Fremsat den 5. oktober 2016 af energi-,
forsynings- og klimaministeren (Lars Christian Lilleholt)
Forslag til folketingsbeslutning
om
Danmarks ratifikation af Parisaftalen
Folketinget meddeler sit samtykke til, at Danmark ratificerer
Parisaftalen under De Forenede Nationers rammekonvention om
klimaændringer (UNFCCC), vedtaget i Paris den 12. december
2015 på den 21. partskonference (COP21) under UNFCCC og
underskrevet af Danmark i New York den 22. april 2016.
Bemærkninger til forslaget
Bemærkninger til forslaget
1. Indledning
Formålet med dette beslutningsforslag er i henhold til
grundlovens § 19 at indhente Folketingets samtykke til, at
regeringen på Danmarks vegne ratificerer Parisaftalen.
Parisaftalen er vedlagt i bilag 1. Bilag 1 indeholder den
autoriserede engelske tekst, der skal ratificeres, og en dansk
oversættelse, der er udarbejdet i forbindelse med
Europa-Kommissionens fremlæggelse af forslag til
rådsbeslutning om EU's ratifikation af Parisaftalen.
Indholdet i de enkelte artikler er refereret i
bemærkningernes afsnit 3.
Parisaftalen blev vedtaget den 12. december 2015 i Paris,
Frankrig, på den 21. partskonference (COP21) under De
Forenede Nationers rammekonvention om klimaændringer ('United Nations Framework Convention on Climate
Change', UNFCCC), herefter omtalt som klimakonventionen.
Danmark underskrev Parisaftalen sammen med 174 andre parter,
herunder de øvrige EU-medlemsstater og Europa-Kommissionen
på EU's vegne, ved den officielle underskriftsceremoni for
Parisaftalen i FN's hovedkvarter i New York den 22. april 2016. Pr.
29. september 2016 har 180 parter underskrevet Parisaftalen, og 61
parter har ratificeret aftalen.
Energi-, forsynings- og klimaministeren orienterede for
første gang Folketingets Energi-, Forsynings- og Klimaudvalg
om Parisaftalen ved afrapportering fra COP21 af 21. december 2015.
Energi-, Forsynings- og Klimaudvalget og Folketingets Europaudvalg
blev forud for indgåelsen af Parisaftalen orienteret i
forbindelse med vedtagelsen af EU´s forhandlingsmandat for
COP21 på miljørådsmødet den 18. september
2015. Parisaftalen har siden vedtagelsen været debatteret i
Folketinget ved en række lejligheder, hvor der har
været bred opbakning til hurtig ratifikation af Parisaftalen,
herunder i forbindelse med miljørådsmødet den
4. marts 2016, hvor Energi-, Forsynings- og Klimaudvalget og
Folketingets Europaudvalg blev orienteret omkring opfølgning
på Parisaftalen.
Parisaftalen blev vedtaget ved COP-beslutning 1/CP. 21, og
optræder som et anneks til denne beslutning. 1/CP. 21
indeholder foruden selve vedtagelsen af Parisaftalen en lang
række bestemmelser, som vedrører implementeringen af
Parisaftalen.
Med Parisaftalen forpligter parterne til klimakonventionen sig
til globale målsætninger om at
a) holde den
gennemsnitlige globale temperaturstigning et godt stykke under 2
°C i forhold til førindustrielt niveau og arbejde for at
begrænse temperaturstigningen til 1,5 °C,
b) øge
tilpasningsevnen over for de skadelige virkninger af
klimaforandringer og fremme modstandsdygtighed og
c) gøre
finansieringsstrømmene konsistente med omstillingen til
lavemission og modstandsdygtighed over for klimaforandringer.
Parisaftalen forpligter parterne til at udarbejde, meddele og
håndhæve ambitiøse, nationalt bestemte
reduktionsbidrag ('Nationally Determined
Contributions', NDC'er) med henblik på at opfylde
aftalens målsætninger. Parisaftalen indebærer
således, at alle parter hvert femte år skal indmelde
eller genindmelde et reduktionsbidrag. Parisaftalen er dermed den
første juridisk bindende klimaaftale, som forpligter alle
parter til klimakonventionen til at foretage og meddele
reduktionsindsatser. Den første runde af reduktionsbidrag
under Parisaftalen blev indmeldt i 2015, og langt hovedparten vil
gælde fra 2020 (og indtil 2025 eller 2030, afhængig af
om den enkelte part har valgt en 5- eller 10-årig periode).
Parisaftalen afløser dermed Kyotoprotokollen, hvis anden og
sidste forpligtelsesperiode udløber i 2020. Kyotoprotokollen
pålægger udelukkende udviklede lande kvantitative
reduktionsmål (dog stod enkelte udviklede lande, herunder
USA, udenfor).
Parisaftalen indebærer også, at alle parter, hvor
det er relevant, skal foretage planlægning og implementering
af klimatilpasningsindsatser og kommunikere herom til FN. Ligeledes
fastsætter Parisaftalen, at alle parter fremadrettet skal
indgive information til klimakonventionens sekretariat om deres
klimaindsats, og i beslutning 1/CP. 21 fastsættes, at dette
skal ske mindst hvert andet år (dog med fleksibilitet for de
mindst udviklede lande og små østater, som er
udviklingslande).
Parisaftalen fastsætter endvidere rammerne for
støtte til klimaindsatsen i udviklingslande. I
beslutning1/CP. 21 bekræftes det, at de udviklede lande
forpligter sig til frem til 2025 at fortsætte deres
eksisterende kollektive mål om årligt fra 2020 at
mobilisere 100 mia. USD i klimafinansiering fra bl.a. offentlige og
private kilder samt senest i 2025 at vedtage et nyt kvantitativt
mål med mulighed for en bredere donorbase.
Ifølge Parisaftalen kan parterne indgå en aftale om
i fællesskab at opfylde forpligtelsen til at kommunikere en
NDC til aftalen. EU og medlemsstaterne har besluttet at opfylde
denne forpligtelse i fællesskab. EU indmeldte i marts 2015
sin første NDC til aftalen med en reduktion i
drivhusgasudledningerne på mindst 40 pct. i 2030 i forhold
til 1990-niveau. Reduktionsbidraget blev vedtaget på Det
Europæiske Råd den 24. oktober 2014.
EU's reduktionsbidrag skal udmøntes gennem vedtagelse af
lovgivning for de kvotebelagte og ikke-kvotebelagte sektorer.
Målet for de ikke-kvotebelagte sektorer skal fordeles mellem
EU's medlemsstater, mens der for kvotesektoren er ét
fælles kvoteloft for hele EU. Europa-Kommissionen fremlagde
den 15. juli 2015 forslag til revision af kvotehandelsdirektivet,
der skal udmønte EU's klimaindsats inden for
kvotehandelssystemet i perioden 2021-2030. Forslaget behandles i
øjeblikket i den almindelige lovgivningsprocedure.
Europa-Kommissionen har den 20. juli 2016 fremlagt forslag til en
byrdefordelingsaftale for de ikke-kvotebelagte sektorer samt
forslag til integration af udledninger og optag af drivhusgasser
fra skove og jorde. Drøftelserne herom er påbegyndt i
september 2016. Folketinget vil blive inddraget i
fastlæggelse af den danske position til disse forslag via den
nationale EU-beslutningsprocedure. Rammerne for Danmarks nationale
reduktionsindsats under Parisaftalen bliver således
først endeligt fastsat, når lovgivningen i EU er
vedtaget.
Parisaftalen træder i kraft 30 dage efter, at mindst 55
parter dækkende mindst 55 pct. af de globale udledninger har
deponeret deres ratifikationsinstrumenter hos FN. En række
lande har allerede ratificeret eller har indikeret, at man vil
ratificere aftalen i 2016, og der er derfor en vis sandsynlighed
for, at Parisaftalen kan træde i kraft uden, at EU er part
til aftalen. Der er derfor enighed i EU om at ratificere hurtigst
muligt og tids nok til, at EU kan nå at blive part til
aftalen ved dens ikrafttrædelse. Dette blev understreget i
konklusionerne fra Det Europæiske Råd den 17.-18. marts
2016 og bekræftes i erklæringen fra Rådet for Den
Europæiske Union (miljø) den 20. juni 2016. Senest var
der på det uformelle stats- og regeringschefsmøde i
Bratislava den 16. september 2016 enighed blandt EU27's stats- og
regeringschefer om, at EU skal ratificere og deponere sit
ratifikationsinstrument hurtigst muligt.
EU og medlemsstaterne, herunder Danmark, kan først blive
parter til Parisaftalen, når deres respektive
ratifikationsprocesser er afsluttet. Danmark kan ved at
gennemføre den danske proces bidrage til at fremskynde
processerne i de øvrige medlemsstater. Pr. 29. september
2016 er det blandt EU's medlemsstater kun Ungarn, Frankrig,
Østrig, Slovakiet og Tyskland der har færdiggjort
deres nationale processer med henblik på ratifikation.
Med hensyn til Grønland og Færøernes status
i forbindelse med Danmarks ratifikation af Parisaftalen henvises
til bemærkningernes afsnit 9.
2. Parisaftalens historie
Ved FN's konference om miljø og udvikling ('The United Nations Conference on Environment and
Development', UNCED) i Brasilien i 1992 underskrev Danmark
sammen med 153 andre parter klimakonventionen. I dag har
klimakonventionen 196 parter. Målet med klimakonventionen er
at stabilisere atmosfærens indhold af drivhusgasser på
et niveau, som forhindrer farlige klimaforandringer. Forslag til
folketingsbeslutning om ratifikation af klimakonventionen blev med
beslutningsforslag nr. B 75 vedtaget den 27. april 1993. Danmark
ratificerede klimakonventionen i december 1993, og denne
trådte i kraft den 21. marts 1994.
Klimakonventionen er en såkaldt rammekonvention. Det vil
sige, at den er ramme for den globale klimaindsats i FN men ikke
indeholder bindende krav om reduktion af drivhusgasudledning.
I december 1997 på COP3 i Kyoto, Japan, vedtog parterne
til klimakonventionen Kyotoprotokollen. Kyotoprotokollen er den
første juridisk bindende internationale aftale med
reduktionsforpligtelser for udledning af drivhusgasser.
Kyotoprotokollen trådte i kraft i februar 2005. Forslag til
folketingsbeslutning om ratifikation af Kyotoprotokollen blev med
beslutningsforslag nr. B 91 vedtaget den 16. maj 2002. Danmarks
ratifikation af Kyotoprotokollen blev deponeret hos FN sammen med
de øvrige EU-medlemsstaters i 2002.
Kyotoprotokollen fastsætter bindende mål for
udledning af drivhusgasser for de udviklede lande, der har
ratificeret protokollen. De udviklingslande, der har ratificeret
protokollen, er kun forpligtede til at gennemføre
ikke-bindende reduktionsinitiativer, der støtter op om en
bæredygtig udvikling.
Den første forpligtelsesperiode under Kyotoprotokollen
strakte sig fra 2008-2012. De udviklede lande forpligtede sig
samlet set til at reducere deres udledninger af drivhusgasser med
5,2 pct. i forhold til niveauet i 1990. EU forpligtede sig til at
reducere med 8 pct., og internt i EU forpligtede Danmark sig til en
reduktion på 21 pct.
I december 2007 på COP13 på Bali, Indonesien, vedtog
parterne til klimakonventionen 'Bali Road
Map', som indeholdt en køreplan frem mod
indgåelsen af en ny klimaaftale - som efterfølger til
Kyotoprotokollen - på COP15 i 2009 i København. Det
var derfor forventningen, at der på COP15 kunne opnås
enighed om en global klimaaftale, som ville forpligte alle parter
til Klimakonventionen til at foretage reduktionsindsatser. Det var
dog ikke muligt at nå til enighed om dette, hvorfor COP15 i
stedet resulterede i en hensigtserklæring - 'Copenhagen Accord' - som 138 lande
tilsluttede sig.
Copenhagen Accord fastsatte en
langsigtet målsætning om at begrænse den
gennemsnitlige globale temperaturstigning til under 2 °C i
forhold til førindustrielt niveau. Derudover forpligtede de
udviklede lande sig til et kollektivt mål om årligt fra
2020 at mobilisere 100 mia. USD i klimafinansiering til
klimaindsatsen i udviklingslandene. Endvidere indmeldte ca. 100
parter til klimakonventionen ikke-bindende reduktionsmål.
Selvom det ikke lykkedes at indgå en global aftale, fik man
for første gang en tilgang, hvor alle parter kunne melde
reduktionsforpligtelser ind.
På COP17 i Durban, Sydafrika, i december 2011 blev
parterne til klimakonventionen enige om, at man senest i 2015
på COP21 skulle vedtage en global klimaaftale med
forpligtelser for alle parter og med ikrafttrædelse senest i
2020. På COP17 blev det endvidere aftalt, at der skulle
vedtages en anden forpligtelsesperiode under Kyotoprotokollen med
reduktionsforpligtelser for perioden 2013-2020.
Denne anden forpligtelsesperiode blev vedtaget med
Dohaændringen på COP18 i Doha, Qatar, i december 2012.
Ligesom det var tilfældet under første
forpligtelsesperiode, er det kun udviklede lande, der har
reduktionsforpligtelser under den anden forpligtelsesperiode. De
lande, der har påtaget sig en anden forpligtelsesperiode
under Kyotoprotokollen, står samlet for mindre end 15 pct. af
de globale udledninger. Forslag til folketingsbeslutning om
Danmarks ratifikation af Kyotoprotokollens anden
forpligtigelsesperiode blev med beslutningsforslag nr. B 90
vedtaget den 5. maj 2015.
På COP19 i Warszawa, Polen, i november 2013 vedtog
parterne til klimakonventionen, at alle parter i 2015 forud for
COP21 skulle fremlægge nationalt bestemte bidrag ('Intended Nationally Determined
Contributions', INDC'er) til den nye klimaaftale.
På COP20 i Lima, Peru, i december 2014 fremlagdes det
første tekstudkast til en global klimaaftale, som
klimaforhandlingerne frem mod COP21 var centreret omkring. I
løbet af 2015 indmeldte 184 parter deres reduktionsbidrag
til den globale klimaaftale, og med enkelte senere bidrag har189
lande pr. 29. september 2016 indmeldt bidrag til Parisaftalen.
Bidragene dækker mere end 96 pct. af de globale
drivhusgasudledninger. EU indmeldte den 6. marts 2015 sin NDC med
et reduktionsbidrag på mindst 40 pct. i 2030 i forhold til
1990. Dette mål var blevet vedtaget af Det Europæiske
Råd den 24. oktober 2014 og forelagt Folketingets
Europaudvalg til forhandlingsoplæg den 28. februar 2014.
På COP21 i Paris vedtog parterne til klimakonventionen den
12. december 2015 en juridisk bindende global klimaaftale, den
såkaldte Parisaftale. EU´s forhandlingsmandat for COP21
blev i form af rådskonklusioner vedtaget på
miljørådsmødet den 18. september 2015 og blev
forud herfor forelagt Folketingets Europaudvalg og Folketingets
Energi-, Forsynings- og Klimaudvalg til orientering i henhold til
den danske EU-beslutningsprocedure. EU´s position på
klimafinansiering blev forud for COP21 fastlagt på
rådsmødet for finansministre (ECOFIN) den 10. november
2015, hvor Folketingets Europaudvalg ligeledes blev forelagt sagen
forud for rådsmødet.
Der udestår fortsat forhandling af en række
spørgsmål, som skal udmønte Parisaftalen. Der
henvises til beskrivelsen af aftalens indhold i
bemærkningernes afsnit 3 nedenfor.
3. Parisaftalens indhold
Parisaftalen blev vedtaget af parterne til klimakonvention ved
COP-beslutning 1/CP. 21 og optræder som et anneks til denne
beslutning.
COP-beslutning 1/CP. 21 indeholder foruden selve vedtagelsen af
Parisaftalen en lang række bestemmelser, som vedrører
implementeringen af Parisaftalen. I den følgende beskrivelse
af Parisaftalen refereres derfor til indholdet i COP-beslutning
1/CP. 21, hvor det er relevant.
I aftalens præambel anerkender
parterne til aftalen, at parterne i deres indsats for at adressere
klimaforandringerne, bl.a. skal respektere, fremme og tage hensyn
til deres respektive forpligtelser for så vidt angår
menneskerettigheder, oprindelige folks rettigheder og
kønnenes ligestilling.
Artikel 1 indeholder definitioner af de anvendte termer i
aftalen.
Artikel 2 beskriver aftalens formål: At fremme
implementeringen af klimakonventionen og dens formål ved at
styrke den globale reaktion på truslen fra klimaforandringer
inden for rammerne af bæredygtig udvikling og indsatsen for
at udrydde fattigdom, herunder ved at: a) holde den gennemsnitlige
globale temperaturstigning et godt stykke under 2 °C i forhold
til førindustrielt niveau og arbejde for at begrænse
temperaturstigningen til 1,5 °C, b) øge tilpasningsevnen
til de skadelige virkninger af klimaforandringer og fremme
modstandsdygtighed og en udvikling med lave drivhusgasudledninger
på en måde, som ikke er til fare for
fødevareproduktionen og c) at gøre
finansieringsstrømmene konsistente med omstillingen til
lavemission og modstandsdygtighed over for klimaforandringer.
Det fastslås også, at aftalen vil blive
implementeret, så den afspejler lighed ('equity') og princippet om 'fælles men
differentieret ansvar og respektive kapaciteter' i lyset af
forskellige nationale omstændigheder.
Artikel 3 pålægger
alle parter til aftalen at iværksætte og meddele
ambitiøse, nationalt bestemte indsatser jf. de
øvrige artikler i aftalen (artikel 4, 7, 9, 10, 11 og 13)
med henblik på at nå aftalens formål som
beskrevet i artikel 2. Alle parters indsatser skal over tid blive
mere ambitiøse. I den forbindelse anerkendes det, at
udviklingslande har behov for støtte med henblik på en
effektiv implementering af Parisaftalen.
Artikel 4 indeholder
målsætninger og bestemmelser vedrørende
parternes reduktionsindsats. Det
anføres, at parterne søger at opnå, at de
globale udledninger topper hurtigst muligt og derefter reduceres
hurtigt med henblik på i anden halvdel af dette
århundrede at opnå en balance, hvor der ikke udledes
flere drivhusgasser, end der optages i skove, have mm.
Endvidere forpligtes parterne til at udarbejde, meddele og
håndhæve nationalt bestemte bidrag (NDC'er) samt
gennemføre nationale reduktionsindsatser med henblik
på at opfylde disse. Alle parter skal kommunikere en NDC
hvert femte år, som skal være informeret af det globale
stocktake jf. aftalens artikel 14. I
overensstemmelse med COP-beslutning 1/CP. 21 skal parter med en
10-årig NDC, gældende for perioden 2020-2030, senest i
2020 genbekræfte eller opdatere deres NDC for perioden
2020-2030, mens parter med en 5-årig NDC, gældende for
perioden 2020-2025, opfordres til senest i 2020 at fremlægge
en ny NDC for perioden efter 2025. Alle parter skal senest i 2025
fremlægge en ny NDC for perioden efter 2030. NDC'en skal i
hvert tilfælde kommunikeres mindst 9-12 måneder
før den relevante COP. Det anføres desuden, at
parterne på den første COP efter Parisaftalens
ikrafttrædelse skal drøfte en fælles tidsramme
for fremtidige NDC'er.
Artiklen fastlægger endvidere en række principper
for NDC'erne, herunder at en NDC altid skal være mere
ambitiøs end den forrige. Alle parter forpligtes til (ex
ante) at kommunikere tilstrækkelig information om NDC'en til
at opnå klarhed, transparens og forståelse af den samt
til (ex post) at redegøre for, hvordan den opfyldes i
overensstemmelse med retningslinjer, som skal vedtages af parterne.
Artiklen fastlægger også, at NDC'erne skal registreres
i et offentligt register, administreret af klimakonventionens
sekretariat. Således vil NDC'erne ikke være indeholdt i
selve den juridisk bindende aftale men komme til at fremgå af
et særskilt register, der ikke har en juridisk bindende
karakter. Ifølge COP-beslutning 1/CP. 21 skal parterne frem
mod aftalens ikrafttrædelse færdigforhandle både
yderligere retningslinjer for selve NDC'erne, for den information
som (ex ante) skal fremlægges om NDC'erne, for hvordan
parterne (ex post) skal redegøre for opfyldelsen af deres
NDC og for det register, som NDC'erne skal registreres i.
Artiklen fastslår, at parterne ved implementering af
aftalen skal tage højde for bekymringer hos de parter, hvis
økonomier er mest påvirket af effekten af klimatiltag
(´response measures'). Det drejer
sig f.eks. om parter, hvis økonomi i høj grad er
baseret på produktionen af fossile brændsler. I
COP-beslutning 1/CP. 21 fastlægges, at det eksisterende forum
under klimakonventionen, som adresserer disse
spørgsmål, skal fortsætte og tjene Parisaftalen,
og at arbejdsprogram og funktioner for dette forum skal
færdigforhandles med henblik på vedtagelse på den
første COP efter aftalens ikrafttrædelse.
Artiklen giver mulighed for fælles målopfyldelse,
hvor flere parter kan gå sammen om at opfylde forpligtelsen
til at kommunikere og opretholde en NDC. Dette gør det
muligt for fællesskaber som EU at opfylde medlemsstaternes
målsætninger i fællesskab. Det fastslås, at
både den individuelle part og fællesskabet som helhed
vil være ansvarlig for parternes respektive andele af
udledninger, som fastsættes i aftalen om fælles
målopfyldelse.
¬Artiklen angiver, at alle parter bør søge at
formulere og kommunikere langsigtede udviklingsstrategier for
lavemission. Ifølge COP-beslutning 1/CP. 21 inviteres
parterne til senest i 2020 at fremlægge strategier med en
tidshorisont for midten af århundredet.
Artikel 5 anfører, at
parterne, hvor det er relevant, bør handle for at bevare og
forøge optag og lagre af
drivhusgasser i bl.a. skove og jorder. Endvidere opfordres
parterne til at implementere og støtte handlinger under
klimakonventionens eksisterende ramme vedrørende reduktion
af udledninger fra skovrydning og forarmelse af skove i
udviklingslande.
Artikel 6 vedrører international overførsel af
reduktionsenheder (ofte betegnet handel med
udledningstilladelser). Det anføres, at parter, der benytter
internationalt overførte enheder, skal efterleve solide
principper for opgørelse af enhederne. Endvidere etableres
en UNFCCC-overvåget mekanisme for handel med
udledningstilladelser. Parterne skal færdigforhandle
retningslinjer for mekanismen og principper for opgørelse af
internationalt overførte enheder med henblik på
vedtagelse på den første COP efter aftalens
ikrafttrædelse.
Artikel 7 indeholder
bestemmelser vedr. klimatilpasningsindsatsen. Der etableres
et globalt mål om at øge tilpasningskapaciteten,
styrke modstandsdygtigheden samt reducere sårbarheden over
for klimaforandringer. Alle parter forpligtes til, hvor det er
relevant, at foretage planlægning og implementering af
klimatilpasningsplaner og periodisk kommunikere herom til
klimakonventionens sekretariat, som skal samle informationen i et
offentligt register. Der skal desuden udvikles retningslinjer for
anerkendelse af udviklingslandes klimatilpasningsindsats. Endvidere
bestemmes det, at parterne bør styrke samarbejdet omkring
klimatilpasning gennem bl.a. videndeling, integration af
oprindelige folks viden i klimatilpasningstiltag, styrkede
internationale institutioner og støtte til udviklingslande i
at identificere mangler og behov. I COP-beslutning 1/CP. 21
anføres, at Tilpasningskomitéen under
klimakonventionen skal: 1) foretage en gennemgang af de
tilpasningsrelaterede institutioner under klimakonventionen og
komme med anbefalinger til at styrke sammenhænge mellem disse
og 2) overveje metoder til at vurdere ulandes behov. Begge dele med
henblik på vedtagelse af anbefalinger herom på det
første COP-møde efter aftalens
ikrafttrædelse.
Det anføres, at der skal ydes løbende og
øget international støtte til udviklingslandenes
tilpasningsindsats. I COP-beslutning 1/CP. 21 bestemmes, at der
skal udvikles anbefalinger vedrørende hvilke skridt, der
skal tages for at mobilisere finansiering til indsatsen i
udviklingslande samt metoder til at evaluere
tilstrækkeligheden og effektiviteten af tilpasningsindsatsen
og støtten hertil, og at disse skal vedtages på det
første COP-møde efter aftalens
ikrafttrædelse.
Artikel 8 anerkender
vigtigheden af at undgå, minimere og adressere tab og skader ('loss and damage') som følge af
klimaforandringerne. Det anføres, at parterne bør
øge deres forståelse, indsats og støtte med
hensyn til tab og skader på et samarbejdende og faciliterende
grundlag. I COP-beslutning 1/CP. 21 besluttes det at
fortsætte arbejdet i 'Warsaw
International Mechanism for Loss & Damage associated with
Climate Change Impacts' (WIM), og det præciseres, at
artikel 8 ikke giver basis for retligt ansvar eller
kompensation.
Artikel 9 indeholder
bestemmelser vedrørende finansiering
til klimaindsatsen i udviklingslande. Det fastslås, at
udviklede lande - som en fortsættelse af deres eksisterende
forpligtelser under klimakonventionen - skal bidrage med
finansiering til udviklingslandenes klimaindsats, og at der skal
søges opnået en balance mellem finansieringen til
reduktionsindsatsen og klimatilpasningsindsatsen. Dette skal ske
under hensyntagen til nationale strategier og prioriteter,
særligt for de mindst udviklede lande og små
østater. Endvidere skal udviklede lande gå forrest i
at mobilisere klimafinansiering fra forskellige kilder,
instrumenter og kanaler som et led i en global indsats og med
fremhævning af, at offentlig finansiering spiller en central
rolle. Og denne indsats skal repræsentere fremskridt i
forhold til tidligere. I COP-beslutning 1/CP. 21 anføres, at
udviklede lande forpligter sig til frem til 2025 at fortsætte
deres eksisterende kollektive mål om årligt fra 2020 at
mobilisere 100 mia. USD i klimafinansiering fra bl.a. offentlige og
private kilder samt senest i 2025 at vedtage et nyt kvantitativt
mål med mulighed for en bredere donorbase.
Artiklen forpligter endvidere de udviklede lande til hvert andet
år at: 1) kommunikere vejledende kvantitativ og kvalitativ
(ex ante) information om deres fremtidige klimafinansiering,
herunder - hvis denne information er tilgængelig -
fremskrivninger for den offentlige finansiering til udviklingslande
og 2) fremlægge transparent og konsistent (ex post)
information om den klimafinansiering, som er leveret og mobiliseret. Ifølge
COP-beslutning 1/CP. 21 skal parterne færdigforhandle
retningslinjer for begge typer af information (ex ante og ex post)
samt nærmere retningslinjer for, hvordan klimafinansiering
opgøres, med henblik på vedtagelse på det
første COP-møde efter aftalens
ikrafttrædelse.
Artikel 10 fastslår en
fælles langsigtet vision om betydningen af teknologiudvikling og -overførsel
med henblik på at øge modstandsdygtigheden og reducere
udledningerne, og det anføres, at parterne skal styrke deres
samarbejde herom. Endvidere slås fast, at klimakonventionens
Teknologimekanisme, som omfatter 'Technology
Executive Committee' (TEC) og 'Climate
Technology Centre and Network' (CTCN), skal tjene aftalen.
Derudover etableres en teknologiramme ('technology framework'), som skal udstikke
overordnede retningslinjer for Teknologimekanismens arbejde.
Artiklen anfører også, at der skal ydes finansiel
støtte til udviklingslande med henblik på
teknologiudvikling- og overførsel. COP-beslutning 1/CP. 21
fastslår endvidere, at parterne frem mod aftalens
ikrafttrædelse skal færdigforhandle de nærmere
detaljer i teknologirammen samt retningslinjerne for en periodisk
vurdering af effektiviteten og tilstrækkeligheden af
støtten til Teknologimekanismen.
Artikel 11 anfører, at
kapacitetsopbygning under aftalen
bør øge udviklingslandenes og især de mindst
udviklede landes og de små østaters kapacitet og evne
til effektiv klimahandling samt, at alle parter bør bidrage
hertil og regelmæssigt kommunikere om denne indsats.
Endvidere anføres, at de udviklede lande bør
øge støtten til kapacitetsopbygning. Samtidigt
etableres med COP-beslutning 1/CP. 21 'Pariskomitéen for
Kapacitetsopbygning', som skal understøtte arbejdet med
kapacitetsopbygning. På COP25 i 2019 skal komitéen
evalueres med henblik på at komme med anbefalinger til de
institutionelle rammer for det fremadrettede arbejde med
kapacitetsopbygning, som skal vedtages på det første
COP-møde efter aftalens ikrafttrædelse.
Artikel 12 anfører, at
parterne, hvor det er relevant, skal samarbejde om at fremme uddannelse, folkeoplysning,
offentlighedens deltagelse og adgang til information om
klimaforandringerne.
Artikel 13 etablerer et
forbedret system med øget
gennemsigtighed vedrørende klimaindsatsen ('enhanced transparency framework'), som skal
bygge på og forbedre de eksisterende rammer for
gennemsigtighed under klimakonventionen, der omfatter krav til
metoder, rapporteringer og evalueringer. Der skal gives
fleksibilitet til udviklingslande, der har behov for det i lyset af
deres kapaciteter. Systemet skal give en klar forståelse af
reduktionsindsatsen, herunder bl.a. med nationale
udledningsopgørelser, tilpasningsindsatsen og støtten
til klimaindsatsen (både givet og modtaget støtte).
Information om støtte omfatter både finansiering,
teknologioverførsel og kapacitetsopbygning. Information om
effekten af og tilpasninger til klimaforandringerne skal gives,
hvor det er relevant. Parterne skal fremlægge informationen
mindst hvert andet år (dog med fleksibilitet for de mindst
udviklede lande og de små østater, som har status af
udviklingslande). Informationen skal undergå en teknisk
ekspertevaluering ('review') og skal
informere det globale 'stocktake' jf.
aftalens artikel 14. Ifølge COP-beslutning 1/CP. 21 skal
parterne færdigforhandle de nærmere retningslinjer for
metoder, rapporteringer og evalueringer i det nye system til
drøftelse på COP24 i 2018 med henblik på
vedtagelse på det første COP-møde efter
aftalens ikrafttrædelse. Beslutningen etablerer ligeledes
'Kapacitetsopbygningsinitiativet for Transparens', som skal
øge udviklingslandenes kapacitet til at tilvejebringe
informationen om deres klimaindsats.
Artikel 14 bestemmer, at der
hvert femte år, og første gang i 2023, skal afholdes
et globalt'stocktake', som skal gøre
status over det kollektive fremskridt hen imod at opfylde aftalens
formål og langsigtede målsætninger jf. artikel 2.
Både reduktionsindsatsen, klimatilpasningsindsatsen og
støtten til klimaindsatsen skal tages i betragtning.
Resultatet af stocktaket skal tjene som
input, når parterne skalopdatere og forøge deres
klimaindsats under aftalen. Ifølge COP-beslutning 1/CP. 21
skal parterne færdigforhandle kilder til input til stocktaket samt de nærmere
retningslinjer for afholdelse af stocktaket med henblik på vedtagelse
på det første COP-møde efter aftalens
ikrafttrædelse. I COP-beslutning 1/CP. 21 bestemmes
også, at der allerede i 2018 skal afholdes en 'faciliterende
dialog', der skal gøre status over det kollektive fremskridt
i forhold til at nå det langsigtede reduktionsmål, som
fremsat i aftalens artikel 4, samt informere forberedelsen af de
NDC'er, som skal kommunikeres i 2020.
Artikel 15 etablerer en
mekanisme, der skal facilitere
implementering og fremme overholdelse ('compliance') af bestemmelserne i
Parisaftalen. Mekanismen skal bestå af en
ekspertkomité, som i sin virkemåde skal være
faciliterende, transparent og baseret på frivillighed uden
anvendelse af sanktioner. Komitéen skal årligt
afrapportere til COP'en. Parterne skal færdigforhandle
retningslinjer for komitéens arbejde med henblik på
vedtagelse på den første COP efter aftalens
ikrafttrædelse.
Artikel 16-19 fastsætter
de institutionelle rammer for
Parisaftalen, herunder at COP'en etableres som beslutningsorgan for
aftalen (artikel 16), at klimakonventionens sekretariat skal tjene
som sekretariat for aftalen (artikel 17), at 'The Subsidiary Body for Scientific and
Technological Advice'
(SBSTA) og 'The Subsidiary Body for
Implementation' (SBI) skal tjene som de subsidiære
organer for Parisaftalen, og at andre subsidiære organer
etableret under FN's klimakonvention kan tjene Parisaftalen,
såfremt COP'en beslutter dette (artikel 19).
Artikel 20-21vedrører
underskrift, ratifikation og
ikrafttrædelse og fastsætter bestemmelser i
dette henseende for forholdet mellem regionale organisationer for
økonomisk integration (f.eks. EU), der bliver parter til
aftalen, og deres medlemsstater. Det fastsættes, at aftalen
vil være åben for underskrift fra den 22. april 2016
til den 21. april 2017, og at aftalen vil træde i kraft 30
dage efter, at mindst 55 pct. af aftalens parter dækkende
mindst 55 pct. af de globale drivhusgasudledninger har ratificeret
aftalen.
Artikel 22-29 indeholder
bestemmelser vedrørende vedtagelse af ændringer,
annekser, tvistbilæggelse, stemmeregler, depositar,
forbehold, udtrædelse og sprogversioner.
4. Danmarks
klimaindsats under Parisaftalen
4.1 Reduktionsindsatsen
EU og medlemsstaterne har besluttet at opfylde sin forpligtelse
til at udarbejde, meddele og opretholde en NDC under Parisaftalen i
fællesskab. EU's første NDC til aftalen er en
reduktion i drivhusgasudledningerne på mindst 40 pct. i 2030
i forhold til 1990. Målet blev vedtaget på Det
Europæiske Råd den 24. oktober 2014. Målet skal
nås gennem reduktioner i hhv. de kvotebelagte sektorer (43
pct. i 2030 i forhold til 2005) og ikke-kvotebelagte sektorer (30
pct. i 2030 i forhold til 2005) og skal udmøntes i
lovgivning om: 1) Revision af EU's kvotehandelsdirektiv1) 2)
byrdefordelingsaftale for de ikke-kvotebelagte sektorer samt 3)
integration af udledninger og optag fra skove og jorde.
Der foreligger således på tidspunktet for
fremsættelse af beslutningsforslaget om ratifikation ikke
vedtaget lovgivning for EU's reduktionsbidrag. Rammerne for
Danmarks nationale reduktionsbidrag inden for de ikke-kvotebelagte
sektorer kendes først, når EU's lovgivning for de
ikke-kvotebelagte sektorer er vedtaget, hvorfor det på
nuværende tidspunkt ikke er muligt at redegøre for
Danmarks reduktionsindsats under Parisaftalen. Europa-Kommissionen
fremlagde den 15. juli 2015 forslag til revision af
kvotehandelsdirektivet, der skal udmønte EU's klimaindsats
inden for kvotehandelssystemet i perioden 2021-2030. Forslaget
behandles i øjeblikket i den almindelige
lovgivningsprocedure. Europa-Kommissionen har den 20. juli 2016
fremlagt forslag til en byrdefordelingsaftale mellem medlemslandene
for EU's reduktionsindsats i de ikke-kvotebelagte sektorer samt
forslag til integration af udledninger og optag af drivhusgasser
fra skove og jorde. I henhold til forslaget, skal det danske bidrag
være på 39 % reduktion i de ikke-kvotebelagte sektorer
i 2030 i forhold til 2005 ligesom der skal være adgang til en
række fleksibilitetsmekanismer til at indfri målet.
Drøftelserne om byrdefordelingen er påbegyndt i
september 2016. Folketinget vil blive inddraget i
fastlæggelse af den danske position til disse forslag via den
nationale EU-beslutningsprocedure. Der henvises endvidere til
grund- og nærhedsnotater til Folketingets Europaudvalg om de
to forslag, som er oversendt den 23. august 20162).
Det bemærkes endvidere, at NDC'erne, som indmeldes hvert
femte år i medfør af Parisaftalen (første gang
i 2015, næste gang i 2020), ikke er indeholdt i selve
Parisaftalen men kommer til at fremgå af et særskilt
register, der ikke har en juridisk bindende karakter. Parisaftalen
indeholder således heller ikke EU's reduktionsbidrag, og
Danmarks ratifikation af Parisaftalen omfatter derfor ikke i sig
selv EU's eller Danmarks reduktionsbidrag. Derved adskiller
Parisaftalen sig fra Kyotoprotokollen, hvor selve protokollen
omfattede et dansk reduktionsbidrag.
Parisaftalen adskiller sig ligeledes ved ikke at være en
tidsbegrænset aftale, som det er tilfældet med
Kyotoprotokollen. Under Parisaftalen er parterne forpligtet til
fremadrettet at indmelde en NDC hvert femte år, og når
der indmeldes en ny NDC, skal denne være mere ambitiøs
end den forrige (det vil for EU's vedkommende sige senest i 2025,
mens det i 2020 er en mulighed for EU at genbekræfte den
eksisterende NDC frem for at indmelde en ny). EU, herunder Danmark,
vil således som noget nyt være forpligtet til at
øge sit ambitionsniveau over tid. På denne baggrund er
det heller ikke muligt på forhånd fyldestgørende
at beskrive Danmarks reduktionsindsats under Parisaftalen, da man
på nuværende tidspunkt ikke kender den for kommende
perioder.
Det bemærkes, at i henhold til Parisaftalens artikel 4,
stk. 16, skal parter, der vil opfylde deres forpligtigelser under
Parisaftalen i fællesskab oplyse klimakonventionens
sekretariat om betingelserne for den fælles
målopfyldelse, når de indmelder deres NDC. Herunder
skal oplyses om det emissionsniveau, som er gældende for hver
part inden for den relevante periode. Hver part er ansvarlig for
sit emissionsniveau, som det fremgår af en sådan aftale
om fælles målopfyldelse. Det bemærkes i
tillæg hertil i henhold til artikel 4, stk. 17, at
såfremt EU ikke samlet set opfylder sit reduktionsbidrag, vil
EU's medlemsstater, herunder Danmark, stå individuelt til
ansvar for at opfylde sin andel af EU-forpligtelsen. Det betyder
også, at Danmark kun kan stilles til ansvar for sin
individuelle forpligtelse og ikke for andre medlemsstaters
individuelle forpligtelser. Skulle EU's reduktionsbidrag falde
væk, f.eks. fordi forudsætningerne for det
europæiske samarbejde ændrer sig væsentligt, vil
Danmark fortsat være folkeretligt bundet af forpligtelserne i
Parisaftalen, herunder til at opretholde, meddele og
håndhæve nationalt bestemte bidrag samt være
forpligtet til at øge sit ambitionsniveau over tid.
I forhold til Parisaftalens bestemmelse (i artikel 4, stk. 15)
om at tage højde for bekymringer hos parter, hvis
økonomier er meget påvirket af effekten af klimatiltag
('response measures') bemærkes
det, at Danmark generelt i udviklingssamarbejdet og i bilaterale
klimasamarbejder understøtter partnerlande i at omstille
deres økonomier til en udvikling med bæredygtig
vækst (se også afsnit 4.3 nedenfor).
I forhold til Parisaftalens artikel 5, som specifikt angår
indsatsen for at bevare og forøge optag og lagre af
drivhusgasser i bl.a. skove og jorder, bemærkes, at der fra
dansk side er iværksat flere indsatser, som bidrager til at
øge kulstofbindingen i danske landbrugsjorder. Indsatserne
dækker over en tilskudsordning til udtagning af kulstofrige
lavbundsjorder, de såkaldte organogene jorde, med mindst 12
pct. organisk kulstof. Endvidere dækker de over en
række forskellige krav om etablering af efterafgrøder,
afgrøder der dyrkes efter en hovedafgrøde (oftest
korn) samt beslutningen fra Fødevare- og Landbrugspakken fra
februar 2016 om etablering af yderligere vådområder
på landbrugsjord.
Endvidere bidrager tilskud til privat skovrejsning og statslig
skovrejsning til at øge kulstofoptaget i danske skove gennem
udvidelse af skovarealet. I de eksisterende skove antages
efterspørgslen efter energitræ at stimulere
investeringer i nye og mere produktive skovkulturer ved
genplantning, hvilket også vil bidrage til øget
kulstofoptag i de nye bevoksninger. Dette marked kan dog samtidig
qua øget hugst bidrage til at reducere skovenes
stående kulstoflager. Samlet set er kulstoflageret i danske
skove dog steget gennem de senere år, fordi hugsten, selvom
den er steget, har været lavere end den løbende
tilvækst. En skæv aldersklassefordeling med
overvægt af især ældre løvtræ vil,
hvis dette afvikles i tråd med hidtidig praksis, kunne
medføre en nedgang i lageret på kortere sigt. Dette er
lagt til grund for Danmarks angivelse af referenceniveau for
skovene frem mod 2020. Miljø- og fødevareministeren
forventer senere i 2016 at kunne sende et udkast til nyt nationalt
skovprogram i høring. Skovprogrammet vil sætte rammer
for en balanceret og bæredygtig udvikling af danske skove,
herunder bidraget til at opfylde Parisaftalen.
4.2 Danmarks indsats for at tilpasse sig
klimaforandringerne
Siden 2012 er der foretaget en række initiativer samt
ændringer i lovgrundlaget, der har sikret en aktiv dansk
klimatilpasningsindsats. I aftalen om kommunernes økonomi
for 2013 blev det besluttet, at kommunerne skulle udarbejde
klimatilpasningsplaner, der indeholdt en kortlægning af
områder i risiko for oversvømmelse. Derudover blev der
udarbejdet en national 'Handleplan for klimasikring af Danmark'
samt foretaget en ændring af planloven, så kommunerne
nu kan indarbejde klimatilpasningstiltag direkte i
lokalplanlægningen. Endvidere er der skabt basis for, at
spildevandsforsyningsselskaberne kan medfinansiere
klimatilpasningsprojekter med overfladeløsninger i
vandløb, veje og rekreative arealer. Staten har stillet
viden og data til rådighed for kommunerne til deres
udarbejdelse af klimatilpasningsplaner på
www.klimatilpasning.dk. For at understøtte kommunernes
arbejde tog et statsligt rejsehold for klimatilpasning rundt til
landets kommuner for at vejlede i udarbejdelsen af
klimatilpasningsplaner. Endelig har Danmark implementeret 1.
planperiode af EU's oversvømmelsesdirektiv, hvor 10
områder, omfattende 22 kommuner, har udarbejdet
risikostyringsplaner for særligt oversvømmelsesudsatte
områder fra havet og vandløb samt rettidigt igangsat
2. planperiode. Ved udgangen af 2016 vil en ny hydrologisk
tilpasset højdemodel være tilgængelig for
kommunerne.
4.3 Danmarks bidrag til klimafinansiering,
teknologioverførsel og kapacitetsopbygning
Med Parisaftalen vil Danmark fortsætte med at yde
støtte via udviklingsbistanden til udviklingslandes
klimaindsats både gennem den bilaterale bistand og via
multilaterale kanaler som f.eks. Den Grønne Klimafond, som
Danmark støtter med 400 mio. DKK (tilsagn givet i 2014), og
Den Globale Miljøfacilitet (GEF), som Danmark støtter
med 435 mio. DKK (tilsagn givet i 2014).
Den øremærkede danske klimafinansiering kanaliseres
via Klimapuljen. Klimapuljen udmøntes af Udenrigsministeriet
og Energi-, Forsynings- og Klimaministeriet i samarbejde og
administreres som en integreret del af dansk udviklingsbistand.
Puljen anvendes til bi- og multilaterale indsatser med fokus
på at understøtte udviklingslandenes indsats i forhold
til: 1) tilpasning til klimaændringer, 2) omstilling til
lavemission og 3) implementering af den globale klimaaftale.
Regeringen har udarbejdet et sæt strategiske principper,
der guider udmøntningen af Klimapuljen. Med henblik på
at opnå maksimal effekt af de anvendte ressourcer gives der
særligt prioritet til: 1) Projekter inden for områder,
hvor Danmark har spidskompetencer og kan stille viden og erfaring
til rådighed - med fokus på energi- og
vandområdet, 2) Projekter der kan bane vejen for private
investeringer i klimaprojekter, herunder ved at reducere risici og
skabe incitamenter for private investorer og 3) Projekter med
størst mulighed for at opnå varige ændringer i
policy-rammeværk, markeder eller finansieringsstrømme,
som fører til CO2-reduktioner
eller forbedret klimatilpasning. I principperne for Klimapuljen
indgår desuden hensyn til fattige og udsatte grupper,
herunder oprindelige folk, i lighed med retningslinjerne for den
generelle danske udviklingsbistand, hvor også hensyn til
menneskerettigheder og kønnenes ligestilling
indgår.
Dansk klimafinansiering omfatter også aktiviteter uden for
Klimapuljen, idet en række initiativer under
udviklingsbistanden også har klimarelevans og rapporteres
helt eller delvist som sådan. Blandt eksemplerne på
denne såkaldte 'mainstreaming' af
klimahensyn i udviklingsbistanden er dansk støtte til Den
Afrikanske Udviklingsbanks 'Sustainable Energy
Fund for Africa' (SEFA) eller Grøn Vækst
Programmet i Kenya.
Danmarks klimafinansiering
fokuserer på at understøtte forbedrede
rammebetingelser for klimavenlige investeringer i udviklingslandene
samt målrettede finansielle instrumenter rettet mod barrierer
og risici, der begrænser disse investeringer. Et konkret
eksempel på denne type offentlig-private partnerskaber er
Klimainvesteringsfonden. I lyset af de store investeringsbehov i
udviklingslandene, der følger af Parisaftalens
målsætninger om emissionsreduktion og klimatilpasning,
vil den danske støtte i form af finansiering, teknologi og
kapacitetsopbygning i endnu højere grad skulle fokuseres
på mobilisering af private investeringer fra både
lokale og internationale kilder, herunder fra institutionelle
investorer. Dette er i overensstemmelse med Parisaftalens
målsætning om at gøre
finansieringsstrømmene konsistente med omstillingen til
lavemission og modstandsdygtighed. Gældende internationale
menneskerettighedskonventioner og internationale normer for
ansvarlig virksomhedsadfærd, herunder FN's retningslinjer for
menneskerettigheder og erhverv (UNGP), skal som udgangspunkt
efterleves af danske private virksomheder.
Dansk støtte til teknologiudvikling og -overførsel
omfatter et bredt spektrum af aktiviteter, der er en integreret del
af en række både bi- og multilaterale indsatser, og som
omfatter både det fysiske udstyr og 'blødere'
elementer som planlægning og kapacitetsopbygning.
Aktiviteterne omfatter også offentlig-private initiativer som
'Mission Innovation', der blev lanceret
under COP21 i Paris. Ud over teknologielementerne i disse
initiativer støtter Danmark også målrettet
teknologiarbejdet i regi af klimakonventionen via støtte til
Klimateknologicenteret, ('Climate Technology
Centre & Network', CTCN), der er placeret i FN-Byen i
København.
Kapacitetsopbygning er ligeledes en integreret del af stort set
alle de programmer og projekter, der støttes fra dansk side.
Et eksempel herpå er de bilaterale samarbejder med udvalgte
vækstøkonomier, gennemført af Energistyrelsen
med finansiering fra Klimapuljen. Disse samarbejder fokuserer
på at understøtte landenes energiomstilling til
lavemission gennem kapacitetsopbygning af myndigheder og andre
aktører i partnerlandene med udgangspunkt i dansk ekspertise
og styrkepositioner inden for vedvarende energi og
energieffektivisering. Et andet eksempel er dansk støtte til
Verdensbankens energisektorprogram 'Energy
Sector Management Assistance Program' (ESMAP), der yder
teknisk assistance til en lang række udviklingslande i
forhold til at tilpasse lovgivning og skabe rammer for at
sætte fart på brugen af vedvarende energiformer.
Danmark er også aktiv i forhold til
tilpasningsdagsordenen, der vedrører landenes evne til at
forberede sig på og tilpasse sig til effekterne af
klimaforandringerne (havvandsstigning, ændrede
nedbørsmønstre og mængder, forøget
risiko for vejrrelaterede katastrofer etc.). Tilpasningsdagsordenen
adresserer også de bekymringer som rejses af
udviklingslandene som tab og skader ('loss and
damage'.). F.eks. støtter Danmark via organisationen
'International Union for Conservation of
Nature' (IUCN) et projekt, der søger at fremme
befolkningers modstandsdygtighed over for klimaforandringer i
kystzoner i Sydøstasien ved at arbejde med forvaltning af
såkaldte mangrover. Med dansk støtte
gennemfører IUCN ligeledes et projekt med titlen 'pro-poor REDD', der bl.a. retter sig mod at
styrke lokal naturressourceforvaltning i udvalgte områder og
sikre, at rettighedsaspekter indtænkes i planlægning og
lovgivning. Endvidere støtter Danmark bæredygtig
skovforvaltning via bilaterale programmer i Indonesien og
Bolivia.
4.4 Indsatsen for at fremme uddannelse og
folkeoplysning om klimaforandringerne
Danmarks indsats for at fremme uddannelse og folkeoplysning om
klimaforandringerne vil ligge i forlængelse af Danmarks
løbende indsats i forbindelse med opfyldelse af
klimakonventionens artikel 6. Danmark vil således
fortsætte med at fremme offentlighedens kendskab til de
globale klimaforandringer og herunder informere, involvere og
uddanne befolkningen i tiltag relateret til forebyggelse af og
tilpasning til klimaforandringerne. Via deltagelse i en række
internationale forskningsprojekter og netværk er danske
uddannelsesinstitutioner og myndigheder med til at
understøtte international forskning, uddannelse, videndeling
og informationsspredning relateret til klimaforandringer, herunder
forebyggelse af klimaforandringer og klimatilpasning.
5. Økonomiske og administrative konsekvenser for
staten, regioner og kommuner
5.1 Økonomiske
konsekvenser
Danmarks ratifikation af Parisaftalen har ikke i sig selv
statsfinansielle konsekvenser. Lovgivningen, der skal
udmønte EU's NDC til Parisaftalen, er endnu ikke vedtaget i
EU, hvorfor det på nuværende tidspunkt ikke er muligt
at vurdere de endelige økonomiske konsekvenser, som EU's NDC
vil få for Danmark. Når der senere i EU bliver vedtaget
konkret lovgivning for EU's klima- og energipolitikker for perioden
2021-2030, kan det få væsentlige statsfinansielle,
samfundsøkonomiske og erhvervsøkonomiske
konsekvenser. For nærmere detaljer om de økonomiske og
administrative konsekvenser henvises til de notater, som er
oversendt til Folketingets Europaudvalg om Kommissionens forslag
for de kvotebelagte, ikke-kvotebelagte sektorer og LULUCF.3)
Med Parisaftalen genbekræftes de udviklede landes
kollektive løfte om årligt fra 2020 at mobilisere 100
mia. USD fra forskellige kilder til udviklingslandenes
klimaindsats. Ifølge COP-beslutning 1/CP. 21 skal der
vedtages et nyt kvantitativt finansieringsmål inden 2025. Da
begge mål er kollektive uden vedtaget byrdefordeling, og da
det ikke er fastsat hvor stor en del af de 100 mia. USD, der skal
komme fra offentlige kilder, er det ikke muligt at fastlægge
de direkte økonomiske konsekvenser heraf.
5.2 Administrative konsekvenser
Danmarks ratifikation af Parisaftalen vil, når aftalen er
trådt i kraft, indebære, at Danmark - efter reviderede
regler - skal indgive information til klimakonventionen om den
danske klimaindsats. Dette følger af aftalens artikel 13. De
nærmere retningslinjer for at indgive informationen skal
færdigforhandles i de kommende år og vil blive vedtaget
på det første COP-møde, efter aftalen er
trådt i kraft. Det er således ikke på
nuværende tidspunkt muligt at vurdere de endelige
administrative konsekvenser.
Det bemærkes dog, at Danmark allerede rapporterer til
klimakonventionen. Hvert år rapporteres der om Danmarks optag
og udledninger af drivhusgasser, og hvert andet år
rapporteres om fremskridt i forhold til at implementere Danmarks
eksisterende reduktionsmålsætninger samt om Danmarks
støtte til indsatsen i udviklingslande i form af
klimafinansiering, teknologioverførsel og
kapacitetsopbygning. Endvidere rapporterer Danmark hvert fjerde
år oplysninger om nationale omstændigheder med
betydning for udledning og optag af drivhusgasser,
klimaforandringssårbarhed og -effekt, klimatilpasning,
-forskning og -overvågning samt om uddannelse og
oplysningsarbejde i relation til klimaspørgsmålet.
Ifølge Parisaftalen skal de eksisterende rammer for
transparens under klimakonventionen tjene som erfaringsgrundlag,
når de nye retningslinjer for informationen udvikles. Det
forventes derfor ikke, at der vil ske gennemgribende
ændringer i Danmarks forpligtelser til at indgive
information.
Derudover har Danmarks ratifikation af Parisaftalen ikke i sig
selv offentlige administrative konsekvenser. Lovgivningen, der skal
udmønte EU's NDC til Parisaftalen, er endnu ikke vedtaget i
EU, hvorfor det på nuværende tidspunkt ikke er muligt
at vurdere de endelige administrative konsekvenser, som EU's NDC
vil få for Danmark.
6. Økonomiske og administrative konsekvenser for
erhvervslivet
Lovgivningen i EU, der skal udmønte EU's NDC til
Parisaftalen, er endnu ikke vedtaget. Det er derfor ikke på
nuværende tidspunkt muligt at vurdere de endelige
økonomiske eller administrative konsekvenser, som EU's NDC
kan få for det danske erhvervsliv. Når der senere i EU
bliver vedtaget konkret lovgivning for EU's klima- og
energipolitikker for perioden 2020-2030, kan det få
væsentlige statsfinansielle, samfundsøkonomiske og
erhvervsøkonomiske konsekvenser. For nærmere detaljer
om de økonomiske og administrative konsekvenser henvises til
de notater, som er oversendt til Folketingets Europaudvalg om
Kommissionens forslag for de kvotebelagte, ikke- kvotebelagte
sektorer og LULUCF.4)
Ikrafttrædelsen af Parisaftalen vil medvirke til en
øget global efterspørgsel efter klimavenlig teknologi
mv. Danske virksomheder har udviklet omkostningseffektive
løsninger på området, og det danske erhvervsliv
står stærkt på det globale marked inden for
energiteknologi. Parisaftalens ikrafttrædelse rummer dermed
erhvervsmæssige muligheder for Danmark.
7. Miljømæssig
konsekvensvurdering
Med Parisaftalen fastsættes en juridisk ramme for den
globale klimaindsats fra 2020 og frem. Ikrafttrædelsen og
implementeringen af Parisaftalen forventes at bidrage til at
begrænse den gennemsnitlige globale temperaturstigning og
dermed til at opfylde klimakonventionens målsætning om,
at forhindre farlig menneskeskabt indvirkning på
klimasystemet.
Parisaftalens mere konkrete målsætning med betydning
for det globale klima er at holde den gennemsnitlige globale
temperaturstigning et godt stykke under 2 °C i forhold til
førindustrielt niveau og arbejde for at begrænse
temperaturstigningen til 1,5 °C.
Det står klart, at den første runde af
reduktionsbidrag (NDC'er) indmeldt til Parisaftalen ikke i sig selv
vil være tilstrækkelige til at nå 2 eller 1,5
°C-målsætningen. FN's miljøprogram, UNEP,
estimerede i efteråret 2015, at en fuld implementering af den
første runde af NDC'er vil bringe den langsigtede globale
temperaturstigning ned på 3-3,5 °C.5) Samtidigt har
det Internationale Energiagentur (IEA) estimeret, at NDC'erne er i
overensstemmelse med en global temperaturstigning i år 2100
på 2,7 °C.6) Dette kan
sammenholdes med den temperaturstigning, der vil ske uden
yderligere handling i forhold til i dag (dvs. uden implementering
af NDC'erne), som FN's Klimapanel har estimeret til i slutningen af
det 21. århundrede at ligge på 3,7-4,8 °C i forhold
til det førindustrielle niveau.7) Da
Parisaftalen forpligter parterne til hvert femte år at
indmelde reduktionsbidrag på ny, forventes aftalen dog
på længere sigt at bidrage yderligere til reduktionen
af drivhusgasudledninger.
8. Forholdet
til EU-retten
Parisaftalen er i forhold til EU-retten en såkaldt blandet
aftale, hvor EU og medlemsstaterne har delt kompetence. Dette er i
overensstemmelse med hidtidig praksis for EU og medlemsstaternes
deltagelse i international klimaregulering, herunder
Kyotoprotokollen. EU-Domstolen har fastslået, at når
området for en international aftale delvist henhører
under EU-kompetence og delvist under medlemsstaternes kompetence,
skal der både under forhandlings- og tiltrædelsesfasen
og i forbindelse med opfyldelsen af de påtagne forpligtelser
etableres et nært samarbejde mellem EU-institutionerne og
medlemsstaterne.
Det følger af ovenstående, at forhandling,
undertegnelse, indgåelse og gennemførelse af en
blandet aftale er underlagt princippet om loyalt samarbejde (jf.
EU-Traktatens artikel 4, stk. 3), kravet om enhed i Unionens
internationale repræsentation og princippet om
kompetencetildeling.
Som følge heraf vurderer Rådets Juridiske Tjeneste,
at EU og medlemsstaterne som udgangspunkt er forpligtiget til at
koordinere deres ratifikation. Rådets Juridiske Tjeneste
vurderer dog, at dette princip kan fraviges i exceptionelle
tilfælde, såfremt der er konsensus herom blandt alle
medlemsstater i Rådet. I lyset af at flere store parter,
herunder USA og Kina, har ratificeret aftalen, og at der er
sandsynlighed for, at Parisaftalen træder i kraft inden COP22
og uden EU, vurderes det, at der er tale om exceptionelle
omstændigheder. Derfor vurderes det i dette tilfælde
muligt at vedtage samt deponere EU's ratifikationsinstrument
selvstændigt, inden alle medlemsstaterne er klar til at
deponere deres ratifikationsinstrumenter, således at EU kan
blive part til Parisaftalen ved dens ikrafttrædelse.
EU og medlemsstaterne vil i overensstemmelse med Parisaftalens
artikel 4 opfylde sine forpligtelser i fællesskab. Det
fremgår således af Rådets konklusioner af 24.
oktober 2014 om EU's 2030-ramme, at EU og medlemsstaterne vil
opfylde sit reduktionsbidrag i fællesskab.
EU har som sin første NDC til Parisaftalen indmeldt en
reduktion i drivhusgasudledningerne på mindst 40 pct. i 2030
i forhold til 1990. EU's reduktionsbidrag skal fordeles på de
kvotebelagte sektorer (43 pct. i 2030 i forhold til 2005) og de
ikke-kvotebelagte sektorer (30 pct. i 2030 i forhold til 2005).
Reduktionsbidraget inden for de kvotebelagte sektorer
håndteres i regi af kvotehandelsdirektivet, og det
revisionsforslag, som Europa-Kommissionen har fremsat hertil i juli
2015. Reduktionsbidraget inden for de ikke-kvotebelagte sektorer
vil blive byrdefordelt blandt EU's medlemsstater.
9. Grønland og Færøerne
Grønland og Færørene er ikke
selvstændige parter til Parisaftalen, men som udgangspunkt
omfattet af aftalen som en del af Kongeriget Danmark, der er part
til FN. Det kan dog i forbindelse med deponering af
ratifikationsinstrumentet til FN tilkendegives, at aftalen ikke
finder anvendelse på disse dele af Kongeriget.
Der har i løbet af foråret 2016 været
drøftelser på embedsmandsniveau med både
Grønlands selvstyre og Færøernes landsstyre med
henblik på en afklaring af, hvorvidt Grønland og
Færøerne ønsker at være omfattet af
Danmarks ratifikation af Parisaftalen, jf. henholdsvis lov om
Grønlands Selvstyre, § 13 og lov om
Færøernes hjemmestyre, § 7 stk. 2.
9.1. Grønland
Naalakkersuisut har i et brev af den 8. april 2016 meddelt, at
Naalakkersuisut ønsker, at Danmarks tiltrædelse af
Parisaftalen ikke omfatter Grønland. I forbindelse med
Danmarks ratifikation af Parisaftalen vil der derfor blive afgivet
erklæring om, at Parisaftalen ikke finder anvendelse for
Grønland.
9.2 Færøerne
Der pågår en dialog mellem Danmark og
Færøerne med henblik på at afklare, hvorvidt
Færøerne ønsker at være omfattet af
Parisaftalen. Regeringen har i forbindelse med det foreliggende
beslutningsforslag anmodet det færøske landsstyre om
udtalelse herom.
10. Ligestillingsvurdering
Forslaget vurderes ikke umiddelbart at have nogen
ligestillingsmæssige konsekvenser. I Parisaftalens
præambel anerkender parterne til aftalen dog, at parterne i
deres indsats for at adressere klimaforandringerne, skal
respektere, fremme og tage hensyn til deres respektive
forpligtelser for så vidt angår kønnenes
ligestilling og styrkels af kvinders indflydelse.
11. Høring
Et udkast til beslutningsforslag har i perioden 30. juni 2016
til den 11. august 2016 været i høring hos
følgende myndigheder og organisationer m.v.:
92-gruppen
Afrika Kontakt
Altinex Oil Denmark A/S
Amnesty International
Ankenævnet på Energiområdet
Arbejderbevægelsens Erhvervsråd
Brancheforeningen for Biogas
Brancheforeningen for Bygningssagkyndige og Energikonsulenter
Brancheforeningen for Decentral Kraftvarme
Brancheforeningen for Husstandsvindmøller
CARE
CEPOS
CEVEA
CO2frit. dk
CO-industri
Concito
Danmarks Meteorologiske Institut
Danmarks Naturfredningsforening
Danmarks Rederiforening
Danmarks Teknisk Universitet (DTU)
Danmarks Vindmølleforening
Dansk Arbejdsgiverforening (DA)
Dansk Biobrændsel og Kulimportør Association
Dansk Byggeri
Dansk Energi
Dansk Erhverv
Dansk Fjernvarme
Dansk Gartneri
Dansk Gas Forening
Dansk Gasteknisk Center (DGC)
Dansk Skovforening
Dansk Solcelleforening
Dansk Solvarme Forening
Dansk Standard
Danske Maritime
Danske Regioner
DANVA
De Frie Energiselskaber
Miljøpartiet De Grønne
Debra - Energibranchen
Det Økologiske Råd
DI - Organisation for erhvervslivet
DONG Energy A/S, DONG E&P
DTU - Institut for vindenergi
Energi Danmark A/S¬Energi- og olieforum.dk
Energiforbrugeren
Energiforum Danmark
Energiklagenævnet
Energinet.dk
Energisammenslutningen
Energitilsynet
Energitjenesten
Erhvervs- og Vækstministeriet
Finansministeriet
Finansrådet
FN Forbundet
Folkekirkens Nødhjælp
Forbrugerrådet Tænk
Forenede Danske El-bilister
Foreningen for Danske Biogasanlæg
Foreningen Danske Kraftvarmeværker
Foreningen af Rådgivende Ingeniører (FRI)
Foreningen for Slutbrugere af Energi
Forsikring og Pension Brancheorganisation
Forsvarsministeriet
Frie Elforbrugere
Fødevarestyrelsen
Greenpeace
Håndværksrådet
Indukraft sekretariatet c/o Dansk Industri
INFORSE (International Network for Sustainable Energy)
Ingeniørforeningen i Danmark (IDA)
Intelligent Energi
IWGIA
Justitsministeriet
KL
Kulturministeriet
Københavns Kommune
Københavns Kommune, Teknik- og
Miljøforvaltning
Københavns Universitet
Landbrug & Fødevarer
Landsorganisationen i Danmark (LO)
Landsforeningen Økosamfund
Mellemfolkeligt Samvirke
Miljø- og Fødevareministeriet
Miljøstyrelsen
Ministeriet for Børn, Undervisning og Ligestilling
Natur og Ungdom
NaturErhvervstyrelsen
Naturstyrelsen
Natur- og Miljøklagenævnet
NOAH Energi og Klima
Nordisk Folkecenter for Vedvarende Energi
Noreco
Olie Gas Danmark
Oxfam IBIS
Realkreditforeningen
Rederiforeningen
Reel Energi Oplysning (REO)
Rigsombudsmanden på Færøerne
Rigsombudsmanden i Grønland¬Røde Kors
Sex og Samfund
Skatteministeriet
Sundheds- og Ældreministeriet
Solenergi Danmark A/S
Statens Byggeforskningsinstitut
Statsministeriet
Tekniq
Teknologisk Institut
Trafik- og Byggestyrelsen
Transport- og Bygningsministeriet
Uddannelses- og Forskningsministeriet
Udenrigsministeriet
Vedvarende Energi
Verdens Skove
Vindenergi Danmark
Vindmølleindustrien
WWF Verdensnaturfonden
Økologisk Landsforening
Øko-net
Aalborg Universitet
Aarhus Universitet.
Officielle noter
1)
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/87/EF af 13.
oktober 2003 om en ordning for handel med kvoter for
drivhusgasemissioner.
2)
Grund- og nærhedsnotat til Folketingets Europaudvalg om
Kommissionens forslag til Europa-Parlamentets og Rådets
forordning om bindende årlige reduktioner af
drivhusgasemissionerne fra medlemsstaterne fra 2021 til 2030 for en
modstandsdygtig energiunion og for at opfylde forpligtelserne i
henhold til Parisaftalen og om ændring af Europa-Parlamentets
og Rådets forordning nr. 525/2013 om en mekanisme til
overvågning og rapportering af drivhusgasemissioner og
rapportering af andre oplysninger vedrørende
klimaændringer (KOM(2016)482).
Grund- og nærhedsnotat til Folketingets
Europaudvalg om Kommissionens forslag til Europa-Parlamentets og
Rådets forordning om medtagelse af drivhusgassemissioner og
optag fra arealanvendelse, ændringer i arealanvendelse og
skovbrug i klima- og energirammen for 2030 og om ændring af
Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 525/2013 om
en mekanisme til overvågning og rapportering af
drivhusgasemissioner og andre oplysninger vedrørende
klimaændringer (KOM(2016)479 final).
3)
Grund- og nærhedsnotat til Folketingets Europaudvalg om
Kommissionens forslag til Europa-Parlamentets og Rådets
forordning om bindende årlige reduktioner af
drivhusgasemissionerne fra medlemsstaterne fra 2021 til 2030 for en
modstandsdygtig energiunion og for at opfylde forpligtelserne i
henhold til Parisaftalen og om ændring af Europa-Parlamentets
og Rådets forordning nr. 525/2013 om en mekanisme til
overvågning og rapportering af drivhusgasemissioner og
rapportering af andre oplysninger vedrørende
klimaændringer (KOM(2016)482).
Grund- og nærhedsnotat til Folketingets
Europaudvalg om Kommissionens forslag til Europa-Parlamentets og
Rådets forordning om medtagelse af drivhusgassemissioner og
optag fra arealanvendelse, ændringer i arealanvendelse og
skovbrug i klima- og energirammen for 2030 og om ændring af
Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 525/2013 om
en mekanisme til overvågning og rapportering af
drivhusgasemissioner og andre oplysninger vedrørende
klimaændringer (KOM(2016)479 final).
Samlenotat til Folketingets Europaudvalg om
rådsmøde (miljø) den 20. juni 2016, hvilket
inkluderer notat om forslag til ændring af direktiv om en
ordning for handel med kvoter for drivhusgasemissioner,
"kvotehandelsdirektivet", KOM(2015) 337.
4)
Jf. note 3.
5)
UNEP (2015): The Emissions Gap Report 2015.
6)
IEA (2015): World Energy Outlook Special Briefing for COP21.
7)
IPCC (2014): Climate Change 2014: Synthesis Report.
Intergovernmental Panel on Climate Change (IPCC), Geneva.