L 139 Forslag til lov om ændring af straffeloven og våbenloven.

(Skærpelse af straffen for ulovlig besiddelse af skydevåben m.v. og ændring af forbuddet mod transport af våben m.v. mellem visse andre lande end Danmark).

Af: Justitsminister Søren Pape Poulsen (KF)
Udvalg: Retsudvalget
Samling: 2016-17
Status: Delt

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 22-02-2017

Skriftlig fremsættelse (22. februar 2017)

20161_l139_fremsaettelsestale.pdf
Html-version

Skriftlig fremsættelse (22. februar 2017)

Justitsministeren (Søren Pape Poulsen):

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:

Forslag til lov om ændring af straffeloven og våbenloven (Skærpelse af straffen for ulovlig besiddelse af skydevåben m.v. og ændring af forbuddet mod transport af våben m.v. mellem visse andre lande end Danmark)

(Lovforslag nr. L 139)

Der har i 2016 været en række voldsomme skudepisoder i det offentlige rum bl.a. som følge af flere voldelige konflikter i rocker- og bandemiljøet. De voldsomme skudepisoder på offentligt tilgængelige steder har på rå og hensynsløs vis bragt uskyldige menneskers liv i fare og skabt utryghed i de berørte områder. Ulovlig besiddelse af skydevåben udfordrer samfundets grundlæggende værdier og skaber i perioder en trussel mod det normale samfundsliv.

Rigspolitiet har opgjort, at der i 2016 har været otte voldelige konflikter i rocker- og bandemiljøet, og at der fortsat er stor risiko for voldelige hændelser i visse områder af landet. Rigspolitiet har samtidig vurderet, at der i 2016 har været 54 skudepisoder i det offentlige rum, som vurderes at relatere sig til rocker- og bandemiljøet. Skudepisoderne har fundet sted flere steder i landet, og alene i hovedstadsområdet har der i den nævnte periode været over 25 skudepisoder. Rigspolitiet har i perioden registreret tre døde og 36 sårede i relation til skudafgivelse mv. i rocker- og bandemiljøet. Disse skudepisoder er også gået ud over helt tilfældige almindelige borgere, som er blevet såret af skud.

Der har endvidere i 2016 været anvendt skydevåben mod fængsels- og politibetjente, hvor en er blevet dræbt og flere alvorligt såret af skuddene.

På denne dybt alvorlige baggrund har regeringen det, som det også fremgår af kapitel 15 i regeringsgrundlaget »For et friere, rigere og mere trygt Danmark«, som en meget høj prioritet at få skydevåben væk fra gaderne i Danmark. Straffen for ulovlig besiddelse af skydevåben skal være markant.

Lovforslaget har på den baggrund til formål at gennemføre den forhøjelse af minimumsstraffen fra 1 års fængsel til 2 års fængsel for ulovlig våbenbesiddelse mv. under særligt skærpende omstændigheder, som blev aftalt i forbindelse med finansloven for 2017, og som er indeholdt i regeringsgrundlaget. Det forudsættes i den forbindelse, at strafniveauet for sådanne overtrædelser forhøjes med omkring 1 års fængsel i forhold til den straf, der hidtil har været fastsat af domstolene. Samtidig foreslås strafferammen hævet fra 6 års fængsel til 8 års fængsel med henblik på at sikre, at der fortsat vil være et væsentligt råderum for strafudmålingen i forhold til særligt grove overtrædelser af straffelovens § 192 a, stk. 1.

Lovforslaget er en del af regeringens styrkede indsats mod den kriminalitet og utryghed, som rockergrupper og bander er skyld i, og forslaget indgår i regeringens bandepakke, »Bander bag tremmer«, som blev fremlagt den 28. januar 2017, hvor der bl.a. sættes effektivt ind med konsekvens og hårdere straffe over for rockere og bandemedlemmer, ligesom muligheden for prøveløsladelse begrænses.

Lovforslaget har endvidere til formål at ændre bemyndigelsen for justitsministeren til efter forhandling med udenrigsministeren at udstede forbud i medfør af våbenlovgivningen mod transport af våben mv. mellem visse andre lande end Danmark, når der er tale om nærmere bestemte afsenderlande.

Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.