Efter afstemningen i Folketinget ved 2.
behandling den 31. maj 2016
Forslag
til
Lov for Grønland om kontrol med eksport af
produkter med dobbelt anvendelse
Kapitel 1
Formål og definitioner
§ 1. Formålet med loven
er at sikre, at produkter med dobbelt anvendelse ikke anvendes til
kritiske formål, og at Kongeriget Danmark overholder sine
internationale forpligtelser i forbindelse med eksport af produkter
med dobbelt anvendelse fra Grønland.
§ 2. I denne lov forstås
ved:
1) Produkter med
dobbelt anvendelse: Produkter, herunder software og teknologi, der
kan anvendes til såvel civile som militære
formål, og alle produkter, der kan anvendes både til
ikkeeksplosive formål og til på enhver måde at
fremme fabrikation af nukleare våben eller andre nukleare
sprængladninger.
2)
Udførsel: En procedure, hvor produkter udføres fra
Grønland under krav om udførselsangivelse, eller hvor
der sker overførsel af software eller teknologi ved
hjælp af elektroniske medier, herunder elektronisk post,
telefon, telefax, lagring på servere eller et hvilket som
helst andet elektronisk medium, til et bestemmelsessted uden for
Grønland.
3)
Eksportør:
a) En fysisk
eller juridisk person, for hvis regning der foretages
udførselsangivelse, dvs. den person, der på det
tidspunkt, hvor angivelsen antages, har kontrakten med modtageren
uden for Grønland, og som har beføjelse til at
beslutte, at produktet skal sendes ud af Grønland. Hvis ikke
der er indgået en udførselskontrakt, eller hvis
indehaveren af kontrakten ikke handler for egen regning, betragtes
den person, som har beføjelse til at beslutte, at produktet
skal udføres fra Grønland, som
eksportør.
b) En fysisk
eller juridisk person, der beslutter at overføre eller
stille software til rådighed ved hjælp af elektroniske
medier, herunder elektronisk post, telefon, telefax eller et
hvilket som helst andet elektronisk medium, til et bestemmelsessted
uden for Grønland.
4)
Udførselsangivelse: Den handling, ved hvilken en person i
behørig form og efter de foreskrevne regler tilkendegiver at
ville angive et produkt med dobbelt anvendelse til toldproceduren
for udførsel.
5)
Mæglervirksomhed: Forhandling eller tilrettelæggelse af
transaktioner med henblik på køb, salg eller levering
af produkter med dobbelt anvendelse fra et land uden for
Grønland til et andet land uden for Grønland eller
salg eller køb af produkter med dobbelt anvendelse, der
befinder sig i lande uden for Grønland med henblik på
overførsel til et andet land uden for Grønland.
6) Mægler:
En fysisk eller juridisk person eller et partnerskab, der er
hjemmehørende i Grønland, og som leverer tjenester i
form af mæglervirksomhed fra Grønland.
7) Individuel
udførselstilladelse: En tilladelse, der udstedes til en
bestemt eksportør for udførsel til en enkelt
slutbruger (endelig modtager) eller modtager uden for
Grønland, og som gælder for et eller flere produkter
med dobbelt anvendelse.
8) Global
udførselstilladelse: En tilladelse, der udstedes til en
bestemt eksportør for en type eller kategori af produkter
med dobbelt anvendelse, og som kan være gyldig for
udførsel til en eller flere angivne slutbrugere eller i et
eller flere angivne lande.
9) Militær
liste: Den Europæiske Unions fælles liste over
militært udstyr.
10) Nukleart
materiale: Malm, udgangsmateriale eller specielt fissilt
materiale.
11) Malm: Enhver
malm, der i fastsatte gennemsnitskoncentrationer, jf. § 3,
stk. 4, indeholder stoffer, som gør det muligt ved kemiske
og fysiske behandlinger at fremstille udgangsmateriale.
12)
Udgangsmateriale:
a) Uran, som
indeholder den isotopsammensætning, der forefindes i
naturen,
b) uran, hvis
indhold af uran 235 er mindre end det normale,
c) thorium,
d) ethvert af de
forannævnte materialer i form af metal, legeringer, kemiske
forbindelser eller koncentrater og
e) ethvert andet
materiale, der indeholder et eller flere af ovennævnte
materialer i fastsatte koncentrationer.
13) Specielt
fissilt materiale:
a) Plutonium
239,
b) uran 233,
c) uran beriget
med uran 235 eller 233,
d) ethvert andet
materiale indeholdende et eller flere af ovennævnte isotoper
og
e) andre fissile
materialer.
Stk. 2.
Definitioner som fastsat i stk. 1, nr. 12 og 13, svarer til de
fastsatte bestemmelser i Den Europæiske Unions liste over
produkter med dobbelt anvendelse.
Kapitel 2
Tilladelse til udførsel og
mæglervirksomhed
§ 3. Der kræves
tilladelse til udførsel af de produkter med dobbelt
anvendelse, der er opført i kontrollisten.
Stk. 2. Der
kræves tilladelse til udførsel af malm i fastsatte
gennemsnitskoncentrationer.
Stk. 3.
Erhvervs- og vækstministeren kan fastsætte regler om en
kontrolliste svarende til Den Europæiske Unions liste over
produkter med dobbelt anvendelse.
Stk. 4.
Erhvervs- og vækstministeren kan fastsætte regler om de
koncentrationer, der er anført i stk. 2.
§ 4. Der kræves
tilladelse til udførsel af produkter med dobbelt anvendelse,
der ikke er opført i kontrollisten, hvis eksportøren
af eksportkontrolmyndigheden er blevet gjort bekendt med, at de
pågældende produkter helt eller delvis er eller kan
være bestemt til anvendelse i forbindelse med udvikling,
fremstilling, håndtering, anvendelse, vedligeholdelse,
oplagring, sporing, identificering eller spredning af kemiske,
biologiske eller nukleare våben eller andre nukleare
sprænglegemer eller til udvikling, fremstilling,
vedligeholdelse eller oplagring af missiler, der kan
fremføre sådanne våben.
Stk. 2. Der
kræves tilladelse til udførsel af produkter med
dobbelt anvendelse, der ikke er opført i kontrollisten, hvis
køberlandet eller bestemmelseslandet er genstand for en
våbenembargo i henhold til internationalt vedtagne regler,
bestemmelser eller beslutninger herom, som Kongeriget Danmark er
forpligtet til at overholde, herunder en afgørelse eller en
fælles holdning vedtaget af Rådet for den
Europæiske Union, en afgørelse truffet af
Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa (OSCE) eller en
våbenembargo i henhold til en bindende resolution fra De
Forenede Nationers Sikkerhedsråd, og hvis eksportøren
af eksportkontrolmyndigheden er blevet gjort bekendt med, at de
pågældende produkter helt eller delvis er eller kan
være bestemt til militær endelig anvendelse, jf. stk.
3.
Stk. 3. Ved
militær endelig anvendelse forstås i stk. 2:
1) Inkorporering
i militære produkter, der er opført på den
militære liste,
2) anvendelse af
fremstillings-, afprøvnings- eller analyseudstyr og
komponenter hertil til udvikling, fremstilling eller
vedligeholdelse af militære produkter, der er opført
på den militære liste, eller
3) anvendelse af
ufærdige produkter på et anlæg til fremstilling
af militære produkter, der er opført på den
militære liste.
Stk. 4. Der
kræves tilladelse til udførsel af produkter med
dobbelt anvendelse, der ikke er opført i kontrollisten, hvis
eksportøren af eksportkontrolmyndigheden er blevet gjort
bekendt med, at de pågældende produkter helt eller
delvis er eller kan være bestemt til anvendelse som dele
eller komponenter i militære produkter, der er opført
på den militære liste, og som er blevet udført
fra Grønland uden tilladelse eller under
tilsidesættelse af en tilladelse givet i medfør af
denne lov.
Stk. 5. Hvis en
eksportør har kendskab til, at produkter med dobbelt
anvendelse, som eksportøren agter at udføre, og som
ikke er opført i kontrollisten, helt eller delvis er bestemt
til en af de i stk. 1 eller 2 nævnte anvendelser, skal
eksportøren meddele dette til eksportkontrolmyndigheden, der
afgør, om der kræves tilladelse til
udførslen.
§ 5. Der kræves
tilladelse til mæglervirksomhed i forbindelse med produkter
med dobbelt anvendelse, der er opført i kontrollisten, hvis
mægleren af eksportkontrolmyndigheden er blevet gjort bekendt
med, at de pågældende produkter helt eller delvis er
eller kan være bestemt til en af de i § 4, stk. 1,
omhandlede anvendelser.
Stk. 2. Hvis en
mægler har kendskab til, at produkter med dobbelt anvendelse,
der er opført i kontrollisten, og som mægleren agter
at udføre mæglervirksomhed for, helt eller delvis er
bestemt til en af de i § 4, stk. 1, nævnte anvendelser,
skal mægleren meddele dette til eksportkontrolmyndigheden,
der afgør, om der kræves tilladelse til
mæglervirksomheden.
Kapitel 3
Eksportkontrolmyndighed,
sagsbehandling m.v.
§ 6. Erhvervsstyrelsen er
eksportkontrolmyndighed.
Stk. 2.
Erhvervs- og vækstministeren kan efter forhandling med
Naalakkersuisut bemyndige grønlandske myndigheder til at
bistå eksportkontrolmyndigheden med at varetage opgaver efter
dette kapitel og kapitel 2, 5 og 6.
Stk. 3.
Erhvervs- og vækstministeren kan efter forhandling med
Naalakkersuisut bemyndige Finansdepartementet til at bistå
med opgavevaretagelsen efter § 16, stk. 2.
§ 7. Eksportkontrolmyndigheden
træffer afgørelse om tilladelse til eller afslag
på udførsel af produkter med dobbelt anvendelse efter
§§ 3 og 4. Tilladelsen kan være en individuel eller
global udførselstilladelse.
Stk. 2.
Eksportøren skal give eksportkontrolmyndigheden alle
relevante oplysninger, der kræves til ansøgninger
efter §§ 3 og 4, for at give eksportkontrolmyndigheden
fuldstændige oplysninger om navnlig slutbrugeren,
bestemmelseslandet og de endelige anvendelser af det udførte
produkt. Tilladelsen kan være betinget af en erklæring
om den endelige anvendelse.
Stk. 3. Inden
eksportkontrolmyndigheden træffer afgørelse efter stk.
1, skal Departementet for Erhverv, Arbejdsmarked og Handel
høres.
§ 8. Eksportkontrolmyndigheden
træffer afgørelse om tilladelse til eller afslag
på mæglervirksomhed til produkter med dobbelt
anvendelse efter § 5. Tilladelsen udstedes for en bestemt
mængde af produkter, der transporteres mellem to eller flere
lande uden for Grønland. Placeringen af produkterne i
oprindelseslandet uden for Grønland samt slutbrugeren og
dennes nøjagtige placering skal klart angives.
Stk. 2.
Mægleren skal give eksportkontrolmyndigheden alle relevante
oplysninger, der kræves til ansøgningen om tilladelse
til mæglervirksomhed efter § 5, navnlig detaljer om
placeringen af produkterne med dobbelt anvendelse i
oprindelseslandet uden for Grønland, en klar beskrivelse af
produkterne og den pågældende mængde,
tredjeparter, der er involveret i transaktionen, det endelige
bestemmelsesland, slutbrugeren i dette land og dennes
nøjagtige placering.
Stk. 3. Inden
eksportkontrolmyndigheden træffer afgørelse efter stk.
1, skal Departementet for Erhverv, Arbejdsmarked og Handel
høres.
§ 9. Erhvervs- og
vækstministeren kan fastsætte nærmere regler om
administrationen af eksportkontrolreglerne, herunder om formkrav
til ansøgning om tilladelse efter §§ 7 og 8,
gyldighed af tilladelser og vilkår for benyttelse af
tilladelser m.v.
§ 10. Når
eksportkontrolmyndigheden afgør, om der skal udstedes en
individuel eller global udførselstilladelse efter § 7,
stk. 1, eller en tilladelse til mæglervirksomhed efter §
8, stk. 1, skal myndigheden tage hensyn til alle relevante
betragtninger, herunder:
1) De
forpligtelser og tilsagn, som Kongeriget Danmark har indgået
som medlem i relevante internationale ikkespredningsregimer og
eksportkontrolregimer eller ved ratifikation af relevante
internationale traktater.
2) Kongeriget
Danmarks forpligtelser i henhold til sankti?oner, der er
pålagt ved en afgørelse eller en fælles holdning
vedtaget af Rådet for den Europæiske Union, ved en
afgørelse truffet af OSCE eller ved en bindende resolution
fra De Forenede Nationers Sikkerhedsråd.
3) Kongeriget
Danmarks udenrigs- og sikkerhedspolitik, herunder hensyn, der er
omfattet af en fælles holdning fra Rådet for den
Europæiske Union om fælles regler for kontrol med
eksport af militærteknologi og -udstyr.
4) Den
tiltænkte endelige anvendelse af produktet og faren for
omdirigering af produktet.
Stk. 2.
Når eksportkontrolmyndigheden behandler en ansøgning
om en global udførselstilladelse, skal den ud over de i stk.
1 omhandlede kriterier også tage hensyn til, om
eksportøren anvender midler og procedurer, der er egnede og
står i rimeligt forhold til formålet, for at sikre, at
denne lovs bestemmelser og mål og tilladelsens vilkår
og betingelser overholdes.
§ 11.
Eksportkontrolmyndigheden kan under hensyn til kriterierne i §
10 annullere, suspendere, ændre eller tilbagekalde en
afgørelse om udførselstilladelse eller en tilladelse
til mæglervirksomhed.
Stk. 2. Inden
eksportkontrolmyndigheden træffer afgørelse efter stk.
1, skal Departementet for Erhverv, Arbejdsmarked og Handel
orienteres.
§ 12. Klager over
eksportkontrolmyndighedens afgørelser efter denne lov kan
indbringes for erhvervs- og vækstministeren.
Kapitel 4
Forbud mod teknisk bistand og
transport
§ 13. Det er forbudt uden for
Grønland at yde teknisk bistand, jf. stk. 2 og 3, der er
bestemt til anvendelse i forbindelse med udvikling, fremstilling,
håndtering, anvendelse, vedligeholdelse, oplagring, sporing,
identificering eller spredning af kemiske, biologiske, radiologiske
eller nukleare våben eller andre nukleare sprænglegemer
eller udvikling, fremstilling, vedligeholdelse eller oplagring af
missiler, der kan fremføre sådanne våben, jf.
dog stk. 4.
Stk. 2.
Forbuddet i stk. 1 gælder kun teknisk bistand
vedrørende produkter og teknologi med dobbelt anvendelse,
der er omfattet af denne lov.
Stk. 3. Teknisk
bistand omfatter enhver form for bistand i forbindelse med
reparation, udvikling, fremstilling, samling, prøvning eller
vedligeholdelse eller enhver anden form for teknisk service.
Stk. 4.
Forbuddet i stk. 1 omfatter ikke
1) ydelse af
teknisk bistand i EU's medlemslande eller Australien, Canada,
Japan, Liechtenstein, New Zealand, Norge, Schweiz og USA og
2) ydelse af
teknisk bistand, der har form af overførsel af information,
der er frit tilgængelig for offentligheden, eller som
vedrører grundforskning.
Stk. 5.
Erhvervs- og vækstministeren kan i særlige
tilfælde ud fra sikkerhedspolitiske, humanitære eller
andre beskyttelsesværdige hensyn dispensere fra forbuddet i
stk. 1.
§ 14. Det er forbudt at
transportere produkter og teknologi, der er bestemt til anvendelse
i forbindelse med udvikling, fremstilling, håndtering,
anvendelse, vedligeholdelse, oplagring, sporing, identificering
eller spredning af kemiske, biologiske, radiologiske eller nukleare
våben eller andre nukleare sprænglegemer eller til
udvikling, fremstilling, vedligeholdelse eller oplagring af
missiler, der skal fremføre sådanne våben.
Stk. 2.
Forbuddet i stk. 1 omfatter med de begrænsninger, der
følger af § 4, stk. 2, og §§ 5 og 6 i
kriminallov for Grønland, også handlinger foretaget i
udlandet.
Stk. 3.
Forbuddet i stk. 1 omfatter ikke transporter, der
gennemføres uden for Grønland, i det omfang
transporten sker i overensstemmelse med internationale aftaler om
ikke-spredning af masseødelæggelsesvåben.
Kapitel 5
Kontrolforanstaltninger
§ 15.
Eksportkontrolmyndigheden har, hvis det skønnes
nødvendigt, til enhver tid mod behørig legitimation
og uden retskendelse adgang til at foretage kontrolbesøg med
henblik på at føre tilsyn med overholdelsen af
vilkår fastsat i medfør af § 9 for udstedte
tilladelser til udførsel af produkter med dobbelt anvendelse
og mæglervirksomhed. Adgangen efter 1. pkt. omfatter en
eksportørs eller mæglers forretningslokaler og
øvrige lokaler, transportmidler, der anvendes
erhvervsmæssigt, forretningsbøger og relevante
dokumenter, herunder kopi af udførselstilladelsen,
handelsdokumenter såsom fakturaer, ladningsdokumenter,
udførselsangivelser og andre transport- og
forsendelsesdokumenter i såvel papirform som elektronisk
form.
Kapitel 6
Kontrolprocedurer i forbindelse med
eksportkontrol
§ 16.
Udførselsangivelser for produkter med dobbelt anvendelse
skal ske ved kontrolsteder, som er udpeget som ansvarlige for
behandling af sådanne udførselsangivelser.
Stk. 2.
Erhvervs- og vækstministeren udpeger efter høring af
Finansdepartementet kontrolsteder efter stk. 1.
Stk. 3.
Eksportøren eller den, der forestår udførslen
på eksportørens vegne, skal dokumentere, at der
foreligger behørig udførselstilladelse ved
gennemførelse af kontrolformaliteterne for udførsel
af produkter med dobbelt anvendelse efter stk. 1.
§ 17.
Eksportkontrolmyndigheden kan udsætte en udførsel, som
er omfattet af udførselstilladelse, i op til 10 arbejdsdage
eller på anden måde hindre, at produkter med dobbelt
anvendelse udføres, når den har mistanke om, at
1) der i
forbindelse med tilladelsens udstedelse ikke er taget hensyn til
relevante oplysninger, eller
2)
omstændighederne har ændret sig væsentligt siden
tilladelsens udstedelse.
Stk. 2. Har
eksportkontrolmyndigheden hindret en udførsel efter stk. 1,
skal den straks underrette Departementet for Erhverv, Arbejdsmarked
og Handel om tilbageholdelsen og årsagen hertil. Beslutter
eksportkontrolmyndigheden at opretholde tilladelsen, skal den
træffe afgørelse inden for 10 arbejdsdage, hvilket
undtagelsesvis kan forlænges til 30 arbejdsdage. Hvis
eksportkontrolmyndigheden ikke har truffet afgørelse inden
for 10 eller 30 arbejdsdage, frigives produkterne med dobbelt
anvendelse straks.
Kapitel 7
Gebyrer
§ 18. For ansøgninger
om tilladelse til udførsel af nukleare materialer betales et
gebyr, der fastsættes af erhvervs- og
vækstministeren.
Stk. 2. Gebyret
dækker eksportkontrolmyndighedens omkostninger til behandling
af ansøgninger og tilsyn, herunder til etablering og drift
af it-systemer, administration forbundet med sagsbehandling af
ansøgninger efter stk. 1 og omkostninger forbundet med
kontrolopgaver i Grønland.
Stk. 3.
Erhvervs- og vækstministeren kan fastsætte
nærmere regler om opkrævning af det i stk. 1
nævnte gebyr.
Kapitel 8
Foranstaltninger
§ 19. Den, der til brug for
afgørelser i henhold til regler, der er udstedt efter loven,
giver urigtige eller vildledende oplysninger eller fortier
oplysninger af betydning for en sags afgørelse,
idømmes bøde, medmindre anden foranstaltning er
forskyldt efter kriminallov for Grønland. Det samme
gælder den, der handler i strid med vilkår, der er
fastsat i en sådan afgørelse, eller som
forsøger herpå.
Stk. 2. Den, der
i øvrigt undlader at give oplysninger, der er afkrævet
vedkommende i henhold til denne lov eller regler, der er udstedt
med hjemmel i loven, idømmes bøde. Det samme
gælder den, som afgiver urigtige eller vildledende
oplysninger om sådanne forhold, medmindre anden
foranstaltning er forskyldt efter kriminallov for
Grønland.
Stk. 3.
Foranstaltninger efter kriminallov for Grønland
idømmes den, der udfører produkter med dobbelt
anvendelse uden tilladelse, når en sådan er
påkrævet i medfør af denne lovs § 3, stk. 1
eller 2, og de i medfør af denne lov udstedte regler.
Stk. 4.
Foranstaltninger efter kriminallov for Grønland
idømmes den, som forsætligt eller groft uagtsomt uden
tilladelse fra eksportkontrolmyndigheden udfører et produkt
med dobbelt anvendelse, som ikke er opført i kontrollisten,
når det pågældende produkt helt eller delvis er
eller kan være bestemt til anvendelse i forbindelse med
udvikling, fremstilling, håndtering, anvendelse,
vedligeholdelse, oplagring, sporing, identificering eller spredning
af kemiske, biologiske eller nukleare våben eller andre
nukleare sprænglegemer eller til udvikling, fremstilling,
vedligeholdelse eller oplagring af missiler, der kan
fremføre sådanne våben.
Stk. 5.
Foranstaltninger efter kriminallov for Grønland
idømmes den, der forsætligt eller groft uagtsomt
overtræder forbuddet i § 13 mod ydelse af teknisk
bistand.
Stk. 6. Uanset
bestemmelsen i § 4 i kriminallov for Grønland finder
loven anvendelse på overtrædelse af denne lovs §
13, hvis handlingen er foretaget af en person, der på
gerningstidspunktet var bosat i Grønland, selv om handlingen
ikke er strafbar efter lovgivningen i det pågældende
statsområde.
Stk. 7.
Foranstaltninger efter kriminallov for Grønland
idømmes den, der forsætligt overtræder forbuddet
i § 14 mod transport.
Stk. 8. Der kan
pålægges selskaber m.v. (juridiske personer)
kriminalretligt ansvar efter reglerne i kapitel 5 i kriminallov for
Grønland.
Stk. 9. I
regler, der udstedes efter loven, kan der fastsættes
foranstaltning i form af bøde for overtrædelse af
bestemmelser i reglerne eller forsøg herpå.
Stk. 10.
Ransagning i sager om overtrædelse af forbuddet i § 13,
stk. 1, kan ske i overensstemmelse med den grønlandske
retsplejelovs regler om ransagning i sager, der efter loven kan
medføre anstaltsanbringelse.
§ 20. Retten i Grønland
er 1. instans i sager om overtrædelse af denne lov eller
regler udstedt i medfør af loven.
Kapitel 9
Ikrafttrædelse
§ 21. Loven træder i
kraft den 1. juli 2016.