L 50 Forslag til lov om EKF Danmarks Eksportkredit.

Af: Erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen (V)
Udvalg: Erhvervs-, Vækst- og Eksportudvalget
Samling: 2015-16
Status: Stadfæstet

Lovforslag som fremsat

Fremsat: 11-11-2015

Fremsat den 11. november 2015 af erhvervs- og vækstministeren (Troels Lund Poulsen)

20151_l50_som_fremsat.pdf
Html-version

Fremsat den 11. november 2015 af erhvervs- og vækstministeren (Troels Lund Poulsen)

Forslag

til

Lov om EKF Danmarks Eksportkredit

Kapitel 1

Formål, etablering og ejerskab

§ 1. EKF Danmarks Eksportkredit har til formål at fremme danske virksomheders muligheder for eksport og internationalisering, deltagelse i den globale værdikæde og opdyrkelse af nye markeder gennem international konkurrencedygtig finansiering og risikodækning.

Stk. 2. EKF Danmarks Eksportkredit kan repræsentere regeringen i sager vedrørende eksportkreditpolitik nationalt og internationalt.

Stk. 3. EKF Danmarks Eksportkredit skal inden for sit forretningsområde følge regeringens bestemmelser for så vidt angår eksportfremme, handelspolitik og politisk pålagte handelssanktioner og eksportkontrol.

§ 2. EKF Danmarks Eksportkredit kan for at opnå sit formål mod vederlag blandt andet:

1) Yde risikodækning,

2) yde lån,

3) yde ansvarlig kapital,

4) formidle blandede kreditter,

5) yde tjenesteydelser med hensyn til administration, inddrivelse og overtagelse af udestående fordringer i udlandet og

6) levere sine ydelser i forbindelse med salg af skibe, der bygges på indenlandske skibsværfter for indenlandske redere.

Stk. 2. EKF Danmarks Eksportkredit kan stifte selskaber og erhverve ejerandele i selskaber med begrænset ansvar.

Stk. 3. EKF Danmarks Eksportkredit kan påtage sig garanti-, låne- og andre forpligtelser med henblik på at tilvejebringe finansiering, herunder i samarbejde med andre selskaber, fonde, institutioner og organisationer.

Stk. 4. EKF Danmarks Eksportkredit kan kun yde finansiering og risikodækning i den udstrækning, det private, kommercielle forsikrings- og kapitalmarked ikke normalt påtager sig risici af den pågældende art eller omfang.

Stk. 5. Erhvervs- og vækstministeren kan fastsætte regler om, at EKF Danmarks Eksportkredit kan varetage andre opgaver indenfor sit formål, jf. § 1, stk.1.

Stk. 6. Erhvervs- og vækstministeren kan fastsætte regler om adgang til EKF Danmarks Eksportkredits ydelser for virksomheder på Færøerne og i Grønland.

§ 3. EKF Danmarks Eksportkredit etableres som en selvstændig offentlig virksomhed.

§ 4. EKF Danmarks Eksportkredit viderefører den under Eksport Kredit Fonden (EKF) hidtil drevne virksomhed med tilhørende aktiver og passiver og indtræder i samtlige rettigheder og forpligtelser i forbindelse hermed.

§ 5. Erhvervs- og vækstministeren udøver i forhold til EKF Danmarks Eksportkredit de beføjelser, der efter selskabsloven og årsregnskabsloven tilkommer generalforsamlingen i et aktieselskab, idet erhvervs- og vækstministeren herved sidestilles med en eneaktionær.

Stk. 2. I EKF Danmarks Eksportkredit afholdes generalforsamling i form af et virksomhedsmøde.

Stk. 3. Erhvervs- og vækstministeren fastsætter vedtægter for EKF Danmarks Eksportkredit.

§ 6. Lov om offentlighed i forvaltningen, lov om Folketingets Ombudsmand og forvaltningsloven gælder for EKF Danmarks Eksportkredit og virksomhedens eventuelle datterselskaber med undtagelse af aktiviteter udøvet i medfør af § 2.

Stk. 2. Selskabsloven, herunder de særlige bestemmelser for statslige aktieselskaber, finder anvendelse for EKF Danmarks Eksportkredit og virksomhedens eventuelle datterselskaber med de ændringer, der følger af denne lov.

Stk. 3. Årsregnskabslovens regler for aktieselskaber om udarbejdelse og indsendelse af årsrapport m.v., herunder de bestemmelser, der gælder for statslige aktieselskaber, finder anvendelse for EKF Danmarks Eksportkredit og virksomhedens eventuelle datterselskaber med de ændringer, der følger af denne lov. EKF Danmarks Eksportkredit kan fravige de krav, der fremgår af årsregnskabslovens § 23 om opstilling af balance og resultatopgørelse i skematisk form.

Stk. 4. Beslutninger truffet af EKF Danmarks Eksportkredit og virksomhedens eventuelle datterselskaber i forbindelse med aktiviteter udøvet i medfør af § 2 kan ikke påklages til andre administrative myndigheder.

Kapitel 2

Ledelse og økonomi

§ 7. EKF Danmarks Eksportkredit ledes af en bestyrelse og en direktør.

Stk. 2. Erhvervs- og vækstministeren udpeger op til 7 medlemmer til bestyrelsen, herunder formanden og næstformanden, for en periode op til 2 år. De pågældende kan genudpeges. Ministeren kan til enhver tid på et virksomhedsmøde afsætte de udpegede medlemmer.

Stk. 3. Medarbejderne vælger, udover de af erhvervs- og vækstministeren udpegede medlemmer, 2 repræsentanter til bestyrelsen for en periode på op til 2 år med mulighed for genvalg.

Stk. 4. Bestyrelsens medlemmer skal tilsammen have de nødvendige kompetencer til at varetage virksomhedens formål, herunder den fornødne kreditfaglige, finansielle, forretningsmæssige, ledelsesmæssige og økonomiske indsigt.

Stk. 5. Erhvervs- og vækstministeren fastsætter bestyrelseshonorarer.

§ 8. Bestyrelsen varetager den overordnede og strategiske ledelse af EKF Danmarks Eksportkredit.

Stk. 2. Bestyrelsen ansætter efter forudgående orientering af erhvervs- og vækstministeren en direktør til varetagelse af den daglige ledelse.

Stk. 3. Bestyrelsen fastsætter sin egen forretningsorden og en direktionsinstruks.

Stk. 4. Direktøren er underlagt instruks fra og refererer til erhvervs- og vækstministeren for så vidt angår forhold vedrørende eksportkreditpolitik, jf. § 1, stk. 2.

Stk. 5. Bestyrelsen holder erhvervs- og vækstministeren orienteret om alle væsentlige forhold vedrørende EKF Danmarks Eksportkredit, herunder væsentlige ændringer i EKF Danmarks Eksportkredits økonomi.

§ 9. EKF Danmarks Eksportkredits egenkapital skal til stadighed være af en sådan størrelse, at den sammen med hensættelserne udgør et forsvarligt grundlag for virksomhedens forpligtelser og aktiviteter.

Stk. 2. EKF Danmarks Eksportkredits indtægter og udgifter skal balancere på længere sigt under hensyntagen til den internationale konkurrencesituation og særlige handelspolitiske hensyn.

Stk. 3. EKF Danmarks Eksportkredits frie midler kan placeres i særligt sikre værdipapirer.

Stk. 4. Der kan ydes statslige genudlån til EKF Danmarks Eksportkredit.

§ 10. Staten indtræder i EKF Danmarks Eksportkredits rettigheder og forpligtelser i det omfang virksomhedens egenkapital og hensættelser ikke er tilstrækkelige.

§ 11. EKF Danmarks Eksportkredits regnskabsår er kalenderåret.

Stk. 2. EKF Danmarks Eksportkredits årsrapport revideres af en statsautoriseret revisor og af rigsrevisor. Revisionen udføres i overensstemmelse med god offentlig revisionsskik, jf. § 3 i lov om revisionen af statens regnskaber m.m. Den statsautoriserede revisor vælges efter indstilling fra bestyrelsen af erhvervs- og vækstministeren på et virksomhedsmøde for 1 år ad gangen og kan genvælges.

Stk. 3. Den reviderede årsrapport forelægges til godkendelse på et virksomhedsmøde.

§ 12. Revisorerne kan afkræve EKF Danmarks Eksportkredit enhver oplysning, som revisorerne anser for fornøden. Revisorerne skal til enhver tid have adgang til at gøre sig bekendt med virksomhedens regnskaber og virksomhed i øvrigt.

§ 13. EKF Danmarks Eksportkredit kan efter finansministerens nærmere bestemmelse indgå kollektive overenskomster eller i øvrigt fastsætte løn og andre ansættelsesvilkår for ansatte i virksomheden.

Kapitel 3

Administrative bestemmelser

§ 14. Erhvervs- og vækstministeren fører tilsyn med EKF Danmarks Eksportkredit.

Stk. 2. EKF Danmarks Eksportkredit skal efter anmodning stille enhver oplysning om virksomheden og dens aktiviteter til rådighed for erhvervs- og vækstministeren.

§ 15. Loven træder i kraft den 1. juli 2016.

Stk. 2. Lov om Dansk Eksportkreditfond m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 913 af 9. december 1999, ophæves.

Stk. 3. EKF Danmarks Eksportkredits videreførelse af den i Eksport Kredit Fonden (EKF) hidtil drevne virksomhed sker i regnskabsmæssig henseende med virkning fra den 1. januar 2016.

§ 16. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.

Bemærkninger til lovforslaget

 
Almindelige bemærkninger
 
Indholdsfortegnelse
 
1.
INDLEDNING
2.
HOVEDPUNKTER I LOVFORSLAGET
 
2.1.
Virksomhedens organisering
  
2.1.1.
Gældende ret
  
2.1.2.
Erhvervs- og Vækstministeriets overvejelser og lovforslagets indhold
 
2.2.
EKF Danmarks Eksportkredits ledelse mv.
  
2.2.1.
Gældende ret
  
2.2.2.
Erhvervs- og Vækstministeriets overvejelser og lovforslagets indhold
 
2.3.
Eksportkreditpolitik
  
2.3.1.
Gældende ret
  
2.3.2.
Erhvervs- og Vækstministeriets overvejelser og lovforslagets indhold
 
2.4.
EKF Danmarks Eksport Kredits økonomi mv.
  
2.4.1.
Gældende ret
  
2.4.2.
Erhvervs- og Vækstministeriets overvejelser og lovforslagets indhold
 
2.5.
Eksportlåneordningen
  
2.5.1.
Gældende ret
  
2.5.2.
Erhvervs- og Vækstministeriets overvejelser og lovforslagets indhold
 
2.6.
Tilsyn
  
2.6.1.
Gældende ret
  
2.6.2.
Erhvervs- og Vækstministeriets overvejelser og lovforslagets indhold
3.
ØKONOMISKE OG ADMINISTRATIVE KONSEKVENSER FOR DET OFFENTLIGE
4.
ØKONOMISKE OG ADMINISTRATIVE KONSEKVENSER FOR ERHVERVSLIVET
5.
ADMINISTRATIVE KONSEKVENSER FOR BORGERNE
6.
MILJØMÆSSIGE KONSEKVENSER
7.
FORHOLDET TIL EU-RETTEN
8.
HØRTE MYNDIGHEDER OG ORGANISATIONER MV.
9.
SAMMENFATTENDE SKEMA
 


1. INDLEDNING

Den danske eksportkreditordning, der i dag varetages af Eksport Kredit Fonden (EKF), blev etableret i 1922, og lovgrundlaget blev senest væsentligt ændret i 1999. Eksportkreditordningen har siden dens oprettelse i 1922 haft til formål at sikre danske eksportvirksomheder konkurrencedygtige vilkår med hensyn til finansiering og risikodækning i forbindelse med eksport og internationalisering i den udstrækning, som det private, kommercielle forsikrings- og kapitalmarked ikke normalt påtager sig risici af den pågældende art eller omfang, herunder politiske og kommercielle risici.

Lovforslaget har til formål at modernisere og opdatere lovgivningen vedrørende Eksport Kredit Fonden (EKF) med henblik på at sikre, at lovgrundlaget er tilpasset de opgaver, som Eksport Kredit Fonden (EKF) udfører nu og forventes at udføre i fremtiden. Eksport Kredit Fonden (EKF) har igennem de senere år fået en række nye opgaver og oplevet en betydelig vækst i efterspørgslen efter dens ydelser. Eksport Kredit Fondens (EKF) aktivitet forventes at udvikle sig i lyset af den øgede globalisering og danske virksomheders stigende eksport til eksisterende og nye markeder. Eksport Kredit Fonden (EKF) varetager i den forbindelse en central funktion for mange danske eksportører og deres eksportmuligheder, idet eksportkredit er et vigtigt konkurrenceparameter for danske virksomheder i den internationale konkurrence. Eksport Kredit Fonden (EKF) understøtter således i dag eksporten fra en lang række små, mellemstore og store virksomheder i hele Danmark inden for forskellige brancher som for eksempel vindteknologi og anden grøn teknologi, cementproduktion, infrastruktur og forsyning, skibe og havne, landbrugs- og fødevareteknologi og olie- og gasindustri.

De fleste OECD-lande tilbyder deres eksportører eksportkredit under lignende ordninger, hvorfor det af hensyn til den danske konkurrenceevne er vigtigt, at Eksport Kredit Fonden (EKF) løbende har mulighed for at kunne tilbyde danske virksomheder de samme eller tilsvarende ydelser som de andre eksportkreditinstitutter i OECD. Med lovforslaget sikres det, at Eksport Kredit Fonden (EKF) kan fortsætte med at understøtte danske virksomheders eksport og investeringer til gavn for vækst og beskæftigelse i eksporterhvervene på en måde, der supplerer finansiering og forsikring fra den private sektor.

Samtidig har lovforslaget til formål at tilpasse og styrke den juridiske ramme omkring virksomheden Eksport Kredit Fonden (EKF) og statens ejerskab heraf. Konkret sker det ved, at det foreslås at omdanne Eksport Kredit Fonden (EKF) fra en selvstændig forvaltningsenhed til en selvstændig offentlig virksomhed, også kaldet en SOV. Det skal sikre, at rammerne omkring Eksport Kredit Fondens (EKF) virksomhed muliggør, at Eksport Kredit Fonden (EKF) på bedst mulig måde kan drive den forretningsorienterede virksomhed og dermed lettere løbende kan tilpasse sig forandringer i markedet og sikre en hensigtsmæssig tilpasning af de leverede ydelser.

Med omdannelsen fra en selvstændig forvaltningsenhed til en selvstændig offentlig virksomhed er det ikke hensigten at ændre Eksport Kredit Fondens (EKF) formål, men at tilpasse, fremtidssikre og styrke den juridiske ramme omkring Eksport Kredit Fondens (EKF) aktiviteter og udøvelsen af statens ejerskab heraf. De opgaver, som Eksport Kredit Fonden (EKF) varetager, videreføres således ved omdannelsen, og finansieringen heraf fortsætter ligeledes i hovedtræk uændret. Det betyder, at Eksport Kredit Fondens (EKF) aktiviteter som udgangspunkt fortsat vil skulle finansieres inden for rammerne af egenkapitalen og den løbende opbygning heraf. Kapitalen vil, når der opstår behov herfor, kunne reguleres ved statslige indskud eller udtræk, hvilket historisk er sket i flere tilfælde.

I forbindelse med omdannelsen fastsættes der endvidere regler om kravene til virksomhedens bestyrelse og ledelse med henblik på blandt andet at sikre en forsvarlig drift af virksomhedens aktiviteter. Omdannelsen til en selvstændig offentlig virksomhed giver mulighed for, at Eksport Kredit Fonden (EKF) kan agere som et selskab på forretningsmæssige vilkår underlagt erhvervs- og vækstministerens ejerskab og tilsyn. Erhvervs- og vækstministeren vil være at sidestille med en eneaktionær og vil som følge heraf udøve det tilsyn og de beføjelser, der normalt varetages af generalforsamlingen i et aktieselskab i tillæg til det overordnede ministertilsyn, som udøves i medfør af dette lovforslag.

Endelig medfører lovforslaget en modernisering og forenkling af regelgrundlaget for Eksport Kredit Fondens (EKF) virksomhed med det sigte at gøre regelgrundlaget mere overskueligt. Tidligere har regelgrundlaget været fordelt på lov om Dansk Eksportkreditfond m.v., en række aktstykker samt tekstanmærkninger på Finansloven, en administrationsbekendtgørelse og et cirkulære med vedtægten for Eksport Kredit Fonden (EKF). Fremadrettet vil reglerne for Eksport Kredit Fondens (EKF) virksomhed være indeholdt i loven og i Eksport Kredit Fondens (EKF) vedtægter.

Det foreslås samtidig, at virksomheden ændrer navn til EKF Danmarks Eksportkredit, hvorfor dette navn anvendes i lovforslaget, medmindre der er tale om en eksplicit henvisning til den gamle virksomhedsorganisation.

2. HOVEDPUNKTER I LOVFORSLAGET

2.1. Virksomhedens organisering

2.1.1. Gældende ret

Eksport Kredit Fonden (EKF) blev etableret i 1995 som en selvstændig forvaltningsenhed. En selvstændig forvaltningsenhed er en juridisk person, der i henhold til lov varetager en bestemt del af den offentlige forvaltning. Enheden har en selvstændig indtægt og formue. Eksport Kredit Fonden (EKF) blev på grund af sine samfunds- og forvaltningsmæssige opgaver oprettet som en selvstændig forvaltningsenhed, og formålet med oprettelsen var, at danske eksportvirksomheder skulle tilbydes konkurrencedygtige garanti- og finansieringsvilkår i forhold til deres udenlandske konkurrenter, ligesom eksportkreditgaranti- og finansieringssystemet skulle gøres mere enkelt, overskueligt og kundevenligt for brugerne.

2.1.2. Erhvervs- og Vækstministeriets overvejelser og lovforslagets indhold

Siden Eksport Kredit Fondens (EKF) oprettelse som selvstændig forvaltningsenhed er SOV-konstruktionen blevet en alment accepteret organisationsform. Samtidig er rammen omkring statsligt ejerskab og etableringen af statslige selskaber i flere omgange blevet opdateret og styrket, senest med Statens ejerskabspolitik fra april 2015. Det har betydet, at en række forhold vedrørende organiseringen af Eksport Kredit Fonden (EKF) ikke længere er i fuld overensstemmelse med de gældende retningslinjer, blandt andet i forhold til tilsynet med Eksport Kredit Fonden (EKF), bestyrelsens sammensætning og målstyringen af Eksport Kredit Fonden (EKF).

Eksport Kredit Fonden (EKF) løser først og fremmest opgaver af forretningsmæssig karakter til gavn for dansk eksport. Eksport Kredit Fondens (EKF) aktiviteter og virksomhedens tætte samarbejde med den finansielle sektor betyder, at Eksport Kredit Fonden (EKF) i hovedsagen arbejder som en finansiel virksomhed og derfor har brug for at være organiseret i en juridisk virksomhedsform, der modsvarer dette. Samtidig er det væsentligt, at virksomheden ledes af en professionel bestyrelse med relevant erfaring og kompetence på området for eksportkredit, som er ansvarlig for virksomhedens drift og strategiske udvikling, da dette er med til at sikre den fornødne fleksibilitet til at kunne tilpasse sig den fremtidige udvikling. Eksport Kredit Fonden (EKF) varetager derudover som følge af virksomhedens særlige ekspertise, en sektorpolitisk opgave i forhold til eksportkreditpolitik i internationale fora, herunder WTO og OECD, for derigennem at sikre, at danske interesser inden for eksportkreditområdet varetages bedst muligt.

Med omdannelsen til en selvstændig offentlig virksomhed (SOV) videreføres Eksport Kredit Fonden (EKF) inden for selskabslovens rammer og det regelgrundlag, der gælder for ledelse i kapitalselskaber, med de modifikationer, der følger af virksomhedens karakter af en SOV. Det betyder, at EKF Danmarks Eksportkredit som udgangspunkt reguleres som et aktieselskab efter selskabslovens regler, herunder de bestemmelser i selskabsloven, der gælder for statslige aktieselskaber. Eksport Kredit Fonden (EKF) har imidlertid ikke en nominel selskabskapital svarende til en aktiekapital, og derfor vil selskabslovens regler om aktiekapital ikke finde anvendelse i forhold til EKF Danmarks Eksportkredit. Da Eksport Kredit Fonden (EKF) er oprettet ved særskilt lov, vil selskabslovens regler om bl.a. fusion, spaltning og omdannelse heller ikke finde direkte anvendelse på virksomheden.

Med virksomhedsformen kan EKF Danmarks Eksportkredit fortsat sikre dansk erhvervsliv internationalt konkurrencedygtige vilkår inden for finansiering og risikodækning. Eksportkreditter er et finansielt instrument, der kan anvendes handelspolitisk og dermed ikke med henblik på at opnå et maksimalt overskud af de eksporterende lande og er typisk konjunkturmodløbende, da det private marked i perioder med økonomisk fremgang i højere grad er villigt til at påtage sig risici og dermed som udgangspunkt mindske behovet for EKF Danmarks Eksportkredits deltagelse. Modsat vil det private marked i perioder med økonomisk tilbagegang i mindre grad være villigt til at påtage sig risici og dermed som udgangspunkt øge behovet for EKF Danmarks Eksportkredits deltagelse. Samtidig kan EKF Danmarks Eksportkredit fortsat repræsentere regeringen i sager vedrørende eksportkreditpolitik nationalt og internationalt, hvilket bevirker, at EKF Danmarks Eksportkredit i den sammenhæng skal behandles som en offentlig myndighed, med hvad det indebærer i forhold til eksempelvis instruktions- og tilsynsbeføjelser. EKF Danmarks Eksportkredits aktiviteter udgør dermed en hybrid mellem erhvervsfremme og markedsfinansiering, som ikke egner sig til at blive placeret i et egentligt aktieselskab eller i en klassisk forvaltningsmyndighed, som f.eks. en styrelse. Det er på den baggrund, at en organisering af EKF Danmarks Eksportkredit som en SOV, hvor den selskabsretlige og offentligretlige regulering finder anvendelse i det omfang, virksomhedens aktiviteter tilsiger det, er fundet hensigtsmæssigt.

EKF Danmarks Eksportkredits status som selvstændig offentlig virksomhed indebærer, at virksomhedens formue fortsat holdes adskilt fra statens. Det betyder bl.a., at virksomheden inklusiv eventuelle datterselskaber har en selvstændig formue, og at indtægter og omkostninger ikke vil fremgå af finansloven. EKF Danmarks Eksportkredit vil fortsat indgå i statsregnskabet via Erhvervs- og Vækstministeriets ejerskab. EKF Danmarks Eksportkredit vil som følge af den selvstændige juridiske status ikke indgå i det almindelige administrative hierarki og er som sådan ikke en del af den offentlige forvaltning. Beslutninger truffet af EKF Danmarks Eksportkredit og dets eventuelle datterselskaber i forbindelse med udøvelsen af aktiviteterne kan derfor ikke påklages til en højere administrativ myndighed.

2.2. EKF Danmarks Eksportkredits ledelse mv.

2.2.1. Gældende ret

Eksport Kredit Fonden (EKF) ledes i dag af en bestyrelse bestående af otte medlemmer. Fem medlemmer kommer fra erhvervslivet, mens de resterende tre er statslige repræsentanter fra henholdsvis Erhvervs- og Vækstministeriet, Finansministeriet og Udenrigsministeriet. Bestyrelsesmedlemmer udpeges for 3 år, og genudnævnelse kan finde sted. Bestyrelsen er Eksport Kredit Fondens (EKF) øverste myndighed, men bestyrelsen er dog ikke ansvarlig for sager vedrørende eksportkreditpolitik.

Eksport Kredit Fondens (EKF) daglige ledelse varetages af en direktør, der udpeges og afskediges af erhvervsministeren efter drøftelse med bestyrelsen ved dens formand. Direktøren er underlagt ministerinstruktion i forbindelse med varetagelsen af sager vedrørende eksportkreditpolitik, herunder i internationale fora som OECD og EU samt i forbindelse med nationale eksportkreditpolitiske spørgsmål.

Eksport Kredit Fonden (EKF) skal inden for sit forretningsområde, hvor bestyrelsen er ansvarlig, som for områder, hvor Eksport Kredit Fonden (EKF) er underlagt instruktion fra erhvervsministeren, følge regeringens bestemmelser for så vidt angår eksportfremme, handelspolitik og politisk pålagte handelssanktioner og eksportkontrol.

2.2.2. Erhvervs- og Vækstministeriets overvejelser og lovforslagets indhold

Erhvervs- og vækstministeren vil i forbindelse med organiseringen af EKF Danmarks Eksportkredit som en selvstændig offentlig virksomhed blive sidestillet med en eneaktionær og vil som følge heraf udøve de beføjelser, der normalt varetages af generalforsamlingen i et aktieselskab. Ministerens beføjelser vil derfor primært blive udøvet gennem ministerens ejerskabsrolle på eksempelvis et årligt virksomhedsmøde, der sidestilles med generalforsamlingen i et aktieselskab. På virksomhedsmødet vil regnskabet og årsrapporten for det foregående år blive forelagt med henblik på godkendelse. Herudover udøver ministeren tilsyn ved blandt andet afholdelse af møder med EKF Danmarks Eksportkredits ledelse.

Lovforslaget indebærer endvidere, at EKF Danmarks Eksportkredit også fremadrettet vil være ledet af en bestyrelse og en direktør.

Det foreslås, at bestyrelsen skal bestå af op til 9 medlemmer, hvoraf op til 7 medlemmer udpeges af erhvervs- og vækstministeren for højst 2 år. Udover de af erhvervs- og vækstministeren udpegede medlemmer vælger medarbejderne 2 repræsentanter til bestyrelsen for en periode på 2 år. Alle medlemmer har mulighed for at blive genudpeget og -valgt. Bestyrelsen skal varetage den overordnede og strategiske ledelse af EKF Danmarks Eksportkredit og vil være underlagt samme forpligtelser og ansvar som bestyrelser i kapitalselskaber. Bestyrelsen skal sammensættes, så den samlet set har de fornødne kompetencer til at varetage virksomhedens formål, herunder den fornødne finansielle, forretningsmæssige, ledelsesmæssige og økonomiske indsigt.

Bestyrelsen ansætter efter forudgående orientering af erhvervs- og vækstministeren en direktør til varetagelse af virksomhedens daglige ledelse.

Bestyrelsen skal i samarbejde med direktøren til hver en tid sikre den nødvendige kvalitet i beslutningerne med henblik på en forsvarlig drift af virksomheden og informere erhvervs- og vækstministeren om forhold, som vil kunne have væsentlig betydning for EKF Danmarks Eksportkredits drift, økonomi eller lignende. Erhvervs- og vækstministeren fører et overordnet tilsyn med og følger udviklingen i selskabet og sikrer herunder, at der sker en omkostningseffektiv drift. Erhvervs- og vækstministeren afholder i den sammenhæng løbende orienteringsmøder med EKF Danmarks Eksportkredit i det omfang, det er nødvendigt. På møderne orienteres om status og udvikling samt øvrige væsentlige forhold. Ministeren har endvidere mulighed for at indkalde til ad hoc møder, hvis nødvendigt.

Med lovforslaget fastholdes således adskillelsen mellem det forretningsmæssige ansvar for EKF Danmarks Eksportkredits virksomhed, som ligger hos EKF Danmarks Eksportkredits bestyrelse, og ministerens politiske ansvar og overordnede tilsyn med, at lovgivningen overholdes, og lovforslaget fastholder dermed princippet om armslængde mellem ministeren og EKF Danmarks Eksportkredit.

Princippet om armslængde sikrer, at ministerens ejerskab udøves under respekt for bestyrelsens kompetence. Dermed overlader ministeren den faktiske ledelse af EKF Danmarks Eksportkredit til bestyrelsen, hvilket skaber en klar fordeling af ansvaret, så der derved kan opnås et større fokus på den forretningsmæssige drift og værdiskabelse, indenfor hvilken EKF Danmarks Eksportkredit kan drives på egne præmisser ud fra hvad der tjener selskabet bedst.

2.3. Eksportkreditpolitik

2.3.1. Gældende ret

Eksport Kredit Fonden (EKF) kan i dag repræsentere regeringen nationalt eller internationalt i sager vedrørende eksportkreditpolitik. Eksport Kredit Fonden (EKF) forestår i den forbindelse som følge af virksomhedens særlige ekspertise myndighedsopgaver i form af forhandlinger i forbindelse med internationalt samarbejde om handels- og eksportkreditpolitik. Placeringen af denne opgavevaretagelse hos Eksport Kredit Fonden (EKF) skyldes, at forhandlingerne om den internationale regulering af eksportkreditter generelt set er af meget teknisk karakter og kræver indgående praktisk kendskab til og erfaring med håndtering af eksportkreditter. Således er der i OECD vedtaget en detaljeret regulering af de finansielle vilkår og betingelser, som gælder for eksportkreditter, herunder for løbetid, præmie og renter.

2.3.2. Erhvervs- og Vækstministeriets overvejelser og lovforslagets indhold

Eksportkreditter er reguleret internationalt både i WTO, OECD og EU, blandt andet med det formål at fremme ensartede konkurrencevilkår på eksportkreditområdet. Derigennem sikres det, at konkurrencen mellem de enkelte landes eksportører sker på grundlag af de eksporterede varer og tjenesteydelsers kvalitet og pris og ikke statssubsidier.

Eksport Kredit Fonden (EKF) har på baggrund af sin faglige ekspertise inden for eksportkreditområdet hidtil varetaget en række fortrinsvis internationale arbejdsopgaver i relation hertil i blandt andet EU og OECD på vegne af den danske regering. Dette skyldes, at den internationale regulering af eksportkreditter overordnet set er af meget teknisk karakter og kræver indgående praktisk kendskab til eksportkreditter. Således er der i OECD vedtaget en detaljeret regulering af de finansielle vilkår og betingelser, som gælder for eksportkreditter, herunder løbetid, præmie og renter. Endvidere er der i OECD-regi vedtaget retningslinjer for, hvordan eksportkreditinstitutterne vurderer den enkelte forretning med hensyn til miljø- og social bæredygtighed, ligesom der er vedtaget fælles principper for bæredygtig långivning samt en Anti-bestikkelseskonvention. De finansielle OECD-regler er bindende for EU-medlemslandene, og derudover er markedet for kortfristede eksportkreditter særskilt reguleret i EU.

Det er derfor fundet hensigtsmæssigt at bevare hjemlen til, at EKF Danmarks Eksport Kredits personale kan varetage de internationale arbejdsopgaver på eksportkreditområdet for derigennem at sikre, at danske interesser varetages bedst muligt. Varetagelsen af disse opgaver vil fortsat ske under instruktion fra erhvervs- og vækstministeren, hvorfor EKF Danmarks Eksport Kredit vil være underlagt instruktion fra ministeren, når EKF Danmarks Eksport Kredit repræsenterer regeringen nationalt eller internationalt. Det samme gælder i situationer, hvor der er behov for EKF Danmarks Eksport Kredits bistand i forbindelse med den nationale politiske proces.

2.4. EKF Danmarks Eksport Kredits økonomi mv.

2.4.1. Gældende ret

Eksport Kredit Fonden (EKF) har som selvstændig forvaltningsenhed en egen formue. Eksport Kredit Fondens (EKF) indtægter og udgifter skal balancere på lang sigt, og der er således ikke et krav, at Eksport Kredit Fonden (EKF) skal præstere et overskud. Eksport Kredit Fondens (EKF) egenkapital skal sammen med hensættelserne udgøre et forsvarligt grundlag for forpligtelserne og det fremadrettede aktivitetsniveau. Det er dermed egenkapitalen, der sætter den overordnede grænse for aktiviteten.

Eksport Kredit Fonden (EKF) hæfter med sin egenkapital og hensættelser for forpligtelser, der er indgået af Eksport Kredit Fonden (EKF). Er egenkapital og hensættelser ikke tilstrækkelige til at dække forpligtelserne, hæfter den danske stat.

2.4.2. Erhvervs- og Vækstministeriets overvejelser og lovforslagets indhold

Som en selvstændig offentlig virksomhed vil EKF Danmarks Eksport Kredit fortsat have en selvstændig formue. EKF Danmarks Eksport Kredits omkostninger og indtægter vil således ikke fremgå af finansloven. Samtidig fremgår det af lovforslaget, at staten indtræder i EKF Danmarks Eksport Kredits rettigheder og forpligtelser i det omfang EKF Danmarks Eksport Kredits egenkapital og hensættelser ikke er tilstrækkelige. EKF Danmarks Eksport Kredit fungerer således på forretningsmæssige vilkår, men er garanteret af den danske stat. Dette er en videreførelse af den gældende ordning og skyldes eksportkreditinstitutters særlige karakter og forretningsførelse, der er forbundet med en indeståelse svarende til en garanti fra staten.

Dette betyder samtidigt, at EKF Danmarks Eksport Kredits garantier til danske og udenlandske banker fortsat er omfattet af art. 201 i Europa-Parlamentets og Rådets Forordning (EU) nr. 575/2013 af 26. juni 2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter og investeringsselskaber og om ændring af forordning (EU) nr. 648/2012 (kapitalkravsforordningen), da EKF Danmarks Eksportkredit fortsat er en del af den danske stat og dermed anerkendt som udbyder af ufinansieret kreditrisikodækning.

Egenkapitalen i EKF Danmarks Eksport Kredit skal til enhver tid være af en sådan størrelse, at den sammen med hensættelserne udgør et forsvarligt grundlag for virksomhedens forpligtelser og aktiviteter i overensstemmelse med de bestemmelser, der måtte være fastsat i vedtægterne eller af EKF Danmarks Eksport Kredits bestyrelse. Principperne for EKF Danmarks Eksport Kredits økonomi vil grundlæggende være uændret, og reglerne for EKF Danmarks Eksport Kredits styring af egenkapitalen videreføres i vedtægterne efter omdannelsen. EKF Danmarks Eksport Kredits aktivitet skal dermed stadig være styret af princippet om forsvarlig egenkapitaldækning og princippet om balance mellem indtægter og udgifter på længere sigt, under hensyntagen til den internationale konkurrencesituation og særlige handelspolitiske hensyn. Egenkapitalen i EKF Danmarks Eksport Kredit skal således fortsat være så stor, at den muliggør de nødvendige hensættelser samtidig med, at EKF Danmarks Eksport Kredit med kort varsel skal kunne dække meget store risici i forbindelse med ny eksport. EKF Danmarks Eksport Kredits egenkapital skal således udgøre en tilstrækkelig buffer for forøgelser i hensættelserne, uanset om behovet hidrører fra porteføljestyring, ny garanti- eller långivning eller indfrielser af garantier eller truende tab. Såfremt det måtte være hensigtsmæssigt, kan EKF Danmarks Eksport Kredits kapital som hidtil reguleres ved statsligt kapitalindskud eller ved udlodning til staten. Der vil i vedtægterne for EKF Danmarks Eksport Kredit blive indarbejdet bestemmelser om en forsvarlig risikostyring i virksomheden. Det er endvidere forudsætningen, at bestyrelsen som led i det overordnede ansvar for driften løbende vil fastsætte mål, der understøtter en effektiv forretningsmæssig drift, og samtidig sikrer, at virksomheden drives omkostningseffektivt.

Derudover videreføres balancekravet om, at indtægterne på ydelserne på sigt skal dække EKF Danmarks Eksport Kredits omkostninger, herunder finansieringsomkostninger, hensættelser, tab og administrationsomkostninger samt bidrage til en vis opbygning af egenkapital. Af hensyn til de internationale forpligtelser indgået i OECD og WTO, og som gælder samtlige medlemslande, må EKF Danmarks Eksport Kredit på længere sigt således ikke oparbejde regnskabsmæssige underskud, men gerne overskud. Der er ikke i forbindelse med de internationale forpligtelser fastsat en nærmere specificering af tidshorisonten for balancekravet, idet forpligtelsen skal ses i lyset af den internationale konkurrencesituation, konjunkturforholdene og særlige handelspolitiske hensyn.

Afkastet af indskudskapitalen og EKF Danmarks Eksport Kredits øvrige midler, tilbagebetalte ydelser, præmieindtægter, gebyrer, renteindtægter og lignende indgår i EKF Danmarks Eksport Kredits drift og opbygning af egenkapital og kan anvendes til at yde finansiering og risikodækning. Udgifterne til administration, herunder også bestyrelseshonorarer, afholdes af EKF Danmarks Eksport Kredits midler.

Med lovforslaget fastholdes hjemlen til, at EKF Danmarks Eksport Kredit kan optage lån direkte hos staten, såkaldt statsligt genudlån. Derved sikres det, at EKF Danmarks Eksport Kredit har adgang til den nødvendige likviditet, dels til finansiering af eksportlåneordningen og eventuelle andre låneformer, dels til de øvrige behov, som løbende måtte opstå. EKF Danmarks Eksport Kredit kan endvidere optage lån i det private marked, herunder i form af obligationsudstedelser.

EKF Danmarks Eksport Kredits mulighed for at yde risikodækning og finansiering omfatter ifølge lovforslaget blandt andet lån til virksomheder, pengeinstitutter, forsikringsselskaber eller andre, som direkte eller indirekte påtager sig eller forsikrer en risiko i forbindelse med gennemførelsen af dansk eksport.

Rammerne for EKF Danmarks Eksport Kredits ydelse af risikodækning og finansiering sker i overensstemmelse med de til enhver tid værende interne retningslinjer i EKF Danmarks Eksport Kredit, under behørig hensyntagen til en konkret risikovurdering samt relevante internationale regelsæt. Det er EKF Danmarks Eksport Kredits ledelse, som har ansvaret for løbende at sikre, at risikodækning og finansiering ydes, hvor det private forsikrings- og kapitalmarked ikke normalt påtager sig risici af den pågældende art eller i tilstrækkeligt omfang. Det kan f.eks. være politiske og kommercielle risici på mellemlang eller lang sigt, kortfristede risici i højrisiko lande, samt afdækning af driftskapital og lån til danske eksportvirksomheder.

2.5. Eksportlåneordningen

2.5.1. Gældende ret

Eksportlåneordningen blev oprindeligt indført ved aktstykke nr. 87 af 28. januar 2009. Med Eksportlåneordningen kan store projekter med behov for lån på trecifrede millionbeløb og løbetider på op til 15 til 18 år låne pengene direkte hos Eksport Kredit Fonden (EKF).

Ved finansloven for 2015 blev adgangen til finansiering af Eksport Kredit Fondens (EKF) eksportlån via statsligt genudlån forlænget til 2020. Endvidere fremgår det af finansloven for 2015, at ordningen pr. 1. januar 2016 lægges ind under EKF Danmarks Eksportkredit.

2.5.2. Erhvervs- og Vækstministeriets overvejelser og lovforslagets indhold

At ordningen pr. 1. januar 2016 lægges ind under EKF Danmarks Eksportkredit betyder, at EKF Danmarks Eksportkredit overtager den eksisterende udlånsportefølje, og at nye udlån sker i EKF Danmarks Eksportkredits eget navn og for egen risiko. Eksportlåneordningens egenkapital indgår pr. 1. januar 2016 således i EKF Danmarks Eksportkredits samlede egenkapital og styringen heraf.

I henhold til finansloven for 2015 vil staten indtil 2020 fortsat stille statslige genudlån til rådighed for eksportlåneordningen. Det er en forudsætning for ydelsen af statslige genudlån, der ydes i danske kroner, at den samlede låneoptagelse sker inden for en ramme på 35 mia. kr. under hensyn til den af Nationalbanken udarbejdede liste over acceptable lånetyper, idet vilkårene i øvrigt er nærmere aftalt mellem Eksport Kredit Fonden (EKF) og Nationalbanken.

2.6. Tilsyn

2.6.1. Gældende ret

Erhvervs- og Vækstministeren fører i dag tilsyn med Eksport Kredit Fonden (EKF) og fastsætter nærmere regler for Eksport Kredit Fonden (EKF). Ministeren udøver sin tilsynspligt med Eksport Kredit Fonden (EKF) gennem sine beføjelser til at udpege bestyrelsen og direktøren, gennem den statslige repræsentation i bestyrelsen, gennem Eksport Kredit Fondens (EKF) beretning, gennem godkendelsen af regnskabet samt vedtægterne.

2.6.2. Erhvervs- og Vækstministeriets overvejelser og lovforslagets indhold

Det foreslås med lovforslaget, at erhvervs- og vækstministeren skal føre tilsyn med EKF Danmarks Eksport Kredit, herunder at virksomheden agerer inden for lovgivningens rammer. Det bemærkes dog, at ministeren ikke vil have instruktionsbeføjelser over for virksomheden i videre omfang end ved udøvelse af sin ejerbeføjelse på blandt andet virksomhedsmødet i forhold til EKF Danmarks Eksport Kredits forretningsorienterede aktiviteter. Erhvervs- og vækstministerens tilsyn vil svare til det, der udøves over for statslige aktieselskaber, og det er forudsætningen, at der i forbindelse hermed vil blive udarbejdet en række konkrete politikker vedrørende EKF Danmarks Eksport Kredits virksomhed for eksempelvis politikker for produkter, egenkapitalstyring, præmiebetaling, omkostninger, hensættelser, kredit og corporate social responsibility (CSR) i samarbejde mellem ministeren og EKF Danmarks Eksport Kredit.

EKF Danmarks Eksport Kredit vil som følge af sin status som selvstændig offentlig virksomhed ikke længere indgå i det almindelige statslige, administrative hierarki. I overensstemmelse med statens ejerskabspolitik vil erhvervs- og vækstministeren derfor ikke, udover de beføjelser der er fastsat i lovforslaget, have den samme instruktionsadgang over for EKF Danmarks Eksport Kredit, som der gælder inden for det almindelige statslige hierarki. Erhvervs- og vækstministeren vil dog kunne give instrukser på det årlige virksomhedsmøde, der svarer til generalforsamlingen i et aktieselskab.

Med henblik på at sikre erhvervs- og vækstministerens indsigt i EKF Danmarks Eksport Kredits forhold og forretningsplaner, hvilket er en forudsætning for at udøve et aktivt ejerskab over virksomheden, er det hensigten, at der udover virksomhedsmøderne også afholdes orienteringsmøder. Formålet med sådanne orienteringsmøder er, at erhvervs- og vækstministeren bliver orienteret om driften af EKF Danmarks Eksport Kredit og forhold, der har væsentlig økonomisk eller politisk interesse. EKF Danmarks Eksport Kredit skal desuden efter anmodning stille enhver oplysning om virksomheden og dens aktiviteter til rådighed for erhvervs- og vækstministeren.

3. ØKONOMISKE OG ADMINISTRATIVE KONSEKVENSER FOR DET OFFENTLIGE

EKF Danmarks Eksport Kredit videreføres med Eksport Kredit Fondens (EKF) nuværende aktiver. EKF Danmarks Eksport Kredits åbningsbalance vil dermed svare til Eksport Kredit Fondens (EKF) balance ved udgangen af 2015 med tillæg af den overførte eksportlåneordning. Når der foreligger en revideret åbningsbalance, oversendes et orienterende aktstykke til Folketingets finansudvalg om de konsoliderede statsfinansielle konsekvenser.

Det foreslås, at EKF Danmarks Eksport Kredit videreføres med den kapital, der på tidspunktet for omdannelsen er i Eksport Kredit Fonden (EKF). Endvidere vil EKF Danmarks Eksport Kredit med virkning fra 1. januar 2016 modtage et indskud i form af aktiver og passiver i eksportlåneordningen. Pr. 31. december 2014 udgjorde den regnskabsmæssige egenkapital i eksportlåneordningen 301 mio. kr.

Omkostningerne ved EKF Danmarks Eksport Kredits aktivitet vil som udgangspunkt skulle holdes inden for rammerne af virksomhedens egenkapital og indtægter. Afhængig af EKF Danmarks Eksport Kredits aktivitetsniveau, vil der, som det er sket historisk, kunne opstå behov for regulering af egenkapitalen.

Med lovforslaget indestår staten for EKF Danmarks Eksport Kredits forpligtelser i det tilfælde, at EKF Danmarks Eksport Kredits egenkapital og hensættelser ikke er tilstrækkelige. Lovforslaget vil dermed potentielt kunne have negative økonomiske konsekvenser for staten, idet forslaget medfører, at staten, i det omfang virksomhedens egenkapital og hensættelser ikke er tilstrækkelige, hæfter for EKF Danmarks Eksport Kredits forpligtelser, og således indestår for EKF Danmarks Eksport Kredits forpligtelser.

Lovforslaget har ikke nogen økonomiske konsekvenser for regioner og kommuner. Lovforslaget skønnes ikke at få administrative konsekvenser for det offentlige.

4. ØKONOMISKE OG ADMINISTRATIVE KONSEKVENSER FOR ERHVERVSLIVET

Lovforslaget forventes at have positive økonomiske konsekvenser for erhvervslivet, idet lovforslaget indebærer, at EKF Danmarks Eksport Kredit i den nye virksomhedsform vil være med til at fastholde og forbedre rammerne for danske virksomheders konkurrenceevne, for så vidt angår eksportområdet og deres internationalisering. Herudover forventes det, at omdannelsen vil gøre EKF Danmarks Eksport Kredit i stand til hurtigere at kunne tilpasse sig de skiftende behov på eksportmarkederne til gavn for erhvervslivet.

Lovforslaget skønnes ikke at få administrative konsekvenser for erhvervslivet.

5. ADMINISTRATIVE KONSEKVENSER FOR BORGERNE

Lovforslaget forventes ikke at have administrative konsekvenser for borgerne.

6. MILJØMÆSSIGE KONSEKVENSER

Lovforslaget har ikke miljømæssige konsekvenser.

7. FORHOLDET TIL EU-RETTEN

Eksport Kredit Fondens (EKF) virksomhed er til dels omfattet af EU's statsstøtteregler, og skal, som det er tilfældet i dag, godkendes af Europa Kommissionen.

8. HØRTE MYNDIGHEDER OG ORGANISATIONER MV.

Et udkast til lovforslag har i perioden fra den 23. september 2015 til den 21. oktober 2015 været sendt i høring hos følgende myndigheder og organisationer mv.:

Advokatrådet, Arbejdsmarkedets Tillægspension (ATP), Danmarks Nationalbank, Danmarks Rederiforening, Danmarks Skibskredit A/S, Dansk Aktionærforening, Dansk Arbejdsgiverforening, Dansk Byggeri, Danske Advokater, Danske Maritime, Danske Regioner, Dansk Erhverv, Dansk Industri, Dansk Metal, Datatilsynet, Den Danske Aktuarforening, Finansforbundet, Finansrådet - Danske Pengeinstitutters Forening, Finanssektorens Arbejdsgiverforening, Forbrugerombudsmanden, Forbrugerrådet TÆNK, Advokatsamfundet, Danmarks Eksportråd, Danmarks Fiskeriforening, Dansk Energi, Den Danske Dommerforening, Forsikring & Pension, FSR - danske revisorer, Håndværksrådet, KommuneKredit, KL, Landbrug & Fødevarer, Lokale Pengeinstitutter, Lønmodtagernes Dyrtidsfond (LD), Rederiforeningen af 1895, Coface, Euler Hermes, Tryg Garanti, Atradius, Færøernes Hjemmestyre via Rigsombudsmanden på Færøerne, Grønlands Selvstyre via Rigsombudsmanden i Grønland, Erhvervstyrelsen - Team effektiv regulering og Rigsrevisionen.

9. SAMMENFATTENDE SKEMA
 
Positive konsekvenser/
Mindreudgifter
Negative konsekvenser/Merudgifter
Økonomiske konsekvenser for staten, kommuner og regioner
Ingen
Lovforslaget vil potentielt kunne have negative økonomiske konsekvenser for staten, idet forslaget medfører, at staten, i det omfang virksomhedens egenkapital og hensættelser ikke er tilstrækkelige, hæfter for EKF Danmarks Eksport Kredits forpligtelser, og således indestår for EKF Danmarks Eksport Kredits forpligtelser.
Økonomiske konsekvenser for erhvervslivet
Lovforslaget forventes at have positive økonomiske konsekvenser for erhvervslivet, idet lovforslaget vil indebære, at erhvervslivet fortsat sikres konkurrencedygtige vilkår med hensyn til dækning af risici.
 
Administrative konsekvenser for erhvervslivet
Ingen
Ingen
Miljømæssige konsekvenser
Ingen
Ingen
Administrative konsekvenser for borgerne
Ingen
Ingen
Forholdet til EU-retten
EKF Danmarks Eksport Kredits virksomhed er til dels omfattet af EU's statsstøtteregler, og skal, som det er tilfældet i dag, godkendes af Europa Kommissionen.
Ingen


Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til § 1

Det fremgår af den foreslåede bestemmelse i stk. 1, at EKF Danmarks Eksportkredit har til formål at fremme danske virksomheders muligheder for eksport og internationalisering, deltagelse i den globale værdikæde og opdyrkelse af nye markeder gennem international konkurrencedygtig finansiering og risikodækning.

Den foreslåede formålsbestemmelse er på linje med det øvrige lovforslag dels en videreførelse af den hidtil gældende formålsbestemmelse og dels en modernisering heraf. Med bestemmelsen er der ikke ændret i, at EKF Danmarks Eksport Kredit fortsat har til formål at understøtte danske eksportvirksomheder. Ved dansk eksport og internationalisering skal som hidtil forstås forretninger med udlandet af økonomisk interesse for Danmark i bred forstand.

Den foreslåede formålsbestemmelse er tredelt. Første led om eksport og internationalisering knytter sig til den klassiske eksportkreditfinansiering i form af finansiering og risikoafdækning i forbindelse med konkrete salg og forretninger med udlandet. Andet led knytter sig også til konkrete salg, men med fokus på andre dele af værdikæden end den traditionelle produktion, mens tredje led omhandler muligheden for at understøtte virksomheders opdyrkning af nye markeder. I forhold til tredje led om opdyrkning af nye markeder skal indsatsen sammentænkes med den egentlige eksportfremme, sådan at indsatsen supplerer og understøtter den generelle eksportfremme og ikke overlapper med den. Det er forventningen, at langt størstedelen af EKF Danmarks Eksport Kredits indsats som hidtil vil falde under de første to led af formålsbestemmelsen.

For at EKF Danmarks Eksport Kredit kan tilbyde finansiering eller risikoafdækning kræves det, at der er en tilstrækkelig dansk økonomisk interesse i den konkrete forretning. Såfremt dette ikke er tilfældet, kan EKF Danmarks Eksport Kredit ikke inden for sit formål påtage sig risikoen og anvende ressourcer herpå. Dansk økonomisk interesse skal som hidtil forstås i bred forstand. Omfanget af den danske økonomiske interesse skal fortsat være stigende i takt med kreditrisikoen, hvilket betyder, at jo højere risiko EKF Danmarks Eksport Kredit påtager sig i forbindelse med et konkret projekt, jo højere er kravet til den økonomiske interesse. Opgørelsen af den danske økonomiske interesse kan tage udgangspunkt i produktion, værditilvækst, ejerskab eller tilsvarende mål.

I forbindelse med vurderingen af, om der er en tilstrækkelig dansk økonomisk interesse til stede, skal det tages i betragtning, at produktion i vekslende omfang finder sted i udlandet parallelt med, at værditilvækst og afkast af produktionen kan henføres til Danmark. Den øgede globalisering har således medført, at der er sket et brud i de traditionelle værdikæder i produktion og salg af varer, hvilket blandt andet har medført, at delkomponenter og halvfabrikata i stigende grad bliver produceret et andet sted i verden end det færdige produkt. Den største værditilvækst kan også findes helt udenfor den egentlige produktion i eksempelvis design, innovation, marketing, eftersalgs-service og lignende. Disse dele af produktionen stiller ofte høje krav til medarbejdernes kompetencer. For et land som Danmark er det af stor betydning at opretholde og gerne udbygge denne del af virksomhedernes værdikæde. Det skyldes ikke blot, at den typisk understøtter arbejdspladser med et relativt højt lønniveau, men også at tilstedeværelsen af disse arbejdspladser i Danmark blandt andet muliggør positive afledte effekter i form af nye højproduktive virksomheder. EKF Danmarks Eksport Kredit skal derfor ikke kun fokusere på den del af værditilvæksten, der sker i de rene produktionsled, men også fokusere på den værdiskabelse, der ligger i dansk-baseret produktudvikling, design, innovation, marketing, efter-salgs service og lignende. Det er også af væsentlig dansk økonomisk interesse. Det er desuden vigtigt, at EKF Danmarks Eksport Kredit i vurderingen inddrager den løbende udvikling af produktionsstrukturen, der følger af fortsat globalisering.

Bestemmelsen i stk. 2 svarer til den hidtidige bestemmelse i § 3, stk. 5, i lov om Dansk Eksportkreditfond mv. ifølge hvilken gælder, at I sager vedrørende eksportkreditpolitik, hvor Eksport Kredit Fonden (EKF) repræsenterer regeringen nationalt eller internationalt, eller i andre sager, der ikke er omfattet af bestyrelsens kompetence, er direktøren underlagt instruktion fra erhvervs- og vækstministeren og refererer dertil. Der er ikke tilsigtet nogen ændring i forhold til den hidtidige bestemmelse. Ved at opretholde instruktionen fra ministeren i forbindelse med internationalt samarbejde om eksportkreditpolitik sikres den parlamentariske kontrol med den danske deltagelse i den internationale politikformulering på området og overholdelse af Danmarks forpligtigelser i forhold til EU, OECD, WTO mv. Er der behov for bistand fra EKF Danmarks Eksport Kredit i den nationale politiske proces, vil direktøren også i disse sager referere direkte til ministeren. Bestyrelsen er ikke ansvarlig for sager, hvor direktøren er underlagt instruktion fra ministeren. De nærmere bestemmelser i relation til udmøntning af instruksen vil blive reguleret i vedtægten for EKF, jf. § 5, stk. 3, samt i en eventuel særskilt instruks fastsat af ministeren.

Det foreslås i stk. 3, at EKF Danmarks Eksportkredit inden for sit forretningsområde skal følge regeringens bestemmelser for så vidt angår eksportfremme, handelspolitik og politisk pålagte handelssanktioner og eksportkontrol. Hermed menes ikke, at der er en direkte instruktionsbeføjelse for regeringen overfor EKF Danmarks Eksport Kredit som institution, men at EKF Danmarks Eksport Kredit i forbindelse med sine kommercielle beslutninger er forpligtet til at handle inden for rammerne af regeringens politik for området, herunder at EKF Danmarks Eksport Kredit eksempelvis ikke kan støtte eksport til lande, som er underlagt handelssanktioner. Det forudsættes i den forbindelse, at opstår der tvivl om, hvorvidt EKF Danmarks Eksport Kredit indenfor rammerne af regeringens politik kan indgå i et konkret projekt, er EKF Danmarks Eksport Kredit forpligtet til at rette henvendelse til erhvervs- og vækstministeren for at få afklaret dette, ligesom erhvervs- og vækstministeren i forbindelse med sit tilsyn med EKF Danmarks Eksport Kredit skal påse, at EKF Danmarks Eksport Kredit arbejder indenfor regeringens bestemmelser for så vidt angår eksportfremme, handelspolitik og politisk pålagte handelssanktioner og eksportkontrol.

Til § 2

Det følger af bestemmelsen i stk. 1, at EKF Danmarks Ek?sport Kredit mod betaling af vederlag kan tilbyde en række ydelser med henblik på at fremme lovens formål. Oplistningen i § 2, stk. 1, nr. 1-6, er ikke udtømmende. EKF Danmarks Eksport Kredit kan med § 2, stk. 1, tilbyde de ydelser, der tilbydes i dag, men har samtidig mulighed for at udvikle nye finansielle ydelser i det omfang, at disse falder inden for EKF Danmarks Eksport Kredits formål og forretningsområde.

Det er med forslaget hensigten, at EKF Danmarks Eksport Kredit løbende kan tilpasse sit forretningsomfang i op- eller nedadgående retning i forhold til hvilke ydelser, som det private marked tilbyder, og i forhold til hvilke industrier, segmenter mv., eksisterende og nye ydelser, der i givet fald bør tages i anvendelse.

EKF Danmarks Eksport Kredits anvendelse af sine ydelser vil ske inden for gældende lovgivning, international regulering og EKF Danmarks Eksport Kredits politikker her­om. Det vil således som i dag være EKF Danmarks Eksport Kredits vurdering, om, og i givet fald på hvilke vilkår, EKF Danmarks Eksport Kredit vil deltage i konkrete sager. EKF Danmarks Eksport Kredit kan således også afvise at deltage i sager, hvis det f.eks. er i strid med internationale retningslinjer vedrørende miljø og sociale forhold.

Det er endvidere forudsat, at EKF Danmarks Eksport Kredit afhængig af det konkrete område kan være mere eller mindre risikovillig. Inden for særlige satsningsområder, som f.eks. klima-, energi- og SMV-området, kan bestyrelsen således beslutte, at der kan tages større risici, end hvad der er tilfældet på andre områder. Det er ledelsen af EKF Danmarks Eksport Kredit, som er ansvarlig for til stadighed at sikre en forsvarlig drift af virksomheden, herunder sikre en effektiv risikostyring både på det enkelte satsningsområde og generelt for virksomheden.

EKF Danmarks Eksport Kredits vederlag vil typisk være i form af en risikopræmie eller en lånemarginal, men kan, afhængig af hvilken ydelse, der er tale om, også have andre former. Præmieindtægter og lignende skal som udgangspunkt dække såvel tab som administrationsomkostninger. Der vil kunne pålægges gebyrer, herunder provision, for visse ydelser, hvis det skønnes hensigtsmæssigt eller som et led i en samlet prispolitik, men EKF Danmarks Eksport Kredit er ikke forpligtet til at opkræve et selvstændigt vederlag for mindre eller accessoriske ydelser. For særlige undersøgelser, herunder eksempelvis forundersøgelser eller gennemførlighedsanalyser og juridiske udredninger, direkte i forbindelse med konkrete sager er det forudsætningen, at EKF Danmarks Eksport Kredit som udgangspunkt skal betinge sig hel eller delvis dækning af afholdte omkostninger hos garantitagere, eksportører eller andre interessenter. Bestyrelsen er ansvarlig for at fastsætte en samlet prispolitik.

Efter forslagets § 2, stk. 1, nr. 1, kan EKF Danmarks Eksport Kredit yde risikodækning. Bestemmelsen omfatter en stor del af Eksport Kredit Fondens (EKF) nuværende ydelser, herunder bl.a. eksportkreditter, kautioner og genforsikring af kommercielle kreditforsikringsselskaber eller andre eksportkreditinstitutter og lignende. EKF Danmarks Eksport Kredit kan tilbyde de risikodækningsformer, der svarer til de i markedet anerkendte forsikrings- og garantiydelser.

EKF Danmarks Eksport Kredit kan endvidere tilbyde de former for risikodækning, som er nødvendige for at afdække risici i forbindelse med eksport og internationalisering.

Det er således vigtigt, at EKF Danmarks Eksport Kredit har mulighed for at kunne tilbyde nye forsikrings- eller garantiydelser, der i fremtiden måtte være behov for, for derigennem at sikre danske virksomheder konkurrencedygtige vilkår, hvad angår eksport og internationalisering.

Der er med bestemmelsen fastholdt mulighed for, at der også kan ydes dækning indirekte via genforsikring af kreditforsikrere, der dækker virksomheders risiko eller via anden form for regaranti til private kreditforsikrere, eksportkreditinstitutter mv. Dette finder navnlig anvendelse på EKF Danmarks Eksport Kredits virksomhed indenfor risikodækning af korte kreditter, idet EKF Danmarks Eksport Kredit kun vil dække risici, som ikke normalt dækkes af det private marked, jf. § 2, stk. 4. Re-garantimetoden gør dermed den statslige dækning konkurrenceneutral og yder herudover et incitament til øget konkurrence mellem de enkelte kommercielle udbydere.

Med forslaget til § 2, stk. 1, nr. 2, foreslås det, at EKF Danmarks Eksport Kredit kan yde lån. Bestemmelsen har til formål at give EKF Danmarks Eksport Kredit mulighed for at tilbyde låneydelser til virksomheder, enten direkte eller via et pengeinstitut. Udlånsvirksomhed vil normalt være den private finansielle sektors anliggende.

Med bestemmelsen vil EKF Danmarks Eksport Kredit blandt andet have hjemmel til overtagelse af eksportlåneordningen, hvilket blev vedtaget med finansloven for 2015. Bestemmelsen giver også EKF Danmarks Eksport Kredit mulighed for at udvikle andre låneydelser end eksportlåneordningen, hvis der opstår et behov herfor. Både for så vidt angår eksportlåneordningen og eventuelt andre låneydelser vil EKF Danmarks Eksport Kredit selv skulle fastlægge betingelserne, herunder finansierings- og dokumentationsstruktur, valuta, rentevilkår, førtidsindfrielse, løbetid, risikodeling inden for rammerne af gældende lovgivning og international regulering. De aktstykker, der opretter og justerer eksportlåneordningen, og som indeholder en række særlige betingelser og kriterier for ordningen, vil således ikke være gældende fremadrettet. Ved finansloven for 2015 har staten alene givet tilsagn til at finansiere ordningen via statslige genudlån i danske kroner inden for en løbende ramme på 35 mia. kr. frem til 2020. Justeringer af den eksisterende eksportlåneordning vil efter omstændighederne skulle godkendes af Europa Kommissionen. Det samme kan gælde eventuelt nye udlånstyper. Den eksisterende eksportlåneordning er udformet inden for betingelserne fastsat i Europa Kommissionens godkendelse af 10. februar 2010, ifølge hvilken Europa Kommissionen mener, at ordningen ikke udgør statsstøtte som omhandlet i traktatens artikel 107, stk. 1.

Det foreslås i § 2, stk. 1, nr. 3, at EKF Danmarks Eksport Kredit kan yde ansvarlig kapital. Med ansvarlig kapital menes enhver form for egenkapital eller efterstillet lån, herunder hybride former for konverterbare lån og lignende.

Det foreslås i § 2, stk. 1, nr. 4, at EKF Danmarks Eksport Kredit kan formidle ordninger i forbindelse med blandede kreditter. En blandet kredit er en finansiering, der indeholder et støtteelement, eksempelvis lempelige kreditvilkår i form af en lavere rentesats på lånet eller en længere kredittid.

Hjemlen er en videreførelse af den eksisterende hjemmel i § 2, stk. 4, i Lov om Dansk Eksportkreditfond m.v. med henblik på at yde garantistillelse og lignende i forbindelse med blandede kreditter, der medgår til hel eller delvis finansiering af leverancer. En blandet kredit er en subsidieret kredit, som både indeholder et tilskudselement og et almindeligt kreditelement. Eksport Kredit Fonden (EKF) formidler således allerede i dag eksportkreditgarantier i henhold til en aftale med Udenrigsministeriet om en ordning med blandede kreditter til udviklingslandene. Ordningen er etableret ved aktstykke nr. 141 af 4. februar 1998 vedrørende ordningen for blandede kreditter til udviklingslandene. Eksport Kredit Fondens (EKF) omkostninger, herunder eventuelle tab forbundet med eksportkreditgarantierne, dækkes af Udenrigsministeriet, og garantier fra Eksport Kredit Fonden (EKF) under ordningen administreres i tæt samarbejde med Udenrigsministeriet. Det er fortsat en betingelse for formidlingen af sådanne ordninger, at der er selvstændig bevillingsmæssig hjemmel. Ved administrationen af sådanne ordninger finder lovens øvrige bestemmelser anvendelse.

Det foreslås i § 2, stk. 1, nr. 5, at EKF Danmarks Eksportkredit kan for at opnå sit formål mod vederlag yde tjenesteydelser med hensyn til administration, inddrivelse og overtagelse af udestående fordringer i udlandet. Eksport Kredit Fondens (EKF) mulighed for, mod særskilt vederlag, at yde eksportvirksomheder og andre særlige tjenesteydelser med hensyn til administration, inddrivelse eller overtagelse af disses udestående fordringer på virksomheder, organisationer eller institutioner i udlandet i forbindelse med Eksport Kredit Fondens (EKF) øvrige virksomhed videreføres hermed. EKF Danmarks Eksportkredit vil tilsvarende i et begrænset omfang have mulighed for at afkøbe garantitagere den ikke-garanterede andel, altså selvrisikoandelen af garanterede fordringer, som er henført under moratorieaftaler, der afvikles over en længere årrække. EKF Danmarks Eksportkredit skal kunne kræve særskilt vederlag for sådanne ydelser. Bestemmelsen er ikke en hjemmel til og åbner derfor ikke mulighed for, at EKF Danmarks Eksportkredit kan udføre almindelig kommerciel inkassovirksomhed.

Det foreslås i § 2, stk. 1, nr. 6, at EKF Danmarks Eksportkredit kan levere sine ydelser i forbindelse med salg af skibe, der bygges på indenlandske skibsværfter for indenlandske redere. Bestemmelsen er en videreførelse af den eksisterende ordning, jf. § 1 i Lov om Dansk Eksportkreditfond m.v., og der er ikke med lovforslaget tiltænkt nogen udvidelse heraf. Særreglen blev indført for skibsfinansiering under hensyn til, at afsætningssituationen for skibe var stærkt præget af den internationale konkurrence, for at gøre det muligt at udstrække EKF Danmarks Eksportkredits virksomhed til også at omfatte ordrer til danske skibsværfter fra danske redere.

Det foreslås i stk. 2, at EKF Danmarks Eksportkredit kan stifte selskaber og erhverve ejerandele i selskaber med begrænset ansvar. Bestemmelsen skal sikre EKF Danmarks Eksportkredit fleksibilitet med henblik på at opnå virksomhedens formål og giver hjemmel til, at EKF Danmarks Eksportkredit kan stifte selskaber, erhverve og afhænde ejerandele i andre selskaber med begrænset ansvar mv.

Det foreslås i stk. 3, at EKF Danmarks Eksportkredit kan påtage sig garanti-, låne- og andre forpligtelser med henblik på at tilvejebringe finansiering, herunder i samarbejde med andre selskaber, fonde, institutioner og organisationer. Med bestemmelsen kan EKF Danmarks Eksportkredit indgå i forskellige former for samarbejder med henblik på at tilvejebringe finansiering. Bestemmelsen giver blandt andet EKF Danmarks Eksportkredit adgang til at påtage sig garanti-, låne- og øvrige forpligtelser med henblik på at tilvejebringe finansiering, for eksempel i forbindelse med låneoptagelse gennem obligationsudstedelser på det private marked, samt i samarbejde med andre selskaber, fonde, institutioner og organisationer.

Det foreslåede stk. 4 viderefører uændret den nuværende lovgivning og bestemmelsen er alene blevet sprogligt opdateret. EKF Danmarks Eksportkredit kan således også fremadrettet kun yde finansiering og risikodækning i den udstrækning, som det private forsikrings- og kapitalmarked ikke normalt påtager sig risici af den pågældende art eller omfang. Det er samtidig forudsætningen at EKF Danmarks Eksportkredit skal afholde sig fra at påtage sig sådanne ekstraordinære risici, som efter en konkret vurdering indebærer en åbenbar risiko for tab.

Betingelsen for, at Eksport Kredit Fonden (EKF) kan yde finansiering og risikodækning, blev allerede fastsat ved lov om eksportkredit fra 1999, jf. § 6, stk. 3, i Lov om Dansk Eksportkreditfond m.v. . Af denne lov følger, at der skal være tale om ekstraordinære risici, for at Eksport Kredit Fonden (EKF) kan påtage sig at yde finansiering eller foretage risikodækning. Ekstraordinære risici skal ifølge loven forstås som risici, som det kommercielle marked ikke normalt påtager sig, da de er af en sådan art eller omfang, at de ikke dækkes som følge af eksempelvis policy-beslutninger i de private selskaber eller på grund af manglende muligheder for genforsikring i det kommercielle marked. Det blev med loven samtidig fastslået, at ekstraordinære risici ikke omfattede såkaldte »dårlige risici«, som er risici, der efter en konkret vurdering indebærer en åbenbar risiko for tab.

Formålet med bestemmelsen er fortsat, at EKF Danmarks Eksportkredit ved sin virksomhed ikke påfører den kommercielle sektor konkurrence, men dækker dér, hvor den kommercielle sektor ikke ønsker eller formår at yde den nødvendige finansiering og risikodækning af dansk eksport. Som for andre eksportkreditinstitutter supplerer EKF Danmarks Eksportkredit med andre ord ydelsen af finansiering og forsikring fra den private sektor. EKF Danmarks Eksportkredit skal således agere inden for de rammer for eksportkreditter, der er fastsat i den internationale regulering i WTO, OECD og EU med henblik på at skabe lige konkurrencevilkår på eksportkreditområdet.

Ansvaret for at foretage vurderingen af omfanget og arten af EKF Danmarks Eksportkredits aktiviteter, og dermed ansvaret for at undgå, at EKF Danmarks Eksportkredit påfører den kommercielle sektor konkurrence eller påtager sig for høje risici, påhviler jf. organiseringen som en SOV EKF Danmarks Eksportkredits ledelse, der løbende er forpligtet til at sikre sig, at aktivitetsomfanget er passende i forhold til markedsforholdene, herunder i lyset af konjunktursituationen og virksomhedernes efterspørgsel og behov. EKF Danmarks Eksportkredits ledelse skal endvidere påse, at EKF Danmarks Eksportkredits virksomhed sker inden for rammerne af denne lov, de efter denne lov fastsatte vedtægter og den internationale regulering af området.

Med bestemmelsen i stk. 5 foreslås det, at erhvervs- og vækstministeren kan fastsætte regler om, at EKF Danmarks Eksportkredit kan varetage andre opgaver indenfor sit formål, jf. § 1, stk.1. Som eksempel kan nævnes den tidligere Irak-Afghanistan ordning, hvor EKF Danmarks Eksportkredit indenfor en politisk bevilget økonomisk ramme kunne yde finansiering og risikodækning på disse to højrisikolande. Eksport Kredit Fonden (EKF) har gennem årene opbygget en stor erfaring og faglig indsigt indenfor blandt andet eksportkreditfinansiering, afdækning af kreditrisici og kredit- og risikovurdering, som kan anvendes i forbindelse med nye tiltag, der ligger inden for EKF Danmarks Eksportkredits formålsbestemmelser. Ministeren kan henlægge varetagelsen af yderligere opgaver ved bekendtgørelse. EKF Danmarks Eksportkredits ledelse har ansvaret for at forvalte ordningerne, og det er fastlagt, at lovens bestemmelser finder anvendelse ved administration af opgaverne. Som udgangspunkt skal henlæggelse af sådanne ordninger være omkostningsneutrale for EKF Danmarks Eksportkredit, hvilket konkret afgøres i forbindelse med, at ordningen henlægges til EKF Danmarks Eksportkredit. Eksport Kredit Fonden (EKF) administrerer i dag blandt andet en renteudligningsordning (CIRR-ordningen), EKF A/S og Danmarks Erhvervsfond.

Med bestemmelsen i stk. 6 foreslås det, at erhvervs- og vækstministeren kan give grønlandske og færøske virksomheder adgang til eksportkredit fra EKF Danmarks Eksportkredit på samme vilkår som danske virksomheder. Erhvervsfremme- og eksportkreditområdet er overtaget af både det færøske hjemmestyre og det grønlandske selvstyre, og loven gælder derfor ikke på Færøerne og i Grønland, ligesom den ikke kan sættes i kraft ved kongelig anordning.

Det skal i den forbindelse bemærkes, at på trods af at erhvervsfremme- og eksportkreditområdet er overtaget af det færøske hjemmestyre, har reguleringen af Eksport Kredit Fonden (EKF) og dens ydelser været gældende for Færøerne. Dette har sin baggrund i den økonomiske krise på Færøerne i starten af 1990'erne og de aftaler, som i den forbindelse blev indgået mellem den danske regering og det færøske hjemmestyre. Der er for færøske virksomheder dermed alene tale om en ændring i grundlaget for at få adgang til finansiering, da denne fremadrettet er hjemlet i EKF Danmarks Eksportkredits formålsbestemmelse og forretningsområde og ikke som hidtil, at reguleringen som sådan er gældende for Færøerne. I forbindelse med lovens ikrafttræden vil der derfor ved bekendtgørelse blive givet mulighed for at færøske virksomheder kan benytte EKF Danmarks Eksportkredits ydelser.

For så vidt angår grønlandske virksomheder skal det bemærkes, at virksomhederne også hidtil har haft adgang til eksportkreditfinansiering for så vidt angår finansiering af skibe.

I første omgang er det hensigten at give færøske og grønlandske virksomheder adgang til EKF Danmarks Eksportkredits ydelser i samme omfang som i dag. Det foreslås, at i det omfang virksomheder på Færøerne og i Grønland får adgang til finansiering fra EKF Danmarks Eksportkredit sker det på lige vilkår med danske virksomheder. Hvorvidt en færøsk eller grønlandsk virksomhed konkret skal have adgang til finansiering fra EKF Danmarks Eksportkredit besluttes af EKF Danmarks Eksportkredit efter samme procedurer og retningslinjer, som gælder for danske virksomheder, og de konkrete vilkår for de enkelte engagementer vil svare til dem, som gælder for danske virksomheder. Forslaget har dermed til formål i videst muligt udstrækning at ligestille færøske og grønlandske virksomheder med danske virksomheder.

Det skal bemærkes, at adgangen for færøske og grønlandske virksomheder til finansiering fra EKF Danmarks Eksportkredit ikke berører danske virksomheders adgang til finansiering fra EKF Danmarks Eksportkredit i forbindelse med eksport til enten Færøerne eller Grønland, da Færøerne og Grønland i denne sammenhæng behandles på linje med det øvrige udland. Dette er en konsekvens af Rigsfællesskabet, ifølge hvilket landstyret på Færøerne og selvstyret i Grønland som ligeværdige partnere med den danske regering har overtaget en lang række sagsområder, og dermed har den lovgivende og udøvende magt på disse områder, hvilket er sket i erkendelse af den særstilling, som Færøerne og Grønland indtager i national, historisk og geografisk henseende inden for riget. I overensstemmelse med anbefalingen i rapporten Fremme af kommercielt erhvervssamarbejde mellem Grønland og Danmark om anvendelsen af EKF Danmarks Eksportkredits ydelser på kreditværdige projekter i Grønland kan EKF Danmarks Eksportkredits ydelser således fx anvendes til at yde garanti til kreditværdige projekter i Grønland i forbindelse med eksport fra øvrige dele af Rigsfællesskabet.

Til § 3

Det foreslås at omdanne Eksport Kredit Fonden (EKF) fra en selvstændig forvaltningsenhed til en selvstændig offentlig virksomhed (SOV). Samtidig ændres virksomhedens navn til EKF Danmarks Eksportkredit. Eftersom den selvstændige offentlige virksomhed ikke er en erhvervsdrivende eller almenvelgørende fond, er det, for at undgå misforståelser, hensigtsmæssigt at undgå betegnelsen "fond" i virksomhedens navn. Erhvervs- og vækstministeren kan tilføje binavne, hvilket i givet fald vil ske på et virksomhedsmøde.

Det følger af omdannelsen til selvstændig offentlig virksomhed, at EKF Danmarks Eksportkredit i retlig henseende forbliver en selvstændig juridisk enhed, der kan agere som sådan inden for rammerne fastsat i lovgivningen og virksomhedens vedtægter. Dette medfører også, at EKF Danmarks Eksportkredits formue fortsat holdes adskilt fra statens formue. EKF Danmarks Eksportkredit disponerer således selvstændigt over anlægs- og driftsmidler mv., inden for de rammer der er fastlagt i loven og regler udstedt i medfør heraf.

Til § 4

Det foreslås, at omdannelsen af Eksport Kredit Fonden (EKF) til en selvstændig offentlig virksomhed medfører, at alle aktiver og passiver fra den selvstændige forvaltningsenhed Eksport Kredit Fonden (EKF), videreføres i den selvstændige offentlige virksomhed EKF Danmarks Eksportkredit, der også indtræder i samtlige rettigheder og forpligtelser i forbindelse hermed. Det betyder bl.a., at al ejendom og løsøre mv. og alle passiver og forpligtelser, herunder personalemæssige forpligtigelser, videreføres af EKF Danmarks Eksportkredit. Virksomheden viderefører endvidere alle kontrakter og andre forpligtende retsforhold på samme vilkår, som har været gældende før omdannelsen. EKF Danmarks Eksportkredit videreføres således med den kapital, der var i Eksport Kredit Fonden (EKF) ved omdannelsen.

Det følger i øvrigt af omdannelsen til en selvstændig offentlig virksomhed, at EKF Danmarks Eksportkredit forbliver en selvstændig juridisk person og inden for de begrænsninger, der fastlægges i lovgivningen og vedtægter, kan optræde som sådan. Der er tale om samme juridiske enhed før og efter omdannelsen. Dette betyder bl.a., at EKF Danmarks Eksportkredit viderefører det hidtidige CVR-nummer. Omdannelsen af Eksport Kredit Fonden (EKF) til selvstændig offentlig virksomhed anses for sket ved denne lovs ikrafttræden.

Omdannelsen kan gennemføres uden kreditorernes samtykke. Dette skal ses i lyset af, at der ikke er nogen kreditorer, der stilles økonomisk ringere ved omdannelsen, da der ikke som led i omdannelsen går penge ud af den juridiske enhed.

Til § 5

Det foreslås med bestemmelsens stk. 1, at erhvervs- og vækstministeren som følge af omdannelsen af Eksport Kredit Fonden (EKF) til en selvstændig offentlig virksomhed sidestilles med en eneaktionær i virksomheden og udøver de beføjelser, der normalt varetages af generalforsamlingen i et aktieselskab. De beføjelser, der tilkommer generalforsamlingen i et aktieselskab, vil primært blive udøvet på det årlige ordinære virksomhedsmøde, jf. kap. 6 i lov om aktie- og anpartsselskaber. Erhvervs- og vækstministerens beføjelser omfatter således bl.a. godkendelse af årsrapporten, fastsættelse af bestyrelsens vederlag samt udpegning af op til 7 af de op til 9 medlemmer til bestyrelsen og udpegning af en statsautoriseret revisor. Erhvervs- og vækstministeren instruerer endvidere EKF Danmarks Eksportkredit på visse områder af politisk karakter, jf. forslagets § 1, stk. 2. Dette er ikke en ejerbeføjelse og sker derfor ikke på et virksomhedsmøde.

Det foreslås i bestemmelsens stk. 2, at erhvervs- og vækstministeren fastsætter vedtægter for EKF Danmarks Eksportkredit. Vedtægterne skal indeholde nærmere retningslinjer for udøvelsen af EKF Danmarks Eksportkredits virksomhed og det forudsættes, at vedtægterne udarbejdes med udgangspunkt i selskabslovens mindstekrav til aktieselskaber samt de særlige krav, der gælder for statslige aktieselskaber. Vedtægterne vil overordnet set blive fastlagt efter principperne i selskabslovens §§ 28-29 vedrørende vedtægters krav for kapitalselskaber og de særlige krav, der gælder for statslige aktieselskaber, men med de tilpasninger, der følger af denne lov og EKF Danmarks Eksportkredits karakter af en selvstændig offentlig virksomhed. Vedtægterne vil blandt andet indeholde bestemmelser om overordnede dispositioner, der skal forelægges erhvervs- og vækstministeren til godkendelse på et virksomhedsmøde eller til orientering på et orienteringsmøde, ligesom det vil blive fastslået, at bestyrelsen er forpligtet til at orientere erhvervs- og vækstministeren om emner af væsentlig betydning for virksomheden med henblik på at muliggøre udøvelsen af ministerens kontrol og tilsyn med EKF Danmarks Eksportkredit. Vedtægterne vil også indeholde nærmere retningslinjer for virksomhedens udøvelse, herunder bestemmelser om risikostyring samt omkostningseffektiv drift af EKF Danmarks Eksportkredit. Vedtægterne skal anmeldes til Erhvervsstyrelsen og vil blive offentligt tilgængelige.

EKF Danmarks Eksportkredit skal efter det foreslåede stk. 3 afholde generalforsamling i form af et virksomhedsmøde. Det tilsvarende gælder for andre selvstændige offentlige virksomheder. Virksomhedsmødet svarer herefter til generalforsamlingen i et aktieselskab. Erhvervs- og vækstministeren fastsætter nærmere bestemmelser vedrørende virksomhedsmødets afholdelse i EKF Danmarks Eksportkredits vedtægter.

Til § 6

Det foreslås i bestemmelsens stk. 1, at Lov om offentlighed i forvaltningen, lov om Folketingets Ombudsmand og forvaltningsloven gælder for EKF Danmarks Eksportkredit og virksomhedens eventuelle datterselskaber med undtagelse af aktiviteter udøvet i medfør af § 2. EKF Danmarks Eksportkredits virksomhed er ikke i dag omfattet af lov om offentlighed i forvaltningen. Dette skyldes, at EKF Danmarks Eksportkredits virksomhed udøves i tæt samarbejde med erhvervslivet, pengeinstitutter og diverse organisationer, og at det har stor betydning for EKF Danmarks Eksportkredits virke, at virksomhedens kommercielle samarbejdspartnere kan stille materiale til rådighed for EKF Danmarks Eksportkredits vurdering af enkeltsager uden, at der kan kræves aktindsigt i materialet eller i beslutninger, som EKF Danmarks Eksportkredit har truffet i forhold til disse virksomheder. EKF Danmarks Eksportkredit fungerer i hovedsagen som en finansiel virksomhed og har derfor behov for dyb indsigt i samarbejdspartnernes økonomiske og forretningsmæssige forhold. EKF Danmarks Eksportkredit er derfor særligt følsom over for ethvert brud på den forretningsmæssige diskretion og udlevering af følsomme oplysninger af betydning for virksomheders økonomi og konkurrenceforhold.

Hovedparten af EKF Danmarks Eksportkredits samarbejdspartnere er pengeinstitutter, der er underlagt særlige regler om hemmeligholdelse af oplysninger. Det er derfor afgørende, at EKF Danmarks Eksportkredit kan garantere sine samarbejdspartnere samme fortrolighed, idet der ellers kan opstå situationer, hvor pengeinstitutterne vurderer, at risikoen for offentliggørelse af oplysninger vejer tungere end ønsket om finansiering og risikodækning af en forretning. EKF Danmarks Eksportkredit kan således med undtagelsen for lov om offentlighed i forvaltningen, lov om Folketingets Ombudsmand og forvaltningslovens regler forsikre danske virksomheder og udenlandske købere om, at de ikke risikerer offentlig indsigt i et projekt og dets finansiering, til gavn for gennemførelse af projekterne og de dermed forbundne positive konsekvenser.

Med den foreslåede model præciseres det endvidere, at reglerne om sagsbehandling mv. hos offentlige myndigheder ikke finder anvendelse på aktiviteter udøvet i medfør af § 2. Reglerne er udformet med henblik på at fastsætte en række minimumskrav i forbindelse med offentlige myndigheders sagsbehandling. I forbindelse med sin virksomhed træffer EKF Danmarks Eksportkredit beslutninger om at indgå kontrakter med en eller flere parter om, mod betaling, at yde finansiering eller risikoafdækning ud fra en række kommercielle overvejelser. Der er dermed tale om, at EKF Danmarks Eksportkredit indgår i gensidigt bebyrdende, finansielle aftaler, og EKF Danmarks Eksportkredit træffer således ikke afgørelser i forvaltningsmæssig forstand. Reglerne er dermed ikke egnede til at danne rammen om EKF Danmarks Eksportkredits virksomhed, herunder den i hovedsagen kreditmæssige stillingtagen til nye forretninger, som finder sted i EKF Danmarks Eksportkredit.

Af det foreslåede stk. 2 fremgår, at Selskabsloven, herunder de særlige bestemmelser for statslige aktieselskaber, finder anvendelse for EKF Danmarks Eksportkredit og virksomhedens eventuelle datterselskaber med de ændringer, der følger af denne lov. EKF Danmarks Eksportkredit vil ved omdannelsen blive omfattet af selskabsloven, herunder reglerne for statslige aktieselskaber, med de tilpasninger der følger af dette lovforslag og EKF Danmarks Eksportkredits karakter af en selvstændig offentlig virksomhed. Da der ikke vil være en nominel selskabskapital svarende til en aktiekapital, vil selskabslovens bestemmelser om aktiekapital ikke finde anvendelse, lige som reglerne om bl.a. fusion, spaltning og omdannelse heller ikke finder anvendelse, idet EKF Danmarks Eksportkredit er oprettet ved særskilt lov.

Det foreslås i stk. 3, at Årsregnskabslovens regler for aktieselskaber om udarbejdelse og indsendelse af årsrapport m.v., herunder de bestemmelser, der gælder for statslige aktieselskaber, finder anvendelse for EKF Danmarks Eksportkredit og virksomhedens eventuelle datterselskaber med de ændringer, der følger af denne lov. Det forslås samtidigt, at EKF Danmarks Eksportkredit kan fravige de krav, der fremgår af årsregnskabslovens § 23 om opstilling af balance og resultatopgørelse i skematisk form.

Med bestemmelsen aflægger EKF Danmarks Eksportkredit regnskab efter reglerne i årsregnskabsloven med de fravigelser og tilpasninger, der følger af denne lov og EKF Danmarks Eksportkredits særlige forhold som selvstændig offentlig virksomhed. Det foreslås konkret, at EKF Danmarks Eksportkredit kan fravige de opstillingskrav til resultatopgørelse og balance, som fremgår af årsregnskabslovens § 23, således at opstillingen kan tage hensyn til EKF Danmarks Eksportkredits produktportefølje. EKF Danmarks Eksportkredits opstilling af balance og resultatopgørelse kan tage udgangspunkt i de principper, der fremgår af henholdsvis bekendtgørelse om finansielle rapporter for forsikringsselskaber og tværgående pensionskasser og bekendtgørelse om finansielle rapporter for kreditinstitutter og fondsmæglerselskaber m.fl.

Det foreslås i stk. 4, at beslutninger truffet af EKF Danmarks Eksportkredit og virksomhedens eventuelle datterselskaber i forbindelse med aktiviteter udøvet i medfør af § 2 ikke kan påklages til andre administrative myndigheder Det skyldes, at aktiviteterne udøvet i medfør af § 2 har karakter af kommercielle beslutninger, som ikke er egnede til at behandle i et administrativt system.

Til § 7

Det foreslås med bestemmelsen i stk. 1, at EKF Danmarks Eksportkredit skal ledes af en bestyrelse og en direktør. Bestyrelsen er ansvarlig for at sikre, at EKF Danmarks Eksportkredit drives forsvarligt og i overensstemmelse med virksomhedens formål. Bestyrelsen træffer beslutning i alle spørgsmål, som er af væsentlig betydning, dog med de begrænsninger loven opstiller vedrørende eksempelvis EKF Danmarks Eksportkredits formål og økonomi samt inden for de retningslinjer, som er fastlagt af erhvervs- og vækstministeren. De nærmere retningslinjer for bestyrelsens og direktørens virke fastsættes i vedtægterne for EKF Danmarks Eksportkredit, i en forretningsorden for bestyrelsen og i en instruks for direktionen.

Det foreslås med bestemmelsen i stk. 2, at erhvervs- og vækstministeren udpeger op til 7 medlemmer til EKF Danmarks Eksportkredits bestyrelse, og at medlemmerne udpeges for en periode på op til 2 år og med mulighed for genudpegning. Erhvervs- og vækstministeren fastsætter i vedtægterne nærmere regler om bestyrelsens størrelse og periode for udpegning mv., jf. § 5, stk. 3. Det foreslås endvidere, at erhvervs- og vækstministeren som eneejer af EKF Danmarks Eksportkredit til enhver tid på et virksomhedsmøde kan afsætte de udpegede bestyrelsesmedlemmer, hvis disse eksempelvis ikke lever op til deres forpligtelser efter denne lov og regler fastsat i medfør heraf, herunder selskabets vedtægter, eller hvis der er behov for en tilpasning af bestyrelsessammensætningen som følge af et ændret fokus for EKF Danmarks Eksportkredits virksomhed.

Det foreslås i stk. 3, at medarbejderne vælger, udover de af erhvervs- og vækstministeren udpegede medlemmer, 2 repræsentanter til bestyrelsen for en periode på op til 2 år med mulighed for genvalg. Det fastlægges dermed, at medarbejderne i EKF Danmarks Eksportkredit til hver en tid har ret til at vælge 2 medlemmer til EKF Danmarks Eksportkredits bestyrelse. Det er i den forbindelse forudsætningen, at medarbejderne i eventuelle datterselskaber ikke har mulighed for at vælge koncernrepræsentanter. Som medarbejderrepræsentanter kan enhver fuldtidsansat i EKF Danmarks Eksportkredit vælges med undtagelse af direktionsmedlemmer. Det forudsættes, at erhvervs- og vækstministeren kan ikke afsætte medarbejdervalgte bestyrelsesmedlemmer.

Almindelige selskabsretlige habilitetsprincipper vil finde anvendelse for både de af ministeren udpegede bestyrelsesmedlemmer og for de medarbejdervalgte medlemmer i forhold til de af bestyrelsen behandlede sager.

Efter det foreslåede stk. 4 skal bestyrelsen samlet set have de nødvendige kompetencer til at varetage virksomhedens formål, herunder skal bestyrelsen bl.a. have den kreditfaglige, finansielle, forretningsmæssige, ledelsesmæssige og økonomiske indsigt, der kræves til at drive virksomheden. Det følger heraf, at bestyrelsen samlet skal have kendskab til eksportforhold, således at bestyrelsesmedlemmerne samlet har en bred viden og erfaring inden for eksportområdet, der gør bestyrelsen egnet til at lede virksomheden forsvarligt.

Det foreslås med bestemmelsen i stk. 5, at bestyrelseshonoraret bliver fastsat af erhvervs- og vækstministeren. Honoraret vil blive fastsat i overensstemmelse med den gældende praksis for fastsættelse af honorar for bestyrelsesmedlemmer i sammenlignelige selvstændige offentlige virksomheder. Honoraret fastsættes for det kommende år i forbindelse med det ordinære virksomhedsmøde.

Til § 8

Med bestemmelsen i stk. 1 fastslås det, at bestyrelsen skal varetage den overordnede og strategiske ledelse af EKF Danmarks Eksportkredit. Som følge af organiseringen som en SOV skal bestyrelsen herudover fastsætte de relevante politikker og mål for EKF Danmarks Eksportkredit, herunder politikker for produkter, præmie, hensættelser, kredit og corporate social responsibility (CSR) og alle øvrige politikker, der af bestyrelsen vurderes at være relevante med henblik på at sikre en forsvarlig og omkostningseffektiv styring af virksomheden. Den overordnede ledelse af EKF Danmarks Eksportkredit indebærer desuden, at bestyrelsen skal påse, at direktøren udøver sit hverv på forsvarlig måde, hvilket betyder, at direktøren driver virksomheden forsvarligt og i overensstemmelse med EKF Danmarks Eksportkredits formål og bestyrelsens udstukne rammer.

Det foreslås med bestemmelsen i stk. 2, at direktøren ansættes af bestyrelsen efter forudgående orientering af erhvervs- og vækstministeren, og at direktøren er ansvarlig for at varetage den daglige ledelse på baggrund af loven og retningslinjer fastsat af bestyrelsen i en direktionsinstruks.

Med bestemmelsen i stk. 3 foreslås det, at bestyrelsen er ansvarlig for at fastsætte sin forretningsorden. Bestyrelsen skal endvidere fastsætte en direktionsinstruks, der vil være et bilag til forretningsordenen. Inden for rammerne af denne lov og EKF Danmarks Eksportkredits vedtægter fastsættes i direktionsinstruksen bl.a. de nødvendige bemyndigelser fra bestyrelsen til direktøren med henblik på, at direktøren kan udøve sit ansvar for den daglige drift.

Det foreslås i stk. 4, at direktøren er underlagt instruks fra og refererer til erhvervs- og vækstministeren for så vidt angår forhold vedrørende eksportkreditpolitik, jf. § 1, stk. 2. Det svarer til den hidtidige gældende retstilstand, jf. § 3, stk. 5, i Lov om Dansk Eksportkreditfond m.v., og der er ikke tilsigtet nogen ændringer i forhold hertil. Ved at opretholde instruktion fra ministeren i forbindelse med internationalt samarbejde om eksportkreditpolitik sikres den parlamentariske kontrol med den danske deltagelse i den internationale politikformulering på området og overholdelse af Danmarks forpligtelser i forhold til EU, OECD, WTO mv. Er der behov for bistand fra EKF Danmarks Eksportkredit i den nationale politiske proces, vil direktøren også i disse sager referere direkte til ministeren. Bestyrelsen er ikke ansvarlig for sager, hvor direktøren er underlagt instruktion fra ministeren. De nærmere bestemmelser i relation til udmøntning af instruksen kan reguleres i vedtægten for EKF Danmarks Eksportkredit.

Det foreslås i stk. 6, at bestyrelsen holder erhvervs- og vækstministeren orienteret om alle væsentlige forhold vedrørende EKF Danmarks Eksportkredit, herunder væsentlige ændringer i EKF Danmarks Eksportkredits økonomi. Bestyrelsen er dermed forpligtet til af egen drift at holde erhvervs- og vækstministeren orienteret om alle væsentlige forhold vedrørende virksomheden og dens aktiviteter, herunder men ikke begrænset til væsentlige ændringer i virksomhedens økonomi, herunder indtægter, omkostninger, kapitalpolstring samt risikoeksponering. Dette er for at sikre, at erhvervs- og vækstministeren kan føre tilsyn på et oplyst grundlag og har mulighed for at vedtage de fornødne foranstaltninger, såfremt der måtte være behov herfor.

Til § 9

Det foreslås med bestemmelsen i stk. 1, at EKF Danmarks Eksportkredits egenkapital til stadighed skal være af en sådan størrelse, at den sammen med hensættelserne udgør et forsvarligt grundlag for virksomhedens forpligtelser og aktiviteter. EKF Danmarks Eksportkredits egenkapital skal således altid være af en sådan størrelse, at den danner et forsvarligt grundlag for de forpligtelser virksomheden påtager sig, samt danne kapitalmæssigt grundlag for et fremtidigt forretningsomfang. EKF Danmarks Eksportkredits aktiviteter skal i lighed med Eksport Kredit Fondens (EKF) aktiviteter styres af princippet om forsvarlig egenkapitaldækning og princippet om balance mellem indtægter og udgifter på længere sigt, dog under hensyntagen til den internationale konkurrencesituation og særlige handelspolitiske hensyn.

EKF Danmarks Eksportkredits bestyrelse fastlægger en hensættelsespolitik for EKF Danmarks Eksportkredit. EKF Danmarks Eksportkredit skal på sine garantiforpligtelser og udestående fordringer foretage hensættelser til imødegåelse af fremtidige forventede tab. EKF Danmarks Eksportkredit foretager de fornødne hensættelser til afdækning af risikoen ud fra en forsigtig og realistisk vurdering af tabsrisikoen på porteføljen.

EKF Danmarks Eksportkredits egenkapitalkrav skal afspejle det sandsynlige kapitalbehov i tilfælde af ekstraordinære tab, hvor de almindelige hensættelser ikke er tilstrækkelige. Kapitalkravet beregnes på grundlag af EKF Danmarks Eksportkredits garantiansvar og udestående fordringer, efter at der er taget hensyn til hensættelser. En del af egenkapitalen er en bunden reserve til imødegåelse af ekstraordinære tab. Bestyrelsen er ansvarlig for at sikre, at EKF Danmarks Eksportkredit til stadighed har den fornødne kapital og likviditet til rådighed i forhold til virksomhedens hensættelser og forpligtelser, herunder for at tilrettelægge aktiviteterne sådan, at de kan holdes inden for de besluttede rammer selv i tilfælde af ekstraordinære tab. Hvis der er en formodning for, at dette ikke kan lade sig gøre, orienterer bestyrelsen i god tid erhvervs- og vækstministeren med henblik på, at der kan træffes de nødvendige foranstaltninger.

Det forudsættes at, EKF Danmarks Eksportkredit har fri adgang til at anvende de risikostyringsværktøjer, der skønnes nødvendige for at sikre en forsvarlig risikostyring. EKF Danmarks Eksportkredit kan således fortsat anvende pengemarkedsinstrumenter, herunder rente- og valutaswaps, derivater mv. EKF Danmarks Eksportkredit har bl.a. også mulighed for at genforsikre sine risici i det kommercielle genforsikringsmarked eller i et samarbejde med andre eksportkreditinstitutter med henblik på at nedbringe risikoen på særlige lande, sektorer eller debitorer o. lign. EKF Danmarks Eksportkredit kan anvende de midler og værktøjer, der skønnes sædvanlige eller nødvendige med henblik på at minimere tab. EKF Danmarks Eksportkredit kan således i forbindelse med restruktureringer af nødlidende engagementer foretage omlægninger, forlængelser mv. EKF Danmarks Eksportkredit kan endvidere om nødvendigt konvertere et nødlidende lån til egenkapital, tilføre nye midler eller sælge engagementet til anden side.

Det foreslås med bestemmelsen i stk. 2, at EKF Danmarks Eksportkredits indtægter og udgifter skal balancere på længere sigt under hensyntagen til den internationale konkurrencesituation og særlige handelspolitiske hensyn. Dette medfører, at det eksisterende balancekrav videreføres. Kravet om balance på længere sigt er en del af de forpligtelser, Danmark har påtaget sig i OECD og i Verdenshandelsorganisationen (WTO) siden 1. januar 1995, og skal sikre, at Danmark, som de øvrige medlemsstater, ikke anvender eksportkreditordninger til statsstøtte i strid med internationale forpligtelser.

Bestemmelsen skal forstås således, at EKF Danmarks Eksportkredit samlet set og på længere sigt skal balancere og således ikke have underskud. Forpligtelsen skal dog samtidig ses i lyset af den internationale konkurrencesituation og særlige handelspolitiske hensyn. Der er ikke i de internationale fora fastsat en nærmere tidshorisont for, hvornår det skal balancere.

Det foreslås ved bestemmelsen i stk. 3, at EKF Danmarks Eksportkredit kan placere frie midler i visse særligt sikre værdipapirer. EKF Danmarks Eksportkredits likviditet kan overordnet set deles op i 3 niveauer: driftslikviditet, anfordringslikviditet og likviditet til sikkerhed. Driftslikviditeten udgøres af de midler, som EKF Danmarks Eksportkredit anvender i sin daglige drift til at afholde de løbende udgifter som løn, husleje og lignende. Anfordringslikviditeten udgøres af de midler, som EKF Danmarks Eksportkredit skal kunne tilgå direkte til udbetalinger som følge af EKF Danmarks Eksportkredits garanti- og erstatningshensættelser. Likviditeten til sikkerhed udgøres af de midler, som EKF Danmarks Eksportkredit ikke direkte skal kunne tilgå til udbetalinger som følge af EKF Danmarks Eksportkredits garanti- og erstatningshensættelser.

Driftslikviditeten og anfordringslikviditeten er i dag placeret på konti i enten et privat pengeinstitut eller i Nationalbanken, hvilket vil være uændret, og der er således med lovforslaget ikke lagt op til en ændring heri. Derimod har EKF Danmarks Eksportkredit efter de hidtil gældende regler kun haft mulighed for at placere sin likviditet til sikkerhed på en mellemregningskonto med staten. Med den foreslåede bestemmelse kan EKF Danmarks Eksportkredit placere denne del af sin likviditet i særligt sikre værdipapirer, som eksempelvis statsobligationer fra AA ratede lande, obligationer udstedt af AAA ratede multilaterale banker som eksempelvis den Europæiske Investeringsbank eller AA ratede realkreditobligationer.

Formålet med bestemmelsen er at give EKF Danmarks Eksportkredit muligheder for en markedsmæssig forrentning af sine frie midler, samtidig med at den foreslåede model, sikrer at EKF Danmarks Eksportkredit placerer sine frie midler i aktiver med lav risiko. Det er hensigten, at EKF Danmarks Eksportkredit vil føre en konservativ og forsigtig investeringspolitik med en minimal risiko, der tager højde for, at EKF Danmarks Eksportkredit har behov for en placering af sin likviditet, som matcher EKF Danmarks Eksportkredits hensættelser for så vidt angår valuta og restløbetid. Det er i den forbindelse væsentligt, at EKF Danmarks Eksportkredit altid har et tilstrækkeligt likviditetsberedskab til rådighed med kort varsel, ligesom EKF Danmarks Eksportkredit skal tilstræbe en naturlig valutasikring.

Med bestemmelsen i stk. 4 foreslås det, at EKF Danmarks Eksportkredit som hidtil kan optage lån hos staten i form af statslige genudlån. Det skal ses i sammenhæng med, at EKF Danmarks Eksportkredit også kan optage lån på det private marked, udstede obligationer mv. Bestemmelsen vil give EKF Danmarks Eksportkredit mulighed for at tilvejebringe de bedst mulige lånevilkår, hvilket vil have betydning for de vilkår, som kan tilbydes danske virksomheder i forhold til deres eksport og internationalisering. For så vidt angår statslige genudlån via Nationalbanken relateret til eksportlåneordningen, er der med finansloven for 2015 bevillingsmæssig hjemmel til at optage statslige genudlån i danske kroner op til en revolverende ramme på 35 mia. kr. frem til 2020.

Til § 10

Med den foreslåede bestemmelse følger, at staten indtræder i EKF Danmarks Eksportkredits rettigheder og forpligtelser i det omfang virksomhedens egenkapital og hensættelser ikke er tilstrækkelige. Dermed videreføres den gældende ordning jf. § 11, stk. 3, i Lov om Dansk Eksportkreditfond m.v. ifølge hvilken staten indestår for EKF Danmarks Eksportkredit i det omfang virksomhedens egenkapital og hensættelser ikke er tilstrækkelige. Det følger samtidig, at staten, i givet fald, kan indtræde i samtlige rettigheder og forpligtelser i et eller flere kontraktforhold, måtte det blive nødvendigt. Dette er en videreførelse af den gældende ordning, og skyldes eksportkreditinstitutters særlige karakter og forretningsførelse, der er forbundet med en indeståelse, svarende til en garanti, fra staten. EKF Danmarks Eksportkredit vil dermed fortsat være en del af staten og dermed en anerkendt udbyder af ufinansieret kreditrisikodækning, og at EKF Danmarks Eksportkredit fortsat vil anses som værende omfattet af art. 201 som en del af staten eller som en offentlig enhed, som staten har stillet passende sikkerhed for i Europa-Parlamentets og Rådets Forordning (EU) nr. 575/2013 af 26. juni 2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter og investeringsselskaber og om ændring af forordning (EU) nr. 648/2012 (kapitalkravsforordningen). Dette sikres med den foreslåede bestemmelse.

Til § 11

Det foreslås med bestemmelsen i stk. 1, at EKF Danmarks Eksportkredits regnskabsår er kalenderåret, det vil sige perioden fra den 1. januar til den 31. december.

EKF Danmarks Eksportkredit er omfattet af lov om revisionen af statens regnskaber, og virksomhedens regnskaber skal efter den foreslåede bestemmelse i stk. 2 revideres af rigsrevisor og den til enhver tid værende statsautoriserede revisor i EKF Danmarks Eksportkredit. Rigsrevisor foretager revision i overensstemmelse med god offentlig revisionsskik, jf. § 3 i lov om revisionen af statens regnskaber m.m., der omfatter finansiel revision, forvaltningsrevision og juridisk-kritisk revision. Revisorerne skal efterprøve, om regnskabet er rigtigt, og om de dispositioner, der er omfattet af regnskabsaflæggelsen, er i overensstemmelse med love og andre forskrifter, indgåede aftaler og sædvanlig praksis. Der foretages endvidere en vurdering af, hvorvidt der er taget nødvendige økonomiske hensyn ved forvaltningen af de midler og driften af de virksomheder, der er omfattet af regnskabet.

Det foreslås endvidere, at den statsautoriserede revisor udpeges for ét år ad gangen, og at denne vælges af erhvervs- og vækstministeren i forbindelse med virksomhedsmødet. Den statsautoriserede revisor kan genvælges.

Den reviderede årsrapport skal efter den foreslåede bestemmelse i stk. 3 forelægges erhvervs- og vækstministeren til godkendelse på virksomhedsmødet.

Til § 12

Med den foreslåede bestemmelse understreges det, at revisorerne, den statsautoriserede revisor og rigsrevisor, til enhver tid har ret til at kræve enhver oplysning, som revisorerne anser for nødvendige til udøvelse af deres funktion. Der skal endvidere til enhver tid gives revisorerne adgang til EKF Danmarks Eksportkredits bøger, regnskaber og virksomheden i øvrigt. Bestemmelsen skal sikre revisorerne det bedst mulige faktiske grundlag for revisionen.

Til § 13

Efter den foreslåede bestemmelse, kan EKF Danmarks Eksportkredit efter finansministerens nærmere bestemmelse indgå kollektive overenskomster eller i øvrigt fastsætte løn- og andre ansættelsesvilkår i EKF Danmarks Eksportkredit. Bestemmelsen giver mulighed for, at EKF Danmarks Eksportkredit inden for de overordnede rammer fastsat af finansministeren kan fastlægge principper for løn- og ansættelsesvilkår, herunder beslutning om indgåelse af f.eks. en eventuel virksomhedsoverenskomst. Det forudsættes i forlængelse heraf, at finansministeren på tilsvarende måde kan træffe nærmere bestemmelse om kompetencen til at fastsætte løn- og ansættelsesvilkår i hvert enkelt tilfælde for øvrige virksomheder i EKF Danmarks Eksportkredit, som måtte blive omdannet til selskabsform. Der lægges med bestemmelsen op til en ordning med delvis løsrivelse fra det statslige aftalesystem, således at EKF Danmarks Eksportkredit efter finansministerens nærmere bestemmelse og inden for rammerne af de gældende regler om opsigelse og genforhandling af overenskomster vil kunne indgå aftaler og selv kunne forhandle løn- og ansættelsesvilkår for sit personale, herunder indgå kollektive overenskomster. Formålet er at sikre, at EKF Danmarks Eksportkredit fortsat kan tiltrække og fastholde højt specialiserede medarbejdere i konkurrence med den finansielle sektor.

Ved omdannelsen af EKF Danmarks Eksportkredit til en selvstændig offentlig virksomhed fortsætter medarbejderne på de eksisterende ansættelsesforhold og bevarer de rettigheder og pligter, der gjaldt for dem under ansættelse forud for omdannelsen. Bestemmelsen medfører, at ledelsen og medarbejderne i EKF Danmarks Eksportkredit efter udløb af gældende aftaler kan indgå aftaler om nye ansættelsesvilkår mv.

Til § 14

Det fastslås i den foreslåede bestemmelse i stk. 1, at erhvervs- og vækstministeren, udover det almindelige forvaltningsmæssige tilsyn, fører tilsyn med EKF Danmarks Eksportkredit og dens virksomhed, herunder at denne lov og de efter loven fastsatte vedtægter, jf. § 5, stk. 3, efterleves. Tilsynet vil herudover blive ført på baggrund af de af bestyrelsen opstillede politikker og mål for EKF Danmarks Eksportkredit og vil blive udøvet aktivt gennem de løbende ejerskabsmøder mellem Erhvervs- og Vækstministeriet og EKF Danmarks Eksportkredit. Herudover vil erhvervs- og vækstministeren som supplement til de årlige virksomhedsmøder en gang årligt mødes med EKF Danmarks Eksportkredits ledelse med henblik på at drøfte status på EKF Danmarks Eksportkredits virksomhed og den mere overordnede udvikling heraf.

I medfør af bestemmelsen i stk. 2 skal EKF Danmarks Eksportkredit efter anmodning stille enhver oplysning om sin virksomhed og aktiviteter til rådighed for erhvervs- og vækstministeren. Det betyder, at ministeren til enhver tid kan opnå fuld indsigt og kan kræve alle oplysninger i forbindelse med udøvelse af tilsynet.

Til § 15

Det foreslås i stk. 1, at loven træder i kraft 1. juli 2016.

Med bestemmelsen i stk. 2, ophæves lov nr. 913 af 9. december 1999 om ændring af lov om Dansk Eksportkreditfond med efterfølgende ændringer, og bekendtgørelse nr. 98 af 8. februar 2001 med senere ændringer samt cirkulære nr. 19 af 8. februar 2001 bortfalder som følge heraf.

Det foreslås med bestemmelsen i stk. 3, at overtagelse af den statslige enheds hidtil drevne virksomhed med tilhørende aktiver og passiver i regnskabsmæssig henseende sker med virkning fra den 1. januar 2016.

Til § 16

Det følger at loven ikke gælder for Færøerne og Grønland, da erhvervsfremme- og eksportkreditspørgsmål er hjemtagne områder.