens § 4 a
fastsættes, at bestemmelsen kun omfatter våben omfattet
af våbenloven.
Der er tale om en konsekvensændring som følge af,
at regle?rne om justitsministerens adgang til at fastsætte
forbud mod annoncering med salg af knive og blankvåben mv.,
fremover vil fremgå af lovforslagets § 3.
Til nr. 4
Det følger af våbenlovens § 4 b, at
justitsministeren kan fastsætte regler om godkendelse af
erhvervsdrivende og disses ansatte i relation til
erhvervsmæssig handel med våben, ammunition mv.
Det foreslås, at henvisningen i våbenlovens § 4
b til § 4, stk. 2, ændres til § 4, stk. 1, hvilket
er en konsekvensændring af ændringen omtalt under nr. 2
ovenfor.
Til nr. 5
Det følger af våbenlovens § 6, stk. 1, nr. 1,
at det er forbudt uden tilladelse fra justitsministeren eller den,
ministeren bemyndiger dertil, i hvert enkelt tilfælde at
udføre våben af enhver art med undtagelse af
jagtvåben, jf. dog stk. 2, samt genstande, der
fremtræder som skydevåben og som følge af
konstruktionen eller det anvendte materiale kan ombygges
hertil.
Det foreslås, at det i våbenlovens § 6, stk. 1,
nr. 1, om justitsministerens adgang til at fastsætte regler
om udførsel af våben fastsættes, at bestemmelsen
kun omfatter våben omfattet af våbenloven.
Der er tale om en konsekvensændring som følge af,
at reglerne om justitsministerens adgang til at fastsætte
regler om udførsel af knive og blankvåben mv.,
fremover vil fremgå af lovforslagets § 4.
Til nr. 6
Det følger af våbenlovens § 6, stk. 8, at
justitsministeren kan bestemme, at dolke og knive, hvis klinge
overstiger 12 cm, uden tilladelse kan udføres, hvis de er
udformet til erhverv, husholdningsbrug, jagt, lystfiskeri eller
sportsdykning.
Det foreslås, at bestemmelsen i våbenlovens §
6, stk. 8, om at justitsministeren kan undtage visse knive fra
våbenlovens regler om udførsel, ophæves.
Der er tale om en konsekvensændring som følge af,
at reglerne om justitsministerens adgang til at fastsætte
regler om udførsel af knive og blankvåben mv.,
fremover vil fremgå af lovforslagets § 4.
Til nr. 7
Det følger af våbenlovens § 6, stk. 9, at
justitsministeren kan udstede forbud mod, at der udføres
våben og ammunition af enhver art.
Det foreslås, at det i bestemmelsen i våbenlovens
§ 6, stk. 9, som bliver § 6, stk. 8, om, at
justitsministeren kan udstede forbud mod, at der udføres
våben og ammunition af enhver art fastsættes, at reglen
kun omfatter våben omfattet af våbenloven.
Der er tale om en konsekvensændring som følge af,
at regle?rne om justitsministerens adgang til at fastsætte
regler om udførsel af knive og blankvåben mv.,
fremover vil fremgå af lovforslagets § 4.
Til nr. 8
Det følger af våbenlovens § 6 b, stk. 1, nr.
7, at for indgivelse af ansøgning om tilladelse efter denne
lov betales 840 kr. Der betales dog ikke for tilladelser til
blankvåben.
Det foreslås, at våbenlovens § 6 b, stk. 1, nr.
7, om, at der ikke betales afgift for tilladelser til
blankvåben, ophæves.
Der er tale om en konsekvensændring som følge af,
at afgift vedrørende blankvåben fremover ikke vil
være reguleret i våbenloven, men derimod i den
foreslåede lov om knive og blankvåben mv.
Til nr. 9
Det følger af våbenlovens § 8, stk. 1, at
§ 1, § 2, stk. 1 og 4, §§ 3-5 og § 7 ikke
gælder for militære myndigheder.
Det foreslås, at henvisningerne i våbenlovens §
8, om undtagelse af militære myndigheder fra
våbenlovens regler om knive, udgår.
Der er tale om en konsekvensændring som følge af,
at regle?rne om militære myndigheders undtagelse fra reglerne
om knive og blankvåben mv. fremover vil fremgå af
lovforslagets § 6.
Til nr. 10
Det følger af våbenlovens § 9, stk. 1, at
§ 2, stk. 1 og 4, og § 4 ikke gælder for civile
statsmyndigheder.
Det foreslås, at henvisningerne i våbenlovens §
9, om undtagelse af politi og civile statsmyndigheder fra
våbenlovens regler om knive, udgår.
Der er tale om en konsekvensændring som følge af,
at regle?rne om politi og civile statsmyndigheders undtagelse fra
reglerne om knive og blankvåben mv. fremover vil fremgå
af lovforslagets § 6.
Til nr. 11
Det følger af våbenlovens § 10, stk. 2, at
overtrædelse af § 4, stk. 1, straffes med bøde,
under skærpende omstændigheder dog med fængsel
indtil 2 år.
Det foreslås, at strafbestemmelsen i våbenlovens
§ 10, stk. 2, om overtrædelse af forbud mod at
bære eller besidde knive mv. på offentligt
tilgængelige steder mv., ophæves.
Der er tale om en konsekvensændring som følge af,
at strafbestemmelserne om overtrædelse af forbud mod knive
fremover vil fremgå af lovforslagets § 7.
Til §
10
Den foreslåede bestemmelse vedrører lovens
territoriale gyldighed.
Loven gælder ikke for Færøerne og
Grønland, der har egne våbenlove.
Bilag 1
Lovforslaget sammenholdt med gældende
lov
| | | | | | | | § 9 | | | | | | I lov om våben og eksplosivstoffer,
jf. lovbekendtgørelse nr. 1005 af 22. oktober 2012, som
senest ændret ved lov nr. 736 af 25. juni 2014, foretages
følgende ændringer: | | | | § 4. På
offentligt tilgængelige steder, uddannelsessteder, i
ungdomsklubber, fritidsordninger og lignende er det forbudt at
bære eller besidde kniv eller dolk, medmindre det sker som
led i erhvervsudøvelse, til brug ved jagt, lystfiskeri eller
sportsudøvelse eller har et andet lignende
anerkendelsesværdigt formål. Forbuddet omfatter dog
ikke foldeknive med en klinge på højst 7 cm, der ikke
kan fastlåses i udfoldet position. | | 1. § 4, stk. 1, ophæves. Stk. 2 bliver herefter stk. 1. | Stk. 2.
Justitsministeren kan udstede regler om forbud mod at
indføre, ved overdragelse at erhverve, at besidde,
bære eller anvende, at overdrage eller at overlade andre
besiddelsen af: | | | 1) Skarpe eller spidse våben, hvis klinge
overstiger 12 cm, knive med tværstillet greb beregnet til
stød, springknive, springstiletter, faldknive,
faldstiletter, enhåndsbetjente foldeknive, der er konstrueret
således, at de i normal stand kan foldes ud ved brug af
én hånd, foldeknive med todelt skæfte, hvis
klinge kan foldes ud ved brug af én hånd, knive, der
er konstrueret til at hænge om hals eller skulder, og som fra
denne placering kan trækkes ved brug af én hånd,
kastestjerner, kasteknive samt kårdestokke og andre
tilsvarende våben, der fremtræder som en anden
genstand. | | 2. § 4, stk. 2, nr. 1 og 2, der bliver til § 4, stk. 1, nr. 1 og
2, ophæves. Nr. 3-6 bliver herefter nr. 1-4. | 2) Andre skarpe eller spidse våben, som
ikke kan antages at have noget anerkendelsesværdigt
formål. | | | 3-6) --- | | | | | | § 4 a.
Justitsministeren kan fastsætte regler om forbud mod
annoncering med salg af våben, som ikke må besiddes
uden tilladelse. Dette gælder dog ikke jagt- og
konkurrencevåben. | | 3. I § 4 a indsættes efter
»våben, som«: »efter denne
lov«. | Stk. 2.
--- | | | | | | § 4 b.
Justitsministeren eller den, ministeren bemyndiger dertil, kan
efter ansøgning meddele erhvervsdrivende generel tilladelse
til med henblik på erhvervsmæssig handel eller anden
erhvervsmæssig virksomhed at erhverve og besidde de i §
1, stk. 1, nr. 1-3 og 7-10, og § 4, stk. 2, nævnte
genstande. Stk. 2.
--- | | 4. I § 4 b, stk. 1, ændres
»§ 4, stk. 2« til: »§ 4, stk.
1«. | | | | § 6. Det er
forbudt uden tilladelse fra justitsministeren eller den, ministeren
bemyndiger dertil, i hvert enkelt tilfælde at
udføre | | | 1) våben af enhver art med undtagelse af
jagtvåben, jf. dog stk. 2, samt genstande, der
fremtræder som skydevåben og som følge af
konstruktionen eller det anvendte materiale kan ombygges
hertil, | | 5. I § 6, stk. 1, nr. 1, ændres
»af enhver art« til: »omfattet af denne
lov«. | 2-9) --- | | | | | | §
6. --- | | | Stk. 2-7.
--- | | | Stk. 8.
Justitsministeren kan bestemme, at dolke og knive, hvis klinge
overstiger 12 cm, uden tilladelse kan udføres, hvis de er
udformet til erhverv, husholdningsbrug, jagt, lystfiskeri eller
sportsdykning. | | 6. § 6, stk. 8, ophæves. Stk. 9 bliver herefter stk. 8. | | | | §
6. --- | | | Stk. 2-8.
--- | | | Stk. 9.
Justitsministeren kan udstede forbud mod, at der udføres
våben og ammunition af enhver art. | | 7. I § 6, stk. 9, der bliver stk. 8,
indsættes efter »enhver art«: »omfattet af
denne lov«. | | | | § 6 b. For
indgivelse af ansøgning om tilladelse efter denne lov
betales 840 kr., jf. dog stk. 7. For følgende tilladelser
betales dog ikke: | | | 1-6) --- | | | 7) tilladelser til blankvåben | | 8. § 6 b, stk. 1, nr. 7,
ophæves. Nr. 8-11, bliver herefter nr. 7-10 | | | | § 8. §
1, § 2, stk. 1 og 4, §§ 3-5 og § 7 gælder
ikke for militære myndigheder. | | 9. I § 8, stk. 1, ændres
»§§ 3-5 og § 7« til: »§§
3, 5 og 7«. | | | | § 9. §
2, stk. 1 og 4 og § 4 gælder ikke for civile
statsmyndigheder. | | 10. I § 9, stk. 1, 1. pkt., udgår
»og § 4«. | | | | §
10. --- | | | Stk. 2.
Overtrædelse af § 4, stk. 1, straffes med bøde,
under skærpende omstændigheder dog med fængsel
indtil 2 år. Ved fastsættelse af straffen skal det
særlig anses for skærpende, at gerningsmanden flere
gange tidligere er straffet for overtrædelse af § 4,
stk. 1. | | 11. § 10, stk. 2, ophæves. Stk. 3-5 bliver herefter stk. 2-4. | | | | | | § 8. Loven
træder i kraft den 1. juli 2016. | | | | | | § 10. Loven
gælder ikke for Færøerne og
Grønland. |
|