Skriftlig fremsættelse (10. december
2015)
Udlændinge-,
integrations- og boligministeren (Inger
Støjberg):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om ændring af
udlændingeloven (Udskydelse af retten til
familiesammenføring for personer med midlertidig
beskyttelsesstatus, skærpelse af reglerne om
tidsubegrænset opholdstilladelse, skærpelse af reglerne
om inddragelse af flygtninges opholdstilladelse m.v.)
(Lovforslag nr. L 87).
Der kommer
mange flygtninge og migranter til Danmark. Det presser alle lande,
også Danmark. Regeringen har længe ment, at
vilkårene på asylområdet betyder noget for, hvor
attraktivt det er at søge til Danmark. Med lovforslaget
ønsker regeringen at stramme asylvilkårene og adgangen
til Danmark, så det bliver markant mindre attraktivt at
søge til Danmark.
Lovforslaget
bygger på regeringens asylpakke, fremlagt den 13. november
2015, hvori regeringen bl.a. foreslog 15 ændringer af
vilkårene på asylområdet. Lovforslaget
gennemfører de nødvendige lovændringer, der
følger af regeringens asylpakke. Lovforslaget skal ses i
sammenhæng med regeringens øvrige tiltag på
området.
Med
lovforslaget forlænges perioden for udskydelse af adgangen
til familiesammenføring til udlændinge med midlertidig
beskyttelse fra 1 til 3 år. Det betyder, at udlændinge
med midlertidig beskyttelse ikke har ret til
familiesammenføring inden for de første 3 år,
medmindre særlige grunde taler derfor.
Desuden
skærpes den tidsmæssige betingelse for at opnå
tidsubegrænset opholdstilladelse til som udgangspunkt 6
års lovligt ophold for alle udlændinge, som endvidere
skal opfylde en række skærpede, grundlæggende
betingelser, herunder i forhold til vandelskravet og krav til
danskkundskaber og beskæftigelse. Herudover skal alle
udlændinge opfylde yderligere 2 ud af 4 supplerende
integrationsrelevante betingelser for at opnå
tidsubegrænset opholdstilladelse. Udlændinge, som
opfylder de grundlæggende betingelser og alle 4 supplerende
integrationsrelevante betingelser, vil kunne opnå
tidsubegrænset opholdstilladelse allerede efter 4 år.
Med lovforslaget afskaffes endvidere den særligt lempelige
adgang til tidsubegrænset opholdstilladelse for flygtninge
m.fl.
Med
lovforslaget indføres der desuden hjemmel til, at politiet
kan visitere en asylansøger og ransage asylansøgerens
bagage med henblik på at sikre penge og værdigenstande
til dækning af udgifterne til den pågældendes
underhold m.v. I tilknytning hertil indebærer lovforslaget,
at udlændingemyndighederne får mulighed for at tage de
nævnte aktiver i bevaring med henblik på dækning
af udgifter til underhold m.v.
Det
foreslås tillige, at den periode, hvor asylansøgere,
der har tilstrækkelige midler hertil, kan
pålægges at dække udgifterne til deres og deres
families underhold m.v. forlænges fra 3 måneder frem
til tidspunktet for boligplacering i en kommune eller - ved afslag
på asyl - udrejse eller udsendelse af landet. Lovforslaget
indebærer desuden, at størrelsen af de kontante
ydelser, der udbetales til asylansøgere (grundydelsen,
tillægsydelsen og forsørgerydelsen), nedsættes
med 10 pct. i forhold til de takster, der ellers ville gælde
for 2016. Med lovforslaget lægges der ydermere op til at
afskaffe asylansøgeres adgang til indkvartering i
selvstændige og særlige boliger uden for asylcentre.
Endvidere foreslås det, at kriterierne for udvælgelse
af kvoteflygtninge ændres, således at der
indføres et kriterium om integrationspotentiale svarende til
det, som VK-regeringen indførte i 2005.
Med
lovforslaget skærpes desuden reglerne om inddragelse af en
flygtnings opholdstilladelse på grund af ferie eller andet
korterevarende ophold i hjemlandet, idet det efter forslaget skal
tillægges betydelig vægt, at udlændingen ved
frivilligt at rejse til hjemlandet selv har skabt en formodning
for, at de forhold, der har begrundet opholdstilladelsen, har
ændret sig på en sådan måde, at
udlændingen ikke længere risikerer
forfølgelse.
Endelig
foreslås det at indføre gebyrer på
familiesammenføringsområdet og for ansøgning om
permanent opholdstilladelse fra flygtninge m.fl.
På grund
af den ekstraordinære situation med et meget højt
antal asylansøgere i Danmark er der behov for, at reglerne
træder i kraft hurtigt. Bortset fra forslaget om
ændring af kriterierne for udvælgelse af
kvoteflygtninge, der har været sendt i høring forud
for fremsættelsen, sendes lovforslaget derfor i høring
samtidig med fremsættelsen. Lovforslaget ønskes
behandlet, således at forslaget kan vedtages og loven
så vidt muligt træde i kraft med udgangen af januar
2016.
Idet jeg i øvrigt henviser til
lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed
anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige
behandling.