Skriftlig fremsættelse (7. oktober
2015)
Skatteministeren
(Karsten Lauritzen):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om ændring af
tonnageskatteloven og sømandsbeskatningsloven (Udvidelse af
tonnageskatteordningen med en række
specialskibe)
(Lovforslag nr. L 16)
Med lovforslaget styrkes
rammevilkårene for Det Blå Danmark. Det er vigtigt at
skabe gode og fremtidssikrede rammevilkår for den danske
offshore-sektor, og derfor foreslås det at udvide
tonnageskatteordningen, så en række aktiviteter, der
typisk udføres af specialskibe (vindmølleskibe,
ishåndteringsskibe, hotelskibe og vagtskibe), fremover kan
vælges omfattet af den lempelige beskatning efter ordningen.
Udvidelsen skal tiltrække nye fartøjer til Danmark og
sikre investeringer og arbejdspladser.
Beskatningen efter tonnageskatteloven
indebærer, at den skattepligtige indkomst vedrørende
de omfattede aktiviteter opgøres på grundlag af den
nettotonnage, rederierne disponerer over. Den tonnageskattepligtige
indkomst opgøres således ikke efter de almindelige
regler som forskellen mellem skattepligtige indtægter og
fradragsberettigede udgifter. Tonnageskatten opkræves derimod
som en fast skat, der er uafhængig af rederiernes faktiske
driftsresultat.
Regeringen arbejder generelt for at styrke
den maritime sektor, herunder også gennem en udvidelse af
sømandsbeskatningsordningen (DIS-ordningen). Ved regeringens
forslag til finansloven for 2016 har det dog været
nødvendigt at foretage en skarp prioritering, og det har i
den forbindelse ikke været muligt at tilvejebringe den
fornødne finansiering til en samtidig udvidelse af
DIS-ordningen for søfolk, der arbejder om bord på de
specialskibe, hvis aktiviteter tonnageskatteordningen
foreslås udvidet med. Med forslaget præciseres det
derfor, at udvidelsen af tonnageskatteordning?en ikke
medfører nogen ændring i anvendelsesområdet for
DIS-ordningen.
Lovforslaget udmønter en del af
vækstaftalen fra 2014. Denne del af aftalen er indgået
mellem den daværende regering, Venstre, Dansk Folkeparti,
Socialistisk Folkeparti og Det Konservative Folkeparti.
Lovforslaget er i det store hele en
genfremsættelse af den tidligere regerings lovforlag L 124
fra Folketingsåret 2014-15, 1. samling, om ændring af
tonnageskatteloven og sømandsbeskatningsloven (Udvidelse af
tonnageskatteordningen med en række specialskibe). Forslaget
er dog i forhold til L 124 udvidet med visse aktiviteter med
bygning, reparation og nedtagning af olieinstallationer til
søs. Udvidelsen har til hensigt at sikre, at også
specialskibe, der udfører konstruktionsopgaver i relation
til olieinstallationer, får så gode rammevilkår
som muligt.
Forslaget skønnes at medføre
et ikke nævneværdigt mindreprovenu.
Idet jeg i øvrigt henviser til
lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed
anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige
behandling.