L 55 Forslag til lov om ændring af lov om sygedagpenge, lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, lov om organisering og understøttelse af beskæftigelsesindsatsen m.v., lov om aktiv socialpolitik og lov om ferie.

(Midlertidig periode med ret til sygedagpenge ved livstruende, alvorlig sygdom m.v.).

Af: Beskæftigelsesminister Jørn Neergaard Larsen
Udvalg: Beskæftigelsesudvalget
Samling: 2015-16
Status: Stadfæstet

Betænkning

Afgivet: 09-12-2015

Afgivet: 09-12-2015

Betænkning afgivet af Beskæftigelsesudvalget den 9. december 2015

20151_l55_betaenkning.pdf
Html-version

Betænkning afgivet af Beskæftigelsesudvalget den 9. december 2015

1. Ændringsforslag

Enhedslistens medlemmer af udvalget har stillet 4 ændringsforslag til til lovforslaget.

2. Udvalgsarbejdet

Lovforslaget blev fremsat den 11. november 2015 og var til 1. behandling den 20. november 2015. Lovforslaget blev efter 1. behandling henvist til behandling i Beskæftigelsesudvalget.

Møder

Udvalget har behandlet lovforslaget i 1 møde.

Høring

Lovforslaget er en genfremsættelse af lovforslag nr. L 199 (folketingsåret 2014-15, 1. samling). Et udkast til lovforslaget har inden fremsættelsen været sendt i høring, og beskæftigelsesministeren sendte den 11. september 2015 dette udkast til udvalget, jf. BEU alm. del - bilag 38 (folketingsåret 2014-15, 2. samling). Den 11. november 2015 fremsendte beskæftigelsesministeren de indkomne høringssvar, et høringsnotat og en ligestillingsvurdering til udvalget.

Skriftlige henvendelser

Udvalget har i forbindelse med udvalgsarbejdet modtaget en skriftlig henvendelse fra Paul Gram-Hansen, Odense. Beskæftigelsesministeren har over for udvalget kommenteret den skriftlige henvendelse.

Spørgsmål

Udvalget har stillet 1 spørgsmål til beskæftigelsesministeren til skriftlig besvarelse, som denne har besvaret.

3. Indstillinger og politiske bemærkninger

Et flertal i udvalget (udvalget med undtagelse af EL og ALT) indstiller lovforslaget til vedtagelse uændret.

Et mindretal i udvalget (EL og ALT) indstiller lovforslaget til vedtagelse med de stillede ændringsforslag.

Alternativets medlemmer af udvalget understreger ønsket om at lade bestemmelsen om, at beskæftigelseskravet skal være opfyldt på det tidspunkt, hvor det vurderes, at den syge har en livstruende sygdom, bortfalde. Dette særlige beskæftigelseskrav medfører efter ALT's opfattelse, at en væsentlig del af de personer, der har en livstruende sygdom, formentligt ikke vil få gavn af ordningen, idet det ganske enkelt er umuligt for disse personer at opfylde beskæftigelseskravet, når de forud for jobafklaringsforløbet har modtaget sygedagpenge i mindst 22 uger. Derved svækkes lovforslagets formål væsentligt.

Inuit Ataqatigiit, Siumut, Tjóðveldi og Javnaðarflokkurin var på tidspunktet for betænkningens afgivelse ikke repræsenteret med medlemmer i udvalget og havde dermed ikke adgang til at komme med indstillinger eller politiske udtalelser i betænkningen.

En oversigt over Folketingets sammensætning er optrykt i betænkningen.

4. Ændringsforslag med bemærkninger

Til § 1

Af et mindretal (EL), tiltrådt af et mindretal (ALT):

1) Det under nr. 5 foreslåede § 24 a, stk. 6, affattes således:

»Stk. 6. En person, der er omfattet af stk. 1, kan i stedet for et jobafklaringsforløb med ressourceforløbsydelse vælge at modtage sygedagpenge fra kommunen, hvis en læge vurderer, at personen har en livstruende, alvorlig sygdom.«

[Alvorligt syge skal have ro om deres økonomi]

2) I den under nr. 6 foreslåede § 24 b affattes stk. 1 således:

»En person, der er i jobafklaringsforløb med ressourceforløbsydelse, jf. kapitel 12 b i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, kan vælge at overgå til at modtage sygedagpenge fra kommunen, hvis en læge vurderer, at personen har en livstruende, alvorlig sygdom.«

[Ordningen skal være permanent, og beskæftigelseskravet udgår]

3) I det under nr. 6 foreslåede § 24 c, stk. 1, udgår 3. pkt.

[Konsekvensændring]

Til § 5

4) Paragraffen udgår.

[Modtagere af ressourceforløbsydelse og uddannelseshjælp skal beholde de feriepenge, de har optjent]

Bemærkninger

Til nr. 1

Alvorligt syge mennesker med livstruende sygdom bør have ro om deres økonomi, så deres tilstand ikke forværres yderligere af spekulationer om deres fremtidige økonomi, hvis de igen skal miste retten til sygedagpenge. Herudover giver det ingen mening, at mennesker med en livstruende sygdom skal være i et jobafklaringsforløb, da de ikke vil være i stand til at deltage i nogen former for aktiviteter.

Til nr. 2 og 3

Der henvises til bemærkningerne til ændringsforslag nr. 4, der forklarer, hvorfor ordningen skal være permanent.

Bestemmelsen om, at beskæftigelseskravet skal være opfyldt på det tidspunkt, hvor det vurderes, at den syge har en livstruende sygdom, medfører, at det er meget få personer med livstruende sygdom, der vil få glæde af ordningen, fordi det vil være umuligt for dem at opfylde beskæftigelseskravet, når de forud for jobafklaringsforløbet har modtaget sygedagpenge i mindst 22 uger. Det er kun syge, der stadig er i et ansættelsesforhold, der kan opfylde beskæftigelseskravet, fordi løn under sygdom, sygedagpenge og timer med refusion til arbejdsgiveren tæller med i beskæftigelseskravet.

Derfor bør dette særlige beskæftigelseskrav bortfalde, således at alle syge, der under et jobafklaringsforløb får konstateret livstruende sygdom, får glæde af forslaget og ret til at overgå til sygedagpenge.

Til nr. 4

Modtagere af ressourceforløbsydelse og specielt modtagere af uddannelseshjælp har meget få penge. Derfor bør de i lighed med modtagere af sygedagpenge kunne beholde de feriepenge, som de selv har optjent, og som var en del af deres løn, uden modregning.

Bent Bøgsted (DF) fmd. Jens Henrik Thulesen Dahl (DF) Peter Kofod Poulsen (DF) Mette Hjermind Dencker (DF) Marlene Harpsøe (DF) Pernille Bendixen (DF) Hans Andersen (V) Peter Juel Jensen (V) Louise Schack Elholm (V) Hans Christian Thoning (V) Anni Matthiesen (V) Britt Bager (V) Joachim B. Olsen (LA) Laura Lindahl (LA) Rasmus Jarlov (KF) Per Husted (S) Bjarne Laustsen (S) nfmd. Jeppe Bruus (S) Leif Lahn Jensen (S) Lennart Damsbo-Andersen (S) Pernille Rosenkrantz-Theil (S) Peter Hummelgaard Thomsen (S) Henning Hyllested (EL) Christian Juhl (EL) Finn Sørensen (EL) Josephine Fock (ALT) Torsten Gejl (ALT) Sofie Carsten Nielsen (RV) Karsten Hønge (SF)

Inuit Ataqatigiit, Siumut, Tjóðveldi og Javnaðarflokkurin havde ikke medlemmer i udvalget.

Socialdemokratiet (S)47
Dansk Folkeparti (DF)37
Venstre, Danmarks Liberale Parti (V)34
Enhedslisten (EL)14
Liberal Alliance (LA)13
Alternativet (ALT)9
Radikale Venstre (RV)8
Socialistisk Folkeparti (SF)7
Det Konservative Folkeparti (KF)6
Inuit Ataqatigiit (IA)1
Siumut (SIU)1
Tjóðveldi (T)1
Javnaðarflokkurin (JF)1

Bilag 1

Oversigt over bilag vedrørende L 55

Bilagsnr.
Titel
1
Høringsnotat, høringssvar og ligestillingsvurdering, fra beskæftigelsesministeren
2
Henvendelse af 23/11-2015 fra Paul Gram-Hansen, Odense, om definitionen af »livstruende sygdom«.
3
Tidsplan for udvalgets behandling af lovforslaget
4
1. udkast til betænkning


Oversigt over spørgsmål og svar vedrørende L 55

Spm.nr.
Titel
1
Spm. om ministerens kommentar til henvendelse af 23/11-2015 fra Paul Gram-Hansen, Odense, om definitionen af »livstruende sygdom«, til beskæftigelsesministeren, og ministerens svar herpå