Tak, så fik jeg alligevel ordet her.
Med det her beslutningsforslag ønsker vi i Socialdemokratiet at sikre, at voldsramte, der søger tilflugt på landets krisecentre, får mulighed for at modtage akut, gratis psykologhjælp i løbet af deres ophold, og altså at de kan få et antal psykologtimer.
Vi lægger her op til, at det minimum er fire psykologsamtaler, der kan være, og formålet med ordningen er, at voldsramte kan få bearbejdet oplevelser og overgreb, som de har været udsat for, og det er for at styrke dem i deres muligheder for at bryde med volden og for i højere grad at være der for deres børn.
I forslaget lægger vi op til, at den her psykologhjælp bliver forankret lokalt på det enkelte krisecenter, så den enkelte voldsramte ikke selv skal ud i f.eks.
hjemkommunen og få en lægehenvisning og måske allernådigst blive tildelt tilskud på op til 60 pct.
Vi lægger også op til, at man ikke selv skal betale, men at det altså bliver finansieret af os – det koster 4 mio.
kr.
årligt – og at det er akut, så man altså ikke skal vente de her 7-8 uger, som ventetiden ellers er for voldsramte.
Det er jo et satspuljeprojekt, som løb fra starten af 2012 til udgangen af 2015.
Vi så evalueringen i starten af 2016, så det er jo ganske naturligt, at man, når man har et projekt, som man sætter i søen, og som man efterfølgende finder ud af virker, så tager de positive erfaringer med sig videre i det politiske arbejde.
Vi har gentagne gange opfordret regeringen til at løse det her sammen med os, og vi har også været meget interesseret i at hjælpe med at finde økonomien i det her, så ordningen kan fortsætte.
Vi synes, det ville være synd og skam, hvis det her projekt, som viser sig at være en kæmpe succes, ikke kan fortsætte.
Der er tale om nogle af de mest desperate og pressede mennesker, vi har her i landet, og som er i den allerkritiske og sandsynligvis allerfarligste situation i deres liv, og de skal have den hjælp, også den psykologhjælp, som de har behov for – både for at kunne passe på sig selv, men også for at kunne passe på deres børn.
Vi mener, og det har jeg sagt flere gange, også til ministeren, at Danmark har råd til at hjælpe de her mennesker.
Vi mener faktisk ikke, vi har råd til at lade være med at hjælpe de her mennesker; hverken økonomisk eller menneskeligt har vi råd til at lade være med at hjælpe de her mennesker.
Det gælder både for de voldsramte, det er først og fremmest kvinder, det drejer sig om – det her forslag inkluderer både mænd og kvinder – men det gælder i særdeleshed for børnene, som er de allerstørste ofre i hele den her sammenhæng.
Mange af dem bliver selv udsat for vold på den ene eller anden måde, mens resten er vidner til volden, og det kan være lige så krænkende at være vidne til at se en forælder blive slået.
Da jeg var ude med det her i starten af året, havde jeg egentlig ikke fantasi til at forestille mig, at det var noget, der ville blive hældt ned ad brættet, sådan at jeg skulle bruge året på at kæmpe for det her, for jeg havde faktisk regnet med, at der ville have været større tilslutning.
Det her er ikke et eller andet socialdemokratisk forslag, der lige er hevet ud af ærmet, det er vores fælles forslag, det er vores fælles satspuljeaftale, som vi har lavet!
Vi satte det her projekt i gang i 2012 for at se, om det virkede, og fordi der var et ønske om at få det prøvet af.
Det var Venstre også med til, sammen med de partier, der nu kritiserer det og siger:
Hvad er det for noget?
Jamen I har jo selv været med til at stille det her forslag, og nu viser evalueringen, Socialstyrelsens egen evaluering, at det virker.
Det hjælper kvinderne med at bryde med volden, og det hjælper kvinderne med at være der for deres børn.
Det koster 4 mio.
kr.
om året at give den her hjælp, altså lidt under 1 kr.
pr.
dansker!
Nu har jeg turneret rundt med det her budskab det meste af året, både her i salen, i samråd, i pressen og ude til debatmøder, og jeg har ikke mødt en eneste endnu, som er kommet hen og har forlangt at få sin krone tilbage i skat, fordi man ikke synes, at den her hjælp var pengene værd – jeg har ikke mødt en eneste.
Hvis I møder nogen, må I endelig sende dem videre til mig.
Jeg har ikke mødt nogen mennesker, der ikke synes, at det er fornuftigt at investere i de voldsramte og deres børn.
Jeg synes, det er fattigt, at vi ikke gør det.
Jeg kan jo godt tælle, og jeg kan godt se, at der ikke er flertal for det her beslutningsforslag, men pyt med beslutningsforslaget, for det handler om indholdet.
Jeg vil også kvittere Enhedslisten, Alternativet og SF for at bakke op, og jeg vil også gerne kvittere Liberal Alliance og måske Det Konservative, det nåede jeg aldrig helt at finde ud af, som på en eller anden måde giver en håndsrækning til, at vi måske kan finde ud af det her, men i en anden form.
Ja, men så lad os da gøre det.
Jeg behøver ikke at stå som afsender på det her, jeg er bedøvende ligeglad med, hvem der får æren for det her, jeg vil bare have, at vi løser det her problem, for jeg mener ikke, vi har råd til at lade være.
Jeg tror, jeg fik sagt, hvad jeg har på hjerte.