Det næste punkt på dagsordenen er:

23) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 107:

Forslag til folketingsbeslutning om forbud mod giftstoffer i tatoveringsblæk.

Af Søren Søndergaard (EL) m.fl.

(Fremsættelse 30.03.2017).

Forhandlingen er åbnet, og vi åbner op med miljø- og fødevareministeren. Værsgo.

Tak for det, hr. formand. Og tak til Enhedslisten for at sætte fokus på et vigtigt emne. Beskyttelse af forbrugerne mod problematisk kemi er noget, jeg prioriterer højt. Det er ikke acceptabelt, at der kan være sundhedsskadelig kemi i tatoveringsfarver, som lægges direkte ind under huden. Når man får lavet en tatovering, skal man som forbruger kunne regne med, at de farver, som benyttes, ikke indeholder sundhedsskadelige stoffer. Tatoveringsfarverne skal være sikre for forbrugerne, og jeg er derfor som udgangspunkt enig i hensigten med beslutningsforslaget. Men jeg mener, at kemi skal reguleres i EU. Det gælder også skadelig kemi i tatoveringsfarver, for EU-regulering giver den bedste og bredeste beskyttelse for forbrugerne såvel som for virksomhederne. Kemi krydser grænser. Den tatoveringsfarve, der anvendes i Danmark, er ofte produceret uden for Danmarks grænser, ofte også helt uden for EU's grænser. Så det er vigtigt, at vi står sammen i EU og sætter en høj standard for sikker kemi.

Som det vides, har vi haft fokus på tatoveringsfarver i en længere periode. Under den tidligere regering i 2013 blev det forsøgt at indføre nationale regler for tatoveringsfarver. Danmark modtog i den forbindelse en udførlig udtalelse fra Europa-Kommissionen om, at begrænsning af kemiske stoffer kun kan vedtages ved at følge proceduren i EU's kemikalielovgivning, der omtales som REACH. Derfor er Danmark gået aktivt ind i arbejdet om at udarbejde regler under REACH. Det arbejde er godt i gang.

EU's regler for den generelle produktsikkerhed medfører allerede i dag, at bl.a. tatoveringsfarver ikke må udgøre en risiko. Det er dog en udfordring, at der ikke findes konkrete grænser for de specifikke stoffer, så man kan sikre sig, at farverne ikke udgør en risiko. Med fælles EU-regler under REACH får vi en specifik regulering af, hvilke kemiske stoffer der må anvendes til tatoveringer og permanent makeup. Dermed kan man være sikker på, at farverne ikke udgør en risiko.

For at støtte op om en god regulering i EU så hurtigt som muligt lancerede jeg i november sidste år en national strategi for tatoveringsfarver. De helt centrale tiltag i strategien er dels Danmarks bidrag til de kommende EU-regler, men vi skal ikke sidde på hænderne, mens EU-reglerne udarbejdes, og vi gennemfører derfor en national informationsindsats over for tatovørerne, så de kan være på forkant med den kommende regulering.

Danmark understøtter udarbejdelsen af EU-regler for skadelige stoffer i tatoveringsfarver sammen med EU's kemikalieagentur ECHA, Norge, Tyskland og Italien. Danmark bidrager aktivt til det arbejde, særlig vedrørende allergifremkaldende stoffer, for vores Videncenter for Allergi har en særlig ekspertise. Der udarbejdes en ambitiøs regulering, som omfatter en lang række problematiske stoffer. Forslaget fra arbejdsgruppen skal være færdigt senest i juli 2017, altså om ganske kort tid. Herefter skal det behandles i ECHA's komiteer, inden det sendes til Kommissionen.

Jeg forventer, at Kommissionen derefter sender et forslag til afstemning i REACH-komiteen blandt EU's medlemslande. Vi skal selvfølgelig afvente resultatet af det omfattende og ambitiøse arbejde. Det tager både tid at vurdere de mange stoffer, og det tager tid for komiteerne i ECHA at vurdere konsekvenserne af forslaget. Jeg mener, at det er den bedste tilgang til at få den skadelige kemi ud af tatoveringsfarverne, og det giver god mening at vente på at få gennemført en regulering, der giver danskerne og alle EU-borgere den bedst mulige beskyttelse – en beskyttelse, der skal gælde både i Aalborg, og når man får en tatovering på en rejse i f.eks. Spanien.

Som nævnt kommer de fleste tatoveringsfarver fra lande uden for Danmark. Det vil derfor være en vanskelig opgave for tatovørerne at sikre sig, at de farver, som de køber, lever op til særlige danske krav. En fælles EU-regulering lægger pres på lande uden for EU, som ønsker at markedsføre tatoveringsfarver i Fællesskabet. Fælles regler vil generelt være med til at skabe større sikkerhed for alle danskere, som ønsker en tatovering, og samtidig gøre det nemmere for tatovørerne at købe sikre farver.

Hele REACH-processen forventes at resultere i et forslag, der kan vedtages omkring september 2019 og træde i kraft inden 2021. Indtil EU-reguleringen er på plads, arbejdes der parallelt med nationale tiltag. Ud over arbejdet i ECHA med EU-reglerne indeholder regeringens tatoveringsstrategi som nævnt også en informationsindsats målrettet de væsentligste aktører, nemlig tatovørerne. Det sker gennem et dialogforum, hvor der gives information til tatovørerne om, hvordan de kan sikre sig, at de farver, som de anvender, ikke indeholder problematiske stoffer. I den forbindelse er hjemmesiden tjekfarverne.dk også blevet relanceret til gavn for producenter, importører, sælgere og brugere af tatoveringsfarver i Danmark. Siden indeholder anbefalinger om sikre tatoveringsfarver. Herudover kan man som forbruger finde gode råd om tatoveringer på hjemmesiden thinkbeforeyouink.dk, som er etableret som led i en informationskampagne i samarbejde med Sundheds- og Ældreministeriet. Hjemmesiden oplyser også om risici ved hjemmetatoveringer.

Jeg er meget optaget af, at vi får taget hånd om de problemstillinger, der er i forbindelse med skadelige tatoveringsfarver. Problematisk kemi skal ud af tatoveringsfarverne, og det skal ske gennem fælles EU-regler. Kemi krydser grænser, og derfor skal tatoveringsfarverne reguleres i regi af EU. Det giver den bedste forbrugerbeskyttelse og giver de bedste konkurrencevilkår for tatovørerne. Danskerne skal trygt kunne lade sig tatovere, uanset om det sker i Danmark eller et andet sted i EU.

Jeg håber på hele Folketingets opbakning til vores arbejde med at få en ambitiøs EU-regulering, samtidig med at vi i Danmark arbejder med implementeringen af vores nationale tatoveringsstrategi, som indeholder målrettet og efterspurgt information samt dialog med branchen. Vi gør meget, og derfor afvises beslutningsforslaget.

Tak til ministeren. Foreløbig er der en enkelt kort bemærkning. Hr. Søren Søndergaard, værsgo.

Jeg er fuldstændig enig med ministeren i, at kemi er grænseoverskridende, men jeg vil ikke anbefale, at vi skal afvente lovgivning i Danmark, indtil vi har fået Vietnam eller Thailand eller Burma eller et eller andet land, hvor folk kan tage hen og blive tatoveret, med. Det er jo helt absurd. Folk kan blive tatoveret i Spanien, og folk kan blive tatoveret i Burma – det er rigtigt, men det ikke det, vi snakker om. Det, vi snakker om, er folk, der bliver tatoveret i Danmark, og det er der rigtig mange mennesker, der gør, og de får sprøjtet et giftstof ind i sig. Og hvorfor gør de så det? Ja, det er jo lidt underligt. Ministeren brugte meget tid på grænseoverskridelse osv. Kan ministeren så ikke bare her i første omgang bekræfte, at i Sverige har man faktisk de regler, som Enhedslisten foreslår skal gælde for Danmark?

Ministeren.

Jeg er ikke bekendt med de svenske regler, men hvis ordføreren siger det, skal jeg bestemt ikke påstå, at ordføreren taler usandt. Men jeg kan sende en skriftlig meddelelse over til ordføreren med en eventuel bekræftelse.

Spørgeren.

Det har ministeren sådan set gjort tidligere, for virkeligheden er jo den, at det er rent bureaukrati, der gør, at vi ikke kan lave det i Danmark. Der er en række EU-lande, der har stærkere regler allerede, men det har noget at gøre med, hvornår man indførte dem. Og Danmark indførte dem for sent, efter at REACH var trådt fuldt i kraft, med det resultat, at så kunne vi ikke gennemføre dem. Havde vi haft dem altid, eller havde vi haft dem meget tidligere, havde vi godt kunnet indføre dem. Det var det, svenskerne gjorde. Derfor er det rent teknikalitet og bureaukrati, der gør det. Og dem, der altså kommer til at betale prisen for det, er de tusindvis af mennesker i Danmark, som i tiltro til, at Danmark ikke er en bananrepublik, går ind og bliver tatoveret et eller andet sted og så opdager, at det, de har fået sprøjtet ind, er noget, der er giftigt.

Hvis nu det viser sig, at Sverige har nogle strammere regler end Danmark, kan vi så ikke være enige om, at vi så skal have de samme regler som i Sverige, som jo også er et EU-land?

Ministeren.

Jeg kan bekræfte, at Danmark ikke er en bananrepublik. Det kan jeg bekræfte. Og jeg kan også bekræfte, at vi har en aktiv oplysningsindsats og dialog med hele tatoveringsindustrien i Danmark for at sikre, at de ikke bruger skadelige stoffer.

Så kan vi sige tak til ministeren. Og så tager vi hul på ordførerrækken, og den første er den socialdemokratiske ordfører, hr. Peter Hummelgaard Thomsen. Værsgo.

Mange tak for ordet. For det første vil jeg sige, at vi meget langt hen ad vejen eller i virkeligheden hele vejen deler intentionerne bag det her beslutningsforslag, som hr. Søren Søndergaard og Enhedslisten har fremsat. Der er ikke nogen, der har nogen som helst form for ønske om eller interesse i, at folk, der vælger at blive tatoveret, får sprøjtet giftstoffer ind i armen og bliver syge af det, hvad enten det så er med bylder eller noget andet. Det her er i virkeligheden diskussionen om, hvordan man bedst gør det, hvordan man bedst regulerer området, hvordan man i øvrigt også regulerer tatovørbranchen, som er et af de områder og en af de brancher, som stort set ikke er reguleret særlig meget, selv også herhjemme. Der er ikke særlig gode mærkningsordninger, og der er i det hele taget ikke særlig god regulering osv.

Jeg vil starte med at sige, at debatten selvfølgelig gør indtryk på mig, og at det også gælder det spørgsmål, hr. Søren Søndergaard stiller ministeren omkring den svenske regulering. Derudover er vi i allerhøjeste grad interesseret i, at vi laver nogle regler, som gælder for alle EU's medlemslande, for på den måde tror vi sådan set, at beskyttelsen af både den enkelte dansker, men sådan set også den enkelte EU-borger bliver bedst mulig. Derfor har vi også besluttet at være kritiske over for, om det her beslutningsforslag er den rigtige vej at gå, men måske i stedet lægge op til, at vi laver en betænkning, hvor vi pålægger regeringen aktivt at arbejde på, at de her kemikalier m.v. bliver ændret i REACH. Det er i hvert fald den tilgang, Socialdemokratiet har til det spørgsmål her. Tak.

Tak til ordføreren. Vi holder linjen, og der er en enkelt kort bemærkning fra hr. Søren Søndergaard fra Enhedslisten. Værsgo.

Tak. Ja, ja, men vi vil også godt være med til at arbejde for, at EU ændrer reglerne i 2025 eller 2032 eller 2078, vores støtte skal ikke mangle til det, for det vil vi gerne være med til. Det interessante spørgsmål er jo, hvad vi gør over for alle dem, der bliver skadet indtil da. Og der hørte jeg ikke rigtig svaret fra Socialdemokratiet. Men når det nu er så vigtigt med EU-sporet – vil jeg spørge hr. Peter Hummelgaard Thomsen – hvad var så egentlig grunden til, at den tidligere regering lavede en bekendtgørelse, der udelukkende omhandlede Danmark? Hvorfor gjorde de det? Var fru Helle Thorning-Schmidt ikke optaget af EU-sporet? Hvad var grunden til, at man udarbejdede en betænkning, der lå fuldstændig klar til at blive sat i værk fra den tidligere regerings side? Der må vel have været en grund.

Ordføreren.

Det her er på mange måder helt fantastisk, for vi ved jo begge to udmærket godt, hvad det er, der er kernen i den her diskussion, men alligevel hidser hr. Søren Søndergaard sig op. Det, der er kernen, er, at den daværende regering lavede en bekendtgørelse ud fra præcis de samme intentioner, som jeg også gav udtryk for, nemlig at beskytte forbrugere imod at få sprøjtet giftige kemikalier i armene, eller hvor man nu vælger at få en tatovering. Jeg kommer fra Amager, og der er rigtig mange, der får det på lænden derude. Hr. Søren Søndergaard ved også udmærket godt, at EU så åbner en traktatkrænkelsessag, og så tager man så bestik af det. Så er spørgsmålet, hvad Danmark gør i den forbindelse. Så gør vi det, at vi aktivt prøver at arbejde for, at man får ændret REACH, sådan at man får en fælles regulering i hele EU, og det er også det, der lige nu er vores tilgang til det her spørgsmål.

Men som jeg startede med at sige i min indledning, er jeg rent faktisk interesseret i at høre, hvad ministeriets svar er på det spørgsmål, som hr. Søren Søndergaard stillede til den svenske regulering. For det synes vi er interessant, og det er også bl.a. derfor, at vi lægger op til at lave en betænkning, hvor vi pålægger regeringen aktivt at arbejde for de her ændringer så hurtigt som muligt.

Spørgeren har hidset sig ned til et enkelt spørgsmål mere. Værsgo.

Først kan jeg garantere hr. Peter Hummelgaard Thomsen for, at han ikke har set mig ophidset endnu, for det ser helt anderledes ud. Så vil jeg så dertil tilføre, at det jo er en ren tilståelsessag. Det er jo ikke af hensyn til giftstofferne, at Socialdemokratiet har skiftet linje fra 2013 og til nu. Det er ikke af hensyn til de tatovører, som er forbandet over, hvad de kan risikere at komme til at gøre ved folk, det er ikke af hensyn til dem, det er ikke af hensyn til sundheden i Danmark, at Socialdemokratiet har skiftet holdning. Det er af hensyn til EU. Det er af hensyn til EU, at man har skiftet holdning. Og det må jeg indrømme jeg synes er ærgerligt, men jeg glæder mig over, at hr. Peter Hummelgaard Thomsen vil undersøge, om vi kan få lavet en model som den, man har i Sverige, også selv om EU formentlig også vil forsøge at sætte sig imod det.

Ordføreren.

Mig bekendt har den daværende regering ikke været uærlig omkring, at der var blevet åbnet en traktatkrænkelsessag eller i hvert fald blevet meddelt, at man kunne få en traktatkrænkelsessag på nakken. Det er jo sådan, det er. Omvendt er det også sådan, ligesom når vi diskuterer på miljøområdet, når vi diskuterer på forbrugerområdet, når vi diskuterer på en lang række forskellige områder, at så er det hele tiden en diskussion om, hvor hurtigt vi skal løbe i Danmark over for at få resten med, og hvad det egentlig er, der er bedst på den lange bane. Det er jo den generelle diskussion hele tiden, og det, som hr. Søren Søndergaard og jeg har diskuteret mange gange, er, at det over de sidste mange årtier er lykkedes at løfte standarderne i hele Europa. Det vil så også sige, at når danskere tager til Tyskland eller tager til Spanien og bliver tatoveret midt i en brandert på en ferie, eller hvad man nu vælger at gøre, så nyder man også samme form for beskyttelse.

Derudover hilser vi altså også initiativet fra regeringen, som jeg tror blev startet allerede under den daværende regering, velkommen, med, at man forsøger at sørge for, at tatovørerne, der køber deres blæk, rent faktisk også er klar over, hvad for noget der er godt, og hvad for noget der er skidt.

Tak til ordføreren. Så er det den næste i rækken, og det er fru Pia Adelsteen, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tak for det. I Dansk Folkeparti støtter vi ikke forslaget. Det gjorde vi egentlig heller ikke tilbage i 2013, hvor man lavede det her med en frivillig registrering, fordi vi havde ønsket at have en obligatorisk registrering af tatovører. Når vi ikke støtter forslaget, er det sådan set ikke, fordi vi ikke er bekymret over den tatoveringsfarve, der er, men fordi det, hvis den bekendtgørelse, der blev lavet tilbage i marts 2013, bliver gennemført, faktisk bliver umuligt at være tatovør i Danmark, og det er vi ikke indstillet på, for så tror vi faktisk bare på, at danskere tager til Tyskland eller andre steder for at blive tatoveret.

Det, som vi har en holdning til, er, at vi godt kunne tænke os, at alle tatovører blev registreret obligatorisk. Vi har diskuteret det for mange år siden med den daværende regering, og man kan sige, at regeringen eller skiftende regeringer også har været en lille smule langsomme, i og med at vi har haft en aftale om, at der skulle ske noget på området. Jeg har fået den forståelse, at der i næste samling kommer til at ske noget i forhold til registrering, men også at der i den forgangne periode rent faktisk har været et rigtig godt samarbejde med de tatovører, der er i Danmark, og dem, som er indstillet på også at lave noget i forhold til hygiejnen. Så man har haft hygiejnekurser, hvilket er rigtig, rigtig vigtigt. Derfor irriterede det mig også meget, at der på Facebook i går var en tidligere minister, der blev tatoveret hjemme på sit køkkenbord. Nu vil jeg ikke nævne navne, men jeg synes simpelt hen ikke, det er rimeligt, at man gør sådan noget, fordi det med hygiejnen netop er så vigtigt, og det er så vigtigt, at man gør det på en ordentlig måde.

Som jeg også har forstået det, når jeg har talt med tatovører, er det ikke muligt at købe blæk, der er produceret i Danmark, det køber man i udlandet, hvor der er nogle store blækproducenter, som laver det her. Det er selvfølgelig vigtigt, at det, der bliver brugt til tatovering, også er i orden rent sundhedsmæssigt, men der, hvor det går galt, er ofte i forbindelse med dårlig hygiejne – det er mit klare indtryk. Derfor synes jeg, det er rigtig godt, at man netop har det her samarbejde med sundhedsmyndighederne, sådan at vi selvfølgelig får så få skader som muligt.

Umiddelbart har jeg ikke ret meget mere at sige ud over en ting. Det er jo altså helt frivilligt, at man som menneske lægger sig under en sådan nål, vil jeg sige. Dermed ikke sagt, at man skal løbe en stor risiko ved det. Vi skal selvfølgelig værne om, at de her farver er så sikre som overhovedet muligt, men lige så vel som det er frivilligt at farve hår, er det også frivilligt at få en tatovering, og nogle gange går det jo galt. Jeg håber jo på at få en obligatorisk registrering af tatovører, og at vi kan arbejde på, at blækken selvfølgelig bliver så sikker som overhovedet muligt, så vi undgår så mange skader som muligt. Helt at blive skaderne kvit ved jeg ikke om jeg tror på.

Tak. Så er der en enkelt kort bemærkning fra hr. Søren Søndergaard.

Hvorfor skulle det forhindre folk i at være tatovører i Danmark, at der er et importforbud mod tatovørfarveblæk, som indeholder giftstoffer?

Ordføreren.

Som jeg har forstået det, kan man ikke få tatoveringsfarver, som er helt fri for giftstoffer. Det kan godt være, at det er mig, der er uoplyst.

Spørgeren.

Jamen vi kan jo bare starte med at indføre de regler, man har i Sverige og Tyskland. Der kan man jo udmærket blive tatoveret. Vil Dansk Folkeparti være med til det?

Ordføreren.

Kan man få farver, der er giftfri, så synes jeg da, at det vil være det bedste – ingen tvivl om det. Men jeg vil godt sige, at jeg synes, at det, der er vigtigst, er, at man får en god hygiejne, og at man har en registrering af tatovørerne. Det er det, der er vigtigst for os. Så er der den farve, der skal bruges, og hvis man har en registrering, er det selvfølgelig også under den forudsætning, at man har nogle hygiejnekurser, og at der bruges noget ordentligt blæk og selvfølgelig gerne blæk, der er giftfrit.

Tak til Dansk Folkepartis ordfører. Videre i rækken er det Venstres ordfører, som er hr. Jan E. Jørgensen. Værsgo.

Tak for det. Det med at lade sig dekorere forskellige steder på kroppen med farver og mønstre er jo ikke nogen ny opfindelse, og undersøgelser viser, at det er blevet så populært, at det i 2013 var omkring 15 pct. af Danmarks befolkning, der havde en eller flere tatoveringer. Hvis vi kigger ud over forsamlingen her, hvor vi er ca. 20 mennesker til stede, så kan jeg regne ud, at tre af os er tatoverede, og jeg er ikke den ene af dem. Men ikke desto mindre er det jo altså et rigtig vigtigt emne, som Enhedslisten sætter til debat, for der er givetvis rigtig mange, som har en eller anden forståelse af, at når man går ind til en tatovør i et land som Danmark eller et andet europæisk land for den sags skyld, så er der styr på tingene. Så er det risikofrit, og så er der nogle, der har sagt god for de kemikalier, der er brugt i den tatovørblæk, som tatovøren bruger.

Sådan er det ikke i tilstrækkeligt omfang, og derfor skal der handles på problemstillingen. Det er vi sådan set ganske enige med Enhedslisten i. Spørgsmålet er så, hvilket forum der er det bedste til at foretage de her handlinger i. For vi lever altså i et Europa, hvor vi som borgere rejser rundt, og det her med at blive tatoveret f.eks. i løbet af en sommerferie er sådan set noget, der er ret udbredt. Tatovører kan jo også flytte sig og åbne en butik i et andet land, men det vigtigste er nok, at det blæk, som man bruger som tatovør, kommer over landegrænser. Derfor er det begrænset, hvad vi kan gøre alene som land. Vi producerer ikke tatoveringsblæk i Danmark i noget som helst væsentligt omfang, så det blæk, vi får, kommer altså fra andre EU-lande eller fra lande uden for EU. Hvis vi skal have mulighed for at regulere med en vis styrke, er det altså EU, som er det effektive middel, på samme måde, som vi så det med kosmetik. Der er det også EU-regler, som har gjort, at der er blevet ændret i den kosmetik, som nogle bruger. Der er jeg så heller ikke iblandt, kan jeg sige.

Så fordi det er vilkårene, det er den verden, vi lever i, giver det altså ikke rigtig mening at gå ind isoleret set fra dansk side og regulere. Det giver derimod rigtig, rigtig god mening at regulere i fællesskab. Jeg har det da også sådan, at de regler, som jeg gerne vil have gælder for danskere, synes jeg sådan set også de skal have gavn og glæde af i Sverige, Tyskland og Frankrig. Det er noget, vi kalder international solidaritet i vores parti. Så den bedste og den bredeste forbrugerbeskyttelse får vi, når vi sikrer fælles gode, høje standarder på tværs af alle EU-landene.

Den tidligere regering forsøgte sig jo med isolerede danske regler, men måtte altså også erfare, at europæisk standardisering sætter nogle rammer for, hvad vi kan foretage os lovligt på nationalt plan. Danmark har jo af Kommissionen fået besked på, at medlemsstater, der vil indføre en begrænsning i forhold til stoffer i tatoveringsblæk, skal følge den procedure, der er under den såkaldte REACH-forordning. Så hvis vi gjorde det, som Enhedslisten foreslår, ville det altså være i strid med EU-retten. Så den mest konstruktive måde at arbejde videre på det, som vi er enige om at vi skal opnå, er altså at få EU-regler på området. Det er et arbejde, der er i gang. Danmark er aktive. Vi presser på fra dansk side, og det synes jeg er den rigtige vej at gå. Løsningen er ikke danske særregler. De ville meget nemt kunne omgås af tatovørerne, det ville være en falsk tryghed for kunderne, og det ville ikke have den store effekt. Så af den grund kan vi ikke anbefale at vedtage beslutningsforslaget.

Jeg vil i øvrigt også gerne tilslutte mig det, som Dansk Folkeparti sagde, nemlig at vi jo har fået en henvendelse fra de professionelle uafhængige tatovører, som siger, at deres forhold ville blive gjort praktisk talt umulige, og at der ville blive skabt en gråzone, som hverken ville være til gavn for tatovører eller kunder. Så af den grund kan vi heller ikke støtte beslutningsforslaget.

Hr. Søren Søndergaard, Enhedslisten.

Det, der bare er mærkeligt ved den her diskussion, er, at vi får de der sædvanlige ideologiske foredrag, som indeholder to elementer, nemlig at det er et grænseoverskridende problem, og at løsningen derfor skal være på EU-plan – og et cadeau til ordføreren for lige at få nævnt Rusland i samme åndedræt, for Rusland er jo ikke med i i EU, endnu i hvert fald – og så også den ideologiske holdning, der hedder, at vi ikke kan gøre noget, at vi ikke må gøre noget.

Når jeg synes, det er mærkeligt, at vi får den diskussion nu, så er det jo, fordi man har de regler i Sverige og Tyskland. Altså, hvad er grunden til, at man kan have regler i Sverige og Tyskland, som vi ikke kan have i Danmark? Når nu reglerne er skarpere, stærkere – og det har Miljøministeriet jo bekræftet i svaret til Enhedslisten – i Tyskland og Sverige, hvad er så grunden til, at vi ikke skal have stærkere regler sammen med dem?

Ordføreren.

Altså, jeg har ikke nævnt Rusland. Jeg kiggede også ned, og der blev rystet på hovedet. Jeg har ikke sagt noget om Rusland, så jeg ved ikke, hvor det kommer fra. Og jeg er helt med på, at Rusland ikke er medlem af EU.

Med hensyn til at nogle lande har regler, er det, fordi de har vedtaget de regler, før forordningen trådte i kraft, så det er jo det. Det tror jeg sådan set også godt hr. Søren Søndergaard ved.

Spørgeren.

Ja, det ved jeg godt. Men hvad er så grunden til, at vi ikke skal have de samme regler? Altså, det er jo så af hensyn til noget EU-teknik. Det er ikke af hensyn til forbrugerne eller tatovørerne eller noget som helst. I Sverige kan man godt have nogle strammere regler, og man kan have tatovørforretninger, og svenskere er også tatoveret i et stort omfang. Det samme gælder i Tyskland. Det kan altså godt lade sig gøre at have strammere regler og alligevel have tatovørvirksomheder. Når vi så ikke skal have det i Danmark, er det altså hverken af hensyn til tatovørvirksomheden eller for den sags skyld dem, der bliver tatoveret, så det er udelukkende af hensyn til, at vi skal acceptere noget i EU, noget EU-teknik. Er det virkelig sådan, at Venstre har den opfattelse, at det er vigtigere med EU-teknik, end det er med borgernes helbred?

Ordføreren.

Jeg ved ikke, om hr. Søren Søndergaard nogen sinde har tænkt den tanke, at det her, som han kalder EU-teknik, kunne have et formål. Altså, det er bare sådan en tanke.

Så siger vi tak til ordføreren. Vi går videre i rækken, og det er hr. Carsten Bach, Liberal Alliance. Værsgo.

Først og fremmest tak til miljø- og fødevareministeren for at opdatere os på status for indsatsen mod farlig kemi i tatoveringsblæk – og så fristes man jo næsten til at sige, at nu har vi alle sammen fået det emne lidt mere ind under huden. Og det er selvfølgelig foranlediget af et beslutningsforslag fremsat af Enhedslisten, også mange tak for det. Vi kender jo alle sammen skrækeksempler på tatoveringer, der er gået galt. Det ser både frygteligt ud og må føles forfærdeligt. Jeg har ikke selv prøvet det, og jeg er heller ikke en af de tre tilstedeværende i salen, der statistisk set må være tatoveret.

Liberal Alliance går dog ikke ind for forbud. Folketinget skal foretage reguleringer, hvor det er relevant og nødvendig regulering, der beskytter forbrugeren bedst muligt. Men forbrugeren har også selv et ansvar. Og specielt når der som her er tale om folk, der selv vælger at få lagt farvestoffer ind under huden, så udsætter man sig bevidst for en risiko og bør derfor også være lidt ekstra årvågen og påpasselig med, hvem man vælger til at få til at udføre sådan et indgreb. Et nationalt forbud vil formentlig blot hæmme den pæne del af branchen og i stedet fremme en tatoveringsturisme til f.eks. andre EU-lande uden et forbud. Og derfor vil jeg også her fra Folketingets talerstol opfordre branchen til at tage initiativer til at få ryddet op blandt eventuel brodne kar.

Til sidst vil jeg sige, at i den her sag som med alt andet, der vedrører kemi, opnås den bedste forbrugerbeskyttelse gennem EU-regulering, og derfor igen mange tak til ministeren for en opdatering på Danmarks indsats inden for EU med fremme af regulering. Den linje støtter Liberal Alliance, og derfor støtter vi heller ikke B 107.

Men det affødte alligevel et spørgsmål fra hr. Søren Søndergaard, Enhedslisten. Værsgo.

Ja, for jeg vil sådan set godt forstå logikken. Altså, hvad er det, der gør, at hvis vi i Danmark forbyder, at man kan komme giftstoffer i tatoveringsblæk, sådan at det ikke kan importeres til Danmark, så skulle folk sige: Så vil jeg søreme tage til et land og blive tatoveret, hvor jeg risikerer, at der er rensevæske, eller hvad fanden ved jeg – undskyld: hvad ved jeg – i det her blæk? Altså, jeg forstår det ikke.

Kan vi ikke tænke tanken til ende, nemlig hvad det er, der skulle få folk til at sige: Det er sikkert at blive tatoveret i Danmark; risikoen er i hvert fald mere begrænset, end den var før; jeg får ikke sprøjtet noget ind, som er decideret giftigt, og derfor skynder jeg mig at tage til et land, hvor der ikke er nogen som helst regulering, og hvor det er giftigt? Kan vi ikke få udfoldet den logik?

Hr. Søren Søndergaard ønsker at rette sig selv.

Værsgo til ordføreren.

Hvis man besværliggør det for tatovørbranchen i Danmark, gør man det også relativt mere fordelagtigt at være tatovør i et andet land, og derfor vil der jo alt andet lige være bedre muligheder for at blive tatoveret i et andet land. Men man kunne så håbe på, at der også kunne opstå en positiv tatoveringsturisme, vil jeg kalde det, og at danskere kunne tage til Sverige og Tyskland, som ordføreren for forslagsstillerne jo i hvert fald, som jeg hører det, mener har en strammere regulering, end vi har i Danmark.

Spørgeren.

Jeg forstår stadig væk ikke helt logikken. Altså, hvad er det, der skulle få folk til at tage til et andet land, hvor risikoen for at få gift sprøjtet ind er stor, hvis de kan gøre det i Danmark, hvor der ikke er den risiko? Altså, hvad er ideen? Jeg forstår simpelt hen ikke logikken.

Ordføreren.

Nej, jeg kan forstå, at ordføreren for forslagsstillerne har det lidt svært med den logik, men det har muligvis noget med ordførerens ideologiske placering i det politiske spektrum at gøre. Jeg tror, jeg måske vil invitere ordføreren til en ideologisk session om markedsmekanismer og den slags ting. Så på et senere tidspunkt kan vi måske få det opklaret ad den vej.

Så var den udveksling af synspunkter vist nok, og dermed går vi videre til hr. Rasmus Nordqvist, Alternativet. Værsgo.

Tak. Og tak til Enhedslisten for at fremsætte det her forslag. Der er jo ikke nogen tvivl om, at det her tatoveringsblæk kan være rigtig farligt – det kan være både kræft- og allergifremkaldende. Og derfor skal der selvfølgelig handles på det. Spørgsmålet er så: Hvordan gør vi det bedst? Hvordan er det, vi får ændret det, så vi får lavet en ordentlig bekendtgørelse, der forbyder de her giftstoffer i tatoveringsblækket?

Vi har ventet nogle år, hvor man har sagt, at man har arbejdet igennem REACH. Det er altid fornuftigt at lave fælles løsninger – det tror jeg heller ikke der er nogen uenighed om, for det er nu engang sådan, vi er stærkest. Men nogle gange bliver man altså også nødt til at se på: Går det for langsomt, skal der noget mere til? Og derfor synes vi, det her forslag er ganske fornuftigt, og vi støtter det, fordi vi mener, at det kan være med til at skubbe på hele arbejdet i EU i forhold til at få det her gjort.

Nogle gange skal vi altså være varsomme med, at vi ikke altid er så bange for, om vi nu er den allerallerpæneste elev i klassen, og slet ikke tør gå imod noget, når der kommer skriv fra EU, hvor der kan være en opfattelse af, at det er traktatstridigt. Nogle gange skal vi sige: Jamen det her er vigtigt for os, det tror vi på. Og så må vi gøre det. For jeg tror faktisk, at selv hvis det skulle være traktatstridigt, kan bare det, at vi gør det, være med til at skubbe på, i forhold til at der faktisk sker handling på det her område.

Samtidig vil jeg også gerne kvittere over for Socialdemokratiets ordfører, der snakker om en fælles betænkning, altså at det også kan være vejen, hvis ikke der skulle være flertal for det her forslag, og det synes jeg da klart at udvalget skal overveje.

Tak til ordføreren. Og den næste er fru Ida Auken, Radikale Venstre. Værsgo.

Mange tak. Og ja, jeg ved, at der bliver spekuleret lidt over, hvem af os der sidder her med en tatovering. Jeg kan afsløre, at det heller ikke er mig. Men jeg ved en del om det, fordi jeg faktisk har haft en barnepige, som formentlig er et af de mest tatoverede mennesker i det her land, og det er simpelt hen så smukt på hende. Så jeg har faktisk fulgt diskussionen om tatoveringer rigtig meget. Jeg ved, at det ligger hele branchen på sinde at få ryddet op og få ryddet ud i tingene. Jeg ved, at der er behov for, at man får et marked, hvor der simpelt hen er nogle bedre farver.

Da jeg i min tid som minister gik ind og lavede det forslag, som hr. Søren Søndergaard i dag lægger frem og gerne vil have os til at vedtage, var det jo, fordi jeg mente, at det faktisk var muligt at leve op til den beslutning, der var taget her i Folketinget, om at få nogle af de værste farver væk. Og derfor lavede vi jo den her bekendtgørelse, men vi endte med ikke at udstede den, fordi vi fik meget klar besked om, at det ville være direkte ulovligt i forhold til regler og aftaler, som vi selv havde indgået.

Så kan man selvfølgelig altid overveje, om man skal lave en slags civil ulydighed i forhold til kemikalier, og det har Danmark jo gjort før, hvor vi har været med til at skubbe på tingene. Vi har bl.a. gjort det med krom i læder, og vi har gjort det med bisfenol A og andre ting. Men jeg synes, det er meget vigtigt, hvis man vil flytte de her ting, at man så også lytter til dem, der sidder og forhandler det ind i systemerne, i forhold til hvad der flytter mest. Jeg synes faktisk, det er rigtig, rigtig vigtigt, fordi vi har dygtige folk, der sidder langt, langt inde i Kommissionen og ved, hvad der sker på kemikalieområdet.

Så hvis vi gerne vil have effekter ude i virkelighedens verden, er det jo vigtigt, at vi lytter til, om de i forhold til et givet område siger, at det er der, vi skal gå enegang, eller om det er der, hvor vi faktisk kan få presset tingene igennem ad den slagne vej. Vi har så og så mange skud i bøssen. Jeg siger ikke, at det er sidste gang, Danmark har gået enegang, men min vurdering var bare, at det her ikke var området. Og det handler selvfølgelig en lille smule om proces, men det handler i sidste ende for mig om resultaterne ude i virkelighedens verden. Det handler om mennesker, der bliver tatoveret med nogle farver, som kan gøre rigtig stor skade på dem.

Så hvis man er optaget af miljø, af kemi, skal man jo netop ikke gøre det her til en diskussion for eller imod EU, som det nogle gange lidt virker som om det er. Så skal man snakke om, hvordan man kommer mest effektfuldt igennem med det her forbud mod tatoveringsfarver. Og der er min vurdering, at i den proces, der er i gang i EU nu, hvor det faktisk på mange områder kører, kan Danmark spille en meget bedre rolle ved at være med inde ved bordet og flytte tingene, frem for at være dem, der står udenfor og laver civil ulydighed. Og det er jo simpelt hen en politisk vurdering. Jeg ved godt, at Enhedslisten som regel altid tror, at de får mest igennem ved at stå udenfor og råbe og skrige, men i Radikale Venstre kan vi godt lide at være med til at prøve at beslutte tingene. Vi har faktisk i vores tid i regering brugt rigtig mange penge på at sende embedsmænd ned og lave kemikaliearbejde i EU, og det er en del af det, ministeren også har valgt at fortsætte.

Så ja, jeg deler intentionen bag forslaget. Det er sådan set en bekendtgørelse, jeg selv har skrevet. Men grunden til, at jeg ikke kan støtte beslutningsforslaget, er, at jeg tror, at hvis man vil opnå det, som beslutningsforslaget gerne vil, skal man gå den slagne vej i lige præcis den her sag.

Tak til ordføreren. Der er ingen korte bemærkninger. Jeg kan hverken se SF's eller den konservative ordfører i salen. Det vil sige, at vi faktisk er nået frem til ordføreren for forslagsstillerne, og det er hr. Søren Søndergaard. Værsgo.

Jeg er sådan set heller ikke tatoveret, men jeg har ikke tænkt mig at bevise det – i hvert fald ikke ind til den sidste detalje. Jeg synes jo, at den her diskussion i virkeligheden er meget principiel. Som vi har været inde på, fik vi i marts 2013 det her forslag til bekendtgørelse, som fru Ida Auken medvirkede til, og tak for det, og den skulle træde i kraft i 2014. Og lige for at repetere det, for det lød, som om der var nogle, der ikke lige havde set, hvad det gik ud på: Det var et forbud mod giftige stoffer i tatoveringsblæk, det var krav om sikkerhedsgodkendelse, og det var forbud mod import, salg og anvendelse af skadelige tatoveringsfarver. Det var det, det indeholdt.

Jeg hører jo også her, at alle er enige om det, fordi det påvirker utrolig mange. Der blev nævnt et tal på, at 15 pct. er tatoverede. Jeg tror, at det seneste tal siger, at det er 20 pct., og det tal er jo kun stigende, for blandt de unge er der flere, der bliver tatoveret, og da vi trods alt er nogle, der er over den første ungdom, bliver det tal bare ved med at stige og stige. Derfor er det et stort problem. Mange har, som det også blev nævnt, gener, og som en læge udtalte for nylig, er det på mange måder en tikkende giftbombe, for det er også noget, der kan give problemer på et senere tidspunkt.

Alt det er vi jo enige om, og så kommer spørgsmålet, hvad vi gør ved det. Hvorfor gennemførte vi ikke det her? Det er, fordi vi kom for sent. Det er jo sådan, at en række lande har gennemført det. Det er tilfældet i Sverige, det er tilfældet i Tyskland, og det er tilfældet i Holland – så vidt jeg husker. Jeg mener, at der er seks til syv lande, der har gennemført de her regler. Så alle de argumenter, der er blevet brugt imod det her forslag, ud fra at så kan folk tage til et andet land, eller at tatovørbranchen går nedenom og hjem, holder ikke i virkelighedens verden, for der er lande, der er levende dementier af det.

Det eneste, der holder, er det, som fru Ida Auken og også hr. Rasmus Nordqvist var inde på, nemlig at det kræver en konfrontation med EU at få det her igennem. Det er altså noget EU-teknisk. Det er rigtigt, at det er vores opfattelse, at man bliver nødt til at udfordre EU-systemet. Vi har en grundlæggende kritik af og grundlæggende modstand mod EU. Det har vi jo ikke noget som helst problem med at fremføre. Men vi siger, at selv når der er et ønske om at gøre EU bedre, selv når der er et ønske om at få ting igennem i EU, kræver det, at man er villig til at udfordre systemet. Der synes jeg, at det, som hr. Rasmus Nordqvist sagde, var ganske rigtigt. Som fru Ida Auken også var inde på, har vi jo gjort det før. Vi gjorde det med bisfenol A, hvilket jo førte til, at den der idé med at proppe gift i babysutter stoppede. Der var flere lande, der udfordrede Kommissionen.

Jeg vil sige, at min vurdering er – vi kan have forskellige vurderinger af det – at vi, når vi har en situation, hvor en lang række EU-lande og trods alt også relativt store EU-lande, bl.a. Tyskland, har de her regler, ved at gennemføre de samme regler vil sætte speed på den proces. Det tror jeg helt afgjort. Men det kan vi have forskellige vurderinger af, og jeg anerkender fuldt ud, at fru Ida Aukens vurdering kan være lige så god som min.

Men det spørgsmål, der så rejser sig, og som alle jo må forholde sig til, er: Hvor lang tid skal vi så vente? Hvis nu fru Ida Auken har ret, har vi fået en dato. Den er så allerede skredet lidt i forhold til de svar, som vi fik fra ministeriet i december, for der tror jeg at der stod 3 år eller sådan noget, men nu er vi så fremme ved 2021. Men hvad nu, hvis det ikke bliver i 2021? Hvad hvis det bliver i 2025 eller i 2027 eller endnu længere ude i fremtiden? Hvor lang tid skal vi ligesom fortsætte med at vente?

Nu nævnte hr. Peter Hummelgaard Thomsen muligheden for at lave en beretning, og det kan man jo altid gøre, men en del af sådan en beretning og for den sags skyld en del af et nyt revideret forslag er jo, at vi sætter en tidsramme for det. Vi kan jo aftale, at hvis det er ministeriets vurdering – selvfølgelig på baggrund af løfter og samtaler i EU-systemet – at den 1. januar 2021 er de regler, som vi skitserer her, trådt i kraft, så vedtager vi dem med en ikrafttræden den 1. januar 2021.

Det forhindrer ikke noget i EU, men giver det alle muligheder, og så sender det også et klart signal om, at hvis det ikke sker, kan det her ikke blive ved med at køre i en uendelighed, som det har gjort på en lang række andre områder. Lad os bare tage social dumping, som er det, jeg kender mest til, fordi jeg har arbejdet mest med det. Siden Vaxholmdommen, altså i hvert fald i de sidste 10 år, har social dumping været et oplagt problem – et domstolspålagt oplagt problem – og man har snakket, og man har snakket, og der er reelt intet sket.

Der må vi jo alle sammen stille spørgsmålet: Hvad er vi mest loyale over for? Er vi mest loyale over for nogle EU-teknikaliteter eller over for vores borgeres sundhed? Vi kan have forskellige vurderinger af, hvad vi synes er vigtigst. Men vi kunne måske alligevel mødes et sted og sige: Okay, vi sætter en tidsramme og på den måde sætte speed på processen. Det er i hvert fald et forslag til, hvordan vi kan komme videre og både respektere det forhandlingsspor, som fru Ida Auken nævnte, samtidig med at vi ikke lader tingene trække ud i en uendelighed. Tak.

Tak til ordføreren. Der er en enkelt kort bemærkning fra fru Ida Auken, Radikale Venstre. Værsgo.

Hr. Søren Søndergaard bliver ved med at kalde REACH for EU-teknikaliteter. Så vil jeg bare spørge hr. Søren Søndergaard, om han kan nævne mig ét kemikaliereguleringssystem noget sted i verden – bare et eneste sted i verden – hvor der er en bedre kemikalielovgivning end REACH.

Ordføreren.

Nej, det er en misforståelse, at jeg skulle have kaldt REACH for en teknikalitet. Det, der er en teknikalitet, er den kendsgerning, at nogle regler, som gælder i en række EU-lande, og som ikke var gennemført på en bestemt dato, ikke også kan gennemføres i andre EU-lande. Det var det, der var en teknikalitet. Det var datoen, der var en teknikalitet.

Hvad angår REACH, er det fuldstændig rigtigt, at det er det bedste, vi har. Nede i Europa-Parlamentet havde jeg sådan en plakat fra Greenpeace hængende, hvor José Manuel Barroso og Günter Verheugen stod og fodrede en baby med alle mulige giftstoffer. Det var jo en meget præcis kritik, som Greenpeace havde af REACH. For det var 30.000 giftstoffer, man startede med skulle reguleres, og hvor var det, det endte? Det endte med 3.000 og et eller andet. Altså, det blev jo slet ikke det store fremskridt, som man ønskede, men det var da et fremskridt, og det skal vi da bestemt forsvare, og vi skal bestemt gå videre. Men skal vi også acceptere en teknikalitet, der betyder, at nogle EU-lande kan have en bedre standard end andre, fordi de har gennemført det inden en bestemt dato? Det synes jeg er en teknikalitet, og det synes jeg vi skal påpege.

Spørgeren.

Jeg vil helt klart gå hjem i dag og sætte et kryds i kalenderen, fordi jeg har fået hr. Søren Søndergaard til at indrømme, at EU's kemikalielovgivning, REACH, er det bedste kemikalielovgivningssystem noget sted i verden. Det synes jeg da i hvert fald lige jeg vil gå hjem og sætte et kryds i kalenderen for.

Så vil jeg bare sige, at sådan et system får man jo kun, hvis man laver aftaler med hinanden og overholder dem. Og en af de ting, der var i de aftaler, var, at fra den dag, hvor REACH træder i kraft, kan man ikke selv begynde at lave særregler. Det kan være dødirriterende, og det er da megafrustrerende for nogle lande, men det er jo også det, der gør, at de andre lande ikke begynder at lave alle mulige særregler, hvor de giver meget større mulighed for at producere alt muligt crap – og jeg ved ikke, om man må bande på engelsk her i salen, beklager – som vi ikke vil have ind på vores markeder. Så er det jo bare sådan, det er i politik, at man laver nogle aftaler, og dem overholder man. Synes hr. Søren Søndergaard ikke, at man skal overholde de aftaler, man har lavet med sine politiske parter?

Ordføreren.

Nu er det jo totalt unfair at spørge fru Ida Auken, hvordan fru Ida Aukens holdning var, dengang Danmark faktisk ikke ville overholde aftalerne om bisfenol A. Men i og med at fru Ida Auken selv har sagt det her fra Folketingets talerstol, kender folk jo svaret.

Ja, der kan være situationer, hvor det er vigtigere med befolkningens velfærd end nogle EU-teknikaliteter. Ja, det er fuldstændig rigtigt. Det er vores opfattelse. Der er nogle situationer, hvor det er vigtigere med befolkningens sundhed. Og for min skyld må fru Ida Auken meget gerne sætte et kryds i kalenderen. Det er måske bare 10-15 år for sent – i hvert fald 10 år for sent – for jeg har også i Europa-Parlamentet gentagne gange understreget, at REACH er det bedste multinationale system, man overhovedet har, det bedste multinationale system. Derfor skal vi selvfølgelig gøre alt for at få det gjort bedre, og vi skal selvfølgelig også arbejde for, at lande kan gå foran, når det gælder vores befolknings sundhed.

Der er en enkelt kort bemærkning mere. Hr. Jan E. Jørgensen, Venstre.

Mener Enhedslisten, at det er en teknikalitet at gribe ind over for allerede eksisterende national lovgivning eller kommende national lovgivning?

Ordføreren.

Det er en teknikalitet, at der er sat en grænse, som ikke vedrører substansen, nemlig hvilke grænser der skal være for nogle stoffer. Det er en teknikalitet. Det interessante er jo, at man har andre regler på det her område i nogle andre lande. Man har indholdsmæssigt nogle andre regler. Nu har jeg ikke fået alle landene med herop, men det er f.eks. lande tæt på som Sverige, Tyskland og Holland. Og der synes jeg, når vi skal argumentere i EU, at det er et teknikalitet at sige, at andre lande, der ønsker at have den samme standard, ikke kan få det, fordi de ikke har indført det på en bestemt dato. Det synes jeg er en teknikalitet.

Spørgeren.

Nej, det er ikke en teknikalitet, sådan som Enhedslisten synes det er. Kan Enhedslisten ikke forstå, at der er forskel på at gribe ind over for noget lovgivning, som et parlament allerede har vedtaget, og så at sige, at der fremadrettet er grænser for, hvad man kan vedtage på et område, hvor man er blevet enige om fælles regler?

For det er jo sådan set det, debatten handler om, altså om vi skal lovgive med tilbagevirkende kraft, eller om vi ikke skal. Det er det, som Enhedslisten sådan meget flot og nonchalant kalder en eller anden EU-teknikalitet.

Ordføreren.

Altså, udgangspunktet for REACH og for alt det her, er jo, at det er de samme regler, der skal gælde for det indre marked. Det er jo det, der er udgangspunktet. Hvis man putter gift i babysutterne i et eller andet land, så skal man kunne eksportere det til andre lande, så der også bliver gift i babysutterne der. Det er ligesom det, der er udgangspunktet. Og den logik kan jeg jo godt forstå.

Men jeg kan ikke forstå den logik, når der er en række lande, der allerede har retten til at gå foran. Så forsvinder hele den der logik med det indre marked jo, og det er derfor, det er en teknikalitet.

Så siger vi tak til ordføreren. Er det talerstolen, ministeren er på vej til? Det var det ikke; det var hen til vandet.

Der er åbenbart ikke flere, der har bedt om ordet, og det blev så ikke i dag, vi fik afklaret, hvem der her i lokalet er tatoveret.

Men forhandlingen er i hvert fald sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget henvises til Europaudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.