Det næste punkt på dagsordenen er:

16) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 138:

Forslag til folketingsbeslutning om genforhandling af rabat for dansk EU-medlemskab.

Af Kenneth Kristensen Berth (DF) m.fl.

(Fremsættelse 31.03.2017).

Forhandlingen er åbnet, og vi lægger ud med finansministeren.

Danmarks årlige EU-bidrag fastlægges i overensstemmelse med forordningen om EU's egne indtægter. Denne forordning blev vedtaget af alle 28 stats- og regeringschefer i EU i 2013 parallelt med vedtagelsen af aftalen om EU's flerårige finansielle ramme for perioden 2014-2020.

Forordningen om EU's egne indtægter er siden hen ratificeret af alle 28 landes parlamenter, og for Danmarks vedkommende blev aftalen ratificeret af Folketinget den 19. december 2014.

Man må forstå beslutningsforslaget således, at DF pålægger regeringen at genforhandle en aftale, der er opnået enstemmighed om blandt alle EU's stats- og regeringschefer, og som siden hen er godkendt af den danske Folketing. Formålet med forslaget er at forhindre merbetaling til EU og genforhandle Danmarks bidrag til Storbritanniens rabat.

Regeringen er generelt enig i, at vi skal undgå merudgifter til EU. Det er også tilgangen i forhold til forhandlingen om EU's årlige budgetter, og regeringen agerer med henblik på at sikre en hensigtsmæssig prioritering af EU-budgetternes midler og sikre så lave udgifter som muligt.

Derudover er det regeringens tilgang, at Storbritanniens udtræden af EU ikke skal medføre stigninger i EU-budgettet og dermed heller ikke i Danmarks EU-bidrag. Dette synspunkt deles også af vores budgetansvarlige kollegaer i andre lande.

Men regeringen er ikke enig i, at Danmark skal fremkomme med et ønske om at genforhandle det danske EU-bidrag, og det er ud fra to grundlæggende præmisser.

For det første er størstedelen af beslutningsforslagets præmisser og bemærkninger misvisende og fejlagtige. For det andet er Danmark jo et ansvarligt og troværdigt land, der vedkender sig de aftaler, der er indgået.

Som begrundelse for forslaget anføres det bl.a., at den danske stat har haft en gennemsnitligt nettobidrag på cirka 10,8 mia. kr. årligt i 2015-2018. Men det er ikke korrekt alene at se på statens nettobidrag, da der dermed udelades et betydelige bidrag og hjemtag af EU-midler til kommuner, regioner, private og selvejende institutioner og organisationer m.v.

Jeg har allerede i et svar på folketingsspørgsmål nr. 55 fra januar i år redegjort for Danmarks nettobidrag til EU, der på baggrund af Kommissionens regnskabstal opgøres til gennemsnitligt 6,4 mia. kr. årligt i perioden 2006-2015. Det er Kommissionens regnskabstal, der er den gældende opgørelsesmetode.

Det anføres også, at Kommissionens forslag til midtvejsevaluering efter al sandsynlighed vedtages uændret, hvilket kan forøge Danmarks EU-bidrag med 4,1 mia. kr. frem til 2020. Det er heller ikke korrekt, idet udgifterne i Kommissionens forslag er blevet reduceret væsentligt. Det skyldes en stor indsats fra Danmark og øvrige budgetansvarlige lande. Folketingets Europaudvalg blev orienteret herom tilbage i december 2016 i forbindelse med forelæggelse af rådsmødet for almindelige anliggender.

Derudover anføres det bl.a. at Storbritanniens udtræden med sikkerhed vil medføre ekstraudgifter, der skal betales af de tilbageværende 27 lande, og at finansieringsnøglen herfor vil blive baseret på den nuværende finansiering af Storbritanniens EU-rabat.

Det er slet ikke givet, at Storbritanniens udtræden vil medføre ekstra udgifter, der skal dækkes af EU-27. Som nævnt er Danmarks og andre budgetansvarlige landes klare tilgang, at Storbritanniens udtræden ikke skal medføre stigninger i EU-bidraget.

Desuden har det slet ikke været på tale, at den nuværende tilgang til finansieringen af Storbritanniens EU-rabat, skal anvendes ved finansieringen af et eventuelt finansieringshul skabt af Storbritanniens udtræden.

EU's fremtidige udgiftsniveau og finansieringen heraf vil være til diskussion ved forhandlingen af EU's næste flerårige finansielle ramme, der vil være gældende fra 2021. Den aftale skal ligeledes vedtages med enstemmighed af alle EU-lande. I overensstemmelse med gældende praksis vil regeringen naturligvis indhente et forhandlingsmandat hertil i Folketingets Europaudvalg.

Selv hvis begrundelserne for dette forslag var korrekte, mener jeg ikke, at der ville komme noget som helst godt ud af, at Danmark på nuværende tidspunkt tilkendegav et ønske om at genforhandle det danske EU-bidrag. Som nævnt er både den gældende aftale om EU's flerårige finansielle ramme og forordningen for EU's egne indtægter fastsat for en 7-årig periode, og alle medlemslande har forpligtet sig hertil. Aftalerne indeholder ingen bestemmelse, som giver et medlemsland mulighed for at kræve aftalerne genåbnet. Det kan kun ske efter forslag fra Kommissionen i særlige tilfælde.

Det vurderes derfor ikke som værende realistisk, at Danmark skal genforhandle sit EU-bidrag eller finansieringen af Storbritanniens rabat, sådan som beslutningsforslaget pålægger. Desuden vil det kun svække Danmarks troværdighed pludselig at begynde at sætte spørgsmålstegn ved gyldigheden af indgåede aftaler – vel at mærke på et fejlagtigt grundlag.

Regeringen forventer, at alle samarbejdspartnere lever op til indgåede aftaler, og hvordan skulle vi kunne forvente dette, hvis vi ikke også selv vedkender os de aftaler, vi indgår?

På den baggrund kan regeringen ikke støtte Dansk Folkepartis forslag til folketingsbeslutning.

Tak til ministeren. Der er en kort bemærkning fra hr. Kenneth Kristensen Berth.

Jeg må sige, at finansministeren er ovenud optimistisk, hvis det vitterlig er finansministerens opfattelse, at man uden at øge budgetterne i EU, altså uden at øge bidragene fra EU-medlemslandene, kan opsamle en regning i størrelsesordenen 352-528 mia. kr., som er den regning, man forventer Storbritannien efterlader sig med udmeldelsen. Det må jeg sige er ret godt gået.

Når det så er sagt, undrer det mig, at finansministeren bruger så mange kræfter på at gøre det her til et skoleridt over, om vi har medtaget indtægter til amter og kommuner osv., eller om vi alene har kigget på staten. Summa summarum, uanset om man bruger finansministerens tal eller vores tal, er der et negativt nettobidrag for Danmark på 6,4-10 mia. kr. Danmark taber altså penge på den her butik.

Derfor vil jeg bare spørge ministeren: Er ministeren vitterlig af den opfattelse, at vi bare skal læne os tilbage og acceptere, at vi, når den her periode udløber, hvor vi har en rabat, så bare skal sige, at vi ikke har nogen rabat fremover i Danmark? Og har ministeren overhovedet noget klart billede af, hvad det vil komme til at koste de danske skatteborgere i ekstra udgifter til EU?

Ministeren.

Jeg beklager, hvis det generer, at jeg går op i, at fakta er i orden. Det er nu bare sådan, jeg arbejder bedst, altså at de ting, man skriver også skal være rigtige og korrekte, men det kan man selvfølgelig have forskellige tilgange til. En anden ting, som jeg er uenig med hr. Kenneth Kristensen Berth i, er, hvorvidt Danmark tjener eller taber på vores EU-medlemskab. Det er korrekt, at vi har et nettobidrag, i forhold til hvor meget vi får direkte tilbage, men i forhold til hvad vores virksomheder har af afsætningsmuligheder i EU, i forhold til vores samhandel med de andre EU-lande, tjener Danmark som nation ganske kraftigt på, at vi har et tæt økonomisk samarbejde med de 27 andre lande, der desværre snart bliver til kun 26 andre lande.

Med hensyn til om jeg er optimist i forhold til, hvor meget EU's budget bliver justeret, vil jeg sige, at for det første skal EU's budget justeres ned, hvis Storbritannien forlader EU. For det andet er det sådan, at selv lande, der er uden for EU, også bidrager til EU's budgetter, hvis deres aftale om samarbejde med EU tilsiger det. Derfor er det alt for tidligt at drage nogen konklusion om, hvad nettostillingen bliver, når Storbritannien forlader EU. Det, der er vigtigt for mig, er, hvad Danmark betaler. Punktum. Det er ikke, om vi har et højt grundbidrag og bagefter en rabat, eller om vi i stedet for har et lavt grundbidrag. Jeg tror sådan set, de fleste danskere er fuldstændig ligeglade med, om rabatten er stor, hvis startprisen er højere.

Det, de fleste er interesserede i, er, hvad bundlinjen er. Derfor er det for tidligt at tage en diskussion om, hvorvidt der skal være en rabat, før man ved, hvad udgangspunktet er. Derfor kan jeg heller ikke sige noget om, hvilken rabat – eller ikke rabat – det i givet fald skal være. Det, der er interessant, er, hvad grundbidraget er for Danmark, og der kæmper jeg for, at det danske EU-bidrag bliver så lavt som muligt, så lavt som nødvendigt.

Spørgeren.

Jeg synes alligevel, at ministeren er lovlig optimistisk. Fra 2000 til 2014 blev EU's budgetter fordoblet – fordoblet. Sagen er den, at der endda stadig væk er et slack fra det niveau, vi er på nu, og så op til de 1,23 pct. af bruttonationalindkomsten, som EU tillader at kunne tage fra nationalstaterne og bruge på EU's forhold. Og samtidig står vi i den situation, at det er Holland og Danmark, der sådan slås fra år til år om at være den største nettobidragyder pr. indbygger til det her foretagende. Kan ministeren virkelig ikke forstå, at der er en utilfredshed i den danske befolkning over at blive ved med at indbetale meget, meget høje beløb, mens andre lande ikke bidrager i nær samme omfang?

Ministeren.

Det er forkert at sige, at EU tager noget som helst. Danmark har sammen med de andre lande med enstemmighed besluttet, hvilket budget der er. Så vi har, baseret på et flertal i det danske Folketings Europaudvalg og den mandatgivning, der er der, valgt, hvad vi vil være med til at bidrage med til EU. Der er ikke noget, der tages. Vi har besluttet, hvad vores medlemskontingent skal være i foreningen EU, og på den baggrund har alle 27 lande sammen med Danmark vedtaget et fælles budget. Der er ikke nogen, der tager – vi beslutter, hvad der skal gives.

Ja, budgettet er øget, men jeg tror, at det, flest andre har lagt mærke til, er, at EU er blevet udvidet fra 2000 til 2014 – primært udvidet med en række fattige lande, der er blevet løftet økonomisk op af deres medlemskab af EU, hvilket gør, at vores økonomiske samhandel med et land som Polen er blevet markant bedre. Der er skabt flere danske arbejdspladser med handel til Polen, vores eksport er større, og vores samkvem økonomisk, politisk med Polen er blevet bedre – på det seneste er det blevet stærkt udfordret af den polske regering, men det er blevet bedre, ligesom det er blevet med en lang række af de andre lande, der kom ind i 2004 qua den fantastiske udvidelsesaftale, som den daværende statsminister fik gennemført.

Hr. Søren Søndergaard.

Det er jo fuldstændig rigtigt, som finansministeren siger, at en del af de penge, vi betaler til EU, kan vi så søge om at få igen via forskellige ordninger. Jeg vil bare spørge finansministeren, om det er regeringens opfattelse, at vi, hvis vi selv rådede over de penge, vi skal søge om at få tilbage fra EU, så ville bruge dem på præcis den samme måde, som vi gør i dag.

Ministeren.

Det tror jeg ikke vi ville. Jeg tror, at vi ville bruge dem på en anden måde. Men fordi vi her bruger dem i fællesskab, får vi mulighed for også at præge, hvad der sker i andre lande. Derfor er det en situation som i enhver politisk forhandling, nemlig at man skal give lidt af det, man selv står for, for at få indflydelse på det, de andre mener. Derfor er det sådan, at vi forhandler om f.eks. spørgsmål om, hvor meget der skal gå til strukturfonde eller til landbrugspolitik. Regeringen ser gerne, at vi får skåret ned på den del af EU's budget, der går til landbrugspolitikken. Men ved at have en fælles landbrugspolitik, undgår man, at landene så at sige konkurrerer på egne statskasser om, hvor meget man nationalt kan støtte sit eget landbrug. Man sikrer en ensartet konkurrencesituation for europæisk landbrug. Det er et eksempel på, hvordan det at være sammen i et fællesskab gør, at man kan bruge pengene anderledes, men alligevel samlet set til gavn for Danmark.

Spørgeren.

Jeg forstod, at svaret var nej. Tak for det.

Ministeren.

Jeg havde svært ved at høre et spørgsmål. Så jeg siger bare tak for, at jeg var så klar i min kommunikation. Det er sjældent, at jeg får så entydig ros for at være klar i mine beskeder.

Tak for det. Der er ikke flere korte bemærkninger i denne runde. Vi går nu over til ordførerne. Den første ordfører er fra Venstre, og hvis nogle undrer sig, er det, fordi der ikke er nogen socialdemokratisk ordfører i denne runde. Så vi går direkte til Venstre – Danmarks Liberale Parti.

Tak. Til gengæld kan jeg så fortælle, at jeg skal hilse fra Socialdemokratiet og sige, at de er enige i, at vi skal afvise det her beslutningsforslag. Jeg skal også hilse fra Det Konservative Folkeparti. De er også enige i, at vi skal afvise beslutningsforslaget. Så det er lige før, at jeg har et flertal af Folketinget i ryggen. Jeg mangler kun ganske få mandater. Det er ikke hver dag, man oplever det, selv om jeg jo selvfølgelig er helt med på, at uanset hvordan Folketinget bliver sammensat, er det hr. Kenneth Kristensen Berth, der har ret til at fortælle, hvad befolkningen mener, for det er hr. Kenneth Kristensen Berth og kun hr. Kenneth Kristensen Berth, der ved, hvad folk går rundt og mener.

Da jeg læste det her beslutningsforslag fra Dansk Folkeparti, kunne jeg ikke lade være med at tænke: Hvad er det med jer i DF og særaftaler? Hvorfor er det lige, at I går og tror, at Danmark har ret til at få det hele for den halve pris? Hvorfor mener I, at vi kan indgå aftaler uden at efterleve de krav, vi forventer andre skal efterleve? Jeg synes, det er værd at tænke over.

Danmarks årlige EU-bidrag bliver jo fastlagt i overensstemmelse med det, der hedder forordningen for EU's egne indtægter, og det samme gælder sådan set de andre landes EU-bidrag. Det er en forordning, der blev vedtaget enstemmigt af alle 28 stats- og regeringschefer tilbage i 2013. Og så har vi her i Folketinget også godkendt det. Det skete i 2014.

I de aftaler er der ikke nogen bestemmelser, som giver et enkelt medlemsland mulighed for at kræve, at aftalerne bare sådan lige kan genåbnes. Det gælder for Danmarks vedkommende, men det gælder sådan set også for de andre. Det kan kun ske i særlige tilfælde efter forslag fra Kommissionen. Til trods for at det er vilkårene for den aftale, vi har lavet, ønsker Dansk Folkeparti nu altså, at regeringen skal tilkendegive officielt i Rådet, at den danske regering ønsker at genforhandle det danske bidrag til EU. Det skulle så tjene det formål at forhindre merbetaling til EU og at genforhandle Danmarks bidrag til Storbritanniens rabat.

Vi er sådan set enige i – det vil jeg godt slå fast – at vi skal undgå merudgifter til EU, og derfor arbejder regeringen da også løbende for, at Danmarks EU-bidrag skal være lavt og også så lavt som muligt. Det er et arbejde, der sker i overensstemmelse med de forhandlingsmandater, som jo bliver indhentet i Folketingets Europaudvalg forud for budgetforhandlingerne. Det er i mine øjne altså den eneste rigtige måde at gribe det an på. At føre politik og forhandlinger på den måde, som DF nu foreslår, er både ukonstruktivt og ville være direkte skadeligt for Danmarks troværdighed og Danmarks renommé.

Dansk Folkepartis forslag hviler desuden på en række misvisende og fejlagtige præmisser, som gør denne debat endnu mere usaglig. Det er f.eks. ikke retvisende alene at se på statens nettobidrag, da man dermed udelader et betydeligt hjemtag af EU-midler til vores kommuner, vores regioner og vores selvejende institutioner. Så det reelle nettobidrag er altså lavere, end DF anfører. Og så glemmer DF jo altså også noget, når man taler om – hvordan var det, det blev sagt? – at vi taber penge på den her butik. Nej, det gør vi altså ikke. For ganske nylig blev det beregnet, at vores bruttonationalprodukt, som jeg husker det, ville være 100 mia. kr. lavere årligt, hvis dansk samhandel med andre lande skulle foregå på almindelige frihandelsprincipper frem for gennem EU. Så det er dog en sjat.

Det er heller ikke rigtigt, at Storbritanniens udtræden sådan pr. automatik medfører ekstraudgifter, der skal dækkes af de andre 27 medlemslande. Jeg synes, det er meget tidligt, Dansk Folkeparti smider håndklædet i ringen. For Danmarks og andre budgetansvarlige landes tilgang er den, at Storbritanniens udtræden ikke må medføre stigninger i EU-bidraget. Med andre ord skal EU slankes, når Storbritannien forlader fællesskabet.

Så for at opsummere er dette forslag et eksempel på, at Dansk Folkeparti tror, at Danmark bare har sådan en helt særlig status i verden – vi behøver ikke overholde de aftaler, vi har indgået – men det har vi altså ikke. Til gengæld er vi loyale, vi er en god samarbejdspartner, som lever op til de aftaler, vi indgår. Vi bliver anset som både troværdige og ansvarlige, og det er der for mig at se absolut ingen grund til at lave om på. Vi kan derfor ikke støtte beslutningsforslaget.

Tak. Der er en kort bemærkning fra hr. Kenneth Kristensen Berth.

Jeg vil starte med sige, at det, at Danmarks største parti, det kongelige høje Socialdemokrati, ikke kan stille med en ordfører – og det er selvfølgelig ikke Venstres ordførers skyld – i en debat, der handler om, hvorvidt Danmark skal betale mere eller mindre til EU, synes jeg ganske enkelt er en regulær skandale. Vi er vant til, at De Konservative ikke gør det, men at Socialdemokratiet ikke kan stille med en ordfører, synes jeg simpelt hen er skændigt. Nu ved jeg, at der er lidt ekstra opmærksomhed på den her debat, og det vil måske også komme Socialdemokratiet til ugunst, at der er det, når man ikke kan stille med en ordfører. Jeg synes simpelt hen, det er pinligt.

Så vil jeg også spørge ordføreren, om ordføreren er enig i, at EU's maksimale indtægt må udgøre 1,23 pct. af bruttonationalindkomsten i EU-landene. Er ordføreren enig i, at de 1,23 pct. er et godt pejlemærke?

Ordføreren.

Jeg fangede simpelt hen ikke den sidste del af hr. Kenneth Kristensen Berths indlæg, fordi jeg står og er sådan lidt rystet over den meget ukollegiale måde, som hr. Kenneth Kristensen Berth omtaler et andet parti og en anden kollega på. Vi ved alle sammen, at der kan opstå ting, der gør, at man med kort varsel kan være nødt til ikke at komme her i salen. Og når nu hr. Kenneth Kristensen Berth skruer sig op til at tale om, at den her forhandling er åh så vigtig, vil jeg sige: Altså, det er et beslutningsforslag fra Dansk Folkeparti, og de kommer jo i en lind strøm, og det her har måske ikke helt den store interesse, som hr. Kenneth Kristensen Berth tror det har.

Spørgeren.

Jeg vil kalde det, som hr. Jan E. Jørgensen giver udtryk for her, foragt for folkestyret. Jeg synes, det er en pinlig adfærd fra hr. Jan E. Jørgensens side, men det må han selv om.

Jeg vil sådan set spørge hr. Jan E. Jørgensen igen, om han er af den opfattelse, at et niveau på 1,23 pct. af BNI er det rigtige niveau til at finansiere EU. For hvis det er det, er hr. Jan E. Jørgensen jo parat til at poste endnu flere penge i EU, for der er jo et slack fra det niveau, der er nu, og så op til de 1,23 pct., som er fastsat som det maksimale niveau af landenes bruttonationalindkomst, som man kan anvende i EU. Mener hr. Jan E. Jørgensen, at de 1,23 pct. er et godt tal, eller skal det ned?

Ordføreren.

Jeg mener, præcis som jeg også sagde i min tale, at Storbritanniens farvel til EU og det, at de så jo ikke længere bidrager økonomisk til EU, skal medføre, at EU skal slankes svarende til det beløb, som Storbritannien puttede i EU før. Det vil sige, at vi kommer ned på at have et EU, der er mindre, end det er i dag, rent økonomisk. Det burde sådan set glæde Dansk Folkeparti.

De svulstige bemærkninger, som hr. Kenneth Kristensen Berth starter med, tror jeg bare vi skal lade ligge.

Tak til hr. Jan. E. Jørgensen fra Venstre. Der er ikke flere korte bemærkninger. Den næste ordfører er hr. Søren Søndergaard fra Enhedslisten.

Tak. Lad mig starte med det positive: Vi i Enhedslisten er fuldstændig enige med forslagsstillerne i, at lønmodtagerne i Danmark betaler alt, alt for mange penge til EU. I meget runde tal kan man sige, at vi betaler 20 mia. kr. i kontingent til EU, og vi får lidt over halvdelen igen i form af diverse støtteordninger. Det betyder altså, at vi betaler lidt under halvdelen af de 20 milliarder i vores nettobidrag.

Men jeg synes, det er vigtigt at tilføje, at det kun er den halve sandhed, for de milliarder, vi betaler, og som vi får igen, er jo ikke nogen, som vi selv kan bestemme over. Det er penge, som EU bevilger os til bestemte formål. Lad mig tage et eksempel: Af de mange penge, vi sender til EU, får vi en del tilbage til udbetaling af landbrugsstøtte, men hvis vi selv kunne bestemme over de her milliarder, er det jo ikke sikkert, at vi ville bruge dem til landbrugsstøtte – i hvert fald ikke til konventionelt giftlandbrug.

Eller et andet eksempel: Vi sender penge til Bruxelles, som så beslutter at støtte en skibakke på Bornholm. Ikke et ondt ord om skibakken på Bornholm, det er utvivlsomt et fantastisk projekt, som vistnok har anbefaling fra ingen ringere end den mangedobbelte verdensmester og slalomspecialist, Alberto Tomba, som udtalte, at han specielt gerne ville løbe på ski på Bornholm. Men hvis pengene havde ligget i vores egne lommer, kunne vi have ladet Bornholm selv bestemme, om deres mest brændende ønske her i verden nu også var at få en skibakke. Og så synes jeg ikke, at det hjælper ret meget, at vi fra finansministeren får at vide, at han også har indflydelse på, hvor mange skibakker der skal bygges på Malta.

Vi er fuldstændig imod det her lommepengesamfund, hvor vi skal bede om at få nogle af vores egne penge igen, og hvor vi oven i købet ikke kan bruge dem, som vi vil. Derfor vil vi også meget gerne diskutere, hvordan vi får det system ændret. Vi er også fuldstændig enige i, at EU kunne reducere sit forbrug gevaldigt, uden at nogle almindelige mennesker ville komme til at lide under det. Altså med henvisning til en nylig artikel i den internationale presse kan man jo sige, at ombygning af bordeller på den tysk-tjekkiske grænse nok burde ligge betydeligt uden for EU-støttede områder. Man skal åbenbart hore meget, før ørerne falder af.

Men problemet er, at EU's pengeforbrug og det danske EU-bidrag ikke alene handler om de her ting, og forslaget handler ikke alene om de her ting. Det handler også om en dansk rabat, mere end det handler om at få lavet systemet grundlæggende om. Af beslutningsforslaget fremgår det, at forslagsstillerne finder Danmark særlig hårdt behandlet og giver eksempler på, at vi betaler meget mere end en række fattige lande i EU.

Helt ærligt er det ikke hovedproblemet for Enhedslisten. Størstedelen af EU's indtægter kommer fra medlemskontingentet fra de 28, snart 27, måske snart 26 eller 25 lande. Det beregnes ud fra de enkelte landes bruttonationalindkomst, det såkaldte BNI. Og derfor er det også helt logisk, og det er vel også meget rimeligt, at de rigeste lande betaler mere end de fattigste lande, hvis man altså ønsker at være medlem af klubben. Og hvis man ser på nettobidraget fra 2015, er det jo ikke sådan, at Danmark er dem, der yder mest i forhold til vores BNI. Der bliver vi overgået af lande som Belgien, Holland, Tyskland, Storbritannien og Sverige.

Til gengæld er vi helt med på at diskutere, om det er rimeligt, at der er lande, der får meget store bidrag ud af EU, men som samtidig afviser enhver form for solidarisk indsats – f.eks. da det handlede om at løse opgaven med at give husly til de mange flygtninge, som var kommet til Europa, bl.a. på flugt fra borgerkrigen i Syrien. Fra Enhedslisten kan vi helt sikkert godt finde noget fornuftigere at bruge pengene til end at stoppe 50 mia. kr. om året i det autoritære regime i Ungarn og over 100 mia. kr. i Polen. Men det er jo selvfølgelig en anden diskussion.

Afslutningsvis vil jeg godt opsummere, at vi fuldt ud deler forslagsstillernes ønske om færre penge til EU, men løsningen er efter vores opfattelse ikke en særlig dansk rabat, men en grundlæggende forandring af EU's økonomi.

Tak for det. Der er en kort bemærkning fra hr. Kenneth Kristensen Berth.

Vi kan jo altid diskutere metoderne, bare vi er enige om målet. Men det, jeg sådan set gerne vil spørge hr. Søren Søndergaard om, er i relation til den her debat om rabatter og spørgsmålet om, hvorvidt Danmark betaler det, vi skal, eller mere end det, vi skal. Jeg vil bare spørge hr. Søren Søndergaard, hvordan han ser på det instrument, der hedder rabat på UK-rabatten, som en række lande jo har. Altså, det er Tyskland, Holland, Sverige og Østrig, der har en rabat på UK-rabatten, der svarer til tre fjerdedele af det beløb, de skulle betale for at dække Storbritanniens rabat. Nu ved jeg godt, at Storbritannien er på vej ud af EU, men hr. Søren Søndergaard tilkendegav jo, at der skulle være en vis lighed, altså en vis rimelighed i det i forhold til rige kontra fattige lande – og de lande, jeg lige nævnte her, er jo ikke fattige lande; det tror jeg vi kan blive enige om.

Så hvordan ser hr. Søren Søndergaard på det forhold, at de her lande altså har en ret stor rabat på UK-rabatten, og at vi i Danmark aldrig har haft sådan en rabat?

Ordføreren.

For os er nettobidraget det afgørende. Herrens veje er uransagelige, og det samme gælder i forhold til alle de der måder, man beregner ting på i EU, med rabatter og rabat på rabatter osv. Så vores udgangspunkt er, hvad nettobidraget er, og ud fra de tal, jeg har kunnet finde på Folketingets hjemmeside, for nettobidraget for 2015 i forhold til BNI ligger Danmark under en række andre sammenlignelige lande og endda også lande, som ikke er helt så sammenlignelige, nemlig Belgien, Holland, Tyskland, Storbritannien og Sverige, altså i 2015.

Det er ligesom det samlede billede, og ud fra det kan vi så bare ikke argumentere for, hvorfor vi specielt i forhold til f.eks. Sverige eller specielt i forhold til Belgien skulle slippe billigere, altså i forhold til den samlede udgift, som EU har, eller den samlede pengemængde, som cirkulerer i EU. Opgaven må være at få den reduceret, og der er to dele af det. For det første skal vi lade være med at sende penge ned for at få dem igen, for at få indflydelse på skibakker på Malta. Og for det andet skal vi simpelt hen have en lavere udgift fra EU.

Spørgeren.

Jamen der er jo ganske meget af det, hr. Søren Søndergaard siger, som vi sagtens kan blive enige om. Det, jeg bare ikke forstår, er, at hr. Søren Søndergaard ikke kan være enig med os i, at det er besynderligt, hvorfor netop Tyskland, Holland, Sverige og Østrig skal have en særlig rabat på Storbritanniens rabat, som vi ikke har i Danmark. Altså, hvad er det, der efter hr. Søren Søndergaards opfattelse kvalificerer de der fire lande til at få rabat på Storbritanniens rabat? Det er jo alle sammen nettobidragyderlande og lande, der yder et stort nettobidrag.

Ordføreren.

Sikkert absolut ingenting – ud over den kendsgerning, at når vi snakker om Holland, Tyskland og Sverige, er der tale om lande, der i hvert fald i 2015 havde et større nettobidrag til EU, end Danmark havde; vi kan i udvalget finde tallene for 2016. Det er jo bare en kendsgerning, og det er vel det, de vil bruge. Lad os nu forestille os, at hr. Kenneth Kristensen Berths ønske går igennem. Hvad vil der så ske? Så vil Sverige jo komme og sige: Nu betaler vi meget mere, så nu vil vi også have en rabat. Og så kan det der cirkus fortsætte.

Problemet med EU er ikke rabatterne. Problemet med EU er den fundamentalt forkerte måde, økonomien er organiseret på, og det ønsker vi at få gjort noget ved.

Jeg vil gerne sige tak til hr. Søren Søndergaard. Der er ikke flere korte bemærkninger. Og så vil jeg byde velkommen til fru Christina Egelund fra Liberal Alliance.

Tak for det. Nu bliver der jo hilst rigtig meget i de her ordførertaler, og det var lige før, at Enhedslistens ordfører bare kunne have hilst fra Liberal Alliance, men nu er jeg her, og derfor må jeg hellere selv sige, hvad vi synes.

Jeg synes, der bruges for mange penge i EU. Jeg synes, at budgetterne burde beskæres og regningen gøres mindre. Det synspunkt mener Liberal Alliance at den til enhver tid siddende danske regering skal arbejde for, når den deltager i budgetforhandlinger med de andre EU-lande. Når det så er sagt, skal vi som land selvfølgelig være loyale over for de aftaler, vi indgår med andre lande, uanset i hvilken sammenhæng det sker. Derfor kan vi heller ikke støtte det beslutningsforslag, som vi behandler her.

På den måde er der lidt en parallelitet til det, der foregår i Folketinget. Jeg synes også, at den danske stat bruger for mange penge. Det er så et resultat af politiske forhandlinger og kompromiser, men det betyder jo ikke, at jeg, fordi jeg er uenig, ikke synes, at den til enhver tid siddende regering skal leve op til de budgetter, man er blevet enig om.

Jeg kan ikke lade være med at bemærke, at der er en vis dobbelthed i det, som DF foreslår her. Jeg kan i hvert fald ikke helt få det til at flugte med den linje, som DF lægger for dagen, når det kommer til forhandlingerne om Brexit, hvor DF jo anfægter den linje, der er lagt op til af EU-27-landene, nemlig at bodelingen og regningen skal gøres op, før man kan realitetsforhandle om fremtiden. Her virker Dansk Folkeparti nemlig mest af alt ivrige efter, at vi fra Danmarks side nærmest skal gå briternes ærinde og skaffe Storbritannien en god aftale. Det vil altså helt uomtvisteligt være rigtig dyrt for de danske skatteborgere og dermed fordyre den samlede regning, som man her ønsker at reducere.

I Liberal Alliance står vi både fast på, at regeringen i Brexitforhandlingerne skal varetage de danske skatteborgeres interesser, og på, at vi i øvrigt skal stå ved de aftaler, vi indgår, og i det hele taget være en troværdig samarbejdspartner internationalt, der ikke løber fra vores forpligtelser. Liberal Alliance kan ikke støtte beslutningsforslaget. Tak.

Tak. Der er en kort bemærkning fra hr. Kenneth Kristensen Berth.

Tak til fru Christina Egelund. Jeg har faktisk på fornemmelsen, at hvis fru Christina Egelund og fru Christina Egelunds parti ikke sad i regering, ville Liberal Alliance sådan set have støttet det her forslag. Men lad nu det ligge. Vi hører i hvert fald budskabet fra Liberal Alliance om, at det beløb, som Danmark betaler, skal ned. Men når det så ikke skal være i form af en rabat, kunne jeg godt tænke mig at spørge fru Christina Egelund om, hvordan det så skal være. Nu vil jeg helst ikke have et eller andet svar, der går i retning af, at EU bare skal reducere sine budgetter. Jeg vil gerne vide: Hvor mener fru Christina Egelund, at EU skal reducere sine budgetter?

Ordføreren.

Først til spørgerens fornemmelse af, at Liberal Alliance i den her sag indtager et andet standpunkt, end vi ville have gjort, hvis vi sad uden for regering: Det er ikke rigtigt. Det kan jeg sådan set godt sige, for i de tilfælde, hvor det er rigtigt, siger vi det også bare helt ærligt. Så den fornemmelse er ikke rigtig, for jeg synes ikke, at Danmark skal være sådant et land, der indgår aftaler forskellige steder i verden for så bagefter bare at løbe fra dem. Det er faktisk ret vigtigt for os, at Danmark er en troværdig samarbejdspartner og et land, som man kan regne med; de aftaler, vi indgår, overholder vi.

Til det andet spørgsmål: Vi er egentlig ikke optaget af, om regningen reduceres via en større rabat, eller ved at det overordnede budget gøres mindre. Jeg synes, det mest logiske er, at den samlede udgift gøres mindre, og det kan jo f.eks. være ved at skære ned på nogle af de strukturfonde, som jeg synes godt kunne klare sig for lidt færre midler.

Spørgeren.

Jeg kunne godt tænke mig at vide, hvordan Liberal Alliance har det med det forhold, at vi her i Danmark er mere eller mindre enige om, at væksten skal være på 0,5 pct. pr. år, men i EU er den vækst på 1,8 pct. Hvordan kan man som liberal bakke op om et projekt som EU, hvor budgetterne i virkeligheden løber løbsk? Det er jo i virkeligheden det, der er tale om, når man år efter år har en så stor vækst.

Ordføreren.

Når spørgeren refererer til, at vi i Danmark er enige om, at vi vil have en vækst på 0,5 pct. pr. år, går jeg ud fra, at spørgeren mener en vækst i de offentlige udgifter. Det er så ikke rigtigt, for det er vi ikke enige om. Bestemte vi alene, ville vi have en minusvækst i de offentlige udgifter. Men vi lever med, at det er der ikke flertal for i Folketinget, bl.a. fordi spørgerens parti har en anden holdning. Spørgerens parti synes jo, at de offentlige udgifter skal være noget større end de 0,5 pct., sådan var det i hvert fald sidst, vi hørte om det. Og sådan fungerer det jo de steder, hvor man indgår kompromiser, således også i EU. Vi vil gerne reducere statens budgetter i Danmark, og vi vil også gerne reducere EU's samlede budgetter.

Hr. Søren Søndergaard.

Nu antydede fru Christina Egelund sådan en vis enighed med Enhedslisten på det her punkt, og nu vil jeg så forfølge mit held. For jeg vil høre: Betyder det så også, at Liberal Alliance er enig i, at det er dybt usundt, at mange institutioner i Danmark f.eks. udvælger forskningsprojekter efter, hvad der kan give EU-støtte? For der ligger en masse penge nede i EU, vi har selv sendt dem derned. Man kan ikke få så mange fra Danmark, så når man skal lave et forskningsprojekt, er et af de første kriterier derfor ikke, om det er fornuftigt eller ej, men om det kan få EU-støtte eller ej. Er det også Liberal Alliances opfattelse, at det er dybt usundt for Danmarks udvikling?

Ordføreren.

Jeg er sådan set enig indtil det allersidste, som spørgeren siger, nemlig at det er dybt usundt for Danmarks udvikling. Det synes jeg måske er at kravle lidt rigelig højt op på den retoriske klinge. Men jeg er da fuldstændig enig i, at det er den forkerte incitamentsstruktur, når man tilrettelægger forskningsprojekter – eller hvad det nu kan være, det kan være alle mulige forskellige typer projekter – efter, hvad der passer godt ind i et ansøgningsskema til en eller anden fond i EU. Det er jeg da fuldstændig enig i. Det er da ikke det, der skal drive, hvordan man udvikler forskellige projekter. Jeg er da fuldstændig enig i, at det er det forkerte incitament.

Spørgeren.

Det er jeg virkelig glad for at Liberal Alliance er enig i, for det er der jo masser af institutioner, der lider under. Altså, der er ikke penge i danske kasser, så skal man til EU, og så tager man ikke det bedste projekt, men man tager det projekt, der kan få EU-støtte.

Derfor vil jeg høre, om det så også er Liberal Alliances opfattelse, at vi skal arbejde i retning af at beholde en del af de penge, vi betaler til EU – og nu snakker jeg ikke om dem, der går til fattige lande og alt muligt, det er en anden diskussion, men dem, vi så at sige selv skal søge for at få igen. Jeg mener, at vi i stedet for at sende de penge ned til EU skulle beholde dem herhjemme og så selv træffe beslutning om, hvad vi ville bruge dem til.

Ordføreren.

Jeg er fuldstændig enig. Altså, jeg synes, som jeg sagde det tydeligt i min ordførertale, at man skal skære i EU's budgetter – dels opbygger man nogle kunstige incitamenter til, hvordan man bruger penge, dels er der jo selvfølgelig en masse pengebytteri fra det ene land til det andet land til det tredje land, som er fuldstændig ulogisk.

Så ja, jeg synes, man skal skære i EU's budgetter, beholde pengene hjemme, og så kan vi jo sikkert få nogle gode debatter her i salen om, hvad man så skal bruge dem på. Et godt bud herfra ville være at give dem helt tilbage til borgerne. Det er ikke sikkert, at spørgeren er enig i det, men så langt som til det, spørgeren skitserede, er vi i hvert fald enige.

Tak til fru Christina Egelund, og jeg vil høre, om fru Pernille Schnoor er ordfører på denne sag. Det er hun ikke. Så går vi videre til fru Zenia Stampe fra Radikale Venstre. Værsgo.

Jeg har æren af ikke kun at tale på egne og Radikales vegne i dag, men også at tale på Alternativets vegne. Det er selvfølgelig et stort ansvar, men jeg håber, jeg kan leve op til tilliden.

For os er det vigtigt, at EU er et samarbejde, hvor vi kan stole på hinanden og regne med hinanden, og derfor står vi naturligvis også ved de aftaler, som Danmark, den danske regering og det danske Folketing har indgået. Det handler jo også om aftalen om vores bidrag, altså om EU's egne indtægter, som også er ratificeret her i Folketinget, og det gælder selvfølgelig også EU's budget eller den flerårige finansielle ramme. Det er aftaler, som vi har indgået, og som vi står ved, og som vi i øvrigt heller ikke har nogen mulighed for at åbne, fordi den mulighed jo ikke findes rent juridisk.

Så synes vi også, at timingen er utrolig dårlig. Nu har vi jo her i Folketinget flere gange talt om Brexit, Storbritannien og forhandlingerne om bodelingen, og der er ingen tvivl om, at det er en kæmpestor udfordring for EU. Derfor er der ingen tvivl om, at hvis vi går til EU og siger, at nu vil vi åbne hundeslagsmålet om bidraget, så gør vi det jo endnu sværere at forhandle en ordentlig aftale på plads, som både er til gavn for Storbritannien og EU, og alene af den grund ville vi også synes, at det var et utrolig dårligt tidspunkt at rejse sådan en debat på.

Derfor kan vi ikke støtte forslaget.

Der er en stribe korte bemærkninger, og den første er fra hr. Jan E. Jørgensen.

Jeg skal bare udtrykke ærgrelse over, at Alternativet ikke havde bedt mig om at forelægge det, så jeg kunne have haft mere end 90 mandater i ryggen, og så ikke sige mere.

Der var ikke nogen kommentarer. Så tager vi den næste korte bemærkning, og den er fra hr. Kenneth Kristensen Berth.

Jeg vil da også benytte lejligheden til at komplimentere fru Zenia Stampe for, at det er lykkedes for fru Zenia Stampe at samle to tredjedele af det gamle Radikale Venstre oppe på talerstolen. Det er jo skønt. Jeg havde egentlig ønsket at stille Alternativet spørgsmålet, fordi Alternativet jo har været det eneste parti, der sådan har været positivt stemt over for at give flere penge til EU – det har vi bl.a. set i Europaudvalget – så de er savnet lidt. Men fred være med det, det er et lille parti, så det har jeg forståelse for kan kikse.

Jeg vil egentlig spørge fru Zenia Stampe om det her med, hvordan fru Zenia Stampe ser på muligheden for, at vi kan fastholde eller begrænse det danske nettobidrag til EU. Hvad er det, der skal til, set fra fru Zenia Stampes synspunkt, for at vi kan nå dertil? For Radikale Venstre var også skeptisk over for den ekstraregning, som vi blev præsenteret for i Europaudvalget her i efteråret.

Ordføreren.

Ja, i første omgang og på den helt korte bane handler det bl.a. om, at der bliver forhandlet en bodeling på plads, så vi ikke sidder tilbage med udgifter, som rettelig bør ligge på Storbritannien, og derfor morer jeg mig på samme måde, som Liberal Alliances ordfører morede sig, over Dansk Folkepartis underlige dobbeltposition i den her snak. For på den ene side mente Dansk Folkepartis ordfører og Dansk Folkeparti – må man formode – at man ikke skulle lave en straffeaktion over for Storbritannien, og på den anden side, at man måtte forstå, at det var en straffeaktion sådan set bare at holde fast i, at de selvfølgelig skal betale de penge, som de har forpligtet sig til at betale, og så måtte vi andre spørge: Hvem skal så betale den regning? For det kan vel ikke være i Danmarks interesse, at den regning så bliver placeret på alle EU-27-lande. Men man måtte forstå, at det var Dansk Folkepartis holdning, at så langt måtte vi altså gå, ofre os for Storbritannien og betale en del af deres regning, fordi det ikke skulle være for hårdt for Storbritannien at melde sig ud af EU.

Så jeg kan fortælle hr. Kenneth Kristensen Berth, at det, jeg vil holde fast i for at sørge for, at Danmark ikke skal stå med et større bidrag, er da, at Storbritannien får lov til at betale sin egen regning, og at den ikke falder på danskernes bord.

Spørgeren.

Det er jo en stakket frist, fru Zenia Stampe, for uanset hvordan man gør det op, er der et udløb, der hedder 2023, hvor vi – i det omfang EU er vi – ikke længere har nogen mulighed for at bede Storbritannien om at spytte i kassen. Så spørgsmålet går på, at efter 2023 skal den regning jo samles op, og det er der, jeg afsøger muligheden for at få nogle svar på, hvad det er, de EU-begejstrede partier peger på, når det handler om sænke den regning, for der må være nogle konkrete ting, hvorom man siger, at det her vil man sortere fra.

Ordføreren.

Så tror jeg, det er vigtigt, at EU står sammen i de her forhandlinger med Storbritannien, så vi får en god aftale for EU, så vi kan få en god aftale for Danmark. Derfor er det jo ikke givtigt, at vi indbyrdes begynder at skændes om den mulige ekstraregning, som vi jo slet ikke er sikker på vi ender med, men hvis der er et hul, så er det jo dumt af os 27 tilbageværende at sidde og blive uvenner over det hul i stedet for at bruge vores kræfter på en forhandling med UK, som EU-27 samlet set slipper så godt som muligt fra, så den eventuelle ekstraregning bliver så lille som muligt.

Hr. Søren Søndergaard.

Jeg har også en række spørgsmål til Alternativet, men det vil nok være at gå for vidt. Men nu er det et beslutningsforslag, og vi kan tillade os ligesom at tage det der med EU's finansiering lidt rundtomkring, og derfor kunne jeg godt tænke mig at høre, hvis den radikale ordfører i kort form selvfølgelig ville prøve at forklare det, om De Radikale Venstre er tilfredse med den måde, økonomien er skruet sammen på i EU, eller om man på sigt ønsker nogle større strukturelle ændringer. Det kan være flere penge til medlemslandene, mindre, der bliver distribueret tilbage, altså bliver omfordelt til de samme lande, det kan være mindre omfordeling mellem landene, det kan være andre ting. Altså: Hvilke tanker gør Radikale sig om EU's økonomiske måde at være skruet sammen på?

Ordføreren.

Det her er et beslutningsforslag, der handler om, at Danmark lige her og nu skal gå til EU og bede om at få genforhandlet det danske bidrag og en rabat. Det er ikke et beslutningsforslag, som handler om EU's generelle økonomiske system. Den debat synes jeg vi skal tage den dag, den er på dagsordenen, og vi kan også tage den i Europaudvalget, men det er ikke det, der er til diskussion i dag.

Spørgeren.

Nej, nej, jeg har fuldstændig respekt for, at ordføreren ikke vil begive sig ud i det. Jeg synes bare, at det, der er den underliggende idé i det forslag, der ligger fra Dansk Folkeparti, er, at der betales for meget til EU, og derfor tænker jeg, at ethvert parti, som har forberedt sig til den her debat, også vil have gjort sig nogle overvejelser om, om de er enige, og om de, hvis de så ikke er enige i den model, der ligger for Dansk Folkeparti, eventuelt har nogle andre modeller. Men okay, vi tager diskussionen i andre sammenhænge.

Så siger vi tak til fru Zenia Stampe, og så skal jeg høre, om der måtte være en SF'er, som har ordførerskabet på denne sag. Det er der ikke. Så har vi udtømt mulighederne for at få ordførere fra partierne, og så har vi muligheden for at høre ordføreren for forslagsstillerne, hr. Kenneth Kristensen Berth.

Imens han bevæger sig herop, skal jeg sige, at vi fra formandskabets side ikke håber, at det her med, at færre og færre partier deltager, udvikler sig. Det er en rigtig god ting, hvis alle partier er til stede.

Det kan jeg kun være enig med formanden i.

I 2014 forhandlede den daværende regering sig frem til en rabat på 1 mia. kr. pr. år for Danmark på vores medlemskab af EU. Der var tale om en tidsbestemt rabat gældende i perioden 2014-2020. Med andre ord bortfalder rabatten altså igen. Sådan er det ikke med mange af de andre rabatter, som der er i EU-systemet. Den rabat, som kaldes UK-rabatten, og som Tyskland, Sverige, Holland og Østrig har, er f.eks. som udgangspunkt ikke tidsbestemt. Nu har Storbritannien selvfølgelig meldt sig ud, men der er næppe tvivl om, at de lande vil fastholde en ret til en rabat på EU's budgetter.

I forhold til danskerne må man sige, at så manglede det bare, for vi er jo blandt dem, der bidrager allermest til EU pr. indbygger. 10,8 mia. kr. mistede den danske stat isoleret betragtet på vores medlemskab af EU – penge, som jo bl.a. bliver brugt til at bygge andre EU-lande op med. Den rabat på 1 mia. kr., som den daværende socialdemokratisk ledede regering forhandlede sig frem til, er først blevet implementeret i 2016, og på grund af de stigende bidragssatser i den mellemliggende tid er det danske bidrag i mellemtiden steget så meget, at rabatten reelt er udhulet. Så vi har sådan set ikke rigtig sparet noget; vi har bare fået lov til at betale en smule mindre ind til EU's kasse, end vi ellers ville have gjort. Og det går ikke i længden.

I Danmark er vi underlagt et budgetloft. EU fortæller os, hvor mange penge vi kan tillade os at bruge. Regeringen lagde i sin 2025-plan op til, at de offentlige serviceudgifter i Danmark højst måtte stige med 0,5 pct. årligt. I EU steg EU's samlede forpligtelser fra 2016 til 2017 med 1,8 pct. Det er ikke rimeligt, at vi i Danmark skal holde igen med at finansiere vores velfærdssamfund, samtidig med at EU holder forbrugsfest. EU's budgetter er bare steget og steget. Fra 2000 til 2014 er EU's indtægter, altså det, vi medlemslande betaler til EU, fordoblet, og det kan skam blive meget værre endnu, for der er endnu rum til, at EU kan bruge endnu flere penge, fordi EU endnu ikke er nået dertil, hvor der bruges 1,23 pct. af landenes bruttonationalindkomst. Europa-Kommissionen har endog lagt op til at sprænge denne ramme, så EU vil kunne bruge endnu flere penge. Forbrugsfesten i EU på bekostning af de europæiske borgere må ganske enkelt standses.

Det er så her, at vi også må nævne Storbritannien, for Storbritannien er den næststørste bidragsyder til EU – ikke så stor som Danmark pr. indbygger, men da Storbritannien er et noget større land, bidrager Storbritannien jo også med flere penge. Når briterne melder sig ud af EU, kommer EU til at mangle penge i kassen, og det er som sagt ikke Storbritannien, der har fået pengene; det er en række andre lande. Storbritannien bidrog med, hvad der svarede til 14 pct. af EU's budget i 2016, og regningen for, at Storbritannien forlader EU, vil i 2023 være på et sted mellem 350 og 530 mia. kr. Det er penge, som skal findes, enten ved at andre lande skal betale mere eller via nedskæringer.

Jeg er ganske klar over, at flertallet af partier her i Folketinget agter at lægge sig på en linje, der handler om at finde besparelser i EU, men der er jo ikke nogen tvivl om, at der er lande, der er meget nødigt ser besparelser på strukturfondsprogrammerne, som har været nævnt, eller på landbrugsstøtten, som også plejer at være en af de travere, der hives frem, når der skal peges på steder, hvor der kan spares penge. Der er en række lande i EU, der er nettomodtagere af beløb fra EU, og de lande vil jo meget nødig modtage færre penge.

Derfor kan vi jo også lige så godt først som sidst fra dansk side tage tyren ved hornene og meddele, at det er slut med at betale for andre EU-lande, der ikke vil gennemføre de reformer og strukturforandringer, der skal til, for at man kan overleve i det enogtyvende århundrede. Vi skal ikke blive ved med at betale til lande som Grækenland, Spanien og Portugal uden at få noget igen. De lande må begynde at tage ansvar for sig selv i stedet for at modtage kontinuerlige overførsler fra EU.

Det signal kunne vi sådan set også have sendt tydeligt fra Folketinget i dag ved at plædere for og stemme for Dansk Folkepartis forslag og dermed pålægge regeringen at meddele Rådet, at vi ønskede at genforhandle det danske bidrag til EU med henblik på at få en reel tidsubestemt rabat – ikke en rabat, der bliver overhalet af stigningstakten i EU's budgetter, ikke en rabat, der bliver overskygget af, at vi skal betale for Storbritanniens udmeldelse af EU. Der skal skrues ned for blusset i Bruxelles. Der skal skæres i overførslerne til Syd- og Østeuropa. Vi må kræve, at de lande indretter deres pensionssystemer, arbejdssystemer og sociale systemer på en mere hensigtsmæssig og tidssvarende måde.

Det var egentlig min forventning, at en bred kreds af partier ville bakke op om det, men det kan jeg så forstå ikke er tilfældet. Jeg forstår, at de fleste partier sådan mere eller mindre bakker op om, at Danmark ikke skal betale mere, men vi kan jo se, hvordan den rabat, vi forhandlede os frem til sidst, blev overhalet af virkeligheden, så vi nu betaler endnu flere penge til EU. Der må jeg bare sige fra Dansk Folkepartis side, at kurven skal knækkes. Det håber jeg trods alt også at finansministeren er indstillet på, selv om finansministeren jo er overbevist EU-tilhænger og globalist.

Men jeg vil sige tak til de ordførere, der deltog i salen, og så vil jeg håbe, at det signal, der trods alt er givet i dag, bliver hørt hos regeringen, og at regeringen vil lade signalet høre i Bruxelles: Vi vil ikke betale mere i Danmark!

Tak for det. Der er en kort bemærkning fra hr. Søren Søndergaard.

Den diskussion tager vi en anden gang, men jeg må ærligt indrømme, at jeg synes, at Dansk Folkepartis analyse af sammenhængen i EU er noget forsimplet, altså i forbindelse med de lande, som har en stærk valuta, der bliver holdt kunstigt nede af at være i samarbejde med eksportlande som Tyskland, Danmark, der har en lav valuta qua euroen og bindingen til euroen, og som har enorme fordele af det samarbejde med de lande, som holder valutaen nede på eksportmarkederne. Men den diskussion kan vi tage en anden gang.

Jeg vil blot bede Dansk Folkeparti om at forklare, hvorfor man er så besat af den der rabat, for det kan jeg ikke forstå. Det er jo relativt tilfældigt, at man tager fat i den debat i forhold til et land, oven i købet et land, der er på vej ud. Virkeligheden er, hvis vi tager 2015-tallene, at der var en række lande, der bidrog mere til EU i forhold til deres BNI, end vi gjorde, og hvad er så ideen i, at vi specielt skal have en rabat? Alle kan jo ikke få en rabat, for det giver jo ingen mening. Hvorfor er det ikke en generel ændring af det økonomiske system i EU, som Dansk Folkeparti sætter på dagsordenen, ligesom vi gør i Enhedslisten?

Ordføreren.

Så vidt jeg kan se, er Danmark enten den største eller næststørste nettobidragyder inden for de senere år. Så kan man altid stille spørgsmålet, hvorfor vi ikke tager et grundlæggende opgør med det her. For at sige det meget klart er det, fordi jeg ikke tror på det. Jeg tror simpelt hen ikke på, at man grundlæggende kan ændre den kolos, som EU er, og den måde, som EU økonomisk finansieres på. Jeg tror på, at hvis man stamper tilstrækkelig meget i jorden, er tilstrækkelig kontrær, som Margaret Thatcher var i sin tid, da hun fik etableret den britiske rabat, kan man komme igennem med noget. Men selv om jeg ville ønske, jeg kunne sige, at jeg troede på det, tror jeg simpelt hen ikke på, at man kan vende det store tankskib, som EU er på det her område.

Jeg tror, der bliver en gevaldig slåskamp, når det handler om at finde ud af, hvordan man skal rydde op efter den britiske udmeldelse. Jeg håber virkelig, at den til den tid siddende finansminister har tænkt sig at tage knojernet med og måske også et koben og lidt andet, for der bliver i hvert fald behov for virkelig at spidse albuerne, hvis det er sådan, at Danmark ikke skal komme ud af det slagsmål med en kæmpe ekstraregning.

Spørgeren.

Så vidt jeg lige husker, skal EU's budget, den 7-årige finansielle ramme, vedtages enstemmigt. Hvad er det, der gør, at hr. Kenneth Kristensen Berth har den opfattelse, at et land som Sverige, et land som Tyskland, et land som Belgien, et land som Holland, der i forhold til BNI bidrager mere til EU – i hvert fald i 2015 – end vi gjorde, skulle acceptere det? Hvad er det, der giver Dansk Folkepartis ordfører troen på, at det overhovedet er muligt i forhold til at arbejde for en generel ændring? Man kan sige, at ingen af delene er mulige, og så er der så en konklusion, og den konklusion har vi truffet, men jeg ved ikke rigtig, hvad der er Dansk Folkepartis position på det spørgsmål.

Ordføreren.

Sagen er jo den, at der er en masse lande, der er nettomodtagere, og de sidder også på relativt mange stemmer efterhånden. Og selvfølgelig vil der være nogle lande, som Danmark vil kunne alliere sig med i den kamp, der handler om, hvordan vi fordeler regningen efter den britiske udmeldelse, men vi har bare et dårligt udgangspunkt. For hvis vi kigger på den måde, rabatordningerne er indrettet på i dag, så tilgodeses de fire lande tidsubestemt og Danmark tidsbestemt. Det vil sige, at der er fire lande, der kan gå til de forhandlinger med en berettiget forventning om ikke at skulle betale det fulde beløb, som de egentlig skulle betale i forhold til de økonomiske nøgletal, der afgør det forhold. Derfor står vi, synes jeg, i en meget udsat position, når det handler om, hvordan den regning bliver fordelt. Det kan være, jeg tager fejl, men det er min observation, at vi står meget udsat.

Tak for det. Der er ikke flere korte kommentarer.

Dermed er vi nået til enden, for så er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget henvises til Europaudvalget. Hvis ikke nogen af jer gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.

(Talen er under udarbejdelse)