Betænkning afgivet af Europaudvalget
den 7. oktober 2016
1. Udvalgsarbejdet
Beslutningsforslaget blev fremsat den 5.
oktober 2016 og blev herefter henvist til behandling i
Europaudvalget.
Møder
Udvalget har behandlet beslutningsforslaget
på 1 møde.
Spørgsmål
Udvalget har stillet 3
spørgsmål til udenrigsministeren til skriftlig
besvarelse, som denne har besvaret.
2. Indstillinger og politiske
bemærkninger
Et flertal i
udvalget (S, V, LA, RV og KF) indstiller beslutningsforslaget til
forkastelse.
Socialdemokratiets, Venstres, Liberal
Alliances, Radikale Venstres og Det Konservative Folkepartis
medlemmer af udvalget mener, at økonomi- og handelsaftalen
mellem EU og Canada (CETA) er et godt eksempel på et konkret
resultat af det europæiske samarbejde. At EU er en
døråbner for frihandel er uomtvisteligt, og CETA
sætter gode standarder for fremtidens forhåbentlig
mange kommende frihandelsaftaler.
Europa-Parlamentet skal give sin opbakning
til aftalen, inden den midlertidige anvendelse kan
påbegyndes. Dette sker, fordi nogle medlemslande har meget
omstændelige ratifikationsprocesser, som kan tage flere
år, før de er tilendebragt. Det skal i denne
forbindelse understreges, at midlertidig anvendelse kun omfatter de
områder, hvor EU har kompetence.
Herudover er det vigtigt, at
Europa-Parlamentet og Rådet skal give deres opbakning til
aftalen, inden den midlertidige anvendelse påbegyndes. Der er
med andre ord foregået en gennemgribende demokratisk kontrol,
inden den midlertidige anvendelse træder i kraft.
Der er intet usædvanligt i, at
aftaler som CETA midlertidigt bringes i anvendelse, mens de
nationale ratifikationsprocesser pågår. Det gjorde man
eksempelvis med EU-Sydkorea- og EU-Colombia-frihandelsaftalerne,
hvor det i tilfældet EU-Sydkorea varede næsten 4
år, før aftalen var færdigratificeret i alle
medlemslandene.
Herudover rummer selve aftalen også
et væsentligt økonomisk potentiale. Det vurderes, at
aftalen samlet set vil udgøre en økonomisk gevinst
for Danmark. Udenrigsministeriets økonomiske analyse
vurderer således, at dansk vare- og tjenesteeksport kan stige
med op til 2,2 mia. kr. som følge af aftalen. Dermed er det
uomtvisteligt, at aftalen giver øget handel, øget
velstand og dermed øget velfærd.
Samtidig har Canada oplyst regeringen om,
at man ikke vil undertegne CETA, hvis ikke den kan bringes i
midlertidig anvendelse. Det vil være katastrofalt for EU's
handelspolitik, hvis man ikke kan lukke en aftale med Canada.
Ifølge regeringens oplysninger er
der ingen andre lande i EU, der agter at stemme imod den
midlertidige anvendelse. Derfor vil det være et tilbageslag
for Danmark, hvis vi som et af de mest handelsvenlige lande i
Europa skulle stemme imod.
Et mindretal i
udvalget (DF, EL, ALT og SF) indstiller beslutningsforslaget til
vedtagelse uændret.
Dansk Folkepartis medlemmer af udvalget er
grundlæggende positivt stemt over for frihandelsaftaler. DF
anerkender også fuldt ud, at CETA konkret indebærer
betydelige muligheder for dansk erhvervsliv, når 99 pct. af
alle toldsatser mellem EU og Canada bortfalder. DF er imidlertid af
den principielle opfattelse, at aftaler med delt kompetence
må afvente medlemsstaternes ratifikation, før de kan
træde i kraft. Det er nødvendigt, at EU respekterer
medlemsstaternes suverænitet og således afventer at
lade CETA træde i kraft, indtil medlemsstaternes
ratifikationsproces er tilendebragt.
Inuit Ataqatigiit, Tjóðveldi og
Javnaðarflokkurin var på tidspunktet for
betænkningens afgivelse ikke repræsenteret med
medlemmer i udvalget og havde dermed ikke adgang til at komme med
indstillinger eller politiske udtalelser i betænkningen.
En oversigt over Folketingets
sammensætning er optrykt i betænkningen.
Kenneth Kristensen Berth (DF)
nfmd. Peter Kofod Poulsen (DF)
Claus Kvist Hansen (DF) Mikkel Dencker (DF) Hans Kristian Skibby
(DF) Carsten Kudsk (DF) Jan E. Jørgensen (V) Marcus Knuth
(V) Erling Bonnesen (V) Jakob Ellemann-Jensen (V) Eva Kjer Hansen
(V) Thomas Danielsen (V) Christina Egelund (LA) Merete Riisager
(LA) Rasmus Jarlov (KF) Jens Joel (S) Lars Aslan Rasmussen (S)
Kaare Dybvad (S) Erik Christensen (S) fmd. Mette Reissmann (S) Peter
Hummelgaard Thomsen (S) Karin Gaardsted (S) Søren
Søndergaard (EL) Nikolaj Villumsen (EL) Søren Egge
Rasmussen (EL) Rasmus Nordqvist (ALT) Christian Poll (ALT) Zenia
Stampe (RV) Lisbeth Bech Poulsen (SF)
Inuit Ataqatigiit, Tjóðveldi
og Javnaðarflokkurin havde ikke medlemmer i udvalget.
Socialdemokratiet (S) | 46 |
Dansk Folkeparti (DF) | 37 |
Venstre, Danmarks Liberale Parti (V) | 34 |
Enhedslisten (EL) | 14 |
Liberal Alliance (LA) | 13 |
Alternativet (ALT) | 10 |
Radikale Venstre (RV) | 8 |
Socialistisk Folkeparti (SF) | 7 |
Det Konservative Folkeparti (KF) | 6 |
Inuit Ataqatigiit (IA) | 1 |
Tjóðveldi (T) | 1 |
Javnaðarflokkurin (JF) | 1 |
Uden for folketingsgrupperne (UFG) | 1 |
Bilag 1
Oversigt over
bilag vedrørende B 4
Bilagsnr. | Titel | 1 | Tidsplan for udvalgets behandling af
beslutningsforslaget | 2 | 1. udkast til betænkning over
beslutningsforslaget |
|
Oversigt over
spørgsmål og svar vedrørende B 4
Spm.nr. | Titel | 1 | Spm., om økonomi- og handelsaftalen
mellem EU og Canada (CETA) er juridisk bindende for
medlemsstaterne, når EU-landene endnu ikke har ratificeret
aftalen, til udenrigsministeren, og ministerens svar
herpå | 2 | Spm. om, hvornår det bliver afklaret,
hvilke dele af CETA der falder ind under EU-enekompetence og kan
anvendes midlertidigt, til udenrigsministeren, og ministerens svar
herpå | 3 | Spm. om CETA i forhold til grundlovens
§ 19 og regeringens planer for ratifikation af CETA i Danmark,
til udenrigsministeren, og ministerens svar herpå |
|