Efter afstemningen i Folketinget ved 2.
behandling den 26. januar 2016
Forslag
til
Lov om ændring af lov om ændring af
lov om dansk indfødsret
(Omfattelse af børn som bipersoner
ved afgivelse af erklæring i medfør af reglerne om
dobbelt statsborgerskab)
§ 1
I lov nr. 1496 af 23. december 2014 om
ændring af lov om dansk indfødsret (Accept af dobbelt
statsborgerskab og betaling af gebyr i sager om dansk
indfødsret) foretages følgende ændring:
1. I
§ 4 indsættes som stk. 2:
»Stk. 2.
Erhverver en person indfødsret ved afgivelse af
erklæring i medfør af stk. 1, tilkommer
indfødsretten også den pågældendes barn,
herunder adoptivbarn, medmindre det udtrykkeligt er angivet, at et
barn ikke skal være omfattet af erhvervelsen af
indfødsret. Det er en forudsætning for et barns
erhvervelse af dansk indfødsret, at den erklærende har
del i forældremyndigheden over barnet, og at barnet er ugift,
under 18 år og bosat her i riget. For et adoptivbarn er det
tillige en betingelse, at adoptionen har gyldighed efter dansk
ret.«
§ 2
Stk. 1. Loven
træder i kraft den 1. marts 2016.
Stk. 2. Loven finder
ikke anvendelse på erklæringer, der er afgivet over for
Statsforvaltningen før lovens ikrafttræden. For
sådanne erklæringer finder de hidtil gældende
regler anvendelse.
§ 3
Loven gælder ikke for Færøerne
og Grønland, men kan ved kongelig anordning helt eller
delvis sættes i kraft for Færøerne og
Grønland med de ændringer, som de færøske
og grønlandske forhold tilsiger.