Det næste punkt på dagsordenen er:

12) 1. behandling af lovforslag nr. L 123:

Forslag til lov om ændring af lov om elevers og studerendes undervisningsmiljø og lov om folkeskolen. (Krav om antimobbestrategi, handlingsplan ved problemer med det psykiske undervisningsmiljø, oprettelse af klageinstans, tilsyn, genindførelse af kommunalbestyrelsens behandling af skolelederens beslutninger m.v.).

Af undervisningsministeren (Merete Riisager).

(Fremsættelse 26.01.2017).

Mødet er genoptaget.

Forhandlingen er åbnet, og jeg giver ordet til den første ordfører i rækken, fru Annette Lind, Socialdemokratiet.

Tak for det. Det her lovforslag handler om elevernes tarv og rettigheder. Mobning skal vi alle sammen tage alvorligt, både vi politikere, forældrene, skolerne, lærerne og pædagogerne. Forslaget her skal bidrage til, at alle elever i grundskolen og på ungdomsuddannelserne skal undgå mobning. Derfor bliver der stillet krav til alle skoler og uddannelsessteder om at få en antimobbestrategi, der også indeholder fokus på digital mobning. Ledelsen forpligtes til at udarbejde en handleplan inden for 10 dage, hvis der er problemer med mobning, og så skal der beskrives konkrete tiltag, der kan stoppe mobningen omgående. Samtidig skal ledelsen træffe beslutning om tiltag, der med det samme kan bringe mobning til ophør og hjælpe den pågældende elev.

Endelig giver vi med lovforslaget her mulighed for, at eleverne kan bringe en klage til Dansk Center for Undervisningsmiljø, DCUM, såfremt en skole eller institution ikke har en antimobbestrategi eller ikke reagerer ved mobning. DCUM kan i yderste konsekvens på baggrund af en klage udstede et påbud om en handlingsplan til en skole eller en ungdomsuddannelse. Samtidig får DCUM en tilsynsfunktion, ligesom man også skal have en rådgivende funktion i forbindelse med mobning og psykisk undervisningsmiljø. Endelig får man med forslaget mulighed for at bede kommunalbestyrelsen om at vurdere den konkrete sag om ledelsens håndtering af mobning på folkeskolerne.

I Socialdemokratiet har vi en række ting, som vi synes er vigtige. Vi synes helt klart, at ingen børn skal opleve mobning i deres hverdag; at mobning skal tages alvorligt, og at der skal sættes aktivt ind lige med det samme; at der skal lokale løsninger til, frem for at man klager; at problemerne løses bedst både i dialog mellem skole og forældre og elever; at den nye lov betyder antimobbestrategier på alle skoler, og at det netop får et større fokus lokalt; at den nye lov understøtter den lokale dialog og håndtering af mobning. For os er det sådan set ikke et must, at der skal komme nogen klager overhovedet, og derfor synes vi, at det her med, at det skal lægges fast, og at der skal lægges stor vægt på de lokale løsninger, er helt centralt. Den nye lov skal understøtte både den lokale dialog og håndtering af mobning. Vi synes også, at den nye mulighed for at klage betragtes som den sidste udvej – det er vigtigt for mig at sige, at det her kun skal være i helt særlige tilfælde – og at krav om antimobbestrategi og klageadgang styrker elevernes position til at blive taget alvorligt ude på skolerne. Samtidig ønsker vi ikke, at loven skal føre til unødigt bureaukrati, som der ellers er blevet sagt i nogle af høringssvarene, eller en strøm af sager, der kan tages helt hen til den nye klageinstans. I så fald vil loven ikke kunne blive betragtet som en succes, og så skal vi revidere den.

På den baggrund kan Socialdemokratiet støtte det her lovforslag.

Tak til Socialdemokratiets ordfører. Den næste i rækken er hr. Alex Ahrendtsen som ordfører for Dansk Folkeparti.

Tak, formand. Enhver, der er blevet mobbet, ved, hvor vigtigt det er, at der er hjælp at hente fra de voksne. Da jeg var ung, var det jo en helt anden sag. Der fik børnene som regel lov til at mobbe. I dag er vi heldigvis nået videre, og vi er nået så vidt, at vi endda også kan lovgive. Det har bare ikke helt nyttet. Bl.a. har det vist sig, at 36 pct. af skolerne i dag ikke har udarbejdet en lovpligtig antimobningsstrategi, og der er stadig væk 20 pct. af eleverne, som oplever mobning. Derfor har bl.a. Red Barnet, Børns Vilkår og Børnerådet og sågar Mary Fonden anbefalet, at vi fulgte op på det.

Lovforslaget er så en udmøntning af en aftale mellem partierne bag folkeskolereformen, herunder Dansk Folkeparti. Jeg skal ikke gentage, hvad Socialdemokratiets ordfører har sagt, men kun lige følge op med at sige, at klageinstansen har fyldt en hel del i debatten. Der har været en række friskoleforeninger, privatskoleforeninger og fagforeninger, som har kritiseret den mulighed i deres høringssvar og også i medierne. Der er bare at sige til det, at lovforslaget jo egentlig er meget fornuftigt, for første klageinstans er institutionen – det er uddannelsesstedet, det er skolelederen. Først hvis skoleledelsen ikke griber ind, er der mulighed for at gå videre til Dansk Center for Undervisningsmiljø, som bliver klageinstans, og som også bliver tilsynsmyndighed. Det er egentlig en fornuftig måde at gøre det på.

Der er selvfølgelig også indføjet den skærpende omstændighed i lovgivningen, at hvis kommunen eller skolen ikke efterlever påbuddet fra tilsynsmyndigheden, dvs. DCUM, så kan der i sidste ende være sanktioner gennem Statsforvaltningen i henhold til styrelseslovens § 50. Men det er jo selvfølgelig kun i yderste tilfælde. Det håber vi ikke kommer til at ske. I Dansk Folkeparti håber vi meget på, at loven vil have den tilsigtede virkning, nemlig at skoleledelsen tager hånd om de problemer og får sat ind over for mobning, som vi alle – i hvert fald i Dansk Folkeparti – er imod. Jeg tror også, at vi er enige om det her i Folketingssalen.

Der er også den lille krølle på det, at dagtilbud kan søge rådgivning om mobning, hvilket egentlig er meget godt, for så kan man jo forberede børnene, så de ikke mobber, når de kommer i skole. Vi er også glade for, at der kommer en undersøgelse af loven og dens virkning efter 2 år, og vi er også tilfredse med, at der er fundet nogle penge. Det koster jo 8,5 mio. kr. årligt fra 2018. Pengene er dog ikke fundet helt, for det skal ske efter en forhandling med KL, så de er nok ikke helt tilfredse med det. Men i bund og grund er vi i Dansk Folkeparti tilfredse med lovforslaget. Det følger meget godt op på aftalen, og vi glæder os til den videre behandling.

Tak til Dansk Folkepartis ordfører. Den næste i rækken er fru Anni Matthiesen som ordfører for Venstre.

Tak for det, formand. Som det også er blevet sagt af tidligere ordførere, behandler vi L 123 her i dag. Lovforslaget skal være med til at sikre, at elever i grundskoler og på ungdomsuddannelser kan få en skolegang, hvor der forhåbentlig ingen mobning er. Vi må jo desværre sige, at selv om rigtig mange skoler gør det supergodt og bekæmper mobning på alle mulige måder, har vi desværre måttet erkende, at der stadig væk er skoler, som ikke har lavet en handlingsplan, en aktionsplan imod mobning. Og det, vi også har kunnet se på de seneste trivselsmålinger i folkeskolen, er, at det faktisk er sådan, at omkring 20 pct. af de danske folkeskoleelever har oplevet mobning inden for det seneste år. Hvad der måske er endnu værre, vi også har kunnet se, er, at rigtig mange af de elever, som blev mobbet sidste år, også bliver det i år.

Jeg synes, at vi tager et godt skridt i den rigtige retning nu, hvor vi jo egentlig tager vare på elevernes situation, og hvor vi også går så vidt, at vi vælger at lave en klageinstans. Så tror jeg også, som det er blevet sagt tidligere, at vi alle sammen kun kan håbe på, at klageinstansen, når vi evaluerer loven, kigger på den igen om 2 år og går den igennem, på en eller anden måde er blevet arbejdsløs. Altså, det bedste ville jo være, at der faktisk ikke kom ret mange klager til klageinstansen, og at vi for den sags skyld så måske om 2 år kunne nå til at sige, at nu fungerer det rundtomkring på alle vores skoler. Nu er der ikke mere brug for en instans.

Men som det er i dag, har jeg det godt med, at vi vælger at tage børnenes, elevernes parti, og at vi på den her måde nu går foran og siger: Der skal være en mulighed for, at man i yderste konsekvens kan klage til en klageinstans, og at man for den sags skyld kan sikre, at der så sker en bekæmpelse af mobning. For vi ved godt alle sammen, der enten har været tæt på nogle, som er blevet mobbet, eller for den sags skyld måske selv har oplevet det, at det er noget, der kan forfølge en person resten af livet, hvis vedkommende er blevet udsat for mobning i skolegangen.

Så med de ord synes jeg faktisk, at det på den her måde er lidt historisk, at vi nu vælger at tage det her skridt, gå endnu længere, og at vi også har lyttet til de forskellige parter, der har været involveret i selve opgaven. Og med det kan jeg så sige, at Venstre naturligvis stemmer for det her lovforslag.

Tak til Venstres ordfører. Og den næste taler er hr. Jakob Sølvhøj som ordfører for Enhedslisten.

Tak for det. Med lovforslaget lægges der op til en forstærket indsats mod mobning og til en forbedring af elevernes trivsel i folkeskolen og en række andre uddannelsesinstitutioner. Det er vi meget tilfredse med i Enhedslisten.

Jeg er ikke i tvivl om, at personalet ude i vores dagtilbud i uddannelsessektoren hver eneste dag gør en stor indsats for at sikre en god trivsel og for at sikre et godt undervisningsmiljø for børnene og for de unge, men når vi ser på trivselsmålinger, når vi ser på andre undersøgelser blandt børn og unge, synes jeg, det springer i øjnene, at alt for mange ikke desto mindre har oplevet at være udsat for mobning, at alt for mange ikke trives, og at der er alt for mange af de unge, som føler sig ensomme i hverdagen. Sådan skal det simpelt hen ikke være.

Derfor synes jeg, det er rigtigt, at vi styrker indsatsen mod mobning, og at vi samtidig er meget opmærksomme på, at vi bygger indsatsen på de nye erkendelser, som ligger fra de seneste års forskning på området, nemlig at mobning først og fremmest er et gruppefænomen; det er ikke et problem, der isoleret set kan hægtes op på enkeltindivider. Mobning opstår der, hvor der ikke er tryghed i fællesskabet, og derfor er det først og fremmest der, vi skal sætte ind. Vi skal sætte ind ved at arbejde for at udvikle stærke fællesskaber, hvor alle børn og unge trives.

Derfor er det Enhedslistens opfattelse, at indsatsen først og fremmest skal være forankret ude i den pædagogiske og undervisningsmæssige praksis, men vi synes også, det giver god mening at se på lovgivningen. Vi synes, det er fornuftigt, at der kommer en forpligtelse til, at antimobbestrategien udvides til også at omfatte ungdomsuddannelserne, og vi synes, det er godt, at der udtrykkeligt peges på, at der skal laves en strategi mod digital mobning.

Vi kan også tilslutte os forslaget om, at der skal være en forpligtelse til at udarbejde en handlingsplan ved konstatering af problemer med det psykiske undervisningsmiljø i form af mobning. Men jeg synes, det er værd at bemærke, at der i en række høringssvar gives udtryk for en ganske betydelig skepsis over for den korte frist for iværksættelsen af initiativer ud fra en bekymring om, at den korte frist kan føre til forhastede løsninger, der forsimpler komplicerede problemer, og som derfor kan føre til utilstrækkelige og overfladiske løsninger.

Hvad angår forslagene om at give Dansk Center for Undervisningsmiljø myndighed til at føre tilsyn og behandle klager, hæfter jeg mig på samme måde ved, at der er en betydelig modstand fra mange af høringsparterne, især mod etableringen af en klageinstans. Og lige så klart som man kan se at tilslutningen til forslaget er fra de forskellige elevorganisationer, lige så klart kan vi konstatere at modstanden er fra en række organisationer og fra stort set hele den private skoleverden.

Vi er i Enhedslisten nået frem til, at vi støtter etableringen af en klageinstans, men jeg vil ikke lægge skjul på, at det bekymrer os, at der er så mange høringsparter, som advarer mod ordningen. Derfor glæder jeg mig, ligesom andre ordførere allerede har gjort det, over, at der er indbygget en relativt kort frist for evalueringen. Men jeg vil samtidig opfordre ministeren og parterne, der har indgået aftalen, til at overveje, om vi ikke skal indføre en solnedgangsklausul i forslaget. Jeg tror, det kunne være et godt signal, hvis der skabes en sikkerhed for, at den evaluering, der skal foregå, også vil danne grundlag for en forhandling, og at der dermed også vises en åbenhed over for, at hvis man i forhold til de bekymringer, man giver udtryk for i skoleverdenen og blandt organisationerne, får ret, så viser vi meget klart fra Folketingets side, at vi så er indstillet på at lytte til det, og at lovgivningen derfor forsvinder igen, medmindre man ved en forhandling aftaler så at sige at forny den eller revidere den. Jeg tror, det kunne være et godt signal om, at vi på den ene side følger forslaget om at lave en klageinstans, sådan at vi sikrer retssikkerheden for den enkelte elev, men at vi altså også på den anden side giver organisationerne og skoleverdenen håndslag på, at vi lytter til deres bekymringer.

Endelig vil jeg sige om forslaget om økonomiske sanktioner, at det synes vi faktisk er en rigtig dårlig idé. Jeg forstår godt intentionen med det, altså det at skærpe skolernes opmærksomhed om, at man skal overholde lovgivningen, men på den anden side synes jeg egentlig godt, vi kan forudsætte, at den lovgivning, der laves her i salen, er en lovgivning, der faktisk følges ude på skolerne. Og jeg synes, at den omstændighed, at der er problemer med at have et tilstrækkelig godt undervisningsmiljø, der kan modgå mobning, betyder, at det hjælper vi ikke godt på vej ved at idømme skolerne økonomiske bøder.

Alt i alt kan vi tilslutte os forslaget fra ministeren, men vi ser meget gerne, at der tilføjes en solnedgangsklausul, sådan at vi sender et signal om, at vi lytter til de bekymringer, der er.

Tak til Enhedslistens ordfører. Den næste i rækken er hr. Henrik Dahl som ordfører for Liberal Alliance.

»Kundskabens træ« er navnet på en film fra 1981 af Nils Malmros. Alle, der har forstand på film, betragter den som et mesterværk, og den befinder sig med rette i den gamle kulturkanon fra 00'erne. Hvis der skulle være en enkelt person til stede i salen, som ikke har set »Kundskabens træ«, kan jeg varmt opfordre både unge og gamle til ikke at snyde sig selv for filmen. Den holder helt bestemt til et gensyn. Det kunne jo være fristende at spilde Folketingets tid med at fremhæve de enkelte elementer i filmen, der gør det passende at bruge udtrykket et mesterværk, men det skal jeg afstå fra. Jeg vil holde fast i en enkelt ting, nemlig filmens helt grundlæggende tema, som er mobning.

Det er pinagtigt og forfærdeligt og ikke til at ryste af sig at følge i filmen, hvordan først den karakter, der hedder Mona, og så hende, der hedder Elin, men bliver kaldt Klister af sine kammerater, bliver udsat for en grufuld og helt igennem hjerteløs mobning. Så meget kold og overlagt ondskab er det ubærligt at se et menneske blive udsat for, selv om det trods alt kun er en film. Derfor støtter Liberal Alliance naturligvis et lovforslag, der har til hensigt at forhindre mobning. Det er en misgerning over for den, der bliver ramt, og som det også er blevet nævnt tidligere, kan man få varige men af det.

Når det så er sagt, kan man selvfølgelig spørge sig selv, om udarbejdelse af handleplaner og skarpe tidsfrister og klageadgang til Dansk Center for Undervisningsmiljø kunne have forhindret Elins klassekammerater i at gøre hendes skolegang til et helvede på jord. Det kan man håbe, men jeg tror ikke, at det er dér, indsatsen mod mobning begynder. Den begynder med en stærk skolekultur, der lægger vægt på godt kammeratskab, og med, at skolerne har gode og stærke ledere, folk, der ved, hvad der foregår på deres skole, og som skrider hårdt og konsekvent ind, når der er problemer. En af de dygtigste skoleledere, jeg selv personligt har mødt, var chefen for Hærens Sprogskole, hvor jeg for mange år siden var elev. Når uddannelsen begyndte, blev hele holdet kaldt op på oberstløjtnant Jespersens kontor, og så fik vi forklaret, at han på sit kontor opbevarede samtlige forsvarets regler og forordninger, og dem havde han tænkt sig at bruge for fuld kraft over for – undskyld udtrykket, men det er et direkte citat – de fjolser, der ikke bare af sig selv kunne finde ud af at opføre sig ordentligt og civiliseret. Og jeg håber selvfølgelig, at det også er i den ånd, at loven her vil blive administreret, nemlig at det er på skolerne, at arbejdet først og fremmest skal finde sted. Tak for ordet.

Vi opfører os heldigvis ordentligt og civiliseret her i Folketingssalen.

Tak til Liberal Alliances ordfører. Nej, vær venlig at komme tilbage, der er blevet trykket ind for en kort bemærkning. Det er hr. Alex Ahrendtsen, der lige nåede at komme med. Værsgo.

Jeg følte mig lige et kort øjeblik overset og mobbet. Tak for en glimrende tale, hr. Henrik Dahl. Jeg kom dog til at synes, at det er meget idealistisk, hvad ordføreren forestiller sig. Vi er jo alle sammen enige om, at god skoleledelse, at god skolekultur forhindrer mobning, men vi laver netop loven for at komme efter dem, som ikke kan finde ud af det, og de skoleledere, der svigter – for det er jo der, mobningen opstår. Så er ordføreren ikke enig i, at det her kan være en hjælp med hensyn til at komme efter de skoler og de skoleledere, der ser bort fra mobning og ikke tager hånd om den?

Ordføreren.

Jeg er glad for spørgsmålet, for det kunne jo tyde på, at jeg ikke har udtrykt mig klart nok. Det er selvfølgelig rigtig godt, at der er mulighed for at følge op over for mindre dygtige ledere. Det, jeg bare gerne ville understrege, var, at de formalia, der bliver oprettet, ikke må blive en eller anden sovepude eller en undskyldning for, at ledelsen ikke er sig sit store og vigtige ansvar bevidst.

Spørgeren.

Tak for det. Og det er jo fuldstændig rigtigt. Men så er det også afgørende, at skolelederne tager den enkelte elev alvorligt, og det gør de jo ikke altid i dag. Nu skal skolelederen tage det alvorligt, og hvis han ikke gør det, så kan eleven og forældrene gå videre, nemlig til tilsyns- og klagemyndigheden, Dansk Center for Undervisningsmiljø. Det er jo det, der er det nye her. Det er jo det, der er grebet. Nu kan skolelederen ikke være den der konge, og kommunalbestyrelsen kan ikke længere vaske deres hænder, fordi de ikke skal gøre noget. Næh, nu kan vi også give dem ansvaret.

Er ordføreren ikke enig i, at det er der, grebet er, at det er der, vi kan hjælpe?

Ordføreren.

Vi er ikke uenige om, at det helt bestemt er et fremskridt.

Så siger vi tak til Liberal Alliances ordfører. Den næste i rækken er fru Carolina Magdalene Maier som ordfører for Alternativet. Værsgo.

Tak for det. Nu er det jo sådan, at man nogle gange kan være så privilegeret, at man ikke altid behøver at skrive hele sin ordførertale alene, for man kan også vælge at bruge citater fra noget, andre har sagt tidligere. Så det vil jeg starte med. Jeg skal nok fortælle lige om lidt, hvem det er, jeg citerer. Men jeg starter med at citere:

Vi mener ikke, at et eneste mobbet barn vil få glæde af instansen. Hvis man vil håndtere mobning på en god måde, er det vigtigste, at der er en ansvarlig voksen myndighedsperson til stede. Den her enhed trækker i stedet ledelsesansvaret væk fra skolerne og lærerne, man skaber et procesorgan, som i virkelighedens verden slet ikke kan hjælpe konkrete elever. Det er ren bureaukrati og god vilje, som kan gøre stor skade på skolesystemet. Citat slut.

Det er jo vores undervisningsminister, som har sagt de her ord i en artikel i folkeskolen.dk tilbage i november måned, da der blev indgået en politisk aftale om den her klageinstans, inklusive antimobbestrategien.

Jeg kan fra Alternativets side kun sige, at vi er fuldstændig enige i lige præcis det, der bliver sagt her om klageinstansen, vel at mærke – jeg taler ikke om antimobbestrategien lige nu, men om klageinstansen – for vi mener faktisk heller ikke, at det er den rigtige vej at gå. Vi er fuldstændig enige i behovet for at sætte ind over for mobning, behovet for at arbejde progressivt med, at børn ikke mobber hinanden, og der står jo rigtig gode ting i lovforslaget, som fuldstændig rigtigt peger på, at der, hvor mobningen primært skal bekæmpes, er i de sociale relationer, det er ude ved klasserne, det er særlig i de små klasser, hvor man skaber en ny børnekultur, når unge, små elever starter i skolen. Det er der, vi skal bekæmpe mobning. Al forskning viser også, at det er der, hvor man kan sige kimen til mobning starter.

Så mener vi bare ikke, at man, når man vil oprette et klageorgan, konfronterer den udfordring på den måde, som faktisk kan give en ønsket effekt. Hvis man havde valgt at give de midler og ressourcer, som man putter i klageorganet her, til skolerne, så de kunne arbejde lokalt og forebyggende med mobning, er jeg ganske sikker på, at så ville vi være kommet langt længere, end vi gør her.

Vi ser det jo fra skoleverdenen, vi ser jo Danmarks Lærerforening, KL, De Frie Skoler, alle er ude at sige: Lad os nu få lov til at gøre vores arbejde, som vi fagpersoner i samarbejde med forældrene gør det bedst. Vi gør det ikke bedst ved at blive dikteret et system, som man fra Folketingets side mener er det rigtige – og slet ikke ved at piske os oven i hovedet med, at vi i øvrigt kan blive straffet økonomisk, hvis ikke vi lever op til det rigide system, som vi bliver underlagt. Så lad os lytte til lærerne, til skolelederne, til forældrene. Forældresamarbejdet med skolen og skolens faglighed i forhold til at håndtere mobningen tror jeg er den rigtige vej – friheden til fagligt at vurdere, hvad den rigtige måde at sætte ind på er, både generelt og i de konkrete situationer.

Så synes jeg, det her er interessant, fordi det rejser et helt andet spørgsmål, som hr. Alex Ahrendtsen faktisk berører med sit spørgsmål til hr. Henrik Dahl lige før, og det er, hvorfor det er, vi lovgiver. Jeg synes, vi har bevæget os. Det er jo ikke kun på undervisningsområdet. Vi har set det på sundhedsområdet, vi har set det på det sociale område, vi har over de seneste årtier bevæget os i en retning, hvor vi har en lovgivning, og når nogen så gør noget forkert, når nogen træder ved siden af, når nogen ligesom forbryder sig imod lovgivningen, så siger vi i Folketinget: Det kan ikke være rigtigt, vi laver en ny lovgivning, sådan at vi kan straffe jer ved at indføre endnu mere kontrol, for I skal ikke have lov til at kunne træde ved siden af.

Men det, vi samtidig gør, når vi gør det, er, at vi straffer alle dem, der gør det rigtigt, og alle dem, der gør det godt, og alle dem, der har fagligheden til at gøre det, man kan sige på den rigtige måde ud fra et fagligt perspektiv. Det gælder lige så meget sygeplejerskerne på hospitalerne, som det gælder lærerne på skolerne eller socialrådgiverne ude på jobcentrene. Vi kommer hele tiden til at skabe mere og mere bureaukrati og flere og flere kontrolinstanser, fordi der er nogle, der falder ved siden af, og så kan vi jo spørge os selv: Lovgiver vi, fordi vi vil fange, straffe dem, der falder ved siden af, eller lovgiver vi, fordi vi sådan set politisk, ideologisk også, har nogle overordnede rammer for, hvordan vi synes vores land skal forvaltes? Inden for de rammer må vi jo stole på, at de fagpersoner og de borgere, der er derude, lever op til lovgivningen.

Vi kommer aldrig til at have et samfund, hvor der ikke er nogen, der træder ved siden af, hvor der ikke er nogen, der enten bevidst eller ubevidst begår fejl. Jeg ville bare ønske, at vi på et eller andet tidspunkt kommer derhen, hvor vi kan acceptere det og samtidig have en lovgivning, som er så tilpas fri fra dem, der skal navigere i den, så vi giver dem plads til at gøre det på den måde, som de også fagligt ved er bedst. Jeg synes, at det her lovforslag om et særligt klageorgan – jeg har intet imod antimobbestrategien – er et eksempel på en kontrolinstans, et bureaukrati, som ikke hjælper nogen, tværtimod. Derfor kan Alternativet desværre ikke stemme for det her lovforslag.

Der er en række korte bemærkninger. Den første spørger er hr. Jacob Mark, SF. Værsgo.

Tak for det, og tak for talen. Jeg er ikke i tvivl om, at alle herinde sådan set gerne vil bekæmpe mobning. Så er spørgsmålet bare: Hvad er vejen dertil? Vejen har jo efterhånden været lang. Før jeg blev født, diskuterede man også mobning. I dag, i den seneste trivselsmåling, er der så 20 pct. af børnene, der fortsat føler sig mobbet. Der er 36 pct. af skolerne, der, selv om de har sagt, at de skal have en antimobningsstrategi – hvilket Alternativet bakker op om – ikke har fået det gjort og ikke har en.

Så jeg vil gerne spørge Alternativets ordfører om tre ting:

Punkt 1) Hvad skal de 20 pct. af børnene, som oplever mobning, gøre, når der ikke bliver gjort noget, og når de bare ser og føler det ske i lang tid? Hvor skal de gå hen, når det ikke virker? Altså, hvor lang tid skal der gå, før det, Alternativets ordfører siger, virker?

Punkt 2) Ordføreren nævnte dem, som ikke bakker op om forslaget. Hvad med dem, som bakker op? Det er jo sådan set Børns Vilkår, Børnerådet og eleverne. Lytter ordføreren ikke til dem?

Punkt 3) Er ordføreren enig i, at det her forslag ikke straffer dem, som gør det godt? Dem, som faktisk har antimobningsstrategier, dem, som ikke har elever, der bliver mobbet, vil da overhovedet ikke blive udsat for nogen kontrol.

Ordføreren.

For at starte bagfra vil jeg sige, at det er et ret rigidt system, at man bl.a. har de her 14 dage til at komme med en handlingsplan, hvis der sker noget på ens skole. Der kan jo godt ske noget, selv om man gør det godt, og så får man som skole at vide, at man har 14 dage til at komme med en handlingsplan. Det er i vores optik en forholdsvis rigid og stram styring, som også rammer dem, der gør det godt. For de skoler, der gør det godt, oplever selvfølgelig også, at der er børn, der mobber hinanden. Et helt andet perspektiv i det her er jo også, at en ting er, at skolerne bliver pålagt noget, men mobning foregår jo lige så meget på nettet og på tværs af skoledistrikter og kommunegrænser. Så det er jo en udfordring i sig selv i forbindelse med at lave sådan et klageorgan og et krav om en handlingsplan. For hvordan gør man det alene som skole, hvis mobberen eller nogle af dem, der er involveret i det her, kommer fra en anden kommune eller fra en anden skole?

Hvem skal børnene gå til? Det er et rigtig godt spørgsmål. Jeg tror, at spørgsmålet om mobning skal løses i det nødvendige samarbejde, der er mellem skole og forældre og selvfølgelig børnene selv. Det kan godt være, at forældrene føler, at der ikke er nogen, der hører efter på skolen. Men så må man i hvert fald også banke i bordet. Det kan også være, man må gå til kommunen, hvis ikke den enkelte skole løfter opgaven. Men vi bliver bare nødt til at anerkende, at det her er et samarbejde, hvor forældrene skal inddrages, og hvor skolens ledelse skal inddrages.

Tak! Spørgeren.

Jeg forstår ikke, hvad forskellen er med hensyn til at gå til kommunen. Altså, det er jo også kommunen, der skal stå til ansvar i det her forslag. Hvis man udsteder det her påbud fra Dansk Center for Undervisningsmiljø, er det jo ikke for sjov. Anerkender ordføreren det? Hvis det er nået så langt, at en elev først har klaget til skolen over at blive mobbet, eller at forældrene har klaget og det ikke har virket, så klager de videre til Dansk Center for Undervisningsmiljø. Hvis Dansk Center for Undervisningsmiljø så vurderer, at den pågældende skole ikke gør noget mod mobning, og udsteder et påbud, er det så ikke rimeligt? Hvis Dansk Center for Undervisningsmiljø vurderer, at der på den pågældende skole foregår mobning, og at skolen ikke gør nok, er det så ikke rimeligt, at der bliver udstedt et påbud?

Ordføreren.

Det, der bliver udfordringen her, er jo, at når en forælder vil klage over en situation på sine børns vegne – det kan også være barnet selv, der klager – så vil skolen ikke have nogen mulighed for at håndtere indholdet i klagen på den måde, som de nu føler er fagligt bedst. Der har jo også været høringssvar, der siger: Hvem ved så, hvad det er, man kommer til at klage over? Er det meget, meget alvorlige sager? Er det over, at der var nogle, der spændte ben nede i skolegården? Der kommer et bureaukrati ind i det her. Der vil være rigtig mange forældre, som vil håndtere det fornuftigt, men vi skal heller ikke være blinde over for, at der givetvis også vil være nogle forældre, som vil bruge det her som en anledning til at komme med en form for utilfredshed, som måske hører til et andet sted.

Den næste spørger er rækken er hr. Alex Ahrendtsen, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Jeg synes, at ordføreren har hovedet i skyen – lad mig lige trække det ned på jorden ved at være helt konkret:

Vi har lille Olfert. Lille Olfert bliver mobbet. Han går til sin lærer, og læreren siger: Det skal jeg nok lige ordne. Mobningen fortsætter. Så går han op til skolelederen. Hvis det er en god skoleleder, tager han hånd om det, og mobningen stopper. Hvis det er en dårlig skoleleder, der er lidt ligeglad eller af andre årsager ikke vil blande sig, så fortsætter mobningen. Lille Olfert går så hjem til mor og far. Mor og far og siger: Det er for galt. De går op til skolelederen. Skolelederen gør stadig væk ikke noget. Så vil forældrene gå til kommunalbestyrelsen, men på grund af lovændringen i 2009, må kommunalbestyrelsen ikke gå ind at blande sig i skolelederens interne arbejde.

Med det her lovforslag kan lille Olfert med sine forældre i ryggen gå til en klageinstans, som så kan påtale det over for skolelederen, der skal handle på det. Og gør han ikke det, jamen så er det kommunen, der får ris og i sidste ende sanktioner.

Så mit spørgsmål er: Hvad vil Alternativets ordfører gøre for lille Olfert?

Ordføreren.

Jeg er glad for spørgsmålet, for det peger jo netop også på behovet for svar på spørgsmålet om, hvor langt en skoleleder kan gå i et hvilket som helst tilfælde af mobning eller noget andet, hvor ledelsesopgaven ikke forvaltes godt nok, for det gør lille Olferts skoleleder, som hr. Alex Ahrendtsen taler om her, jo tydeligvis ikke. Så kan man spørge sig selv, om det så skal være muligt for en skoleleder i den danske folkeskole eller på en dansk friskole i dag bare at læne sig tilbage i stolen og tænke: Jeg gider ikke at gøre noget ved det. Det skal det da ikke, der må da være konsekvenser.

Så hvad gør vi i Alternativet for lille Olfert? Hvis det stod til os, havde vi nogle skolebestyrelser, som var bredere sammensat med en større forældrepræsentation og bl.a. også med en repræsentant for kommunen, som havde mandat til at gå ind og sætte den skoleleder på plads, som ikke løfter sit ansvar. Så det ville vi gøre.

Spørgeren.

Skolebestyrelsen må jo ikke blande sig i skolelederens arbejde. Det er jo samme problem. Så hvad gør forældrene så? Jeg synes egentlig, at ordføreren og Alternativet svigter de børn, der bliver mobbet. Og jeg er egentlig ked af at sige det, for lovforslaget lægger jo op til, at det er skoleledelsen og institutionen, der skal løse problemerne først – og kun i yderste konsekvens bruger man så klageinstansen. Det er da fornuftigt, eller hvad?

Ordføreren.

Svigter vi de børn, der bliver mobbet, ved at være imod det her lovforslag? Det er et rigtig, rigtig godt spørgsmål, for selvfølgelig vil det være min klare påstand, at vi gør lige det modsatte. Som jeg også nævnte i det citat, som jeg er enig med vores undervisningsminister i, så tror jeg ikke, at der er særlig mange børn, der får glæde af det her klageorgan.

For det første, fordi skaden er sket. Så man kan sige, at der skulle have været sat ind meget tidligere, sådan at mobningen ikke var foregået. Og for det andet: Fordi man giver et retskrav til nogle elever, hjælper man så på det grundlæggende problem? Svigter vi i Alternativet så børnene ved at sige, at det grundlæggende problem ligger i at give fagpersonerne, forældrene, lærerne, skolelederne nogle redskaber, nogle ressourcer, nogle rammer, så de kan løse den opgave, der ligger i hverdagen og i skolens praksis i forhold til at modarbejde mobning? Dér skal vi sætte ind, for så svigter vi nemlig ikke børnene.

Vi svigter jo lige præcis ikke børnene, når vi også sætter ind gennem lærerne ved at give lærerne de redskaber, ressourcer og stille de muligheder til rådighed, som de ved er rigtige for at modarbejde, at der overhovedet foregår mobning.

Tak. Jeg beder om, at ordføreren er lidt mere opmærksom på taletiden.

Næste spørger i rækken er fru Anni Matthiesen, Venstre. Værsgo.

Tak. Tak til Alternativets ordfører for talen. Jeg må nok sige, at jeg faktisk mener, at Alternativet svigter de børn, der bliver mobbet, ved at stemme nej til det her lovforslag. Og det er jeg egentlig rigtig ked af, for på mange områder er der mange af de ting, som Alternativet står for, som jeg er enig i. Jeg giver ordføreren ret i, at man selvfølgelig skal løse det her problem ude på skolerne. Vi har dog i årevis kæmpet med det her problem, og jeg synes, at vi jo så nu for en gangs skyld tager elevernes parti og sikrer børnene frem for systemerne og for den sags skyld skolelederne. Jeg har arbejdet med det her område i næsten 19 år, og jeg har set forældre og børn komme ind til skranken ved kommunen og være så kede af det, fordi skolelederen ingenting gjorde, forældrerådet ingenting gjorde, skolebestyrelsen ingenting gjorde. Derfor undrer det mig, at Alternativet ikke kan se, at vi her tager elevens parti. Er Alternativets ordfører ikke enig i det?

Ordføreren.

Nej, det er jeg jo, som det også fremgår, ikke. Jeg synes bare, at vi skal stille hinanden og os selv det meget centrale spørgsmål: Hvem bestemmer, hvornår vi svigter en elev i forhold til det her? Er det, fordi Alternativet er de eneste, der stemmer imod det her lovforslag? Er vi så dem, der ikke har ret, fordi vi siger, at vi ikke svigter eleverne, men de øvrige folketingspartier – eller nogle af dem – siger, at vi svigter eleverne? Er det der, retten er? Er det dem, der ligesom har patent på at have det rigtige perspektiv? Jeg synes, vi skal lytte til de lærere og skoleledere, der har været ude i høringssvarene og sige: Det her løser ikke problemet. Giv os nu vores faglighed til at arbejde med det her felt.

Spørgeren.

Ja, det er rigtigt, at der har været kritik, især fra skolelederne, på det her område. Vi har så valgt, jo i hvert fald fra Venstres side, at lytte til børnene og til eleverne.

Det, jeg godt kunne tænke mig at spørge ind til, er: Ordføreren sagde lidt tidligere, at man mente, det var et rigidt system, når skolerne fik pålagt at tage fat på at løse problemet inden for 14 dage, hvis der eventuelt var et barn, der blev mobbet. Jeg må sige, at jeg egentlig synes, 14 dage er rigtig fint. For hvis et barn måske dagligt bliver udsat for mobning, synes jeg næsten ikke, det kan gå hurtigt nok. Er ordføreren ikke enig i det?

Ordføreren.

Jeg har ikke nogen som helst anledning til at skulle tro, at den enkelte skole ikke af sig selv løfter de problemstillinger, der er, hvis der er nogle elever, der kommer og taler om mobning. Jeg har tre børn, de har gået på meget forskellige skoler, både på friskoler og folkeskoler, og jeg har aldrig oplevet, at det ikke blev taget alvorligt. Så når jeg siger, at det er et rigidt system, handler det ikke om, at det skal være inden for 14 dage; så handler det om, at der er nogle faste regler for, hvordan man skal håndtere den her opgave, og at man skal lave en handlingsplan. Det er sådan set det. Jeg har bare tillid til, at skolen og skolelederen selv kan forvalte opgaven.

Næste spørger er fru Annette Lind, Socialdemokratiet. Værsgo.

Tak for det. Jeg er meget enig med Alternativets ordfører langt hen ad vejen. Jeg synes, at alt det, der kan løses lokalt, skal løses lokalt. Det kan der ikke være nogen som helst tvivl om. Jeg håber ikke, der kommer nogen klager til den her instans; jeg håber, det bliver løst derude inden. Det, som jeg sagde i min ordførertale, var, at den her klageinstans skulle betragtes som den sidste udvej i helt særlige tilfælde. Hvad er Alternativets sidste udvej i helt særlige tilfælde?

Ordføreren.

Det er det system, vi har i dag. Vi har jo ikke haft et ønske om at skulle indføre en højere instans end den mulighed, der er i dag med de vinduer, man kan gå til, med de døre, man kan åbne. Så jeg har sådan set ikke et alternativt forslag til, hvad vi skal sætte ind i stedet for en klageinstans.

Jeg synes sådan set, det er meget sympatisk, når fru Annette Lind nævner, at det skal være den sidste mulige udvej. Problemet er bare, at i det omfang, vi opretter sådan en klageinstans, vil den jo givetvis ikke kun blive brugt som den sidste udvej, men også til mange andre ting, og så har vi bare et problem. Så vi har et ønske om at bevare den model, vi har i dag, hvor det er den lokale forankring på skolerne, som er det bærende arbejde for arbejdet med mobning.

Spørgeren.

Så vil jeg bare spørge: Hvad nu, hvis det ikke er nok i forhold til det? Vi ved jo ikke, hvad tiden vil vise. Det er jo derfor, vi skal evaluere efter 2 år. Det er jo sådan, at vi så kan se, om der overhovedet har været nogen, og vi kan selvfølgelig også se, om der har været for mange. Enhedslisten kom med et forslag om, at vi laver en solnedgangsklausul efter 2 år. Kan det få Alternativets ordfører til at ændre holdning til, om man skal skifte mening?

Ordføreren.

Det er noget, som jeg vil skulle drøfte med min gruppe, så det kan jeg hverken sige ja eller nej til heroppe fra talerstolen. Jeg synes, det er et ganske udmærket forslag, som Enhedslistens ordfører kommer med, givet den præmis, at det her lovforslag højst sandsynligt bliver vedtaget. Men hvad er en alternativ løsning? Kunne vi ikke have brugt alle de ressourcer og de penge, der bliver brugt på det her klageorgan, og kanaliseret dem over i skolerne og givet skolerne nogle flere midler til det forebyggende mobningsarbejde ude i klasserne? Det ville have været mit perspektiv, hvis det var, at jeg skulle have givet et bud på, hvordan vi skulle løse den her udfordring.

Den næste spørger er hr. Jakob Sølvhøj, Enhedslisten. Værsgo.

Tak for ordførertalen. Jeg sad og overvejede, om det var den, jeg skulle have holdt selv, forstået på den måde, at jeg tror, at det er så kompliceret en problemstilling, vi står over for, at jeg i hvert fald ikke vil synge med i koret om, at Alternativet svigter eleverne og de unge i den her forbindelse. Jeg vil sige, at det har gjort noget indtryk på mig. For der er jo et andet klagenævn på skoleområdet, altså det, der hedder Klagenævnet for Specialundervisning, og det er jo ikke helt at sammenligne, men der får kommunerne alligevel underkendt 22 pct. af de afgørelser, de har truffet, fordi indsatsen ikke har været god nok i forhold til ordblinde børn og den ikke har været god nok i forhold til andre problemstillinger i forhold til specialundervisningen.

Kan det ikke få ordføreren til at gøre sig en overvejelse, som svarer til den, som jeg har gjort mig, nemlig om der, selv om vi har tiltro til, at personalet og ledelsen er dygtige, så ikke kan være behov for, at der er den her sidste udvej, som flere af ordførerne og andre også har spurgt til, sådan at vi skaber en sikkerhed for, at hvis skolen alligevel svigter eller tager fejl, så er der en form for sikkerhedsnet? Er det ikke en overvejelse værd?

Ordføreren.

Jeg synes, det er to meget forskellige områder, og jeg ville nok vare mig lidt for at sammenligne den klageinstans, som ordføreren fra Enhedslisten taler om, med den her nye klageinstans, fordi det netop er to ret forskellige områder. Jeg kunne også bare godt tænke mig, at vi kunne tage den diskussion, der hedder: Hvad med familierne derhjemme? Hvad er deres rolle? Hvad med al den digitale mobning, vi ser for tiden? Hvad er det, der overhovedet giver vores børn og unge mennesker anledning til, at de mobber hinanden? Ville det på nogen måde hjælpe dem, hvis der, kan man sige, er en eller anden rød lampe, der lyser op et eller andet sted oven over dem, og der bliver sagt: Vi har et klageorgan, det skal du huske på, du skal ikke mobbe, for hvis det er, kan jeg lave en klage? Jeg tror bare ikke på det. Nu er jeg også retsordfører, og vi er jo inde i de samme diskussioner, vi har på retsområdet, altså om det ikke hjælper med de her trusler, når vi gerne vil modvirke, at folk opfører sig uanstændigt eller uretmæssigt over for hinanden. Og vi tror bare ikke på, at det hjælper. Vi tror simpelt hen ikke på, at det hjælper. Så det vil være mit svar.

Spørgeren.

Jeg er for så vidt enig i, at man ikke bare kan sammenligne det direkte. Det var heller ikke min tanke, men det var egentlig mere for at illustrere, at det jo sker, at de faglige vurderinger, der træffes i skolen, ikke er gode nok, i hvert fald hvis man stoler på Klagenævnets afgørelser. Man kan sige, at vi jo også har det i andre sammenhænge. Selv om man kan have en tiltro til, at sikkerhedsorganisationen på arbejdspladsen sørger for, at arbejdsmiljøet er i orden, har man ikke desto mindre også en mulighed for at gå videre med sagerne. Men egentlig vil jeg altså bare sige, at det, jeg synes er vigtigt, er, at vi har dialogen, og jeg håber, at vi med det bud, jeg har bragt ind om en solnedgangsklausul, måske også kan bane vej for en bredere dialog, ikke bare med ordføreren, men også med resten af partierne. For jeg tror, det er vigtigere, at vi prøver at finde en fælles holdning og en fælles tilgang og have en dialog om det her end at skyde hinanden i skoene, at vi svigter børnene og de unge. Det tror jeg ikke der er nogen der vil i den her sammenhæng.

Tak. Ordføreren.

Det vil jeg sige tak for. Det var debattens mest sympatiske kommentar hidtil, synes jeg. Så tak for det.

Den næste spørger er fru Lotte Rod, Det Radikale Venstre. Værsgo.

Jeg studsede bare over, at Alternativet valgte at bruge sin ordførertale på at citere undervisningsministeren for at være uenig i lovforslaget, før hun blev undervisningsminister. Og så får jeg simpelt hen sådan en lyst til at spørge: Hvordan er det ny politisk kultur?

Ordføreren.

Det er et meget godt spørgsmål. Det har jeg også spurgt mig selv om, da jeg tænkte, om jeg skulle gøre det eller jeg ikke skulle gøre det. Men så tænkte jeg, at hvis jeg gør det med et glimt i øjet og alligevel lidt med et smil, så går det nok. Så det var lidt drilleri, og jeg beklager, hvis det gik over stregen. Det synes jeg nu ikke selv.

Der var ikke flere spørgsmål. Så siger vi tak til ordføreren. Den næste ordfører i rækken er fru Lotte Rod som ordfører for Det Radikale Venstre.

Tak for det. Mobning er ødelæggende for alle. Det handler jo ikke bare om, at der er nogle børn, der mobber andre børn. Faktisk tror jeg ikke, at vi kommer mobningen til livs, før vi holder op med at holde fast i sådan en forestilling om, at der er nogle bestemte børn, som er mobbere, og nogle andre, som er ofre. Tværtimod tror jeg, det handler om fællesskab og om, hvordan vi voksne tager ansvar for at skabe de rammer, der gør, at alle børn bliver en del af fællesskabet.

Jeg sætter meget stor pris på den proces, som Undervisningsministeriet har lavet sammen med Red Barnet, Børns Vilkår, Børnerådet og MaryFonden. Faktisk var jeg en lille smule skeptisk, første gang jeg hørte om det her forslag om et klageorgan, men jeg må jo sige, at vores ordfører Marianne Jelved fik mig overbevist, på den ene side, fordi der jo stadig væk er 20 pct. af børnene, som oplever mobning og har gjort det det seneste år, og der på den anden side er 36 pct. af skolerne, som ikke har den mobbestrategi, som de ellers skal have. Jeg synes også, at det er et meget godt forslag, at det er endt med at skulle være hos Dansk Center for Undervisningsmiljø. Det er jo sådan set noget, Radikale Venstre har tumlet med i lang tid, altså om ikke vi skulle give centeret nogle flere muskler.

Derfor synes jeg, det er en fin løsning. Radikale Venstre vil derfor gerne støtte lovforslaget, og det er så med ordene om, at vi herinde er enige om, at det jo ikke er det at klage, der ændrer det, men det er den indsats, det er det børnesyn, det er de fællesskaber, som elever, lærere, skoleledere og forældre skaber på den enkelte skole.

Tak til den radikale ordfører. Den næste i rækken er hr. Jacob Mark som ordfører for Socialistisk Folkeparti.

Tak for det. SF støtter det her lovforslag, og det gør vi, fordi vi mener og har ment i lang tid, at der er brug for en ekstra indsats imod mobning i Danmark og på de danske skoler. Og det her lovforslag bliver kun bedre af, at det også adresserer de store problemer, der er med digital mobning.

Jeg er sådan set enig i det, der er blevet sagt tidligere i debatten, om, at mobning måske er blevet mere komplekst, end det har været tidligere. Det foregår nu ikke kun i skolen; det foregår måske i endnu højere grad efter skolen og på Facebook og Instagram, og hvor man ellers bevæger sig som ung i dag. Derfor er det rigtig vigtigt, at vi begynder at tale om det og tale om, hvad vi kan gøre ved det.

Når mobning – det er ikke noget, jeg vil bruge så lang tid på at fortælle om, men alligevel er det bare vigtigt at slå fast – dukker op igen og igen i dokumentarer, i tv-programmer, hos venner og bekendte, hos folk, man kender på skoler, og hos lærerne i deres klasser, og når man hele tiden hører om det, og det synes jeg faktisk stadig man gør, så er det, fordi det stadig er et problem. Den seneste trivselsmåling viste, at der stadig er 20 pct. af de danske skoleelever, der føler sig mobbet – 20 pct., det er hver femte elev. Det mener jeg at vi har en forpligtelse til at gøre noget ved.

Det har man så gjort over nogle gange nu. Man har stillet krav om, at der skal være antimobningsstrategier på alle skoler, men det er der så 36 pct. af skolerne der stadig ikke har. Og det har fået mig og fået SF til at nå til et punkt, hvor vi bare siger, at vi synes, det er afgørende, at vi tager yderligere skridt i kampen mod mobning. Vi synes ikke, der bliver gjort nok. Vi er slet ikke i tvivl om, at man arbejder med det her hver evig eneste dag derude, selvfølgelig gør man det, men kan vi gøre mere fra politisk hold? Ja, det tror jeg vi kan, og vi er ikke bange for kontrol, når kontrol giver mening. Vi er ikke bange for at sikre eleverne en rettighed mod noget så voldsomt som mobning.

Derfor er jeg også glad for, at Børns Vilkår, Børnerådet og skoleeleverne selv bakker op om det her. Og jeg skal love for, at danske skoleelever har været aktive i kampen for den her klageinstans. Det tror jeg jo de har, fordi skoleeleverne synes, det er en vigtig sag, at de har et sted, hvor de kan gå hen, hvis de føler sig svigtet.

Men det her lovforslag sikrer vi, at alle skoler får en antimobningsstrategi. Vi sikrer, at der bliver lavet en handleplan. Og handleplanen er ikke bare et påbud om, at nu skal man gå i gang, og så skal man lade, som om der sker et eller andet, eller skrive noget ned på et stykke papir. Handleplanen, og det står ganske klart i loven, skal indeholde nogle foranstaltninger, f.eks. at der bliver tilknyttet en ekstra lærer eller pædagog i udvalgte timer, at der er ekstra tilsyn i skolegården, at der er fokus på fælles retningslinjer i en klasse og tættere samarbejde med forældrene. Så den der handleplan er jo ikke en plan for planens skyld, men for elevens skyld, og den indeholder faktisk nogle rigtig gode elementer.

Som det blev nævnt af Dansk Folkepartis ordfører, giver man kommunalbestyrelsen nogle ekstra muligheder, men også et ekstra ansvar. For selvfølgelig er det først og fremmest skolens ansvar, men hvis man ved, at der er problemer på den enkelte skole, f.eks. fordi den er underfinansieret, så må kommunalbestyrelsen sætte ind. Derfor er det godt, at man ligesom siger, at der ikke er nogen – at der ikke er én lærer, at der ikke er én skoleleder – der alene har et ansvar for det her. Det har vi alle sammen, og vi har alle sammen et ansvar for at sætte ind mod mobning.

Så vil jeg sige om den her klageinstans – sådan er den blevet døbt, og selvfølgelig kan man klage dertil – at det jo i virkeligheden handler om Dansk Center for Undervisningsmiljø. Og hvis en elev og nogle forældre er nået så langt ud, at de har klaget til skolen og måske også til kommunalbestyrelsen for så at klage til Dansk Center for Undervisningsmiljø, og hvis Dansk Center for Undervisningsmiljø, der er eksperter på det her område, kigger på den her skole og siger, at der er nogle, der har svigtet deres ansvar, at der er nogle, der ikke har lavet den handleplan, som de skal, så mener jeg, det er mere end rimeligt, at Dansk Center for Undervisningsmiljø siger: Kan I så komme i gang, skole, og det skal da være hurtigst muligt, for det er en elev, det drejer sig om; det er et barn, det drejer sig om. Jeg tror også, det er derfor, Børns Vilkår er med på det her.

Hvis det så ikke virker, selv om skolen endda har fået en chance for at sætte noget i gang, så kan Dansk Center for Undervisningsmiljø i sidste instans give dem en straf. Lige så snart de er i gang, ophæves den straf jo. Så alt i det her forslag synes jeg handler om barnet og om at sikre, at der sker hurtige indsatser. Det er det, vi altid snakker om, nemlig de tidlige og hurtige indsatser, og det tror jeg faktisk det her forslag kan medvirke til.

Jeg synes, det giver rigtig god mening at evaluere det. Det synes jeg vi skal med vores lovgivning. Jeg noterer mig, at både lærerne og pædagogerne og skolelederne siger, at det her vil medføre øget bureaukrati, og at det er et udtryk for mistillid, men jeg synes, at ordførerne, der står bag det her forslag, og partierne, der står bag det her forslag, ganske klart i dag har sagt, at det er det ikke. Men det giver rigtig god mening at vurdere, om det så har skabt mere bureaukrati, og om det har virket. Jeg tror det vil virke, og derfor er SF med på det her lovforslag.

Tak til SF's ordfører. Den næste taler i rækken er fru Brigitte Klintskov Jerkel som ordfører for Det Konservative Folkeparti. Værsgo.

Tak. Der har været sagt og skrevet meget om lovforslaget her, allerede før det kom op i salen her i dag, og det er forståeligt nok. Mobning er noget, der kan forpeste skolegangen for vores børn. Det er ikke de små sjove drillerier, vi skal forholde os til, men mobning af mere ondskabsfuld og vedvarende karakter. Det er mobning, der foregår i skolegården, udelukkelse fra at blive en del af fællesskabet eller næsten hadefulde mails og sms'er og på de sociale medier. I værste fald kan det koste selvværd og give sår i sjælen langt op i voksenalderen.

Lovforslaget her indeholder tre elementer: pligt for skolerne til at udarbejde en antimobbestrategi, handlingsplan, når skoleledelsen bliver opmærksom på, at der foregår mobning, og etablering af en klageadgang og i yderste tilfælde sanktionsmuligheder over for den pågældende institution.

Lovforslaget er nødvendigt, når henimod en tredjedel af landets folkeskoler tilsyneladende ikke har defineret den lovpligtige antimobbestrategi. Det må jo alt andet lige betyde, at folkeskolerne behandler problematikken noget uens. Vi kan så håbe på, at de skoler, der ikke har fået det lavet nu, får strammet op omkring det med lovforslaget her.

Intentionerne bag lovforslaget er gode, om end vi er opmærksomme på, at vi skal passe på, at det ikke bliver overbureaukratisk. Vi skal ikke underkende, at vi har mange, mange dygtige lærere i folkeskolen, som dedikeret arbejder for vores børns bedste og er kvikke til at opfange, når der er problemer med trivslen i klassen. Vi har også mange dygtige skoleledere, som gør et kæmpe arbejde for at styre folkeskolen godt igennem folkeskolereformen, og som ånder og lever for skolens bedste. I langt de fleste tilfælde kan og vil forældre, kontaktlærere og de involverede elever i mindelighed løse problemerne, langt før det spidser helt til. Det sætter vi stor pris på, og det tror vi fortsat er den bedste løsning overhovedet.

Når vi støtter lovforslagets punkt om, at der udarbejdes handleplaner i tilfælde af grov mobning, er det alene af den grund, at vi skal sikre vores børn den bedste skolegang. Når op mod hver femte elev hvert år oplever at blive mobbet, må der sættes ind. Her kan en handlingsplan, hvor diverse tiltag og aftaler bliver nedfældet, være en god ting, dels for eleven, der mobber, dels for den elev, der bliver mobbet. Alle parter på begge sider af konflikten kan så forholde sig til problemstillingen.

I Konservative vil vi gerne i det videre udvalgsarbejde kigge på, at vi laver en mere klar præcisering af, at det er i de grove tilfælde, der skal udfærdiges en egentlig handlingsplan. De mindre problemer ser vi gerne løst på klasseniveau, uden at det er nødvendigt at sætte det helt store apparat i gang. Man kan også skrive og tale et problem større, end det egentlig er.

Konservative ser gerne mere konsekvens i folkeskolen. Der må og skal være konsekvenser, hvis en elev gentagne gange tilsidesætter irettesættelser og advarsler. Så kan det kun være rimeligt, at det er ham, der mobber eller overtræder skolens ordensregler, som må skifte skole. Det er ikke offeret. Det er ikke de få, der skal ødelægge det for de mange.

Grundlæggende er det vigtigt at huske på, at god opdragelse læres hjemme. Det er langt, langt hen ad vejen forældrenes ansvar, at deres børn udviser en god pli. God adfærd læres hjemme. Skolen kan kun bygge videre på de værdier.

Af bemærkningerne til lovforslaget fremgår det, at en elev kan klage til Dansk Center for Undervisningsmiljø. Hvis eleven er mindreårig, vil vi dog opfordre til, at det er forælderen, som klager sammen med sit barn. Det er at foretrække i forhold til det videre forløb, frem for at en elev indbringer en klage, uden at forælderen nødvendigvis er enig eller har kendskab til det. Klageorganet hilser vi velkommen, men håber på, at det kun bruges i absolutte nødstilfælde af forældre og elever. Virkeligheden er jo nok, at hvis en forælder indgiver en klage, er samarbejdet mellem skole, elev og forældre så betændt, at der ikke er meget mere at bygge på. Vi betragter klageorganet præventivt, forstået på den måde at enhver folkeskoleledelse sikkert også i fremtiden vil bestræbe sig meget på at få problemerne løst lokalt til parternes bedste.

Konservative kan støtte lovforslaget, og vi ser frem til at drøfte de enkelte forhold videre i udvalgsarbejdet.

Tak til den konservative ordfører. Så giver jeg ordet til undervisningsministeren.

Tak for jeres engagerede kommentarer her i Folketingssalen om et meget, meget vigtigt emne, nemlig mobning. Jeg skal starte med at erkende helt blankt, at når vi taler om den del af lovforslaget, som omhandler en national klageinstans, er det ikke noget, jeg har fundet på. Og jeg er helt klar over, at jeg tidligere har været ude at kritisere det, og jeg vil sige til Alternativets ordfører, at det citat, hun brugte, er fuldstændig korrekt, og jeg ser ikke noget i vejen for at bruge helt korrekte citater i Folketingssalen. Hvis alle gjorde det, ville vi være nået rigtig langt, synes jeg, i forhold til den politiske kultur. Det, man har sagt og gjort, må man stå ved.

Når man bliver minister, går man jo ind i aftaler, men man får ikke et nyt hoved påmonteret. Sådan fungerer det ikke. Jeg har haft en bekymring om, at en sådan klageinstans ville skabe unødvendigt bureaukrati omkring mobning, og jeg har også sagt, at mobning bedst bekæmpes der, hvor det opstår, altså lokalt ude på skolerne i samarbejde med forældrene. Der er jeg helt enig med Socialdemokratiets ordfører. Jeg synes, det var nogle meget fine betoninger af lige præcis det lokale ansvar. Men jeg ved også, at en klageinstans har været meget efterspurgt – og i høj grad af eleverne. Det må man jo også lytte til. Samtidig er der et bredt politisk flertal for forslaget, og det anerkender jeg naturligvis.

Men jeg anerkender også, at mobning på landets skoler er et problem – et problem, vi skal tage dybt alvorligt, og som vi skal bekæmpe i fællesskab. For ingen børn skal udsættes for mobning. Alle børn skal trives og føle sig trygge, når de går i skole. Nu gør vi forslaget til virkelighed, og jeg håber, at det lever op til forventningerne, og at det vil bidrage til, at færre børn udsættes for mobning. Det er det, der er planen. Klageinstansen og den nye bestemmelse om mobning skal evalueres efter 2 år. Planen er også, at mine bekymringer bliver gjort til skamme, at det vil nedbringe antallet af mobbede elever, at det vil medvirke til, at skolerne får sat mere fokus på bekæmpelse af mobning lokalt, og at alle skoler tager deres problem alvorligt og handler på det.

Enhedslisten foreslår en solnedgangsklausul, og det vil jeg også gerne kreditere. Jeg synes i det hele taget, at der fra alle partier er kommet fornuftige indspark, gennemtænkte holdninger på det her område – også pointen fra Socialdemokratiet om, at den nationale klageinstans altid skal være den sidste udvej i særlige tilfælde. Det er jeg også enig i.

Når vi summerer det hele op, er det sådan på landets skoler, at mobning er børnenes problem, men de voksnes ansvar – det er vores ansvar, og det er skolelederens ansvar, og forældrene er også med. Derfor er det så utrolig vigtigt, at der er ansvarlige voksne omkring børnene – voksne, der agerer og handler, når de oplever mobning på deres skoler. Det er forældrenes pligt og ansvar at tage det dybt alvorligt, hvis deres egne børn mobber andre børn. Mobning kan være udtryk for dårlige mønstre i børnefællesskaber. Det er mønstre, som skal ændres, og det skal ske, som det sker i dag, lokalt på skolerne. Det ændrer vi ikke på med det her lovforslag. Alle skoler skal have en antimobbestrategi, og den skal ikke bare ligge og pynte i skuffen, for så hjælper den ikke noget. Den skal i brug, og den skal involvere de voksne omkring børnene. Hvis alt andet glipper og hverken lærerne, skolelederen, skolestyrelsen eller kommunalbestyrelsen kan løse problemet sammen med forældrene og alt går i hårdknude, så får vi nu endnu en mulighed, en sidste udvej.

Jeg ser frem til at høste erfaringerne, og hvis en klageinstans kan være med til at få stoppet bare ét tilfælde af mobning, er vi nået langt. Tak for de drøftelser, vi har haft her i salen i dag. Jeg ser frem til eventuelle spørgsmål under udvalgsbehandlingen. Tak for ordet.

Der er en kort bemærkning fra hr. Jakob Sølvhøj, Enhedslisten. Værsgo.

Jeg glæder mig over, at ministeren er åben over for at drøfte spørgsmål om en solnedgangsklausul. De bekymringer, som jeg kan forstå at ministeren og jeg deler, synes jeg kunne imødekommes godt ved at skabe den sikkerhed, der ligger i, at aftalen skal genforhandles.

Den anden ting, der bekymrer mig særligt, er det med de økonomiske sanktioner. Mener ministeren virkelig, at det kan være en fornuftig tilgang, hvis en skole ikke kan løse sin opgave med at skabe et godt undervisningsmiljø, at man straffer dem ved at fjerne midler, der skal anvendes til at skaffe et godt undervisningsmiljø? Man vil jo pålægge, så vidt jeg forstår kommunalbestyrelserne dagbøder. Det rammer jo den enkelte. Men at trække penge ud af undervisningen virker det ikke meget modsætningsfyldt?

Ministeren.

I forhold til solnedgangsklausuler vil jeg sige tak, og tak for dialogen. Jeg har det sådan, at hvis der kommer en god idé, skal man være åben, uanset hvor den kommer fra. Det er sådan, jeg mener at den politiske kultur ideelt set skal være. Jeg har aldrig rigtig forstået det her med, at man skal låse hinanden fast. Hvis man står i hver sin farve med begge ben, kan man ikke komme videre, og så må borgerne ligesom bare bøde for det. Sådan ser jeg ikke på politik. Hvis der kommer en god idé, skal man kunne drøfte den også på tværs af partier, og jeg synes, at vi tit har en god drøftelse også på tværs af de her meget forskellige partier, som vi har siddende foran os i dag.

I forhold til økonomiske sanktioner vil jeg sige, at det er en vurdering, men det er jo ud fra den betragtning, at man skal beskytte barnet. Det er jo derfor, man har lavet den her model. Det er til barnets bedste. Så har man lavet den her model for at sige, at vi også ønsker, at for de voksne, som ikke agerer korrekt, bliver der nogle sanktioner, der rammer dem. Så har man lavet den her model ud fra den betragtning, og det er den, vi skal kigge på nu, altså om den virker. Det er planen, at det skal den, fordi det er børnene, det hele handler om.

Så siger vi tak til ministeren.

Da der ikke er flere, som har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at lovforslaget henvises til Undervisningsudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg dette som vedtaget.

Det er vedtaget.