Fremsat den 4. maj 2016 af justitsministeren (Søren Pind)
Forslag
til
Lov om ændring af straffeloven og om
ophævelse af Lov, hvorved det forbydes fra dansk Territorium
at understøtte krigsførende Magter
(Væbnede konflikter i udlandet
m.v.)
§ 1
I straffeloven, jf. lovbekendtgørelse nr.
873 af 9. juli 2015, som ændret ved lov nr. 1880 af 29.
december 2015 og lov nr. 170 af 27. februar 2016, foretages
følgende ændringer:
1. I
§ 114 c, stk. 3, indsættes
som 2. og 3. pkt.:
»Er den pågældende tilsluttet en
væbnet styrke, kan straffen stige til fængsel indtil 10
år eller under særligt skærpende
omstændigheder til fængsel indtil 16 år. Som
særligt skærpende omstændigheder anses navnlig
tilfælde, hvor den pågældende har deltaget i
kamphandlinger.«
2. I
§ 114 e indsættes som 2. og 3.
pkt.:
»Er den pågældende tilsluttet en
væbnet styrke, kan straffen stige til fængsel indtil 10
år eller under særligt skærpende
omstændigheder til fængsel indtil 16 år. Som
særligt skærpende omstændigheder anses navnlig
tilfælde, hvor den pågældende har deltaget i
kamphandlinger.«
3.
Efter § 114 h indsættes:
Ȥ 114 i. Den, der fra
en gruppe eller sammenslutning, der begår eller har til
hensigt at begå handlinger omfattet af § 114 eller
§ 114 a, modtager økonomisk støtte i penge eller
andre ydelser til brug for oprettelse eller drift af en institution
eller virksomhed eller til lignende formål her i landet,
straffes med fængsel indtil 6 år.
§ 114 j. Den, der har dansk
indfødsret eller bopæl i den danske stat, og som uden
tilladelse indrejser eller opholder sig i et område som
nævnt i stk. 3, straffes med bøde eller fængsel
indtil 6 år, jf. dog stk. 2.
Stk. 2. Stk. 1
gælder ikke for indrejse og ophold som led i udøvelse
af dansk, udenlandsk eller international offentlig tjeneste eller
hverv.
Stk. 3.
Justitsministeren kan efter forhandling med udenrigsministeren og
forsvarsministeren fastsætte regler om, at et område,
hvor en gruppe eller sammenslutning som nævnt i § 114 e
er part i en væbnet konflikt, skal være omfattet af
stk. 1.
Stk. 4.
Justitsministeren eller den, ministeren bemyndiger til det,
tillader efter ansøgning, at en person indrejser eller
opholder sig i et område som nævnt i stk. 1, hvis
indrejsen eller opholdet har et anerkendelsesværdigt
formål. En tilladelse kan omfatte en gruppe af personer, der
er tilknyttet en bestemt virksomhed eller organisation m.v.
Stk. 5.
Justitsministeren kan fastsætte nærmere regler om
indgivelse af ansøgninger efter stk. 4, herunder om fristen
herfor. Justitsministeren kan i den forbindelse fastsætte, at
afgørelser efter stk. 4 ikke kan indbringes for
højere administrativ myndighed.«
4. I
§ 128 ændres
»krigstjeneste« til: »væbnet
styrke«.
§ 2
Lov nr. 149 af 2. august 1914, hvorved det forbydes
fra dansk Territorium at understøtte krigsførende
Magter ophæves.
§ 3
Loven træder i kraft den 1. juli 2016.
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
Indholdsfortegnelse
1. Indledning
2. Deltagelse i væbnede konflikter
2.1. Gældende ret
2.2. Straffelovrådets overvejelser
2.3. Lovforslagets udformning
3. Hvervning til væbnede konflikter
3.1. Gældende ret
3.2. Straffelovrådets overvejelser
3.3. Lovforslagets udformning
4. Forbud mod indrejse og ophold i visse
konfliktområder
4.1. Gældende ret
4.2. Straffelovrådets overvejelser
4.3. Lovforslagets udformning
5. Modtagelse af økonomisk støtte fra
en terrororganisation
5.1. Gældende ret
5.2. Straffelovrådets overvejelser
5.3. Lovforslagets udformning
6. Forholdet til menneskerettighederne
7. Økonomiske og administrative konsekvenser
for det offentlige
8. Økonomiske og administrative konsekvenser
for erhvervslivet mv.
9. Administrative konsekvenser for borgerne
10. Miljømæssige konsekvenser
11. Forholdet til EU-retten
12. Hørte myndigheder og organisationer
mv.
13. Sammenfattende skema
1. Indledning
Formålet med lovforslaget er
først og fremmest at styrke det strafferetlige værn
mod deltagelse i væbnede konflikter i udlandet for
terrorgrupper, dels gennem en strafforhøjelse og dels gennem
en ny mulighed for at forbyde indrejse og ophold i visse
konfliktområder uden forudgående tilladelse. Herudover
foreslås der en ny strafbestemmelse om modtagelse af
økonomisk støtte fra en terrororganisation.
Det er PET's vurdering, at
personer, der vender hjem fra kampdeltagelse i Syrien og Irak,
udgør en særlig terrortrussel mod Danmark. Derfor
ønsker regeringen at stramme grebet om fremmedkrigere, der
overvejer at rejse fra Danmark for at tilslutte sig væbnede
konflikter i f.eks. Syrien og Irak. Lovforslaget har samlet set til
formål bl.a. at skærpe konsekvensen over for dem, der
rejser ud, og at styrke myndighedernes muligheder for at
retsforfølge hjemvendte fremmedkrigere.
Lovforslaget indeholder
følgende tre hovedpunkter:
For det
første foreslås det at indføre
skærpede strafferammer for at lade sig hverve til terrorisme
eller i øvrigt at fremme virksomheden for en
terrororganisation, når det sker ved at tilslutte sig en
væbnet styrke.
Strafferammen for at lade sig
hverve til terrorisme eller i øvrigt at fremme virksomheden
for en terrororganisation er i dag fængsel indtil 6 år.
Det foreslås, at straffen skal kunne stige til fængsel
indtil 10 år, når overtrædelsen sker med
forbindelse til, at den pågældende er tilsluttet en
væbnet styrke, og til fængsel indtil 16 år,
når den pågældende endvidere har deltaget i
kamphandlinger.
Forslaget er begrundet i, at
udviklingen siden revisionen af straffelovens terrorbestemmelser i
2006 har vist, at terrororganisationer, der med væbnede
styrker deltager i en væbnet konflikt, generelt udgør
en større trussel mod det omgivende samfund end andre
terrororganisationer. Når en terrororganisation organiserer
sig som en væbnet styrke, har den en kapacitet til at
begå terrorhandlinger, som går ud over, hvad der ellers
kendes. En terrororganisation kan med en væbnet styrke
tiltvinge sig kontrol over et område i en periode og kan i
den forbindelse terrorisere befolkningen i området vedvarende
i kortere eller længere tid. Rekrutterings- og
træningsmulighederne er også større i
sådanne tilfælde. Strafferammerne for at lade sig
hverve til terrorisme eller i øvrigt at fremme virksomheden
for en terrororganisation bør afspejle disse forhold.
For det
andet foreslås det at indføre mulighed for
administrativt at bestemme, at der i et område, hvor en
terrororganisation er part i en væbnet konflikt, skal
gælde et forbud mod, at danske statsborgere og herboende
udlændinge indrejser og opholder sig uden tilladelse fra de
danske myndigheder. Det foreslås dog, at indrejse og ophold
som led i udøvelse af dansk, udenlandsk eller international
offentlig tjeneste eller hverv skal kunne ske uden
forudgående tilladelse. Indrejse og ophold med andre
formål vil kræve en forudgående tilladelse, som
efter ansøgning kan gives, hvis formålet med indrejsen
eller opholdet er anerkendelsesværdigt. Der vil både
kunne gives individuelle tilladelser til bestemte personer og
kollektive tilladelser til en gruppe af personer, der
afgrænses ud fra deres tilknytning til en bestemt virksomhed
eller organisation mv. Det foreslås, at overtrædelse af
et indrejse- og opholdsforbud skal kunne straffes med bøde
eller fængsel indtil 6 år.
Formålet med dette forslag er
at gøre det lettere at straffe personer, der indrejser eller
opholder sig i et konfliktområde for at deltage i en
væbnet konflikt for eksempelvis en terrororganisation. Der
vil således ikke - som tilfældet er i dag - være
behov for at føre bevis for, at de pågældende
har overtrådt eksempelvis straffelovens terrorbestemmelser
eller bestemmelsen om landsforræderi i form af tilslutning
til en fjendtlig væbnet styrke. Det vil være
tilstrækkeligt, at der kan føres bevis for, at den
pågældende uden tilladelse er indrejst eller har
opholdt sig i det pågældende område.
For det
tredje foreslås det at indføre en ny
strafbestemmelse, hvorefter den, der fra en terrororganisation
modtager økonomisk støtte til brug for oprettelse
eller drift af en institution eller virksomhed eller til lignende
formål her i landet, straffes med fængsel indtil 6
år.
Bestemmelsen vil f.eks. finde
anvendelse på den, der modtager økonomisk
støtte fra en terrororganisation til brug for oprettelse
eller drift af en moske eller en skole her i landet. Bestemmelsen
vil alene omfatte forsætlige forhold, og for at kunne
straffes, skal modtageren således have forsæt med
hensyn til, at den økonomiske støtte stammer fra en
terrororganisation.
Formålet med dette forslag er
at modvirke, at terrororganisationer gennem donationer til
civilsamfundet kan opnå sympati, legitimitet og indflydelse
eller påvirkningsmulighed. Det bemærkes, at der ikke er
indikationer på, at dette aktuelt forekommer i større
omfang i Danmark.
Herudover foreslås der med
lovforslaget en præcisering af straffelovens bestemmelse om
hvervning til fremmed krigstjeneste, så det sikres, at
bestemmelsen også omfatter hvervning til fremmede
ikke-statslige væbnede styrker.
Endelig foreslås det at
ophæve en lov fra 1914 om forbud mod fra dansk territorium at
understøtte krigsførende magter. Loven - som alene
finder anvendelse på væbnede konflikter mellem fremmede
stater, hvor Danmark folkeretligt har erklæret sig neutral -
ses at have mistet sin praktiske betydning og bør derfor
ophæves.
Lovforslaget tager afsæt i
Straffelovrådets betænkning nr. 1559/2016 om
væbnede konflikter i udlandet (herefter
"betænkningen").
2. Deltagelse i
væbnede konflikter
I kommissoriet om væbnede
konflikter i udlandet blev Straffelovrådet bl.a. anmodet om
at vurdere, om de gældende regler i straffeloven udgør
et tilstrækkeligt værn i forhold til at modvirke
deltagelse i væbnede konflikter i udlandet, samt
foreslå eventuelle strafferetlige tiltag, som kan styrke
indsatsen på området.
2.1. Gældende
ret
2.1.1.
Deltagelse i væbnede konflikter kan være omfattet af
terrorbestemmelserne. Det gælder, hvis den
pågældende begår terrorisme (§ 114). Det
gælder endvidere, hvis den pågældende lader sig
træne, instruere eller på anden måde oplære
til at begå terrorhandlinger (eller terrorlignende
handlinger, jf. § 114 a) (§ 114 d, stk. 3). Endvidere er
det strafbart at lade sig hverve til at begå terrorhandlinger
(eller terrorlignende handlinger) (§ 114 c, stk. 3) (selv om
der ikke er tale om forsøg på at begå konkrete
terrorhandlinger). Endelig er det strafbart i øvrigt at
fremme virksomheden for en person, gruppe eller sammenslutning, der
begår eller har til hensigt at begå handlinger omfattet
af §§ 114-114 d (§ 114 e).
Strafferammen for
overtrædelse af § 114 er fængsel indtil på
livstid. Strafferammen for overtrædelse af § 114 d, stk.
3, § 114 c, stk. 3, eller § 114 e er fængsel indtil
6 år.
Terrorbestemmelserne er beskrevet
mere detaljeret nedenfor under pkt. 2.1.2.
For så vidt angår
væbnede konflikter, i hvilke den danske stat er part,
kriminaliserer straffelovens § 101 a, stk. 1, at være
tilsluttet en væbnet styrke for en part, som kæmper mod
den danske stat. Bestemmelsen omfatter danske statsborgere og
personer med bopæl i den danske stat.
Strafferammen for
overtrædelse af § 101 a, stk. 1, er fængsel indtil
10 år eller under særligt skærpende
omstændigheder fængsel indtil på livstid. Som
særligt skærpende omstændigheder anses navnlig
tilfælde, hvor den pågældende har deltaget i
kamphandlinger.
Endvidere findes lov nr. 149 af 2.
august 1914, hvorved det forbydes fra dansk territorium at
understøtte krigsførende magter. Denne lov forbyder
en række handlinger, som i tilfælde af krig, i hvilken
den danske stat er neutral, begås inden for dansk
territorium. Hvis højere straf ikke er forskyldt efter andre
bestemmelser, straffes overtrædelse af loven med
"fængsel", hvilket nu vil sige fængsel indtil 6
måneder, jf. § 7 i ikrafttrædelsesloven til
straffeloven (hæfte eller fængsel indtil 6
måneder træder i stedet for fængsel uden
nærmere betegnelse) og § 32 i lov nr. 433 af 31. maj
2000 om ændringer bl.a. som følge af afskaffelse af
hæftestraffen (hæfte kan ikke længere
idømmes), eller under særlig formildende
omstændigheder med bøde.
1914-lovens § 1, nr. 2,
forbyder at tage tjeneste i de krigsførende magters
hær eller om bord i deres regeringsskibe, men kun "i det
Omfang, hvori Regeringen har udstedt særligt Forbud mod
saadanne Handlinger".
Et sådant forbud vil i givet
fald kun gælde på dansk territorium og vil altså
ikke gælde i tilfælde, hvor en person rejser fra
Danmark til udlandet for at slutte sig til en krigsførende
magts væbnede styrker, men først efter at have forladt
dansk territorium indgår aftale om at tage tjeneste heri.
Straffelovens § 101 a og
1914-loven gør ikke udtømmende op med alle krige.
1914-loven må ud fra sin baggrund antages at bygge på
det folkeretlige neutralitetsbegreb, hvorefter en stat er neutral,
f.eks. hvis den har afgivet en udtrykkelig erklæring herom.
Der vil imidlertid kunne forekomme krige, hvor Danmark ikke
deltager i den væbnede indsats på en af siderne, men
heller ikke er neutral i folkeretlig forstand. En sådan krig
vil ikke være omfattet af hverken § 101 a eller
1914-loven. Eftersom det folkeretlige neutralitetsbegreb alene
angår internationale væbnede konflikter, må det
endvidere antages, at 1914-loven ikke er relevant i
ikke-internationale væbnede konflikter.
2.1.2.
Efter straffelovens § 114, stk. 1, straffes med fængsel
indtil på livstid for terrorisme den, som med forsæt
til at skræmme en befolkning i alvorlig grad eller
uretmæssigt at tvinge danske eller udenlandske offentlige
myndigheder eller en international organisation til at foretage
eller undlade at foretage en handling eller at destabilisere eller
ødelægge et lands eller en international organisations
grundlæggende politiske, forfatningsmæssige,
økonomiske eller samfundsmæssige strukturer
begår en eller flere af de i nr. 1-8 nævnte handlinger,
når handlingen i kraft af sin karakter eller den
sammenhæng, hvori den begås, kan tilføje et land
eller en international organisation alvorlig skade.
Bestemmelsen opregner i nr. 1-8 en
række handlinger, der er kriminaliseret i andre
strafbestemmelser, og som straffes som terrorisme, når det
særlige terrorforsæt foreligger og handlingen er egnet
til at forvolde alvorlig skade. Disse handlinger er manddrab efter
§ 237 (nr. 1), grov vold efter § 245 eller § 246
(nr. 2), frihedsberøvelse efter § 261 (nr. 3),
forstyrrelse af trafiksikkerheden efter § 184 mv. (nr. 4),
kapring af transportmidler efter § 183 a (nr. 5), grove
våbenlovsovertrædelser efter § 192 a (nr. 6),
brandstiftelse efter § 180 mv. (nr. 7) og besiddelse eller
anvendelse mv. af radioaktive stoffer efter § 192 b (nr.
8).
§ 114 er hovedbestemmelsen om
terrorisme og indeholder intet krav om, at den
pågældende handling skal have haft et
videregående politisk formål. Bestemmelsen vil
således også finde anvendelse på andre handlinger
end dem med særlige politiske motiver, så længe
formålet er at skabe almindelig uro, økonomisk kaos
mv.
§ 114, stk. 2, angiver, at
den, som med det i stk. 1 nævnte terrorforsæt
transporterer våben eller eksplosivstoffer, straffes på
samme måde, dvs. med fængsel indtil på livstid.
Endvidere straffes på samme måde den, som med det i
stk. 1 nævnte terrorforsæt truer med at begå en
af de i stk. 1 og 2 nævnte handlinger, jf. § 114, stk.
3.
Straffelovens § 114 a opregner
en række handlinger, der er kriminaliseret i andre
strafbestemmelser, og som er omfattet af nærmere angivne
internationale konventioner, der er nævnt i bilaget til
Europarådets konvention om forebyggelse af terrorisme. Det
drejer sig bl.a. om konvention af 16. december 1970 om
bekæmpelse af ulovlig bemægtigelse af
luftfartøjer, konvention af 17. december 1979 imod
gidseltagning, konvention af 15. december 1997 til bekæmpelse
af terrorbombninger og konvention af 13. april 2005 til
bekæmpelse af nuklear terrorisme.
Bestemmelsen i § 114 a er
subsidiær i forhold til § 114 og finder derfor
anvendelse dels i tilfælde, hvor der ikke foreligger
terrorforsæt, dels i tilfælde, hvor handlingerne ikke
er omfattet af § 114. I modsætning til § 114
nævner § 114 a således straffelovens § 181,
stk. 1, § 244, § 250, § 252, stk. 1, § 260,
§ 266, § 276, § 278, § 279, § 279 a,
§ 281, § 288, og § 291, stk. 1.
Efter straffelovens § 114 a
kan straffen overstige den højeste for
lovovertrædelsen foreskrevne straf med indtil det halve. Hvis
den højeste straf, der er foreskrevet for den
pågældende handling, er mindre end 4 års
fængsel, kan straffen dog stige til fængsel indtil 6
år.
Bestemmelsen indeholder
således en sidestrafferamme, som giver mulighed for
strafforhøjelse, når overtrædelse af
nærmere angivne bestemmelser i straffeloven er begået
under omstændigheder omfattet af en række nærmere
opregnede internationale konventioner.
Både § 114 og § 114
a angår strafferammen, og bestemmelserne udvider ikke i sig
selv det strafbares område.
De efterfølgende
bestemmelser i §§ 114 b-114 e henviser imidlertid til
§§ 114 og 114 a, og disse bestemmelser er udtryk for en
vis udvidelse af kriminaliseringen i forhold til de bestemmelser
andre steder i straffeloven, som §§ 114 og 114 a henviser
til.
Efter straffelovens § 114 b
straffes med fængsel indtil 10 år den, som direkte
eller indirekte yder økonomisk støtte til (nr. 1),
direkte eller indirekte tilvejebringer eller indsamler midler til
(nr. 2) eller direkte eller indirekte stiller penge, andre
formuegoder eller finansielle eller andre lignende ydelser til
rådighed for (nr. 3) en person, en gruppe eller en
sammenslutning, der begår eller har til hensigt at begå
handlinger omfattet af § 114 eller § 114 a.
Nr. 1 retter sig mod den enkelte
bidragsyder, som af egne midler giver økonomisk
støtte til en terrororganisation. Nr. 2 retter sig mod den
mellemmand eller formidlingsorganisation, som f.eks. tilvejebringer
pengene fra de enkelte bidragsydere ved indsamlinger eller lignende
eller skaffer lån fra pengeinstitutter mv. Nr. 3 retter sig
mod pengeinstitutter eller andre, som i erhvervsmæssig
sammenhæng eller på anden måde med henblik
på at opnå fortjeneste yder lån eller leverer en
finansiel tjenesteydelse eller formidler disse ydelser.
§ 114 b finder anvendelse
på økonomisk støtte mv. til en gruppe, der
bl.a. begår terrorhandlinger (§ 114) eller
terrorlignende handlinger (§ 114 a). Det er uden betydning, om
den konkrete indsamling har et humanitært formål, hvis
gruppen bl.a. begår terrorhandlinger. For at straffe
kræves, at bidragyderen mv. har forsæt med hensyn
hertil.
Det er således ikke alene
strafbart at stille midler til rådighed for en terrorgruppes
ulovlige aktiviteter, men også at stille midler til
rådighed for en terrorgruppes lovlige aktiviteter.
Bestemmelsen er subsidiær i
forhold til den almindelige medvirkensregel i straffelovens §
23, jf. § 114. Har en medvirkende således et
konkretiseret forsæt til gennem sin deltagelse i eller
finansiering af terrorgruppen at medvirke til en af de i § 114
nævnte handlinger, skal der straffes efter denne bestemmelse.
Foreligger der ikke et konkretiseret forsæt til en bestemt
terrorhandling, kan § 114 b anvendes.
Efter straffelovens § 114 c,
stk. 1, straffes med fængsel indtil 10 år den, som
hverver en person til at begå eller fremme handlinger
omfattet af § 114 eller § 114 a eller til at slutte sig
til en gruppe eller sammenslutning for at fremme, at gruppen eller
sammenslutningen begår handlinger af denne karakter. Under
særligt skærpende omstændigheder kan straffen
stige til fængsel indtil 16 år. Som særligt
skærpende omstændigheder anses navnlig tilfælde,
hvor der er tale om overtrædelser af systematisk eller
organiseret karakter.
Det fremgår af § 114 c,
stk. 2, at den, som hverver en person til at begå eller
fremme handlinger omfattet af § 114 b eller til at slutte sig
til en gruppe eller sammenslutning for at fremme, at gruppen eller
sammenslutningen begår handlinger af denne karakter, straffes
med fængsel indtil 6 år.
Endelig fremgår det af §
114 c, stk. 3, at den, som lader sig hverve til at begå
handlinger omfattet af § 114 eller § 114 a, straffes med
fængsel indtil 6 år.
Det fremgår af forarbejderne
til § 114 c, at der med udtrykket "hvervning" sigtes til
handlinger, hvorved en anden person engageres, rekrutteres eller
hyres til et bestemt formål, jf. Folketingstidende 2005-2006,
tillæg A, side 7223. Hvervning kræver ikke
nødvendigvis et kontraktforhold mellem den, der hverves, og
den organisation, der hverves til. Hvervning er en form for
mellemmandsvirksomhed. Hvervning kan ske på forskellige
måder, for eksempel ved personlig henvendelse. Forbindelsen
kan også etableres ved hverveannoncer, hvervekampagner eller
lignende udsendt f.eks. via internettet, hvorved den hvervede
opnår kontakt til en gruppe eller sammenslutning, der hverves
til. Udsendelse af en generel opfordring til at begå
terrorhandlinger er ikke omfattet af § 114 c, men er
kriminaliseret i straffelovens § 136, stk. 1, om den, som
offentlig tilskynder til forbrydelse.
Efter straffelovens § 114 d,
stk. 1, straffes med fængsel indtil 10 år den, som
træner, instruerer eller på anden måde
oplærer en person til at begå eller fremme handlinger
omfattet af § 114 eller § 114 a med viden om, at personen
har til hensigt at anvende færdighederne til dette
formål. Under særligt skærpende
omstændigheder kan straffen stige til fængsel indtil 16
år. Som særligt skærpende omstændigheder
anses navnlig tilfælde, hvor der er tale om
overtrædelser af systematisk eller organiseret karakter.
Det fremgår af § 114 d,
stk. 2, at den, som træner, instruerer eller på anden
måde oplærer en person til at begå eller fremme
handlinger omfattet af § 114 b med viden om, at personen har
til hensigt at anvende de tillærte færdigheder til
dette formål, straffes med fængsel indtil 6
år.
Endelig fremgår det af §
114 d, stk. 3, at den, som lader sig træne, instruere eller
på anden måde oplære til at begå handlinger
omfattet af § 114 eller § 114 a, straffes med
fængsel indtil 6 år.
§ 114 d omfatter ifølge
forarbejderne såvel teoretisk undervisning og
vidensformidling som mere praktisk betonet instruktion og
vejledning, som kan bibringe eleven færdigheder, der kan
anvendes i forbindelse med begåelse af handlinger af den
beskaffenhed, der omhandles i §§ 114, 114 a eller 114 b.
Bestemmelsen kan omfatte oplæring i færdigheder, der i
sig selv er lovlige og kan have lovlige anvendelsesformål,
men det må dog kræves, at de færdigheder, der
oplæres i, kan være egnede til at begå de
handlinger, der er nævnt i bestemmelsen, og at der er tale om
oplæring i konkrete færdigheder som for eksempel
våbenbrug. Der henvises til Folketingstidende 2005-2006,
tillæg A, side 7224.
Som det fremgår, omfatter de
særlige bestemmelser om hvervning og træning
(§§ 114 c og 114 d) også den, der hverver eller
træner en anden til terrorfinansiering (§ 114 b),
hvorimod det ikke er særskilt kriminaliseret at lade sig
hverve eller træne til terrorfinansiering. Efter
omstændighederne vil en person, der lader sig hverve eller
træne til terrorfinansiering, imidlertid kunne straffes for
forsøg på terrorfinansiering.
Efter straffelovens § 114 e
straffes med fængsel indtil 6 år den, som i
øvrigt fremmer virksomheden for en person, en gruppe eller
en sammenslutning, der begår eller har til hensigt at
begå handlinger omfattet af §§ 114, 114 a, 114 b,
114 c eller 114 d.
§ 114 e er en særlig
medvirkensregel, som er subsidiær i forhold til den
almindelige medvirkensregel i straffelovens § 23. Hvis en
medvirkende har et konkretiseret forsæt til medvirken til en
af de i §§ 114-114 d nævnte handlinger, skal der
straffes efter denne bestemmelse, jf. § 23. § 114 e kan
efter omstændighederne omfatte støtte til
sammenslutninger mv., der har både humanitære
formål og terrorformål. Det samme gælder
tilfælde, hvor for eksempel en professionel rådgiver
yder generel rådgivningsbistand til en terrororganisation,
uden at denne rådgivning kan henføres til en bestemt
terrorhandling.
Efter straffelovens § 114 f
straffes med fængsel indtil 6 år den, som uden at
forholdet omfattes af §§ 114-114 e, deltager i eller yder
væsentlig økonomisk eller anden væsentlig
støtte til korps, gruppe eller sammenslutning, der har til
hensigt ved magtanvendelse at øve indflydelse på
offentlige anliggender eller fremkalde forstyrrelse af
samfundsordenen.
Efter straffelovens § 114 g
straffes med bøde eller fængsel indtil 2 år den,
som, uden at forholdet omfattes af §§ 114-114 f, deltager
i ulovlig militær organisation eller gruppe.
§§ 114 f og 114 g
viderefører de oprindelige bestemmelser i straffeloven om
terrorisme, der blev indsat som § 114, stk. 1 og 2, ved lov
nr. 225 af 7. juni 1952 om ændringer i og tilføjelser
til borgerlig straffelov af 15. april 1930. Bestemmelserne er
opretholdt efter indførelsen af §§ 114-114 e (men
gjort subsidiære i forhold til disse), idet det ifølge
forarbejderne "ikke helt kan udelukkes, at der kan være
forhold af mindre graverende [sic], som ikke kan betegnes som
terrorvirksomhed i gængs forstand, men som i dag er omfattet
af formuleringen om den, der har til hensigt ved magtanvendelse at
øve indflydelse på offentlige anliggender eller
fremkalde forstyrrelse af samfundsordenen" (jf. Folketingstidende
2001-2002, tillæg A, side 875).
Det fremgår af forarbejderne
til §§ 114 f og 114 g, at bestemmelserne er
begrænset til at værne danske offentlige anliggender og
den danske samfundsorden (jf. Folketingstidende 2001-2002,
tillæg A, side 826 og 875-876).
Efter straffelovens § 114 h
straffes med fængsel indtil 6 år den, der under
skærpende omstændigheder i strid med lovgivningen om
ikke spredning af masseødelæggelsesvåben mv.
udfører produkter med dobbelt anvendelse uden tilladelse
(nr. 1), til brug for myndighedernes afgørelse om produkter
med dobbelt anvendelse afgiver urigtige eller vildledende
oplysninger eller fortier oplysninger af betydning for sagens
afgørelse (nr. 2) eller handler i strid med vilkår,
der er fastsat i myndighedernes afgørelse om produkter med
dobbelt anvendelse (nr. 3).
Bestemmelsen er en overbygning
på lovgivningen om ikke spredning af
masseødelæggelsesvåben, dvs. danske eller
EU-retlige regler mod spredning af viden (knowhow) og produkter,
der kan anvendes til fremstilling af atomvåben, biologiske og
kemiske våben samt missiler, der kan fremføre
sådanne våben.
Ifølge forarbejderne
indebærer kravet om, at overtrædelsen skal være
begået under skærpende omstændigheder, at der
skal være tale om særlig grove overtrædelser af
eksportrestriktionerne. Herved forstås navnlig
overtrædelser, som går væsentligt ud over, hvad
der kan henregnes til en normal og sædvanlig drift af en i
øvrigt lovlig (eksport)virksomhed. I vurderingen kan det
bl.a. indgå, om der er tale om en mere systematisk eller
vedvarende adfærd, der er udtryk for en bevidst
tilsidesættelse af de sikkerhedshensyn, der ligger bag
reglerne. Der kan endvidere lægges vægt på, om
der ved den kriminelle handling eller undladelse er opnået
eller tilsigtet en betydelig økonomisk fordel. Det
pågældende produkts farlighed kan tillige indgå i
vurderingen. Det samme gælder oplysninger om køberen
eller slutbrugeren af produktet. Der henvises til Folketingstidende
2001-2002 (2. samling), tillæg A, side 877.
2.1.3.
Den militære straffelov gælder som udgangspunkt for
militært personel mv., jf. lovens § 1.
Under væbnet konflikt
gælder lovens §§ 28-34 og 36-38 imidlertid for
enhver, jf. § 2, nr. 3.
§§ 28-34 angår
forbrydelser mod forsvarsmagtens kampdygtighed og vil typisk ikke
være relevante i forhold til personer, som er indtrådt
i fremmede væbnede styrker, medmindre den
pågældende gør sig skyldig i spionage, jf.
§ 29.
§ 36, stk. 1, § 37 og
§ 38 angår specifikt misbrug af kendtegn forbeholdt
medicinsk personel mv. (herunder Røde Kors/Røde
Halvmåne), plyndring og ligrøveri, mens § 36,
stk. 2, er en generel kriminalisering af at bruge krigsmiddel eller
fremgangsmåde, hvis anvendelse er i strid med en traktat, som
Danmark har tiltrådt, eller med folkeretlig sædvaneret.
Bestemmelserne er ikke relevante i forhold til personer, der
overholder krigens love og sædvaner.
2.2. Straffelovrådets overvejelser
2.2.1.
Straffelovrådet anfører, at rådet er anmodet om
at vurdere, om de gældende regler i straffeloven udgør
et tilstrækkeligt værn i forhold til at modvirke
deltagelse i og hvervning til væbnede konflikter i udlandet.
Uroligheder, f.eks. i form af bandevirksomhed eller optøjer,
der ligger under tærsklen for "væbnet konflikt", falder
således uden for rådets overvejelser. Endvidere
angår overvejelserne alene væbnede konflikter uden for
dansk territorium.
Straffelovrådet har allerede
afgivet en deludtalelse om kriminalisering af danskeres og
herboende udlændinges tilslutning til en væbnet styrke,
som deltager i en væbnet konflikt mod den danske stat
(betænkning nr. 1556/2015), hvor kriminaliseringen i
hovedsagen er begrundet i, at personer med tilknytning til Danmark
har en særlig loyalitetsforpligtelse over for Danmark.
Overvejelserne i betænkning nr. 1559/2016 angår
således spørgsmålet om at forbyde en persons
deltagelse i væbnet kamp ud fra hensyn, som gør sig
gældende, hvad enten den danske stat er part i konflikten
eller ej.
2.2.2.
Straffelovrådet anfører, at behovet for
kriminalisering af deltagelse i og hvervning til væbnede
konflikter i udlandet afhænger af, hvilke hensyn det skal
tjene, at man gennem straffeloven dels tager afstand herfra, dels
søger at begrænse, at det finder sted.
Der henvises i kommissoriet til den
trussel for det danske samfund, hjemvendte fremmedkrigere kan
udgøre, fordi de har fået kamperfaring og kontakt til
militante ekstremistiske organisationer i udlandet, ligesom nogle
har pådraget sig traumer under kamphandlingerne.
Straffelovrådet bemærker, at kamperfaring vil
være en følge af enhver deltagelse i væbnet
kamp, hvorimod kontakt til militante ekstremistiske organisationer
og risiko for traumatisering vil forekomme i nogle situationer, men
ikke i andre.
Straffelovrådet nævner
endvidere hensynet til at begrænse omfanget af væbnede
konflikter, hensynet til at bekæmpe overgreb i forbindelse
med væbnede konflikter og hensynet til at modvirke angreb mod
Danmark begrundet i danskeres deltagelse i en væbnet
konflikt. Udenrigspolitisk kan det på den ene side være
uheldigt, hvis Danmark opfattes som et fristed for personer, der
deltager i væbnet kamp mod andre stater, men det kan på
den anden side også blive kritiseret, hvis Danmark
kriminaliserer personer, der deltager i en væbnet konflikt
til støtte for en stat, der er blevet angrebet.
2.2.3.
Straffelovrådet henviser til straffelovens terrorbestemmelser
og anfører, at der ikke er behov for nykriminalisering af
deltagelse i en væbnet konflikt i udlandet, hvis deltagelsen
indebærer overtrædelse af terrorbestemmelserne. Behovet
for nykriminalisering bør derfor overvejes for så vidt
angår deltagelse i en væbnet konflikt uden at
overtræde terrorbestemmelser.
Straffelovrådet har lagt
vægt på at overveje spørgsmålet generelt,
idet der bør tages højde for, at eventuelle nye
bestemmelser også skal gælde for andre
konfliktsituationer og trusselsbilleder end den aktuelle konflikt i
Syrien og Irak. Dagens trusselsbillede peger på
fremmedkrigere med baggrund i ekstreme islamistiske miljøer
som den største trussel, men dette kan i fremtiden
ændres til andre grupperinger, som rejser ud for at deltage i
andre typer af væbnede konflikter. Dette bør der tages
hensyn til ved udformning af en strafbestemmelse.
2.2.4.
Ved siden af spørgsmålet om nykriminalisering har
Straffelovrådet overvejet strafferammen for tilslutning til
en væbnet styrke, som er eller indgår i en
terrororganisation.
Det er Straffelovrådets
opfattelse, at udviklingen siden revisionen i 2006 af straffelovens
terrorbestemmelser har vist, at terrororganisationer, der med
væbnede styrker deltager i en væbnet konflikt, generelt
er farligere end andre terrororganisationer. Når en
terrororganisation organiserer sig som en væbnet styrke, har
den en kapacitet til at begå terrorhandlinger, som går
ud over, hvad der ellers kendes. En terrororganisation kan med en
væbnet styrke tiltvinge sig kontrol over et område i en
periode og kan i den forbindelse terrorisere befolkningen i
området vedvarende i kortere eller længere tid.
Rekrutterings- og træningsmulighederne er også
større i sådanne tilfælde.
Straffelovrådet finder, at
det på denne baggrund kan overvejes at fastsætte en
højere strafferamme for at lade sig hverve til terrorisme
eller i øvrigt at fremme virksomheden for en
terrororganisation, når det sker ved at tilslutte sig en
væbnet styrke med henblik på at deltage i en
væbnet konflikt.
Ud fra de strafferammer, der i
øvrigt er fastsat i straffelovens bestemmelser om
terrorisme, vil en strafferamme på fængsel indtil 10
år efter rådets opfattelse i givet fald være
passende. Det vil kunne overvejes i tilknytning hertil at
fastsætte en yderligere forhøjet strafferamme, hvis en
person ikke alene har tilsluttet sig en væbnet styrke, der er
eller indgår i en terrororganisation, med henblik på at
deltage i en væbnet konflikt, men også beviseligt har
deltaget i kamphandlinger. Strafferammen herfor kunne i givet fald
fastsættes til fængsel indtil 16 år. Det
anførte skal ses i lyset af, at hvis den
pågældende beviseligt har medvirket til
terrorhandlinger, er strafferammen fængsel indtil på
livstid, jf. straffelovens § 114.
En sådan forhøjet
strafferamme ville kunne fastsættes i tilknytning til en
eventuel generel kriminalisering af at være tilsluttet en
ikke-statslig væbnet styrke (model 2, jf. betænkningen
side 22 og 161-163) eller til en eventuel kriminalisering af
tilslutning til visse væbnede styrker (model 1, 3 og 4, jf.
betænkningen side 22-23, 155-161 og 163-168). I
sidstnævnte tilfælde vil strafforhøjelsen kun
gælde i forhold til de pågældende væbnede
styrker, og der vil dermed kunne være terrororganisationer,
der er organiseret som en væbnet styrke, der falder
udenfor.
Alternativt ville en sådan
forhøjet strafferamme kunne fastsættes i tilknytning
til de gældende bestemmelser om terrorisme, herunder navnlig
straffelovens § 114 c, stk. 3, om at lade sig hverve til at
begå terrorhandlinger og § 114 e om i øvrigt at
fremme virksomheden for en terrororganisation mv.
2.2.5.
For så vidt angår spørgsmålet om
nykriminalisering beskriver Straffelovrådet to modsatte
synspunkter, nemlig dels at deltagelse i væbnede konflikter i
udlandet ikke bør være særskilt reguleret, men
alene af straffelovens almindelige regler, dels at der bør
ske et principskifte, så deltagelse i væbnede
konflikter i udlandet generelt forbydes i hvert fald for så
vidt angår ikke-statslige væbnede styrker.
Det første synspunkt
henviser til, at det historiske udgangspunkt er, at danske
statsborgere og herboende udlændinge kan deltage i
væbnede konflikter i udlandet, når den
pågældende ikke ved sin deltagelse fremmer virksomheden
for en terrororganisation eller i forbindelse med sin deltagelse i
øvrigt begår strafbare forhold, eksempelvis medvirker
til krigsforbrydelser. Så vidt ses er det eneste eksempel
på en undtagelse fra dette udgangspunkt om borgernes frihed
til også ved deltagelse i væbnede konflikter i udlandet
at støtte grupper af eksempelvis ideologiske eller
religiøse grunde den spanske borgerkrig, hvor
lovgivningsmagten som led i en fælleseuropæisk
beslutning forbød udrejse fra dansk territorium for at
deltage i den spanske borgerkrig.
Ingen eller en begrænset
nykriminalisering vil dermed videreføre den historiske
adgang for danskere og herboende udlændinge til at rejse ud
og kæmpe også med våben for en sag, som de af
f.eks. ideologiske eller religiøse grunde støtter. En
sådan retstilstand kan bl.a. give mulighed for uden at ifalde
straf efter dansk ret at deltage i også væbnet
frihedskamp og modstandsbevægelser mod undertrykkende regimer
rundt omkring i verden. Efter dette synspunkt vil det være et
tilbageskridt for mulighederne for frihedskamp at give staterne
monopol på lovlig magtanvendelse i væbnede konflikter.
Der er således adskillige eksempler på, at demokratiske
fremskridt er sket ved, at ikke-statslige grupper har sat sig op
mod myndighederne.
Det andet synspunkt henviser til,
at på det stade, som den internationale retsorden har
nået i dag, bør det principielt være forbeholdt
stater at anvende våbenmagt. Ligesom det længe har
været anerkendt på nationalt plan, at et retssamfund
bl.a. kræver, at staten har monopol på magtanvendelse,
bør staterne have monopol på magtanvendelse på
det internationale niveau. Som folkeretten ser ud i dag,
indebærer dette, at den enkelte stat som udgangspunkt har
monopol på magtanvendelse på sit territorium, og at
andre staters magtanvendelse således som udgangspunkt
kræver samtykke fra den pågældende stats
regering. Kun i undtagelsestilfælde såsom individuelt
eller kollektivt selvforsvar eller en trussel mod international
fred og sikkerhed vil en stat lovligt kunne anvende magt på
en anden stats territorium uden denne stats samtykke. Hvis
begrundelsen er en trussel mod international fred og sikkerhed,
uden at der er tale om individuelt eller kollektivt selvforsvar
eller en humanitær nødsituation, kræver en
sådan magtanvendelse desuden en beslutning i FN's
Sikkerhedsråd.
På det individuelle plan
indebærer synspunktet, at enkeltpersoner ikke lovligt
bør kunne deltage i kamphandlinger for ikke-statslige
styrker, uanset om disse kan betegnes som
oprørsbevægelser, modstandsbevægelser,
frihedsbevægelser eller andet, og uanset om de kæmper
mod et udemokratisk, undertrykkende regime. Det anerkendes, at der
er adskillige historiske eksempler på, at demokratiske
fremskridt er sket ved, at ikke-statslige grupper har sat sig op
mod myndighederne, men der bør lægges større
vægt på, at der i nutiden er mange eksempler på,
at ikke-statslige gruppers oprør hverken på kort eller
mellemlangt sigt har forbedret borgernes situation med hensyn til
fred, frihed og sikkerhed.
Straffelovrådet konkluderer,
at det beror på en samlet politisk vurdering, om danskeres og
herboende udlændinges deltagelse i væbnede konflikter i
udlandet bør kriminaliseres i videre omfang, end det er
tilfældet efter de gældende bestemmelser om terrorisme
mv. og om tilslutning til en fjendtlig væbnet styrke.
Der henvises til betænkningen
side 117-171.
2.3. Lovforslagets
udformning
Deltagelse i væbnede
konflikter i udlandet kan efter de gældende regler straffes,
når der er tale om terrorisme eller fremme af terrorisme.
Deltagelse i væbnede konflikter kan endvidere - hvad enten
der er tale om terrorisme eller ej - straffes, hvis der er tale om
landsforræderi i form af tilslutning til en fjendtlig
væbnet styrke, jf. straffelovens § 101 a, som blev
indført ved lov nr. 1880 af 29. december 2015.
Herudover vil straffelovens
almindelige regler efter omstændighederne kunne anvendes
på de konkrete handlinger, som foretages i forbindelse med en
deltagelse i en væbnet konflikt. Begås der
krigsforbrydelser, vil den militære straffelov efter
omstændighederne kunne anvendes, og folkedrab kan straffes
efter lov om straf for folkedrab.
På baggrund af
Straffelovrådets gennemgang af de relevante hensyn og
modeller for en yderligere kriminalisering af deltagelse i
væbnede konflikter i udlandet er det Justitsministeriets
vurdering, at der ikke er behov for en sådan yderligere
kriminalisering, idet den eksisterende kriminalisering rammer de
situationer, som der er behov for at kriminalisere.
Derimod er der efter
Justitsministeriets opfattelse behov for at styrke indsatsen mod
deltagelse i væbnede konflikter i udlandet for terrorgrupper
gennem indførelse af et forbud mod indrejse og ophold i
visse konfliktområder, jf. nærmere pkt. 4 nedenfor.
Lov nr. 149 af 2. august 1914,
hvorved det forbydes fra dansk territorium at understøtte
krigsførende magter, anvendes ikke i praksis. Danmark
fører desuden ikke længere den neutralitetspolitik,
som dannede baggrund for lovens vedtagelse i forbindelse med
første verdenskrigs udbrud. Danmark er medlem af Nato og
dermed allieret med en række andre stater. Selv i
tilfælde, hvor Danmark ikke er allieret med eller i
øvrigt støtter en af parterne i en international
væbnet konflikt, erklærer Danmark sig i praksis ikke
længere neutral i sådanne konflikter.
I påkommende fald vil de
handlinger, som 1914-loven angår, kunne imødegås
ved andre instrumenter, være sig sanktioner,
terrorlovgivningen eller straffelovens almindelige regler.
Loven skønnes samlet set at
have mistet sin betydning og bør ophæves.
Det foreslås på den
baggrund at ophæve 1914-loven.
Endvidere er Justitsministeriet
enig med Straffelovrådet i, at udviklingen siden revisionen i
2006 af straffelovens terrorbestemmelser har vist, at
terrororganisationer, der med væbnede styrker deltager i en
væbnet konflikt, generelt udgør en større
trussel mod det omgivende samfund end andre terrororganisationer.
Når en terrororganisation organiserer sig som en væbnet
styrke, har den en kapacitet til at begå terrorhandlinger,
som går ud over, hvad der ellers kendes. En
terrororganisation kan med en væbnet styrke tiltvinge sig
kontrol over et område i en periode og kan i den forbindelse
terrorisere befolkningen i området vedvarende i kortere eller
længere tid. Rekrutterings- og træningsmulighederne er
også større i sådanne tilfælde.
Justitsministeriet finder, at der
på denne baggrund bør fastsættes en
højere strafferamme for at lade sig hverve til terrorisme
eller i øvrigt at fremme virksomheden for en
terrororganisation, når det sker ved at tilslutte sig en
væbnet styrke.
I overensstemmelse med det, der er
anført af Straffelovrådet, finder Justitsministeriet,
at en strafferamme på fængsel indtil 10 år vil
være passende i sådanne tilfælde.
Justitsministeriet finder endvidere, at hvis en person ikke alene
har tilsluttet sig en væbnet styrke, der er eller
indgår i en terrororganisation, men også beviseligt har
deltaget i kamphandlinger, bør strafferammen være
fængsel indtil 16 år.
Det foreslås på den
baggrund at indsætte sådanne forhøjede
strafferammer i straffelovens § 114 c, stk. 3, om at lade sig
hverve til at begå terrorhandlinger og § 114 e om i
øvrigt at fremme virksomheden for en terrororganisation
mv.
Der henvises til lovforslagets
§ 1, nr. 1 og 2 (ændring af straffelovens §§
114 c og 114 e), og § 2 (ophævelse af 1914-loven) og
bemærkningerne hertil.
3. Hvervning til
væbnede konflikter
3.1. Gældende
ret
Hvervning af en person til at
begå eller fremme terrorhandlinger (§ 114) eller
terrorlignende handlinger (§ 114 a) eller til at slutte sig
til en gruppe eller sammenslutning for at fremme, at gruppen eller
sammenslutningen begår handlinger af denne karakter, er
omfattet af straffelovens § 114 c, stk. 1. Strafferammen er
fængsel indtil 10 år eller under særligt
skærpende omstændigheder fængsel indtil 16
år. Som særligt skærpende omstændigheder
anses navnlig tilfælde, hvor der er tale om
overtrædelser af systematisk eller organiseret karakter.
For så vidt angår
væbnede konflikter, i hvilke den danske stat er part,
kriminaliserer straffelovens § 101 a, stk. 2, at hverve eller
offentligt tilskynde en person med dansk indfødsret eller
bopæl i den danske stat til at tilslutte sig en væbnet
styrke for en part, som kæmper mod den danske stat.
Strafferammen for overtrædelse af § 101 a, stk. 2, er
fængsel indtil 10 år eller under særligt
skærpende omstændigheder fængsel indtil 16
år. Som særligt skærpende omstændigheder
anses navnlig tilfælde, hvor der er tale om
overtrædelser af systematisk eller organiseret karakter.
I tilfælde, der ikke er
omfattet af § 114 c, stk. 1, eller af § 101 a, stk. 2,
forbyder straffelovens § 128 generelt hvervning i den danske
stat til fremmed krigstjeneste. Strafferammen er bøde eller
fængsel indtil 2 år. Hvervning i udlandet er
altså ikke omfattet, men hvervning i Danmark er forbudt,
også når der f.eks. er tale om hvervning af egne
statsborgere til krigstjeneste i en stat, som er allieret med
Danmark. Det er antaget, at "fremmed krigstjeneste" må
forstås som tjeneste i fremmede militære styrker, og at
udtrykket også omfatter tjeneste i et "oprørspartis"
militære styrker, jf. Vagn Greve m.fl., Kommenteret
straffelov, Speciel del (10. udgave 2012) side 98 (tilsvarende
fremgår af 1. udgave 1975 side 58), der dog ikke angiver
nogen kilde til denne antagelse. Hvervning er forbudt, uanset om de
pågældende fremmede militære styrker aktuelt er
involveret i en væbnet konflikt eller ej.
Bestemmelsen retter sig mod den,
som foretager hvervningen, ikke den, der lader sig hverve.
De nævnte forbud mod
hvervning gælder, uanset på hvilken måde
hvervningen foregår. Hvervning via sociale medier vil
således også kunne være omfattet.
Endvidere findes lov nr. 149 af 2.
august 1914, hvorved det forbydes fra dansk territorium at
understøtte krigsførende magter. Denne lov forbyder
som nævnt i pkt. 2.1.1 ovenfor en række handlinger, som
i tilfælde af krig, i hvilken den danske stat er neutral,
begås inden for dansk territorium. Hvis højere straf
ikke er forskyldt efter andre bestemmelser, straffes
overtrædelse af loven med fængsel indtil 6
måneder eller under særlig formildende
omstændigheder med bøde.
1914-lovens § 1, nr. 1,
forbyder bl.a. offentlig opfordring til at indtræde i de
krigsførende magters krigsmagt til lands eller til
vands.
Som nævnt i pkt. 2.1.1
ovenfor gør straffelovens § 101 a og 1914-loven ikke
udtømmende op med alle krige, idet der vil kunne forekomme
krige, hvor Danmark ikke deltager i den væbnede indsats
på en af siderne, men heller ikke er neutral i folkeretlig
forstand. Desuden er 1914-loven ikke relevant i ikke-internationale
væbnede konflikter.
3.2. Straffelovrådets overvejelser
3.2.1.
Straffelovrådets kommissorium nævner ved siden af
deltagelse i væbnede konflikter i udlandet hvervning til
væbnede konflikter i udlandet. I tilknytning til
overvejelserne om hvervning til væbnede konflikter i udlandet
har Straffelovrådet endvidere overvejet
spørgsmålet om offentlige opfordringer til at deltage
i væbnede konflikter i udlandet.
Straffelovrådet forstår
hvervning som rekruttering, dvs. som det forhold, at nogen på
vegne af en væbnet styrke aftaler med en person, at denne
skal indgå i den væbnede styrke.
Straffelovrådet
anfører, at i det omfang deltagelse i væbnede
konflikter er kriminaliseret, vil hvervning til en væbnet
styrke med henblik på deltagelse i en væbnet konflikt
også være strafbar, i det mindste som
forsøg.
På tilsvarende måde vil
den, der opfordrer en bestemt person til at melde sig til en
væbnet styrke med henblik på at deltage i en bestemt
væbnet konflikt i udlandet, i praksis kunne straffes for
medvirken eller forsøg på medvirken til deltagelse i
den væbnede konflikt.
Opfordringer af mere generel
karakter om at deltage i en væbnet konflikt i udlandet vil
derimod ofte ikke kunne anses for tilstrækkeligt konkrete i
forhold til den fuldbyrdede handling til, at sådanne
opfordringer i givet fald kan straffes som forsøg på
deltagelse i en væbnet konflikt i udlandet. I det omfang
deltagelse i væbnede konflikter i udlandet er kriminaliseret
som en forbrydelse, vil offentlig tilskyndelse til sådan
deltagelse imidlertid være strafbar, jf. straffelovens §
136, stk. 1, om offentlig tilskyndelse til forbrydelse.
3.2.2.
For så vidt angår tilfælde, hvor
tjenstgøring i fremmede væbnede styrker ikke er
kriminaliseret (hvad enten det skyldes, at der ikke gælder et
forbud mod at deltage i den pågældende væbnede
konflikt, eller at tjenstgøringen ikke (beviseligt) tager
sigte på deltagelse i nogen bestemt væbnet konflikt),
gælder i dag, at hvervning i den danske stat til fremmed
krigstjeneste er kriminaliseret i straffelovens § 128.
Hvervning i den danske stat
må antages at omfatte både tilfælde, hvor den,
der foretager hvervningen, og tilfælde, hvor den, der
hverves, befinder sig i Danmark på tidspunktet for
hvervningen. Det er altså nok, at én af parterne
befinder sig i Danmark på tidspunktet for hvervningen.
Derimod er parternes statsborgerskabs- eller bopælsforhold
uden betydning.
Straffelovrådet har ikke
bemærkninger til, at der således allerede i dag
gælder et helt generelt og absolut forbud mod på dansk
territorium at hverve til fremmed krigstjeneste. Dette bør
imidlertid i givet fald også gælde hvervning til
fremmede ikke-statslige væbnede styrker.
Da forståelsen af udtrykket
"fremmed krigstjeneste" i den gældende § 128 kan give
anledning til en vis tvivl navnlig i relation til ikke-statslige
væbnede styrker, foreslår Straffelovrådet, at
§ 128 omformuleres, så det sikres, at bestemmelsen
også omfatter hvervning til fremmede ikke-statslige
væbnede styrker.
3.2.3.
Hvad angår tilfælde, hvor deltagelse i en væbnet
konflikt er kriminaliseret, er der for
så vidt ikke behov for en særskilt kriminalisering af
hvervning til fremmede væbnede styrker. Hvervning vil nemlig
i praksis altid kunne straffes som medvirken eller forsøg
på medvirken, og offentlige opfordringer til at deltage i en
væbnet konflikt i udlandet, der ikke er tilstrækkeligt
konkretiserede til at kunne straffes som medvirken, vil kunne
straffes efter straffelovens § 136, stk. 1, om offentlig
tilskyndelse til forbrydelse.
Straffelovrådet har
imidlertid overvejet, om hvervning til en væbnet styrke med
henblik på ulovlig deltagelse i en væbnet konflikt i
udlandet får tilstrækkelig opmærksomhed ved at
blive betragtet som medvirken f.eks. til tilslutning til en
væbnet styrke med henblik på deltagelse i en
væbnet konflikt i udlandet. Netop tilskyndelse til at blive
fremmedkriger må anses som en så vigtig medvirkende
faktor i radikaliseringsprocessen for navnlig unge, at der kan
være særlig grund til at fremhæve hvervningen ved
at medtage den i lovteksten, navnlig hvis man samtidig medtager
offentlige opfordringer hertil.
Medtagelse af offentlig
tilskyndelse til at tilslutte sig en væbnet styrke med
henblik på deltagelse i en væbnet konflikt i udlandet
vil understrege den betydning i radikaliseringsprocessen, som
sådanne offentlige tilskyndelser må tillægges. En
særskilt bestemmelse herom - fremfor at henholde sig til den
generelle bestemmelse om offentlig tilskyndelse til forbrydelse i
straffelovens § 136, stk. 1 - vil samtidig give mulighed for
at fastsætte et højere strafmaksimum end efter §
136, stk. 1.
Straffelovrådet
foreslår på denne baggrund, at det i tilknytning til en
eventuel kriminalisering af at være tilknyttet en fremmed
væbnet styrke med henblik på deltagelse i en
væbnet konflikt i udlandet særskilt kriminaliseres at
hverve danske statsborgere eller herboende udlændinge til en
sådan væbnet styrke eller offentligt at tilskynde
sådanne personer til at tilslutte sig en sådan
væbnet styrke med henblik på deltagelse i en
væbnet konflikt i udlandet.
Der henvises til betænkningen
side 191-194.
3.3. Lovforslagets
udformning
Justitsministeriet er enig i
Straffelovrådets overvejelser.
Som det fremgår af pkt. 2.3
ovenfor, er det Justitsministeriets vurdering, at der ikke er behov
for en yderligere kriminalisering af deltagelse i væbnede
konflikter i udlandet, idet den eksisterende kriminalisering rammer
de situationer, som der er behov for at kriminalisere. Der
foreslås derfor ikke nogen ny kriminalisering af deltagelse i
sådanne konflikter, som i givet fald kunne ledsages af en
kriminalisering af hvervning med henblik på sådan
deltagelse.
For så vidt angår
tilfælde, hvor tjenstgøring i fremmede væbnede
styrker ikke er kriminaliseret, er Justitsministeriet enig i, at
det eksisterende forbud mod hvervning i den danske stat til fremmed
krigstjeneste, jf. straffelovens § 128, bør omfatte
hvervning til både statslige og ikke-statslige væbnede
styrker.
Da forståelsen af udtrykket
"fremmed krigstjeneste" i den gældende § 128 som
anført af Straffelovrådet kan give anledning til en
vis tvivl navnlig i relation til ikke-statslige væbnede
styrker, foreslås det at omformulere bestemmelsen, så
det sikres, at den også omfatter hvervning til fremmede
ikke-statslige væbnede styrker. Forslaget herom er udformet i
overensstemmelse med Straffelovrådets lovudkast i
betænkningen.
Samtidig foreslås det at
ophæve lov nr. 149 af 2. august 1914, hvorved det forbydes
fra dansk territorium at understøtte krigsførende
magter, jf. herom pkt. 2.3 ovenfor.
Der henvises til lovforslagets
§ 1, nr. 4 (ændring af straffelovens § 128), og
bemærkningerne hertil.
4. Forbud mod indrejse
og ophold i visse konfliktområder
4.1. Gældende
ret
Der findes i dag ikke regler, der
forbyder indrejse og ophold i konfliktområder.
Pasloven har imidlertid siden den
1. marts 2015 indeholdt hjemmel til at nægte udstedelse af
pas til en dansk statsborger eller inddrage et allerede udstedt
pas, når der er grund til at antage, at den
pågældende har til hensigt i udlandet at deltage i
aktiviteter, hvor dette kan indebære eller forøge en
fare for statens sikkerhed, andre staters sikkerhed eller en
væsentlig trussel mod den offentlige orden (§ 2, stk. 1,
nr. 4).
Politiet skal efter § 2, stk.
2, fastsætte en frist, der ikke kan overstige 1 år, for
afgørelser om at nægte udstedelse af pas eller
inddrage et allerede udstedt pas efter stk. 1, nr. 4. Fristen kan
dog forlænges med indtil 1 år ad gangen.
Politiet kan efter § 2, stk.
3, under særlige omstændigheder udstede provisorisk pas
til en person, over for hvem der er truffet afgørelse efter
stk. 1, nr. 4.
Politiet kan efter § 2 b, stk.
1, meddele en person, hvem pas er nægtet, eller hvis pas er
inddraget, jf. § 2, stk. 1, nr. 4, forbud mod at udrejse i det
tidsrum, der er fastsat efter § 2, stk. 2.
Efter § 2 b, stk. 2, kan
politiet under særlige omstændigheder skriftligt give
tilladelse til, at en person, der er meddelt forbud efter stk. 1,
kan foretage en specifik rejse.
Efter § 5 straffes
overtrædelse af et udrejseforbud meddelt efter § 2 b,
stk. 1, med bøde eller fængsel indtil 2 år.
Om baggrunden og rækkevidden
af denne ordning fremgår bl.a. følgende af
forarbejderne (Folketingstidende 2014-15, 1. samling, A, L 99 som
fremsat, bemærkningerne til § 1, nr. 4, 5, 7 og 8):
"Formålet med bestemmelsen er
bl.a. at forhindre, at danske statsborgere udrejser til
konfliktområder i udlandet med henblik på at deltage i
aktiviteter, hvorigennem deres evne og/eller vilje til at
begå alvorlige strafbare forhold, når de vender
tilbage, risikerer at blive øget.
Bestemmelsen tager bl.a. sigte
på gruppen af personer, der rejser til et
konfliktområde, som det man f.eks. for tiden oplever i Syrien
og Irak, for at tilslutte sig en militant oprørsgruppe eller
for på anden lignende måde at tage del i væbnede
kamphandlinger, idet denne gruppe udgør en reel og betydelig
trussel mod det danske samfund. (…)
Der vil (…) i almindelighed
kunne træffes afgørelse efter de foreslåede
bestemmelser, hvis der er grund til at antage, at en person vil
tage ophold i et sådant konfliktområde uden at have et
anerkendelsesværdigt formål med opholdet. Dette
gælder også, selv om der ikke er oplysninger, som peger
på, at den pågældende vil deltage aktivt i
kamphandlingerne. På samme måde vil der kunne
træffes afgørelse over for en person, som opholder sig
eller har opholdt sig i et konfliktområde.
Derimod vil der ikke i
almindelighed kunne træffes afgørelse over for en
person, som har haft et anerkendelsesværdigt formål med
opholdet. I sådanne tilfælde kan vedkommende som
følge af opholdet som udgangspunkt ikke antages at
indebære eller forøge en fare for statens sikkerhed,
andre staters sikkerhed eller en væsentlig trussel mod den
offentlige orden. (…)
Der vil ikke kunne træffes
afgørelse om at nægte at udstede pas, at inddrage et
allerede udstedt pas eller at udstede et udrejseforbud (…),
hvis en sådan afgørelse vil være i strid med
Danmarks internationale forpligtelser. Noget sådant vil efter
omstændighederne kunne være tilfældet i
situationer, hvor en afgørelse om at nægte at udstede
pas, at inddrage et allerede udstedt pas eller at udstede et
udrejseforbud (…), ville forhindre en person i at varetage
sit arbejde. (…)
[Der foreslås] adgang til
under særlige omstændigheder at udstede et provisorisk
pas til en person, over for hvem der er truffet afgørelse om
at nægte at udstede pas eller inddrage et allerede udstedt
pas efter den foreslåede bestemmelse i § 2, stk. 1, nr.
4 (…)
Den foreslåede bestemmelse
[om udrejseforbud] supplerer den foreslåede bestemmelse i
§ 2, stk. 1, nr. 4, om nægtelse af at udstede pas eller
inddragelse af et allerede udstedt pas, når der er grund til
at antage, at den pågældende har til hensigt i udlandet
at deltage i aktiviteter, hvor dette kan indebære eller
forøge en fare for statens sikkerhed, andre staters
sikkerhed eller en væsentlig trussel mod den offentlige
orden.
Der vil således alene kunne
træffes afgørelse om udrejseforbud, hvis der senest
samtidig træffes afgørelse om at nægte at
udstede pas eller inddrage et allerede udstedt pas efter den
foreslåede bestemmelse i § 2, stk. 1, nr. 4.
Det forudsættes, at politiet
som udgangspunkt også vil træffe afgørelse om
udrejseforbud, hvis der træffes afgørelse om at
nægte at udstede pas eller at inddrage et allerede udstedt
pas. Dog vil der ikke kunne træffes afgørelse om
udrejseforbud, hvis det må antages, at f.eks. inddragelse af
den pågældendes pas i sig selv vil være
tilstrækkeligt til at forhindre udrejse. (…)
Betingelserne for at give
tilladelse til en specifik rejse efter § 2 b, stk. 2, er
(…) sammenfaldende med betingelserne for at udstede et
provisorisk pas efter § 2, stk. 3. Det betyder, at hvis
betingelserne for at udstede et provisorisk pas er til stede, vil
betingelserne for at give tilladelse til en specifik rejse
også være det. (…)
Politiet vil ikke have mulighed for
at udstede et udrejseforbud til en person, der opholder sig i
udlandet. (…)
Det forudsættes, at
overtrædelse af et udrejseforbud i
førstegangstilfælde som udgangspunkt straffes med
ubetinget fængsel i 6 måneder, uanset hvortil der
udrejses. Det vil i den forbindelse skulle indgå som et
skærpende moment i straffastsættelsen, hvis den
pågældende er udrejst til f.eks. det
konfliktområde, som begrundede afgørelsen om
udrejseforbud.
Fastsættelse af straffen vil
i øvrigt fortsat bero på domstolenes konkrete
vurdering af omstændighederne i den enkelte sag, og den
angivne strafposition vil kunne fraviges i op- eller
nedadgående retning, hvis der i den konkrete sag foreligger
skærpende eller formildende omstændigheder, jf. herved
de almindelige regler om straffens fastsættelse i
straffelovens kapitel 10. "
Lov nr. 176 af 24. februar 2015,
hvormed de beskrevne regler om nægtelse af udstedelse af pas
og om udrejseforbud blev indført, indeholder en
såkaldt solnedgangsklausul. Det fremgår heraf, at de
beskrevne regler ophæves den 1. marts 2020. Reglerne
ophører således automatisk med at gælde, hvis
der ikke inden denne dato gennemføres en lovændring om
at forlænge reglernes gyldighedsperiode.
4.2. Straffelovrådets overvejelser
Straffelovrådet har i
tilknytning til overvejelserne om kriminalisering af deltagelse i
en væbnet konflikt i form af tilslutning til en væbnet
styrke overvejet en supplerende regulering, hvorefter den blotte
indrejse eller ophold i et område, hvor der pågår
en væbnet konflikt, kriminaliseres i et vist omfang.
Et indrejse- og opholdsforbud vil
efter Straffelovrådets opfattelse kun være relevant at
overveje, i det omfang danskeres og herboende udlændinges
deltagelse i en væbnet konflikt i det pågældende
område helt eller delvis er kriminaliseret. Hvis danskere og
herboende udlændinge efter dansk ret straffrit kan deltage i
en væbnet konflikt i udlandet, bør indrejse og ophold
i det pågældende konfliktområde ikke
kriminaliseres.
Straffelovrådet finder, at en
eventuel hjemmel til at fastsætte et indrejse- og
opholdsforbud i givet fald bør omfatte områder, hvor
en terrororganisation er part i en væbnet konflikt, idet ikke
mindst terrororganisationers deltagelse i en væbnet konflikt
frembyder helt særlige farer. Derimod bør en eventuel
hjemmel til at fastsætte et indrejse- og opholdsforbud ikke
omfatte områder, der alene er karakteriseret ved, at den
danske stat er part i en væbnet konflikt, uden at der tillige
er en terrororganisation, der er part i en væbnet konflikt i
området.
Straffelovrådet lægger
til grund, at der nødvendigvis må gælde
undtagelser til et indrejse- og opholdsforbud. Ved siden af
overvejelser om, hvorvidt der overhovedet bør
indføres et indrejse- og opholdsforbud, og om den
geografiske rækkevidde heraf er overvejelser om, hvilke
undtagelser der skal gælde til et indrejse- og opholdsforbud,
et hovedspørgsmål.
Et indrejse- og opholdsforbud vil
efter Straffelovrådets opfattelse være et
vidtgående skridt, uanset hvilken udformning forbuddet - og
navnlig undtagelserne hertil - gives. Helt grundlæggende er
et indrejse- og opholdsforbud udtryk for, at borgerne kan straffes
for en handling (indrejse eller ophold i et konfliktområde),
der ikke beviseligt har skadevirkninger, fordi formålet med
handlingen eventuelt, men uden at dette kan bevises, kan være
at deltage i en væbnet konflikt med de deraf følgende
potentielle skadevirkninger.
Det er desuden et indbygget dilemma
ved et indrejse- og opholdsforbud, at det enten begrænser
borgernes rejser og ophold med lovlige formål, idet der
fastsættes snævre anerkendelsesværdige
formål, eller ikke giver nogen væsentlig merværdi
i forhold til allerede fastsatte forbud mod selve deltagelsen i en
væbnet konflikt, idet der fastsættes brede
anerkendelsesværdige formål.
Rådet har i lyset heraf ikke
fundet grundlag for at anbefale én bestemt udformning af en
mulig kriminalisering af indrejse og ophold i et
konfliktområde. Rådet har derimod opstillet nogle
modeller for en mulig kriminalisering og beskrevet deres fordele og
ulemper i forhold til, hvilke ønsker der er til et indrejse-
og opholdsforbud.
Straffelovrådet
bemærker, at det efter rådets opfattelse ikke kan
forventes, at en kriminalisering fuldt ud vil kunne modvirke
deltagelse i væbnede konflikter i udlandet i det omfang, som
ønskes. Dette skyldes ikke alene, at der vil være
personer, der føler så stærkt for den sag, de
ønsker at kæmpe for, at de ikke vil blive
afskrækket af risikoen for straf, men også, at der
uanset kriminaliseringens nærmere udformning vil være
tilfælde, hvor en overtrædelse ikke kan bevises. Det
må således bl.a. antages, at selv om en
tilladelsesordning i givet fald giver mulighed for en form for
screening af personer, der ønsker at rejse til eller opholde
sig i et konfliktområde, vil det ikke i alle tilfælde
være muligt at opfange personer, der har til hensigt ulovligt
at deltage i den væbnede konflikt, idet de
pågældende bl.a. vil kunne give urigtige oplysninger
til myndighederne om formålet med rejsen eller opholdet. Det
vil i givet fald være strafbart at give urigtige oplysninger
til myndighederne herom, men det kan heller ikke forventes i alle
tilfælde at kunne bevises, at en person har givet urigtige
oplysninger, så i praksis vil ikke alle blive straffet
herfor.
Straffelovrådet har i sit
lovudkast medtaget to forskellige modeller for, hvordan der i givet
fald kan gennemføres en supplerende kriminalisering i form
af et indrejse- og opholdsforbud for danske statsborgere og
herboende udlændinge i visse konfliktområder (model A
og B). Rådet har endvidere i sit lovudkast medtaget en
fælles variant til de to modeller, som går ud på,
at området for et indrejse- og opholdsforbud fastsættes
direkte ved lov i stedet for administrativt.
Fælles for de to modeller er,
at indrejse og ophold uden anerkendelsesværdigt formål
er forbudt i de områder, som justitsministeren har fastsat
efter forhandling med udenrigsministeren og forsvarsministeren,
eller - for så vidt angår varianten af modellerne - som
er fastsat direkte i loven.
Model A
er en tilladelsesmodel, hvor danske statsborgere og personer med
bopæl i Danmark skal have tilladelse fra de danske
myndigheder, før de indrejser i eller opholder sig i et
område, forbuddet gælder for. Tilladelse kræves
dog ikke til indrejse og ophold som led i udøvelse af
offentlig tjeneste eller hverv, herunder tjeneste som soldat i en
statslig væbnet styrke, eller til indrejse og ophold i en
stat, hvor den pågældende er statsborger. De danske
myndigheder skal efter ansøgning tillade indrejse og ophold,
hvis formålet hermed er anerkendelsesværdigt.
Model B
er en lovbestemt model, hvor danske statsborgere og personer med
bopæl i Danmark ikke uden anerkendelsesværdigt
formål må indrejse eller opholde sig i et område,
som forbuddet gælder for. Kravet om
anerkendelsesværdigt formål gælder dog ikke for
indrejse og ophold som led i udøvelse af offentlig tjeneste
eller hverv, herunder tjeneste som soldat i en statslig
væbnet styrke, eller for indrejse og ophold i en stat, hvor
den pågældende er statsborger.
Med hensyn til strafniveauet for at
overtræde et eventuelt indrejse- og opholdsforbud
anfører Straffelovrådet, at straffen bør
stå i forhold til lovovertrædelsens alvor. Sammenlignet
med den primære forbrydelse - ulovligt at tilslutte sig en
væbnet styrke - er overtrædelse af et indrejse- eller
opholdsforbud efter Straffelovrådets opfattelse
væsentligt mindre alvorlig.
Hvor ulovlig tilslutning til en
væbnet styrke i tilfælde, hvor den
pågældende er nået frem til konfliktområdet
og har opholdt sig der en vis tid, som udgangspunkt bør
straffes med en lang ubetinget fængselsstraf, bør
overtrædelse af et indrejse- eller opholdsforbud af hensyn
til at opretholde et rimeligt forhold mellem straffen for
forbrydelser af forskellig grovhed i almindelighed straffes med
bøde i milde tilfælde og en kort betinget eller
ubetinget fængselsstraf i grove tilfælde. Under
særligt skærpende omstændigheder, eksempelvis
hvis en person dømmes for at have medvirket til, at et
større antal personer har overtrådt et indrejse- eller
opholdsforbud, vil straffen kunne udmåles højere end
dette.
Straffelovrådet er kun
bekendt med ét land, der har indført indrejse- og
opholdsforbud af den her omhandlede karakter, nemlig Australien.
Den australske model er på den ene side restriktiv på
den måde, at kun områder, i hvilke i forvejen oplistede
terrororganisationer (p.t. 20 organisationer) foretager "fjendtlige
handlinger", kan omfattes af et indrejse- og opholdsforbud, og et
indrejse- og opholdsforbud kan ikke omfatte et helt land. Der er
aktuelt udstedt indrejse- og opholdsforbud for to områder,
én provins i Syrien (al-Raqqa) og ét distrikt i Irak
(Mosul). Den australske model er på den anden side
forholdsvis vidtgående, fordi listen over
anerkendelsesværdige formål er forholdsvis
begrænset. De australske regler om indrejse- og opholdsforbud
trådte i kraft den 1. december 2014 og er forsynet med en
såkaldt solnedgangsklausul, så de ophører med at
gælde den 8. september 2018, hvis parlamentet ikke
ændrer herpå ved en ny lovændring. Den australske
model er en lovbestemt model.
I betragtning af antallet af
danskere og herboende udlændinge, der kan antages at have til
hensigt at rejse til eller opholde sig i udlandet for ulovligt at
deltage i en væbnet konflikt - og dermed omfanget af den
potentielle præventive virkning af et indrejse- og
opholdsforbud - er det et spørgsmål, om fordelene ved
et indrejse- og opholdsforbud står i rimeligt forhold til
ulemperne i form af begrænsninger i borgernes
bevægelsesfrihed og forøgelse af myndighedernes
administrative byrder. Navnlig i forhold til en tilladelsesmodel
(model A), hvor borgerne skal indgive ansøgninger og
myndighederne derefter skal behandle disse, er
spørgsmålet, om omkostningerne i tid og penge for
borgere og myndigheder står i rimeligt forhold til, hvor
mange personer der i givet fald vil få afslag på
tilladelse.
Der er således efter
Straffelovrådets opfattelse risiko for, at et indrejse- og
opholdsforbud ikke vil ramme de relevante personer. Der er risiko
for, at personer med lovligt ærinde i området i
større eller mindre omfang vil blive ramt, og der er risiko
for, at personer, som agter ulovligt at tilslutte sig en
væbnet styrke, enten ikke opfanges af et indrejse- og
opholdsforbud eller ikke afskrækkes heraf, fordi straffen for
at overtræde et indrejse- og opholdsforbud - af
proportionalitetshensyn - nødvendigvis må være
væsentligt lavere end straffen for ulovligt at tilslutte sig
en væbnet styrke.
Endvidere er der efter
Straffelovrådets opfattelse risiko for, at et indrejse- og
opholdsforbud efter en tilladelsesmodel (model A) vil
medføre et betydeligt offentligt personaleforbrug til
behandling af ansøgninger med tvivlsom nytteværdi. Der
er således risiko for betydelige permanente offentlige
merudgifter, som ikke står mål med, hvad der med en
sådan ordning realistisk kan opnås med hensyn til at
modvirke ulovlig tilslutning til en væbnet styrke.
Der henvises til betænkningen
side 171-191.
4.3. Lovforslagets
udformning
Som supplement til det almindelige
strafferetlige værn giver de gældende regler mulighed
for, at danske statsborgere, der befinder sig i Danmark, forbydes
at udrejse fra Danmark, når der er grund til at antage, at
den pågældende har til hensigt i udlandet at deltage i
aktiviteter, hvor dette kan indebære eller forøge en
fare for statens sikkerhed mv. Overtrædelse af et forbud kan
straffes med bøde eller fængsel indtil 2 år.
Siden reglerne herom trådte i
kraft den 1. marts 2015 og frem til marts 2016, har 7 personer
fået inddraget deres pas og fået forbud mod at udrejse
af Danmark.
PET vurderer, at mindst 135
personer er eller har været udrejst fra Danmark til
Syrien/Irak, og at de udrejste primært tilslutter sig
militant islamistiske grupper, alt overvejende ISIL. Det er PET's
vurdering, at knap halvdelen er vendt tilbage, og at der blandt de
hjemvendte er personer, der kan udgøre en terrortrussel.
Der er aktuelt rejst tiltale mod
én person og sigtelser mod yderligere 12 personer, der
formodes at have været udrejst til Syrien/Irak. For 7 af de
sidstnævnte er der afsagt kendelse om
varetægtsfængsling in absentia, da de formodes at
opholde sig i Syrien. Det begrænsede sagsantal i forhold til
at samlede antal formodede udrejste og hjemvendte skyldes bl.a., at
det er særdeles vanskeligt at godtgøre, hvad de
pågældende faktisk har foretaget sig i det
borgerkrigshærgede land, og at der dermed ikke kan
føres bevis for overtrædelse af nogen af straffelovens
bestemmelser.
Det er Justitsministeriets
vurdering, at et indrejse- og opholdsforbud i visse sager vil kunne
gøre det lettere at straffe personer, der rejser til et
konfliktområde i udlandet for at deltage i den væbnede
konflikt for eksempelvis en terrororganisation. Med et sådant
forbud vil der således ikke - som tilfældet er i dag -
være behov for at føre bevis for, at de
pågældende har overtrådt eksempelvis
straffelovens terrorbestemmelser eller bestemmelsen om
landsforræderi i form af tilslutning til en fjendtlig
væbnet styrke. Det vil være tilstrækkeligt, at
der kan føres bevis for, at den pågældende er
indrejst eller har opholdt sig i det pågældende
område.
Til brug for overvejelserne om et
eventuelt indrejse- og opholdsforbud har Straffelovrådet
opstillet to modeller for, hvordan det vil kunne forbydes danske
statsborgere og herboende udlændinge at indrejse eller
opholde sig i et område, hvor en terrororganisation er part i
en væbnet konflikt (Model A og Model B).
I begge Straffelovrådets
modeller er indrejse og ophold som led i udøvelse af
offentlig tjeneste eller hverv generelt undtaget fra forbuddet.
Endvidere indebærer begge modeller, at statsborgere i det
pågældende land generelt er undtaget fra forbuddet.
Model A går i øvrigt
ud på, at indrejse og ophold alene kan ske efter
forudgående tilladelse. Tilladelse forudsættes meddelt,
hvis ansøgeren har et anerkendelsesværdigt
formål med rejsen eller opholdet. Model B går ud
på, at indrejse og ophold med et anerkendelsesværdigt
formål generelt er tilladt. I denne model er der
således ikke noget krav om forudgående tilladelse.
Det er Justitsministeriets
vurdering, at Model A vil give lidt bedre mulighed end Model B for
at straffe personer, der rejser til f.eks. Syrien for at deltage i
den verserende væbnede konflikt for eksempelvis en
terrororganisation. I Model A vil det nemlig i givet fald alene
påhvile anklagemyndigheden at bevise, at tiltalte er indrejst
eller har opholdt sig i det pågældende område
uden tilladelse, mens det i Model B også vil være et
bevistema, om indrejsen eller opholdet skete med et
anerkendelsesværdigt formål.
Til gengæld vil
tilladelsesordningen i Model A have visse økonomiske og
administrative konsekvenser for det offentlige, og modellen vil
kunne betyde, at personer med et anerkendelsesværdigt
formål i det pågældende område (eksempelvis
personer, der skal hjem til begravelse, eller journalister, der
skal dække konflikten for et nyhedsmedie) bliver
mærkbart forsinket i deres afrejse.
På den baggrund finder
Justitsministeriet, at de administrative og økonomiske
konsekvenser, der vil være ved en model med krav om
forudgående tilladelse, bør søges
begrænset på den måde, at myndighederne
bemyndiges til foruden individuelle tilladelser til bestemte
personer også at udstede kollektive tilladelser til en gruppe
af personer, der afgrænses ud fra deres tilknytning til en
bestemt virksomhed eller organisation mv., således at de
pågældende ikke vil skulle ansøge om individuel
tilladelse. Derved begrænses også ulemperne for de
personer, der vil være omfattet af sådanne kollektive
tilladelser. Endvidere vil den reduktion i antallet af
ansøgninger, der samlet må forventes at skulle
behandles, øge myndighedernes muligheder for at sikre en
hurtig behandling af hastesager.
Endvidere finder
Justitsministeriet, at kravet om forudgående tilladelse
også bør gælde for statsborgere i det
pågældende land. Justitsministeriet vurderer
således, at det i en række tilfælde vil stride
mod formålet med et indrejse- og opholdsforbud, hvis man
generelt undtager områdets egne statsborgere.
Justitsministeriet finder, at
strafferammen for overtrædelse af et indrejse- og
opholdsforbud bør være bøde eller fængsel
indtil 6 år. Dermed er der plads i strafferammen til at
fastsætte en passende straf også i de allergroveste
tilfælde, herunder hvor en gerningsmand systematisk for
vindings skyld har organiseret indrejse eller ophold i strid med
indrejse- og opholdsforbuddet for et større antal danske
statsborgere eller herboende udlændinge.
Med hensyn til den konkrete straf
for indrejse eller ophold uden fornøden tilladelse er det
Justitsministeriets opfattelse, at straffen i
førstegangstilfælde som udgangspunkt bør
være en kortere fængselsstraf udmålt i
måneder. Under formildende omstændigheder - herunder
når en person godtgør at have haft et
anerkendelsesværdigt formål med indrejsen eller
opholdet - bør straffen dog være bøde.
Det bemærkes, at strafansvar
ikke forudsætter, at der kan føres bevis for, at den
pågældende ikke havde et anerkendelsesværdigt
formål med indrejsen eller opholdet. Enhver indrejse eller
ophold uden tilladelse vil kunne straffes. Der vil imidlertid
skulle føres bevis for, at den pågældende er
indrejst eller har opholdt sig i et område omfattet af
forbuddet.
Selv om det som nævnt er
Justitsministeriets vurdering, at et indrejse- og opholdsforbud i
visse sager vil kunne gøre det lettere at straffe personer,
der rejser til et konfliktområde i udlandet for at deltage i
en væbnet konflikt for eksempelvis en terrororganisation, er
Justitsministeriet samtidig opmærksom på, at det
fortsat vil kunne være vanskeligt at gennemføre en
straffesag mod formodede fremmedkrigere, idet disse må
forventes typisk at ville prøve at skjule deres aktiviteter
og rejserute.
Efter en samlet vurdering
foreslår Justitsministeriet at indsætte en ny
bestemmelse i straffelovens kapitel 13 om indrejse- og
opholdsforbud i visse konfliktområder. Det foreslås, at
et indrejse- og opholdsforbud skal kunne omfatte områder,
hvor en terrororganisation er part i en væbnet konflikt. Det
foreslås, at den geografiske udstrækning af indrejse-
og opholdsforbud skal fastsættes administrativt af
justitsministeren efter forhandling med udenrigsministeren og
forsvarsministeren.
Forslaget er i øvrigt
udformet med udgangspunkt i Straffelovrådets lovudkast for
rådets Model A med to væsentlige ændringer. For
at lette de administrative byrder for såvel myndighederne som
erhvervslivet og borgerne foreslås det, at der ud over
individuelle tilladelser til indrejse og ophold i et område,
hvor der er fastsat indrejse- og opholdsforbud, skal kunne gives
kollektive tilladelser til en gruppe af personer, der
afgrænses ud fra deres tilhørsforhold til en bestemt
virksomhed eller organisation mv. Endvidere foreslås det, at
kravet om forudgående tilladelse skal gælde for alle
danske statsborgere og herboende udlændinge, uanset om den
pågældende (også) er statsborger i den stat, i
hvilken det område, hvor der er fastsat indrejse- og
opholdsforbud, ligger. Det foreslås samtidig - i
overensstemmelse med Straffelovrådets modeller - at indrejse
og ophold som led i udøvelse af dansk, udenlandsk eller
international offentlig tjeneste eller hverv dog kan ske uden
forudgående tilladelse. Denne undtagelse fra kravet om
tilladelse gælder ligeledes for alle danske statsborgere og
herboende udlændinge og omfatter også offentlig
tjeneste eller hverv for den stat, i hvilken det område, hvor
der er fastsat indrejse- og opholdsforbud, ligger.
Det foreslås, at
ansøgninger om tilladelse til indrejse eller ophold i et
område, hvor der er fastsat indrejse- og opholdsforbud, skal
behandles af justitsministeren eller den, ministeren bemyndiger til
det. Formålet hermed er at give mulighed for administrativt
at placere opgaven hos den myndighed på Justitsministeriets
område, som findes mest hensigtsmæssigt at kunne
varetage opgaven. Placeringen af opgaven inden for
Justitsministeriets område vil senere kunne ændres,
herunder på grund af indhøstede erfaringer.
Der henvises til lovforslagets
§ 1, nr. 3 (forslag til straffelovens § 114 j), og
bemærkningerne hertil.
5. Modtagelse af
økonomisk støtte fra en terrororganisation
5.1. Gældende
ret
Efter straffelovens § 114 b
straffes med fængsel indtil 10 år den, som direkte
eller indirekte yder økonomisk støtte til (nr. 1),
direkte eller indirekte tilvejebringer eller indsamler midler til
(nr. 2) eller direkte eller indirekte stiller penge, andre
formuegoder eller finansielle eller andre lignende ydelser til
rådighed for (nr. 3) en person, en gruppe eller en
sammenslutning, der begår eller har til hensigt at begå
handlinger omfattet af § 114 eller § 114 a.
Nr. 1 retter sig mod den enkelte
bidragsyder, som af egne midler giver økonomisk
støtte til en terrororganisation. Nr. 2 retter sig mod den
mellemmand eller formidlingsorganisation, som f.eks. tilvejebringer
pengene fra de enkelte bidragsydere ved indsamlinger eller lignende
eller skaffer lån fra pengeinstitutter mv. Nr. 3 retter sig
mod pengeinstitutter eller andre, som i erhvervsmæssig
sammenhæng eller på anden måde med henblik
på at opnå fortjeneste yder lån eller leverer en
finansiel tjenesteydelse eller formidler disse ydelser.
§ 114 b finder anvendelse
på økonomisk støtte mv. til en gruppe, der
bl.a. begår terrorhandlinger (§ 114) eller
terrorlignende handlinger (§ 114 a). Det er uden betydning, om
den konkrete indsamling har et humanitært formål, hvis
gruppen bl.a. begår terrorhandlinger. For at straffe
kræves, at bidragyderen mv. har forsæt med hensyn
hertil.
Det er således ikke alene
strafbart at stille midler til rådighed for en terrorgruppes
ulovlige aktiviteter, men også at stille midler til
rådighed for en terrorgruppes lovlige aktiviteter.
Bestemmelsen er subsidiær i
forhold til den almindelige medvirkensregel i straffelovens §
23, jf. § 114. Har en medvirkende således et
konkretiseret forsæt til gennem sin deltagelse i eller
finansiering af terrorgruppen at medvirke til en af de i § 114
nævnte handlinger, skal der straffes efter denne bestemmelse.
Foreligger der ikke et konkretiseret forsæt til en bestemt
terrorhandling, kan § 114 b anvendes.
Straffelovens terrorbestemmelser
indeholder derimod ikke regler om modtagelse af økonomisk støtte
fra en terrororganisation. Om en modtager af økonomisk
støtte fra en terrororganisation kan straffes,
afhænger derfor af, om den pågældende
overtræder andre bestemmelser, eksempelvis medvirker til
terrorisme, jf. straffelovens § 114, eller i øvrigt
fremmer virksomheden for en terrororganisation mv., jf.
straffelovens § 114 e. Hvis den økonomiske
støtte kommer fra udbytte fra kriminalitet, vil modtageren
efter omstændighederne kunne straffes for hæleri, jf.
straffelovens § 290.
Efter straffelovens § 290,
stk. 1, straffes for hæleri med bøde eller
fængsel indtil 1 år og 6 måneder den, som
uberettiget modtager eller skaffer sig eller andre del i udbytte,
der er opnået ved en strafbar lovovertrædelse, og den,
der uberettiget ved at skjule, opbevare, transportere, hjælpe
til afhændelse eller på lignende måde
efterfølgende virker til at sikre en anden udbyttet af en
strafbar lovovertrædelse.
Efter § 290, stk. 3, omfatter
bestemmelsen dog ikke den, som modtager udbytte til
sædvanligt underhold fra familiemedlemmer eller samlever,
eller den, der modtager udbytte som normalt vederlag for
sædvanlige forbrugsvarer, brugsting eller tjenester.
Efter § 290, stk. 2, kan
straffen stige til fængsel i 6 år, når
hæleriet er af særligt grov beskaffenhed navnlig
på grund af forbrydelsens erhvervsmæssige eller
professionelle karakter eller som følge af den opnåede
eller tilsigtede vinding, eller når et større antal
forbrydelser er begået.
5.2. Straffelovrådets overvejelser
5.2.1.
Straffelovrådet anfører, at rådet efter
kommissoriet skal vurdere, om de gældende regler i
straffeloven i tilstrækkelig grad kan modvirke, at foreninger
og organisationer mv., der driver f.eks. hospitaler, moskeer,
skoler eller daginstitutioner, helt eller delvis finansieres af
bidrag fra terrororganisationer.
Det må efter
Straffelovrådets opfattelse antages, at i det omfang en
terrororganisation donerer midler til civilsamfundet, eksempelvis i
form af støtte til undervisnings- eller
sundhedsformål, vil det generelt være for at opnå
sympati for sit virke og herunder om muligt også søge
at legitimere, at organisationen begår eller har til hensigt
at begå terrorhandlinger. Endvidere vil sådanne
donationer kunne tjene til at udbrede organisationens ideologi,
herunder med hensyn til at bruge terror som middel til at arbejde
for organisationens mål. Terrororganisationer, som henviser
til religion som en del af begrundelsen for deres virke, vil
også kunne udbrede deres (militante) religiøse
opfattelse gennem donationer til religiøse formål,
herunder støtte til byggeri og drift af eksempelvis
moskeer.
Det er Straffelovrådets
vurdering, at den, der medvirker til, at terrororganisationen giver sådanne donationer, i relevant
omfang vil kunne straffes for at fremme virksomheden for en gruppe
eller sammenslutning, der begår eller har til hensigt at
begå terrorhandlinger, jf. straffelovens § 114 e.
Det er samtidig
Straffelovrådets vurdering, at den, der modtager sådanne donationer fra en
terrororganisation, efter gældende ret derimod ikke vil kunne
straffes for selve modtagelsen af donationen, medmindre der
beviseligt er tale om midler, der stammer fra kriminalitet, jf.
straffelovens § 290 om hæleri, eller modtageren
foretager sig noget, der fremmer terrororganisationens virksomhed,
jf. straffelovens § 114 e. Som eksempel kan nævnes
propagandavirksomhed, jf. herved UfR 2014.1540 H om ROJ TV.
Efter Straffelovrådets
opfattelse taler hensynet til at modvirke, at terrororganisationer
gennem donationer til civilsamfundet kan opnå sympati,
legitimitet og indflydelse eller påvirkningsmulighed, for, at
også den blotte modtagelse af donationer fra
terrororganisationer kriminaliseres. Dette gælder, selv om
der efter det oplyste ikke er indikationer på, at det aktuelt
forekommer i større omfang i Danmark.
Efter en samlet vurdering
foreslår Straffelovrådet på denne baggrund et
forbud mod at modtage donationer fra en terrororganisation til brug
her i landet. For at undgå omgåelse bør det
afgørende ikke være, om donationen som sådan
gives eller modtages her i landet. Det afgørende bør
derimod være, om donationen gives til brug her i landet.
Straffelovrådet har
overvejet, hvilke støtteformål kriminaliseringen
bør ramme. I lyset af det, der er anført i
kommissoriet, og ud fra hensynet til at modvirke, at en
terrororganisation gennem donationen opnår sympati,
legitimitet og indflydelse eller påvirkningsmulighed, finder
Straffelovrådet, at en kriminalisering bør omfatte
donationer til brug for oprettelse eller drift af institutioner
eller virksomheder eller til lignende formål her i landet. Et
forbud mod at modtage donationer fra en terrororganisation
bør omfatte alle samfundsmæssige sektorer, dvs.
både private og offentlige, erhvervsmæssige og
ikke-erhvervsmæssige, herunder eksempelvis institutioner og
virksomheder af social, kulturel eller religiøs karakter
eller inden for sundhedsområdet, undervisningsområdet
eller fritidslivet.
Straffelovrådet finder
samtidig, at en kriminalisering derimod ikke bør
udstrækkes til donationer til brug for enkeltpersoners
almindelige underhold, eksempelvis i form af "løn",
"pension" eller "understøttelse" til nuværende eller
tidligere medlemmer af terrororganisationen eller til disses
pårørende. Ved sådanne donationer er
påvirkningsmuligheden mindre, og de hensyn til at modvirke
sympati, legitimitet, indflydelse eller påvirkningsmulighed,
som ligger bag den foreslåede kriminalisering, gør sig
ikke gældende på samme måde.
5.2.2.
Straffelovrådet anfører, at rådet ifølge
kommissoriet skal overveje, om der er behov for at kriminalisere
modtagelse fra en terrororganisation af normalt vederlag for
sædvanlige forbrugsvarer, brugsting eller tjenester.
Straffelovrådet finder, at
der ikke er grundlag for at foreslå en yderligere
kriminalisering af modtagelse fra en terrororganisation af normalt
vederlag for sædvanlige forbrugsvarer, brugsting eller
tjenester.
Straffelovrådet lægger
navnlig vægt på, at salg af genstande og tjenester til
terrororganisationer i de tilfælde, hvor salget
mærkbart understøtter terrororganisationens
terroristiske formål, allerede er kriminaliseret som
medvirken til eller fremme af terrorisme. Rådet lægger
endvidere vægt på, at en terrororganisation, der
betaler den normale pris for genstande og tjenester, ikke på
samme måde som ved (større) donationer vil have
mulighed for at påvirke modtagerens holdninger og handlinger.
Rådet lægger også vægt på, at et
absolut forbud mod at modtage betaling for sædvanlige
forbrugsvarer mv. fra en terrororganisation efter
omstændighederne ville kunne komme i strid med
grundlæggende humanitære principper, og at i hvert fald
levering af basale fødevarer, nødvendig
lægehjælp, husly og tøj derfor i givet fald
måtte undtages fra et eventuelt forbud.
Der henvises til betænkningen
side 216-233.
5.3. Lovforslagets
udformning
Justitsministeriet er enig i
Straffelovrådets overvejelser og forslag, og lovforslaget er
udformet i overensstemmelse med Straffelovrådets lovudkast i
betænkningen.
Der henvises til lovforslagets
§ 1, nr. 3 (forslag til straffelovens § 114 i), og
bemærkningerne hertil.
6. Forholdet til
menneskerettighederne
Den foreslåede ordning i
§ 114 j, hvor personer med dansk indfødsret eller
bopæl i Danmark, der uden tilladelse indrejser eller opholder
sig i bestemte områder fastsat af justitsministeren, kan
straffes med fængsel indtil 6 år, vil efter
omstændighederne kunne indebære indgreb i de
rettigheder, der er reguleret i Den Europæiske
Menneskerettighedskonvention.
Der er navnlig tale om artikel 2 i
4. Tillægsprotokol om retten til at færdes frit og til
frit at vælge opholdssted, konventionens artikel 8 om retten
til privatliv og familieliv og artikel 10 om retten til
ytringsfrihed.
I tilfælde, hvor en
medlemsstats lovgivning indrømmer myndighederne helt eller
delvis skønsmæssige beføjelser, foretager Den
Europæiske Menneskerettighedsdomstol som udgangspunkt ikke en
abstrakt prøvelse af, om lovgivningen er i overensstemmelse
med konventionen. Det afgørende er, hvordan lovgivningen
anvendes i praksis.
Det fremgår af artikel 2 i 4.
Tillægsprotokol til Den Europæiske
Menneskerettighedskonvention, at enhver, der lovligt befinder sig
på en stats område, inden for dette skal have ret til
at færdes frit og til frit at vælge sit opholdssted, og
at enhver har frihed til at forlade et hvilket som helst land,
herunder sit eget. Efter Menneskerettighedsdomstolens praksis
indebærer bestemmelsen endvidere en ret til at udrejse til et
land efter den pågældendes eget valg, hvor vedkommende
kan opnå indrejse, jf. f.eks. Peltonen mod Finland, dom af
20. februar 1995.
Efter Den Europæiske
Menneskerettighedskonventions artikel 8 har enhver ret til respekt
for sit privatliv og familieliv, sit hjem og sin korrespondance.
Retten til respekt for privatlivet er ikke begrænset til en
indre sfære, men omfatter også i et vist omfang retten
til at etablere og udvikle relationer til andre mennesker, jf.
bl.a. Menneskerettighedsdomstolens afgørelse i Niemetz mod
Tyskland, dom af 16. december 1992. Retten til respekt for
familielivet omfatter bl.a. forholdet mellem
ægtefæller, ugifte samlevende og registrerede partnere,
forholdet mellem forældre og mindreårige børn
samt forholdet mellem voksne børn, der endnu ikke selv har
stiftet familie, og deres forældre eller andre nære
familiemedlemmer, jf. f.eks. Osman mod Danmark, dom af 14.
september 2011.
Efter Den Europæiske
Menneskerettighedskonventions artikel 10 har enhver ret til
ytringsfrihed, og denne ret omfatter meningsfrihed og frihed til at
modtage og meddele oplysninger eller tanker uden indblanding fra
offentlig myndighed og uden hensyn til landegrænser. Et
indgreb i ytringsfriheden kan f.eks. bestå i at nægte
en journalist adgang til en by eller et geografisk område,
hvor der foregår et topmøde eller en demonstration,
jf. f.eks. Gsell mod Schweiz, dom af 8. oktober 2009.
Beskyttelsen efter disse
bestemmelser er imidlertid ikke absolut. Der kan gøres
indgreb i de nævnte rettigheder, hvis indgrebet er
foreskrevet ved lov og er nødvendigt i et demokratisk
samfund (dvs. opfylder kravet om proportionalitet) til varetagelse
af nærmere bestemte anerkendelsesværdige formål,
herunder den nationale sikkerhed, den offentlige tryghed og
forebyggelse af forbrydelser, jf. artikel 2, stk. 3, i 4.
Tillægsprotokol og Den Europæiske
Menneskerettighedskonventions artikel 8, stk. 2, og artikel 10,
stk. 2.
Den foreslåede ordning med
indrejse- og opholdsforbud indføres i straffeloven, og som
anført i pkt. 1 ovenfor er formålet med ordningen at
styrke det strafferetlige værn mod deltagelse i væbnede
konflikter i udlandet ved at skærpe konsekvenserne over for
dem, der rejser ud, og styrke myndighedernes muligheder for at
retsforfølge hjemvendte fremmedkrigere. Det foreslåede
indrejse- og opholdsforbud skal således gøre det
lettere at straffe personer, der indrejser eller opholder sig i et
konfliktområde for at deltage i en væbnet konflikt for
eksempelvis en terrororganisation, idet det er tilstrækkeligt
at føre bevis for, at den pågældende uden
tilladelse er indrejst eller har opholdt sig i det
pågældende område.
Om baggrunden for ordningen
fremgår det af pkt. 1 ovenfor, at det er PET's vurdering, at
personer, der vender hjem fra kampdeltagelse i Syrien og Irak,
udgør en særlig terrortrussel mod Danmark. Derfor
ønsker regeringen at stramme grebet om fremmedkrigere, der
overvejer at rejse fra Danmark for at tilslutte sig væbnede
konflikter i f.eks. Syrien og Irak.
Det er justitsministeren, der efter
forhandling med udenrigsministeren og forsvarsministeren kan
fastsætte regler om, hvilke områder der omfattes af
indrejse- og opholdsforbuddet.
Et område kan omfattes af
indrejse- og opholdsforbuddet, hvis en gruppe eller en
sammenslutning, der begår eller har til hensigt at begå
handlinger omfattet af straffelovens §§ 114, 114 a, 114
b, 114 c eller 114 d, er part i en væbnet konflikt i det
pågældende område. Den foreslåede
bestemmelse sætter således begrænsninger for,
hvilke områder der kan omfattes af indrejse- og
opholdsforbuddet.
Når ovenstående
betingelse er opfyldt, har regeringen en bred
skønsmæssig beføjelse til at beslutte, om et
område skal være omfattet. Der kan i den forbindelse
lægges vægt på f.eks. sikkerhedsmæssige
hensyn og statens forhold til fremmede magter og internationale
organisationer.
Områderne vil fremgå af
en bekendtgørelse, hvorefter oplysning om indrejse- og
opholdsforbuddets geografiske udstrækning er
tilgængelig for den enkelte borger.
Afgørelser om tilladelse til
at indrejse og opholde sig i et område, der er omfattet af
indrejse- og opholdsforbuddet, træffes på baggrund af
en individuel og konkret vurdering.
Det er på nuværende
tidspunkt ikke fastlagt, hvilken myndighed, der skal behandle
ansøgningerne om tilladelse, eller om der vil være
administrativ klagemulighed over denne myndigheds
afgørelser. Efter den foreslåede bestemmelses stk. 4
og 5 vil dette blive bestemt af justitsministeren.
Det fremgår dog af
lovforslagets specielle bemærkninger, at sagsbehandlingen -
ud over nogle bestemmelser for indgivelse af ansøgninger
under visse nærmere omstændigheder - skal ske efter
almindelige forvaltningsretlige regler og principper, herunder
reglerne om partshøring og begrundelse. Det fremgår
endvidere, at en administrativ afgørelse vil kunne
indbringes for domstolene til prøvelse ved et civilt
søgsmål mod den myndighed, der har truffet
afgørelsen, jf. grundlovens § 63.
Tilladelse skal gives,
såfremt indrejsen eller opholdet har et
anerkendelsesværdigt formål. Det fremgår af
lovforslagets specielle bemærkninger, at der ved
anerkendelsesværdige formål som udgangspunkt
forstås formål, der ikke har med den væbnede
konflikt at gøre, og som der vurderes at være rimelig
anledning til at foretage på trods af den verserende
væbnede konflikt. Indrejse og ophold med henblik på at
udføre journalistisk arbejde, yde humanitær bistand,
besøge sin nærmeste familie eller drive en
igangværende erhvervsvirksomhed vil således i
almindelighed være anerkendelsesværdige formål.
Det fremgår videre, at journalistisk eller humanitært
arbejde samt studier eller forskning, der har med den væbnede
konflikt at gøre, også vil være
anerkendelsesværdige formål.
Det skal bemærkes, at det
fremgår direkte af den foreslåede bestemmelse, at
indrejse- og opholdsforbuddet ikke gælder for indrejse og
ophold som led i udøvelsen af dansk, udenlandsk eller
international offentlig tjeneste eller hverv. Der skal derfor ikke
søges om forudgående tilladelse til indrejse eller
ophold med dette formål.
Det fremgår af den
foreslåede § 114 j, stk. 4, at en tilladelse kan omfatte
en person eller en gruppe af personer, der er tilknyttet en bestemt
virksomhed eller organisation. Det er således muligt for
f.eks. virksomheder, nødhjælpsorganisationer eller
Dansk Journalistforbund at søge om kollektive tilladelser
til indrejse- og ophold, hvis de skal udføre arbejde i
området.
For så vidt angår
tilladelsens tidsmæssige udstrækning fremgår det
af lovforslagets specielle bemærkninger, at en tilladelse til
indrejse- og ophold meddeles for en bestemt periode med henblik
på et eller flere nærmere angivne formål, og at
perioden bør fastsættes så rummeligt, at der er
god plads til at ændre indrejsetidspunktet og/eller
forlænge opholdet, uden at der skal søges ny
tilladelse. Der kan endvidere gives tilladelser for en periode, der
dækker flere indrejser og ophold. Det er endvidere under
nærmere angivne betingelser muligt at søge om
forlængelse af sin tilladelse under sit ophold i det angivne
område, hvorefter opholdet i området kan
fortsættes frem til afgørelsen af ansøgningen
om forlængelse.
Den foreslåede ordning er
således begrundet i væsentlige samfundsmæssige
interesser, dvs. den nationale sikkerhed, den offentlige tryghed og
forebyggelse af forbrydelser, og går efter
Justitsministeriets opfattelse ikke videre end nødvendigt
for at opnå det tilsigtede formål.
På den baggrund er det
Justitsministeriets opfattelse, at den foreslåede ordning
ikke er i strid med Den Europæiske
Menneskerettighedskonvention.
7. Økonomiske og
administrative konsekvenser for det offentlige
En udnyttelse af den
foreslåede bemyndigelse til at fastsætte et indrejse-
og opholdsforbud for et område, hvor en terrororganisation er
part i en væbnet konflikt, indebærer, at det vil
kræve tilladelse at indrejse eller opholde sig i det
pågældende område. Der vil derfor være en
myndighed på Justitsministeriets område, der skal
behandle ansøgninger om tilladelse. Det vurderes, at den
pågældende myndighed vil have merudgifter til
behandlingen af ca. 500 ansøgninger årligt, svarende
til et øget ressourceforbrug på ca. 1,8 mio. kr.
årligt.
Derudover skønnes det
foreslåede strafansvar for overtrædelse af et indrejse-
og opholdsforbud at medføre udgifter til flere straffesager
ved domstolene samt øgede udgifter til strafafsoning i
kriminalforsorgen svarende til ca. 1,3 mio. kr. årligt.
Merudgifterne vil blive afholdt
inden for Justitsministeriets samlede økonomiske rammer.
8. Økonomiske og
administrative konsekvenser for erhvervslivet mv.
Lovforslaget vurderes ikke at have
økonomiske eller administrative konsekvenser for
erhvervslivet af betydning.
9. Administrative
konsekvenser for borgerne
Lovforslaget vurderes ikke at have
administrative konsekvenser for borgerne af betydning.
10. Miljømæssige konsekvenser
Lovforslaget har ikke
miljømæssige konsekvenser.
11. Forholdet til
EU-retten
Lovforslaget indeholder ikke
EU-retlige aspekter.
12. Hørte
myndigheder og organisationer mv.
Et udkast til lovforslag har i
perioden fra den 8. april 2016 til den 26. april 2016 været i
høring hos følgende myndigheder og organisationer
mv.:
Østre og Vestre Landsret,
samtlige byretter, Domstolsstyrelsen, Rigsadvokaten, Rigspolitiet,
Den Danske Dommerforening, Dommerfuldmægtigforeningen,
Foreningen af Offentlige Anklagere, Politiforbundet,
Advokatrådet, Danske Advokater, Landsforeningen af
Forsvarsadvokater, Amnesty International, Danmarks Rejsebureau
Forening, Dansk Erhverv, Dansk Flygtningehjælp, Dansk
Industri, Dansk Journalistforbund, Dansk PEN, Dansk
Socialrådgiverforening, Danske Medier, Danske Regioner, Den
Danske Helsinki-Komité for Menneskerettigheder, Det
Kriminalpræventive Råd, Dokumentations- og
Rådgivningscentret om Racediskrimination,
Forbrugerrådet Tænk, Håndværksrådet,
Institut for Menneskerettigheder, Justitia, KL, Læger uden
Grænser, Retspolitisk Forening, Røde Kors, Rådet
for Etniske Minoriteter, SOS mod Racisme og
Trykkefrihedsselskabet.
Et udkast til lovforslag blev
endvidere den 26. april 2016 sendt i høring hos
Færøernes Hjemmestyre.
| | | | 13. Sammenfattende skema | | Positive konsekvenser/mindreudgifter | Negative konsekvenser/merudgifter | Økonomiske konsekvenser for stat,
kommuner og regioner | Ingen | Merudgifter i størrelsesordenen 3-4
mio. kr. årligt | Administrative konsekvenser for stat,
kommuner og regioner | Ingen | Behandling af ansøgninger om
tilladelse | Økonomiske konsekvenser for
erhvervslivet | Ingen | Ingen | Administrative konsekvenser for
erhvervslivet | Ingen | Ingen af betydning | Miljømæssige
konsekvenser | Ingen | Ingen | Administrative konsekvenser for
borgene | Ingen | Ingen af betydning | Forholdet til EU-retten | Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige
aspekter. |
|
Bemærkninger til lovforslagets
enkelte bestemmelser
Til §
1
Til nr.
1
Efter straffelovens § 114 c,
stk. 3, straffes med fængsel indtil 6 år den, som lader
sig hverve til at begå handlinger omfattet af § 114
eller § 114 a.
Det foreslås at
indsætte en skærpet sidestrafferamme for
overtrædelser af § 114 c, stk. 3, hvor gerningsmanden er
tilsluttet en væbnet styrke.
Væbnet styrke skal
forstås som en bevæbnet gruppe med en vis organisering.
Forståelsen af begrebet "væbnet styrke" tager
udgangspunkt i den humanitære folkeret. Begrebet omfatter
såvel statslige som ikke-statslige væbnede styrker, jf.
nærmere bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr.
4.
Den skærpede sidestrafferamme
finder anvendelse, når en overtrædelse af § 114 c,
stk. 3, står i forbindelse med gerningsmandens tilslutning
til en væbnet styrke. Det vil være tilfældet,
når en person er tilsluttet en væbnet styrke og lader
sig hverve til at begå handlinger omfattet af § 114
eller § 114 a i forbindelse med sin udførelse af
opgaver som tilsluttet den væbnede styrke.
Det foreslås, at straffen
efter den skærpede sidestrafferamme skal være
fængsel indtil 10 år eller under særligt
skærpende omstændigheder fængsel indtil 16
år.
Som særligt skærpende
omstændigheder anses navnlig tilfælde, hvor den
pågældende har deltaget i kamphandlinger. Det er ikke
udelukket, at der kan foreligge særligt skærpende
omstændigheder, selv om den pågældende ikke har
deltaget i kamphandlinger, men hovedanvendelsesområdet for
strafferammen på fængsel indtil 16 år vil
være tilfælde, hvor den pågældende
beviseligt har deltaget i kamphandlinger.
Kamphandlinger omfatter navnlig
umiddelbar anvendelse af våben, at bære våben til
eller fra stedet for en kamp, at indsamle efterretninger om
modpartens væbnede styrker, at give oplysninger om mål
direkte for at lette et angreb på dem, at transportere
kombattanter til eller fra et sted, hvor fjendtlighederne finder
sted, at transportere ammunition til et sted, hvorfra det vil blive
brugt til fjendtligheder, at forberede en militær operation
og at sende kombattanter til at udføre et angreb.
Der henvises i øvrigt til
pkt. 2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Til nr.
2
Efter straffelovens § 114 e
straffes med fængsel indtil 6 år den, som i
øvrigt fremmer virksomheden for en person, gruppe eller
sammenslutning, der begår eller har til hensigt at begå
handlinger omfattet af §§ 114, 114 a, 114 b, 114 c eller
114 d.
Det foreslås at
indsætte en skærpet sidestrafferamme for
overtrædelser af § 114 e, hvor gerningsmanden er
tilsluttet en væbnet styrke.
Væbnet styrke skal
forstås som en bevæbnet gruppe med en vis organisering.
Forståelsen af begrebet "væbnet styrke" tager
udgangspunkt i den humanitære folkeret. Begrebet omfatter
såvel statslige som ikke-statslige væbnede styrker, jf.
nærmere bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr.
4.
Den skærpede sidestrafferamme
finder anvendelse, når en overtrædelse af § 114 e
står i forbindelse med gerningsmandens tilslutning til en
væbnet styrke. Det vil være tilfældet, når
en person er tilsluttet en væbnet styrke og i forbindelse med
sin udførelse af opgaver som tilsluttet den væbnede
styrke fremmer virksomheden for en gruppe eller sammenslutning, der
begår eller har til hensigt at begå handlinger omfattet
af §§ 114, 114 a, 114 b, 114 c eller 114 d. Der kan
navnlig være tale om, at den væbnede styrke begår
eller har til hensigt at begå handlinger omfattet af
§§ 114, 114 a, 114 b, 114 c eller 114 d, og at
gerningsmanden som tilsluttet den væbnede styrke fremmer dens
virksomhed.
Det foreslås, at straffen
efter den skærpede sidestrafferamme skal være
fængsel indtil 10 år eller under særligt
skærpende omstændigheder fængsel indtil 16
år.
Som særligt skærpende
omstændigheder anses navnlig tilfælde, hvor den
pågældende har deltaget i kamphandlinger. Det er ikke
udelukket, at der kan foreligge særligt skærpende
omstændigheder, selv om den pågældende ikke har
deltaget i kamphandlinger, men hovedanvendelsesområdet for
strafferammen på fængsel indtil 16 år vil
være tilfælde, hvor den pågældende
beviseligt har deltaget i kamphandlinger.
Kamphandlinger omfatter navnlig
umiddelbar anvendelse af våben, at bære våben til
eller fra stedet for en kamp, at indsamle efterretninger om
modpartens væbnede styrker, at give oplysninger om mål
direkte for at lette et angreb på dem, at transportere
kombattanter til eller fra et sted, hvor fjendtlighederne finder
sted, at transportere ammunition til et sted, hvorfra det vil blive
brugt til fjendtligheder, at forberede en militær operation
og at sende kombattanter til at udføre et angreb.
Der henvises i øvrigt til
pkt. 2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Til nr.
3
Til § 114
i
Det foreslås at
indsætte en ny bestemmelse i straffelovens § 114 i om
modtagelse af økonomisk støtte fra en
terrororganisation til brug for oprettelse eller drift af en
institution eller virksomhed eller til lignende formål her i
landet.
Formålet med bestemmelsen er
at modvirke den sympati, legitimitet og indflydelse eller
påvirkningsmulighed, en terrororganisation vil kunne
opnå ved at give økonomisk støtte til
eksempelvis sociale eller humanitære formål.
Bestemmelsen omfatter modtagelse af
økonomisk støtte i penge eller andre ydelser fra en
gruppe eller sammenslutning, der begår eller har til hensigt
at begå handlinger omfattet af § 114 eller § 114 a.
Modtagelse af økonomisk støtte fra en enkeltperson,
der begår eller har til hensigt at begå
terrorhandlinger, er således ikke omfattet af den
foreslåede bestemmelse.
Bestemmelsen omfatter
økonomisk støtte, der gives til brug for oprettelse
eller drift af en institution eller virksomhed eller til lignende
formål her i landet (Danmark, Færøerne og
Grønland).
For så vidt angår
økonomisk støtte, der gives til brug på
Færøerne eller i Grønland, bemærkes, at
en anvendelse af bestemmelsen forudsætter, at sagen
pådømmes i Danmark. Hvis sagen pådømmes
på Færøerne eller i Grønland, vil
straffeloven gældende for Færøerne henholdsvis
den grønlandske kriminallov finde anvendelse.
Det er uden betydning, hvor i
verden den økonomiske støtte - være sig i
kontanter, naturalier, bankoverførsler eller andet - rent
faktisk modtages, når blot den økonomiske
støtte skal bruges her i landet.
Økonomisk støtte i
penge eller andre ydelser omfatter ud over penge genstande, som
gives og modtages, fordi de har økonomisk værdi, og
tjenesteydelser med økonomisk værdi. Genstande, der
gives og modtages som følge af deres symbolske værdi,
er ikke omfattet (heller ikke selv om de tillige måtte have
en vis økonomisk værdi).
Økonomisk støtte
foreligger, hvis penge eller andre ydelser gives uden modydelse.
Økonomisk støtte foreligger også, hvis penge
eller andre ydelser udveksles med en modydelse, der har en
væsentligt lavere økonomisk værdi. Dette
gælder både i tilfælde af, at en
terrororganisation køber ydelser til overpris, og i
tilfælde af, at en terrororganisation sælger ydelser
til underpris, men over- eller underprisen skal som nævnt
være væsentlig.
Køb eller salg af genstande
eller tjenesteydelser til normal pris vil derimod ikke
udgøre økonomisk støtte.
Bestemmelsen omfatter modtagelse.
Der kræves forsæt på tidspunktet for modtagelsen.
Hvis en person først efter modtagelsen får
forsæt med hensyn til, at giveren er en terrororganisation,
eller med hensyn til, at en præsteret modydelse har
væsentlig lavere økonomisk værdi end en modtaget
ydelse, kan den pågældende ikke straffes for
overtrædelse af bestemmelsen. Efter det tidspunkt, hvor en
person får sådant kendskab, vil den
pågældende imidlertid kunne straffes for en eventuel
modtagelse af yderligere økonomisk støtte fra
terrororganisationen.
Det er uden betydning, hvordan de
midler, terrororganisationen giver, er tilvejebragt, og den
foreslåede bestemmelse omfatter således også
tilfælde, hvor midlerne hidrører fra lovlig
virksomhed. Der vil kunne straffes for overtrædelse af den
foreslåede bestemmelse i sammenstød med f.eks.
straffelovens § 290 om hæleri, hvis gerningsindholdet i
begge bestemmelser er opfyldt.
Den økonomiske støtte
skal gives til brug for oprettelse eller drift af en institution
eller virksomhed eller til lignende formål.
Både private og offentlige
institutioner og virksomheder er omfattet, og ejerformen og
institutionens eller virksomhedens juridiske form har ikke
betydning. Det er således uden betydning, om institutionen
eller virksomheden ejes og/eller drives i regi af eksempelvis et
selskab, en fond, en forening, en offentlig myndighed, i et
samvirke mellem flere fysiske eller juridiske personer eller af en
enkeltperson. Som eksempler på institutioner kan nævnes
sociale institutioner (f.eks. en børnehave eller et
plejehjem), uddannelsesinstitutioner (f.eks. en friskole),
institutioner inden for fritidslivet (f.eks. en idrætsklub,
en spejderklub eller en ungdomsklub), kulturelle institutioner
(f.eks. et bibliotek, en biograf eller et forsamlingshus),
sundhedsmæssige institutioner (f.eks. en sundhedsklinik eller
et lægehus), humanitære institutioner (f.eks. en
nødhjælpsorganisation) og religiøse
institutioner (f.eks. en frikirke eller en moske). Virksomheder
omfatter alle erhvervsvirksomheder, herunder eksempelvis
medievirksomheder (f.eks. en avis, et forlag eller en radio- eller
tv-station) og udbydere af internettjenester (f.eks. en udbyder af
et socialt internetmedie). Det er ikke et krav, at virksomheden
drives med økonomisk fortjeneste for øje.
Bestemmelsen omfatter også
økonomisk støtte til lignende formål som
oprettelse eller drift af en institution eller virksomhed.
Eksempler herpå kan være enkeltstående
arrangementer såsom gadefester, koncerter, foredrag,
gudstjenester mv. Hvis et sådant arrangement afholdes i regi
af en eksisterende eller kommende institution eller virksomhed, vil
der i givet fald være tale om økonomisk støtte
til denne institution eller virksomhed. Hvis et sådant
arrangement derimod afholdes uden forbindelse til en eksisterende
eller kommende virksomhed, vil der i givet fald være tale om
økonomisk støtte til lignende formål.
Bestemmelsen omfatter ikke
økonomisk støtte, der ikke skal bruges til oprettelse
eller drift af en institution eller virksomhed eller lignende
formål. Bestemmelsen omfatter dermed navnlig ikke
økonomisk støtte til enkeltpersoners almindelige
underhold, eksempelvis i form af "løn", "pension" eller
"understøttelse" til nuværende eller tidligere
medlemmer af terrororganisationen eller til disses
pårørende.
Det bemærkes, at bestemmelsen
omfatter modtagelse af økonomisk
støttte og altså ikke kriminaliserer den, der giver økonomisk støtte som
nævnt i bestemmelsen. At give økonomisk støtte
kan heller ikke straffes som medvirken til at modtage
økonomisk støtte. Afhængig af formålet
med den økonomiske støtte vil den, der giver
støtten, imidlertid efter omstændighederne kunne
straffes for at fremme virksomheden for en terrororganisation, jf.
straffelovens § 114 e.
Det foreslås, at
strafferammen for overtrædelse af bestemmelsen skal
være fængsel indtil 6 år.
Det bemærkes, at
overtrædelse af den foreslåede bestemmelse, som sker
uden for den danske stat, vil være undergivet dansk
straffemyndighed, uanset hvor gerningsmanden hører hjemme,
jf. straffelovens § 8, nr. 1. Dette vil dog ikke have praktisk
betydning, da strafbarheden efter bestemmelsens formulering bl.a.
afhænger af, at den økonomiske støtte er til
brug her i landet, og bestemmelsen derfor kun vil være
overtrådt, når gerningsmanden har forsæt til, at
denne virkning (brugen) skal indtræde her i landet. I kraft
heraf vil en handling foretaget i udlandet efter straffelovens
§ 9, stk. 2, skulle anses for tillige at være foretaget
her i landet, således at den er undergivet dansk
straffemyndighed efter straffelovens § 6, nr. 1.
Der henvises i øvrigt til
pkt. 5 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Til § 114
j
Det foreslås at
indsætte en ny bestemmelse i straffelovens § 114 j, som
kriminaliserer danske statsborgere og herboende udlændinge,
der indrejser eller opholder sig i visse konfliktområder uden
forudgående tilladelse.
Det foreslås, at
justitsministeren efter forhandling med udenrigsministeren og
forsvarsministeren ved bekendtgørelse kan fastsætte,
hvilke områder et indrejse- og opholdsforbud skal
omfatte.
Det foreslås i stk. 1, at indrejse og ophold i et
sådant konfliktområde skal være forbudt,
når det sker uden tilladelse. Indrejse eller ophold som led i
udøvelse af dansk, udenlandsk eller international offentlig
tjeneste eller hverv kræver dog ikke tilladelse, jf.
nærmere nedenfor om det foreslåede stk. 2. Med hensyn
til tilladelse henvises i øvrigt til bemærkningerne
nedenfor vedrørende de foreslåede stk. 4 og 5.
Et indrejse- og opholdsforbud
omfatter personer, som på det tidspunkt, hvor indrejsen eller
opholdet sker, har dansk indfødsret eller bopæl i den
danske stat (Danmark, Færøerne eller
Grønland).
Forståelsen af udtrykket
"bopæl" beskrives i det følgende, idet det
bemærkes, at udtrykket i mange situationer vil omfatte det
samme som "fast ophold" i straffelovens §§ 7, 7 a, 8 a, 8
b og 11 om dansk straffemyndighed, men at der dog kan være
nuanceforskelle.
Bopæl vil som udgangspunkt
skulle forstås som sædvanligt opholdssted, dvs. det
sted, hvor en person sædvanligvis opholder sig, hvis den
pågældende ikke af særlige grunde opholder sig et
andet sted. Dette vil navnlig skulle afgøres ud fra de
faktiske omstændigheder, men der er tale om en samlet
vurdering, hvori også den pågældendes hensigt med
et ophold og adkomst til ophold kan indgå.
En person har dermed som
udgangspunkt bopæl der, hvor den pågældende bor,
eventuelt sammen med sin familie, og normalt opholder sig.
Begrebsmæssigt er der ikke noget til hinder for, at en person
samtidig har bopæl i to forskellige lande. I praksis er det
dog normalt sådan, at når en person har etableret en
bopæl i den beskrevne forstand i en given stat, er det, der
derefter skal vurderes, om der er indtrådt sådanne
ændringer i de faktiske forhold eller den
pågældendes intentioner, at bopælen er opgivet,
eventuelt, men ikke nødvendigvis, sådan at der er
etableret en ny bopæl i en anden stat.
Et midlertidigt ophold uden for
bopælslandet medfører normalt ikke en opgivelse af den
eksisterende bopæl eller etablering af en ny bopæl.
Dette gælder, uanset om formålet med det midlertidige
ophold uden for bopælslandet er ferie, studier eller arbejde.
I vurderingen af, om et ophold er midlertidigt, indgår
både opholdets hidtidige og planlagte længde. Det har
også betydning for bopælsspørgsmålet, om
den pågældende fortsat råder over en bolig i sit
bopælsland, om den pågældendes familie fortsat
bor i bopælslandet, og i hvilket omfang den
pågældende opholder sig i bopælslandet.
Af det anførte
følger, at en person, der har bopæl i udlandet, som
udgangspunkt ikke får bopæl i Danmark ved at opholde
sig her midlertidigt for at studere eller arbejde. Hvis en person
opgiver sin bopæl i udlandet i forbindelse med, at personen
tager midlertidigt ophold i Danmark for at studere eller arbejde,
må den pågældende imidlertid anses for at have
bopæl i Danmark, hvis det faktiske eller planlagte ophold i
Danmark ikke er helt kortvarigt. Det samme gælder, hvis den
pågældende under opholdet i Danmark opgiver sin
bopæl i udlandet.
En person, der ansøger om
opholdstilladelse som flygtning, jf. udlændingelovens §
7, vil i praksis normalt kunne anses for at have opgivet sin
bopæl i den stat, som den pågældende er flygtet
fra. En sådan asylansøger vil på den baggrund
normalt kunne anses for at have bopæl i Danmark, når
opholdet i Danmark faktisk har haft en varighed, der gør, at
det ikke er helt kortvarigt. Dette gælder, uanset om
ansøgningen imødekommes eller ej, jf. også
straks nedenfor om udlændinge på tålt ophold og
udlændinge, der opholder sig ulovligt i Danmark.
Personer, der opholder sig i
Danmark uden at have bopæl i udlandet, og som er udvist eller
af andre grunde ikke må opholde sig her, men som efter
udlændingelovens § 31 ikke kan udsendes
(udlændinge "på tålt ophold"), og personer, der
opholder sig ulovligt i Danmark uden at have bopæl i
udlandet, må anses for at have bopæl i Danmark, hvis
det faktiske ophold i Danmark ikke er helt kortvarigt.
Som nærmere omtalt nedenfor
skal tilknytningen til Danmark i form af dansk indfødsret
eller bopæl foreligge på gerningstidspunktet, for at
bestemmelsen skal finde anvendelse. Det betyder bl.a., at en
udenlandsk statsborger, som ikke længere har bopæl i
Danmark, ikke er omfattet af det foreslåede indrejse- og
opholdsforbud.
Det er derfor væsentligt at
fastslå, hvad der skal til, for at en bopæl i Danmark
må anses for at være ophørt. Dette
afgøres efter de samme principper, som er beskrevet ovenfor
med hensyn til at erhverve bopæl i Danmark. Af særlig
praktisk betydning i forhold til den foreslåede
forbudsbestemmelse vil det være, under hvilke
omstændigheder en udrejse med henblik på indrejse eller
ophold i et område, hvor der er fastsat indrejse- og
opholdsforbud, indebærer, at den pågældende
må anses for at have opgivet sin bopæl i Danmark.
I praksis vil dette ofte
afhænge af grundlaget for bopælen i Danmark. Hvis den
pågældende f.eks. har en bolig i Danmark, hvor den
pågældende bor med sin familie, vil en udrejse for at
indrejse eller opholde sig i et sådant område ikke i
sig selv medføre, at bopælen er opgivet. Hvis en
sådan person skal anses for at have opgivet sin bopæl,
må der kræves et sikkert grundlag for at fastslå,
at den pågældende har opgivet sin bopæl i
Danmark. Heri ligger i det mindste, at den pågældende
endegyldigt er fraflyttet sin hidtidige bolig, dvs. har brudt med
sin familie i det mindste i boligmæssig henseende. Det er
imidlertid ikke tilstrækkeligt til, at bopælen i Danmark er opgivet, at den
pågældende beviseligt har opgivet sin hidtidige bolig. I en situation, hvor en person har
haft fast bopæl i Danmark, må det yderligere
kræves, enten at den pågældende har etableret en
ny bopæl i et andet land eller i det mindste endegyldigt er
udvandret fra Danmark.
Hvis den pågældendes
bopæl i Danmark er etableret gennem et midlertidigt ophold
f.eks. med henblik på studier eller arbejde (fordi den
pågældende ikke har en bopæl i noget andet land,
jf. ovenfor), skal der mindre til, for at bopælen i Danmark
kan anses for ophørt. I princippet er det afgørende
personens hensigt, altså om den pågældende har
til hensigt at afbryde opholdet i Danmark midlertidigt eller har
til hensigt endegyldigt at forlade Danmark. I praksis må der
imidlertid også lægges vægt på mere
objektivt konstaterbare forhold, såsom boligforhold,
familiemæssige forhold, studie- og arbejdsmæssige
forhold, de konkrete rejseforanstaltningers karakter mv.
Tilsvarende gælder i
princippet for asylansøgere, udlændinge på
tålt ophold og udlændinge, der opholder sig ulovligt i
Danmark. Også her vil det principielle udgangspunkt
være den pågældendes hensigt, altså om den
pågældende har til hensigt senere at vende tilbage til
Danmark og forsøge at videreføre sin opholdsstatus
som asylansøger, udlænding på tålt ophold
eller udlænding uden lovligt ophold (om nødvendigt ved
at søge at hemmeligholde udrejsen for de danske
myndigheder), eller om den pågældende har til hensigt
endegyldigt at forlade Danmark. Og også her må der i
praksis også lægges vægt på mere objektivt
konstaterbare forhold, såsom boligforhold,
familiemæssige forhold, studie- og arbejdsmæssige
forhold, de konkrete rejseforanstaltningers karakter mv.
I mangel af konkrete holdepunkter
må vurderingen nødvendigvis blive mere
skønsmæssig. Forestiller man sig f.eks., at en enlig
asylansøger, der bor på et asylcenter, udrejser af
Danmark for at indrejse eller opholde sig i et område, hvor
der er fastsat indrejse- og opholdsforbud, og senere vender tilbage
til Danmark, vil det bero på et samlet skøn, om den
pågældende kan anses for at have bevaret sin
bopæl i Danmark under opholdet i udlandet. Der må
herved bl.a. lægges vægt på længden af det
tidligere ophold i Danmark, den pågældendes tilknytning
i øvrigt til Danmark og til andre lande og længden og
karakteren af den pågældendes ophold i udlandet,
før den pågældende vendte tilbage til
Danmark.
Den foreslåede bestemmelse
omfatter som nævnt også personer, der på
gerningstidspunktet har bopæl på Færøerne
eller i Grønland. En anvendelse af den foreslåede
bestemmelse i sådanne tilfælde vil forudsætte, at
sagen pådømmes i Danmark. Hvis sagen
pådømmes på Færøerne eller i
Grønland, vil straffeloven gældende for
Færøerne henholdsvis den grønlandske
kriminallov finde anvendelse.
Henvisningen i den foreslåede
bestemmelse til at have dansk indfødsret eller bopæl i
den danske stat er en materiel afgrænsning af bestemmelsens
personelle rækkevidde. Tilknytningen til den danske stat i
form af indfødsret eller bopæl skal således
foreligge på gerningstidspunktet (fuldbyrdelsestidspunktet),
for at bestemmelsen kan finde anvendelse. Heraf følger
bl.a., at der ikke kan straffes for forsøg på
overtrædelse af det foreslåede stk. 1, hvis den
pågældende kan og vil bringe tilknytningen til Danmark
i form af statsborgerskab og/eller bopæl til ophør,
før den pågældende indrejser eller opholder sig
i et område, hvor der er fastsat indrejse- og
opholdsforbud.
Det er et herfra forskelligt
spørgsmål, om gerningen er undergivet dansk
straffemyndighed efter de almindelige regler herom i straffelovens
§§ 6-12. Hvis de handlinger, som konstituerer indrejse
eller ophold (herunder eventuelt i form af medvirkens- eller
forsøgshandlinger), ikke helt eller delvis er foretaget i
den danske stat eller på dansk fartøj som nævnt
i straffelovens § 6, vil der være dansk straffemyndighed
efter straffelovens § 8, nr. 1, og for så vidt
angår danske statsborgere og personer med bopæl i den
danske stat tillige efter straffelovens § 8, nr. 3.
Det foreslås, at
strafferammen for overtrædelse af et indrejse- og
opholdsforbud skal være bøde eller fængsel
indtil 6 år.
Forbuddet vil være
overtrådt, hvad enten indrejse eller ophold sker, uden at
tilladelse er opnået, eller med et andet hovedformål
end angivet i tilladelsen, eller efter at tilladelsen er
udløbet.
Kun forsætlige
overtrædelser kan straffes, jf. straffelovens § 19.
Ukendskab til strafbestemmelsen udelukker imidlertid ikke
forsæt. Der kræves derfor ikke forsæt med hensyn
til, at indrejse og ophold i et område kræver
forudgående tilladelse. Derimod kræves forsæt
bl.a. med hensyn til indrejse eller ophold i det
pågældende område. Uforsætlig indrejse
eller ophold i området kan derfor ikke straffes. Endvidere er
gerningselementet manglende tilladelse omfattet af
forsætskravet. En vildfarelse med hensyn til, at tilladelse
er givet, eller med hensyn til, hvad tilladelsen omfatter, eller
hvor længe den gælder, kan derfor efter
omstændighederne udelukke forsæt. Eftersom også
ophold er forbudt, kan der eventuelt blive tale om straf for
fortsat ophold, efter at den pågældende har fået
forsæt med hensyn til, at den pågældende befinder
sig i det pågældende område og ikke har en
tilladelse, der indholdsmæssigt og tidsmæssigt omfatter
opholdet. For at undgå straf vil den pågældende i
en sådan situation skulle gøre, hvad der er muligt for
hurtigst muligt at forlade området (eller alternativt
ansøge om tilladelse til opholdet).
Et indrejse- og opholdsforbud
omfatter også personer under 15 år, men personer under
15 år kan dog ikke selv straffes for indrejse og ophold i
strid hermed, jf. straffelovens § 15. Forsætlig
medvirken til, at en person under 15 år overtræder et
indrejse- og opholdsforbud, kan imidlertid straffes.
Straffen for overtrædelse af
et indrejse- og opholdsforbud vil i
førstegangstilfælde som udgangspunkt kunne
fastsættes til en kortere fængselsstraf udmålt i
måneder. Under formildende omstændigheder - herunder
når en person godtgør at have haft et
anerkendelsesværdigt formål med indrejsen eller
opholdet - vil straffen dog som udgangspunkt kunne fastsættes
til bøde.
Strafudmålingen vil fortsat
bero på domstolenes konkrete vurdering i det enkelte
tilfælde af samtlige omstændigheder i sagen, og det
angivne strafniveau vil derfor kunne fraviges i op- eller
nedadgående retning, hvis der i den konkrete sag foreligger
skærpende eller formildende omstændigheder, jf. herved
de almindelige regler om straffens fastsættelse i
straffelovens kapitel 10.
Det foreslås i stk. 2, at et indrejse- og opholdsforbud som
nævnt i stk. 1 ikke skal gælde for indrejse eller
ophold som led i udøvelse af dansk, udenlandsk eller
international offentlig tjeneste eller hverv. Denne undtagelse
omfatter også indrejse og ophold, der sker som led i tjeneste
i danske eller fremmede statslige væbnede styrker eller i
internationale væbnede styrker.
De situationer, der er nævnt
i stk. 2, falder helt uden for et indrejse- og opholdsforbud som
nævnt i stk. 1. Indrejse og ophold som led i udøvelse
af offentlig tjeneste eller hverv kræver således ikke
tilladelse.
Et indrejse- og opholdsforbud efter
stk. 1 gælder for de områder, som fastsættes
efter stk. 3.
Efter det foreslåede stk. 3
kan justitsministeren efter forhandling med udenrigsministeren og
forsvarsministeren ved bekendtgørelse fastsætte,
hvilke områder der skal være omfattet af et indrejse-
og opholdsforbud efter stk. 1. Bestemmelsen skal forstås
på den måde, at et indrejse- og opholdsforbud kun kan
fastsættes for områder uden for den danske stat.
Et område kan medtages som
omfattet af et indrejse- og opholdsforbud, hvis en gruppe eller
sammenslutning, der begår eller har til hensigt at begå
handlinger omfattet af §§ 114, 114 a, 114 b, 114 c eller
114 d, er part i en væbnet konflikt i det
pågældende område. Henvisningen til væbnet
konflikt og part i en væbnet konflikt skal forstås i
overensstemmelse med den humanitære folkeret.
Når denne betingelse er
opfyldt, har regeringen en bred skønsmæssig
beføjelse til at beslutte, om et område skal
være omfattet af et indrejse- og opholdsforbud efter det
foreslåede stk. 1. Ved beslutningen herom kan der bl.a.
lægges vægt på sikkerhedsmæssige samt
udenrigs- og sikkerhedspolitiske hensyn, herunder hensyn til
statens forhold til fremmede magter og internationale
organisationer.
Regeringen er ikke forpligtet til
at bestemme, at et område, hvor den nævnte betingelse
er opfyldt, skal være omfattet af et indrejse- og
opholdsforbud.
Før justitsministeren
udsteder en bekendtgørelse om, at et område skal
være omfattet af et indrejse- og opholdsforbud efter det
foreslåede stk. 1, skal justitsministeren forhandle med
udenrigsministeren og forsvarsministeren herom. I praksis vil
forhandlingen kunne ske skriftligt og/eller mundtligt mellem
ministrene og/eller deres embedsmænd.
En senere ændring eller
ophævelse af en bekendtgørelse om at medtage et
område skal også forhandles mellem justitsministeren og
udenrigsministeren og forsvarsministeren, før
ændringen eller ophævelsen i givet fald foretages.
Endvidere vil justitsministeren,
før der udstedes en bekendtgørelse om at udpege et
område eller om ændring eller ophævelse af en
sådan bekendtgørelse, orientere Folketingets
Retsudvalg om den påtænkte bekendtgørelse.
Det følger af det
anførte, at det er et krav, at der verserer en væbnet
konflikt i området.
Ved den nærmere
afgrænsning af det område, der omfattes af et indrejse-
og opholdsforbud, har regeringen imidlertid et skøn, hvor
der også kan lægges vægt på at
afgrænse området på en måde, som er nem at
anvende for borgerne og myndighederne. Et område, der
omfattes af et indrejse- og opholdsforbud, kan således efter
omstændigheder afgrænses, så det eksempelvis
omfatter en bestemt stat, selv om den væbnede konflikt kun
verserer i en del af den pågældende stat. Et
område, der omfattes af et indrejse- og opholdsforbud, kan
omvendt også udformes, så det omfatter én stat
eller en del heraf, selv om den væbnede konflikt er
grænseoverskridende og også berører en eller
flere andre staters territorium.
Det er også overladt til
regeringens skøn, hvor længe et område i givet
fald skal være omfattet af et indrejse- og opholdsforbud. Der
er således ikke noget til hinder for at ophæve et
indrejse- og opholdsforbud, før den væbnede konflikt,
som dannede baggrund for udpegningen af området, er
afsluttet, hvis en ophævelse af forbuddet ud fra de
ovennævnte hensyn findes hensigtsmæssigt. Forbuddet vil
senest skulle ophæves, når en gruppe eller
sammenslutning som nævnt i § 114 e ikke længere er
part i en væbnet konflikt i det pågældende
område. Det bemærkes herved, at vurderingen af,
hvornår en given væbnet konflikt er afsluttet, eller
hvornår en gruppe eller sammenslutning eventuelt ikke
længere er part i konflikten, vil kunne bero på et
skøn.
Endelig bemærkes, at en
udpegning af et område for et indrejse- og opholdsforbud vil
kunne tidsbegrænses, således at det automatisk
udløber efter en vis tid.
Det foreslås i stk. 4, 1. pkt., at justitsministeren eller
den, ministeren bemyndiger til det, efter ansøgning skal
tillade, at en person indrejser og opholder sig i et område,
der er omfattet af et forbud efter stk. 1, hvis indrejsen eller
opholdet har et anerkendelsesværdigt formål.
Bestemmelsen giver
justitsministeren mulighed for at bestemme, om kompetencen til at
give tilladelse skal være hos ministeren (Justitsministeriets
departement) eller skal henlægges til en anden myndighed
på Justitsministeriets område. Placeringen af
kompetencen til at give tilladelse vil senere kunne ændres,
herunder på grund af indhøstede erfaringer.
Kompetencen vil eksempelvis kunne
henlægges til Rigspolitiet eller til
politidirektørerne (eller eventuelt til
politidirektøren i én bestemt politikreds).
Justitsministeren vil i den forbindelse kunne bestemme, at
myndighedens afgørelser om ansøgninger om tilladelse
ikke kan påklages til højere administrativ myndighed,
jf. nærmere nedenfor om det foreslåede stk. 5, 2. pkt.
Såfremt justitsministeren ikke benytter sig af muligheden for
at afskære klageadgangen, vil sådanne afgørelser
imidlertid kunne påklages efter de almindelige regler,
eksempelvis fra en politidirektør til Rigspolitiet og fra
Rigspolitiet (som 1. instans) til justitsministeren. Rigspolitiets
afgørelser i klagesager over afgørelser truffet af en
politidirektør kan derimod ikke påklages til
justitsministeren, jf. retsplejelovens § 109, stk. 2.
Den administrative afgørelse
om en ansøgning om tilladelse vil kunne indbringes for
domstolene til prøvelse ved civilt søgsmål mod
den myndighed, der har truffet afgørelsen, jf. grundlovens
§ 63.
Ved anerkendelsesværdigt
formål forstås som udgangspunkt formål, der ikke
har med den væbnede konflikt at gøre, og som der
vurderes at være rimelig anledning til at foretage på
trods af den verserende væbnede konflikt. Indrejse og ophold
med henblik på at udføre journalistisk arbejde, yde
humanitær bistand, besøge sin nærmeste familie
eller drive en igangværende erhvervsvirksomhed vil
således i almindelighed være anerkendelsesværdige
formål.
Endvidere vil indrejse og ophold
med henblik på at udføre journalistisk arbejde eller
yde humanitær bistand være anerkendelsesværdige
formål, selv om det journalistiske arbejde eller den
humanitære bistand har med den væbnede konflikt at
gøre. Det samme gælder indrejse og ophold med henblik
på studier eller forskning, som har med den væbnede
konflikt at gøre.
Derimod vil indrejse og ophold for
at drive erhvervsvirksomhed med forsyninger til en af de
krigsførende parter eller at besøge et familiemedlem,
som aktuelt deltager i den væbnede konflikt, ikke være
anerkendelsesværdige formål. Indrejse og ophold for at
besøge et familiemedlem, der har deltaget eller forventes
senere at deltage i den væbnede konflikt, men ikke aktuelt
deltager heri, vil derimod være et anerkendelsesværdigt
formål, både når familiemedlemmet har orlov eller
lignende, og når familiemedlemmet er hospitalsindlagt
eksempelvis efter at være blevet såret.
Indrejse og ophold for at deltage i
den væbnede konflikt eller for at støtte en af
parterne i den væbnede konflikt vil ikke være et
anerkendelsesværdigt formål efter stk. 4.
Tilladelse kan afslås, hvis
der vurderes at være risiko for, at tilladelsen vil blive
brugt til foruden et anerkendelsesværdigt formål
også at forfølge et af de formål, som begrunder
indrejse- og opholdsforbuddet.
Det bemærkes, at der i stk. 2
foreslås en undtagelse til indrejse- og opholdsforbuddet
efter stk. 1 for indrejse eller ophold som led i udøvelse af
offentlig tjeneste eller hverv. Indrejse og ophold som led i
udøvelse af dansk, udenlandsk eller international offentlig
tjeneste eller hverv kan således ske uden tilladelse,
herunder når formålet er at deltage i den væbnede
konflikt eller at støtte en af parterne i den væbnede
konflikt.
Det foreslås i stk. 4, 2. pkt., at en tilladelse kan omfatte en
gruppe af personer, der er tilknyttet en bestemt virksomhed eller
organisation mv.
Bestemmelsen indebærer, at en
tilladelse kan udstedes ikke alene til en eller flere navngivne
personer, men også til en gruppe af personer, der
afgrænses ud fra deres tilknytning til en bestemt virksomhed
eller organisation mv. I sidstnævnte tilfælde vil det
være virksomheden eller organisationen mv., der
ansøger om - og i givet fald får - tilladelse, men
således at tilladelsen gælder for de personer, der til
enhver tid har den i tilladelsen beskrevne tilknytning til den
pågældende virksomhed eller organisation mv.
Som eksempel kan nævnes, at
en virksomhed vil kunne ansøge om tilladelse til, at
virksomhedens medarbejdere kan indrejse og opholde sig i det
pågældende område med henblik på at arbejde
for virksomheden.
Som et andet eksempel kan
nævnes, at en nødhjælpsorganisation vil kunne
ansøge om tilladelse til, at
nødhjælpsorganisationens medarbejdere og frivillige
kan indrejse og opholde sig i det pågældende
område med henblik på at udføre
nødhjælpsarbejde for organisationen.
Som et tredje eksempel kan
nævnes, at Dansk Journalistforbund vil kunne ansøge om
tilladelse til, at de af forbundets medlemmer, som har pressekort,
kan indrejse og opholde sig i det pågældende
område med henblik på at udføre journalistisk
arbejde for et massemedium, der er omfattet af medieansvarsloven
(som ansat ved det pågældende massemedium eller
på freelancebasis, men efter aftale med det
pågældende massemedium).
Det beror på myndighedens
skøn, om og i givet fald i hvilket omfang myndigheden finder
grundlag for at give sådanne kollektive tilladelser til
virksomheder og organisationer mv.
Det vil være en
forudsætning, at ansøgeren godtgør, at de
personer, der løbende vil være omfattet af
tilladelsen, vil have et anerkendelsesværdigt formål
med indrejsen eller opholdet.
Det vil endvidere være en
forudsætning, at tilladelsen kan afgrænses på en
sådan måde, at det hurtigt, enkelt og entydigt kan
afgøres, om en bestemt person er omfattet af
tilladelsen.
Heri ligger også, at en
virksomhed, der har fået en tilladelse til, at virksomhedens
medarbejdere kan indrejse og ophold sig i området for at
arbejde for virksomheden, på forespørgsel umiddelbart
vil skulle oplyse over for relevante myndigheder, herunder
politiet, om en bestemt person er ansat i virksomheden og
udfører arbejde for virksomheden i området.
Tilsvarende vil en
nødhjælpsorganisation, der har fået tilladelse
til, at organisationens medarbejdere og frivillige kan indrejse og
opholde sig i området for at udføre
nødhjælpsarbejde for organisationen, på
forespørgsel umiddelbart skulle oplyse over for relevante
myndigheder, herunder politiet, om en bestemt person som
medarbejder eller frivillig udfører
nødhjælpsarbejde for organisationen i
området.
Såfremt Dansk
Journalistforbund søger og får tilladelse til, at de
af forbundets medlemmer, der har pressekort, kan indrejse og
opholde sig i området med henblik på at udføre
journalistisk arbejde for et massemedium, der er omfattet af
medieansvarsloven, vil forbundet på forespørgsel
umiddelbart skulle oplyse over for relevante myndigheder, herunder
politiet, om en bestemt person er medlem og har pressekort. Med en
tilladelse af denne karakter vil forbundet derimod ikke være
ansvarlig for at oplyse, om en bestemt journalist efter aftale med
et massemedium, der er omfattet af medieansvarsloven,
udfører journalistisk arbejde i området. Det vil i
stedet være den pågældende journalist, der i
givet fald på politiets forespørgsel vil skulle oplyse
herom og om nødvendigt medvirke til, at det
pågældende massemedium bekræfter journalistens
oplysninger.
Det foreslås i stk. 5, 1. pkt., at justitsministeren kan
fastsætte nærmere regler om indgivelse af
ansøgninger efter stk. 4, herunder om fristen herfor.
Der vil bl.a. kunne
fastsættes regler om, i hvilken form ansøgninger skal
indgives, og om, hvilke oplysninger en ansøgning skal
indeholde.
Der vil endvidere kunne
fastsættes regler om, hvor lang tid før indrejsen og
opholdet en ansøgning som udgangspunkt skal indgives.
For så vidt angår
tilfælde, hvor en person allerede er indrejst i området
og ønsker at søge om tilladelse til ophold -
eksempelvis fordi indrejse- og opholdsforbuddet først er
kommet til at gælde for det pågældende
område, efter at den pågældende var indrejst,
eller fordi den pågældende er indrejst uden tilladelse
i medfør af stk. 2, men ikke længere er omfattet af
stk. 2 - vil der kunne fastsættes regler om, hvornår en
ansøgning senest skal indgives efter, at den
pågældendes ophold kræver tilladelse efter stk.
4. For så vidt angår tilfælde, hvor en person,
der opholder sig i området med tilladelse, ønsker at
få tilladelsen forlænget eller ændret til et
eller flere nye eller yderligere formål, vil der kunne
fastsættes regler om, hvor lang tid før udløbet
af en eksisterende tilladelse eller en ændring af
formålet med opholdet en ansøgning skal indgives. I
disse tilfælde vil en person, der rettidigt indgiver
ansøgning, kunne fortsætte sit ophold, indtil der er
truffet afgørelse med hensyn til ansøgningen.
Der foreslås herudover ikke
særlige regler om behandlingen af ansøgninger om
tilladelse til indrejse og ophold og afgørelsen med hensyn
hertil, og sagsbehandlingen skal således i øvrigt ske
efter almindelige forvaltningsretlige regler og principper.
Det påhviler ansøgeren
at opfylde de krav til ansøgningens indhold, som måtte
være fastsat efter stk. 5, 1. pkt. Myndigheden vil også
herudover kunne opfylde sin pligt til at oplyse sagen ved at anmode
ansøgeren om at fremskaffe relevante oplysninger og relevant
dokumentation, hvis det er oplysninger og dokumentation, som
ansøgeren er nærmest til at fremskaffe. Som eksempler
kan - afhængig af det oplyste formål med indrejsen
eller opholdet - nævnes oplysninger om og om
nødvendigt dokumentation for ansættelsesforhold,
studiemæssig tilknytning eller familiemæssig
tilknytning.
Forsætlig skriftlig afgivelse
af urigtige oplysninger i forbindelse med en ansøgning om
tilladelse til indrejse eller ophold kan straffes efter
straffelovens § 163.
Forvaltningslovens regler om
partshøring og begrundelse finder anvendelse.
En ansøgning kan eventuelt
indgives i henhold til fuldmagt, jf. forvaltningslovens § 8,
herunder således at personer, der rejser sammen, indgiver en
fælles ansøgning. For mindreårige kan
ansøgning indgives af forældremyndighedens indehaver,
men en mindreårig kan også selv indgive
ansøgning. En ansøgning om kollektiv tilladelse til
en gruppe af personer, der afgrænses ud fra deres tilknytning
til en bestemt virksomhed eller organisation mv., vil skulle
indgives af den pågældende virksomhed eller
organisation mv.
Det forudsættes, at en
tilladelse til indrejse og ophold meddeles for en bestemt periode
og med henblik på et eller flere nærmere angivne
formål.
Perioden bør
fastsættes rummeligt, så der er god plads til at
ændre indrejsetidspunktet og/eller forlænge opholdet,
uden at der skal søges ny tilladelse. Hvis en person
planlægger gentagne gange at indrejse og opholde sig i
området, vil tilladelse kunne gives for en periode, der
dækker flere indrejser og ophold.
Også en kollektiv tilladelse
til en gruppe af personer, der er afgrænset ud fra deres
tilknytning til en bestemt virksomhed eller organisation mv.,
bør gives for en bestemt periode, som så efter
ansøgning kan forlænges, hvis myndigheden finder
grundlag for en forlængelse. At en sådan kollektiv
tilladelse er tidsbegrænset, giver bl.a. mulighed for, at
myndigheden kan undlade at forlænge den, blot myndigheden
efter et samlet skøn finder dette hensigtsmæssigt, og
ikke - som det ville være tilfældet, hvis tilladelsen
var uden tidsbegrænsning - kun kan bringe den til
ophør, hvis betingelserne for at tilbagekalde en
begunstigende forvaltningsakt er opfyldt.
Det er op til myndighedens
skøn, om den vil anvende en forenklet ansøgnings- og
tilladelsesprocedure i forbindelse med forlængelse af en
eksisterende tilladelse. En ansøger vil dog altid i
forbindelse med en ny ansøgning kunne henvise til
oplysninger og dokumentation indgivet i forbindelse med en
tidligere ansøgning, hvis dette materiale stadig er relevant
og dækkende.
Indrejse og ophold vil være i
overensstemmelse med en tilladelse, så længe
formålet med indrejsen og opholdet er omfattet af
tilladelsen. Eksempelvis vil en person, der har tilladelse til
indrejse og ophold med henblik på journalistisk arbejde, ikke
overtræde bestemmelsen, hvis den pågældende under
opholdet - som et biformål - besøger familie.
Hvis formålet med indrejse og
ophold ændrer sig væsentligt i forhold til tilladelsen,
vil der derimod skulle ansøges om ny tilladelse til det nye
(hoved)formål. Dette gælder også ved
ændringer i ansættelsesforhold, hvis tilladelsen
angår arbejde for en bestemt arbejdsgiver, og ændringer
med hensyn til, hvilke familiemedlemmer den pågældende
skal besøge. Der kræves ikke en ny tilladelse,
så længe hovedformålet med indrejsen og opholdet
er at besøge et eller flere familiemedlemmer, der er
nævnt i tilladelsen (uanset om den pågældende -
som et biformål - også besøger andre
familiemedlemmer). Hvis hovedformålet derimod er at
besøge familiemedlemmer, der ikke er nævnt i
tilladelsen, skal der ansøges om ny tilladelse (uanset om
indrejsen og opholdet også har til (bi)formål at
besøge familiemedlemmer, der er nævnt i
tilladelsen).
En person, der indrejser eller
opholder sig i området på grundlag af en tilladelse,
der ikke er dækkende for det reelle hovedformål med
indrejsen eller opholdet, eller som er udløbet, kan straffes
efter stk. 1 for indrejse eller ophold uden tilladelse.
Det foreslås i stk. 5, 2. pkt., at justitsministeren kan
fastsætte, at afgørelser efter stk. 4 ikke kan
indbringes for højere administrativ myndighed. Bemyndigelsen
er relevant, i det omfang justitsministeren har henlagt kompetencen
til at træffe afgørelse efter stk. 4 til en anden
myndighed.
Der henvises i øvrigt til
pkt. 4 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Til nr.
4
Straffelovens § 128
kriminaliserer hvervning i den danske stat til fremmed
krigstjeneste. Bestemmelsen er subsidiær i forhold til
straffelovens § 101 a, stk. 2, om hvervning til en fjendtlig
væbnet styrke.
Det foreslås at ændre
"krigstjeneste" til "væbnet styrke", således at
bestemmelsen fremover kriminaliserer hvervning i den danske stat
til en fremmed væbnet styrke.
Væbnet styrke skal
forstås som en bevæbnet gruppe med en vis organisering.
Forståelsen af begrebet "væbnet styrke" tager
udgangspunkt i den humanitære folkeret. Begrebet omfatter
såvel statslige som ikke-statslige væbnede styrker.
For så vidt angår
statslige styrker fastslår artikel 43, stk. 1, i
Tillægsprotokol I til Genève-konventionerne
vedrørende international væbnet konflikt, at
væbnede styrker tilhørende en part i en konflikt
består af alle organiserede væbnede styrker, grupper og
enheder, som er under en kommando, der over for denne part er
ansvarlig for de underordnedes handlemåde, også selv om
denne part er repræsenteret af en regering eller en
myndighed, der ikke anerkendes af en modpart. Sådanne
væbnede styrker skal være underkastet et internt
disciplinært system, som bl.a. skal håndhæve
overholdelsen af de folkeretlige regler under væbnede
konflikter. Denne definition af statslige væbnede styrker
finder også anvendelse for statslige væbnede styrker
under ikke-international væbnet konflikt. Det bemærkes,
at kravet om håndhævelse af de folkeretlige regler skal
forstås således, at de eksisterede kommandostrukturer
skal muliggøre et sådan disciplinært system, men
derimod ikke nødvendigvis, at reglerne i praksis
håndhæves.
Begrebet væbnet styrke i den
foreslåede affattelse af bestemmelsen anvendes som
anført ligeledes om ikke-statslige styrker, der deltager i
ikke-internationale væbnede konflikter, jf. fælles
artikel 3 i Genève-konventionerne. I Tillægsprotokol
II til Genève-konventionerne betegnes sådanne
ikke-statslige væbnede styrker som "fjendtlige væbnede
styrker" eller "andre organiserede væbnede grupper".
Fjendtlige væbnede styrker ("dissident armed forces")
omfatter i hovedsagen væbnede styrker, der har tilhørt
et lands statslige styrker, men har udskilt sig herfra og nu
kæmper mod disse. Identifikation af medlemmerne af
sådanne "fjendtlige væbnede styrker" er generelt at
sammenligne med identifikation af statslige væbnede styrker,
idet kommandostrukturer ofte vil være intakte selv efter
udskillelsen fra de statslige væbnede styrker.
For så vidt angår
"andre organiserede væbnede grupper" er disse ofte
vanskeligere at identificere. De omfatter irregulære
væbnede grupper, der har en vis organisationsgrad og
kommandostruktur. Sådanne grupper har derimod sjældent
formaliserede regelsæt for tilslutning, og medlemmerne kan
ofte ikke identificeres gennem ydre karakteristika som uniformer,
mærker, id-kort mv. Medlemskab af sådanne
ikke-statslige væbnede styrker vil således kun i visse
tilfælde finde udtryk i formelle eller faktiske skridt mod
egentlig tilslutning i form af nærmere procedure for
hvervning og tilslutning. Tilslutning og dermed hvervning vil ofte
finde udtryk i de funktioner, vedkommende varetager for den
ikke-statslige væbnede styrke.
I den humanitære folkeret er
fokus for så vidt angår ikke-statslige væbnede
styrker i den forbindelse navnlig på varetagelse af
kampfunktioner. Bestemmelsen i den foreslåede affattelse
omfatter imidlertid hvervning til en fremmed væbnet styrke,
uanset hvilken funktion den, der hverves, skal have i den
væbnede styrke. Det er dermed ikke et krav, at hvervningen er
med henblik på at deltage i kamphandlinger. Også
hvervning med henblik på at fungere som eksempelvis
sanitetspersonale eller feltpræst er omfattet, når
disse organisatorisk er en del af den væbnede styrke.
Det bemærkes, at folkeretlige
regler kan indeholde begrænsninger i adgangen til at
retsforfølge personer, der ellers måtte være
omfattet af kriminaliseringen i straffelovens § 128. Det
gælder bl.a. regler om strafferetlig immunitet for
statsrepræsentanter for handlinger udført i officiel
kapacitet. Disse regler er i hovedsagen sædvaneretsbaserede
og deres nærmere indhold omtvistet. Også regler om
diplomatisk immunitet kan efter omstændighederne være
relevante, ligesom konkrete aftaler om eksempelvis status for
fremmede styrkers tilstedeværelse på dansk territorium
kan indeholde relevante immunitetsregler. Samspillet mellem
sådanne regelsæt og kriminaliseringen i straffelovens
§ 128 vil, såfremt spørgsmålene
aktualiseres, skulle afklares konkret.
Der henvises i øvrigt til
pkt. 3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Til §
2
Det foreslås at ophæve
lov nr. 149 af 2. august 1914, hvorved det forbydes fra dansk
Territorium at understøtte krigsførende Magter.
Der henvises til pkt. 2 i
lovforslagets almindelige bemærkninger.
Til §
3
Det foreslås, at loven
træder i kraft den 1. juli 2016.
De foreslåede nye strafbestemmelser finder anvendelse
på forhold, der er begået efter lovens
ikrafttræden, jf. straffelovens § 3.
Bilag 1
Lovforslaget sammenholdt med gældende
lov
| | | | | | | | § 1 | | | | | | I straffeloven, jf. lovbekendtgørelse
nr. 873 af 9. juli 2015, som ændret ved lov nr. 1880 af 29.
december 2015 og lov nr. 170 af 27. februar 2016, foretages
følgende ændringer: | | | | § 114
c. --- | | 1. I § 114 c, stk. 3, indsættes som
2. og 3.
pkt.: | Stk.
2. --- | | | Stk. 3. Med
fængsel indtil 6 år straffes den, som lader sig hverve
til at begå handlinger omfattet af § 114 eller §
114 a. | | »Er den pågældende
tilsluttet en væbnet styrke, kan straffen stige til
fængsel indtil 10 år eller under særligt
skærpende omstændigheder til fængsel indtil 16
år. Som særligt skærpende omstændigheder
anses navnlig tilfælde, hvor den pågældende har
deltaget i kamphandlinger.« | | | | | | § 114 e. Med
fængsel indtil 6 år straffes den, som i øvrigt
fremmer virksomheden for en person, en gruppe eller en
sammenslutning, der begår eller har til hensigt at begå
handlinger omfattet af §§ 114, 114 a, 114 b, 114 c eller
114 d. | | 2. I § 114 e indsættes som 2. og 3.
pkt.: »Er den pågældende
tilsluttet en væbnet styrke, kan straffen stige til
fængsel indtil 10 år eller under særligt
skærpende omstændigheder til fængsel indtil 16
år. Som særligt skærpende omstændigheder
anses navnlig tilfælde, hvor den pågældende har
deltaget i kamphandlinger.« | | | | | | 3. Efter
§ 114 h indsættes: | | | | | | »§ 114
i. Den, der fra en gruppe eller sammenslutning, der
begår eller har til hensigt at begå handlinger omfattet
af § 114 eller § 114 a, modtager økonomisk
støtte i penge eller andre ydelser til brug for oprettelse
eller drift af en institution eller virksomhed eller til lignende
formål her i landet, straffes med fængsel indtil 6
år. | | | | | | § 114 j. Den,
der har dansk indfødsret eller bopæl i den danske
stat, og som uden tilladelse indrejser eller opholder sig i et
område som nævnt i stk. 3, straffes med bøde
eller fængsel indtil 6 år, jf. dog stk. 2. | | | Stk. 2. Stk. 1
gælder ikke for indrejse og ophold som led i udøvelse
af dansk, udenlandsk eller international offentlig tjeneste eller
hverv. | | | Stk. 3.
Justitsministeren kan efter forhandling med udenrigsministeren og
forsvarsministeren fastsætte regler om, at et område,
hvor en gruppe eller sammenslutning som nævnt i § 114 e
er part i en væbnet konflikt, skal være omfattet af
stk. 1. | | | Stk. 4.
Justitsministeren eller den, ministeren bemyndiger til det,
tillader efter ansøgning, at en person indrejser eller
opholder sig i et område som nævnt i stk. 1, hvis
indrejsen eller opholdet har et anerkendelsesværdigt
formål. En tilladelse kan omfatte en gruppe af personer, der
er tilknyttet en bestemt virksomhed eller organisation m.v. | | | Stk. 5.
Justitsministeren kan fastsætte nærmere regler om
indgivelse af ansøgninger efter stk. 4, herunder om fristen
herfor. Justitsministeren kan i den forbindelse fastsætte, at
afgørelser efter stk. 4 ikke kan indbringes for
højere administrativ myndighed.« | | | | § 128. Den,
som i den danske stat foretager hvervning til fremmed
krigstjeneste, straffes med bøde eller fængsel indtil
2 år. | | 4. I § 128 ændres
»krigstjeneste« til: »væbnet
styrke«. | | | | | | § 2 | | | | | | Lov nr. 149 af 2. august 1914, hvorved det
forbydes fra dansk Territorium at understøtte
krigsførende Magter ophæves. | | | | | | § 3 | | | | | | Loven træder i kraft den 1. juli
2016. | | | |
|