Under den tidligere regering blev der udarbejdet et forslag til bekendtgørelse, som forbød giftige stoffer i tatoveringsblæk.
Det skal den tidligere regering have ros for, for giftstoffer i tatoveringsblæk er et alvorligt og stigende problem, i kraft af at så mange lader sig tatovere.
De seneste tal tyder på, at op mod 20 pct.
af befolkningen i dag har tatoveringer, og rigtig mange af dem har alt, lige fra mindre gener til alvorlige sundhedsproblemer, f.eks.
amputationer.
Faktisk er der tale om en tikkende giftbombe, som en læge inden for området har kaldt det.
Problemet er bare, at forslaget til bekendtgørelse aldrig blev sat i værk, fordi Europa-Kommissionen truede med et sagsanlæg.
Derfor har vi fremlagt det her forslag om at iværksætte bekendtgørelsen under alle omstændigheder.
Da vi for nylig havde førstebehandlingen, var forskellige ordførere meget bekymrede for, hvorvidt dette forslag nu kunne forenes med EU's indre marked og mente, at regulering kun var muligt på EU-niveau.
Det gjaldt f.eks.
Venstres ordfører, hr.
Jan E.
Jørgensen, som sagde, og jeg citerer, at det giver altså ikke rigtig mening at gå ind isoleret fra dansk side og regulere.
Det giver derimod rigtig, rigtig god mening at regulere i fællesskab.
Og Venstres ordfører fortsatte:
Jeg har det da sådan, at de regler, som jeg gerne vil have gælder for danskere, synes jeg sådan set også at de skal have gavn og glæde af i Sverige, Tyskland og Frankrig.
Det er noget, vi kalder international solidaritet i vores parti.
Citat slut.
Det er noget, vi kalder international solidaritet i vores parti, sagde hr.
Jan E.
Jørgensen.
Præcis derfor tror jeg, at Venstres medlemmer af Folketinget og alle øvrige her i salen, som delte Venstres synspunkter, vil blive rigtig glade for at høre det svar fra Fødevarestyrelsen, som er kommet, siden vi havde førstebehandlingen her i salen.
Jeg spurgte nemlig miljøministeren, om miljøministeren ikke kunne bekræfte, at Belgien, at Frankrig, at Holland, at Slovenien, at Spanien, at Sverige og at Tyskland allerede – allerede – har indført en regulering på tatoveringsområdet, som svarer til det forslag, som vi skal stemme om om lidt.
Og ministeren svarede, og jeg citerer:
Det bekræftes, at de reguleringer, som de syv lande har indført af kemiske stoffer og bakterier i farverne, i praksis svarer til den regulering, som Danmark satte i bero af hensyn til EU, citat slut.
Skal vi lige tage den en gang til?
Det bekræftes, at de reguleringer, som de syv lande har indført af kemiske stoffer og bakterier i farverne, i praksis svarer til den regulering, som Danmark satte i bero af hensyn til EU, citat slut.
Voila, sagde greven, han var født i Frankrig.
For hvad er det, der fremgår fuldstændig klart her?
Det fremgår for det første, at det kan lade sig gøre at regulere nationalt, for det er der jo syv lande og ikke syv tilfældige lande, der har gjort.
For det andet fremgår det, at det på det her område er muligt at regulere nationalt, uden at det indre marked bryder sammen.
I hvert fald eksisterede det indre marked, da jeg sidst tjekkede her til morgen, og det er altså på trods af, at der er syv lande, som har deres egen nationale beskyttelsesregulering som den, vi foreslår her.
Og for det tredje og med særlig adresse til Venstres ordfører fremgår det med lysende klarhed, at det er muligt at være solidarisk med borgerne i Sverige, i Tyskland og Frankrig, for de har allerede gennemført den sikring af deres borgere, som vi ønsker at gennemføre her i Danmark.
Derfor er det store spørgsmål heller ikke, om man vil være solidarisk med disse borgere eller ej, men om man vil gøre en indsats for at beskytte vores egne borgere her i Danmark.
Det spørgsmål har hver enkelt af os mulighed for at besvare om et øjeblik.