Skriftlig fremsættelse (11. november
2015)
Beskæftigelsesministeren (Jørn
Neergaard Larsen):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om ændring af lov om
sygedagpenge, lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, lov om
organisering og understøttelse af
beskæftigelsesindsatsen m.v., lov om aktiv socialpolitik og
lov om ferie (Midlertidig periode med ret til sygedagpenge ved
livstruende, alvorlig sygdom m.v.)
(Lovforslag nr. L 55)
Der er tale om en genfremsættelse af
lovforslag L 199 (2014-15 (1. samling)), som blev fremsat for
Folketinget den 29. april 2015, men bortfaldt inden 2. behandlingen
grundet udskrivelse af folketingsvalg.
Den daværende regering
(Socialdemokraterne, Socialistisk Folkeparti og Det Radikale
Venstre), Venstre, Dansk Folkeparti, Det Konservative Folkeparti og
Liberal Alliance indgik den 18. december 2013 forlig om en reform
af sygedagpengesystemet. Formålet var økonomisk
sikkerhed for sygemeldte samt en tidligere og bedre indsats.
Som opfølgning på
sygedagpengereformen har partierne bag reformen besluttet
midlertidigt at udvide muligheden for, at personer med en
livstruende, alvorlig sygdom kan få ret til sygedagpenge.
Formålet med dette lovforslag er at
ændre reglerne for personer, som får en livstruende,
alvorlig sygdom, således at:
- | en person, som har en livstruende,
alvorlig sygdom, og som opfylder beskæftigelseskravet over
for kommunen, får ret til sygedagpenge fra kommunen, uanset
om personen på første fraværsdag har modtaget
sygedagpenge i en periode på mere end 22 uger inden for de 9
forudgående kalendermåneder. | - | en person, der er overgået til et
jobafklaringsforløb med ressourceforløbsydelse, og
som under jobafklaringsforløbet får en livstruende,
alvorlig sygdom, og som opfylder beskæftigelseskravet over
for kommunen, får ret til sygedagpenge fra kommunen. |
|
Det foreslås, at reglerne
indføres som en midlertidig ordning, der løber fra
den 1. januar 2016 til og med den 31. december 2017, hvilket
gør det muligt i sommeren 2017 at kvalificere et skøn
over målgruppens størrelse, som vil kunne danne
grundlag for en politisk drøftelse af, om ordningen skal
gøres permanent.
Lovforslaget indeholder herudover forslag
til enkelte tilføjelser til og præciseringer af
bestemmelser i lov om sygedagpenge, lov om en aktiv
beskæftigelsesindsats, lov om organisering og
understøttelse af beskæftigelsesindsatsen m.v., lov om
aktiv socialpolitik og lov om ferie.
Forslaget skønnes at indebære
offentlige merudgifter på ca. 9,4 mio. kr. i 2016 og i 2017.
Det skønnes, at merudgiften til staten udgør 2,7 mio
kr. i 2016 og i 2017, mens merudgiften til kommunerne
skønnes af at udgøre 6,7 mio. kr. i 2016 og i
2017.
De samlede nettoudgifter er sammensat af
merudgifter til sygedagpenge, samt administration i forbindelse med
revurdering og lægeerklæringer, hvilket delvist
modsvares af mindreudgifter til ydelse under
jobafklaringsforløb.
Det foreslås, at lovforslaget
træder i kraft den 1. januar 2016.
Idet jeg i øvrigt henviser til
lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed
anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige
behandling.