L 166 Forslag til lov om tobaksvarer m.v.

Af: Sundheds- og ældreminister Sophie Løhde (V)
Udvalg: Sundheds- og Ældreudvalget
Samling: 2015-16
Status: Stadfæstet

Betænkning

Afgivet: 10-05-2016

Afgivet: 10-05-2016

Betænkning afgivet af Sundheds- og Ældreudvalget den 10. maj 2016

20151_l166_betaenkning.pdf
Html-version

Betænkning afgivet af Sundheds- og Ældreudvalget den 10. maj 2016

1. Ændringsforslag

Der er stillet 10 ændringsforslag til lovforslaget. Sundheds- og ældreministeren har stillet ændringsforslag nr. 1 og 3-10. Det Konservative Folkepartis medlem af udvalget har stillet ændringsforslag nr. 2.

2. Udvalgsarbejdet

Lovforslaget blev fremsat den 31. marts 2016 og var til 1. behandling den 15. april 2016. Lovforslaget blev efter 1. behandling henvist til behandling i Sundheds- og Ældreudvalget.

Møder

Udvalget har behandlet lovforslaget i 3 møder.

Høring

Et udkast til lovforslaget har inden fremsættelsen været sendt i høring, og sundheds- og ældreministeren sendte den 22. januar 2016 dette udkast til udvalget, jf. SUU alm. del - bilag 392. Den 31. marts 2016 sendte sundheds- og ældreministeren de indkomne høringssvar og et notat herom til udvalget.

Spørgsmål

Udvalget har stillet 2 spørgsmål til sundheds- og ældreministeren til skriftlig besvarelse, som denne har besvaret.

3. Indstillinger og politiske bemærkninger

Et flertal i udvalget (udvalget med undtagelse af DF og LA) indstiller lovforslaget til vedtagelse med de af sundheds- og ældreministeren og Det Konservative Folkeparti stillede ændringsforslag.

Et mindretal i udvalget (DF og LA) indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling. Mindretallet vil stemme for de under nr. 1, 2 og 5-10 stillede ændringsforslag. Mindretallet vil stemme imod de under nr. 3 og 4 stillede ændringsforslag.

Det er Liberal Alliances opfattelse, at direktivet og lovforslaget vil medføre et stort bureaukrati og indeholder en række unødvendige regler samt pålægger branchen ekstra omkostninger for mange millioner kroner i forbindelse med omstillinger og ekstra gebyrer. Eksempelvis er kravet om, at 65 pct. af pakningen skal være dækket, rent bureaukrati, som ikke vil give nogen ekstra effekt. Hertil kommer forbuddet mod cigaretter med mentolsmag, hvilket Liberal Alliance også opfatter som overregulering.

Det er blevet fremhævet, at der er tale om implementering af et EU-direktiv, men Liberal Alliance tager stilling til et lovforslag, på baggrund af om det skaber merværdi for danskerne, uanset om det er et EU-direktiv eller det kommer fra Danmark. Det danske Folketing er ikke til for at blåstemple EU-lovgivningen, men for at repræsentere Danmark og danskerne. Og derfor stemmer medlemmerne af Liberal Alliance selvfølgelig efter de principper, som danskerne har valgt os på. Desuden har Liberal Alliance hele tiden stemt imod direktivet, og har dermed fra start til slut signaleret og fortalt meget tydeligt, at vi er imod det her direktiv.

Ligesom lovforslaget om elektroniske cigaretter, vil man med dette direktiv og lovforslag beskytte os borgere mod os selv. Liberal Alliance finder, at sunde og raske mennesker har ret til og er i stand til at bestemme over deres eget liv og deres egne handlinger, så længe det ikke går ud over andre. Derfor kan Liberal Alliance ikke støtte lovforslaget.

Inuit Ataqatigiit, Siumut, Tjóðveldi og Javnaðarflokkurin var på tidspunktet for betænkningens afgivelse ikke repræsenteret med medlemmer i udvalget og havde dermed ikke adgang til at komme med indstillinger eller politiske udtalelser i betænkningen.

En oversigt over Folketingets sammensætning er optrykt i betænkningen.

4. Ændringsforslag med bemærkninger

Ændringsforslag

Til titlen

Af sundheds- og ældreministeren, tiltrådt af udvalget:

1) Fodnote 2 udgår.

[Ændringen er en konsekvens af, at notifikationen trækkes tilbage]

Til § 2

Af et mindretal (KF), tiltrådt af et flertal (det øvrige udvalg):

2) Efter nr. 7 indsættes som nyt nummer:

»8) Tyggetobak: En røgfri tobaksvare, som udelukkende er bestemt til at tygges.«

Nr. 8-15 bliver herefter nr. 9-16.

[Præcisering af begreb]

Til § 17

Af sundheds- og ældreministeren, tiltrådt af et flertal (udvalget med undtagelse af DF og LA):

3) I stk. 2 ændres »samt« til: »eller«.

[Lovteknisk ændring]

Til § 36

4) I nr. 1 ændres »§§ 8,9-, 19, stk. 2, 20, stk. 3, eller 21.« til: »§ 8, stk. 2, § 9, stk. 2, § 19, stk. 2, § 20, stk. 3, eller § 21.«

[Lovteknisk ændring]

Af sundheds- og ældreministeren, tiltrådt af udvalget:

5) Nr. 4 affattes således:

»4) der ikke er sket fremlæggelser efter § 7, stk. 1, eller årlige indberetninger efter § 7, stk. 2, eller fremlæggelser eller indberetninger efter § 7, stk. 1 og 2, ikke er sket i henhold til regler fastsat i medfør af § 7, stk. 4, eller«.

[Lovteknisk ændring]

Til § 38

6) Henvisningen »§ 35, nr. 1,2,- 3« ændres til: »§ 36, nr. 1-3«.

[Ændring af henvisning]

Til § 45

7) I stk. 2 ændres »§§ 8, 9, 21 eller 29, stk. 2,« til: »§ 8, stk. 2, § 9, stk. 2, § 21 eller § 30, stk. 2,«.

[Lovteknisk ændring]

Til § 46

8) I stk. 1 ændres »den 20. maj 2016« til: »den 8. juni 2016«.

[Udskydelse af ikrafttræden]

9) I stk. 5 ændres »§ 46, stk. 1« til: »§ 47, stk. 1«.

[Ændring af forkert henvisning]

Til § 48

10) Datoen »den 20. maj 2016« ændres til: »den 8. juni 2016«, og »den 20. august 2016« til: »den 8. september 2016«.

[Konsekvensrettelse af ændringsforslag nr. 8]

Bemærkninger

Til nr. 1

Det foreslås, at fodnote 2 udgår.

Ændringen foreslås, idet Sundheds- og Ældreministeriet har valgt at trække notifikationen af lovforslaget over for Europa-Kommissionen tilbage. Dette skyldes, at det kun er lovforslag, der indfører national lovgivning, udover hvad direktivet regulerer, der skal notificeres.

Til nr. 2

Det foreslås, at § 2, nr. 8, definerer tyggetobak som en røgfri tobaksvare, som udelukkende er bestemt til at tygges.

Tyggetobak kan forekomme både i løs form, i portionsbreve eller porøse breve. Tyggetobak i portionsbreve og porøse breve anvendes på samme måde som tyggetobak i løs form. Anvendes tyggetobak i portionsbreve og porøse breve derimod på samme vis som tobak, der indtages oralt, vil produktet være omfattet af definitionen af tobak, der indtages oralt, jf. § 2, nr. 7.

Det afgørende for, om en tobaksvare falder ind under definitionen af tyggetobak i § 2, nr. 8, er dermed, om tobaksvaren er bestemt til at tygges. Der stilles ikke krav om, at tobaksvaren skal tygges særlig hyppigt, for at der er tale om tyggetobak. Det er således ikke nødvendigt, at produktet tygges på samme vis som f.eks. tyggegummi.

Når der skal foretages en vurdering af, om tobaksvaren er bestemt til at tygges, skal vurderingen bygge på information om den faktiske anvendelse af produktet og en vurdering af produktets udseende, konsistens og sammensætning set i forhold til tobak, der indtages oralt.

Til nr. 3

Det foreslås, at ordlyden i den foreslåede § 17, stk. 2, ændres fra »samt« til »eller«.

Der er tale om en lovteknisk ændring, der betyder, at røgtobak ikke må markedsføres her i landet, hvis tobaksvaren indeholder de tilsætningsstoffer, der er nævnt i lovforslagets § 17, stk. 1, eller tilsætningsstoffer, der letter inhaleringen eller nikotinoptagelsen. Der gælder dermed en videre begrænsning af, hvilke tilsætningsstoffer røgtobak må indeholde, end der gælder for andre tobaksvarer.

Til nr. 4

Det foreslås, at ordlyden af den foreslåede § 36, nr. 1, ændres fra »§§ 8,9-, 19, stk. 2, 20, stk. 3 eller 21.« til »§ 8, stk. 2, § 9, stk. 2, § 19, stk. 2, § 20, stk. 3 eller § 21.«

Ændringen foreslås af lovtekniske årsager. Ændringen betyder, at Sikkerhedsstyrelsen kan forbyde markedsføring af tobaksvarer, hvis produktet ikke opfylder regler fastsat i medfør af § 8, stk. 2, § 9, stk. 2, § 19, stk. 2, § 20, stk. 3 eller § 21.

Til nr. 5

Det foreslås, at ordlyden i den foreslåede § 36, nr. 4, ændres fra »årlig indberetning efter § 7, stk. 1 eller § 7, stk. 2, eller i regler fastsat i medfør af § 7, stk. 3.« til: »fremlæggelser efter § 7, stk. 1, eller årlige indberetninger efter § 7, stk. 2, eller fremlæggelser eller indberetninger efter § 7, stk. 1 og 2, ikke er sket i henhold til regler fastsat i medfør af § 7, stk. 4.«

Ændringen foreslås af lovtekniske årsager, idet de oplysninger, der skal fremlægges efter § 7, stk. 1, ikke har karakter af årlige indberetninger. Efter § 7, stk. 1, stilles der alene krav om fremlæggelse for Sikkerhedsstyrelsen af markedsanalyser og undersøgelser udarbejdet i forbindelse med lancering af tobaksvarer. Hjemlen til at fastsætte regler om de oplysninger, der skal indberettes til Sikkerhedsstyrelsen efter § 7, stk. 1 og 2, er givet til erhvervs- og vækstministeren i § 7, stk. 4, og ikke i § 7, stk. 3.

Til nr. 6

Det foreslås, at ordlyden af den foreslåede § 38 ændres fra »§ 35, nr. 1,2,- 3« til »§ 36, nr. 1-3«.

Der er tale om en henvisningsfejl, og ændringen foreslås for at rette op på denne fejl.

Til nr. 7

Det foreslås, at ordlyden i den foreslåede § 45, stk. 2, ændres fra »§§ 8, 9, 21 eller 29, stk. 2,« til »§ 8, stk. 2, § 9, stk. 2, § 21 eller § 30, stk. 2,«.

Ændringen foreslås af lovtekniske årsager.

Til nr. 8

Det foreslås, at ordlyden i den foreslåede § 46, stk. 1, ændres fra »den 20. maj 2016« til: »den 8. juni 2016«.

Ændringen foreslås som et resultat af, at det ikke er muligt at gennemføre Folketingets behandling af lovforslaget inden den oprindelige ikrafttrædelsesdato.

Til nr. 9

Det foreslås, at ordlyden i den foreslåede § 46, stk. 5, ændres fra »§ 46, stk. 1.« til »§ 47, stk. 1.«

Der er tale om en henvisningsfejl, og ændringen foreslås for at rette op på denne fejl.

Til nr. 10

Det foreslås, at ordlyden i den foreslåede § 48 ændres fra »den 20. maj 2016« til: »den 8. juni 2016«, og »den 20. august 2016« ændres til: »den 8. september 2016«.

Ændringen foreslås som et resultat af, at det ikke er muligt at gennemføre Folketingets behandling af lovforslaget inden den oprindelige ikrafttrædelsesdato.

Ændringen medfører, at den, der inden den 8. juni 2016 har påbegyndt aktiviteter omfattet af den foreslåede § 23, stk. 1, i overensstemmelse med de hidtil gældende regler og ønsker at fortsætte disse aktiviteter efter denne dato, senest den 8. september 2016 skal lade sig registrere efter den foreslåede § 23, stk. 1.

Liselott Blixt (DF) fmd. Karin Nødgaard (DF) Karina Adsbøl (DF) Susanne Eilersen (DF) Jeppe Jakobsen (DF) Jens Henrik Thulesen Dahl (DF) Jane Heitmann (V) Eva Kjer Hansen (V) Hans Andersen (V) Jakob Engel-Schmidt (V) Thomas Danielsen (V) Jacob Jensen (V) Laura Lindahl (LA) May-Britt Kattrup (LA) Mette Abildgaard (KF) Erik Christensen (S) Flemming Møller Mortensen (S) nfmd. Jeppe Bruus (S) Julie Skovsby (S) Pernille Rosenkrantz-Theil (S) Lea Wermelin (S) Yildiz Akdogan (S) Peder Hvelplund (EL) Finn Sørensen (EL) Carolina Magdalene Maier (ALT) Torsten Gejl (ALT) Lotte Rod (RV) Jonas Dahl (SF) Trine Torp (SF)

Inuit Ataqatigiit, Siumut, Tjóðveldi og Javnaðarflokkurin havde ikke medlemmer i udvalget.

Socialdemokratiet (S)46
Dansk Folkeparti (DF)37
Venstre, Danmarks Liberale Parti (V)34
Enhedslisten (EL)14
Liberal Alliance (LA)13
Alternativet (ALT)10
Radikale Venstre (RV)8
Socialistisk Folkeparti (SF)7
Det Konservative Folkeparti (KF)6
Inuit Ataqatigiit (IA)1
Siumut (SIU)1
Tjóðveldi (T)1
Javnaðarflokkurin (JF)1

Bilag 1

Oversigt over bilag vedrørende L 166

Bilagsnr.
Titel
1
Høringssvar og høringsnotat, fra sundheds- og ældreministeren
2
Udkast til tidsplan for udvalgets behandling af lovforslaget
3
Tidsplan for udvalgets behandling af lovforslaget
4
Ændringsforslag fra sundheds- og ældreministeren
5
1. udkast til betænkning
6
Revideret tidsplan for udvalgets behandling af lovforslaget
7
Dom fra EU-domstolen om tobaksvaredirektivet
8
Ændringsforslag fra sundheds- og ældreministeren
9
2. udkast til betænkning


Oversigt over spørgsmål og svar vedrørende L 166

Spm.nr.
Titel
1
Spm., om ministeren kan bekræfte, at den historiske røgfri tyggetobaksvariant skåren skrå er at anse som tyggetobak som omtalt i § 2, nr. 5 og 7, uanset om det er pakket i portionsbreve, porøse poser eller ej, og dermed også fremtidigt lovligt vil kunne markedsføres i Danmark efter 20. maj 2016, til sundheds- og ældreministeren, og ministerens svar herpå
2
Spm. om teknisk bistand til udarbejdelse af ændringsforslag, som sikrer, at den røgfri tyggetobaksvariant skåren skrå fortsat kan markedsføres i Danmark efter lovens ikrafttræden uanset emballageform som f.eks. portionsbreve eller porøse poser, til sundheds- og ældreministeren, og ministerens svar herpå