L 152 Forslag til lov om ændring af lov om mediestøtte.

(Tilskud til nyhedsmedier i grænselandet).

Af: Kulturminister Mette Bock (LA)
Udvalg: Kulturudvalget
Samling: 2016-17
Status: Stadfæstet

Lovforslag som fremsat

Fremsat: 15-03-2017

Fremsat den 15. marts 2017 af Kulturministeren (Mette Bock)

20161_l152_som_fremsat.pdf
Html-version

Fremsat den 15. marts 2017 af Kulturministeren (Mette Bock)

Forslag

til

Lov om ændring af lov om mediestøtte

(Tilskud til nyhedsmedier i grænselandet)

§ 1

I lov nr. 1604 af 26. december 2013 om mediestøtte foretages følgende ændringer:

1. I § 2, stk. 1, indsættes som 2. pkt.:

»Det gælder dog ikke nyhedsmedier, der henvender sig til det danske mindretal i Sydslesvig eller det tyske mindretal i Sønderjylland.«

2. I § 15 ændres »Kulturstyrelsen« til »Slots- og Kulturstyrelsen«.

3. § 21 ophæves.

§ 2

Loven træder i kraft den 1. juli 2017.

§ 3

Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

1. Indledning og baggrund

Hovedformålet med lovforslaget er at sikre, at der kan ydes støtte til nyhedsmedier i grænselandet, som henvender sig til det danske mindretal i Sydslesvig eller det tyske mindretal i Sønderjylland - uanset omfanget af anden offentlig støtte.

Folketingets Kulturudvalg afgav den 9. november 2016 beretning om utilsigtet virkning af lov om mediestøtte. Det fremgår af beretningen, at det ikke har været hensigten med mediestøttelovens bestemmelse om, at der ikke kan ydes tilskud til nyhedsmedier, der ejes helt eller delvis af offentligt finansierede selskaber el.lign., at afskære medier i grænselandet fra at modtage mediestøtte.

Det fremgår endvidere af beretningen, at der i udvalget er fuld tilslutning til at gennemføre en præcisering af mediestøtteloven, således at det sikres, at bl.a. Flensborg Avis ikke udelukkes fra at modtage mediestøtte fremover på grund af sine finansieringsforhold.

Lovforslaget indeholder en præcisering af den gældende bestemmelse om, at der ikke kan ydes støtte til et nyhedsmedie, såfremt den offentlige støtte udgør 50 pct. eller mere af den samlede drift, således at nyhedsmedier, der henvender sig til det danske mindretal i Sydslesvig eller det tyske mindretal i Sønderjylland, ikke er omfattet af bestemmelsen.

Endvidere indeholder lovforslaget en redaktionel ændring som følge af, at Kulturstyrelsen ved en sammenlægning med Styrelsen for Slotte og Kulturejendomme pr. 1. januar 2016 har skiftet navn til Slots- og Kulturstyrelsen.

Endelig ophæver lovforslaget den gældende § 21, hvoraf det fremgår, at kulturministeren fremsætter forslag om revision af loven senest i folketingsåret 2016-2017.

2. Hovedpunkter i lovforslaget

2.1. Tilskud til nyhedsmedier der henvender sig til det danske mindretal i Sydslesvig eller det tyske mindretal i Sønderjylland

2.1.1. Gældende ret

Ifølge § 2 i lov nr. 1604 af 26. december 2013 om mediestøtte kan der ikke ydes tilskud til nyhedsmedier, der ejes helt eller delvist af offentlige institutioner eller af offentligt finansierede selskaber eller lignende. Et selskab betragtes i denne sammenhæng som offentligt finansieret, såfremt den offentlige støtte - herunder licensmidler - udgør 50 pct. eller mere af den samlede drift.

2.1.2. Kulturministeriets overvejelser

Det har vist sig, at Flensborg Avis, der henvender sig til det danske mindretal i Sydslesvig, modtager offentlig støtte i et sådant omfang, at nyhedsmediet ikke vil kunne modtage mediestøtte på baggrund af ordlyden af den gældende § 2. Tilsvarende modtager Der Nordschleswiger offentlig støtte via Bund Deutscher Nordschleswiger.

Der har historisk set været opbakning til at støtte det danske mindretal i Sydslesvig, og Danmark har siden 1920 ydet tilskud til mindretallet, hvoraf hovedparten af den økonomiske støtte i dag ydes gennem Sydslesvigudvalget.

Denne opbakning er for så vidt angår tilskud til nyhedsmedier kommet til udtryk i bl.a. Folketingets Kulturudvalgs beretning af 9. november 2016 om utilsigtet virkning af lov om mediestøtte, hvor udvalget bemærker, at det ikke har været hensigten med reglerne at afskære medier i grænselandet, som f.eks. Flensborg Avis, fra at modtage mediestøtte, selvom den offentlige støtte udgør 50 pct. eller mere af den samlede drift, da disse medier er med til at opfylde mediestøttelovens formål om at fremme et alsidigt og mangfoldigt udbud af nyheder af samfundsmæssig og kulturel karakter med henblik på styrkelse af det danske demokrati og den demokratiske debat i Danmark.

For så vidt angår det tyske mindretal i Sønderjylland har Danmark historisk ført en aktiv linje med hensyn til at fremme beskyttelsen af nationale mindretal og har internationale forpligtelser på området. Danmark har bl.a. underskrevet Europarådets rammekonvention om beskyttelse af nationale mindretal, der bl.a. skal sikre bevarelse og udvikling af de nationale mindretals kultur og identitet samt garantere bestemte frihedsrettigheder i forhold til bl.a. nyhedsmedier.

I lyset af dette vurderes det hensigtsmæssigt at sikre, at nyhedsmedier, der henvender sig til det danske mindretal i Sydslesvig eller det tyske mindretal i Sønderjylland, fremover kan modtage støtte - uanset omfanget af anden offentlig finansiering. I overensstemmelse med almindelige principper for tilskudsforvaltning er det dog ikke hensigten at give de omhandlede nyhedsmedier mulighed for at opnå mediestøtte til dækning af de omkostninger, der er støtteberettiget i henhold til mediestøtteloven, i det omfang de samme omkostninger måtte være dækket via andre offentlige tilskud, hvilket det forudsættes, at Medienævnet påser som led i nævnets tilskudsadministration.

2.1.3. Den foreslåede ordning

Det foreslås, at kravet om, at der ikke kan ydes støtte til nyhedsmedier, der ejes helt eller delvis af offentlige institutioner eller af offentligt finansierede selskaber eller lignende, ikke skal gælde for nyhedsmedier, der henvender sig til det danske mindretal i Sydslesvig eller det tyske mindretal i Sønderjylland.

Den foreslåede ændring vil i dag kun få betydning for så vidt angår Flensborg Avis og Der Nordschleswiger. Det er ikke udelukket, at nye tilsvarende nyhedsmedier kan blive omfattet af den foreslåede bestemmelses anvendelsesområde.

3. Økonomiske og administrative konsekvenser for det offentlige

Lovforslaget forventes ikke at have økonomiske og administrative konsekvenser for det offentlige.

4. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet m.v.

Lovforslaget forventes ikke at have økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet.

5. Administrative konsekvenser for borgerne

Lovforslaget har ikke administrative konsekvenser for borgerne.

6. Miljømæssige konsekvenser

Lovforslaget har ingen miljømæssige konsekvenser.

7. Forholdet til EU-retten

Den gældende mediestøtteordning er godkendt af EU-Kommissionen den 20. november 2013 i henhold til EU's statsstøtteregler. Kulturministeriet har forelagt lovforslaget for EU-Kommissionen, som har oplyst, at lovforslaget udgør en ændring af den eksisterende mediestøtteordning, som ikke kræver notifikation som ny støtte, da ændringen ikke påvirker mediestøtteordningens forenelighed med det indre marked.

8. Hørte myndigheder og organisationer m.v.

Et udkast til lovforslag har i perioden fra den 9. januar 2017 til 6. februar 2017 været i høring hos følgende myndigheder og organisationer m.v.:

105.dk, Advokatrådet, Agenda, Aktionæren, Aller Media A/S, Altinget.dk, Arbejderen, Arkitekturforum, ARTIST-JOURNALIST, ATLAS Magasin, Avisen Kommunen, Avisen.dk, Berlingske, Berlingske Media, BFE, Bias, Bladpuljens Fordelingsudvalg, Bonnier Publications A/S, Bornholms Tidende Brain Food, BT, BygTek, Børsen, Casablanca, COIN, Computerworld, CSR, Dagbladet Holstebro-Struer-Lemvig, Dagbladet Licitationen, Dagbladet Ringkøbing-Skjern, DAGBLADET/Frederiksborg Amts Avis, Dagens Byggeri, Dagens Medicin, DAILY POST, Dansk Annoncørforening (DAF), Dansk Erhverv, Dansk Industri, Dansk IT, Dansk Journalistforbund, Danske Advokater, Danske Medier, Danske Mediers Forum, Danske Regioner, DanWatch.dk, Den Korte Avis, DENFRI, Der Nordschleswiger, Det nye DOXA, Det nye Zetland, dknyt ApS, Egmont International Holding A/S, Ekstra Bladet, Erhvervsfilosofi.dk, Erhvervsstyrelsen, Fagbladet 3F, Fagbladet FOA, Fagbladet Folkeskolen ApS, Filmmagasinet Ekko, Finans, Flensborg Avis, Forbrugerrådet Tænk, Foreningen af Danske Kulturtidsskrifter, Foreningen af Danske Lokale Ugeaviser, Frederiksborg Amts Avis, Friktion - magasin for køn, krop og kultur, Fyens Stiftstidende, Fyns Amt Avis, Føljeton, Globalnyt, GOLDBERG, HavneFront, Helsingør Dagblad, Herning Folkeblad, Horsens Folkeblad, IDG Danmark, Information, Ingeniøren, Innovationsforum, InsideBusiness, IT-Branchen, JP/Politikens Hus, JydskeVestkysten, Jyllands Posten, Jysk Fynske Medier, KidsNews, Kjerteminde Avis, Kommunen, Kommunernes Landsforening (KL), Koncentrat, Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, Korrespondenterne, Kreativitet & Kommunikation, Kristeligt Dagblad, Landbrugsavisen, Licitationen - Byggeriets Dagblad, Limfjord Plus, Lolland-Falsters Folketidende, Magasinet KBH, Mandag Morgen, Medienævnet, MetroXpress A/S, Midtjyllands Avis, Minartikel.dk, Modkraft.dk, Morsø Folkeblad, Motormagasinet, Multimedieforeningen, mydailyspace, Neo, Netavisen Pio, Netudgaven.dk, newsbreak.dk, Nordjyske Medier, Nordjyske Stiftstidende, Nordvestnyt, Numbers Talk To Me, Ny Netavis, Nyforskning.dk, Nyhedsmagasinet Critico, Nyhedsmagasinet Danske Kommuner, Opinionen, Out & About, Papercut Issues som nyhedsplatform, Politiken, Projekt ABC, Qvark, Randers Amtsavis, Rigsrevisionen, Ryk Verden News, Samsø Posten, Silkeborg Nyt, Sjællandske Medier, Skive Folkeblad, Slots- og Kulturstyrelsen, Socialfremtid.dk, Substans, Søndagsavisen A/S, SønderborgNYT - gratis lokale nyheder, The Copenhagen Post, The Murmur, Third Ear, TV-Kalundborg.dk, Tyskland. Watch, Uddannelsesnyheder.dk, Udfordringen, Vejle Amts Folkeblad, Version2, Viborg Stifts Folkeblad, Vildnis, Watch Medier, Weekendavisen, www.danwatch.dk, Your Danish Life, the expat magazine, Zaman Iskandinavya, Økonomisk Ugebrev og Århus Stiftstidende.

9. Sammenfattende skema

 
Positive konsekvenser/mindreudgifter
Negative konsekvenser/merudgifter
Økonomiske konsekvenser for stat, kommuner og regioner
Ingen
Ingen
Administrative konsekvenser for stat, kommuner og regioner
Ingen
Ingen
Økonomiske konsekvenser for erhvervslivet
Ingen
Ingen
Administrative konsekvenser for erhvervslivet
Ingen
Ingen
Miljømæssige konsekvenser
Ingen
Ingen
Administrative konsekvenser for borgerne
Ingen
Ingen
Miljømæssige konsekvenser
Ingen
Ingen
Forholdet til EU-retten
Den eksisterende mediestøtteordning er statsstøttegodkendt af EU-Kommissionen. Kommissionen har oplyst, at den foreslåede ændring af ordningen ikke kræver notifikation efter statsstøttereglerne, da ændringen ikke påvirker støtteordningens forenelighed med det indre marked.
Overimplementering af EU-retlige minimumsforpligtelser
JA
NEJ
X


Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til § 1

Til nr. 1

Ifølge § 2 i lov om mediestøtte kan tilskud efter loven ikke ydes til nyhedsmedier, der ejes helt eller delvis af offentlige institutioner eller af offentligt finansierede selskaber eller lignende. Ifølge bemærkningerne til bestemmelsen betragtes et selskab som offentligt finansieret, såfremt den offentlige støtte - herunder licensmidler - udgør 50 pct. eller mere af den samlede drift.

Det foreslås, at kravet i lovens § 2 ikke skal gælde for nyhedsmedier, der henvender sig til det danske mindretal i Sydslesvig eller det tyske mindretal i Sønderjylland. Det vil betyde, at sådanne nyhedsmedier ikke udelukkes fra at modtage mediestøtte på grund af deres eventuelle finansiering ved anden offentlig støtte. Det er dog ikke hensigten at give de omhandlede nyhedsmedier mulighed for at opnå mediestøtte til dækning af de omkostninger, der er støtteberettiget i henhold til mediestøtteloven, i det omfang de samme omkostninger måtte være dækket af andre offentlige tilskud.

Om baggrunden for og Kulturministeriets overvejelser i forhold til bestemmelsen henvises til afsnit 2.1. i de almindelige bemærkninger.

Til nr. 2

Det fremgår af § 15 i lov om mediestøtte, at Kulturstyrelsen stiller sekretariatsbetjening til rådighed for Medienævnet.

Det foreslås, at "Kulturstyrelsen" ændres til "Slots- og Kulturstyrelsen" i bestemmelsen, idet der er tale om en redaktionel ændring som følge af oprettelsen af Slots- og Kulturstyrelsen pr. 1. januar 2016.

Til nr. 3

Det fremgår af § 21 i lov om mediestøtte, at kulturministeren fremsætter forslag om revision af loven senest i folketingsåret 2016-17. Det fremgår af bemærkningerne til bestemmelsen, at det er hensigten, at der senest tre år efter ordningens ikrafttræden politisk tages stilling til, om der er behov for at revidere ordningen ud fra erfaringerne med administrationen af lovens tilskudsordninger, herunder også den teknologiske indvirken på medieområdet samt udviklingen i markedet og medieforbruget. Til brug for den politiske stillingtagen gennemføres der ifølge bemærkningerne en evaluering af de i loven omfattede tilskudsordninger med henblik på en vurdering af, hvorvidt loven fungerer efter hensigten, samt om dele af loven eventuelt har medført uhensigtsmæssige virkninger. Bl.a. er der ikke i loven indført et udgiverloft i ordningen. Ved evalueringen af loven vil det blive vurderet, hvorvidt det vil være hensigtsmæssigt at fastsætte et sådant loft.

Der er på denne baggrund i efteråret 2015 gennemført en kortlægning af erfaringerne med administrationen af ordningen samt af udviklingen i mediemarkedet, -teknologien og -forbruget mm. i form af en høring af Medienævnet og mediebranchen. Det fremgår af kortlægningen af mediestøtteordningen, at det overordnede formål med ordningen synes opnået, idet der dog på baggrund af kortlægningen kan overvejes justeringer af regelgrundlaget.

Regeringen har imidlertid besluttet, at mediestøtteordningen - bl.a. som følge af konvergensudviklingen - bliver en del af regeringens samlede oplæg til den næste mediepolitiske aftale, jf. regeringsgrundlaget af 27. november 2016. Det bemærkes, at den gældende mediepolitiske aftale udløber med udgangen af 2018.

På denne baggrund foreslås revisionsbestemmelsen i mediestøtteloven ophævet.

Til § 2

Bestemmelsen fastsætter lovens ikrafttrædelsestidspunkt. Loven træder i kraft den 1. juli 2017. Loven får således virkning for Medienævnets tildeling af mediestøtte efter ikrafttrædelsestidspunktet.

Til § 3

Det fastslås i bestemmelsen, at loven ikke gælder for Færøerne og Grønland.


Bilag 1

Lovforslaget sammenholdt med gældende ret

Gældende formulering
 
Lovforslaget
  
§ 1.
  
I lov nr. 1604 af 26. december 2013 foretages følgende ændringer:
§ 2. Tilskud efter denne lov kan ikke ydes til nyhedsmedier, der ejes helt eller delvis af offentlige institutioner eller af offentligt finansierede selskaber el. lign.
 
1. I § 2, stk. 1, indsættes som 2. pkt.: »Det gælder dog ikke nyhedsmedier, der henvender sig til det danske mindretal i Sydslesvig eller det tyske mindretal i Sønderjylland.«
§ 15. Kulturstyrelsen stiller sekretariatsbetjening til rådighed for nævnet.
 
2. I § 15 ændres »Kulturstyrelsen« til »Slots- og Kulturstyrelsen«.
§ 21. Kulturministeren fremsætter forslag om revision af loven senest i folketingsåret 2016-17.
 
3. § 21 ophæves.
  
§ 2.
  
Loven træder i kraft den 1. juli 2017.
  
§ 3.
  
Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.