Skriftlig fremsættelse (30. marts
2016)
Skatteministeren
(Karsten Lauritzen):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om ændring af
ligningsloven, aktieavancebeskatningsloven,
kursgevinstloven og skattekontrolloven
(Skattebegunstigelse af individuelle medarbejderaktieordninger
og skattefrihed for godtgørelse til visse
asbestofre)
(Lovforslag nr. L 149)
Regeringen har den 19. november 2015
indgået aftale med Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og Det
Konservative Folkeparti om finansloven for 2016. I henhold til
aftalen skal der indføres mulighed for
medarbejderaktier.
Med lovforslaget forbedres selskabers
muligheder for at aflønne de ansatte med medarbejderaktier.
Det bliver hermed lettere for helt almindelige lønmodtagere
at investere i og være medejere af deres egen arbejdsplads.
Det kan forbedre motivation og engagement til gavn for både
virksomheder og medarbejdere.
Ordningen svarer som udgangspunkt til den
ordning for individuelle medarbejderaktieordninger, der som led i
aftalen om finansloven for 2012 blev afskaffet med virkning for
aftaler om tildelinger af medarbejderaktier indgået den 21.
november 2011 eller senere.
Det foreslås, at den ansatte kan
modtage aktier, køberetter og tegningsretter til aktier til
en værdi svarende til højst 10 pct. af
årslønnen uden indkomstbeskatning, når den
ansatte erhverver aktier eller udnytter tildelte købe- eller
tegningsretter til anskaffelse af aktier. Beskatningen af de
ansatte sker som aktieindkomst, når og hvis aktierne
sælges. Til gengæld har selskabet ikke fradrag for
udgifterne til medarbejderaktier.
Selskabet kan selv afgøre, om alle
ansatte eller kun nogle ansatte skal have tilbud herom.
Det foreslås, at reglerne får
virkning for aftaler, der indgås den 1. juli 2016 eller
senere.
Herudover foreslås det at
indføre skattefrihed for godtgørelse fra den danske
stat til visse andenhånds-eksponerede asbestofre.
Idet jeg i øvrigt henviser til
lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed
anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige
behandling.