Ændringsforslag stillet den 1. juni
2016
Til § 2
Af skatteministeren:
1) Stk. 2, 2.
pkt., affattes således:
»For tidligere indkomstår
beregnes fradrag for hensættelser til konsolidering, som er
omfattet af fondsbeskatningslovens § 5, stk. 1, jf.
lovbekendtgørelse nr. 961 af 17. august 2015, som 25 pct. af
de foretagne uddelinger til almenvelgørende eller på
anden måde almennyttige formål, der er foretaget til og
med den 19. november 2015, og som 4 pct. af sådanne
uddelinger, der er foretaget fra og med den 20. november 2015 og
til indkomstårets udløb.«
[Justering af virkningstidspunktet
for nedsættelsen af det generelle konsolideringsfradrag]
Bemærkninger
Til nr. 1
Det følger af lovforslagets §
2, stk. 2, 1. pkt., at den foreslåede nedsættelse af
det generelle konsolideringsfradrag fra 25 pct. til 4 pct.
får virkning for indkomstår, der påbegyndes den
1. januar 2016 eller senere.
For indkomstår, der påbegyndes
inden denne dato, beregnes konsolideringsfradraget som 25 pct. af
de foretagne uddelinger til almenvelgørende eller på
anden måde almennyttige formål, der er foretaget til og
med den 19. november 2015, jf. forslaget til § 2, stk. 2, 2.
pkt. Formålet hermed er at imødegå risikoen for,
at fonde efter fremsættelsen af forslaget den 20. november
2015 og inden udløbet af indkomståret fremrykkede
tidspunktet for sådanne uddelinger med henblik på at
forøge grundlaget for konsolideringsfradraget.
Ved ændringsforslag nr. 3 til 2.
behandling er den oprindelig foreslåede ophævelse af
det generelle konsolideringsfradrag udgået af lovforslaget,
idet fradraget i stedet er foreslået nedsat, så det med
virkning for indkomstår, der påbegyndes den 1. januar
2016 eller senere, udgør 4 pct. af de foretagne
almenvelgørende eller på anden måde almennyttige
uddelinger.
Det foreslås på den baggrund,
at der for indkomstår, der påbegyndes inden den 1.
januar 2016 - ved siden af konsolideringsfradraget på 25 pct.
for almenvelgørende eller på anden måde
almennyttige uddelinger, der er foretaget til og med den 19.
november 2015 - tillige kan foretages konsolideringsfradrag
svarende til 4 pct. af sådanne uddelinger, der er foretaget i
perioden fra og med den 20. november 2015 til indkomstårets
udløb, jf. den ved nærværende
ændringsforslag foreslåede affattelse af § 2, stk.
2, 2. pkt.
Det følger af forslaget til §
2, stk. 2, 3. pkt., at det generelle konsolideringsfradrag for det
sidste indkomstår, der påbegyndes inden den 1. januar
2016 - som alternativ til at blive opgjort efter § 2, stk. 2,
2. pkt., som ovenfor beskrevet - kan vælges opgjort på
grundlag af de almennyttige uddelinger, der er foretaget i
indkomståret 2014.