Fremsat 26-01-2017
1. behandlet / henvist til udvalg 09-02-2017
Betænkning afgivet 14-03-2017
2. behandlet/direkte til 3. behandling 21-03-2017
3. behandlet, vedtaget 28-03-2017
Ministerområde:
Undervisningsministeriet
Lovforslaget skal sikre elever i grundskoler og på ungdomsuddannelser en skolegang uden problemer med det psykiske undervisningsmiljø i form af mobning el.lign.
Med lovforslaget bliver det et krav for grundskoler og ungdomsuddannelser at fastsætte en antimobbestrategi, herunder også om digital mobning.
Det foreslås bl.a., at ledelsen, såfremt der konstateres problemer med det psykiske undervisningsmiljø i form af mobning el.lign., inden for en frist på 10 arbejdsdage udarbejder en handlingsplan for, hvordan problemerne effektivt bliver stoppet.
Med lovforslaget får elever og mindreårige elevers forældre adgang til at klage til Dansk Center for Undervisningsmiljø (DCUM), hvis uddannelsesstedet ikke har en antimobbestrategi, eller hvis der bliver reageret utilstrækkeligt ved konkrete tilfælde af problemer med det psykiske undervisningsmiljø i form af mobning el.lign. DCUM vil herefter kunne udstede et påbud om at opfylde en handlepligt inden for en rimelig frist.
Regeringen fremsatte under lovbehandlingen et ændringsforslag, der blev vedtaget, om en 'solnedgangsklausul' på klageinstansen, der betyder, at klagesagsbehandlingen hos DCUM skal ophøre senest den 31. juli 2020, medmindre Folketinget vurderer, at klageadgangen skal opretholdes, og inden da vedtager dette ved lov.
Det foreslås, at lovforslaget træder i kraft den 1. august 2017.
Forslaget blev vedtaget. For stemte 98 (S, DF, V, EL, LA, RV, SF og KF), imod stemte 6 (ALT), hverken for eller imod stemte 0.