B 56 Forslag til folketingsbeslutning om dansk militært bidrag til amerikansk hangarskibsgruppe, herunder til støtte for den internationale koalitions indsats mod ISIL i Irak og Syrien samt fremme af maritim sikkerhed.

Af: Udenrigsminister Anders Samuelsen (LA)
Udvalg: Forsvarsudvalget
Samling: 2016-17
Status: Vedtaget

Betænkning

Afgivet: 07-02-2017

Afgivet: 07-02-2017

Betænkning afgivet af Forsvarsudvalget den 7. februar 2017

20161_b56_betaenkning.pdf
Html-version

Betænkning afgivet af Forsvarsudvalget den 7. februar 2017

1. Udvalgsarbejdet

Beslutningsforslaget blev fremsat den 20. januar 2017 og var til 1. behandling den 26. januar 2017. Beslutningsforslaget blev efter 1. behandling henvist til behandling i Forsvarsudvalget.

Møder

Udvalget har behandlet beslutningsforslaget i 2 møder.

Spørgsmål

Udvalget har stillet 4 spørgsmål til udenrigsministeren og 4 spørgsmål til forsvarsministeren til skriftlig besvarelse, som disse har besvaret.

2. Indstillinger og politiske bemærkninger

Et flertal i udvalget (S, DF, V, LA, RV og KF) indstiller beslutningsforslaget til vedtagelse uændret.

Et mindretal i udvalget (EL, ALT, SF og IA) indstiller beslutningsforslaget til forkastelse.

Enhedslistens medlemmer i udvalget finder det mærkværdigt at sende et bidrag, der ikke er blevet bedt om, og som reelt ikke vil gøre nogen forskel.

Regeringen ønsker med bidraget at sende et signal til USA om, at vi er med dem hele vejen, samt at udvikle Søværnets evne til at varetage mere komplekse operationer og indgå i fælles operationer med amerikanske enheder. I Enhedslistens perspektiv kan man ikke finde et dårligere tidspunkt at sende et signal til amerikanerne om underdanighed end netop nu. Hverken til det mindretal af den amerikanske befolkning, som stemte på Trump, eller det flertal, som ikke gjorde det.

Det er ikke blot yderst problematisk, men også uklogt, at regeringen med bidraget vil lave »en væsentlig investering i forsvarssamarbejdet med USA«. Indtil nu har vi kun set konturerne af Trumps udenrigs- og forsvarspolitik, og det vi har set, er skræmmende. Trumps parathed over for brug af tortur, indrejseforbud rettet mod specifikke nationaliteter og hans udmeldinger i forhold til Israel sætter spørgsmålstegn ved, om Trump vil følge menneskerettigheder og international lov. Det er derfor yderst problematisk, at regeringen netop nu ønsker at vise sin opbakning til forsvarssamarbejdet med USA. Folketinget burde i stedet sende et klart signal til Trump om, at han bestemt ikke kan regne med vores støtte, når det gælder krænkelser af international lov og menneskerettigheder.

Enhedslisten mener endvidere ikke, at træning er den rigtig prioritering netop nu, hvor der foregår en krig mod Islamisk Stat. Slet ikke, hvis den træning er i fælles operationer med amerikanske enheder. Det er ikke træning, vi skal prioritere, men derimod hjælp til de demokratiske kræfter på landjorden, som bekæmper Islamisk Stat - modige mænd og kvinder, der står forrest i kampen mod Islamisk Stat, og som har akut brug for beskyttelsesudstyr og bevæbning.

SF finder kampen imod IS vigtig og har tidligere støttet et militært bidrag, som ikke mindst skulle støtte kurdernes kamp imod IS i Irak. Men dette beslutningsforslag forekommer at være ret besynderligt. Danmark er ikke blevet bedt om at stille med en fregat, og der forekommer at være et svagt militært formål med indsættelsen. Begrundelsen er i stedet at: »udvikle Søværnets evne til at indgå i fælles operationer med amerikanske enheder og udgør dermed en væsentlig investering i forsvarssamarbejdet med USA«.

Det vil sige, at det primært ikke handler om kampen imod IS, men derimod om kompetenceudvikling og et forsøg på at tilfredsstille USA. Det er ikke seriøst. Især i øjeblikket forekommer det malplaceret at ville markere sin hengivenhed over for den nye amerikanske præsident. Der er i stedet brug for, at Danmark tænker selvstændigt og i forlængelse af det revurderer sit tætte forhold til USA. Det sker ikke med dette beslutningsforslag.

Tjóðveldi og Javnaðarflokkurin var på tidspunktet for betænkningens afgivelse ikke repræsenteret med medlemmer i udvalget og havde dermed ikke adgang til at komme med indstillinger eller politiske udtalelser i betænkningen.

En oversigt over Folketingets sammensætning er optrykt i betænkningen.

Marie Krarup (DF) Søren Espersen (DF) Jan Erik Messmann (DF) Jeppe Jakobsen (DF) Henrik Brodersen (DF) Ib Poulsen (DF) Peter Juel Jensen (V) Jakob Ellemann-Jensen (V) Marcus Knuth (V) Kristian Pihl Lorentzen (V) Torsten Schack Pedersen (V) Michael Aastrup Jensen (V) Villum Christensen (LA) Carsten Bach (LA) Rasmus Jarlov (KF) fmd. Annette Lind (S) Bjarne Laustsen (S) Henrik Dam Kristensen (S) Jan Johansen (S) nfmd. Jesper Petersen (S) Simon Kollerup (S) Trine Bramsen (S) Nick Hækkerup (S) Søren Søndergaard (EL) Nikolaj Villumsen (EL) René Gade (ALT) Martin Lidegaard (RV) Holger K. Nielsen (SF) Aaja Chemnitz Larsen (IA)

Tjóðveldi og Javnaðarflokkurin havde ikke medlemmer i udvalget.

Socialdemokratiet (S)46
Dansk Folkeparti (DF)37
Venstre, Danmarks Liberale Parti (V)34
Enhedslisten (EL)14
Liberal Alliance (LA)13
Alternativet (ALT)10
Radikale Venstre (RV)8
Socialistisk Folkeparti (SF)7
Det Konservative Folkeparti (KF)6
Inuit Ataqatigiit (IA)1
Tjóðveldi (T)1
Javnaðarflokkurin (JF)1
Uden for folketingsgrupperne (UFG)1

Bilag 1

Oversigt over bilag vedrørende B 56

Bilagsnr.
Titel
1
Oversættelse af FN-resolutioner, der indgår som baggrund for behandlingen af beslutningsforslag nr. B 56
2
Tidsplan for udvalgsbehandlingen af beslutningsforslaget
3
Orientering om ændring i trusselsniveau for Bab al-Mandeb-strædet, fra forsvarsministeren
4
Udkast til betænkning


Oversigt over spørgsmål og svar vedrørende B 56

Spm.nr.
Titel
1
Spm. om en uddybning af formålet med at stille en dansk fregat til rådighed for den amerikanske hangarskibsgruppe, til udenrigsministeren, og ministerens svar herpå
2
Spm. om, hvor mange gange i 2016 hangarskibsgruppen har været involveret i pirateribekæmpelse, til forsvarsministeren, og ministerens svar herpå
3
Spm. om, hvor mange gange i 2016 hangarskibsgruppen er blevet angrebet, til forsvarsministeren, og ministerens svar herpå
4
Spm., om Danmark er blevet bedt om at bidrage med en fregat til missionen og i så fald af hvem, til udenrigsministeren, og ministerens svar herpå
5
Spm. om, hvorfor regeringen mener, at en dansk fregat i højere grad bidrager til bekæmpelsen af ISIL, end hvis Danmark bidrog med våben og udstyr til de kurdiske styrker, til udenrigsministeren, og ministerens svar herpå
6
Spm., om ministeren kan garantere, at de radarbilleder og data, der indsamles og deles med de øvrige enheder i hangarskibsgruppen, ikke bruges i operationer, Danmark ikke deltager i, til forsvarsministeren, og ministerens svar herpå
7
Spm. om, hvilken plan koalitionen har for Syrien for tiden efter nedkæmpelse af ISIL, til udenrigsministeren, og ministerens svar herpå
8
Spm. om, hvor meget den danske fregat forventes at skulle anvendes til piratbekæmpelse sammenlignet med, hvor meget den forventes anvendt til bekæmpelse af ISIL og til træning af mandskab etc., til forsvarsministeren, og ministerens svar herpå