Fremsat den 29. marts 2017 af børne- og socialministeren (Mai Mercado)
Forslag
til
Lov om ændring af lov om ægteskabs
indgåelse og opløsning, lov om
ægtefælleskifte m.v. og forskellige andre love
(Ændringer som følge af lov om
ægtefællers økonomiske forhold)
§ 1
I lov om ægteskabs indgåelse og
opløsning, jf. lovbekendtgørelse nr. 1818 af 23.
december 2015, som ændret ved lov nr. 1729 af 27. december
2016 og § 1 i lov nr. 81 af 24. januar 2017, foretages
følgende ændringer:
1. I
§ 12 indsættes som stk. 2:
»Stk. 2.
Børne- og socialministeren fastsætter endvidere regler
om, at parterne ved ansøgning om prøvelse af
ægteskabsbetingelserne skal orienteres om reglerne om
ægtefællers økonomiske forhold.«
2. § 25,
stk. 2, ophæves, og i stedet indsættes:
»Stk. 2.
Ved formuedeling ved omstødelse af ægteskab udtager
hver ægtefælle forlods så meget af
delingsformuen, som svarer til ægtefællens
delingsformue ved indgåelsen af ægteskabet samt senere
forøgelser af delingsformuen ved arv eller gave eller ved
overførsel fra eget særeje. Er delingsformuen mindre
end den formue, som ægtefællerne kan udtage forlods,
sker der forholdsvis afkortning. Formue, der ikke udtages forlods,
deles efter afsnit III i lov om ægtefællers
økonomiske forhold.
Stk. 3. Ved
formuedelingen indgår de aktiver og passiver, som hver
ægtefælle havde ved udgangen af det døgn, hvor
der er anlagt sag om omstødelse. Denne dag betegnes
ophørsdagen.
Stk. 4.
Dør en af ægtefællerne, inden omstødelse
er sket, finder afsnit IV i lov om ægtefællers
økonomiske forhold anvendelse, jf. dog § 27.«
3. I
§ 27, stk. 1 og 2, ændres
»reglerne i § 60 i lov om ægtefælleskifte
m.v.« til: »§ 25, stk. 2,«.
Justitsministeriet
§ 2
I lov nr. 594 af 14. juni 2011 om
ægtefælleskifte m.v. foretages følgende
ændringer:
1. § 2,
stk. 1, nr. 3 og 4, affattes således:
»3)
regulerings- og misbrugskrav, jf. kapitel 11 i lov om
ægtefællers økonomiske forhold,
4)
pensionskompensation, jf. kapitel 13 i lov om
ægtefællers økonomiske forhold,«.
2. § 2,
stk. 1, nr. 6, affattes således:
»6)
kompensationskrav i særlige situationer, jf. kapitel 12 i lov
om ægtefællers økonomiske forhold.«
3. § 2,
stk. 2, nr. 1, affattes således:
»1)
kompensationskrav i særlige situationer, jf. kapitel 12 i lov
om ægtefællers økonomiske forhold,
og«.
4. I
§ 10 og § 66, stk. 1,
udgår », afsagt dekret om bosondring«.
5. Overskriften før § 50
ophæves.
6. §
50 affattes således:
Ȥ 50.
Ægtefællers fællesbo deles efter afsnit III i lov
om ægtefællers økonomiske forhold.«
7. Overskriften før § 51 og §§ 51-53 ophæves.
8. I
§ 54, stk. 2, ændres
»fælleseje« til: »delingsformue«.
9. I
§ 57 ændres »§
53, stk. 2,« til: »§ 26, stk. 1, nr. 7 og 8, i lov
om ægtefællers økonomiske forhold eller §
26 i lov om ægteskabs indgåelse og
opløsning«.
10. Overskriften før § 58
ophæves.
11. § 58,
stk. 1, ophæves.
Stk. 2 bliver herefter stk. 1.
12. Overskriften før § 59 og §§ 59-64 ophæves.
13. Kapitel
9 ophæves.
§ 3
I konkursloven, jf. lovbekendtgørelse
nr. 11 af 6. januar 2014, som ændret ved § 3 i lov nr.
84 af 28. januar 2014, § 3 i lov nr. 737 af 25. juni 2014 og
§ 16 i lov nr. 573 af 4. maj 2015, foretages følgende
ændringer:
1. I
§ 64, stk. 2, 1. pkt.,
indsættes efter »insolvent«: »og utvivlsomt
havde tilstrækkelige midler til at dække sine
forpligtelser«.
2. I
§ 64, stk. 3, ændres
»kår« til: »økonomiske
forhold«.
3. I
§ 64 indsættes som stk. 4 og 5:
»Stk. 4.
Gaver til skyldnerens nærstående, som stod i
åbenbart misforhold til skyldnerens økonomiske
forhold, kan fordres omstødt. Dette gælder dog ikke,
hvis det godtgøres, at skyldneren hverken var eller ved
fuldbyrdelsen blev insolvent og utvivlsomt havde
tilstrækkelige midler til at dække sine forpligtelser.
Et omtvistet eller betinget krav anses for en forpligtelse efter 2.
pkt., forudsat at kravet senere fastslås endeligt over for
skyldneren.
Stk. 5. Stk. 1-4
gælder også, i det omfang skyldneren løbende har
betalt større beløb til eller for sin
ægtefælle eller samlever, end hvad der efter disses
økonomiske forhold og familiens behov var rimelige bidrag
til familiens forsørgelse.«
§ 4
I lov om tinglysning, jf.
lovbekendtgørelse nr. 1075 af 30. september 2014, som
ændret ved § 15 i lov nr. 573 af 4. maj 2015, § 2 i
lov nr. 580 af 4. maj 2015, § 1 i lov nr. 1721 af 27. december
2016 og § 3 i lov nr. 80 af 24. januar 2017, foretages
følgende ændringer:
1. I
§ 17, stk. 4, ændres
»stk. 7« til: »stk. 8«.
2. §
49 ophæves.
3. I
§ 50 c indsættes efter stk.
6 som nyt stykke:
»Stk. 7.
Oplysninger om indholdet af ægtepagter, der er tinglyst i
personbogen, kan alene videregives til brug i konkrete retsforhold.
Fuldstændige oplysninger skal dog efter anmodning videregives
til den, som oplysningerne angår.«
Stk. 7-9 bliver herefter stk. 8-10.
4. I
§ 50 d, stk. 1, ændres
»§§ 20, 42 g, stk. 2, og 49« til:
»§ 20, § 42 g, stk. 2, § 47, stk. 9, og §
49 a«.
5. I
§ 50 e, 1. pkt., ændres
»stk. 8« til: »stk. 9«.
§ 5
I arveloven, jf. lov nr. 515 af 6. juni 2007,
som ændret ved § 3 i lov nr. 168 af 12. marts 2008,
§ 3 i lov nr. 221 af 21. marts 2011, § 7 i lov nr. 652 af
12. juni 2013 og § 23 i lov nr. 628 af 8. juni 2016, foretages
følgende ændringer:
1. I
§ 7, stk. 1, 2. pkt., § 11, stk.
4, og § 12, stk. 2, 2.
pkt., ændres »fællesejeaktiv« til:
»aktiv, der er delingsformue,«.
2. Overskriften før § 12 affattes
således:
»Delingsformue«
3. I
§ 11, stk. 3, 2. pkt., § 12, stk. 1,
§ 17, to steder i § 44, stk.
1, nr. 1, to steder i § 45, §
50, stk. 3, § 87, stk. 2, og § 91, stk. 1, ændres
»fælleseje« til: »delingsformue«, og
i § 50, stk. 3, ændres
»fællesejet« til:
»delingsformuen«.
4. I
§ 22, stk. 1, nr. 1 og 2, ændres
»fællesejemidler« til:
»delingsformue«.
5. I
§ 30, stk. 2, 1. pkt.,
ændres »§ 15, stk. 2, i lov om ægteskabets
retsvirkninger« til: »§ 37 i lov om
ægtefællers økonomiske forhold«.
6. I
§ 30, stk. 2, 2. pkt.,
ændres »§ 16 a i lov om ægteskabets
retsvirkninger« til: »§ 52 i lov om
ægtefællers økonomiske forhold«.
§ 6
I lov om skifte af dødsboer, jf.
lovbekendtgørelse nr. 1335 af 26. november 2015, som
ændret ved lov nr. 447 af 9. juni 2004, foretages
følgende ændringer:
1. I
§ 7, stk. 2, indsættes efter
1. pkt.: »Var afdøde gift ved dødsfaldet,
indhenter skifteretten endvidere oplysninger om ægtepagt fra
Tinglysningsretten.«
2. I
§ 7, stk. 7, indsættes efter
»(CPR)«: », Tinglysningsretten«.
3. I
§ 22, stk. 1, nr. 1, ændres
»§ 23 i lov om ægteskabets retsvirkninger«
til: »kapitel 11 i lov om ægtefællers
økonomiske forhold«.
4. I
§ 74, § 75, stk. 2, 1. pkt.,
og § 76, stk. 1, ændres
»fælleseje« til: »delingsformue«.
5. I
§ 75, stk. 1, ændres
»del af fællesejet« til:
»delingsformue«.
6. I
§ 76, stk. 3, ændres
»fællesejet« til:
»delingsformuen«.
7. I
§ 77 ændres
»§§ 50, 51, 53« til: »Afsnit IV i lov
om ægtefællers økonomiske forhold«, og
efter »og« indsættes:
»§§«.
§ 7
I lov om erstatningsansvar, jf.
lovbekendtgørelse nr. 266 af 21. marts 2014, som
ændret ved § 1 i lov nr. 1493 af 23. december 2014,
§ 16 i lov nr. 395 af 2. maj 2016 og § 4 i lov nr. 1728
af 27. december 2016, foretages følgende
ændringer:
1. I
overskriften før § 18
ændres »Overførelse mv.« til:
»Overdragelse«.
2. I
§ 18, stk. 1, indsættes som
2. pkt.:
»1. pkt. finder ikke anvendelse på krav
om erstatning for tabt arbejdsfortjeneste.«
3. § 18,
stk. 2 og 3, ophæves.
4. I
§ 26, stk. 4, ændres
»stk. 1 og 2« til: »1. pkt.«
§ 8
I lov om forsikringsaftaler, jf.
lovbekendtgørelse nr. 1237 af 9. november 2015, som
ændret ved § 1 i lov nr. 638 af 8. juni 2016, foretages
følgende ændring:
1. I
§ 103, stk. 2, indsættes som
2. pkt.:
Ȥ 23, stk. 1 og 2, i lov om
ægtefællers økonomiske forhold gælder
også for forsikringstagerens bestemmelser om
særeje.«
§ 9
I lov om visse civilretlige forhold m.v. ved
pensionsopsparing i pengeinstitutter, jf. lov nr. 293 af 24. april
1996 som ændret senest ved § 9 i lov nr. 737 af 25. juni
2014, foretages følgende ændring:
1. I
§ 3, stk. 2, indsættes som
2. pkt.:
Ȥ 23, stk. 1 og 2, i lov om
ægtefællers økonomiske forhold gælder
også for kontohaverens bestemmelser om
særeje.«
Transport-, Bygnings- og
Boligministeriet
§ 10
I lov om leje, jf. lovbekendtgørelse nr.
227 af 9. marts 2016, som ændret ved § 2 i lov nr. 643
af 8. juni 2016, foretages følgende ændring:
1. § 72,
3. pkt., affattes således:
»§ 7, stk. 1, og § 8 i lov om
ægtefællers økonomiske forhold finder
tilsvarende anvendelse.«
§ 11
I lov om leje af almene boliger, jf.
lovbekendtgørelse nr. 228 af 9. marts 2016, som ændret
ved § 3 i lov nr. 643 af 8. juni 2016, § 2 i lov nr. 662
af 8. juni 2016, § 4 i lov nr. 665 af 8. juni 2016 og § 2
i lov nr. 1559 af 13. december 2016, foretages følgende
ændring:
1. § 68,
3. pkt., affattes således:
»§ 7, stk. 1, og § 8 i lov om
ægtefællers økonomiske forhold finder
tilsvarende anvendelse.«
Skatteministeriet
§ 12
I tinglysningsafgiftsloven, jf.
lovbekendtgørelse nr. 462 af 14. maj 2007, som ændret
bl.a. ved lov nr. 295 af 11. april 2011 og § 2 i lov nr. 519
af 28. maj 2013 og senest ved § 5 i lov nr. 1721 27. december
2016, foretages følgende ændringer:
1. I
§ 5, stk. 6, ændres
»nr. 8.« til: »nr. 7.«
2. § 8,
stk. 1, nr. 4, ophæves.
Nr. 5-13 bliver herefter nr. 4-12.
3. I
§ 8, stk. 2, ændres
»10-13,« til: »9-12, er«.
§ 13
I boafgiftsloven, jf. lovbekendtgørelse
nr. 47 af 12. januar 2015, som ændret ved § 2 i lov nr.
540 af 29. april 2015 og § 6 i lov nr. 1888 af 29.
december 2015, foretages følgende ændring:
1. I
§ 6, stk. 2, 1. pkt., ændres
»fælleseje« til: »delingsformue«, og
i § 6, stk. 2, 1. og 3. pkt.,
ændres »fællesejet« til:
»delingsformuen«.
§ 14
I dødsboskatteloven, jf.
lovbekendtgørelse nr. 333 af 2. april 2012, som senest
ændret ved § 7 i lov nr. 202 af 27. februar 2015,
foretages følgende ændringer:
1. I
§ 4, stk. 4, 1. pkt., § 4, stk. 5,
2. pkt., § 4, stk. 6, 1. pkt., § 4, stk. 7,
to steder i § 58, stk. 3, 1. pkt.,
og i § 58, stk. 4, ændres
»fælleseje« til: »delingsformue«.
2. I
§ 4, stk. 5, 1. pkt., ændres
»et vederlagskrav efter § 23 i lov om ægteskabets
retsvirkninger.« til: »et regulerings- eller
misbrugskrav, jf. kapitel 11 i lov om ægtefællers
økonomiske forhold.«
3. I
§ 96, stk. 1, 2. pkt.,
ændres »det hidtidige fælleseje« til:
»den hidtidige delingsformue«.
§ 15
I pensionsbeskatningsloven, jf.
lovbekendtgørelse nr. 1088 af 3. september 2015, som
ændret ved § 4 i lov nr. 1883 af 29. december 2015,
§ 5 i lov nr. 1884 af 29. december 2015, § 9 i lov nr.
1888 af 29. december 2015 og § 6 i lov nr. 1554 af 13.
december 2016, foretages følgende ændring:
1. I
§ 30, stk. 2, 1. pkt.,
ændres »§ 16 f, stk. 2, nr. 3, i lov om
ægteskabets retsvirkninger« til: »§ 46, stk.
2, nr. 3, i lov om ægtefællers økonomiske
forhold«, og »eller ved bosondring«
udgår.
Ikrafttræden m.v.
§ 16
Stk. 1. Loven
træder i kraft den 1. januar 2018.
Stk. 2. § 1, nr. 2
og 3, finder ikke anvendelse på formuedelingen, når sag
om omstødelse af ægteskabet er anlagt før
lovens ikrafttræden. I sådanne situationer finder de
hidtil gældende regler anvendelse.
Stk. 3. §§ 2
og 15 finder ikke anvendelse, når statsforvaltningen
før lovens ikrafttræden har modtaget anmodning om
separation eller skilsmisse, eller når en
ægtefælle før lovens ikrafttræden over for
skifteretten har fremsat anmodning om bosondring. I sådanne
situationer finder de hidtil gældende regler anvendelse.
Stk. 4. § 3 finder
ikke anvendelse på gaver, der er fuldbyrdet før lovens
ikrafttræden. For sådanne gaver finder de hidtil
gældende regler anvendelse.
Stk. 5. § 4, nr. 3,
finder ikke anvendelse på anmodninger om oplysninger om
indhold af ægtepagter, der er indgivet før lovens
ikrafttræden. I sådanne situationer finder de hidtil
gældende regler anvendelse.
Stk. 6. §§ 5
og 6 finder ikke anvendelse, når en ægtefælle er
afgået ved døden før lovens ikrafttræden.
I sådanne situationer finder de hidtil gældende regler
anvendelse.
Stk. 7. § 7 finder
ikke anvendelse, når statsforvaltningen før lovens
ikrafttræden har modtaget anmodning om separation eller
skilsmisse, eller når en ægtefælle er
afgået ved døden før lovens ikrafttræden.
I sådanne situationer finder de hidtil gældende regler
anvendelse.
Stk. 8. §§ 10
og 11 finder ikke anvendelse på dispositioner, der er
foretaget før lovens ikrafttræden. For sådanne
dispositioner finder de hidtil gældende regler
anvendelse.
Stk. 9. § 12 finder
ikke anvendelse, når bosondring er meddelt efter de hidtil
gældende regler i kapitel 5 i lov om ægteskabets
retsvirkninger. I sådanne situationer finder de hidtil
gældende regler anvendelse.
§ 17
Stk. 1. Loven
gælder ikke for Færøerne og Grønland, jf.
dog stk. 2 og 3.
Stk. 2. §§ 1,
2, 3, 5 og 6 kan ved kongelig anordning helt eller delvis
sættes i kraft for Færøerne og Grønland
med de ændringer, som de færøske og
grønlandske forhold tilsiger.
Stk. 3. §§ 7-9
kan ved kongelig anordning helt eller delvis sættes i kraft
for Grønland med de ændringer, som de
grønlandske forhold tilsiger.
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
1. | Indledning | 2. | Lovforslagets indhold | | 2.1. | Indledning | | 2.2. | Ægteskabsloven | | | 2.2.1. | Orientering af kommende
ægtefæller om reglerne om ægtefællers
økonomiske forhold | | | | 2.2.1.1. | Gældende ret | | | | 2.2.1.2. | Børne- og Socialministeriets
overvejelser | | | | 2.2.1.3. | Den foreslåede ordning | | | 2.2.2. | Formuedeling ved omstødelse af
ægteskab | | | | 2.2.2.1. | Gældende ret | | | | 2.2.2.2. | Retsvirkningslovsudvalgets
overvejelser | | | | 2.2.2.3. | Børne- og Socialministeriets
overvejelser | | | | 2.2.2.4. | Den foreslåede ordning | | 2.3. | Ægtefælleskifteloven | | | 2.3.1. | Gældende ret | | | | 2.3.1.1. | Deling af formuen | | | | 2.3.1.2. | Udlæg af aktiver | | | 2.3.2. | Retsvirkningslovsudvalgets
overvejelser | | | 2.3.3. | Børne- og Socialministeriets
overvejelser | | | 2.3.4. | Den foreslåede ordning | | 2.4. | Omstødelse af gaver mellem
ægtefæller og nærstående | | | 2.4.1. | Gældende ret | | | | 2.4.1.1. | Retsvirkningsloven | | | | 2.4.1.2. | Konkursloven | | | 2.4.2. | Konkursrådets overvejelser | | | 2.4.3. | Børne- og Socialministeriets
overvejelser | | | 2.4.4. | Den foreslåede ordning | | 2.5. | Gyldighedsbetingelser for og adgang til
oplysninger i ægtepagter | | | 2.5.1. | Gældende ret | | | | 2.5.1.1. | Formelle krav til ægtepagter | | | | 2.5.1.2. | Offentlighedens adgang til oplysninger om
indholdet af ægtepagter | | | | 2.5.1.3. | Abonnementsordning vedrørende
personbogen | | | 2.5.2. | Retsvirkningslovsudvalgets
overvejelser | | | | 2.5.2.1. | Oprettelse og prøvelse af
ægtepagt | | | | 2.5.2.2. | Offentlighedens adgang til
ægtepagter | | | 2.5.3. | Børne- og Socialministeriets
overvejelser | | | | 2.5.3.1. | Oprettelse og prøvelse af
ægtepagt | | | | 2.5.3.2. | Offentlighedens adgang til
ægtepagter | | | 2.5.4. | Den foreslåede ordning | | 2.6. | Dødsboskifteloven | | | 2.6.1. | Gældende ret | | | 2.6.2. | Retsvirkningslovsudvalgets
overvejelser | | | 2.6.3. | Børne- og Socialministeriets
overvejelser | | | 2.6.4. | Den foreslåede ordning | 3. | Økonomiske og administrative
konsekvenser for det offentlige | 4. | Økonomiske og administrative
konsekvenser for erhvervslivet m.v. | 5. | Administrative konsekvenser for
borgerne | 6. | Miljømæssige
konsekvenser | 7. | Forholdet til EU-retten | 8. | Hørte myndigheder og organisationer
m.v. | 9. | Sammenfattende skema | | |
|
1. Indledning
Formålet med lovforslaget er at gennemføre de
ændringer i den øvrige lovgivning, der følger
af lovforslaget til lov om ægtefællers
økonomiske forhold, der er fremsat samtidig med dette
lovforslag. Den foreslåede lov om ægtefællers
økonomiske forhold skal erstatte lov om ægteskabets
retsvirkninger.
Lovforslaget til lov om ægtefællers
økonomiske forhold bygger på betænkning nr.
1552/2015 om ægtefællers økonomiske forhold, som
Retsvirkningslovsudvalget afgav i januar 2015.
I betænkningen foreslår Retsvirkningslovsudvalget,
at alle materielle bestemmelser om ægtefællers
økonomiske forhold, navnlig bestemmelser om deling af
ægtefællers formuer ved separation, skilsmisse, og
død, samt andre bestemmelser, der er centrale for
lovgivningen om ægtefællers økonomiske forhold,
samles i den nye lov. Børne- og Socialministeriet er enig
heri, og det foreslås ved dette lovforslag, at sådanne
bestemmelser ophæves eller ændres. Det drejer sig
navnlig om bestemmelser i lov om ægtefælleskifte
m.v.
I betænkningen foreslås det også, at
offentlighedens adgang til oplysninger om indholdet af tinglyste
ægtepagter afskaffes. Ministeriet er enig heri, og dette
lovforslag indeholder de ændringer af tinglysningsloven, der
er nødvendige for at gennemføre dette.
For at udbrede kendskabet til reglerne om
ægtefællers økonomiske forhold og dermed give
parterne mulighed for at overveje at indgå aftaler
(ægtepagter) herom foreslås det, at parterne ved
ansøgning om prøvelse af ægteskabsbetingelserne
orienteres om reglerne.
Endelig indeholder lovforslaget en ændring af konkursloven
bestemmelser om omstødelse af gaver mellem
ægtefæller med henblik på
imødegåelse af den såkaldte
ægtefællefinte.
2. Lovforslagets indhold
2.1. Indledning
Reglerne om ægtefællers økonomiske forhold
findes først og fremmest i lov om ægteskabets
retsvirkninger (retsvirkningsloven, lovbekendtgørelse nr.
1814 af 23. december 2015) og lov om ægtefælleskifte
m.v. (ægtefælleskifteloven, lov nr. 594 af 14. juni
2011).
En række andre love indeholder dog også regler om
ægtefællers økonomiske forhold eller regler, der
er knyttet til reglerne om ægtefællers
økonomiske forhold:
- Lov om
ægteskabs indgåelse og opløsning
(ægteskabsloven, lovbekendtgørelse nr. 1818 af 23.
december 2015).
- Arveloven (lov
nr. 515 af 6. juni 2007 med senere ændringer).
- Lov om skifte af
dødsboer (dødsboskifteloven, lov nr. 383 af 22. maj
1996 med senere ændringer).
- Lov om visse
civilretlige forhold m.v. ved pensionsopsparing i pengeinstitutter
(pensionsopsparingsloven, lov nr. 293 af 24. april 1996 med senere
ændringer).
- Lov om
erstatningsansvar (erstatningsansvarsloven,
lovbekendtgørelse nr. 266 af 21. marts 2014).
- Lov om
forsikringsaftaler (forsikringsaftaleloven,
lovbekendtgørelse nr. 999 af 5. oktober 2006 med senere
ændringer).
- Lov om
tinglysning (tinglysningsloven, lovbekendtgørelse nr. 158 af
9. marts 2006 med senere ændringer).
- Konkursloven
(lovbekendtgørelse nr. 11 af 6. januar 2014 med senere
ændringer).
I betænkning nr. 1552/2015 om ægtefællers
økonomiske forhold, som Retsvirkningslovsudvalget afgav i
januar 2015, foreslår udvalget, at der udarbejdes en ny lov
om ægtefællers økonomiske forhold til
afløsning af retsvirkningsloven.
Forslagene i betænkningen foreslås udmøntet i
en ny lov om ægtefællers økonomiske forhold.
Denne nye hovedlov indeholder en række bestemmelser, der
overføres fra retsvirkningsloven. Bestemmelserne, der for en
stor dels vedkommende er fra 1925, omskrives med henblik på
at præcisere lovens bestemmelser.
Lovforslaget til den nye hovedlov fremsættes samtidigt med
nærværende lovforslag, der indeholder de
ændringer af anden lovgivning, der følger af den nye
lov om ægtefællers økonomiske forhold.
I betænkningen foreslår Retsvirkningslovsudvalget,
at alle materielle bestemmelser om ægtefællers
økonomiske forhold, navnlig bestemmelser om deling af
ægtefællers formuer ved separation, skilsmisse, og
død, samt andre bestemmelser, der er centrale for
lovgivningen om ægtefællers økonomiske forhold,
samles i den nye hovedlov. Det drejer sig om bestemmelser i
ægtefælleskifteloven og forsikringsaftaleloven.
Børne- og Socialministeriet er enig heri, og det
foreslås ved dette lovforslag, at sådanne bestemmelser
i ægtefælleskifteloven og forsikringsaftaleloven
ophæves.
Ved lovforslaget foreslår Børne- og
Socialministeriet endvidere en række henvisninger i
ægtefælleskifteloven, arveloven og
dødsboskifteloven til bestemmelser i retsvirkningsloven
ændret sådan, at der henvises til de relevante
foreslåede nye bestemmelser i lov om ægtefællers
økonomiske forhold.
Lovforslaget indeholder også forslag om ophævelse af
nogle bestemmelser, som udvalget ikke mener, der er behov for at
opretholde.
I lovgivningen og litteraturen om ægtefællers
økonomiske forhold anvendes en række begreber. Mange
af disse begreber stammer fra tiden omkring vedtagelsen af
retsvirkningsloven. Retsvirkningslovsudvalget finder begrebet
fælleseje uhensigtsmæssigt, idet det ofte fører
til den misforståelse, at ægtefællerne ejer alle
aktiver i fællesskab (sameje), og måske også til
den misforståelse, at ægtefællerne hæfter
for hinandens gæld. I forslaget til lov om
ægtefællers økonomiske forhold anvendes begrebet
delingsformue derfor i stedet for begrebet fælleseje. Dette
medfører behov for at ændre en række
bestemmelser i ovennævnte love. Lovforslaget indeholder
også forslag til disse ændringer.
I betænkningen foreslås det også, at
offentlighedens adgang til oplysninger om indholdet af tinglyste
ægtepagter afskaffes. Børne- og Socialministeriet er
enig heri, og dette lovforslag indeholder de ændringer af
tinglysningsloven, der er nødvendige for at
gennemføre dette.
Endelig indeholder lovforslaget en ændring af konkursloven
bestemmelser om omstødelse af gaver mellem
ægtefæller med henblik på
imødegåelse af den såkaldte
ægtefællefinte.
Det bemærkes, at for at lette sammenligningen mellem de
gældende bestemmelser om formuedeling m.v. med de
foreslåede nye bestemmelser i lovforslaget anvendes overalt i
lovforslaget begrebet delingsformue ved beskrivelsen af indholdet
af de gældende bestemmelser i stedet for begrebet
fælleseje.
2.2. Ægteskabsloven
2.2.1. Orientering af kommende ægtefæller om
reglerne om ægtefællers økonomiske
forhold
2.2.1.1. Gældende ret
Det fremgår af ægteskabslovens § 12, 1. pkt.,
at det skal godtgøres, at ægteskabsbetingelserne er
opfyldt (prøvelse af ægteskabsbetingelserne),
før parterne kan indgå ægteskab. Efter lovens
§ 12, 2. pkt., fastsætter børne- og
socialministeren regler herom.
Denne bemyndigelse er bl.a. anvendt til i § 2 i
bekendtgørelse nr. 1857 af 23. december 2015 at
fastsætte regler om, at en ansøgning om
prøvelse af ægteskabsbetingelserne skal indgives
på en blanket - ægteskabserklæringen. Blanketten
skal som udgangspunkt indgives digitalt, men kan i visse
situationer indgives i papirform. I blanketten skal parterne bl.a.
give oplysninger om deres personlige forhold, herunder om de
tidligere har været gift.
Ægteskabsbetingelserne fremgår af lovens kapitel 1,
hvorefter det bl.a. er en betingelse, at man er fyldt 18 år
(§ 1 a), at man ikke er slægtninge i ret op- og
nedstigende linje eller søskende (§ 6), og at man ikke
er gift i forvejen (§ 9).
Efter lovens § 13, stk. 1, foretages prøvelse af
ægteskabsbetingelserne af kommunalbestyrelsens formand. I
kommuner med magistratsstyre eller en styreform med delt
administrativ ledelse, jf. §§ 64 og 64 a i lov om
kommunernes styrelse, kan kommunalbestyrelsen i kommunens
styrelsesvedtægt bestemme, at prøvelsen skal foretages
af et magistratsmedlem henholdsvis en udvalgsformand. I det
følgende omtales prøvelsesmyndigheden som
kommunen.
I forbindelse med prøvelsen af
ægteskabsbetingelserne modtager de kommende
ægtefæller ikke orientering om retsvirkningerne af
ægteskab, herunder at ægtefæller under
ægteskabet har gensidig forsørgelsespligt
(retsvirkningslovens § 2), og at deres formuer som
udgangspunkt deles lige ved separation, skilsmisse og død
(retsvirkningslovens § 16, stk. 2), medmindre de har
indgået en aftale om særeje (retsvirkningslovens §
28).
2.2.1.2. Børne- og Socialministeriets
overvejelser
Indgåelse af ægteskab medfører en række
retsvirkninger for parterne. Ægtefæller har bl.a. en
forsørgelsespligt overfor hinanden, de har arveret efter
hinanden, de har formuefællesskab, og de kan indgå
aftaler med hinanden om deres formue.
Indgåelse af ægteskab har således stor
betydning for parternes økonomiske forhold under
ægteskabet og ved en eventuel separation eller skilsmisse.
Ved en ægtefælles død har ægteskabet
betydning for arven efter afdøde. Kommende
ægtefæller bør derfor vejledes om reglerne om
ægtefællers økonomiske forhold, herunder om
reglerne om deling af ægtefællernes formue ved
separation, skilsmisse og død. De bør samtidig
orienteres om mulighederne for at aftale fravigelserne af
delingsordningen ved at aftale en ordning, der tager hensyn deres
forhold og ønsker. Sammen med denne orientering bør
ægtefællerne opfordres til at overveje, om de har behov
for at aftale en anden ordning end ligedelingen.
På den måde vil der blive sendt et vigtigt signal
til kommende ægtefæller om, at ægteskabet
også juridisk vil have stor betydning for dem, og at de i
relation til formuefællesskab har mulighed for at aftale en
anden ordning, end den der følger af lovgivningen.
2.2.1.3. Den foreslåede ordning
Det foreslås, at der i ægteskabslovens § 12
indsættes en ny bestemmelse (stk. 2), hvorefter børne-
og socialministeren fastsætter regler om, at kommende
ægtefæller ved ansøgning om prøvelse af
ægteskabsbetingelserne skal orienteres om reglerne om
ægtefællers økonomiske forhold.
Denne bemyndigelse vil bl.a. blive udmøntet ved, at der
fastsættes regler om, at kommende ægtefæller ved
indsendelsen af ægteskabserklæringen til kommunen
modtager vejledning herom.
Parterne vil således inden indgåelse af
ægteskabet få vejledning om reglerne om formuedeling
ved opløsning af ægteskab, herunder vejledning om at
ægtefæller har mulighed for at skræddersy en
formueordning, der passer til deres situation, f.eks. ved aftaler
om særeje m.v.
Der henvises til bemærkningerne til lovforslagets §
1, nr. 1.
2.2.2. Formuedeling ved omstødelse af
ægteskab
2.2.2.1. Gældende ret
Det fremgår af ægteskabslovens § 6, at
ægteskab ikke må indgås mellem slægtninge i
ret op- og nedstigende linje eller mellem søskende. Efter
lovens § 9 må den, som tidligere har indgået
ægteskab eller har været part i et registreret
partnerskab, ikke indgå ægteskab, så længe
det tidligere ægteskab eller registrerede partnerskab
består (bigami).
Et ægteskab, der er indgået i strid med lovens
§§ 6 eller 9, omstødes ved dom, jf. lovens §
23. Sag herom kan anlægges af Ankestyrelsen eller af en af
ægtefællerne.
Det fremgår af ægteskabslovens § 24, stk. 1, at
et ægteskab endvidere omstødes ved dom efter
påstand af den ene ægtefælle, 1) hvis han ved
ægteskabets indgåelse befandt sig i en tilstand, som
udelukker evnen til at handle fornuftsmæssigt, 2) hvis han
blev tvunget til at indgå ægteskab, 3) hvis han ved en
fejltagelse blev viet til en anden end sin forlovede eller uden at
ville indgå ægteskab, eller 4) hvis han blev forledt
til at indgå ægteskab ved, at han af den anden
ægtefælle gennem falske oplysninger eller svigagtig
fortielse af sandheden blev vildledt om, hvem den anden er, eller
om sådanne omstændigheder ved dennes tidligere liv, der
med fuld føje ville have afholdt ham fra at indgå
ægteskabet, og som endnu må tillægges en
sådan betydning for forholdet mellem
ægtefællerne, at ægteskabet ikke med rimelighed
kan fordres opretholdt.
Lovens § 24, stk. 2, indeholder frister på op til 3
år for, hvornår sag om omstødelse senest skal
anlægges.
Efter ægteskabslovens § 25, stk. 1, medfører
omstødelse af et ægteskab samme retsvirkninger som
skilsmisse. I bestemmelsens stk. 2 henvises der til reglerne i
ægtefælleskiftelovens § 60 i relation til
formuedelingen.
Det fremgår af ægtefælleskiftelovens §
60, at ved skifte i anledning af omstødelse af
ægteskab udtager hver ægtefælle forlods så
meget af fællesboet, som svarer til, hvad denne har indbragt
i boet ved ægteskabets indgåelse eller gennem senere
erhvervelse ved arv eller gave eller har overført til
fællesboet fra eget særeje. Strækker den
fælles formue ikke til, sker der forholdsvis afkortning.
Bestemmelsen må forstås sådan, at formue, som
ægtefællerne ikke udtager forlods, deles lige mellem
ægtefællerne, jf. retsvirkningslovens § 16, stk.
2, hvorefter hver ægtefælle eller
ægtefællens arvinger ved ægteskabets ophør
udtager halvdelen af delingsformuen, medmindre undtagelse har
særlig lovhjemmel.
Efter ægtefælleskiftelovens § 51, stk. 3,
ophører formuefællesskabet (ophørsdagen) ved
udgangen af det døgn, hvor der er anlagt sag om
omstødelse. Efter lovens § 51, stk. 4, kan
ægtefællerne under skiftet aftale, at
formuefællesskabet skal anses for ophørt på et
andet tidspunkt end det, der følger af stk. 3. Hvis ganske
særlige praktiske forhold gør sig gældende, kan
skifteretten efter indstilling fra bobehandleren bestemme, at
formuefællesskabet skal anses for ophørt på et
andet tidspunkt end det, der følger af stk. 3, jf. lovens
§ 51, stk. 5.
Det fremgår af ægteskabslovens § 26, at
omstødes et ægteskab, og var den ene
ægtefælle ved ægteskabets indgåelse i god
tro med hensyn til omstødelsesgrunden, medens den anden
kendte eller burde kende denne, kan der ved
omstødelsesdommen tilkendes den førstnævnte
ægtefælle en godtgørelse, der fastsættes
under hensyn til begges økonomiske kår og de
øvrige omstændigheder.
Hvis en ægtefælle dør før
omstødelse er sket, skal ægtefællernes formue
som nævnt ovenfor efter retsvirkningslovens § 16, stk.
2, deles lige mellem den længstlevende ægtefælle
og den førstafdøde ægtefælles
dødsbo, inden den afdøde ægtefælles
formue kan deles mellem afdødes arvinger eller kreditorer.
Ved formuedelingen fastlægges det, hvilken formue der falder
i arv efter den afdøde ægtefælle, og hvilken
formue den længstlevende ægtefælle beholder. Der
foretages ingen deling af ægtefællernes formue, hvis
den længstlevende ægtefælle overtager
delingsformuen til uskiftet bo.
Det fremgår af ægteskabslovens § 27, stk. 1, at
hvis en af parterne i et ægteskab, som kunne omstødes
efter lovens § 23, dør inden omstødelse er
sket, kan den længstlevende ægtefælle eller
enhver af arvingerne kræve ægtefælleskiftelovens
§ 60 bragt til anvendelse, og ægtefællen kan
kræve godtgørelse efter ægteskabslovens §
26.
Samme ret har efter lovens § 27, stk. 2, 1. pkt., den
ægtefælle, der kan rejse sag efter lovens § 24,
når den anden ægtefælle dør, inden
omstødelse er sket, og inden fristerne i lovens § 24,
stk. 2, for anlæggelse af omstødelsessag er
udløbet. Hvis sagen er anlagt, og ægtefællen
derefter dør, kan enhver af arvingerne efter lovens §
27, stk. 2, 2. pkt., kræve reglerne i
ægtefælleskiftelovens § 60 bragt til
anvendelse.
Efter § 27, stk. 3, skal krav efter lovens § 27, stk.
1 og 2, fremsættes inden 6 måneder efter
dødsfaldet.
2.2.2.2. Retsvirkningslovsudvalgets overvejelser
Da omstødelse af ægteskaber sjældent
forekommer, finder Retsvirkningslovsudvalget det
hensigtsmæssigt, at reglerne om retsvirkningerne af
omstødelse samles i ægteskabsloven sammen med de
øvrige regler om omstødelse af ægteskab.
Udvalget har derfor foreslået, at
ægtefælleskiftelovens § 60 om bodeling ved
omstødelse og § 51, stk. 3, om ophørsdagen ved
omstødelse bør overføres til
ægteskabsloven.
Udvalget har samtidig påpeget, at det i den forbindelse
bør overvejes at forenkle reglen om formuedeling ved
omstødelse sådan, at hver ægtefælle
beholder sin formue. Udvalget begrunder dette med, at dette
må antages at svare til, hvad der typisk vil følge af
ægtefælleskiftelovens § 60, idet det vil
være sjældent, at parterne i et ægteskab, der
omstødes, har opbygget en formue under ægteskabet.
2.2.2.3. Børne- og Socialministeriets
overvejelser
Børne- og Socialministeriet er enig i udvalgets forslag
om, at reglerne om formuedeling ved omstødelse af
ægteskab samles i ægteskabsloven.
Ministeriet mener dog ikke, at der er behov for at forenkle
reglerne som foreslået af udvalget, da det kan forekomme, at
et ægteskab først omstødes efter mange
år, f.eks. hvis der er tale om et bigamisk ægteskab,
hvor der ikke er en frist for omstødelse. Dette kan
indebære, at ægtefællerne gennem årene har
opbygget en sådan formue, at det vil forekomme urimeligt,
hvis den formue, der er opbygget under ægteskabet, ikke skal
indgå i en ligedeling mellem dem.
Ministeriet foreslår således, at
ægtefælleskiftelovens § 60 og § 51, stk. 3,
jf. stk. 4 og 5, videreføres i ægteskabsloven uden
indholdsmæssige ændringer.
2.2.2.4. Den foreslåede ordning
Det foreslås, at ægteskabslovens § 25, stk. 2,
der indeholder en henvisning til ægtefælleskifteloven
§ 60, ophæves, og at ægtefælleskiftelovens
§ 60 videreføres som § 25, stk. 2, i
ægteskabsloven. Bestemmelsen nyaffattes dog, så den
passer med sprogbrugen i det samtidigt fremsatte forslag til lov om
ægtefællers økonomiske forhold, navnlig afsnit
III om formuedeling ved separation og skilsmisse.
Efter den foreslåede bestemmelse udtager hver
ægtefælle ved formuedeling ved omstødelse af
ægteskab så meget af delingsformuen, som svarer til
ægtefællens delingsformue ved indgåelsen af
ægteskabet samt senere forøgelser af delingsformuen
ved arv eller gave eller ved overførsel fra eget
særeje.
Samtidig foreslås det som efter den gældende
ordning, at hvis delingsformuen er mindre end den formue, som
ægtefællerne kan udtage forlods, sker der forholdsvis
afkortning.
Efter forslaget fastslås det, at formue, der ikke udtages
forlods, deles efter reglerne i lov om ægtefællers
økonomiske forhold. Der henvises til ligedelingsreglerne i
afsnit III og bemærkningerne hertil i lov om
ægtefællers økonomiske forhold, jf. det
samtidigt fremsatte lovforslag herom.
Det foreslås videre, at de gældende bestemmelser om
ophørsdagen ved formuedeling ved omstødelse af
ægteskaber i ægtefælleskiftelovens § 51,
stk. 3, jf. stk. 4 og 5, med redaktionelle ændringer
overføres til ægteskabsloven som § 25, stk.
3.
Endelig foreslås det, at der i ægteskabslovens
§ 25 indsættes et nyt stk. 4, hvorefter den i det
samtidigt fremsatte lovforslag om ægtefællers
økonomiske forhold foreslåede samlede regulering af
formuedelingen ved en ægtefælles død finder
anvendelse i situationer, hvor en af ægtefællerne
dør, inden omstødelse er sket, dog således, at
den ovenfor i punkt 2.2.2.1. nævnte § 27 i
ægteskabsloven vil kunne finde anvendelse.
Der henvises til bemærkningerne til lovforslagets §
1, nr. 2.
Som det fremgår af lovforslagets § 2, nr. 7 og 12,
foreslås ægtefælleskiftelovens § 51, stk. 3,
og § 60 ophævet. Der henvises til bemærkningerne i
lovforslaget til disse bestemmelser.
2.3. Ægtefælleskifteloven
2.3.1. Gældende ret
2.3.1.1. Deling af formuen
Efter ægtefælleskiftelovens § 1, stk. 1, nr. 1,
behandler skifteretten bl.a. sager om deling af
ægtefællers fællesbo.
Efter § 2, stk. 1, behandler skifteretten endvidere sager
om enkelttvister, der opstår under den pågældende
skifterets behandling af bl.a. ægtefællers
fællesbo efter § 1, stk. 1, nr. 1, eller under privat
skifte af ægtefællers fællesbo, herunder om
følgende:
1) Opgørelsen og fordelingen af boets aktiver og
passiver.
2) Opgørelsen af bodelene og i givet fald af den del
heraf, der indgår i bodelingen.
3) Vederlagskrav efter § 23 i retsvirkningsloven.
4) Pensionskompensationskrav efter §§ 16 d-16 f i
retsvirkningsloven.
5) Afgrænsning af særejer.
6) Særejekompensationskrav efter
ægtefælleskiftelovens § 67.
Efter § 2, stk. 2, behandler skifteretten endvidere
selvstændige sager mellem ægtefæller om krav
på særejekompensation efter lovens § 67 og om
tilsidesættelse, ændring eller fortolkning af
ægtefællers bodelingsaftaler.
Retsvirkningsloven indeholder en række regler om deling af
ægtefællers formuer ved separation og skilsmisse. Efter
loven skal ægtefællers formuer som udgangspunkt deles
lige, medmindre formuen er særeje (§ 15, stk. 1). I
ligedelingen indgår heller ikke rettigheder, der er
uoverdragelige eller i øvrigt af personlig art (§ 15,
stk. 2), samt visse pensionsrettigheder (§§ 16 b og 16
c).
Disse delingsregler suppleres af en række bestemmelser i
ægtefælleskiftelovens kapitel 7, der indeholder regler
for fællesbodelingen, samt kapitel 9, der indeholder regler
om særejekompensation.
Efter ægtefælleskiftelovens § 50 er grundlaget
for opgørelsen af ægtefællers fællesbo de
aktiver og passiver, der hører til ægtefællernes
bodele på ophørsdagen.
Reglerne om ophørsdagen findes i
ægtefælleskiftelovens § 51. Efter bestemmelsens
stk. 1 ophører formuefællesskabet ved separation og
skilsmisse ved udgangen af det døgn, hvor der er indgivet
anmodning om separation eller skilsmisse til statsforvaltningen.
Ved bosondring ophører formuefællesskabet efter stk. 2
ved udgangen af det døgn, hvor der er indgivet
begæring om bosondring til skifteretten. Ved
omstødelse af ægteskab ophører
formuefællesskabet efter stk. 3 ved udgangen af det
døgn, hvor der er anlagt sag om omstødelse.
Ægtefællerne kan under skiftet efter stk. 4 aftale,
at formuefællesskabet skal anses for ophørt på
et andet tidspunkt end det, der følger af stk. 1-3.
Efter § 51, stk. 5, kan skifteretten, hvis ganske
særlige praktiske forhold gør sig gældende,
efter indstilling fra bobehandleren bestemme, at
formuefællesskabet skal anses for ophørt på et
andet tidspunkt end det, der følger af stk. 1-3.
Efter § 52 indgår ægtefællernes aktiver
og passiver i bodelingen med værdien på
udlægstidspunktet eller ved skiftets afslutning, hvis de ikke
er udlagt forinden.
Ved opgørelsen af fællesboet opgøres hver
ægtefælles bodel særskilt, jf. § 53, stk. 1.
Har en ægtefælle tillige særeje, inddrages dette
under skiftet, i det omfang det er nødvendigt til at
fyldestgøre særejekompensationskrav efter § 67 i
ægtefælleskifteloven eller vederlagskrav efter §
23 i retsvirkningsloven. Efter § 53, stk. 2, medregnes
særejekompensationskrav, vederlagskrav og
pensionskompensationskrav (§§ 16 d og 16 e i
retsvirkningsloven) ikke ved opgørelsen af bodelene. Krav
på forfaldne underholdsbidrag medregnes ikke som aktiv i den
berettigede ægtefælles bodel.
Gennem vederlagskrav tages der højde for forskydninger
mellem en ægtefælles delingsformue og særeje
m.v., og der er mulighed for at fremsætte kompensationskrav,
f.eks. hvis en ægtefælle er stillet urimeligt ved
formuedelingen.
Inden opgørelsen efter § 53 har hver
ægtefælle efter § 59 ret til forlods at udtage
genstande, som udelukkende tjener til dennes personlige brug, for
så vidt deres værdi ikke står i misforhold til
ægtefællernes formueforhold (stk. 1). Genstande, der er
erhvervet til børnenes brug, kan udtages forlods af den
ægtefælle, hos hvem børnene har bopæl
(stk. 2).
Udviser opgørelsen af en ægtefælles bodel
efter § 53 overskud, deles dette overskud som udgangspunkt
ligeligt mellem ægtefællerne, jf.
ægtefælleskiftelovens § 58, stk. 1.
Ligedelingen modificeres af bestemmelsen i § 61 om
skævdeling ved kortvarige ægteskaber. Det fremgår
af denne bestemmelse, at når en ægtefælle har
indbragt den væsentligste del af fællesboet på
den måde, der fremgår af § 60, og en ligedeling
vil være åbenbart urimelig, navnlig fordi
ægteskabet har været kortvarigt og uden
økonomisk fællesskab af betydning, kan det ved skifte
i anledning af separation, skilsmisse eller bosondring efter
anmodning bestemmes, at boets deling skal finde sted således,
at § 60 anvendes, i det omfang dette findes begrundet.
Efter ægtefælleskiftelovens § 60 udtager hver
ægtefælle ved skifte i anledning af omstødelse
af ægteskab forlods så meget af fællesboet, som
svarer til, hvad denne har indbragt i boet ved ægteskabets
indgåelse eller gennem senere erhvervelse ved arv eller gave
eller har overført til fællesboet fra eget
særeje. Strækker den fælles formue ikke til, sker
der forholdsvis afkortning.
Kan en ægtefælle ikke inden for den del af boet, som
tilfalder denne, udtage bohave og andet løsøre, der
er nødvendigt til at opretholde hjemmet, og har den
pågældende ikke udsigt til på anden måde at
kunne skaffe det fornødne, kan det efter anmodning
bestemmes, at en større del af boet skal tilfalde denne
ægtefælle, jf. ægtefælleskiftelovens §
62.
2.3.1.2. Udlæg af aktiver
Når det efter ovennævnte bestemmelser er
fastslået, hvor store værdier hver
ægtefælle skal have, skal der tages stilling til,
hvilke aktiver en ægtefælle rent faktisk kan
udtage.
Det følger af ægtefælleskiftelovens §
63, stk. 1, at hver ægtefælle ved bodelingen er
berettiget til at kræve boets ejendele udlagt efter
vurdering.
Kræver ægtefællerne den samme ejendel udlagt,
skal den ægtefælle, til hvis bodel ejendelen
hører, have fortrinsret, jf. § 63, stk. 2.
§ 62, stk. 2, nr. 1-5, indeholder dog en række
undtagelser til dette udgangspunkt:
1) Fast ejendom,
der udelukkende eller hovedsagelig er beregnet til familiens bolig,
kan udlægges til den anden ægtefælle, hvis
boligen skønnes at være af den væsentligste
betydning for denne ægtefælle af hensyn til at
opretholde hjemmet.
2) Fast ejendom,
der har tjent til sommerbolig for familien, kan udlægges til
den anden ægtefælle, hvis sommerboligen skønnes
at være af den væsentligste betydning for denne.
3)
Erhvervsvirksomhed kan udlægges til den anden
ægtefælle, hvis virksomheden udelukkende eller dog i
det væsentlige er blevet drevet af denne.
4) Arbejdsredskaber
og andet erhvervsløsøre kan udlægges til den
anden ægtefælle, i det omfang dette skønnes
rimeligt af hensyn til fortsættelsen af erhvervet.
5) Bohave og andet
løsøre, der har hørt til det fælles
hjem, kan udlægges til den anden ægtefælle, i det
omfang dette skønnes rimeligt af hensyn til at opretholde
hjemmet, eller i øvrigt fordi genstandene særligt har
tjent den pågældende ægtefælles behov.
Hvis der er ejendele, der ikke bliver udlagt til en af
ægtefællerne efter stk. 1 og 2, følger det af
§ 63, stk. 3, at ejendelene afhændes efter bestemmelsen
i ægtefælleskiftelovens § 25. Bobehandleren skal i
så fald efter § 25, stk. 1, sørge for, at
ejendelene afhændes på en måde, som tjener
ægtefællernes interesser bedst muligt. Er en
ægtefælle uenig, anmoder bobehandleren efter stk. 2
skifteretten om at træffe afgørelse. Salg ved auktion
sker efter retsplejelovens regler, jf. § 25, stk. 3.
Efter ægtefælleskiftelovens § 64 kan
udlæg af aktiver efter § 63 ske, selv om værdien
overstiger ægtefællens boslod. Det overskydende
beløb skal i så fald betales kontant til den anden
ægtefælle. Skifteretten kan dog i særlige
tilfælde tillade afdragsvis betaling og i denne forbindelse
fastsætte vilkårene herfor.
Har en ægtefælle haft særeje, kan det, hvis
ægtefællernes formueforhold, ægteskabets varighed
og omstændighederne i øvrigt i særlig grad taler
for det, efter påstand af den anden ægtefælle
bestemmes, at den ene ægtefælle skal yde den anden et
beløb for at sikre, at denne ikke stilles urimeligt ringe i
økonomisk henseende efter en separation eller skilsmisse,
jf. ægtefælleskiftelovens § 67, stk. 1, 1. pkt.
Denne regel anvendes også med hensyn til rettigheder, der er
uoverdragelige eller i øvrigt af personlig art, og som ikke
indgår i bodelingen, jf. § 67, stk. 1, 2. pkt. Krav
efter stk. 1 betegnes særejekompensationskrav.
Efter § 67, stk. 2, kan der tidligst anlægges sag om
krav efter stk. 1, når der er indgivet anmodning til
statsforvaltningen om separation eller skilsmisse. Efter § 67,
stk. 3, kan krav efter stk. 1 ikke gøres gældende,
efter at skifte af ægtefællernes fællesbo eller
sameje om flere særejeaktiver er afsluttet med en
stadfæstet boopgørelse. Dette gælder dog ikke,
hvis boet genoptages i medfør af
ægtefælleskiftelovens § 78.
2.3.2. Retsvirkningslovsudvalgets overvejelser
Retsvirkningslovsudvalget har foreslået, at
ægtefælleskiftelovens materielle bestemmelser om deling
af ægtefællers formue overføres til den nye lov
om ægtefællers økonomiske forhold. Det drejer
sig om følgende bestemmelser:
- Opgørelsen
af fællesboet (§ 53).
- Ligedeling
(§ 58, stk. 1).
- Udtagelse af
genstande til personligt brug (§ 59, stk. 1).
- Deling ved
kortvarigt ægteskab (§ 61).
-
Særejekompensationskrav (§ 67, stk. 1).
Udvalget foreslår endvidere, at de bestemmelser i
ægtefælleskifteloven, der er knyttet til de materielle
delingsregler, ligeledes overføres til lov om
ægtefællers økonomiske forhold. Det drejer sig
om følgende bestemmelser:
-
Ophørsdagen (§ 51, stk. 1 og 4).
- Tidspunktet for
værdiansættelsen (§ 52).
- Udlæg af
ejendele (§§ 63 og 64).
Endvidere foreslås bestemmelserne i
ægtefælleskifteloven om omstødelse af
ægteskab overført til de øvrige regler om
omstødelse af ægteskab i ægteskabslovens kapitel
3. Det drejer sig om følgende bestemmelser:
- Deling ved
omstødelse af ægteskab (§ 60).
-
Ophørsdagen ved omstødelse af ægteskab (§
51, stk. 3).
Udvalget foreslår, at ægtefælleskiftelovens
§ 51, stk. 2, om ophørsdagen ved bosondring ikke
videreføres. Dette er en konsekvens af udvalgets forslag om,
at reglerne i retsvirkningslovens kapitel 5 om bosondring ikke
videreføres. Der henvises til de almindelige
bemærkninger, punkt 3.21., i forslaget til lov om
ægtefællers økonomiske forhold.
Endvidere bør ægtefælleskiftelovens §
59, stk. 2, om genstande, der er erhvervet til børnenes
brug, efter udvalgets opfattelse ikke videreføres. Der
henvises til punkt 3.7. i forslaget til lov om
ægtefællers økonomiske forhold.
Endelig finder udvalget ikke grundlag for at videreføre
ægtefælleskiftelovens § 62 om skævdeling af
fællesboet, for at en ægtefælle kan udtage
nødvendigt bohave m.v., da bestemmelsen næppe anvendes
i praksis.
2.3.3. Børne- og Socialministeriets
overvejelser
Børne- og Socialministeriet er enig i
Retsvirkningslovsudvalgets forslag om, at de i punkt 2.3.2
nævnte bestemmelser i ægtefælleskifteloven
overføres til lov om ægtefællers
økonomiske forhold. Der henvises til bestemmelserne i afsnit
3 med tilhørende bemærkninger i det samtidigt
fremsatte forslag til lov om ægtefællers
økonomiske forhold.
Ministeriet er endvidere enig i, at reglerne om formuedeling ved
omstødelse af ægteskab overføres til
ægteskabsloven. Der henvises til forslagets § 1, nr. 2,
og bemærkningerne dertil.
Endelig er ministeriet enig i, at § 51, stk. 2, om
ophørsdagen ved bosondring, § 59, stk. 2, om genstande,
der er erhvervet til børnenes brug, og § 62 om
skævdeling af fællesboet, for at en
ægtefælle kan udtage nødvendigt bohave m.v.,
ikke videreføres.
Herudover foreslås det, at
ægtefælleskiftelovens § 51, stk. 5, om
skifterettens mulighed for at bestemme en anden ophørsdag
overføres til lov om ægtefællers
økonomiske forhold sammen med de øvrige bestemmelser
om ophørsdagen i § 51, stk. 1 og 4.
Det foreslås videre, at bestemmelserne i
ægtefælleskiftelovens § 67, stk. 2 og 3, om
frister for anlæggelse af sag om
særejekompensationskrav efter § 67, stk. 1,
overføres til lov om ægtefællers
økonomiske forhold sammen med de materielle regler om
sådanne krav i § 67, stk. 1.
2.3.4. Den
foreslåede ordning
Som konsekvens af forslaget i punkt 2.3.3. foreslås de
omhandlede bestemmelser i ægtefælleskifteloven
ophævet.
2.4. Omstødelse af gaver mellem
ægtefæller og nærstående
2.4.1. Gældende ret
2.4.1.1. Retsvirkningsloven
Gaver mellem ægtefæller er efter retsvirkningslovens
§ 30, stk. 1, med visse undtagelser kun gyldige, hvis der er
oprettet en ægtepagt herom.
Kravet om, at en gave skal gives ved ægtepagt, er en
gyldighedsbetingelse både mellem ægtefællerne og
i forhold til deres kreditorer. Manglende ægtepagt har den
konsekvens, at gaven er ugyldig. Gavegiverens kreditorer kan derfor
gøre udlæg direkte i gaven. Der gælder ikke
nogen frist for fremsættelse af indsigelse om ugyldighed og
krav om tilbagelevering.
Efter § 30, stk.1, 2. pkt., gælder
ægtepagtskravet ikke sædvanlige gaver, hvis værdi
ikke står i misforhold til gavegiverens kår, og kravet
gælder heller ikke gaver, som består i livsforsikring,
overlevelsesrente eller lignende forsørgelse, som sikres den
anden ægtefælle. Sædvanlige gaver omfatter
almindelige lejlighedsgaver til jul, fødselsdag m.v., men
der stilles ikke krav om, at der har været en ydre anledning
til at give gaven. Det beror bl.a. på
ægtefællernes økonomiske forhold, samt hvad der
tidligere er givet som gaver, om en gave er sædvanlig, og om
værdien står i misforhold til gavegiverens kår.
Er gavegiveren insolvent, skærpes kravene til, at gaven er
sædvanlig.
Efter retsvirkningslovens § 31 kan en
ægtefælle, hvis indtægter i løbet af et
kalenderår har givet overskud, inden udløbet af det
følgende år uden oprettelse af ægtepagt
vederlagsfrit overdrage den anden ægtefælle indtil
halvdelen af overskuddet. Overdragelsen har dog kun gyldighed mod
overdragerens (gavegiverens) kreditorer for så vidt
gavegiveren i et af gavegiveren underskrevet dokument har angivet
overskuddets størrelse, og gavegiveren har beholdt
utvivlsomt tilstrækkelige midler til at dække sine
forpligtelser.
Som det fremgår ovenfor, er gaver mellem
ægtefæller med enkelte undtagelser kun gyldige, hvis de
er givet ved ægtepagt efter retsvirkningslovens § 30,
stk. 1. Selvom en gave er givet ved ægtepagt, og gaven dermed
er gyldig, kan gavegiverens kreditorer i visse tilfælde
gøre et krav gældende over for gavemodtageren om
tilbagebetaling af gaven, hvilket også kaldes
omstødelse af gaven.
Sådanne krav er reguleret af retsvirkningslovens §
33, stk. 1: "Har den ene ægtefælle givet den anden
ægtefælle en gave, kan den, som da havde fordring
på overdrageren, hvis fuld dækning hos denne må
anses uopnåelig, holde sig til den anden
ægtefælle for værdien af det overførte,
medmindre det bevises, at overdrageren beholdt utvivlsomt
tilstrækkelige midler til at dække sine forpligtelser.
Er der ydet delvis vederlag, fradrages dette i værdien. Den
anden ægtefælle er dog fri for ansvar, når han
beviser, at de overførte genstande er gået tabt uden
hans skyld."
For at en kreditor kan rette et krav mod gavemodtageren, skal
følgende betingelser være opfyldt:
1) Kreditors krav
mod gavegiveren skal være opstået, inden
gaveægtepagten blev tinglyst.
2) Fuld
dækning for kravet skal forgæves have været
forsøgt hos gavegiveren. Bevisbyrden herfor påhviler
kreditor. Modtagerens hæftelse over for kreditorerne er
således subsidiær i forhold til gavegiverens
hæftelse.
3) Gavegiveren kan
ikke bevise, at gavegiveren uanset gaven beholdt utvivlsomt
tilstrækkelige midler til at dække sine
forpligtigelser.
Hvis de tre betingelser er opfyldt, hæfter gavemodtageren
for gavens værdi. Der er ikke tale om, at gaven kan
kræves tilbage, men alene at der kan rettes et
økonomisk krav mod modtageren svarende til værdien af
det overførte. Det er uafklaret, om det er værdien af
gaven på det tidspunkt, hvor den blev givet, eller
værdien på det tidspunkt, hvor retssag om
tilbagebetaling af gavens værdi anlægges.
Modtageren er efter stk. 1, 3. pkt., ansvarsfri, hvis det
bevises, at gaven er gået tabt uden modtagerens skyld, f.eks.
hvis en bil, der ikke er kaskoforsikret, er blevet stjålet.
Bestod gaven af penge, og er pengene forbrugt, skal modtageren
erstatte det modtagne beløb.
Efter § 33, stk. 2, finder tilbagebetalingsbestemmelsen i
stk. 1 ikke anvendelse med hensyn til gaver, der er omfattet af
§ 30, stk. 1, 2. pkt., dvs. sædvanlige gaver, hvis
værdi ikke står i misforhold til gavegiverens
kår, samt gaver, som består i livsforsikring,
overlevelsesrente eller lignende forsørgelse, som sikres den
anden ægtefælle.
2.4.1.2. Konkursloven
Det følger af konkurslovens § 64, at gaver, som er
fuldbyrdet senere end 6 måneder før fristdagen, kan
fordres omstødt. Gaver, som er fuldbyrdet tidligere, men
senere end 1 år før fristdagen, kan fordres
omstødt, medmindre det godtgøres, at skyldneren
hverken var eller ved fuldbyrdelsen blev insolvent. For gaver til
skyldnerens nærstående, jf. § 2, gælder
samme regel, hvis gaven er fuldbyrdet senere end 2 år
før fristdagen, jf. stk. 2. Det følger dog af stk. 3,
at undtaget fra omstødelse er lejlighedsgaver og lignende
gaver og understøttelser, som ikke stod i misforhold til
skyldnerens kår.
Fristen for omstødelse regnes fra fuldbyrdelsen af gaven.
Dette gælder ligeledes, hvis et bindende gaveløfte er
afgivet tidligere. Udgør en gave en
løsøregenstand, anses fuldbyrdelsen for sket på
tidspunktet for overgivelsen til gavemodtageren. Er der tale om
gaver, hvor tinglysning eller anden sikringsakt er nødvendig
for at opnå beskyttelse mod overdragerens fordringshavere,
regnes fristen for omstødelse fra tidspunktet for
sikringsaktens foretagelse, jf. konkurslovens § 73.
Hvis forholdet ikke kan antages at udgøre en gave, vil
omstødelse allerede af denne grund være udelukket.
Det er som udgangspunkt konkursboet, der bærer bevisbyrden
for, at en disposition udgør en gave. Omstændighederne
omkring dispositionen kan dog bevirke, at bevisbyrden vendes.
Efter konkurslovens § 64, stk. 2, kan modtageren
afværge omstødelse ved at godtgøre, at
skyldneren var og forblev solvent, da gaven blev givet.
Solvens efter konkurslovens § 64 skal forstås i
overensstemmelse med definitionen i konkurslovens § 17, stk.
2, hvorefter en skyldner er insolvent, hvis den
pågældende ikke kan opfylde sine forpligtelser,
efterhånden som de forfalder, medmindre betalingsudygtigheden
må antages blot at være forbigående.
I relation til omstødelse må der ved vurderingen
af, om insolvens forelå på tidspunktet for
dispositionen, lægges vægt på, om skyldnerens
økonomiske vanskeligheder på dette tidspunkt var
så alvorlige, at konkurs efter et fornuftigt skøn
måtte antages at blive resultatet.
Efter konkurslovens § 64, stk. 3, er lejlighedsgaver og
lignende gaver og understøttelser, som ikke stod i
misforhold til skyldnerens kår, på det tidspunkt, hvor
gaven blev givet, eller understøttelsen ydet, undtaget fra
omstødelse.
2.4.2. Konkursrådets overvejelser
Konkursrådet har i sin udtalelse af 25. oktober 2016 om
ændring af konkurslovens § 64 overvejet, hvordan
anvendelsesområdet for bestemmelsen kan udvides med henblik
på at samle omstødelsesreglerne i konkursloven,
således at konkurslovens § 64 også dækker
indholdet i forslaget til retsvirkningslovens § 31 i
Retsvirkningslovsudvalgets betænkning og dæmmer op for
den såkaldte ægtefællefinte, jf. nærmere
herom i de almindelige bemærkninger, pkt. 3.6.2, i det
samtidigt fremsatte forslag til lov om ægtefællers
økonomiske forhold.
Ægtefællefinten består typisk i, at
gavegiveren - på et tidspunkt, hvor denne frygter at blive
mødt med krav, som den pågældende ikke vil kunne
betale - overfører aktiver til sin ægtefælle.
Hvis der forløber mere end 2 år efter dispositionens
fuldbyrdelse, inden gavegiveren begæres konkurs, kan gaven
ikke omstødes efter konkurslovens § 64. Er
dispositionen fuldbyrdet mere end 6 måneder, men mindre end 2
år før, der indleveres konkursbegæring mod
gavegiveren, kan den begunstigede ægtefælle efter
§ 64, stk. 2, afværge omstødelse ved at
føre bevis for gavegiverens solvens. Konkursrådet har
i denne forbindelse overvejet, om det fortsat skal være
tilstrækkeligt, at en begunstiget kan afværge
omstødelse efter konkurslovens § 64 ved at føre
bevis for skyldnerens solvens på tidspunktet for gavens
fuldbyrdelse ud fra den traditionelle illikviditetsvurdering, jf.
§ 17, stk. 2.
Rådet finder, at der må lægges vægt
på skyldnerens bestående aktiver, hvilket vil sige, at
der også lægges vægt på en vurdering af
sufficiens og ikke blot den traditionelle illikviditetsvurdering.
Det bør således ikke være muligt at
afværge omstødelse, blot fordi skyldneren fortsat
opretholdt indtægter, der var høje nok til at
dække dennes løbende forpligtelser.
Konkursrådet foreslår på den baggrund at
ændre formuleringen i konkurslovens § 64, stk. 2,
vedrørende solvensbeviset, således at afværgelse
af omstødelse tillige forudsætter, at det
godtgøres, at skyldneren beholdt utvivlsomt
tilstrækkelige midler til at dække sine
forpligtelser.
Beviset for utvivlsomt tilstrækkelige midler må
efter Konkursrådets opfattelse vurderes i overensstemmelse
med den gældende regel i retsvirkningslovens § 33, som
indeholder en solvensvurdering både ud fra insufficiens og
illikviditet.
Konkursrådet foreslår, at denne dobbelte
insolvensvurdering videreføres i den foreslåede regel.
Konkursrådet foreslår desuden, at kravene til
bevisbyrden videreføres, således at det er modtageren,
der bærer bevisbyrden, og således at det ikke er
tilstrækkeligt blot at sandsynliggøre, at overdrageren
forblev solvent.
Det er Konkursrådets opfattelse, at denne ændring af
solvensbeviset i konkurslovens § 64 skal gælde generelt,
det vil sige også i relation til andre gavemodtagere end
ægtefæller, da sufficiens generelt bør
være en betingelse for at undgå omstødelse af en
gave fuldbyrdet mere end 6 måneder før fristdagen.
Konkursrådet har endvidere overvejet, om konkurslovens
§ 64 i tilstrækkeligt omfang er dækkende i
forhold til at dæmme op for dispositioner særligt
mellem ægtefæller, hvor aktiver overføres fra
den ene ægtefælle til den anden med henblik på at
bringe aktiverne i sikkerhed for fordringshavere - den
såkaldte ægtefællefinte, jf. ovenfor.
Selv om kravet til solvensbevis foreslås skærpet,
vil konkurslovens § 64, stk. 2, ikke give et
tilstrækkeligt værn mod ægtefællefinten.
Det kan således forekomme, at skyldnerens fordringshavere
ikke har mulighed for at få erklæret skyldneren konkurs
inden 2 år efter gavens fuldbyrdelse, fordi de
væsentligste krav mod skyldneren er omtvistede. Det er efter
gældende ret tvivlsomt, om et omtvistet krav indgår i
solvensvurderingen.
På den baggrund finder Konkursrådet, at
konkurslovens § 64, stk. 2, ikke i tilstrækkeligt
omfang dæmmer op for en skyldners mulighed for at bringe
aktiver i kreditorly hos sin ægtefælle i situationer,
hvor skyldneren frygter et erstatningskrav, men hvor kravet ikke er
rejst endnu, eller hvor kravet endnu ikke er fastslået ved
dom.
Konkursrådet er opmærksom på, at der
også er et hensyn at tage til den begunstigede
ægtefælle. Det kan således virke vidtgående
at omstøde en gave, som er fuldbyrdet mere end 2 år
før fristdagen, navnlig hvis ægtefællen var i
god tro om skyldnerens insolvens, da gaven blev modtaget. Dette
hensyn gør, at en udvidelse af konkurslovens § 64 alene
bør angå gaver, som stod i åbenbart misforhold
til skyldnerens økonomiske forhold. Udvidelsen af
konkurslovens § 64 bør med andre ord være
møntet på at modvirke skyldnerens overførsler
af særligt værdifulde aktiver, herunder fast ejendom,
værdipapirer, motorkøretøjer og lignende til
sin ægtefælle.
Konkursrådet foreslår på den baggrund, at der
indføres et nyt stk. 4 i konkurslovens § 64, hvorefter
en gave, der står i åbenbart misforhold til skyldnerens
økonomiske forhold, og som er ydet til skyldnerens
nærstående, skal kunne omstødes gennem en
tidsmæssigt udvidet adgang i forhold til den gældende
adgang til omstødelse i konkurslovens § 64, stk. 1 og
2.
Der skal efter Konkursrådets opfattelse ikke skelnes
mellem ægtefæller og andre nærstående, idet
dette vil kunne medføre en uhensigtsmæssig forskel
på overdragelser mellem gifte og ugifte samlevende. De
gavedispositioner, den foreslåede regel skal vedrøre,
er ofte overførsler mellem personer med fælles
økonomiske interesser, der lever i et
ægteskabslignende forhold. Det bør imidlertid efter
Konkursrådets opfattelse være uden betydning, om der er
tale om gifte eller ugifte samlevende, eller om der er tale om
overførsler til børn eller andre
nærstående.
Konkursrådet foreslår derfor, at reglen skal finde
anvendelse på overførsler til nærstående
som defineret i konkurslovens § 2.
Reglen skal efter Konkursrådets opfattelse finde
anvendelse på gaver af usædvanlig værdi.
Afgørelsen af, om der skal ske omstødelse af en gave
i medfør af den foreslåede regel beror på en
samlet bedømmelse af, om gaven stod i misforhold til
skyldnerens formue, og der må herved som udgangspunkt henses
til gavens værdi og formuens størrelse på det
tidspunkt, hvor gaven blev givet. Konkursrådet finder
desuden, at der ikke kun skal tages hensyn til gavens relative
værdi i forhold til skyldnerens økonomiske forhold,
men også til dens i sig selv meget store værdi. Det
betyder navnlig, at fast ejendom, værdipapirer og
motorkøretøjer ofte vil være omfattet af den
foreslåede bestemmelses anvendelsesområde, hvad enten
der er tale om lejlighedsgaver eller andre gaver.
Konkursrådet foreslår, at der ikke knyttes en
tidsfrist til bestemmelsen.
Den begunstigede bør imidlertid efter Konkursrådets
opfattelse have visse muligheder for at afværge et eventuelt
omstødelseskrav.
Konkursrådet foreslår, at der i overensstemmelse med
reglerne i konkurslovens § 64, stk. 2, alene bør
være adgang til at afværge omstødelse ved at
føre bevis for skyldnerens solvens på tidspunktet for
dispositionens foretagelse. Kravet til solvensbevis efter
konkurslovens § 64, stk. 2, foreslås som nævnt
ovenfor skærpet, således at der tillige skal
føres bevis for, at skyldneren beholdt utvivlsomt
tilstrækkelige midler til at dække sine
forpligtelser.
Omstødelse bør således efter
Konkursrådets opfattelse kun kunne afværges, hvis
skyldneren hverken var eller ved fuldbyrdelsen af gaven blev
insolvent og utvivlsomt havde tilstrækkelige midler til at
dække sine forpligtelser.
Utvivlsomt tilstrækkelige midler må efter
Konkursrådets opfattelse forstås på samme
måde som Konkursrådets forslag til § 64, stk. 2,
jf. ovenfor.
Da den foreslåede regel navnlig vil være relevant i
tilfælde, hvor der er rejst omtvistede krav mod skyldneren,
da gaven blev givet, foreslås reglen udformet således,
at det eksplicit angives, at omtvistede og betingede krav anses for
forpligtelser, uanset at disse ikke er endeligt fastslået.
Det er naturligvis en forudsætning, at kravet senere
fastslås over for skyldneren eksempelvis ved dom eller ved
skyldnerens erkendelse.
Betingelsen om, at kravet senere fastslås over for
skyldneren, indebærer, at kravet skal fastslås ved en
afgørelse over for skyldneren personligt eller ved
skyldnerens personlige erkendelse. Det er således ikke
tilstrækkeligt, at kravet anerkendes af skyldnerens
konkursbo, idet konkursboet i sagens natur kunne se en fordel heri,
hvis dette kunne muliggøre omstødelse over for den
begunstigede.
Det vil således efter Konkursrådets forslag
være nødvendigt først at føre en sag mod
overdrageren med henblik på at fastslå kravet. Denne
fremgangsmåde vil efter Konkursrådets opfattelse
være den hyppigst mest forekommende situation. Der
tænkes her navnlig på de situationer, hvor overdrageren
er blevet mødt med et større erstatningskrav,
eksempelvis i anledning af ansvarspådragende ledelse af en
virksomhed.
Såfremt overdrageren - mens sagen verserer - måtte
blive erklæret konkurs på baggrund af et andet krav,
opstår spørgsmålet, om konkursboet ved sin
passivitet efter konkurslovens § 141, stk. 1, vil medvirke
til, at betingelserne opfyldes gennem en udeblivelsesdom.
Konkursrådet finder, at konkursboets interesse i
omstødelseskravet må føre til, at det ikke er
tilstrækkeligt at få dom over konkursboet. Rådet
lægger herved vægt på, at konkursboet kan have en
interesse i, at kravet fastslås, idet dette vil føre
til, at der efter den foreslåede regel vil kunne rejses et
omstødelseskrav over for skyldnerens nærstående,
som har modtaget en gave på et tidspunkt, hvor der var rejst
et omtvistet krav mod skyldneren.
Konkursrådet foreslår på den baggrund, at det
bør være en betingelse, at kravet fastslås over
for skyldneren personligt, eventuelt sammen med boet. Det betyder,
at sagen om det omstridte krav skal videreføres mod
skyldneren (overdrageren), eventuelt sammen med boet, jf.
konkurslovens § 141.
Ofte vil skyldneren ikke have midler til at videreføre
sagen om det omstridte krav, hvorfor der vil blive afsagt
udeblivelsesdom vedrørende kravet, medmindre den
begunstigede for egen regning sørger for at varetage
skyldnerens interesser under sagen. Konkursrådet har
overvejet, om det er rimeligt, at den begunstigede herved
påføres risikoen for skyldnerens manglende
økonomiske evne til at varetage sine interesser under den
verserende sag. Rådet finder i den forbindelse, at den
særlige konstruktion og det nære
interessefællesskab mellem skyldneren og den begunstigede,
som ofte vil være ægtefæller, bevirker, at dette
er rimeligt.
Er skyldneren en juridisk person, er det ikke muligt at få
dom over skyldneren personligt. I disse tilfælde må det
efter Konkursrådets opfattelse være
tilstrækkeligt, at det omstridte krav erkendes af
konkursboet, der efter konkursen har overtaget ledelsen af
selskabet.
Ved at lade skyldnerens forpligtelser omfatte omtvistede krav
undgås det, at en skyldner trækker en verserende sag i
langdrag, imens den pågældende overfører sine
aktiver til sine nærstående.
Konkursrådet foreslår endvidere, at bestemmelsen i
§ 64, stk. 3, moderniseres sprogligt, således at
lejlighedsgaver og understøttelser vurderes ud fra
skyldnerens økonomiske forhold frem for dennes
"kår".
For at undgå tvivl om, hvorvidt løbende,
større betalinger fra skyldneren til dennes
ægtefælle kan anses for gaver, hvis betalingerne er
større end, hvad der henset til ægtefællernes
økonomiske forhold og familiens behov er rimelige bidrag til
familiens forsørgelse, foreslår Konkursrådet, at
der indsættes et nyt stk. 5 i konkurslovens § 64,
hvorefter sådanne løbende, større betalinger
kan omstødes i samme omfang som gaver. Betalinger, der er
udtryk for understøttelse, der ikke står i misforhold
til skyldnerens økonomiske forhold, kan ikke
omstødes, jf. konkurslovens § 64, stk. 3.
Det bør i forhold til sådanne betalinger - ligesom
ved gaver i øvrigt - være muligt at omstøde
betalinger, der er foretaget mere end 2 år før
fristdagen, hvis der er tale om beløb, der står i
åbenbart misforhold til skyldnerens økonomiske
forhold.
Konkursrådet foreslår, at reglen om
omstødelse af løbende, større betalinger
tillige skal finde anvendelse på ugifte samlevende og andre
nærstående, jf. konkurslovens § 2.
Det vil som følge af de foreslåede ændringer
i konkurslovens § 64 være nødvendigt at
indføre overgangsbestemmelser, således at den nye
affattelse af konkurslovens § 64 alene gælder for gaver,
der er fuldbyrdet efter lovens ikrafttræden, mens de
gældende regler om omstødelse i konkursloven og
retsvirkningsloven gælder for gaver, der er fuldbyrdet
før lovens ikrafttræden.
2.4.3. Børne- og Socialministeriets
overvejelser
Retsvirkningslovsudvalget har foreslået, at kravet om
ægtepagt som gyldighedsbetingelse for gaver mellem
ægtefæller ikke opretholdes, og at muligheden for, at
en ægtefælle giver sin ægtefælle en gave i
form af en del af gavegiverens overskud, ikke
videreføres.
Som det fremgår af forslaget til lov om
ægtefællers økonomiske forhold (de almindelige
bemærkninger, punkt 3.6.), er Børne- og
Socialministeriet enig heri.
Som det videre fremgår af forslaget til lov om
ægtefællers økonomiske forhold, har
Retsvirkningslovsudvalgets forslag til ny bestemmelse om
tilbagebetalingskrav ved gaver mellem ægtefæller
(udvalgets forslag til § 31) været forelagt for
Konkursrådet.
Konkursrådet har, som det fremgår ovenfor, anbefalet
at udvide anvendelsesområdet for konkurslovens § 64 og
dermed samle omstødelsesreglerne i konkursloven
således, at konkurslovens § 64 fremover også
kommer til at dække indholdet i udvalgets forslag til §
31.
Børne- og Socialministeriet er enig med
Konkursrådet i, at reglerne om omstødelse af gaver
bør samles i konkursloven, og at der ved siden af disse
regler ikke er behov for omstødelsesregler i den
familieretlige lovgivning.
Ministeriet er endvidere enig med Konkursrådet i, at
anvendelsesområdet for konkurslovens § 64 i stedet
bør udvides.
2.4.4. Den
foreslåede ordning
Lovforslaget er udarbejdet i overensstemmelse med
Konkursrådets forslag og anbefalinger, jf. punkt 2.4.2, samt
lovforslagets § 3 og bemærkningerne hertil.
2.5. Gyldighedsbetingelser for og adgang til oplysninger
i ægtepagter
2.5.1. Gældende ret
2.5.1.1. Formelle krav til ægtepagter
Ifølge retsvirkningslovens §§ 35 og 37 skal en
ægtepagt oprettes skriftligt og underskrives af parterne, og
den skal tinglyses for at blive gyldig såvel mellem parterne
som i forhold til tredjemand.
Tinglysning sker i personbogen, jf. tinglysningslovens §
43, stk. 1. Personbogen føres af Tinglysningsretten.
Efter retsvirkningslovens § 49 har enhver af
ægtefællerne ret til at begære ægtepagten
tinglyst i personbogen, også selvom den anden protesterer.
Der gælder ingen tidsfrist efter underskrivelsen af en
ægtepagt for at anmelde den til tinglysning. En anmeldelse
til tinglysning efter separation, skilsmisse eller den ene
ægtefælles død har dog ingen retsvirkninger,
heller ikke selvom ægtepagten skulle blive tinglyst. Dette
gælder også i tilfælde, hvor en ægtepagt er
anmeldt før dødsfaldet, men afvist ved en fejl, og
efter dødsfaldet anmeldt på ny.
Personbogen blev digitaliseret den 21. marts 2011, og efter
tinglysningslovens § 7, stk. 3, kan tinglysning herefter som
udgangspunkt alene ske på grundlag af dokumenter og
påtegninger forsynet med digital signatur. Hvis den
berettigede på grund af manglende person- eller CVR-nummer
ikke kan få digital signatur, kan papirdokumenter danne
grundlag for tinglysning efter reglerne i kapitel 5, jf. § 4,
stk. 3, i bekendtgørelse nr. 763 af 20. juli 2009 om adgang
til tinglysningssystemet og tinglysningsmåden
(adgangsbekendtgørelsen). Endvidere giver den generelle
fuldmagtsordning, jf. tinglysningslovens kapitel 7 a, mulighed for
at give en anden person fuldmagt til at udstede og anmelde
dokumenter, herunder ægtepagter, til tinglysning. Der er
fastsat nærmere regler om fuldmagtsordningen i kapitel 3 i
adgangsbekendtgørelsen.
Ved anmeldelse af en ægtepagt til tinglysning påser
Tinglysningsretten, at de formelle betingelser for digital
tinglysning er opfyldt. Derudover foretager Tinglysningsretten en
prøvelse af ægtepagten, jf. tinglysningslovens §
44, stk. 1, 2. pkt., jf. § 15, stk. 2, dvs. at
Tinglysningsretten påser, at de aktiver, som ægtepagten
vedrører, klart kan identificeres, og at aftalen i
ægtepagten er i overensstemmelse med de muligheder, som
ægtefæller efter retsvirkningsloven har for at
indgå aftale om formueordningen i deres ægteskab.
Identificeringen af de aktiver, som ægtepagten
vedrører, kan ske ved henvisning til
erhvervelsestidspunktet, f.eks. ved at det aftales, at alt, hvad en
ægtefælle ejede ved ægteskabets indgåelse,
skal være fuldstændigt særeje, eller at alt, hvad
der fremtidigt erhverves, skal være skilsmissesæreje.
Aktiver kan også identificeres ved henvisning til
erhvervelsesmåden, f.eks. at alt hvad en
ægtefælle har erhvervet eller i fremtiden vil erhverve
ved f.eks. arv eller gave.
Endvidere kan aktivernes identificeres ved angivelse af en
bestemt virksomhed eller ved artsbetegnelser, f.eks. "mit indbo",
"mine biler", "mine faste ejendomme", "mine værdipapirer og
bankindeståender", men dog ikke således, at det er
overladt til ejerægtefællen vilkårligt at
forøge særejets omfang, f.eks. "mit til enhver tid
værende indbo", "mit indestående til enhver tid
på konti i Nordea", "familiens ejerbolig til enhver tid".
Endelig kan aktiverne identificeres ved en opregning af konkrete
genstande, der skal være særeje. Ved særeje om
enkelte genstande kan der på grundlag af retspraksis
opstilles følgende retningslinjer for identifikationen:
1) Fast ejendom
skal angives med matrikelnummer og ikke kun med beliggenhed.
2)
Motorkøretøjer skal angives med stel- og
registreringsnummer.
3) Konti og depoter
skal angives med pengeinstituttets navn, kontonummer eller
depotnummer og saldo på et bestemt tidspunkt, men saldoens
størrelse skal ikke nødvendigvis angives.
4) Personligt
drevne erhvervsvirksomheder skal angives med CVR-nummer, og
virksomhedens aktiver kan specificeres ved henvisning til
virksomhedens åbningsstatus eller til det seneste
årsregnskab.
5) Andele i
interessentskaber og kommanditselskaber skal angives med den
nøjagtige procentandel, og aktiverne skal specificeres
på samme måde som i personligt drevne virksomheder.
6) Anparter og
aktier skal angives med det aktuelle nominelle pålydende
eller med stk. og antal samt selskabets CVR-nummer eller
fondskode.
Ved andre aktiver foretages der en konkret vurdering af behovet
for identifikation.
Aktiverne skal altid være angivet på en sådan
måde, at der ikke er en særlig risiko for, at en
ægtefælle vilkårligt forøger
særejets omfang ved ensidigt at inddrage yderligere aktiver
under det.
I en ægtepagt, der omfatter alle en ægtefælles
aktiver, skal de enkelte aktiver ikke nævnes.
Er aktiver ikke identificeret tilstrækkeligt, afvises
ægtepagten helt eller delvist fra tinglysning.
Ægtepagter, som er i strid med retsvirkningsloven, eller har
et utilbørligt indhold, afvises ligeledes. Det gælder
f.eks. ægtepagter, der indeholder bestemmelse om, at
gæld skal være særeje, jf. Højesterets
kendelse af 21. januar 2011, som er gengivet i Ugeskrift for
Retsvæsen 2011, side 1112.
Afvises en ægtepagt, kan ægtefællerne tilrette
ægtepagten og anmelde den til tinglysning igen.
Tinglysning af en ægtepagt medfører ikke, at den
ved en senere bodeling skal anses for materielt gyldig. Der er
således ikke noget til hinder for, at en
ægtefælle senere gør gældende, at
eksempelvis en særejebestemmelse er ugyldig, fordi den ligger
uden for, hvad ægtefællerne kan aftale efter
retsvirkningsloven. Endvidere er tinglysning ikke til hinder for,
at en ægtepagt tilsidesættes efter aftalelovens
ugyldighedsregler.
En ægtepagts retsvirkninger regnes fra det tidspunkt, hvor
den anmeldes til tinglysning, jf. tinglysningsloven § 44, stk.
1, 2. pkt., jf. § 14, stk. 1, 2. pkt.
2.5.1.2. Offentlighedens adgang til oplysninger om indholdet
af ægtepagter
Når en ægtepagt tinglyses i personbogen, lagres den
i et til personbogen særskilt knyttet
ægtepagtsregister. Af ægtepagter, der er tinglyst
før 21. marts 2011, hvor den digitale personbog blev
indført, opbevarer Tinglysningsretten en fysisk genpart,
mens alle ægtepagter tinglyst efter denne dato findes
digitalt i tinglysningssystemet.
Efter tinglysningslovens § 50 c, stk. 2-5, er oplysninger i
personbogen om tinglyste ægtepagter offentligt
tilgængelige for enhver i en række tilfælde.
Derudover er der i medfør af tinglysningslovens § 50,
stk. 1, i adgangsbekendtgørelsen fastsat nærmere
regler om videregivelse af oplysninger fra tinglysningssystemet,
herunder efter § 50 c. Efter adgangsbekendtgørelsens
§ 35, stk. 1, er oplysningerne i tinglysningssystemet, med
undtagelse af oplysninger om personnumre, offentligt
tilgængelige. Efter adgangsbekendtgørelsens § 35,
stk. 2, kan adgang til oplysningerne i bl.a. personbogen til enhver
tid mod betaling af de i retsafgiftsloven fastsatte afgifter
opnås via Tinglysningsrettens internetportal eller ved brug
af en systemopkobling godkendt af retten. Ved lov nr. 519 af 28.
maj 2013 om ændring af bl.a. retsafgiftsloven og
tinglysningsloven blev bestemmelserne i retsafgiftslovens
§§ 49 a og 49 b ophævet, og afgiften for opslag i
og udskrifter fra akter i det digitale tinglysningssystem blev
ophævet, hvorfor der i dag er gratis adgang til oplysninger i
tinglysningssystemet.
For så vidt angår ægtepagter er det
således gratis at få oplysning om indholdet af en
tinglyst ægtepagt via Tinglysningsrettens onlineportal. Dette
gælder dog kun for ægtepagter tinglyst efter 21. marts
2011 i det digitale tinglysningssystem. For ægtepagter
tinglyst før 21. marts 2011 fremgår det ved opslag i
personbogen kun, om en person har tinglyst ægtepagt, og
hvilken type ægtepagt der er tale om. Enhver har imidlertid
ret til at modtage oplysninger om indholdet af en ægtepagt
tinglyst før 21. marts 2011. Disse oplysninger kan
rekvireres hos Tinglysningsretten mod betaling af 175 kr. i
medfør af retsafgiftslovens § 48, stk. 3, 2. pkt., jf.
stk. 1, 1. pkt.
Ifølge Tinglysningsretten blev der i 2015 foretaget
265.873 opslag i personbogen generelt via det digitale
tinglysningssystem. I 2015 modtog Tinglysningsretten endvidere 1683
anmodninger om kopier af ægtepagter tinglyst før 21.
marts 2011, hvoraf størstedelen af anmodningerne kom fra
skifteretterne som led i skiftebehandling af boer, jf.
nedenfor.
Adgangen til oplysninger om indholdet af ægtepagter bliver
bl.a. benyttet af SKAT ved beregning af visse tinglysningsafgifter.
Når det er relevant, overføres oplysninger om
indholdet af ægtepagter tinglyst efter 21. marts 2011
elektronisk til SKAT til brug for afgiftsberegningen, jf. §
28, stk. 1, nr. 1, i bekendtgørelse nr. 835 af 4. september
2009 om tekniske krav og forskrifter for tinglysningssystemet. Hvis
ægtepagten er tinglyst før 21. marts 2011, har SKAT
ligeledes adgang til oplysninger om indholdet af ægtepagter,
men må i disse tilfælde rekvirere en udskrift af
ægtepagten fra Tinglysningsretten.
Endvidere anvendes adgangen til oplysninger om indholdet af
ægtepagter af skifteretterne, primært til brug for
deres behandling af dødsboer. Når en person
afgår ved døden, modtager skifteretten automatisk
besked om dette og sender en elektronisk forespørgsel til
tinglysningssystemet vedrørende både ægtepagter
og testamenter. Hvis der er tinglyst en ægtepagt, sender
tinglysningssystemet automatisk besked om dette til skifteretten
sammen med kopi af ægtepagten. Dette gælder dog kun i
de tilfælde, hvor ægtepagten er tinglyst efter 21.
marts 2011, idet den i modsat fald ikke foreligger digitalt. I
øvrige tilfælde får skifteretten alene besked
om, at der er oprettet ægtepagt, og må herefter
rekvirere en kopi heraf fra Tinglysningsretten eller fra
skiftesagens parter.
Hvis der er oprettet et testamente, sender tinglysningssystemet
automatisk en kopi af dette til skifteretten, hvis testamentet er
indberettet til Tinglysningsretten efter 1. maj 2012. I modsat fald
foreligger testamentet ikke digitalt, og skifteretten må
herefter rekvirere en kopi heraf fra den byret, hvor
notartestamentet er oprettet, eller skiftesagens parter.
I modsætning til hvad der i dag gælder for
ægtepagter, er der ikke den samme adgang til oplysninger for
offentligheden om testamenter. Efter
notarialbekendtgørelsens § 17 har kun den, der har
fået foretaget en notarialforretning, herunder oprettet
notartestamente, og andre, der har retlig interesse i forretningen,
ret til efter regler i retsplejelovens § 41 at få
udleveret en udskrift hos notaren af fortegnelsen over
notarialforretninger og af de øvrige dokumenter
vedrørende notarialforretningen, som opbevares på
dommerkontoret. Det er i retspraksis antaget, at et testamente er
et personligt og fortroligt dokument, der som udgangspunkt ikke kan
kræves fremlagt under en retssag i testators livstid. Det er
i teorien antaget, at andre end testator, eller en af ham
bemyndiget person, f.eks. en advokat, ikke vil kunne få
udleveret en kopi af testamentet i medfør af
notarialbekendtgørelsens § 17.
2.5.1.3. Abonnementsordning vedrørende
personbogen
Efter tinglysningslovens § 50 c, stk. 6, kan meddelelse om
ændring af oplysninger i edb-registrene
(tinglysningssystemet) sendes til enhver, med hvem der er
indgået aftale herom. For så vidt angår
personbogen, er der i § 24 i bekendtgørelse nr. 213 af
15. marts 2011 (personbogsbekendtgørelsen) fastsat
nærmere regler om abonnementsordningen. Det fremgår
heraf bl.a., at Tinglysningsretten for enhver, der ansøger
herom, kan oprette et abonnement, der indebærer, at den
pågældende modtager meddelelse, når bestemte
personer i personbogen disponerer i tinglysningsmæssig
henseende, jf. § 24, stk. 1.
2.5.2. Retsvirkningslovsudvalgets overvejelser
2.5.2.1. Oprettelse og prøvelse af
ægtepagt
Retsvirkningslovsudvalget har for det første
foreslået, at ægtepagter ikke længere skal
tinglyses for at være gyldige, men at de i stedet skal
underskrives for notaren på samme måde som testamenter.
Det ville således også være notarens opgave at
sørge for, at ægtepagten registreres i et register
på samme måde som fremgangsmåden er
tilfældet ved notartestamenter.
Udvalget foreslår videre, at det også bør
være muligt at oprette en ægtepagt under medvirken af
vidner efter samme regler som vidnetestamenter, men med en
efterfølgende obligatorisk registrering.
Udvalget foreslår samtidig, at prøvelsen af
ægtepagter afskaffes.
Der henvises til punkt 3.10.2.1. og 3.10.2.2. i de almindelige
bemærkninger til det samtidigt fremsatte lovforslag om
ægtefællers økonomiske forhold.
2.5.2.2. Offentlighedens adgang til
ægtepagter
Udvalget har anført, at oplysninger om, hvad et
ægtepar har aftalt om deling af deres formuer ved separation,
skilsmisse eller død, af de fleste opfattes som noget, der
hører privatlivet til på samme måde som
oplysninger i testamenter, der ikke er offentligt
tilgængelige. At oplysninger om ægtepagter er
offentligt tilgængelige i kraft af tinglysningssystemet
opfattes derfor typisk af ægtefællerne som ubehageligt.
Dette kan efter udvalgets opfattelse føre til, at de
undlader at oprette den ægtepagt, som de egentlig
ønsker, eller at ægtepagten udformes mindre detaljeret
end hensigtsmæssigt for at undgå, at andre får
kendskab til, hvad de ejer.
Udvalget peger på, at kravet om tinglysning som
gyldighedsbetingelse mellem ægtefællerne oprindeligt
var begrundet med hensynet til ægtefællernes arvinger
og kreditorer.
Da dette krav om tinglysning blev indført, var der
forskel på ægtefællernes råderet og
hæftelse over for kreditorer, afhængigt af om der var
fælleseje eller særeje i ægteskabet. Det var
således væsentligt for kreditorer at have kendskab til,
hvilken formueordning en skyldner havde aftalt med sin
ægtefælle. Efter gældende ret, som udvalget
foreslår videreført, hæfter en
ægtefælle imidlertid kun med sin egen formue over for
sine kreditorer og som udgangspunkt kun for sin egen
gæld.
For at kunne foretage en kreditvurdering af en kommende
låntager eller forretningspartner eller for at få
inddrevet et tilgodehavende er det derfor efter udvalgets
opfattelse kun nødvendigt at få oplysninger om, hvad
den pågældende ejer. Det er derimod som udgangspunkt
uden betydning for kreditor, om den pågældendes formue
eller dennes ægtefælles formue er gjort til
særeje. Det kan ikke antages, at f.eks. en kreditgiver ved
sin vurdering lægger vægt på skyldnerens mulighed
for at få del i sin ægtefælles formue ved en
eventuel kommende skilsmisse. Lægger långiver, hvad der
ofte vil være tilfældet, tillige vægt på at
kende til skyldnerens ægtefælles økonomi, kan
långiver kræve oplysninger herom som betingelse for at
yde lånet, og långiver kan betinge lånet af, at
ægtefællen tillige hæfter.
Afgår en ægtefælle ved døden, har det
derimod efter udvalgets opfattelse betydning for afdødes
arvinger og kreditorer at få kendskab til eventuelle
ægtepagter, idet f.eks. en ægtepagt om særeje har
betydning for størrelsen af arven efter afdøde. Dette
hensyn tilgodeses imidlertid efter udvalgets opfattelse bedst ved
en ændring af dødsboskiftelovens § 7, stk. 2,
således at skifteretten efter et dødsfald skal
indhente oplysninger om eventuelle ægtepagter på samme
måde, som den indhenter oplysninger om testamenter.
På denne baggrund finder udvalget, at hensynet til
beskyttelse af ægtefællernes privatliv vejer tungere
end hensynet til pressens, kreditorers og arvingers interesse i at
kunne få indsigt i ægtepagter.
Udvalget foreslår derfor, at der - svarende til, hvad der
gælder for testamenter - kun er adgang til indholdet af en
ægtepagt i de tilfælde, hvor der er en retlig
interesse. I overensstemmelse med ordningen for notartestamenter i
arvelovens § 63, stk. 3, foreslår udvalget, at det
overlades til justitsministeren at fastsætte regler om
adgangen til at få oplysninger fra ægtepagter, der er
registreret i det af udvalgets foreslåede
Ægtepagtsregister.
Der henvises til betænkningen, kapitel 8.
2.5.3. Børne- og Socialministeriets
overvejelser
2.5.3.1. Oprettelse og prøvelse af
ægtepagt
Børne- og Socialministeriet foreslår, at ordningen
med tinglysning af ægtepagt som gyldighedsbetingelse
opretholdes. Den gældende bestemmelse herom i
retsvirkningslovens § 37 foreslås således
videreført.
Med hensyn til prøvelsen af ægtepagter
foreslås det, at der iværksættes en nærmere
undersøgelse af Tinglysningsrettens prøvelse af
ægtepagter. Der sigtes navnlig til en undersøgelse af
årsagerne til, at ægtepagter i dag afvises. Der kan
f.eks. være tale om, at kravet til identifikation af
ægtepagtens genstand ikke er opfyldt. Afhængig af
resultatet heraf vil det blive overvejet, om prøvelsen - og
dermed tinglysningen - bør afskaffes og erstattes af en
registreringsordning.
Der henvises til punkt 3.10.3.1. og 3.10.3.2. i de almindelige
bemærkninger til det samtidigt fremsatte lovforslag om
ægtefællers økonomiske forhold.
2.5.3.2. Offentlighedens adgang til
ægtepagter
Børne- og Socialministeriet er enig med udvalget i, at
offentligheden ikke har behov for at kende indholdet af en
ægtepagt. Kun ægtefællerne og domstolene
(skifteretterne) har behov for kende disse oplysninger. Endvidere
har skattemyndighederne behov for adgang til oplysningerne med
henblik på beregning af tinglysningsafgifter.
Private personer kan dog i begrænset omfang også
have en retlig interesse i at kende indholdet af en ægtepagt,
f.eks. til brug for en retssag mod et ægtepar, der har
forsøgt at bringe deres formue i kreditorly.
Det foreslås derfor, at indholdet af ægtepagter ikke
længere skal være tilgængeligt for
offentligheden, dog sådan at ægtefællerne,
domstolene (skifteretterne) og skattemyndighederne fortsat skal
have adgang til indholdet af ægtepagter.
Endvidere skal en privat person eller en privat virksomhed have
adgang til indholdet af en ægtepagt, hvis den
pågældende efter en konkret vurdering har en retlig
interesse i ægtepagten. Det vil f.eks. kunne være
tilfældet, hvis en advokat anmoder om oplysninger i en
ægtepagt til brug for en retssag om ejendomsretten til et
aktiv, som påstås omfattet af en oprettet
ægtepagt.
Der foreslås ikke ændringer i offentlighedens adgang
til oplysninger i personbogen om, hvorvidt en person har oprettet
en ægtepagt. Disse oplysninger anvendes bl.a. af advokater og
pengeinstitutter, der rådgiver ægtefæller om
deres økonomiske forhold. Ved opslag i personbogen vil det
således som i dag fortsat fremgå, at en person har
oprettet en ægtepagt.
2.5.4. Den
foreslåede ordning
Med henblik på at gennemføre begrænsning af
offentlighedens adgang til indholdet af ægtepagter
foreslås det, at der indsættes en ny bestemmelse i
tinglysningslovens § 50 c, stk. 7, som vil indebære, at
indholdet af ægtepagter ikke længere vil være
offentligt tilgængelige. Indholdet af ægtepagter
må således herefter - i modsætning til de
øvrige oplysninger i tinglysningssystemet - som udgangspunkt
ikke videregives.
Bestemmelsen vil alene begrænse offentlighedens adgang til
indholdet af ægtepagter. Oplysning om, at en person har
oprettet ægtepagt, vil således fortsat være
offentlig tilgængelig i personbogen.
Som undtagelse til begrænsningen af adgangen til indholdet
af ægtepagter foreslås der indført en adgang til
at videregive oplysninger om indholdet af tinglyste
ægtepagter, når oplysningerne skal bruges i konkrete
retsforhold. Der vil således kunne videregives oplysninger om
indholdet af en ægtepagt i tilfælde, hvor rekvirenten
kan dokumentere en retlig interesse i oplysningerne. Dette vil
f.eks. kunne være tilfældet i forbindelse med retssager
om ejendomsretten til et aktiv, som påstås omfattet af
en oprettet ægtepagt. Det forudsættes dog, at der er
tale om en forholdsvis snæver adgang til at modtage
oplysninger om indholdet af ægtepagter, idet f.eks.
kreditorer, potentielle långivere eller andre i vidt omfang
vil kunne henvises til at søge oplysningerne fremlagt af
medkontrahenten som betingelse for en aftales indgåelse. Der
vil i vidt omfang være tale om den samme vurdering, som
Tinglysningsretten allerede i dag foretager ved
forespørgsler om oplysninger fra det historiske register i
medfør af den gældende bestemmelse i
tinglysningslovens § 50 c, stk. 7.
Oplysninger om indholdet af en ægtepagt vil endvidere
efter anmodning skulle videregives til den, som oplysningerne
angår. En tilsvarende adgang følger i dag af den
gældende bestemmelse i § 50 c, stk. 7, for så vidt
angår oplysninger i det historiske register. Parterne, der
har oprettet ægtepagt, vil således kunne få
oplysninger om indholdet af ægtepagten uden at skulle
dokumentere en retlig interesse. En sådan adgang
følger allerede af persondatalovens regler om den
registreredes indsigtsret, jf. persondatalovens kapitel 9, men for
at sikre en klar retstilstand foreslås det, at denne
rettighed udtrykkeligt kommer til at fremgå af
tinglysningsloven i lighed med, hvad der gælder for parters
adgang til oplysninger i det historiske register, jf. den
gældende bestemmelse i tinglysningslovens § 50 c, stk.
7, 2. pkt.
Der er fastsat nærmere regler om adgangen til
tinglysningssystemet i det hele taget og personbogen i en
række bekendtgørelser, som forudsættes
ændret i konsekvens af forslaget, således at de kommer
i overensstemmelse med den foreslåede bestemmelse i § 50
c, stk. 7. Det drejer sig for det første om kapitel 7 i
adgangsbekendtgørelsen, som regulerer den offentlige
tilgængelighed til og videregivelse af oplysninger fra
tinglysningssystemet. For det andet forudsættes kapitel 6 om
adgang til oplysninger i personbogen i
personbogsbekendtgørelsen ændret, således at det
vil fremgå, at anmodning om oplysninger om indholdet af en
ægtepagt sker på samme måde og efter lignende
regler, som anmodning om oplysninger om andet end adkomst fra det
historiske register, jf. ovenfor.
Nogle myndigheder har imidlertid brug for at have adgang til
indholdet af ægtepagter som led i deres opgavevaretagelse.
Indholdet af ægtepagter kan således være relevant
for SKAT ved beregning af tinglysningsafgifter. Derudover har
skifteretterne ved deres sagsbehandling af særligt
dødsboer brug for at kunne få oplysninger om indholdet
af ægtepagter.
Der er i tinglysningslovens § 50, stk. 1, adgang til
administrativt at fastsætte regler om videregivelse af
oplysninger efter tinglysningslovens § 50 c, herunder
oplysninger som omhandlet i den foreslåede bestemmelse i
tinglysningslovens § 50 c, stk. 7. Bemyndigelsen
forudsættes udnyttet til at ændre de
bekendtgørelser, der regulerer tinglysningssystemet,
således at SKAT og skifteretterne kan varetage deres opgaver,
jf. nedenfor.
SKATs og skifteretternes adgang til at få overført
oplysninger om indholdet af ægtepagter forudsættes
således for det første gennemført ved en
ændring af personbogsbekendtgørelsen, således at
det kommer til at fremgå, at SKAT og skifteretterne har
adgang til oplysninger om indholdet af ægtepagter i
forbindelse med deres sagsbehandling. Således vil SKAT og
skifteretterne fortsat have adgang til at modtage de oplysninger,
de i dag har behov for.
SKATs og skifteretternes adgang til elektronisk
overførsel af oplysninger om indholdet af ægtepagter,
der i dag til dels har sammenhæng med at oplysningerne er
offentligt tilgængelige, foreslås videreført ved
en ændring af bekendtgørelse nr. 835 af 4. september
2009 om tekniske krav og forskrifter for tinglysningssystemet, som
angiver en række tilfælde, hvor myndigheder og andre
kan få overført oplysninger elektronisk fra
tinglysningssystemet. Denne adgang vil således blive benyttet
i forbindelse med overførslen af oplysninger
vedrørende indholdet af ægtepagter tinglyst efter 21.
marts 2011, der foreligger digitalt i tinglysningssystemet.
Der foreslås ikke nogen ændringer i den
gældende abonnementsordning til personbogen. Det vil
således fortsat være muligt efter anmodning til
Tinglysningsretten at få oprettet et abonnement der
indebærer, at man modtager oplysninger om, at en eller flere
bestemte personer får tinglyst en ægtepagt, jf.
personbogsbekendtgørelsens § 24.
2.6. Dødsboskifteloven
2.6.1. Gældende ret
Efter § 7, stk. 1, i dødsboskifteloven indkalder
skifteretten snarest muligt efter modtagelsen af anmeldelsen af et
dødsfald den eller dem, der efter det oplyste er den
afdødes nærmeste pårørende, til et
møde, hvor der tages stilling til boets
behandlingsmåde. Efter bestemmelsens stk. 2 indhenter
skifteretten de nødvendige oplysninger om arvinger fra Det
Centrale Personregister (CPR) og om afdødes testamentariske
dispositioner fra Centralregisteret for Testamenter eller på
anden måde. Indhentelse af oplysninger kan undlades, hvis det
på forhånd er klart, at oplysninger om arvinger og
legatarer er uden betydning for boets behandling. Justitsministeren
kan efter bestemmelsens stk. 7 fastsætte regler for
skifteretten og bobestyreren om indhentelse af oplysninger fra Det
Centrale Personregister (CPR) og Centralregisteret for Testamenter.
Denne bemyndigelse er ikke udnyttet.
Tinglysningsretten har oplyst, at skifteretterne har mulighed
for at indhente oplysninger fra tinglysningssystemet om, hvorvidt
en afdød havde oprettet ægtepagt. I bekræftende
fald kan skifteretten indhente ægtepagten fra
Tinglysningsretten.
2.6.2. Retsvirkningslovsudvalgets overvejelser
Afgår en gift person ved døden, har det efter
Retsvirkningslovsudvalgets opfattelse betydning for såvel
arvinger som kreditorer at få kendskab til eventuelle
ægtepagter, idet f.eks. en ægtepagt om
fuldstændigt særeje vil have betydning for
størrelsen af en eventuel arv og for den afdøde
ægtefælles kreditorers mulighed for at opnå
dækning.
Udvalget foreslår derfor, at dødsboskiftelovens
§ 7 ændres således, at skifteretten efter et
dødsfald skal indhente oplysninger om eventuelle
ægtepagter på samme måde, som den indhenter
oplysninger om testamenter.
2.6.3. Børne- og Socialministeriets
overvejelser
Børne- og Socialministeriet er enig med udvalget i, at
der bør indføres en pligt for skifteretten til at
undersøge, om en person, der ved dødsfaldet var gift,
har oprettet ægtepagt.
2.6.4. Den
foreslåede ordning
På baggrund af forslaget i punkt 2.6.3. foreslås der
indsat en ny bestemmelse i dødsboskiftelovens § 7, stk.
2, hvorefter skifteretten, hvis afdøde ved dødsfaldet
var gift, indhenter oplysninger om ægtepagt fra
Tinglysningsretten.
Samtidig foreslås hjemlen i § 7, stk. 7, for
justitsministeren til at fastsætte regler for skifteretten og
bobestyreren om indhentelse af oplysninger fra Det Centrale
Personregister (CPR) og Centralregisteret for Testamenter udvidet
til også at omfatte fastsættelse af regler om
skifterettens indhentelse af oplysninger fra
Tinglysningsretten.
3. Økonomiske og administrative konsekvenser for
det offentlige
Forslaget i § 4 om afskaffelse af offentlighedens adgang
til oplysninger om indholdet af tinglyste ægtepagter
medfører en engangsudgift for staten på 0,5 mio. kr. i
2017 til ændringer af tinglysningssystemet. Udgiften afholdes
af Børne- og Socialministeriet.
Forslaget har ikke økonomiske og administrative
konsekvenser for kommuner og regioner.
4. Økonomiske og administrative konsekvenser for
erhvervslivet m.v.
Lovforslaget har ingen økonomiske og administrative
konsekvenser for erhvervslivet m.v.
5. Administrative konsekvenser for borgerne
Lovforslaget har ingen administrative konsekvenser for
borgerne.
6. Miljømæssige konsekvenser
Lovforslaget har ingen miljømæssige
konsekvenser.
7. Forholdet til EU-retten
Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter.
8. Hørte myndigheder og organisationer
m.v.
Et udkast til lovforslag har i perioden fra den 29. november.
2016 til den 3. januar. 2017 været sendt i høring hos
følgende myndigheder og organisationer m.v.:
Advokatrådet, Foreningen af autoriserede bobestyrere.
Danske Advokater, Danske Familieadvokater, Foreningen af Advokater
og Advokatfuldmægtige, Danske Insolvensadvokater,
Kuratorforeningen, FSR Danske Revisorer, Den danske aktuarforening,
Vestre Landsret, Østre Landsret, Tinglysningsretten,
Sø- og Handelsretten, Byretterne, Den Danske Dommerforening,
Dommerfuldmægtigforeningen, Domstolenes
Tjenestemandsforening, HK Landsklubben Danmarks Domstole,
Domstolsstyrelsen, Ankestyrelsen, Statsforvaltningen, Foreningen af
Offentlige Chefer i Statsforvaltningen, Foreningen af
Statsforvaltningsjurister, Dansk Arbejdsgiverforening, KL, Lederne,
Akademikernes Centralorganisation, Funktionærernes og
Tjenestemændenes Fællesråd,
Centralorganisationernes Fællesudvalg, Kommunale
Tjenestemænd og Overenskomstansatte, Dansk Industri, ATP,
Lønmodtagernes Dyrtidsfond, Forsikring & Pension,
Finansrådet, Lønmodtagernes Garantifond,
Landbrugsraadet, Realkreditrådet, Landsorganisationen i
Danmark LO, Realkreditforeningen, Institut for Menneskerettigheder,
Datatilsynet, Retssikkerhedsfonden, Dansk Retspolitisk Forening,
Det Centrale Handicapråd, Forbrugerrådet,
Kvinderådet, Ældre Sagen, Danske
Handicaporganisationer, Landsorganisationen af Kvindekrisecentre
(LOKK), Mødrehjælpen, Mandekrisecentret, Copenhagen
Business School (Juridisk Institut), Københavns Universitet
(Det Juridiske Fakultet), Syddansk Universitet (Juridisk Institut),
Aalborg Universitet (Juridisk Institut), Aarhus Universitet
(Juridisk Institut), Landsstyreområdet for Sundheds- og
Indenlandsanliggender, Departementet for Familier, Ligestilling,
Sociale Anliggender og Justitsvæsen, Rigsombudsmanden
på Færøerne, Rigsombudsmanden i Grønland,
Andelsboligforeningernes Fællesrepræsentation,
Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, Boligselskabernes
Landsforening, BOSAM, Danmarks Lejerforeninger, Dansk Byggeri,
Dansk Ejendomsmæglerforening, Danske Arkitektvirksomheder,
Danske Boligadvokater, Danske Regioner, Danske Studerendes
Fællesråd, Danske Udlejere, Ejendomsforeningen Danmark,
Ejerlejlighedernes Landsforening, Finansrådet,
Forbrugerrådet, Foreningen af andelsboligforeninger i krise,
Grundejernes Investeringsfond, Kommunekredit, Lejernes
Landsorganisation i Danmark, Realkreditforeningen,
Realkreditrådet, Byggesocietetet, Bygherreforeningen i
Danmark, Danmarks Lejerforeninger, Dansk Byggeri, Danske Udlejere,
Ejendomsforeningen Danmark, Grundejernes Investeringsfond, Husleje-
og Beboerklagenævnsforeningen, Københavns Kommune,
Landbrug & Fødevarer, Lejernes Landsorganisation i
Danmark og Statens Byggeforskningsinstitut/Aalborg Universitet.
| Positive konsekvenser/mindreudgifter (hvis
ja, angiv omfang/hvis nej anfør "Ingen") | Negative konsekvenser/merudgifter (hvis
ja, angiv omfang/hvis nej anfør "Ingen") | Økonomiske konsekvenser for stat,
kommuner og regioner | Ingen | Forslaget om afskaffelse af
offentlighedens adgang til oplysninger om indholdet af tinglyste
ægtepagter medfører en engangsudgift for staten i 2017
på 0,5 mio. kr. til ændringer af
tinglysningssystemet. | Administrative konsekvenser for stat,
kommuner og regioner | Ingen | Ingen | Økonomiske konsekvenser for
erhvervslivet | Ingen | Ingen | Administrative konsekvenser for
erhvervslivet | Ingen | Ingen | Miljømæssige
konsekvenser | Ingen | Ingen | Administrative konsekvenser for
borgerne | Ingen | Ingen | Forholdet til EU-retten | | Overimplementering af EU-retlige
minimumsforpligtelser (sæt X) | Ja | Nej X |
|
Bemærkninger til lovforslagets
enkelte bestemmelser
Til §
1
Til nr. 1
Det fremgår af ægteskabslovens § 12, 1. pkt.,
at det skal godtgøres, at ægteskabsbetingelserne er
opfyldt (prøvelse af ægteskabsbetingelserne),
før ægteskab indgås. Børne- og
socialministeren fastsætter regler herom, jf. lovens §
12, 2. pkt. Denne bemyndigelse er bl.a. anvendt til i § 2 i
bekendtgørelse nr. 1857 af 23. december 2015 at
fastsætte regler om, at en ansøgning om
prøvelse skal indgives på en bestemt blanket -
ægteskabserklæringen. Blanketten skal som udgangspunkt
indgives digitalt, men kan i visse situationer indgives i
papirform. I blanketten skal parterne give forskellige oplysninger
om deres personlige forhold, herunder om de tidligere har
været gift.
Efter lovens § 13, stk. 1, foretages prøvelse af
ægteskabsbetingelserne af kommunen.
Det foreslås, at der i ægteskabslovens § 12
indsættes et nyt stk. 2, hvorefter børne- og
socialministeren fastsætter regler om, at parterne ved
ansøgning om prøvelse af ægteskabsbetingelserne
skal orienteres om reglerne om ægtefællers
økonomiske forhold.
Denne bemyndigelse vil blive udmøntet ved, at der
fastsættes regler om, at parterne ved digital indsendelse af
ægteskabserklæringen modtager denne vejledning i form
af en digital pjece, der indeholder orientering om loven om
ægtefællers økonomiske forhold.
Parterne vil således inden indgåelse af
ægteskabet få vejledning om loven om
ægtefællers økonomiske forhold, herunder om
formuedelingen ved separation, skilsmisse og død. samt om
mulighederne for at skræddersy en formueordning, der passer
til netop deres situation, f.eks. ved aftale om særeje
m.v.
I vejledningen vil parterne blive opfordret til at overveje, om
de har behov for at aftale en anden formueordning, og de vil blive
informeret om, at de bør overveje at søge juridisk
rådgivning om formueordningen, navnlig hvis de
påtænker at indgå aftale om at fravige
ligedelingsordningen.
Vejledningen udarbejdes af Børne- og Socialministeriet
med inddragelse af de relevante myndigheder, organisationer m.v.
Vejledningen vil løbende blive opdateret.
Ægtefæller, der ikke udfylder anmodningen digitalt,
får pjecen fra kommunen, når de bestiller
ægteskabserklæringen.
Oplysningerne i pjecen suppleres med mere fyldige oplysninger om
loven om ægtefællers økonomiske forhold på
en relevant hjemmeside.
Der henvises til de almindelige bemærkninger, punkt
2.2.1.
Til nr. 2
Det fremgår af ægteskabslovens § 6, at
ægteskab ikke må indgås mellem slægtninge i
ret op- og nedstigende linje eller mellem søskende. Efter
lovens § 9 må den, som tidligere har indgået
ægteskab eller har været part i et registreret
partnerskab, ikke indgå ægteskab, så længe
det tidligere ægteskab eller registrerede partnerskab
består (bigami).
Et ægteskab, der er indgået i strid med lovens
§§ 6 eller 9, omstødes ved dom, jf. lovens §
23. Sag herom kan anlægges af Ankestyrelsen eller af en af
ægtefællerne. Hvis der er tale om bigami, kan
ægtefællen i det tidligere ægteskab tillige
anlægge sag.
Det fremgår af ægteskabslovens § 24, stk. 1, at
et ægteskab endvidere omstødes ved dom efter
påstand af den ene ægtefælle, 1) hvis han ved
ægteskabets indgåelse befandt sig i en tilstand, som
udelukker evnen til at handle fornuftsmæssigt, 2) hvis han
blev tvunget til at indgå ægteskab, 3) hvis han ved en
fejltagelse blev viet til en anden end sin forlovede eller uden at
ville indgå ægteskab, eller 4) hvis han blev forledt
til at indgå ægteskab ved, at han af den anden
ægtefælle gennem falske oplysninger eller svigagtig
fortielse af sandheden blev vildledt om, hvem den anden er, eller
om sådanne omstændigheder ved dennes tidligere liv, der
med fuld føje ville have afholdt ham fra at indgå
ægteskabet, og som endnu må tillægges en
sådan betydning for forholdet mellem
ægtefællerne, at ægteskabet ikke med rimelighed
kan fordres opretholdt. Lovens § 24, stk. 2, indeholder
frister for, hvornår sag om omstødelse senest skal
anlægges (op til 3 år).
Efter ægteskabslovens § 25, stk. 1, medfører
omstødelse af et ægteskab samme retsvirkninger som
skilsmisse. I bestemmelsens stk. 2 henvises der til reglerne i
ægtefælleskiftelovens § 60 i relation til
formuedelingen.
Det fremgår af ægtefælleskiftelovens §
60, at hver ægtefælle ved skifte i anledning af
omstødelse af ægteskab forlods udtager så meget
af fællesboet, som svarer til, hvad denne har indbragt i boet
ved ægteskabets indgåelse eller gennem senere
erhvervelse ved arv eller gave eller har overført til
fællesboet fra eget særeje. Rækker den
fælles formue ikke, sker der forholdsvis afkortning.
Bestemmelsen må forstås sådan, at formue, som
ægtefællerne ikke udtager forlods, deles lige mellem
ægtefællerne, jf. retsvirkningslovens § 16, stk.
2, hvorefter hver ægtefælle eller
ægtefællens arvinger ved ægteskabets ophør
udtager halvdelen af delingsformuen, medmindre undtagelse har
særlig lovhjemmel.
Efter ægtefælleskiftelovens § 51, stk. 3,
ophører formuefællesskabet (ophørsdagen) ved
udgangen af det døgn, hvor der er anlagt sag om
omstødelse. Efter lovens § 51, stk. 4, kan
ægtefællerne under skiftet aftale, at
formuefællesskabet skal anses for ophørt på et
andet tidspunkt end det, der følger af stk. 3. Hvis ganske
særlige praktiske forhold gør sig gældende, kan
skifteretten efter indstilling fra bobehandleren bestemme, at
formuefællesskabet skal anses for ophørt på et
andet tidspunkt end det, der følger af stk. 3, jf. lovens
§ 51, stk. 5.
Det fremgår af ægteskabslovens § 26, at
omstødes et ægteskab, og var den ene
ægtefælle ved ægteskabets indgåelse i god
tro med hensyn til omstødelsesgrunden, medens den anden
kendte eller burde kende denne, kan der ved
omstødelsesdommen tilkendes den førstnævnte
ægtefælle en godtgørelse, der fastsættes
under hensyn til begges økonomiske kår og de
øvrige omstændigheder.
Hvis en ægtefælle, dør før
omstødelse er sket, skal ægtefællernes formue
som nævnt ovenfor efter retsvirkningslovens § 16, stk.
2, deles lige mellem den længstlevende ægtefælle
og den førstafdøde ægtefælles
dødsbo, inden den afdøde ægtefælles
formue kan deles mellem afdødes arvinger eller kreditorer.
Ved formuedelingen fastlægges det, hvilken formue der falder
i arv efter den afdøde ægtefælle, og hvilken
formue den længstlevende ægtefælle beholder. Der
foretages ingen deling af ægtefællernes formue, hvis
den længstlevende ægtefælle overtager
delingsformuen til uskiftet bo.
Det fremgår af ægteskabslovens § 27, stk. 1, at
hvis en af parterne i et ægteskab, som kunne omstødes
efter lovens § 23, dør inden omstødelse er sket,
kan den længstlevende ægtefælle eller enhver af
arvingerne kræve ægtefælleskiftelovens § 60
bragt til anvendelse, og ægtefællen kan kræve
godtgørelse efter ægteskabslovens § 26.
Samme ret har efter lovens § 27, stk. 2, 1. pkt., den
ægtefælle, der kan rejse sag efter lovens § 24,
når den anden ægtefælle dør, inden
omstødelse er sket, og inden fristerne i lovens § 24,
stk. 2, for anlæggelse af omstødelsessag er
udløbet. Hvis sagen er anlagt, og ægtefællen
derefter dør, kan enhver af arvingerne efter lovens §
27, stk. 2, 2. pkt., kræve reglerne i
ægtefælleskiftelovens § 60 bragt til
anvendelse.
Efter § 27, stk. 3, skal krav efter lovens § 27, stk.
1 og 2, fremsættes inden 6 måneder efter
dødsfaldet.
Det foreslås, at ægteskabslovens § 25, stk. 2,
der indeholder en henvisning til ægtefælleskifteloven
§ 60, ophæves, og at ægtefælleskiftelovens
§ 60 videreføres som § 25, stk. 2, i ægteskabsloven. Bestemmelsen
nyaffattes dog, så den passer med sprogbrugen i det samtidigt
fremsatte forslag til lov om ægtefællers
økonomiske forhold, navnlig afsnit 3 om formuedeling ved
separation og skilsmisse.
Efter den foreslåede bestemmelse udtager hver
ægtefælle ved formuedeling ved omstødelse af
ægteskab så meget af delingsformuen, som svarer til
ægtefællens delingsformue ved indgåelsen af
ægteskabet samt senere forøgelser af delingsformuen
ved arv eller gave eller ved overførsel fra eget
særeje.
Samtidig foreslås det som efter den gældende
ordning, at hvis delingsformuen er mindre end den formue, som
ægtefællerne kan udtage forlods, sker der forholdsvis
afkortning.
Efter forslaget fastslås det, at formue, der ikke udtages
forlods, deles efter reglerne i afsnit III i lov om
ægtefællers økonomiske forhold. Efter disse
bestemmelser ligedeles ægtefællernes formuer som
udgangspunkt. Der henvises til bemærkningerne til afsnit III
i lov om ægtefællers økonomiske forhold, jf. det
samtidigt fremsatte lovforslag herom.
Det foreslås videre, at de gældende bestemmelser om
ophørsdagen ved formuedeling ved omstødelse af
ægteskaber i ægtefælleskiftelovens § 51,
stk. 3, jf. stk. 4 og 5, med redaktionelle ændringer
overføres til ægteskabsloven som § 25, stk. 3.
Efter denne bestemmelse indgår ved formuedelingen de
aktiver og passiver, som hver ægtefælle havde ved
udgangen af det døgn, hvor der er anlagt sag om
omstødelse. Denne dag betegnes ophørsdagen.
Endelig foreslås det, at der i ægteskabslovens
§ 25 indsættes et nyt stk.
4, hvorefter den i det samtidigt fremsatte lovforslag om
ægtefællers økonomiske forhold foreslåede
samlede regulering i afsnit IV af formuedelingen ved en
ægtefælles død finder anvendelse i situationer,
hvor en af ægtefællerne dør, inden
omstødelse er sket, dog således, at § 27 i
ægteskabsloven vil kunne finde anvendelse. Der henvises til
bemærkningerne til § 1, nr. 3.
Som det fremgår af lovforslagets § 2, nr. 7 og 12,
foreslås ægtefælleskiftelovens § 51, stk. 3,
og § 60 ophævet.
Der henvises til de almindelige bemærkninger, punkt
2.2.2.
Til nr. 3
Det fremgår af ægteskabslovens § 27, stk. 1, at
hvis en af parterne i et ægteskab, som kunne omstødes
efter § 23 (der vedrører omstødelse af
ægteskab pga. bigami og ægteskab mellem
nærtstående), dør inden omstødelse er
sket, kan den længstlevende ægtefælle eller
enhver af arvingerne kræve reglerne i
ægtefælleskiftelovens § 60 bragt til anvendelse,
og ægtefællen kan kræve godtgørelse efter
ægteskabslovens § 26 (der vedrører muligheden for
at tilkende en godtgørelse til en ægtefælle, der
var i god tro med hensyn til omstødelsesgrunden).
Det følger af ægteskabslovens § 27, stk. 2, at
samme ret har den ægtefælle, der kan rejse sag efter
§ 24 (der vedrører omstødelse bl.a. pga. tvang,
vildledning og evnen til at handle fornuftsmæssigt),
når den anden ægtefælle dør, inden
omstødelse er sket, og inden fristerne i § 24, stk. 2
(der vedrører forskellige frister for sagsanlæg), er
udløbet. Hvis sagen er anlagt, og ægtefællen
derefter dør, kan enhver af arvingerne kræve reglerne
i ægtefælleskiftelovens § 60 bragt til
anvendelse.
Det fremgår af ægteskabslovens § 27, stk. 3, at
krav efter lovens § 27, stk. 1 og 2, må fremsættes
inden 6 måneder efter dødsfaldet.
Som konsekvens af lovforslagets § 1, nr. 2, hvorved det
bl.a. foreslås, at den gældende bestemmelse i
ægtefælleskiftelovens § 60 om formuedeling ved
omstødelse af ægteskab flyttes til
ægteskabsloven som et nyt stk. 2 i lovens § 25, er det
nødvendigt at ændre henvisningen til
ægtefælleskiftelovens § 60 i ægteskabslovens
§ 27, stk. 1 og 2, således at der i stedet henvises til
den foreslåede nye § 25, stk. 2, i
ægteskabsloven.
Der henvises til de almindelige bemærkninger, punkt
2.2.2., og til bemærkningerne til § 1, nr. 2.
Til §
2
Til nr. 1
Efter ægtefælleskiftelovens § 2, stk. 1,
behandler skifteretten enkelttvister, der opstår under den
pågældende skifterets behandling af bl.a.
ægtefællers fællesbo eller under privat skifte af
ægtefællers fællesbo, herunder om vederlagskrav
efter § 23 i retsvirkningsloven (nr. 3) og om
pensionskompensation efter §§ 16 d - 16 f i
retsvirkningsloven (nr. 4).
Efter det samtidigt fremsatte forslag til lov om
ægtefællers økonomiske forhold foreslås
retsvirkningslovens regler om vederlagskrav overført til
kapitel 11 i lov om ægtefællers økonomiske
forhold, hvor betegnelsen vederlagskrav endvidere foreslås
ændret til regulerings- og misbrugskrav.
Gennem vederlagskrav (nu regulerings- og misbrugskrav) tages der
højde for forskydninger mellem en ægtefælles
delingsformue og særeje m.v., og der er mulighed for at
fremsætte kompensationskrav, f.eks. hvis en
ægtefælle er stillet urimeligt ved formuedelingen.
Ligeledes foreslås retsvirkningslovens regler om
pensionskompensation overført til kapitel 13 om
pensionskompensation i lov om ægtefællers
økonomiske forhold.
Som konsekvens heraf foreslås henvisningerne i
ægtefælleskiftelovens § 2, stk. 1, nr. 3 og 4, til
henholdsvis retsvirkningslovens § 23 og til lovens
§§ 16 d-16 f ændret.
Der henvises til de almindelige bemærkninger, punkt
2.3.
Til nr. 2
Efter ægtefælleskiftelovens § 2, stk. 1, nr. 6,
behandler skifteretten sager om enkelttvister, der opstår
under den pågældende skifterets behandling af bl.a.
ægtefællers fællesbo eller under privat skifte af
ægtefællers fællesbo, herunder om
særejekompensation efter § 67.
Efter det samtidigt fremsatte forslag til lov om
ægtefællers økonomiske forhold foreslås
ægtefælleskiftelovens § 67 om
særejekompensation overført til lov om
ægtefællers økonomiske forhold som § 42,
der indsættes i lovens kapitel 12 om kompensation i
særlige situationer.
Som konsekvens heraf foreslås henvisningen i
ægtefælleskiftelovens § 2, stk. 1, nr. 6, til
ægtefælleskiftelovens § 67 om
særejekompensation ændret.
Det bemærkes, at der i kapitel 12 i lov om
ægtefællers økonomiske forhold foreslås
indsat en ny bestemmelse i § 41 om kompensation til en
ægtefælle, der har medvirket til at bevare eller
forøge den anden ægtefælles formue. Den
foreslåede bestemmelse lovfæster retspraksis efter
ægtefælleskiftelovens § 67. Henvisningen i
ægtefælleskiftelovens § 2, stk. 1, nr. 6, vil
også omfatte sager efter denne nye bestemmelse.
Der henvises til de almindelige bemærkninger, punkt
2.3.
Til nr. 3
Efter ægtefælleskiftelovens § 2, stk. 2, nr. 1,
behandler skifteretten selvstændige sager mellem
ægtefæller om særejekompensationskrav efter
lovens § 67.
Efter det samtidigt fremsatte forslag til lov om
ægtefællers økonomiske forhold foreslås
ægtefælleskiftelovens § 67 om
særejekompensation overført til lov om
ægtefællers økonomiske forhold som § 42,
der indsættes i lovens kapitel 12 om kompensation i
særlige situationer.
Som konsekvens heraf foreslås henvisningen i
ægtefælleskiftelovens § 2, stk. 2, nr. 1, til
ægtefælleskiftelovens § 67 om
særejekompensation ændret.
Det bemærkes, at der i kapitel 12 i lov om
ægtefællers økonomiske forhold foreslås
indsat en ny bestemmelse § 41 om kompensation til en
ægtefælle, der har medvirket til at bevare eller
forøge den anden ægtefælles formue. Den
foreslåede bestemmelse lovfæster retspraksis efter
ægtefælleskiftelovens § 67. Henvisningen i
ægtefælleskiftelovens § 2, stk. 1, nr. 6, vil
også omfatte sager efter denne nye bestemmelse.
Til nr. 4
Efter ægtefælleskiftelovens § 10 og § 66,
stk. 1, kan der tidligst indgives anmodning om bistand til deling
af et fællesbo henholdsvis anlægges en sag om en
enkelttvist, der opstår under privat skifte af
ægtefællers fællesbo eller sameje om flere
særejeaktiver, hvis der er indgivet anmodning til
statsforvaltningen om separation eller skilsmisse, afsagt dekret om
bosondring eller anlagt sag om ægteskabets
omstødelse.
I de almindelige bemærkninger, punkt 3.21., i det
samtidigt fremsatte forslag til lov om ægtefællers
økonomiske forhold foreslås det, at muligheden for
bosondring efter retsvirkningslovens kapitel 5 ophæves. Som
konsekvens heraf foreslås henvisningerne til bosondring i
ægtefælleskiftelovens §§ 10 og 66, stk. 1,
ophævet.
Der henvises til de almindelige bemærkninger, punkt
2.3.
Til nr. 5
Ægtefælleskiftelovens § 50 omhandler grundlaget
for opgørelsen af ægtefællers fællesbo, og
bestemmelsen har derfor overskriften: "Grundlaget for
opgørelsen".
Det foreslås, at overskriften ophæves.
Baggrunden for dette er, at det i § 2, nr. 6,
foreslås, at § 50 ændres, så den i stedet
for at omhandle grundlaget for opgørelsen af
ægtefællers fællesbo henviser til, at
ægtefællers fællesbo deles efter reglerne herom i
lov om ægtefællers økonomiske forhold.
Overskriften før § 50 er herefter ikke længere er
retvisende og foreslås derfor ophævet.
Der henvises til de almindelige bemærkninger, punkt
2.3.
Til nr. 6
Efter § 50 er grundlaget for opgørelsen af
ægtefællers fællesbo de aktiver og passiver, der
hører til ægtefællernes bodele på
ophørsdagen.
Som det fremgår af de almindelige bemærkninger,
punkt 2.3, foreslås reglerne i
ægtefælleskifteloven om formuedeling ved separation og
skilsmisse overført til lov om ægtefællers
økonomiske forhold.
Som konsekvens heraf foreslås § 50 omformuleret
sådan, at det fremgår af bestemmelsen, at
ægtefællers fællesbo deles efter afsnit III i lov
om ægtefællers økonomiske forhold. Dette
indebærer, at ægtefællernes formue som
udgangspunkt ligedeles, medmindre ægtefællerne har
aftalt andet. Det følger videre af bestemmelserne i afsnit
III, at særeje og en række aktiver ikke indgår i
formuedelingen (pensioner, personlige erstatninger og
uoverdragelige og personlige rettigheder).
Gennem regulerings- og misbrugskrav tages højde for
forskydninger mellem en ægtefælles delingsformue og
særeje m.v., og der er mulighed for at fremsætte
kompensationskrav, f.eks. hvis en ægtefælle er stillet
urimeligt ved formuedelingen.
Der henvises til de almindelige bemærkninger, punkt
2.3.
Til nr. 7
Ægtefælleskiftelovens §§ 51-53 indeholder
regler om henholdsvis ophørsdagen ved separation og
skilsmisse, tidspunktet for værdiansættelse af boets
aktiver og passiver og opgørelse af fællesboet.
Som det fremgår af de almindelige bemærkninger,
punkt 2.3, foreslås reglerne i
ægtefælleskifteloven om formuedeling ved separation og
skilsmisse overført til lov om ægtefællers
økonomiske forhold.
Som konsekvens heraf foreslås det, at bestemmelserne om
ophørsdagen ved separation og skilsmisse i lovens § 51,
stk. 1, 4 og 5, om tidspunktet for værdiansættelsen i
lovens § 52 og om opgørelsen af fællesboet i
§ 53 ophæves.
Som konsekvens af forslaget om, at muligheden for bosondring
efter retsvirkningslovens kapitel 5 ikke videreføres,
foreslås § 51, stk. 2, om ophørsdagen ved
bosondring ophævet.
Som konsekvens af den foreslåede bestemmelse i § 1,
nr. 2, er der ikke behov for en regel om ophørsdagen ved
omstødelse af ægteskab, og § 51, stk. 3,
foreslås derfor ophævet.
Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 2, og
bemærkningerne dertil samt til de almindelige
bemærkninger, punkt 3.13. og 3.21., i det samtidigt fremsatte
forslag til lov om ægtefællers økonomiske
forhold.
Endelig foreslås det, at overskrifterne til §§
51-53 ophæves.
Der henvises til de almindelige bemærkninger, punkt
2.3.
Til nr. 8
Efter ægtefælleskiftelovens § 54, stk. 2, kan
skifteretten fratage en ægtefælle rådigheden over
aktiver, der helt eller delvis er fælleseje, hvis der er
nærliggende risiko for, at ægtefællen på
utilbørlig måde vil handle til skade for den anden
ægtefælle.
Som det fremgår af de almindelige bemærkninger,
punkt 2.1, anvendes begrebet "delingsformue" i forslaget til lov om
ægtefællers økonomiske forhold i stedet for
"fælleseje". Som konsekvens heraf foreslås det, at
"fælleseje" i § 54, stk. 2, ændres til
"delingsformue".
Der henvises til de almindelige bemærkninger, punkt 3.2.,
i det samtidigt fremsatte forslag til lov om
ægtefællers økonomiske forhold.
Der henvises til de almindelige bemærkninger, punkt
2.3.
Til nr. 9
Efter ægtefælleskiftelovens § 57 kan en
ægtefælle, der har et krav som omhandlet i § 53,
stk. 2, mod den anden ægtefælle, under skiftet forlange
det dækket af den anden ægtefælles lod i
boet.
§ 53, stk. 2, omfatter følgende krav:
Særejekompensation efter ægtefælleskiftelovens
§ 67, krav i forbindelse med omstødelse af
ægteskab efter ægteskabslovens § 26, krav på
pensionskompensation efter retsvirkningslovens §§ 16 d og
16 e samt krav på forfaldne underholdsbidrag.
Det foreslås i det samtidigt fremsatte forslag til lov om
ægtefællers økonomiske forhold, at
ægtefælleskiftelovens § 67 overføres til
det foreslåede kapitel 12, og at retsvirkningslovens
§§ 16 d og 16 e overføres til det foreslåede
kapitel 13. Lovforslagets § 26, stk. 1, nr. 7 og 8, indeholder
en henvisning til henholdsvis kompensationskrav efter de
foreslåede kapitler 12 og 13 og til en ægtefælles
krav på underholdsbidrag efter lovforslagets bestemmelser
herom og efter ægteskabsloven. Derimod foreslås
ægteskabslovens § 26 ikke ændret.
Med dette lovforslags § 2, nr. 7, foreslås det, at
ægtefælleskiftelovens § 53 ophæves.
Som konsekvens af ovennævnte foreslås henvisningen i
§ 57 til § 53, stk. 2, ændret til en henvisning til
§ 26, stk. 1, nr. 7 og 8, i lov om ægtefællers
økonomiske forhold og til ægteskabslovens §
26.
Der henvises til de almindelige bemærkninger, punkt
2.3.
Til nr. 10
Det forslås i § 2, nr. 11, at § 58, stk. 1, om
ligedeling ophæves, hvorefter den tilbageværende del af
bestemmelsen i § 58 alene vedrører
spørgsmål om gæld.
Da overskriften "ligedeling" før § 58 herefter ikke
længere er retvisende, foreslås overskriften
ophævet.
Der henvises til de almindelige bemærkninger, punkt
2.3.
Til nr. 11
Efter ægtefælleskiftelovens § 58, stk. 1, deles
overskuddet af en ægtefælles bodel ligeligt mellem
ægtefællerne, medmindre andet følger af samme
lov eller af ægteskabslovgivningens regler.
Efter bestemmelsens stk. 2 bliver en ægtefælle ikke
ved at modtage udlæg for sin lod i den anden
ægtefælles bodel ansvarlig for dennes gæld.
Hvorvidt ægtefællen har pligt til at tilbagegive det
modtagne til fordringshavernes fyldestgørelse,
afgøres efter konkurslovens regler om omstødelse.
Som det fremgår af de almindelige bemærkninger,
punkt 2.3, foreslås reglerne i
ægtefælleskifteloven om formuedeling ved separation og
skilsmisse overført til lov om ægtefællers
økonomiske forhold.
Som konsekvens heraf foreslås det, at bestemmelsen om
ligedeling af ægtefællernes formuer i § 58, stk.
1, ophæves, hvorefter § 58, stk. 2, bliver §
58.
Der henvises til de almindelige bemærkninger, punkt
2.3.
Til nr. 12
Efter ægtefælleskiftelovens § 59, stk. 1, kan
en ægtefælle forlods udtage genstande, der udelukkende
tjener til dennes personlige brug.
Efter lovens § 59, stk. 2, kan genstande, der er erhvervet
til børnenes brug, forlods udtages af den
ægtefælle, hos hvem børnene har bopæl.
Det kan efter anmodning bestemmes, at en større del af
boet skal tilfalde en ægtefælle, hvis
ægtefællen ikke inden for den del af boet, som
tilfalder denne, kan udtage bohave og andet løsøre,
der er nødvendigt til at opretholde hjemmet, og den
pågældende ikke har udsigt til på anden
måde at kunne skaffe det fornødne, jf. lovens §
62.
Lovens §§ 60, 61, 63 og 64 indeholder regler om
henholdsvis omstødelse af ægteskab, skævdeling
ved kortvarigt ægteskab, udlæg af ejendele efter
vurdering og udlæg ud over boslodden.
Som det fremgår af de almindelige bemærkninger,
punkt 2.3, foreslås reglerne i
ægtefælleskifteloven om formuedeling ved separation og
skilsmisse overført til lov om ægtefællers
økonomiske forhold.
Som konsekvens heraf foreslås det, at bestemmelserne om
udtagelse af genstande til personligt brug i § 59, stk. 1,
skævdeling ved kortvarigt ægteskab i § 61, og
udlæg af ejendele efter vurdering i §§ 63 og 64
ophæves.
Som det fremgår af de almindelige bemærkninger,
punkt 2.3, foreslås bestemmelsen i § 60 om deling ved
omstødelse af ægteskab overført til de
øvrige regler om omstødelse af ægteskab i
ægteskabslovens kapitel 3. Som konsekvens heraf
foreslås ægtefælleskiftelovens § 60 om
deling ved omstødelse af ægteskab ophævet.
Som det endvidere fremgår af de almindelige
bemærkninger, punkt 2.3, foreslås det, at § 59,
stk. 2, om genstande, der er erhvervet til børnenes brug, og
§ 62 om udtagelse af bohave m.v. ikke videreføres. Som
konsekvens heraf foreslås det, at bestemmelserne i § 59,
stk. 2, og § 62, ophæves.
Samlet set foreslås det, at §§ 59-64
ophæves, og som konsekvens heraf foreslås det, at
også overskrifterne til disse bestemmelser ophæves.
Der henvises til de almindelige bemærkninger, punkt
2.3.
Til nr. 13
Ægtefælleskiftelovens kapitel 9 indeholder en
bestemmelse om særejekompensation, hvorefter en
ægtefælle, der har haft særeje, efter
påstand fra den anden ægtefælle, kan
pålægges at yde den anden ægtefælle et
beløb for at sikre, at denne ikke stilles urimeligt ringe i
økonomisk henseende efter en separation eller
skilsmisse.
Som det fremgår af de almindelige bemærkninger punkt
2.3, foreslås reglerne i ægtefælleskifteloven om
formuedeling ved separation og skilsmisse overført til lov
om ægtefællers økonomiske forhold.
Som konsekvens heraf foreslås bestemmelsen om
særejekompensation i § 67 ophævet. Da § 67 er
den eneste bestemmelse i kapitel 9 om særejekompensation,
foreslås hele kapitel 9 ophævet.
Der henvises til de almindelige bemærkninger, punkt
2.3.
Til §
3
Til nr. 1
Det følger af konkurslovens § 64, stk. 2, at gaver,
som er fuldbyrdet tidligere end 6 måneder, men senere end et
år før fristdagen, kan fordres omstødt,
medmindre det godtgøres, at skyldneren hverken var eller ved
fuldbyrdelsen blev insolvent. Gaver til skyldnerens
nærstående kan omstødes efter samme regel, hvis
gaven er fuldbyrdet senere end to år før
fristdagen.
Modtageren kan således efter konkurslovens § 64, stk.
2, afværge omstødelse ved at godtgøre, at
skyldneren var og forblev solvent, da gaven blev givet.
Det foreslås, at det tilføjes konkurslovens §
64, stk. 2, som yderligere betingelse for at afværge
omstødelse, at skyldneren utvivlsomt havde
tilstrækkelige midler til at dække sine
forpligtelser.
Den foreslåede tilføjelse medfører, at
afværgelse af omstødelse forudsætter, at
modtageren både kan godtgøre, at skyldneren ved
overdragelsen ikke var eller blev insolvent og beholdt utvivlsomt
tilstrækkelige midler til at dække sine forpligtelser.
Vurderingen af overdragerens insolvens skal herefter ske både
ud fra en vurdering af illikviditet og insufficiens.
Det er således efter forslaget ikke tilstrækkeligt
til at afværge omstødelse, at overdrageren efter
overdragelsen opretholder en indtægt, der er stor nok til at
dække dennes løbende forpligtelser. Det er desuden en
betingelse for at afværge omstødelse, at overdragerens
aktiver utvivlsomt oversteg dennes passiver.
Det er modtageren, der bærer bevisbyrden herfor, og det er
ikke tilstrækkeligt blot at sandsynliggøre, at
overdrageren forblev solvent.
Til nr. 2
Det følger af konkurslovens § 64, stk. 3, at
lejlighedsgaver og lignende gaver og understøttelser, som
ikke stod i misforhold til skyldnerens kår, er undtaget fra
omstødelse.
Det foreslås, at der foretages en sproglig modernisering
af den gældende bestemmelse, således at "kår"
ændres til "økonomiske forhold".
Der tilsigtes ingen indholdsmæssig ændring i forhold
til gældende ret.
Til nr. 3
Det foreslås, at der indsættes et nyt stk. 4. Efter det foreslåede 1. pkt. kan gaver til skyldnerens
nærstående, som stod i åbenbart misforhold til
skyldnerens økonomiske forhold, kan fordres
omstødt.
Dette gælder dog ikke, hvis det godtgøres, at
skyldneren hverken var eller ved fuldbyrdelsen blev insolvent og
utvivlsomt havde tilstrækkelige midler til at dække
sine forpligtelser. Et omtvistet eller betinget krav anses for en
forpligtelse, forudsat at kravet senere fastslås endeligt
over for skyldneren.
Ved gaver, der står i åbenbart misforhold til
skyldnerens økonomiske forhold, skal forstås gaver af
usædvanlig værdi. Afgørelsen heraf beror
på en samlet bedømmelse af, om gaven stod i misforhold
til skyldnerens økonomiske forhold og formue. Der må
herved som udgangspunkt henses til gavens værdi og formuens
størrelse på det tidspunkt, hvor gaven blev givet. Der
skal ikke kun tages hensyn til gavens relative værdi i
forhold til skyldnerens økonomiske forhold, men også
til dens i sig selv meget store værdi.
Den foreslåede bestemmelse vil navnlig finde anvendelse
på fast ejendom, værdipapirer og
motorkøretøjer, det vil sige gaver af også
usædvanlig karakter, der normalt kan tjene den samlede
husstand. Det er uden betydning, om de pågældende gaver
er givet som lejlighedsgaver.
Gaver i form af løsøre til modtagerens personlige
brug vil sædvanligvis falde uden for bestemmelsens
anvendelsesområde, uanset at der er tale om luksusgenstande.
Sådanne gaver vil dog efter omstændighederne kunne
omstødes efter den foreslåede bestemmelse,
såfremt gaven åbenbart stod i misforhold til
skyldnerens økonomiske forhold, herunder det
sædvanlige gaveniveau mellem parterne.
Omstødelse efter den foreslåede bestemmelse er ikke
betinget af, at gaven er fuldbyrdet inden for en bestemt tidsfrist
i forhold til fristdagen.
Omstødelse er dog efter det foreslåede 2. pkt. udelukket, såfremt modtageren
kan godtgøre, at skyldneren hverken var eller ved
fuldbyrdelsen blev insolvent og utvivlsomt havde
tilstrækkelige midler til at dække sine
forpligtelser.
Modtageren skal godtgøre, at skyldneren hverken var
illikvid eller insufficient. Der er således tale om en
skærpet bevisbyrde i forhold til de øvrige objektive
omstødelsesbestemmelser, idet det efter den foreslåede
bestemmelse ikke er tilstrækkeligt, at skyldneren var i stand
til at efterkomme sine løbende forpligtelser. Der skal
også ses på, om skyldnerens aktiver oversteg dennes
passiver.
Kravet til bevis er en videreførelse af praksis
vedrørende den gældende retsvirkningslovs § 33,
og der er tale om en streng bevisbyrde. Det er således ikke
tilstrækkeligt, at modtageren blot sandsynliggør, at
skyldneren beholdt utvivlsomt tilstrækkelige midler til at
dække sine forpligtelser.
Ved opgørelsen af skyldnerens forpligtelser indgår
efter det foreslåede 3. pkt.
også omtvistede og betingede krav mod skyldneren, forudsat at
kravet senere fastslås endeligt over for skyldneren
personligt. Kravet kan eksempelvis fastslås ved dom eller ved
skyldnerens erkendelse. Det er således ikke
tilstrækkeligt, at kravet anerkendes af skyldnerens
konkursbo, medmindre der er tale om en skyldner, der er en juridisk
person. Er skyldneren således et selskab med begrænset
ansvar, er det tilstrækkeligt, at kurator, der efter
konkursen har overtaget ledelsen af selskabet, erkender kravets
eksistens.
Er skyldneren en fysisk person, vil det være
nødvendigt først at føre en sag mod skyldneren
med henblik på at fastslå kravet. Er der forud for
konkursen indledt en sag med henblik på at fastslå
kravet, men er sagen ikke afgjort, inden skyldneren tages under
konkursbehandling, må den fordringshaver, der har anlagt
sagen, søge at få dom over skyldneren eller over
skyldneren sammen med boet, jf. konkurslovens § 141. Hvis
ingen sag er anlagt, og kravet ikke er fastslået forud for
konkursen, må konkursboet eller fordringshaver søge at
opnå skyldnerens erkendelse eller anlægge sag mod
skyldneren med påstand om anerkendelse af kravets
eksistens.
Det er som udgangspunkt uden betydning for
spørgsmålet om omstødelse, at den begunstigede
var i god tro om skyldnerens insolvens. Kravet mod den begunstigede
kan imidlertid efter omstændighederne lempes efter
konkurslovens § 78 om nedsættelse eller bortfald af
urimeligt byrdefulde krav. Lempelse kan eksempelvis komme på
tale, hvis den begunstigede var i god tro om skyldnerens insolvens
og i fortsat god tro herom har forbrugt det modtagne. Derimod
bør lempelse ikke ske, hvis den begunstigede var bekendt
med, at der var rejst et stort krav mod skyldneren, uanset om
kravet på gavetidspunktet var omtvistet.
Det foreslås desuden, at der indsættes et nyt stk. 5, hvorefter stk. 1-4 også
gælder, i det omfang skyldneren løbende har betalt
større beløb til eller for sin ægtefælle
eller samlever, end hvad der efter disses økonomiske forhold
og familiens behov var rimelige bidrag til familiens
forsørgelse.
Hvorvidt der er tale om større beløb, må
vurderes ud fra skyldnerens økonomiske forhold og
formue.
Den foreslåede regel skal bl.a. finde anvendelse i
situationer, hvor skyldneren løbende har afholdt udgifter,
herunder terminsydelser, på en fast ejendom, der
tilhører den anden ægtefælle. Har skyldneren
således eksempelvis forbrugt hele sin indkomst over en
længere periode på familiens forsørgelse,
så ægtefællen har været i stand til at
oparbejde en opsparing, vil ægtefællen kunne
mødes med et omstødelseskrav efter den
foreslåede bestemmelse.
Efter den foreslåede regel vil betalinger, der er sket
inden for de i § 64, stk. 1 og 2, nævnte perioder, vil
betalinger kunne omstødes efter disse bestemmelser.
Hvis der er tale om beløb, der står i
åbenbart misforhold til skyldnerens økonomiske
forhold, kan omstødelse ske uden nogen tidsmæssig
begrænsning, jf. henvisningen til den foreslåede
bestemmelse i stk. 4.
Betalinger, der er udtryk for en understøttelse, der ikke
står i misforhold til skyldnerens økonomiske forhold,
kan ikke omstødes, jf. konkurslovens § 64, stk. 3.
Til §
4
Til nr. 1
Den foreslåede ændring af tinglysningslovens §
17, stk. 4, er en konsekvens af lovforslagets § 4, nr. 3,
hvorved der indsættes et nyt stk. 7 i tinglysningslovens
§ 50 c.
Til nr. 2
Det følger af den gældende bestemmelse i
tinglysningslovens § 49, at retsvirkningerne af en
ægtepagts tinglysning har sit forblivende ved
retsvirkningslovens § 37. Af retsvirkningslovens § 37
fremgår det, at en ægtepagt for at blive gyldig
må tinglyses i personbogen.
Det foreslås, at tinglysningslovens § 49 ophæves.
Efter tinglysningslovens § 43, stk. 1, skal dokumenter, som
angår rådighed over en persons formue i almindelighed,
tinglyses i de tilfælde, hvor det er bestemt i lovgivningen.
Et sådant tilfælde findes således i den
gældende retsvirkningslovs § 37, hvorefter en
ægtepagt må tinglyses i personbogen for at blive
gyldig. En ægtepagt indeholder en aftale om formueordningen i
et ægteskab og dermed rådigheden over en persons formue
i almindelighed, som omfattet af § 43, stk. 1.
Som det fremgår af punkt 2.5.3. i lovforslagets
almindelige bemærkninger, foreslås reglerne i
retsvirkningsloven om tinglysning af ægtepagter
overført til lov om ægtefællers
økonomiske forhold uden indholdsmæssige
ændringer, herunder bestemmelsen i den gældende
retsvirkningslovs § 37.
Da adgangen til at tinglyse ægtepagter i personbogen
således følger af retsvirkningslovens § 37 og
tinglysningslovens § 43, stk. 1, har tinglysningslovens §
49 ikke længere have selvstændig betydning, og den
foreslås derfor ophævet.
Til nr. 3
Det følger af tinglysningslovens § 50 c, stk. 2-5,
samt regler fastsat i medfør af § 50, stk. 1, at
oplysninger i personbogen, herunder om tinglyste ægtepagter,
som udgangspunkt er offentligt tilgængelige for enhver.
Med den foreslåede bestemmelse i tinglysningslovens § 50 c, stk. 7, 1. pkt., foreslås
det, at oplysninger om indholdet af tinglyste ægtepagter i
personbogen - uanset videregivelsesbestemmelserne i
tinglysningslovens § 50 c, stk. 2-5 - alene kan videregives
til brug i konkrete retsforhold.
Bestemmelsen vil således indebære, at offentligheden
ikke længere vil have adgang til at se det nærmere
indhold af en ægtepagt. Det vil fremover alene være den
blotte oplysning om, at en person har oprettet ægtepagt, som
vil være offentligt tilgængelig i personbogen.
Oplysninger om indholdet af ægtepagter vil alene kunne
videregives til brug i konkrete retsforhold, dvs. hvis en person
har retlig interesse heri. Det vil f.eks. være
tilfældet, hvis en advokat anmoder om oplysninger i en
ægtepagt til brug for en retssag om ejendomsretten til et
aktiv, som påstås omfattet af en oprettet
ægtepagt. Der vil være tale om en konkret vurdering af
det enkelte tilfælde, og vurderingen af, hvorvidt oplysninger
kan videregives til brug i konkrete retsforhold vil svare til den
vurdering, som i dag foretages i medfør af den
gældende bestemmelse i tinglysningslovens § 50 c, stk.
7, om adgang til oplysninger fra det historiske register.
Som en undtagelse til bestemmelsens 1. pkt. foreslås det i
bestemmelsens 2. pkt., at den person,
som oplysningerne om indholdet af en tinglyst ægtepagt
angår, altid vil have ret til efter anmodning at modtage
disse. Det er således muligt for en part i en ægtepagt
at modtage oplysninger om indholdet heraf uden at dokumentere en
retlig interesse. En adgang til egenacces følger i forvejen
af persondatalovens kapitel 9 om den registreredes indsigtsret, og
der er ikke med forslaget tilsigtet nogen indskrænkning i
denne adgang. For at sikre, at en part i en tinglyst ægtepagt
altid har ret til at modtage oplysningerne om indholdet af
ægtepagten, uden at iagttage særlige regler i
persondatalovens kapitel 9, foreslås det imidlertid, at en
særlig adgang til at modtage oplysningerne følger af
tinglysningsloven.
Der henvises i øvrigt til de almindelige
bemærkninger, punkt 2.5.1 og 2.5.4.
Til nr. 4
Efter bestemmelsen i tinglysningslovens § 50 d, stk. 1,
fastsætter justitsministeren efter drøftelse med
Domstolsstyrelsen nærmere regler med henblik på at
sikre, at oplysninger i tinglysningsregistrene ikke
tilintetgøres, forvanskes eller uberettiget indføjes,
slettes eller ændres, jf. tinglysningslovens § 20,
§ 42 g, stk. 2, og § 49, samt med henblik på at
sikre, at oplysninger ikke misbruges eller kommer til uvedkommendes
kendskab.
Efter tinglysningslovens § 20 har Tinglysningsretten under
visse betingelser mulighed for at slette rettigheder fra tingbogen,
som åbenbart er ophørt, eller som må antages at
have mistet deres betydning. Efter tinglysningslovens § 42 g,
stk. 2, udslettes tinglyste rettigheder af bilbogen 10 år
efter dokumentets tinglysning, hvis der ikke inden denne frist er
anmeldt fornyet tinglysning. Efter tinglysningslovens § 49 har
retsvirkningerne af en ægtepagts tinglysning sit forblivende
i retsvirkningslovens § 37.
Den foreslåede ændring af § 50 d, stk. 1, indebærer, at
henvisningen til tinglysningslovens § 49 der, jf.
lovforslagets § 4, nr. 2, ophæves, ændres til en
henvisning til bestemmelserne i tinglysningslovens § 47, stk.
9, og § 49 a, som begge, ligesom §§ 20 og 42 g,
vedrører sletning af oplysninger i tinglysningssystemet.
§ 47, stk. 9, angår med henvisning til § 42 g, stk.
2, pantebreve vedrørende underpant i løsøre,
mens § 49 a med henvisning til § 20 om handler andre
dokumenter end pantebreve.
Den foreslåede ændring er en korrektion af
henvisningerne til de relevante bestemmelser herom og
indebærer således ikke en ændring af
retstilstanden.
Til nr. 5
Efter tinglysningslovens § 50 e, 1. pkt., straffes den, der
anvender en oplysning i strid med bestemmelsen i § 50 c, stk.
8, med bøde.
Det foreslås, at henvisningen til stk. 8 ændres til
stk. 9.
Ændringen er en konsekvensrettelse som følge af
lovforslagets § 4, nr. 4.
Til §
5
Til nr. 1
Som det fremgår af de almindelige bemærkninger,
punkt 2.1, anvendes begrebet "delingsformue" i forslaget til lov om
ægtefællers økonomiske forhold i stedet for
"fælleseje". Som konsekvens heraf foreslås det, at
begrebet "fællesejeaktiv" i de relevante bestemmelser i
arveloven ændres til "aktiv, der er delingsformue".
Der henvises til de almindelige bemærkninger, punkt 3.2.,
i det samtidigt fremsatte forslag til lov om
ægtefællers økonomiske forhold.
Til nr. 2
Som det fremgår af de almindelige bemærkninger,
punkt 2.1, anvendes begrebet "delingsformue" i forslaget til lov om
ægtefællers økonomiske forhold i stedet for
"fælleseje". Som konsekvens heraf foreslås det, at
overskriften før § 12 i arveloven ændres fra
"Fælleseje" til "Delingsformue".
Der henvises til de almindelige bemærkninger, punkt 3.2.,
i det samtidigt fremsatte forslag til lov om
ægtefællers økonomiske forhold.
Til nr. 3
Som det fremgår af de almindelige bemærkninger punkt
2.1., anvendes begrebet "delingsformue" i forslaget til lov om
ægtefællers økonomiske forhold i stedet for
"fælleseje". Som konsekvens heraf foreslås det, at
begreberne "fælleseje" og "fællesejet" i de relevante
bestemmelser i arveloven ændres til "delingsformue" og
"delingsformuen".
Der henvises til de almindelige bemærkninger, punkt 3.2.,
i det samtidigt fremsatte forslag til lov om
ægtefællers økonomiske forhold.
Til nr. 4
Som det fremgår af de almindelige bemærkninger punkt
2.1, anvendes begrebet "delingsformue" i forslaget til lov om
ægtefællers økonomiske forhold i stedet for
"fælleseje". Som konsekvens heraf foreslås det, at
begrebet "fællesejemidler" i arvelovens § 22, stk. 1,
nr. 1 og 2, ændres til "delingsformue".
Der henvises til de almindelige bemærkninger, punkt 3.2.,
i det samtidigt fremsatte forslag til lov om
ægtefællers økonomiske forhold.
Til nr. 5
Arvelovens § 30 vedrører livsarvingers mulighed for
at kræve vederlag af det beholdne bo, hvis den
længstlevende ægtefælle har misbrugt sin
rådighed over det uskiftede bo. Efter bestemmelsens stk. 2,
1. pkt., kan en livsarving ligeledes kræve vederlag, hvis den
længstlevende ægtefælle har anvendt midler af det
uskiftede bo til erhvervelse eller forbedring af sit
fuldstændige særeje eller sine rettigheder omfattet af
§ 15, stk. 2, i lov om ægteskabets retsvirkninger, der
ikke indgår i delingen ved skifte af det uskiftede bo.
Efter forslaget til lov om ægtefællers
økonomiske forhold foreslås § 15, stk. 2, i
retsvirkningsloven om uoverdragelige og personlige rettigheder
overført til lov om ægtefællers
økonomiske forhold som § 37.
Som konsekvens heraf foreslås det at ændre
henvisningen til § 15, stk. 2, i retsvirkningsloven i
ægtefælleskiftelovens § 30, stk. 2, 1. pkt.
Til nr. 6
Efter arvelovens § 30, stk. 2, 2. pkt., kan en livsarving
ikke kræve vederlag af det beholdne bo, hvis den
længstlevende ægtefælle har anvendt midler til
erhvervelse eller forbedring af pensionsrettigheder omfattet af
§ 16 a i lov om ægteskabets retsvirkninger.
Efter forslaget til lov om ægtefællers
økonomiske forhold foreslås § 16 a i
retsvirkningsloven om behandlingen af den længstlevende
ægtefælles pensionsrettigheder ved dødsboskifte
overført til lov om ægtefællers
økonomiske forhold som § 52.
Som konsekvens heraf foreslås det at ændre
henvisningen til § 16 a i retsvirkningsloven i
ægtefælleskiftelovens § 30, stk. 2, 2. pkt.
Til §
6
Til nr. 1
Efter dødsboskiftelovens § 7, stk. 2, 1. pkt.,
indhenter skifteretten de nødvendige oplysninger om arvinger
fra Det Centrale Personregister (CPR) og om afdødes
testamentariske dispositioner fra Centralregisteret for Testamenter
eller på anden måde.
Der foreslås indsat et nyt pkt. i
dødsboskiftelovens § 7, stk. 2, hvorefter skifteretten,
hvis afdøde ved dødsfaldet var gift, skal indhente
oplysninger om ægtepagter fra Tinglysningsretten. Dette er i
overensstemmelse den gældende ordning, hvorefter
skifteretterne ved dødsboskifte indhenter oplysninger om
ægtepagter fra Tinglysningsretten. Denne praksis
foreslås således lovfæstet.
Der henvises til de almindelige bemærkninger, punkt
2.6.
Til nr. 2
Efter dødsboskiftelovens § 7, stk. 7, kan
justitsministeren fastsætte regler for skifteretten og
bobestyreren om indhentelse af oplysninger fra Det Centrale
Personregister (CPR) og Centralregisteret for Testamenter.
Det foreslås, at justitsministerens bemyndigelse i §
7, stk. 7, til at kunne fastsætte regler for skifteretten og
bobestyreren om indhentelse af oplysninger fra Det Centrale
Personregister (CPR) og Centralregisteret for Testamenter udvides
til også at omfatte fastsættelse af regler om
skifterettens indhentelse af oplysninger fra
Tinglysningsretten.
Bestemmelsen er en følge af den pligt til indhentelse af
oplysninger om ægtepagter fra Tinglysningsretten, som
foreslås indsat i § 7, stk. 2, jf. lovforslagets §
6, nr. 1.
Der henvises til de almindelige bemærkninger, punkt
2.6.
Til nr. 3
Efter dødsboskiftelovens § 22, stk. 1, kan
udlæg af et bo til en længstlevende
ægtefælle finde sted, såfremt
ægtefællen, dennes værge eller skifteværge
fremsætter anmodning derom, og der ifølge § 11,
stk. 1-3, i arveloven samt § 23 i lov om ægteskabets
retsvirkninger intet bliver at udlodde til andre arvinger, og
såfremt ægtefællen påtager sig ansvaret for
den afdødes gældsforpligtelser.
Efter forslaget til lov om ægtefællers
økonomiske forhold foreslås retsvirkningslovens regler
om vederlagskrav i § 23 overført til kapitel 11 i lov
om ægtefællers økonomiske forhold, hvor
betegnelsen vederlagskrav foreslås ændret til
regulerings- og misbrugskrav.
Gennem vederlagskrav (nu regulerings- og misbrugskrav) tages der
højde for forskydninger mellem en ægtefælles
delingsformue og særeje m.v., og der er mulighed for at
fremsætte kompensationskrav, f.eks. hvis en
ægtefælle er stillet urimeligt ved formuedelingen.
Som konsekvens heraf er der behov for at ændre
henvisningen til retsvirkningslovens § 23 i
dødsboskiftelovens § 22, stk. 1, nr. 1.
Til nr. 4
Som det fremgår af de almindelige bemærkninger,
punkt 2.1, anvendes begrebet "delingsformue" i forslaget til lov om
ægtefællers økonomiske forhold i stedet for
"fælleseje". Som konsekvens heraf foreslås det, at
begrebet "fælleseje" i de relevante bestemmelser i
dødsboskifteloven ændres til "delingsformue".
Der henvises til de almindelige bemærkninger, punkt 3.2.,
i det samtidigt fremsatte forslag til lov om
ægtefællers økonomiske forhold.
Til nr. 5
Som det fremgår af de almindelige bemærkninger,
punkt 2.1, anvendes begrebet "delingsformue" i forslaget til lov om
ægtefællers økonomiske forhold i stedet for
"fælleseje". Som konsekvens heraf foreslås det, at "del
af fællesejet" i dødsboskiftelovens § 75, stk. 1,
ændres til "delingsformue".
Der henvises til de almindelige bemærkninger, punkt 3.2.,
i det samtidigt fremsatte forslag til lov om
ægtefællers økonomiske forhold.
Til nr. 6
Som det fremgår af de almindelige bemærkninger,
punkt 2.1, anvendes begrebet "delingsformue" i forslaget til lov om
ægtefællers økonomiske forhold i stedet for
"fælleseje". Som konsekvens heraf foreslås det, at
"fællesejet" i dødsboskiftelovens § 76, stk. 3,
ændres til "delingsformuen".
Der henvises til de almindelige bemærkninger, punkt 3.2.,
i det samtidigt fremsatte forslag til lov om
ægtefællers økonomiske forhold.
Til nr. 7
Efter dødsboskiftelovens § 77 finder bl.a.
ægtefælleskiftelovens §§ 50, 51 og 53
anvendelse på skifte af ægtefællernes formuer med
de ændringer, der følger af forholdets natur. Det
betyder, at reglerne om ophørsdagen, tidspunktet for
værdiansættelsen af aktiver og passiver samt
opgørelsen af fællesboet finder tilsvarende anvendelse
i forbindelse med skifte af længstlevende
ægtefælles aktiver og passiver.
Som det fremgår af de almindelige bemærkninger,
punkt 2.3, foreslås reglerne i
ægtefælleskifteloven om formuedeling ved separation og
skilsmisse overført til lov om ægtefællers
økonomiske forhold.
Som konsekvens heraf foreslås henvisningen til
ægtefælleskiftelovens §§ 50, 51 og 53 i
dødsboskiftelovens § 77 ændret til en henvisning
til afsnit 4 i lov om ægtefællers økonomiske
forhold.
Det bemærkes, at dødsboskiftelovens § 77
også indeholder henvisning til
ægtefælleskiftelovens §§ 56-58, og at
henvisningen til disse bestemmelser ikke foreslås
ændret.
Der henvises til de almindelige bemærkninger, punkt 3.22.,
i det samtidigt fremsatte forslag til lov om
ægtefællers økonomiske forhold.
Til §
7
Til nr. 1
Erstatningsansvarslovens § 18 regulerer overdragelse af
krav på erstatning og godtgørelse for personskade samt
forsørgertabserstatning samt deling af sådanne krav
som led i deling af ægtefællers fællesbo.
Som konsekvens af lovforslagets § 7, nr. 2, foreslås
overskriften til § 18 ændret
for at gøre den mere retvisende, således at den i
stedet for at benævnes "overførelse mv." af
erstatnings- og godtgørelseskrav vil blive benævnt
"overdragelse" af sådanne krav.
Derved vil overskriften være i overensstemmelse med det
indhold, som erstatningsansvarslovens § 18 vil få i
henhold til forslagets § 7, nr. 2 og 3, idet bestemmelsen
herefter kun vil vedrøre overdragelse af krav.
Ændringen af ordet "overførelse" til "overdragelse"
er alene en sproglig tilpasning, som tilsigter at bringe ordlyden
af overskriften i overensstemmelse med ordlyden i § 18.
Til nr. 2
Efter erstatningsansvarslovens § 18, stk. 1, kan krav
vedrørende erstatning og godtgørelse for personskade
og krav om erstatning til den, der har mistet en forsørger,
ikke overdrages, så længe kravet og dets
størrelse ikke er anerkendt eller fastslået af
domstolene. Efter § 18, stk. 3, finder reglen imidlertid ikke
anvendelse på krav om erstatning for tabt arbejdsfortjeneste.
Stk. 3 omfatter efter retspraksis bl.a.
fratrædelsesgodtgørelse efter funktionærlovens
§ 2 a, hvorefter der ydes en særlig godtgørelse
ved opsigelse af funktionærer, der har været
beskæftiget i samme virksomhed i 12 år eller mere.
Det foreslås, at der indsættes et nyt 2. pkt., hvorefter § 18, stk. 1, 1.
pkt., ikke finder anvendelse på erstatning for tabt
arbejdsfortjeneste. Denne nye bestemmelse svarer til den
gældende bestemmelse i § 18, stk. 3, og den
gældende retstilstand videreføres således uden
indholdsmæssige ændringer.
Den foreslåede ændring er en konsekvens af
lovforslagets § 7, nr. 3, hvormed bestemmelsen i
erstatningsansvarslovens § 18, stk. 2, foreslås
overført til den nye lov om ægtefællers
økonomiske forhold.
Til nr. 3
Efter erstatningsansvarslovens § 18, stk. 2, indgår
erstatning og godtgørelse for personskade og krav om
erstatning til den, der har mistet en forsørger, hvis
erstatningen eller godtgørelsen ikke må antages at
være forbrugt, ikke i formuefællesskabet mellem
ægtefæller ved skifte i anledning af ægteskabs
ophør (dvs. ved skilsmisse og død), separation eller
bosondring. Erstatningen eller godtgørelsen indgår dog
i formuefællesskabet, når den, som erstatningen
tilkommer, afgår ved døden, medmindre erstatningen
eller godtgørelsen ifølge ægtepagt er
særeje.
Efter den gældende bestemmelse i § 18, stk. 3, finder
reglerne i stk. 1 og 2 ikke anvendelse på krav om erstatning
for tabt arbejdsfortjeneste.
Det foreslås, at § 18, stk. 2 og 3,
ophæves.
Som det fremgår af de almindelige bemærkninger,
punkt 1, foreslås det, at alle materielle bestemmelser om
ægtefællers økonomiske forhold, navnlig
bestemmelser om deling af ægtefællers formuer ved
separation, skilsmisse og død, samles i den nye lov om
ægtefællers økonomiske formueforhold.
Som konsekvens heraf foreslås det, at § 18, stk. 2, ophæves, og at indholdet af
bestemmelsen overføres til de foreslåede bestemmelser
om deling af personlige erstatninger i lov om
ægtefællers økonomiske forhold, § 36 om
formuedeling ved separation og skilsmisse og § 51 om
formuedeling ved en ægtefælles død.
Det bemærkes, at reglerne om bosondring efter
retsvirkningslovens kapitel 5 foreslås ophævet, jf. de
almindelige bemærkninger, punkt 3.21., i det samtidigt
fremsatte forslag til lov om ægtefællers
økonomiske forhold.
Bestemmelsen i den gældende § 18, stk. 3, om krav vedrørende erstatning
for tabt arbejdsfortjeneste, foreslås, jf. lovforslagets
§ 7, nr. 2, indsat i den nye foreslåede bestemmelse i
§ 18, stk. 1, 2. pkt.
Til nr. 4
Efter erstatningsansvarslovens § 26, stk. 1, skal den, der
er ansvarlig for en retsstridig krænkelse af en andens
frihed, fred, ære eller person, betale den forurettede
godtgørelse for tort, og efter § 26 a, stk. 1, kan den,
der forsætligt eller ved grov uagtsomhed forvolder en andens
død, pålægges at betale en godtgørelse
til efterlevende, der stod den afdøde særlig
nær.
Efter § 26, stk. 4, finder § 18, stk. 1 og 2,
tilsvarende anvendelse på godtgørelser efter
§§ 26 og 26 a.
Henvisningen til § 18, stk. 2, indebærer, at en
godtgørelse efter §§ 26 og 26 a, ikke indgår
i formuefællesskabet mellem ægtefæller ved skifte
i anledning af ægteskabs ophør (dvs. ved skilsmisse og
død), separation eller bosondring, hvis godtgørelsen
ikke må antages at være forbrugt, Godtgørelsen
indgår dog i formuefællesskabet, når den, som
erstatningen tilkommer, afgår ved døden, medmindre
godtgørelsen ifølge ægtepagt er
særeje.
Som det fremgår af de almindelige bemærkninger,
punkt 2.1., foreslås det, at alle materielle bestemmelser om
ægtefællers økonomiske forhold, navnlig
bestemmelser om deling af ægtefællers formuer ved
separation, skilsmisse og død, samles i den nye lov om
ægtefællers økonomiske formueforhold.
Som konsekvens heraf foreslås det ved lovforslagets §
7, nr. 3, at § 18, stk. 2 og 3, ophæves, og at indholdet
af bestemmelsen overføres til de foreslåede
bestemmelser om deling af personlige erstatninger i lov om
ægtefællers økonomiske forhold, § 36 om
formuedeling ved separation og skilsmisse og § 51 om
formuedeling ved en ægtefælles død. Disse
bestemmelser vil også omfatte erstatninger omfattet af
§§ 26 og 26 a.
Det bemærkes, at reglerne om bosondring efter
retsvirkningslovens kapitel 5 foreslås ophævet, jf. de
almindelige bemærkninger, punkt 3.21., i det samtidigt
fremsatte forslag til lov om ægtefællers
økonomiske forhold.
I konsekvens af den foreslåede ophævelse af §
18, stk. 2, foreslås det, at henvisningen i
erstatningsansvarslovens § 26, stk. 4, til lovens §
18, stk. 1 og 2, ændres til en henvisning til lovens §
18, 1. pkt., idet det bemærkes, at der med lovforslagets
§ 7, nr. 1, foreslås indsat et nyt punktum i § 18,
stk. 1.
Til §
8
Til nr. 1
Efter forsikringsaftalelovens § 103, stk. 2, kan en
forsikringstager ved testamente eller ved indsættelse af en
begunstiget bestemme, at forsikringssummen skal være den
begunstigedes særeje. Efter bestemmelsens stk. 1 er
indsættelse af en begunstiget kun gyldig, såfremt den
skriftlig meddeles selskabet eller optages i eller påtegnes
policen af selskabet.
Det foreslås, at der i forsikringsaftalelovens § 103, stk. 2, som 2. pkt.
indsættes en bestemmelse om, at de foreslåede
bestemmelser i § 23, stk. 1 og 2, i lov om
ægtefællers økonomiske forhold om
tredjemandsbestemt særeje, jf. det samtidigt fremsatte
lovforslag herom, også gælder for en
forsikringstagerens bestemmelser om særeje.
Efter § 23, stk. 1, i forslaget til lov om
ægtefællers økonomiske forhold kan en arvelader
og en gavegiver træffe samme bestemmelser om særeje,
som ægtefæller kan aftale efter § 12 i
forslaget til lov om ægtefællers økonomiske
forhold, dog ikke om sumsæreje og sumdeling efter § 12,
stk. 2, nr. 4 og 5. Efter § 23, stk. 2, kan arvelader og
gavegiver bestemme, at modtageren og dennes ægtefælle
skal kunne ændre en bestemmelse om særeje efter stk. 1
og kan fastsætte betingelser herfor.
For at tydeliggøre, at en forsikringstager kan
træffe samme bestemmelser om særeje som en arvelader og
gavegiver, foreslås det, at det udtrykkeligt skal
fremgå af § 103, stk. 2, at § 23, stk. 1 og 2, i
forslaget til lov om ægtefællers økonomiske
forhold skal finde tilsvarende anvendelse i forhold til
forsikringstagerens bestemmelser, og at en forsikringstager dermed
kan træffe samme bestemmelser om særeje, som arvelader
og gavegiver kan træffe efter de foreslåede
bestemmelser i § 23, stk. 1 og 2, i lov om
ægtefællers økonomiske forhold.
Til §
9
Til nr. 1
Efter pensionsopsparingslovens § 3, stk. 2, kan en
kontohaver ved testamente eller ved indsættelse efter stk. 1
bestemme, at de opsparede midler skal være den begunstigedes
særeje. Efter bestemmelsens stk. 1 er indsættelse af en
begunstiget kun gyldig, såfremt den skriftligt meddeles
pengeinstituttet eller optages i eller påtegnes
pensionsopsparingsaftalen af pengeinstituttet.
Det foreslås, at der i pensionsopsparingslovens § 3, stk. 2, som 2. pkt. indsættes
en bestemmelse om, at de foreslåede bestemmelser i § 23,
stk. 1 og 2, i lov om ægtefællers økonomiske
forhold om tredjemandsbestemt særeje, jf. det samtidig
fremsatte lovforslag herom, også gælder for
kontohaverens bestemmelser om særeje.
Efter § 23, stk. 1, i forslaget til lov om
ægtefællers økonomiske forhold kan en arvelader
og en gavegiver træffe samme bestemmelser om særeje,
som ægtefæller kan aftale efter § 12 i
forslaget til lov om ægtefællers økonomiske
forhold, dog ikke om sumsæreje og sumdeling efter § 12,
stk. 2, nr. 4 og 5. Efter § 23, stk. 2, kan arvelader og
gavegiver bestemme, at modtageren og dennes ægtefælle
skal kunne ændre en bestemmelse om særeje efter stk. 1
og kan fastsætte betingelser herfor.
For at tydeliggøre, at en kontohaver kan træffe
samme bestemmelser om særeje som en arvelader og gavegiver,
foreslås det, at det udtrykkeligt skal fremgå af §
3, stk. 2, at § 23, stk. 1 og 2, i forslaget til lov om
ægtefællers økonomiske forhold skal finde
tilsvarende anvendelse i forhold til kontohaverens bestemmelser, og
at en kontohaver dermed kan træffe samme bestemmelser om
særeje, som en arvelader og gavegiver kan træffe efter
den foreslåede bestemmelse i §§ 23, stk. 1 og
2, i lov om ægtefællers økonomiske forhold.
Til §
10
Til nr. 1
Efter lejelovens § 72, 1. pkt., må en lejer ikke uden
sin ægtefælles samtykke foretage fremleje,
såfremt dette vil medføre, at det lejede ikke
længere kan tjene til fælles bolig eller som grundlag
for ægtefællernes eller den anden
ægtefælles virksomhed. Det fremgår af 2. pkt., at
hvis den anden ægtefælle er umyndig, meddeler
værgen samtykket. Det følger af 3. pkt., at
bestemmelserne i retsvirkningslovens § 18, stk. 2, og i §
20 finder tilsvarende anvendelse.
Er en lejeaftale ikke indgået for et bestemt tidsrum,
eller kan det ikke oplyses, hvilken lejetid parterne har aftalt,
kan lejeren efter lejelovens § 81, stk. 1, opsige lejeaftalen.
Efter stk. 2, må lejeren dog ikke uden sin
ægtefælles samtykke opsige lejemål om familiens
bolig eller om lokaler, hvortil ægtefællernes eller den
anden ægtefælles virksomhed er knyttet. Det
fremgår videre af bestemmelsen, at lovens § 72, 2. og 3.
pkt., finder tilsvarende anvendelse.
Efter retsvirkningslovens § 18, stk. 1, må en
ægtefælle ikke uden den anden ægtefælles
samtykke afhænde eller pantsætte fast ejendom, der er
fælleseje, såfremt ejendommen tjener til familiens
bolig. Det samme gælder fast ejendom, som
ægtefællernes eller den anden ægtefælles
erhvervsvirksomhed er knyttet til.
Hvis den anden ægtefælle nægter at give
samtykke til sådanne dispositioner, kan statsforvaltningen
efter retsvirkningslovens § 20 give tilladelse til
dispositionen, hvis "der ikke findes at være skellig grund
til nægtelsen". Statsforvaltningen foretager i sådanne
sager en konkret vurdering af ægtefællernes interesser,
og tilladelse gives efter praksis, når
ægtefællens nægtelse må anses som
urimelig.
Statsforvaltningens afgørelse kan påklages til
Ankestyrelsen, jf. retsvirkningslovens § 52 a, stk. 1.
Har ejerægtefællen foretaget dispositioner over fast
ejendom, der er omfattet af retsvirkningslovens § 18, uden
enten samtykke fra den anden ægtefælle eller tilladelse
fra statsforvaltningen, kan den anden ægtefælle efter
bestemmelsens stk. 2 anlægge en retssag med henblik på
omstødelse af dispositionen.
Omstødelse sker ved dom. Retssag om omstødelse
skal anlægges inden 3 måneder efter, at
ægtefællens har fået kundskab til retshandlen, og
senest inden 1 år efter, at dispositionen er blevet
tinglyst.
Efter retsvirkningslovens § 18, stk. 2, er det en
betingelse for omstødelse af en disposition
vedrørende fast ejendom, at køberen "indså
eller burde indse", at ejerægtefællen var uberettiget
til at foretage dispositionen. Det er den ikke-handlende
ægtefælle, der har bevisbyrden for, at medkontrahenten
indså eller burde have indset, at ejerægtefællen
ikke var berettiget til at foretage dispositionen.
Om retsvirkningslovens §§ 18 og 20 henvises til de
almindelige bemærkninger, punkt 3.7.1., i det samtidigt
fremsatte lovforslag til lov om ægtefællers
økonomiske forhold.
Som det fremgår af de almindelige bemærkninger,
punkt 3.7.3. og 3.7.4., i det nævnte lovforslag
foreslår Børne- og Socialministeriet, at
bestemmelserne i retsvirkningslovens § 18, stk. 1, §
18, stk. 2, og § 20 videreføres i de foreslåede
bestemmelser i henholdsvis §§ 6 og 8 og § 7, stk. 1,
i lov om ægtefællers økonomiske forhold.
Det foreslås dog i § 8, stk. 1, i lovforslaget til
lov om ægtefællers økonomiske at bevisbyrden i
forhold til den gældende § 18, stk. 2, i
retsvirkningsloven vendes om, således at det er
medkontrahenten, der skal bevise, at vedkommende var i god tro med
hensyn til ejerægtefællens ret til at råde over
boligen. Det foreslås endvidere, at også den anden part
i en aftale om fremleje (medkontrahenten) kan anmode
statsforvaltningen om at tillade aftalen.
På den baggrund foreslås det, at henvisningen i
lejelovens § 72 til retsvirkningslovens § 18, stk.
2, og § 20 ændres, således at der i stedet
henvises til de foreslåede bestemmelser i § 7, stk.
1, og § 8 i lov om ægtefællers økonomiske
forhold.
Det bemærkes, at det i § 6 i det samtidigt fremsatte
lovforslag til lov om ægtefællers økonomiske
forhold foreslås, at den gældende beskyttelse i
retsvirkningslovens § 18 mod afhændelse og
pantsætning af fast ejendom, hvortil
ægtefællernes eller den anden ægtefælles
erhvervsvirksomhed er tilknyttet, afskaffes. Dette begrundes med,
at den ægtefælle, hvis erhvervsvirksomhed er knyttet
til en ejendom, der ejes af den anden ægtefælle, i vidt
omfang vil være beskyttet af lejelovens regler, og at denne
ægtefælle kan og bør sikre sig og sin
erhvervsvirksomhed ved at skrive lejekontrakt med
ejerægtefællen.
Denne begrundelse kan ikke anvendes i relation til lejeboliger.
Hvis lejerens ægtefælle indgår en lejeaftale med
lejeren, vil der være tale om fremleje, og
ægtefællen bliver fremlejetager. En fremlejetager nyder
ikke den samme beskyttelse efter lejelovgivningen, som en
traditionel lejer, der har et kontraktforhold til ejendommens ejer.
Den traditionelle lejers rettigheder er beskyttet mod enhver uden
tinglysning. Lejeren beholder således sin brugsret, hvis
ejendommens ejer f.eks. sælger ejendommen eller går
konkurs. Den beskyttelse har fremlejetageren ikke, da
fremlejetageren alene har et kontraktforhold med lejeren. Hvis
hovedlejeforholdet ophører, ophører fremlejeforholdet
også.
Den gældende beskyttelse i lejelovens § 72, 1. pkt.,
mod fremleje af et lejemål, som medfører, at det
lejede ikke længere kan tjene som grundlag for
ægtefællernes eller den anden ægtefælles
virksomhed, foreslås således ikke ændret.
Ovennævnte forslag om ændring af henvisningerne i
lejelovens § 72, 3. pkt., vil indebære, at
statsforvaltningen ligesom i dag efter anmodning fra den
ægtefælle, der er lejer af det pågældende
lejemål, kan tillade fremleje af lejemålet, hvis der
ikke en rimelig grund til at nægte at gennemføre
aftalen herom. Som noget nyt kan en sådan anmodning
også indgives af den anden part i aftalen.
Har den ægtefælle, der er lejer af det
pågældende lejemål, indgået en aftale om
fremleje, der er omfattet af lejelovens § 72, 1. pkt.,
uden samtykke fra den anden ægtefælle eller uden
statsforvaltningens tilladelse, kan aftalen efter den
foreslåede § 8, stk. 1, i lov om ægtefællers
økonomiske forhold efter anmodning fra den anden
ægtefælle omstødes ved dom. Aftalen kan dog ikke
omstødes, hvis den anden part i aftalen godtgør, at
parten ikke vidste eller burde have vidst, at lejeren ikke var
berettiget til at indgå aftalen.
Omstødelsessag efter den foreslåede § 8, stk.
1, i lov om ægtefællers økonomiske forhold skal
efter bestemmelsens stk. 2 anlægges inden 3 måneder
efter, at den anden ægtefælle fik kendskab til aftalen.
Uanset hvornår den anden ægtefælle fik kendskab
til aftalen, skal sagen dog anlægges senest 1 år efter,
at aftalen blev gennemført. Hvis aftalen blev tinglyst,
inden aftalen blev gennemført, regnes 1 års fristen
fra tinglysningen.
Er en lejeaftale ikke indgået for et bestemt tidsrum,
eller kan det ikke oplyses, hvilken lejetid parterne har aftalt,
kan lejeren efter lejelovens § 81, stk. 1, opsige lejeaftalen.
Efter stk. 2 må lejeren dog ikke uden sin
ægtefælles samtykke opsige lejemål om familiens
bolig eller om lokaler, hvortil ægtefællernes eller den
anden ægtefælles virksomhed er knyttet. Det
fremgår videre af bestemmelsen, at lovens § 72, 2. og 3.
pkt., finder tilsvarende anvendelse.
Med henvisningen i lejelovens § 81, stk. 1, til lovens
§ 72, 2. og 3. pkt., vil bestemmelserne i de foreslåede
§ 7, stk. 1, og § 8 i lov om ægtefællers
økonomiske forhold finde tilsvarende anvendelse på
opsigelse af lejemål.
Der henvises til de almindelige bemærkninger, punkt 3.7.,
i det samtidigt fremsatte forslag til lov om
ægtefællers økonomiske forhold.
Til §
11
Til nr. 1
Efter almenlejelovens § 68, 1. pkt., må en lejer ikke
uden sin ægtefælles samtykke foretage fremleje,
såfremt dette vil medføre, at det lejede ikke
længere kan tjene til fælles bolig eller som grundlag
for ægtefællernes eller den anden
ægtefælles virksomhed. Det fremgår af 2. pkt., at
hvis den anden ægtefælle er umyndig, meddeler
værgen samtykket. Det følger af 3. pkt., at
bestemmelserne i retsvirkningslovens § 18, stk. 2, og i §
20 finder tilsvarende anvendelse.
Efter almenlejelovens § 84, stk. 1, kan en lejer frit
opsige lejeaftalen. Dette gælder dog efter lovens § 87,
stk. 1, ikke, hvis lejeaftalen er tidsbegrænset. Efter stk.
2, må lejeren dog ikke uden sin ægtefælles
samtykke opsige lejemål om familiens bolig eller om lokaler,
hvortil ægtefællernes eller den anden
ægtefælles virksomhed er knyttet. Det fremgår
videre af bestemmelsen, at lovens § 68, 2. og 3. pkt., finder
tilsvarende anvendelse.
Efter retsvirkningslovens § 18, stk. 1, må en
ægtefælle ikke uden den anden ægtefælles
samtykke afhænde eller pantsætte fast ejendom, der er
fælleseje, såfremt ejendommen tjener til familiens
bolig. Det samme gælder fast ejendom, som
ægtefællernes eller den anden ægtefælles
erhvervsvirksomhed er knyttet til.
Hvis den anden ægtefælle nægter at give
samtykke til sådanne dispositioner, kan statsforvaltningen
efter retsvirkningslovens § 20 give tilladelse til
dispositionen, hvis "der ikke findes at være skellig grund
til nægtelsen". Statsforvaltningen foretager i sådanne
sager en konkret vurdering af ægtefællernes interesser,
og tilladelse gives efter praksis, når
ægtefællens nægtelse må anses som
urimelig.
Statsforvaltningens afgørelse kan påklages til
Ankestyrelsen, jf. retsvirkningslovens § 52 a, stk. 1.
Har ejerægtefællen foretaget dispositioner over fast
ejendom, der er omfattet af retsvirkningslovens § 18, uden
enten samtykke fra den anden ægtefælle eller tilladelse
fra statsforvaltningen, kan den anden ægtefælle efter
bestemmelsens stk. 2 anlægge en retssag med henblik på
omstødelse af dispositionen.
Omstødelse sker ved dom. Retssag om omstødelse
skal anlægges inden 3 måneder efter, at
ægtefællen har fået kundskab til retshandlen, og
senest inden 1 år efter, at dispositionen er blevet
tinglyst.
Efter retsvirkningslovens § 18, stk. 2, er det en
betingelse for omstødelse af en disposition
vedrørende fast ejendom, at køberen "indså
eller burde indse", at ejerægtefællen var uberettiget
til at foretage dispositionen. Det er den ikke-handlende
ægtefælle, der har bevisbyrden for, at medkontrahenten
indså eller burde have indset, at ejerægtefællen
ikke var berettiget til at foretage dispositionen.
Om retsvirkningslovens §§ 18 og 20 henvises til de
almindelige bemærkninger, punkt 3.7.1., i det samtidigt
fremsatte lovforslag om ægtefællers økonomiske
forhold.
Som det fremgår af de almindelige bemærkninger,
punkt 3.7.3. og 3.7.4., i det nævnte lovforslag
foreslår Børne- og Socialministeriet, at
bestemmelserne i retsvirkningslovens § 18, stk. 1, §
18, stk. 2, og § 20 videreføres i de foreslåede
bestemmelser i henholdsvis § 6, § 8 og § 7, stk. 1,
i lov om ægteægtefællers økonomiske
forhold.
Det foreslås dog i § 8, stk. 1, i lov om
ægtefællers økonomiske forhold, at bevisbyrden i
forhold til den gældende § 18, stk. 2, i
retsvirkningsloven vendes om, således at det er
medkontrahenten, der skal bevise, at vedkommende var i god tro med
hensyn til ejerægtefællens ret til at råde over
boligen. Det foreslås endvidere, at også den anden part
i en aftale om fremleje (medkontrahenten) kan anmode
statsforvaltningen om at tillade aftalen.
På den baggrund foreslås det, at henvisningen i
almenlejelovens § 68 til retsvirkningslovens § 18, stk.
2, og § 20 ændres, således at der i stedet
henvises til de foreslåede bestemmelser i § 7, stk. 1,
og § 8 i lov om ægtefællers økonomiske
forhold.
Det bemærkes, at det i § 6 i det samtidigt fremsatte
lovforslag til lov om ægtefællers økonomiske
forhold foreslås, at den gældende beskyttelse i
retsvirkningslovens § 18 mod afhændelse og
pantsætning af fast ejendom, hvortil
ægtefællernes eller den anden ægtefælles
erhvervsvirksomhed er tilknyttet, afskaffes. Dette begrundes med,
at den ægtefælle, hvis erhvervsvirksomhed er knyttet
til en ejendom, der ejes af den anden ægtefælle, i vidt
omfang vil være beskyttet af lejelovens regler, og at denne
ægtefælle kan og bør sikre sig og sin
erhvervsvirksomhed ved at skrive lejekontrakt med
ejerægtefællen.
Denne begrundelse kan ikke anvendes i relation til lejeboliger.
Hvis lejerens ægtefælle indgår en lejeaftale med
lejeren, vil der være tale om fremleje, og
ægtefællen bliver fremlejetager. En fremlejetager nyder
ikke den samme beskyttelse efter lejelovgivningen, som en
traditionel lejer, der har et kontraktforhold til ejendommens ejer.
Den traditionelle lejers rettigheder er beskyttet mod enhver uden
tinglysning. Lejeren beholder således sin brugsret, hvis
ejendommens ejer f.eks. sælger ejendommen eller går
konkurs. Den beskyttelse har fremlejetageren ikke, da
fremlejetageren alene har et kontraktforhold med lejeren. Hvis
hovedlejeforholdet ophører, ophører fremlejeforholdet
også.
Den gældende beskyttelse i almenlejelovens § 68, 1.
pkt., mod fremleje af et lejemål, som medfører, at det
lejede ikke længere kan tjene som grundlag for
ægtefællernes eller den anden ægtefælles
virksomhed, foreslås således ikke ændret.
Ovennævnte forslag om ændring af henvisningerne i
almenlejelovens § 68, 3. pkt., vil indebære, at
statsforvaltningen ligesom i dag efter anmodning fra den
ægtefælle, der er lejer af det pågældende
lejemål, kan tillade fremleje af lejemålet, hvis der
ikke en rimelig grund til at nægte at gennemføre
aftalen herom. Som noget nyt kan en sådan anmodning
også indgives af den anden part i aftalen.
Har den ægtefælle, der er lejer af det
pågældende lejemål, indgået en aftale om
fremleje, der er omfattet af lejelovens § 68, 1. pkt.,
uden samtykke fra den anden ægtefælle eller uden
statsforvaltningens tilladelse, kan aftalen efter den
foreslåede § 8, stk. 1, i lov om ægtefællers
økonomiske forhold efter anmodning fra den anden
ægtefælle omstødes ved dom. Aftalen kan dog ikke
omstødes, hvis den anden part i aftalen godtgør, at
parten ikke vidste eller burde have vidst, at lejeren ikke var
berettiget til at indgå aftalen.
Omstødelsessag efter den foreslåede § 8, stk.
1, i lov om ægtefællers økonomiske forhold skal
efter bestemmelsens stk. 2 anlægges inden 3 måneder
efter, at den anden ægtefælle fik kendskab til aftalen.
Uanset hvornår den anden ægtefælle fik kendskab
til aftalen, skal sagen dog anlægges senest 1 år efter,
at aftalen blev gennemført. Hvis aftalen blev tinglyst,
inden aftalen blev gennemført, regnes 1 års fristen
fra tinglysningen.
Er en lejeaftale ikke indgået for et bestemt tidsrum, kan
lejeren efter almenlejelovens § 84, stk. 1, opsige
lejeaftalen. Efter stk. 2 må lejeren dog ikke uden sin
ægtefælles samtykke opsige lejemål om familiens
bolig eller om lokaler, hvortil ægtefællernes eller den
anden ægtefælles virksomhed er knyttet. Det
fremgår videre af bestemmelsen, at lovens § 68, 2. og 3.
pkt., finder tilsvarende anvendelse.
Med henvisningen i almenlejelovens § 84, stk. 1, til lovens
§ 68, 2. og 3. pkt., vil bestemmelserne i de
foreslåede § 7, stk. 1, og § 8 i lov om
ægtefællers økonomiske forhold finde tilsvarende
anvendelse på opsigelse af lejemål.
Der henvises til de almindelige bemærkninger, punkt 3.7.,
i det samtidigt fremsatte forslag til lov om
ægtefællers økonomiske forhold.
Til §
12
Til nr. 1
Tinglysningsafgiftslovens § 5, stk. 6, der vedrører
afgiften for for tinglysning af en forhøjelse af et
pantsikret beløb, indeholder en henvises til § 8, stk.
1, nr. 8.
Det foreslås, at denne henvisning ændres til en
henvisning til nr. 7.
Forslaget er en konsekvens af, at tinglysningsafgiftslovens
§ 8, stk. 1, nr. 4, foreslås ophævet, hvorved
lovens § 8, stk. 8, bliver § 8, stk. 7, jf. lovforslagets
§ 12, nr. 2, og bemærkningerne hertil.
Til nr. 2
Efter § 8, stk. 1, nr. 4, er bl.a. tinglysning af
begæring om bosondring efter retsvirkningslovens § 43
afgiftsfri.
I de almindelige bemærkninger, punkt 3.21., i det
samtidigt fremsatte forslag til lov om ægtefællers
økonomiske forhold foreslås det, at muligheden for
bosondring efter retsvirkningslovens kapitel 5 ophæves. Som
konsekvens heraf foreslås henvisningerne til bosondring i
tinglysningsafgiftslovens § 8, stk. 1, nr. 4,
ophævet.
Til nr. 3
Forslaget om ændring af tinglysningsafgiftslovens §
8, stk. 2, er en konsekvens af, at lovens § 8, stk. 1, nr. 4,
foreslås ophævet, jf. lovforslagets § 12, nr. 2,
og bemærkningerne hertil. Der er endvidere foretaget en
sproglig tilretning af bestemmelsen ved at indsætte "er" i
den.
Til §
13
Til nr. 1
Som det fremgår af de almindelige bemærkninger,
punkt 2.1., anvendes begrebet "delingsformue" i det samtidigt
fremsatte forslag til lov om ægtefællers
økonomiske forhold i stedet for "fælleseje". Som
konsekvens heraf foreslås det, at begreberne
"fælleseje" og "fællesejet" i boafgiftslovens
§ 6, stk. 2, ændres til henholdsvis "delingsformue"
og "delingsformuen".
Der henvises til de almindelige bemærkninger, punkt 3.2.,
i det samtidigt fremsatte forslag til lov om
ægtefællers økonomiske forhold.
Til §
14
Til nr. 1
Som det fremgår af de almindelige bemærkninger,
punkt 2.1., anvendes begrebet "delingsformue" i det samtidigt
fremsatte forslag til lov om ægtefællers
økonomiske forhold i stedet for "fælleseje". Som
konsekvens heraf foreslås det, at begrebet "fælleseje"
i de nævnte bestemmelser i dødsboskatteloven
ændres til "delingsformue".
Der henvises til de almindelige bemærkninger, punkt 3.2.,
i det samtidigt fremsatte forslag til lov om
ægtefællers økonomiske forhold.
Til nr. 2
§ 4, stk. 5, vedrører afgiftsberegningen, når
en afdød, der var gift ved dødsfaldet, havde
fuldstændigt særeje, som bliver inddraget under skiftet
(formuedelingen) til opfyldelse af et vederlagskrav efter
retsvirkningslovens § 23.
Efter det samtidigt fremsatte forslag til lov om
ægtefællers økonomiske forhold foreslås
retsvirkningslovens regler om vederlagskrav overført til
kapitel 11 i lov om ægtefællers økonomiske
forhold, hvor betegnelsen vederlagskrav endvidere foreslås
ændret til regulerings- og misbrugskrav.
Gennem vederlagskrav (nu regulerings- og misbrugskrav) tages der
højde for forskydninger mellem en ægtefælles
delingsformue og særeje m.v., og der er mulighed for at
fremsætte kompensationskrav, f.eks. hvis en
ægtefælle er stillet urimeligt ved formuedelingen.
Som konsekvens heraf foreslås henvisningen i
dødsboskattelovens § 4, stk. 5, 1. pkt., til
retsvirkningslovens § 23 ændret sådan, at der i
stedet henvises til kapitel 11 i lov om ægtefællers
økonomiske forhold.
Til nr. 3
Som det fremgår af de almindelige bemærkninger,
punkt 2.1., anvendes begrebet "delingsformue" i det samtidigt
fremsatte forslag til lov om ægtefællers
økonomiske forhold i stedet for "fælleseje". Som
konsekvens heraf foreslås det, at begrebet "det hidtidige
fælleseje" i dødsboskattelovens § 96, stk.
1, 2. pkt., ændres til "den hidtidige delingsformue".
Der henvises til de almindelige bemærkninger, punkt 3.2.,
i det samtidigt fremsatte forslag til lov om
ægtefællers økonomiske forhold.
Til §
15
Til nr. 1
I det samtidigt fremsatte forslag til lov om
ægtefællers økonomiske forhold foreslås
retsvirkningsloven ophævet og bestemmelsen i lovens § 16
f, stk. 2, nr. 3, videreført som § 46, stk. 2, nr. 3,
lov om ægtefællers økonomiske forhold. Som en
konsekvens heraf foreslås henvisningen i
pensionsbeskatningslovens 30, stk. 2, til retsvirkningslovens
§ 16 f, stk. 2, nr. 3, ændret sådan, at der i
stedet henvises til § 46, stk. 2, nr. 3, i lov om
ægtefællers økonomiske forhold.
Desuden foreslås det, at henvisningen i
pensionsbeskatningslovens 30, stk. 2, til reglerne om bosondring
udgår som konsekvens af, at reglerne om bosondring efter
retsvirkningslovens kapitel 5 foreslås ophævet, jf. de
almindelige bemærkninger, punkt 3.21., i det samtidigt
fremsatte forslag til lov om ægtefællers
økonomiske forhold.
Til §
16
Den foreslåede bestemmelse i § 16, stk. 1, vedrører lovens
ikrafttræden. Det foreslås, at loven skal træde i
kraft den 1. januar 2018.
Den foreslåede ikrafttrædelsesbestemmelse
indebærer, at loven - medmindre andet bestemmes - finder
anvendelse på ægteskaber, der er indgået
før og efter lovens ikrafttræden, på
dispositioner, der er foretaget før og efter lovens
ikrafttræden, og på sager om ægtefællers
økonomiske forhold, navnlig sager om formuedeling, der
verserer ved lovens ikrafttræden.
Dette indebærer bl.a., at de foreslåede
ændringer af forsikringsaftaleloven og
pensionsopsparingsloven (lovforslagets §§ 8 og 9)
også finder anvendelse, når en begunstiget er indsat i
en forsikring m.v. før lovens ikrafttrædelse. Der er
imidlertid ikke noget til hinder for dette, da de foreslåede
ændringer lovfæster de gældende muligheder for at
træffe bestemmelse om særeje ved indsættelse af
en begunstiget i en forsikring m.v.
Med hensyn til lovforslagets § 14, nr. 2, hvorved
henvisningen i dødsboskattelovens § 4, stk. 5, 1. pkt.,
til reglerne om vederlagskrav i retsvirkningslovens § 23
foreslås ændret sådan, at den henviser til de
tilsvarende regler om regulerings- og misbrugskrav i kapitel 11 i
forslaget til lov om ægtefællers økonomiske
forhold, bemærkes, at efter overgangsbestemmelserne i
sidstnævnte lovforslag (se bemærkningerne til §
71, stk. 1, i det lovforslag) finder de foreslåede nye regler
om regulerings- og misbrugskrav også anvendelse på
dispositioner foretaget før lovens ikrafttræden.
Tilsvarende skal henvisningen i dødsboskatteloven til
reglerne om regulerings- og misbrugskrav også omfatte
dispositioner foretaget før lovens ikrafttræden.
De foreslåede bestemmelser i § 16, stk. 2-9,
fastlægger, i hvilket omfang de øvrige bestemmelser i
lovforslaget finder anvendelse på dispositioner, der er
foretaget før lovens ikrafttræden, og på sager,
der verserer ved lovens ikrafttræden.
I det samtidigt fremsatte lovforslag om ægtefællers
økonomiske forhold foreslås det, at de
foreslåede nye regler om formuedeling ved separation og
skilsmisse (lovforslagets kapitel 5) ikke skal finde anvendelse
på formuedeling ved separation og skilsmisse, hvis
statsforvaltningen før lovens ikrafttræden har
modtaget anmodning om separation eller skilsmisse, og at de hidtil
gældende regler skal finde anvendelse ved formuedeling i
sådanne situationer. Tilsvarende foreslås det i §
16, stk. 2, i nærværende
lovforslag, at de foreslåede ændrede regler om
formuedeling ved omstødelse af ægteskab i
lovforslagets § 1, nr. 2 og 3, ikke finder anvendelse på
formuedelingen, når sag om omstødelse af
ægteskabet er anlagt før lovens ikrafttræden, og
at de hidtil gældende regler skal finde anvendelse ved
formuedeling i sådanne situationer.
Tilsvarende foreslås det i § 16, stk. 3, at lovforslagets § 2 om
ændring af reglerne om formuedeling i
ægtefælleskifteloven ikke skal finde anvendelse,
når statsforvaltningen før lovens ikrafttræden
har modtaget anmodning om separation eller skilsmisse, og når
en ægtefælle før lovens ikrafttræden over
for skifteretten har fremsat anmodning om bosondring, og at de
hidtil gældende regler skal finde anvendelse ved formuedeling
i sådanne situationer.
Hvis en anmodning om separation eller skilsmisse afslås,
tilbagekaldes eller bortfalder, f.eks. på grund af manglende
betaling af gebyr for sagens behandling, finder § 16, stk. 3,
ikke anvendelse. Dette gælder både afslag på, og
tilbagekaldelse eller bortfald af anmodningen under
statsforvaltningens og rettens behandling af sagen, herunder under
en ankesag. Det samme gælder, hvis separations- eller
skilsmissesagen afsluttes i statsforvaltningen, f.eks. på
grund af manglende enighed mellem parterne, og ingen af parterne
inden for 4-ugers fristen i ægteskabslovens § 43 anmoder
om, at separations- eller skilsmissesagen indbringes for retten.
Indgives ny anmodning om skilsmisse m.v. først efter lovens
ikrafttræden, finder § 16, stk. 3, således ikke
anvendelse.
Derimod finder § 16, stk. 3, anvendelse, selvom sagen om
separation eller skilsmisse af statsforvaltningen indbringes for
retten, eller førsteinstansens afgørelse appelleres,
eller selvom skifterettens afgørelse indbringes for
landsretten, og uanset at dette først sker efter lovens
ikrafttræden.
Som konsekvens af det foreslåede § 16, stk. 3,
foreslås det, at det samme skal gælde lovforslagets
§ 15, hvorved henvisningen i pensionsbeskatningslovens §
30, stk. 2, 1 pkt., til retsvirkningslovens § 16 f, stk. 2,
nr. 3, om betaling af pensionskompensation ved formuedeling
foreslås ændret sådan, at den henviser til den
tilsvarende bestemmelse i § 46, stk. 2, nr. 3, i forslaget til
lov om ægtefællers økonomiske forhold.
I lovforslagets § 16 stk. 4,
foreslås det, at lovforslagets § 3 om omstødelse
af gaver kun skal gælde for gaver, der er fuldbyrdet efter
lovens ikrafttræden. For gaver, der er fuldbyrdet før
lovens ikrafttræden, skal de hidtil gældende regler om
omstødelse i konkursloven og retsvirkningsloven finde
anvendelse.
Det betyder, at i forhold til gaver, der er fuldbyrdet
før lovens ikrafttræden, vil omstødelse skulle
vurderes efter de regler, der var gældende på
tidspunktet for gavens fuldbyrdelse.
Det foreslås i lovforslagets § 16, stk. 5, at forslagets § 4, nr. 3, om
offentlighedens adgang til indholdet af ægtepagter ikke skal
finde anvendelse på anmodninger herom, der er indgivet
før lovens ikrafttræden.
Efter gældende ret har enhver ret til at modtage
oplysninger om indholdet af en tinglyst ægtepagt.
For at sikre, at en fysisk eller juridisk person, der har
indgivet en anmodning om at modtage oplysninger om indholdet af en
tinglyst ægtepagt inden lovens ikrafttræden, ikke
opnår en dårligere retsstilling, fordi
ansøgningen behandles efter lovens ikrafttræden,
foreslås det, at lovforslagets § 4, nr. 3, ikke finder
anvendelse på anmodninger om oplysninger om indholdet af
ægtepagter, der er indgivet inden lovens ikrafttræden.
Sådanne anmodninger skal således behandles efter de
hidtil gældende regler.
For så vidt angår ægtepagter, der er tinglyst
før den 21. marts 2011, og som dermed alene foreligger i
fysisk form, indebærer bestemmelsen, at anmodninger til
Tinglysningsretten om kopi af en ægtepagt indgivet før
lovens ikrafttræden skal behandles efter de hidtil
gældende regler, hvis Tinglysningsretten først
behandler anmodningen efter lovens ikrafttræden.
For så vidt angår ægtepagter, der er tinglyst
efter 21. marts 2011 eller senere, som foreligger digitalt i
tinglysningssystemet, er overgangsbestemmelsen ikke relevant, idet
adgangen til oplysninger om indholdet af ægtepagter i
personbogen forbliver offentlig, indtil loven træder i kraft.
Det vil dermed være muligt at se indholdet af
ægtepagter via Tinglysningsrettens internetportal indtil
lovens ikrafttræden.
I lovforslaget om ægtefællers økonomiske
forhold foreslås det, at de foreslåede nye regler om
formuedeling ved en ægtefælles død
(lovforslagets kapitel 8) ikke skal finde anvendelse på
formuedeling ved en ægtefælles død, når en
ægtefælle er afgået ved døden før
lovens ikrafttræden, og at de hidtil gældende regler
skal finde anvendelse ved formuedeling i sådanne situationer.
Tilsvarende foreslås det i § 16, stk. 6, i nærværende lovforslag,
at de foreslåede ændrede regler om formuedeling ved en
ægtefælles død i arveloven og
dødsboskifteloven ikke skal finde anvendelse på
formuedelingen, når en ægtefælle er afgået
ved døden før lovens ikrafttræden, og at de
hidtil gældende regler skal finde anvendelse ved formuedeling
i sådanne situationer.
På samme måde som i lovforslagets § 16, stk. 3
og 6, foreslås det i § 16, stk.
7, at ændringen i § 7 af bestemmelsen i
erstatningsansvarslovens § 18, stk. 2, om deling af
personskadeerstatning m.v. ikke skal finde anvendelse, når
statsforvaltningen før lovens ikrafttræden har
modtaget anmodning om separation eller skilsmisse, eller når
en ægtefælle er afgået ved døden
før lovens ikrafttræden, og at de hidtil
gældende regler skal finde anvendelse ved formuedeling i
sådanne situationer. De foreslåede nye delingsregler
kan således også finde anvendelse på
erstatninger, som en ægtefælle har modtaget før
lovens ikrafttræden.
I lovforslagets §§ 10 og 11 foreslås det, at der
som følge af forslaget til lov om ægtefællers
økonomiske forhold foretages nogle konsekvensændringer
i henholdsvis lejeloven og lov om leje af almene boliger. I det
nævnte lovforslag foreslås det bl.a., at bestemmelserne
i retsvirkningsloven om statsforvaltningens tilladelse til salg
m.v. af familiens bolig flyttes til den nye lov. I lovforslaget
herom foreslås det samtidig, at bestemmelserne om familiens
bolig ikke skal finde anvendelse på dispositioner over
familiens bolig, der er foretaget før lovens
ikrafttræden, og at de hidtil gældende regler skal
finde anvendelse i sådanne situationer. Tilsvarende
foreslås det i § 16, stk. 8,
i nærværende lovforslag, at §§ 10 og 11
ikke skal finde anvendelse på dispositioner, der er foretaget
før lovens ikrafttræden, og at de hidtil
gældende regler skal finde anvendelse i sådanne
situationer.
Lovforslagets § 12 indeholder forslag om ophævelse af
tinglysningsafgiftslovens bestemmelser om, at tinglysning af
begæring om bosondring er afgiftsfri. Dette skyldes, at det i
forslaget til lov om ægtefællers økonomiske
forhold foreslås, at muligheden for bosondring efter
retsvirkningslovens kapitel 5 ophæves. Som konsekvens heraf
foreslås det i § 16, stk.
9, i nærværende lovforslag, at § 12 ikke
skal finde anvendelse, når bosondring er meddelt efter de
hidtil gældende regler i retsvirkningsloven, og at de hidtil
gældende regler skal finde anvendelse i sådanne
situationer.
Til §
17
Bestemmelsen vedrører lovens territoriale
anvendelsesområde.
Det foreslås i stk. 1, at loven ikke skal gælde for
Færøerne og Grønland.
Med stk. 2 foreslås det, at §§ 1-3, 5 og 6 ved
kongelig anordning helt eller delvis skal kunne sættes i
kraft for Færøerne og Grønland med de
ændringer, som de færøske og Grønlandske
forhold tilsiger.
I stk. 3 foreslås det, at §§ 7-9 ved kongelig
anordning helt eller delvis skal kunne sættes i kraft for
Grønland med de ændringer, som de grønlandske
forhold tilsiger.
De øvrige ændringer skal ikke kunne sættes i
kraft for Færøerne og Grønland.
Dette skyldes, at tinglysningsloven ikke finder anvendelse i og
ikke kan sættes i kraft for Grønland, hvilket
indebærer, at de foreslåede ændringer af
tinglysningsloven, jf. forslagets § 4, heller ikke skal
kunne sættes i kraft for Grønland.
Endvidere er sagsområdet formueret, hvortil
tinglysningsloven, erstatningsansvarsloven, forsikringsaftaleloven
og pensionsopsparingsloven henhører, overtaget af
Færøerne. Lovforslagets §§ 4 og 7-9 kan
derfor ikke sættes i kraft for Færøerne.
Endelig finder lejeloven, almenlejeloven,
tinglysningsafgiftsloven, dødsboskatteloven, boafgiftsloven
og pensionsbeskatningsloven ikke anvendelse i og kan ikke
sættes i kraft for Færøerne og Grønland,
hvilket indebærer, at de foreslåede ændringer i
§§ 10-16 ikke skal kunne sættes i kraft for
Færøerne og Grønland.
Bilag 1
Lovforslaget sammenholdt med gældende
lov
| | | Gældende
formulering | | Lovforslaget | | | | | | § 1 | | | | | | I lov om ægteskabs indgåelse og
opløsning, jf. lovbekendtgørelse nr. 1818 af 23.
december 2015, som ændret ved lov nr. 1729 af 27. december
2016 og § 1 i lov nr. 81 af 24. januar 2017, foretages
følgende ændringer: | | | | § 12.
Før ægteskab indgås, skal det godtgøres,
at ægteskabsbetingelserne er opfyldt. Social- og
indenrigsministeren fastsætter regler herom. | | 1. I § 12 indsættes som stk. 2: »Stk. 2.
Børne- og socialministeren fastsætter endvidere regler
om, at parterne ved ansøgning om prøvelse af
ægteskabsbetingelserne skal orienteres om reglerne om
ægtefællers økonomiske forhold.« | | | | § 25.
Omstødelse medfører samme retsvirkninger som
skilsmisse. Stk. 2. Om
formuedelingen gælder reglerne i § 60 i lov om
ægtefælleskifte m.v. | | 2. § 25, stk. 2, ophæves, og i stedet
indsættes: »Stk. 2.
Ved formuedeling ved omstødelse af ægteskab udtager
hver ægtefælle forlods så meget af
delingsformuen, som svarer til ægtefællens
delingsformue ved indgåelsen af ægteskabet samt senere
forøgelser af delingsformuen ved arv eller gave eller ved
overførsel fra eget særeje. Er delingsformuen mindre
end den formue, som ægtefællerne kan udtage forlods,
sker der forholdsvis afkortning. Formue, der ikke udtages forlods,
deles efter afsnit III i lov om ægtefællers
økonomiske forhold. Stk. 3. Ved
formuedelingen indgår de aktiver og passiver, som hver
ægtefælle havde ved udgangen af det døgn, hvor
der er anlagt sag om omstødelse. Denne dag betegnes
ophørsdagen. Stk. 4.
Dør en af ægtefællerne, inden omstødelse
er sket, finder afsnit IV i lov om ægtefællers
økonomiske forhold anvendelse, jf. dog §
27.« | | | | § 27.
Dør en af parterne i et ægteskab, som kunne
omstødes efter § 23, inden omstødelse er sket,
kan den længstlevende ægtefælle eller enhver af
arvingerne kræve reglerne i § 60 i lov om
ægtefælleskifte m.v. bragt til anvendelse, og
ægtefællen kan kræve godtgørelse efter
§ 26. Stk. 2. Samme
ret har den ægtefælle, der kan rejse sag efter §
24, når den anden ægtefælle dør, inden
omstødelse er sket, og inden fristerne i § 24, stk. 2,
er udløbet. Hvis sagen er anlagt, og ægtefællen
derefter dør, kan enhver af arvingerne kræve reglerne
i § 60 i lov om ægtefælleskifte m.v. bragt til
anvendelse. Stk. 3.
--- | | 3. I § 27, stk. 1 og 2, ændres »reglerne i § 60 i
lov om ægtefælleskifte m.v.« til: »§
25, stk. 2,«. | | | | | | § 2 | | | | | | I lov nr. 594 af 14. juni 2011 om
ægtefælleskifte m.v. foretages følgende
ændringer: | | | | § 2.
Skifteretten behandler sager om enkelttvister, der opstår
under den pågældende skifterets behandling af et bo
efter § 1 eller under privat skifte af ægtefællers
fællesbo eller sameje om flere særejeaktiver, herunder
om 1) --- 2) --- 3) vederlagskrav, jf. § 23 i lov om
ægteskabets retsvirkninger, 4) pensionskompensationskrav, jf.
§§ 16 d-16 f i lov om ægteskabets
retsvirkninger, 5) --- 6) særejekompensationskrav, jf. §
67. Stk. 2.
Skifteretten behandler endvidere selvstændige sager mellem
ægtefæller om 1) særejekompensationskrav, jf. §
67, og 2) --- Stk. 3.
--- Stk. 4.
--- | | 1. § 2, stk. 1, nr. 3 og 4, affattes således: »3) regulerings- og misbrugskrav, jf.
kapitel 11 i lov om ægtefællers økonomiske
forhold, 4) pensionskompensation, jf. kapitel 13 i
lov om ægtefællers økonomiske
forhold,«. 2. § 2, stk. 1, nr. 6, affattes
således: »6) kompensationskrav i særlige
situationer, jf. kapitel 12 i lov om ægtefællers
økonomiske forhold.« 3. § 2, stk. 2, nr. 1, affattes
således: »1) kompensationskrav i særlige
situationer, jf. kapitel 12 i lov om ægtefællers
økonomiske forhold, og«. | | | | § 10.
Anmodning om bistand til deling af et fællesbo kan tidligst
indgives, når der er indgivet anmodning til
statsforvaltningen om separation eller skilsmisse, afsagt dekret om
bosondring eller anlagt sag om ægteskabets
omstødelse. | | 4. I § 10 og § 66,
stk. 1, udgår », afsagt dekret om
bosondring«. | | | | § 66. Sager
om enkelttvister, der opstår under privat skifte af
ægtefællers fællesbo eller sameje om flere
særejeaktiver, jf. § 2, stk. 1, kan tidligst
anlægges, når der er indgivet anmodning til
statsforvaltningen om separation eller skilsmisse, afsagt dekret om
bosondring eller anlagt sag om ægteskabets
omstødelse. Stk. 2.
--- | | | | | | Grundlaget for
opgørelsen | | 5. Overskriften før § 50
ophæves. | | | | § 50.
Grundlaget for opgørelsen af fællesboet er de aktiver
og passiver, der hører til bodelene på
ophørsdagen, jf. § 51. | | 6. § 50 affattes således: »§ 50.
Ægtefællers fællesbo deles efter afsnit III i lov
om ægtefællers økonomiske forhold.« | | | | Formuefællesskabets ophør
(ophørsdagen) | | 7. Overskriften før § 51 og §§ 51-53 ophæves. | | | | § 51. Ved
separation og skilsmisse ophører formuefællesskabet
ved udgangen af det døgn, hvor der er indgivet anmodning om
separation eller skilsmisse til statsforvaltningen. Stk. 2. Ved
bosondring ophører formuefællesskabet ved udgangen af
det døgn, hvor der er indgivet begæring om bosondring
til skifteretten. Stk. 3. Ved
omstødelse af ægteskab ophører
formuefællesskabet ved udgangen af det døgn, hvor der
er anlagt sag om omstødelse. Stk. 4.
Ægtefællerne kan under skiftet aftale, at
formuefællesskabet skal anses for ophørt på et
andet tidspunkt end det, der følger af stk. 1-3. Stk. 5. Hvis
ganske særlige praktiske forhold gør sig
gældende, kan skifteretten efter indstilling fra
bobehandleren bestemme, at formuefællesskabet skal anses for
ophørt på et andet tidspunkt end det, der
følger af stk. 1-3. | | | | | | Tidspunktet for
værdiansættelsen | | | | | | § 52. Aktiver
og passiver indgår i bodelingen med værdien på
udlægstidspunktet eller ved skiftets afslutning, hvis de ikke
er udlagt forinden. | | | | | | Opgørelsen
af fællesboet | | | | | | § 53. Hver
ægtefælles bodel opgøres særskilt. Har en
ægtefælle tillige særeje, inddrages dette under
skiftet, i det omfang det er nødvendigt til at
fyldestgøre krav efter § 67 eller efter § 23 i lov
om ægteskabets retsvirkninger. Stk. 2. Ved
opgørelsen af bodelene medregnes ikke krav efter § 67,
§ 26 i lov om ægteskabs indgåelse og
opløsning eller §§ 16 d og 16 e i lov om
ægteskabets retsvirkninger. Krav på forfaldne
underholdsbidrag medregnes ikke som aktiv i den berettigede
ægtefælles bodel. | | | | | | § 54.
--- Stk. 2.
Skifteretten kan fratage en ægtefælle rådigheden
over aktiver, der helt eller delvis er fælleseje, hvis der er
nærliggende risiko for, at ægtefællen på
utilbørlig måde vil handle til skade for den anden
ægtefælle. Stk. 3.
--- Stk. 4.
--- | | 8. I § 54, stk. 2, ændres
»fælleseje« til:
»delingsformue«. | | | | § 57. Har en
ægtefælle et krav som omhandlet i § 53, stk. 2,
mod den anden ægtefælle, kan ægtefællen
under skiftet forlange det dækket af den anden
ægtefælles lod i boet. | | 9. I § 57 ændres »§ 53, stk.
2,« til: »§ 26, stk. 1, nr. 7 og 8, i lov om
ægtefællers økonomiske forhold eller § 26 i
lov om ægteskabs indgåelse og
opløsning«. | | | | Ligedeling | | 10. Overskriften før § 58
ophæves. | | | | § 58. Udviser
opgørelsen efter § 53 af en ægtefælles
bodel overskud, deles dette ligeligt mellem
ægtefællerne, medmindre andet følger af denne
lov eller af ægteskabslovgivningens regler. Stk. 2. En
ægtefælle bliver ikke ved at modtage udlæg for
sin lod i den anden ægtefælles bodel ansvarlig for
dennes gæld. Om ægtefællen har pligt til at
tilbagegive det modtagne til fordringshavernes
fyldestgørelse, afgøres efter konkurslovens regler om
omstødelse. | | 11. § 58, stk. 1, ophæves. Stk. 2 bliver herefter stk. 1. | | | | Genstande til
personligt brug | | 12. Overskriften før § 59 og §§ 59-64 ophæves. | | | | § 59. Hver af
ægtefællerne har ret til forlods at udtage genstande,
som udelukkende tjener til dennes personlige brug, for så
vidt deres værdi ikke står i misforhold til
ægtefællernes formueforhold. Stk. 2.
Genstande, der er erhvervet til børnenes brug, kan udtages
forlods af den ægtefælle, hos hvem børnene har
bopæl. | | | | | | Omstødelse af
ægteskab | | | | | | § 60. Ved
skifte i anledning af omstødelse af ægteskab udtager
hver ægtefælle forlods så meget af
fællesboet, som svarer til, hvad denne har indbragt i boet
ved ægteskabets indgåelse eller gennem senere
erhvervelse ved arv eller gave eller har overført til
fællesboet fra eget særeje. Strækker den
fælles formue ikke til, sker der forholdsvis
afkortning. | | | | | | Kortvarigt
ægteskab | | | | | | § 61. Har en
ægtefælle indbragt den væsentligste del af
fællesboet på den måde, der fremgår af
§ 60, og vil en ligedeling være åbenbart urimelig,
navnlig fordi ægteskabet har været kortvarigt og uden
økonomisk fællesskab af betydning, kan det ved skifte
i anledning af separation, skilsmisse eller bosondring efter
anmodning bestemmes, at boets deling skal finde sted således,
at § 60 anvendes, i det omfang dette findes begrundet. | | | | | | Bohave
m.v. | | | | | | § 62. Kan en
ægtefælle ikke inden for den del af boet, som tilfalder
denne, udtage bohave og andet løsøre, der er
nødvendigt til at opretholde hjemmet, og har den
pågældende ikke udsigt til på anden måde at
kunne skaffe det fornødne, kan det efter anmodning
bestemmes, at en større del af boet skal tilfalde denne
ægtefælle. | | | | | | Udlæg af ejendele
efter vurdering | | | | | | § 63. Ved
bodelingen er hver af ægtefællerne berettiget til at
kræve boets ejendele udlagt efter vurdering. Stk. 2.
Kræver ægtefællerne udlagt samme ejendel, skal
den ægtefælle, til hvis bodel den hører, have
fortrinsret. Der gælder dog herfra følgende
undtagelser: 1) Fast ejendom, der udelukkende eller
hovedsagelig er beregnet til familiens bolig, kan udlægges
til den anden ægtefælle, hvis boligen skønnes at
være af den væsentligste betydning for denne
ægtefælle af hensyn til at opretholde hjemmet. 2) Fast ejendom, der har tjent til sommerbolig
for familien, kan udlægges til den anden
ægtefælle, hvis sommerboligen skønnes at
være af den væsentligste betydning for denne. 3) Erhvervsvirksomhed kan udlægges til den
anden ægtefælle, hvis virksomheden udelukkende eller
dog i det væsentlige er blevet drevet af denne. 4) Arbejdsredskaber og andet
erhvervsløsøre kan udlægges til den anden
ægtefælle, i det omfang dette skønnes rimeligt
af hensyn til fortsættelsen af erhvervet. 5) Bohave og andet løsøre, der har
hørt til det fælles hjem, kan udlægges til den
anden ægtefælle, i det omfang dette skønnes
rimeligt af hensyn til at opretholde hjemmet, eller i øvrigt
fordi genstandene særligt har tjent den
pågældende ægtefælles behov. Stk. 3. Finder
udlæg ikke sted efter stk. 1 og 2, afhændes ejendelene,
jf. § 25. | | | | | | Udlæg ud over
boslodden | | | | | | § 64.
Udlæg af aktiver kan ske, selv om værdien overstiger
ægtefællens boslod. Det overskydende beløb skal
betales kontant til den anden ægtefælle. Skifteretten
kan i særlige tilfælde tillade afdragsvis betaling og
kan fastsætte vilkårene herfor. | | | | | | Kapitel 9 | | 13. Kapitel 9 ophæves. | | | | Særejekompensation | | | | | | § 67. Har en
ægtefælle haft særeje, kan det, hvis
ægtefællernes formueforhold, ægteskabets varighed
og omstændighederne i øvrigt i særlig grad taler
for det, efter påstand af den anden ægtefælle
bestemmes, at den ene ægtefælle skal yde den anden et
beløb for at sikre, at denne ikke stilles urimeligt ringe i
økonomisk henseende efter en separation eller skilsmisse.
Denne regel anvendes også med hensyn til rettigheder, der er
uoverdragelige eller i øvrigt af personlig art, og som ikke
indgår i bodelingen. Stk. 2. Sag om
krav efter stk. 1 kan tidligst anlægges, når der er
indgivet anmodning til statsforvaltningen om separation eller
skilsmisse. Stk. 3. Krav
efter stk. 1 kan ikke gøres gældende, efter at skifte
af ægtefællernes fællesbo eller sameje om flere
særejeaktiver er afsluttet med en stadfæstet
boopgørelse, jf. dog § 78. | | | | | | | | § 3 | | | | | | I konkursloven, jf. lovbekendtgørelse
nr. 11 af 6. januar 2014, som ændret ved § 3 i lov nr.
84 af 28. januar 2014, § 3 i lov nr. 737 af 25. juni 2014 og
§ 16 i lov nr. 573 af 4. maj 2015, foretages følgende
ændringer: | | | | § 64. Gaver,
som er fuldbyrdet senere end seks måneder før
fristdagen, kan fordres omstødt. Stk. 2. Gaver,
som er fuldbyrdet tidligere, men senere end et år før
fristdagen, kan fordres omstødt, medmindre det
godtgøres, at skyldneren hverken var eller ved fuldbyrdelsen
blev insolvent. For gaver til skyldnerens nærstående
gælder samme regel, hvis gaven er fuldbyrdet senere end to
år før fristdagen. Stk. 3. Undtaget
fra omstødelse er lejlighedsgaver og lignende gaver og
understøttelser, som ikke stod i misforhold til skyldnerens
kår. | | 1. I § 64, stk. 2, 1. pkt., indsættes
efter »insolvent«: »og utvivlsomt havde
tilstrækkelige midler til at dække sine
forpligtelser«. 2. I § 64, stk. 3, ændres
»kår« til: »økonomiske
forhold«. 3. I § 64 indsættes som stk. 4 og 5: »Stk. 4.
Gaver til skyldnerens nærtstående, som stod i
åbenbart misforhold til skyldnerens økonomiske
forhold, kan fordres omstødt. Dette gælder dog ikke,
hvis det godtgøres, at skyldneren hverken var eller ved
fuldbyrdelsen blev insolvent og utvivlsomt havde
tilstrækkelige midler til at dække sine forpligtelser.
Et omtvistet eller betinget krav anses for en forpligtelse efter 2.
pkt., forudsat at kravet senere fastslås endeligt over for
skyldneren. Stk. 5. Stk. 1-4
gælder også, i det omfang skyldneren løbende har
betalt større beløb til eller for sin
ægtefælle eller samlever, end hvad der efter disses
økonomiske forhold og familiens behov var rimelige bidrag
til familiens forsørgelse.« | | | | | | § 4 | | | | | | I lov om tinglysning, jf.
lovbekendtgørelse nr. 1075 af 30. september 2014, som
ændret ved § 15 i lov nr. 573 af 4. maj 2015,
§ 2 i lov nr. 580 af 4. maj 2015 og § 3 i lov nr. 80 af
24. januar 2017, foretages følgende ændringer: | | | | § 17. I
tingbogen har hver ejendom sit blad (ejendomsblad). Stk. 2.
--- Stk. 3.
--- Stk. 4. Ved
aflysning og udsletning af rettigheder slettes indførelsen i
tingbogen og overføres til et særligt register, jf.
§ 50 c, stk. 7. Stk. 5.
--- | | 1. I § 17, stk. 4, ændres »stk.
7« til: »stk. 8«. | | | | § 49. Med
hensyn til retsvirkningerne af en ægtepagts tinglysning har
det sit forblivende ved lov om ægteskabets retsvirkninger
§ 37. | | 2. § 49 ophæves. | | | | § 50 c.
Oplysninger i edb-registrene om personnumre må ikke
videregives. Stk. 2.
--- Stk. 3.
--- Stk. 4.
--- Stk. 5.
--- Stk. 6.
--- Stk. 7.
Oplysninger, der slettes eller aflyses, overføres til et
særligt register (historisk register). Adkomstoplysninger fra
dette register kan videregives efter reglerne i stk. 2-4. Andre
oplysninger fra det særlige register kan kun videregives til
brug i konkrete retsforhold. Fuldstændige oplysninger skal
dog efter anmodning videregives til den, som oplysningerne
angår. Stk. 8.
--- Stk. 9.
--- | | 3. I § 50 c indsættes efter stk. 6 som
nyt stykke: »Stk. 7.
Oplysninger om indholdet af ægtepagter, der er tinglyst i
personbogen, kan alene videregives til brug i konkrete retsforhold.
Fuldstændige oplysninger skal dog efter anmodning videregives
til den, som oplysningerne angår.« Stk. 7-9 bliver herefter stk.
8-10. | | | | § 50 d.
Justitsministeren fastsætter efter drøftelse med
Domstolsstyrelsen nærmere regler med henblik på at
sikre, at oplysninger i tinglysningsregistrene ikke
tilintetgøres, forvanskes eller uberettiget indføjes,
slettes eller ændres, jf. §§ 20, 42 g, stk. 2, og
49, samt med henblik på at sikre, at oplysningerne ikke
misbruges eller kommer til uvedkommendes kendskab. Stk. 2.
--- Stk. 3.
--- | | 4. I § 50 d, stk. 1, ændres
»§§ 20, 42 g, stk. 2, og 49« til:
»§ 20, § 42 g, stk. 2, § 47, stk. 9, og §
49 a«. | | | | § 50 e. Med
bøde straffes den, der anvender en oplysning i strid med
bestemmelsen i § 50 c, stk. 8. Der kan pålægges
selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i
straffelovens 5. kapitel. | | 5. I § 50 e, 1. pkt., ændres
»stk. 8« til: »stk. 9«. | | | | | | § 5 | | | | | | I arveloven, jf. lov nr. 515 af 6. juni
2007, som ændret ved § 3 i lov nr. 168 af 12. marts
2008, § 3 i lov nr. 221 af 21. marts 2011, § 7 i lov nr.
652 af 12. juni 2013 og § 23 i lov nr. 628 af 8. juni 2016,
foretages følgende ændringer: | | | | § 7. Ejer en
arving en andel af et aktiv i sameje med boet, har arvingen, selv
om værdien heraf overstiger arvelodden, fortrinsret til at
overtage boets andel af aktivet mod at betale det overskydende
beløb kontant til boet. Fortrinsretten gælder dog ikke
et aktiv omfattet af § 11, stk. 1, og et fællesejeaktiv
som nævnt i § 91, stk. 2, som ægtefællen
ønsker at overtage efter § 12. Stk. 2.
--- Stk. 3.
--- | | 1. I § 7, stk. 1, 2. pkt., § 11, stk. 4,
og § 12, stk. 2, 2. pkt.,
ændres »fællesejeaktiv« til: »aktiv,
der er delingsformue,«. | | | | § 11.
--- Stk. 2.
--- Stk. 3.
--- Stk. 4. En
særlivsarving efter den førstafdøde
ægtefælle kan uanset stk. 2 overtage et aktiv mod at
betale vurderingsprisen kontant til boet, hvis aktivet har en
særlig erindringsværdi for den pågældende,
medmindre aktivet er omfattet af § 11, stk. 1, eller der er
tale om et fællesejeaktiv som nævnt i § 91, stk.
2. | | | | | | § 12.
--- Stk. 2.
Ønsker ægtefællen og en arving at overtage det
samme aktiv, har ægtefællen fortrinsret. En
særlivsarving har dog fortrinsret til at overtage et aktiv,
hvis dette har særlig erindringsværdi for den
pågældende, medmindre aktivet er omfattet af § 11,
stk. 1, eller der er tale om et fællesejeaktiv som
nævnt i § 91, stk. 2. Stk. 3.
--- | | | | | | Fælleseje | | 2.
Overskriften før § 12 affattes således: | | | »Delingsformue«. | § 12. Den
længstlevende ægtefælle kan for sin bos- og
arvelod overtage aktiver, der er fælleseje i dødsboet,
til vurderingsbeløbet. Stk. 2.
--- Stk. 3.
--- | | | | | | § 11.
--- Stk. 3. I
beregningen efter stk. 2 indgår
forsørgertabserstatning, livsforsikringer samt
pensionsydelser og lignende ydelser, der kommer til udbetaling til
den længstlevende ægtefælle i anledning af
dødsfaldet. Længstlevendes øvrige rettigheder,
der er uoverdragelige eller i øvrigt af personlig karakter,
medregnes kun, i den udstrækning disse rettigheder, hvis de
var fælleseje, ville indgå i ligedelingen på
skifte i den længstlevende ægtefælles levende
live. | | 3. I § 11, stk. 3, 2. pkt., § 12, stk. 1, § 17, to steder i
§ 44, stk. 1, nr. 1, to steder i
§ 45, §
50, stk. 3, § 87, stk. 2,
og § 91, stk. 1, ændres
»fælleseje« til: »delingsformue«, og
i § 50, stk. 3, ændres
»fællesejet« til:
»delingsformuen«. | | | | § 12. Den
længstlevende ægtefælle kan for sin bos- og
arvelod overtage aktiver, der er fælleseje i dødsboet,
til vurderingsbeløbet. Stk. 2.
--- Stk. 3.
--- | | | | | | § 17. Efter
en ægtefælles død kan den længstlevende
ægtefælle overtage ægtefællernes
fælleseje, jf. dog § 23, stk. 2-6, til uskiftet bo med
deres fælles livsarvinger. | | | | | | § 44.
Arveforskud, som en fælles livsarving har modtaget, skal,
medmindre andet er aftalt, så vidt muligt fradrages i arven
efter den førstafdøde ægtefælle,
når 1) arveforskuddet er ydet af fælleseje,
skilsmissesæreje eller andet særeje, der bliver
fælleseje ved ægtefællens død, og 2) der skiftes i den længstlevende
ægtefælles levende live. Stk. 2.
--- Stk. 3.
--- Stk. 4.
--- Stk. 5.
--- | | | | | | § 45.
Arveforskud, som en ægtefælle af fælleseje,
skilsmissesæreje eller andet særeje, der bliver
fælleseje ved ægtefællens død, har givet
et stedbarn eller dets livsarvinger, fradrages i arven efter den
anden ægtefælle, hvis det er aftalt, at ydelsen skal
være forskud på arven efter denne. | | | | | | § 50.
--- Stk. 2.
--- Stk. 3. En
arvelader, som efterlader sig både fælleseje og
fuldstændigt særeje, kan med respekt af
ægtefællens rettigheder efter § 11, stk. 1, og
§ 91, stk. 2, ved testamente bestemme, om en livsarvings
ret til tvangsarv skal dækkes af fællesejet eller af
særejet. | | | | | | § 87.
--- Stk. 2. Det kan
ikke i et testamente efter stk. 1 bestemmes, at lovens regler om
arv vedrørende fælleseje, herunder reglerne om
uskiftet bo, skal finde anvendelse. Stk. 3.
--- | | | | | | § 91. En
ægtefælle, som efterlader sig aktiver, der er
fælleseje i boet, kan ved testamente råde over
genstande, som tilhører den pågældende, og som
ligger inden for så stor en del af fællesboet, som ved
ægtefællens død falder i arv efter denne. Stk. 2.
--- | | | | | | § 22. Inden 6
måneder efter dødsfaldet skal den længstlevende
ægtefælle til skifteretten indlevere en formueoversigt,
som omfatter 1) den førstafdøde
ægtefælles fællesejemidler, 2) den længstlevende
ægtefælles fællesejemidler, 3) --- 4) --- 5) --- Stk. 2.
--- Stk. 3.
--- Stk. 4.
--- Stk. 5.
--- Stk. 6.
--- | | 4. I § 22, stk. 1, nr. 1 og 2, ændres
»fællesejemidler« til:
»delingsformue«. | | | | § 30.
--- Stk. 2. En
livsarving kan kræve vederlag efter stk. 1, hvis den
længstlevende ægtefælle har anvendt midler af det
uskiftede bo til erhvervelse eller forbedring af sit
fuldstændige særeje eller sine rettigheder omfattet af
§ 15, stk. 2, i lov om ægteskabets retsvirkninger, der
ikke indgår i delingen ved skifte af det uskiftede bo. Det
gælder dog ikke midler anvendt til erhvervelse eller
forbedring af rettigheder omfattet af § 16 a i lov om
ægteskabets retsvirkninger. Stk. 3.
--- | | 5. I § 30, stk. 2, 1. pkt., ændres
»§ 15, stk. 2, i lov om ægteskabets
retsvirkninger« til: »§ 37 i lov om
ægtefællers økonomiske forhold«. 6. I § 30, stk. 2, 2. pkt., ændres
»§ 16 a i lov om ægteskabets retsvirkninger«
til: »§ 52 i lov om ægtefællers
økonomiske forhold«. | | | | | | § 6 | | | | | | I lov om skifte af dødsboer, jf.
lovbekendtgørelse nr. 1335 af 26. november 2015, som
ændret ved lov nr. 447 af 9. juni 2004, foretages
følgende ændringer: | | | | § 7.
--- Stk. 2.
Skifteretten indhenter de nødvendige oplysninger om arvinger
fra Det Centrale Personregister (CPR) og om afdødes
testamentariske dispositioner fra Centralregisteret for Testamenter
eller på anden måde. Indhentelse af oplysninger kan
undlades, hvis det på forhånd er klart, at oplysninger
om arvinger og legatarer er uden betydning for boets
behandling. Stk. 3.
--- Stk. 4.
--- Stk. 5.
--- Stk. 6.
--- Stk. 7.
Justitsministeren kan fastsætte regler for skifteretten og
bobestyreren om indhentelse af oplysninger fra Det Centrale
Personregister (CPR) og Centralregisteret for Testamenter. | | 1. I § 7, stk. 2, indsættes efter 1.
pkt.: "Var afdøde gift ved dødsfaldet, indhenter
skifteretten endvidere oplysninger om ægtepagt fra
Tinglysningsretten." 2. I § 7, stk. 7, indsættes efter
»(CPR)«: », Tinglysningsretten«. | | | | § 22.
Udlæg af et bo til en længstlevende
ægtefælle kan finde sted, såfremt
ægtefællen, dennes værge eller skifteværge
fremsætter anmodning derom og 1) der ifølge § 11, stk. 1-3, i
arveloven samt § 23 i lov om ægteskabets
retsvirkninger intet bliver at udlodde til andre arvinger og 2) --- Stk. 2.
--- Stk. 3.
--- Stk. 4.
--- | | 3. I § 22, stk. 1, nr. 1, ændres
»§ 23 i lov om ægteskabets retsvirkninger«
til: »kapitel 11 i lov om ægtefællers
økonomiske forhold«. | | | | § 74. Ved
skifte efter en gift persons død behandles dennes aktiver og
passiver efter de øvrige regler i denne lov, mens den
længstlevende ægtefælles aktiver og passiver, der
er fælleseje, behandles efter reglerne i dette kapitel. | | 4. I § 74, § 75, stk. 2,
1. pkt., og § 76, stk. 1,
ændres »fælleseje« til:
»delingsformue«. | | | | § 75. Den
længstlevende ægtefælle beholder rådigheden
over sin del af fællesejet. Stk. 2.
Skifteretten kan dog fratage den længstlevende
ægtefælle rådigheden over aktiver, der helt eller
delvis er fælleseje, såfremt der er nærliggende
risiko for, at den længstlevende ægtefælle
på utilbørlig måde vil disponere til skade for
boet. Rådighedsfratagelsen tinglyses efter reglerne i
tinglysningslovens § 48, stk. 1. Stk. 3.
--- | | 5. I § 75, stk. 1, ændres »del af
fællesejet« til: »delingsformue«. | | | | § 76. Den
længstlevende ægtefælle udfærdiger en
opgørelse over samtlige sine aktiver og passiver med
angivelse af, om disse er fælleseje eller fuldstændigt
særeje. Stk. 2.
Ægtefællen skal efter anmodning dokumentere
oplysningernes rigtighed. Stk. 3. Opfylder
ægtefællen ikke sine forpligtelser efter stk. 1 og 2
eller efter § 77, kan skifteretten bestemme, at
fællesejet og eventuelt tillige ægtefællens
fuldstændige særeje helt eller delvis skal behandles
ved bobestyrer. | | 6. I § 76, stk. 3, ændres
»fællesejet« til:
»delingsformuen«. | | | | § 77.
§§ 50, 51, 53 og 56-58 i lov om
ægtefælleskifte m.v. finder anvendelse med de
ændringer, der følger af forholdets natur. | | 7. I § 77 ændres »§§
50, 51, 53« til: »Afsnit IV i lov om
ægtefællers økonomiske forhold«, og efter
»og« indsættes: »§§«. | | | | | | § 7 | | | | | | I lov om erstatningsansvar, jf.
lovbekendtgørelse nr. 266 af 21. marts 2014, som
ændret ved § 1 i lov nr. 1493 af 23. december 2014,
§ 16 i lov nr. 395 af 2. maj 2016 og § 4 i lov nr. 1728
af 27. december 2016, foretages følgende
ændringer: | | | | Overførelse mv.
af erstatnings- og godtgørelseskrav | | 1. I overskriften før § 18
ændres »Overførelse mv.« til:
»Overdragelse«. | | | | § 18. Krav om
erstatning og godtgørelse for personskade og krav om
erstatning til den, der har mistet en forsørger, kan ikke
overdrages, så længe kravet og dets størrelse
ikke er anerkendt eller fastslået af domstolene. Stk. 2.
Erstatning og godtgørelse som nævnt i stk. 1, der ikke
må antages at være forbrugt, indgår ikke i
formuefællesskabet mellem ægtefæller ved skifte i
anledning af ægteskabs ophør, separation eller
bosondring. Erstatningen eller godtgørelsen indgår dog
i formuefællesskabet, når den, som erstatningen
tilkommer, afgår ved døden, medmindre erstatningen
eller godtgørelsen ifølge ægtepagt er
særeje. Stk. 3. Reglerne
i stk. 1 og 2 finder ikke anvendelse på krav om erstatning
for tabt arbejdsfortjeneste. | | 2. I § 18, stk. 1, indsættes som 2. pkt.: »1. pkt. finder ikke anvendelse
på krav om erstatning for tabt
arbejdsfortjeneste«. 3. § 18, stk. 2 og 3, ophæves. | | | | § 26. Den,
der er ansvarlig for en retsstridig krænkelse af en andens
frihed, fred, ære eller person, skal betale den forurettede
godtgørelse for tort. Stk. 2. Ved
fastsættelsen af godtgørelsen kan det tillægges
vægt, at krænkelsen er begået ved en forbrydelse,
der har indebåret en overtrædelse af bestemmelser i
straffelovens kapitel 23 eller 24. Stk. 3. Selv om
der ikke er lidt tort, skal den, der er ansvarlig for en
retsstridig krænkelse af en anden, dog betale den forurettede
en godtgørelse, såfremt krænkelsen er
begået ved en forbrydelse, der har indebåret et
særlig groft angreb mod en andens person eller frihed. Stk. 4. §
18, stk. 1 og 2, finder tilsvarende anvendelse på
godtgørelse efter stk. 1-3 og på godtgørelse
efter § 26 a. | | 4. I § 26, stk. 4, ændres »stk. 1
og 2« til: »1. pkt.« | | | | | | § 8 | | | | | | I lov om forsikringsaftaler, jf.
lovbekendtgørelse nr. 1237 af 9. november 2015, som
ændret ved § 1 i lov nr. 638 af 8. juni 2016,
foretages følgende ændring: | | | | § 103.
Indsættelse af en begunstiget og tilbagekaldelse af
sådan indsættelse er kun gyldig, såfremt den
skriftlig meddeles selskabet eller optages i eller påtegnes
policen af selskabet. Stk. 2.
Forsikringstageren kan ved testamente eller ved indsættelse
efter stk. 1 bestemme, at forsikringssummen skal være den
begunstigedes særeje. Stk. 3.
--- | | 1. I § 103, stk. 2, indsættes som 2. pkt.: "§ 23, stk. 1 og 2, i lov om
ægtefællers økonomiske forhold gælder
også for forsikringstagerens bestemmelser om
særeje." | | | | | | § 9 | | | | | | I lov om visse civilretlige forhold m.v. ved
pensionsopsparing i pengeinstitutter, jf. lov nr. 293 af 24. april
1996, som ændret senest ved § 9 i lov nr. 737 af 25.
juni 2014, foretages følgende ændring: | | | | § 3.
Indsættelse af en begunstiget og tilbagekaldelse af
sådan indsættelse er kun gyldig, såfremt den
skriftligt meddeles pengeinstituttet eller optages i eller
påtegnes pensionsopsparingsaftalen af pengeinstituttet. Stk. 2.
Kontohaveren kan ved testamente eller ved indsættelse efter
stk. 1 bestemme, at de opsparede midler skal være den
begunstigedes særeje. Stk. 3.
--- | | 1. I § 3, stk. 2, indsættes som 2. pkt.: »§ 23, stk. 1 og 2, i lov om
ægtefællers økonomiske forhold gælder
også for kontohaverens bestemmelser om
særeje.« | | | | | | § 10 | | | | | | I lov om leje, jf. lovbekendtgørelse
nr. 227 af 9. marts 2016, som ændret ved § 2 i lov nr.
643 af 8. juni 2016, foretages følgende ændring: | | | | § 72.
Lejeren må ikke uden ægtefællens samtykke
foretage fremleje, såfremt dette vil medføre, at det
lejede ikke længere kan tjene til fælles bolig eller
som grundlag for ægtefællernes eller den anden
ægtefælles virksomhed. Er den anden
ægtefælle umyndig, meddeler værgen samtykket.
Bestemmelserne i § 18, stk. 2, og i § 20 i lov nr. 56 af
18. marts 1925 om ægteskabets retsvirkninger finder
tilsvarende anvendelse. | | 1. § 72, 3. pkt., affattes
således: »§ 7, stk. 1, og § 8 i lov
om ægtefællers økonomiske forhold finder
tilsvarende anvendelse.« | | | | | | §
11 | | | | | | I lov om leje af almene boliger, jf.
lovbekendtgørelse nr. 228 af 9. marts 2016, som ændret
ved § 3 i lov nr. 643 af 8. juni 2016, § 2 i lov nr. 662
af 8. juni 2016, § 4 i lov nr. 665 af 8. juni 2016 og § 2
i lov nr. 1559 af 13. december 2016, foretages følgende
ændring: | | | | § 68. Lejeren
må ikke uden ægtefællens samtykke foretage
fremleje, såfremt dette vil medføre, at det lejede
ikke længere kan tjene til fælles bolig eller som
grundlag for ægtefællernes eller den anden
ægtefælles virksomhed. Er den anden
ægtefælle umyndig, meddeler værgen samtykket.
Bestemmelserne i § 18, stk. 2, og i § 20 i lov om
ægteskabets retsvirkninger finder tilsvarende
anvendelse. | | 1. § 68, 3. pkt., affattes
således: »§ 7, stk. 1, og § 8 i lov
om ægtefællers økonomiske forhold finder
tilsvarende anvendelse.« | | | | | | §
12 | | | | | | I tinglysningsafgiftsloven, jf.
lovbekendtgørelse nr. 462 af 14. maj 2007, som ændret
bl.a. ved lov nr. 295 af 11. april 2011 og § 2 i lov nr. 519
af 28. maj 2013 og senest ved § 5 i lov nr. 1721 27. december
2016, foretages følgende ændringer: | | | | § 5.
--- Stk. 2.
--- Stk. 3.
--- Stk. 4.
--- Stk. 5.
--- Stk. 6. For
tinglysning af en forhøjelse af det pantsikrede beløb
beregnes afgift efter stk. 1 af forskellen mellem
resthæftelsen og den nye panthæftelse. For tinglysning
af andre ændringer end de i 1. pkt. og i stk. 4 nævnte
vedrørende panthæftelsen, herunder
pantsætterskifte, beregnes afgiften efter § 7, jf. dog
§ 8, stk. 1, nr. 8. Stk. 7.
--- Stk. 8.
--- | | 1. I § 5, stk. 6, ændres »nr.
8.« til: »nr. 7.« | | | | § 8.
Afgiftsfri er tinglysning af: 1) --- 2) --- 3) --- 4) Begæring om bosondring efter § 43 i
lov om ægteskabets retsvirkninger. 5) --- 6) --- 7) --- 8) --- 9) --- 10) --- 11) --- 12) --- 13) --- Stk. 2.
--- Stk. 3.
--- | | 2. § 8, stk. 1, nr. 4, ophæves. Nr. 5-13 bliver herefter nr. 4-12. 3. I § 8, stk. 2, ændres
»10-13,« til: »9-12, er«. | | | | | | § 13 | | | | | | I boafgiftsloven, jf.
lovbekendtgørelse nr. 47 af 12. januar 2015, som
ændret ved § 2 i lov nr. 540 af 29. april 2015 og §
6 i lov nr. 1888 af 29. december 2015, foretages følgende
ændring: | | | | § 6.
--- Stk. 2.
Efterlader afdøde sig både fuldstændigt
særeje og fælleseje, og skiftes særejet
før fællesejet, fratrækkes det i stk. 1
nævnte bundfradrag i særboet. Er særboet mindre
end bundfradraget, fratrækkes det resterende beløb i
afdødes boslod, når fællesboet skiftes. Skiftes
afdødes særeje og fællesejet samtidig, fordeles
fradragsbeløbet forholdsmæssigt mellem særboet
og boslodden. Stk. 3.
--- Stk. 4.
--- | | 1. I § 6, stk. 2, 1. pkt., ændres
»fælleseje« til: »delingsformue«, og
i § 6, stk. 2, 1. og 3. pkt., ændres
»fællesejet« til:
»delingsformuen«. | | | | | | § 14 | | | | | | I dødsboskatteloven, jf.
lovbekendtgørelse nr. 333 af 2. april 2012, som senest
ændret ved § 7 i lov nr. 202 af 27. februar
2015,foretages følgende ændringer: | | | | § 4.
--- Stk. 2.
--- Stk. 3.
--- Stk. 4. Var
afdøde gift ved dødsfaldet, anses afdødes
andel af ægtefællernes hidtidige fælleseje og
skilsmissesæreje for ét bo (fællesboet) og
afdødes hidtidige fuldstændige særeje for
ét bo (særboet). Undergives de to boer en samlet
skiftebehandling, anses afdøde dog ved anvendelsen af denne
lov kun for at efterlade sig ét bo. Stk. 5. Var
afdøde gift ved dødsfaldet, henregnes afdødes
hidtidige fuldstændige særeje til fællesboet i
det omfang det inddrages under skiftet i forbindelse med
opfyldelsen af et vederlagskrav efter § 23 i lov om
ægteskabets retsvirkninger. Fuldstændigt særeje
omfattet af 1. pkt. anses ved anvendelsen af denne lov som
fælleseje. Stk. 6. Skiftes
et uskiftet bo og et særbo ved den længstlevende
ægtefælles død, finder reglerne i denne lov, der
gælder for en afdød gift person, der efterlader sig
såvel fælleseje som særeje, tilsvarende
anvendelse. Er begge ægtefæller afgået ved
døden i samme indkomstår, og skiftes det uskiftede bo
og den længstlevende ægtefælles særbo hver
for sig, finder reglerne i dette afsnit om beskatning af
førstafdødes indkomst hos længstlevende kun
anvendelse på det uskiftede bo. Stk. 7. Er begge
ægtefæller afgået ved døden samtidig, uden
at det kan konstateres, om den ene ægtefælle har
overlevet den anden, anses der skattemæssigt at foreligge to
dødsboer hvert bestående af afdødes andel af
ægtefællernes hidtidige fælleseje og
skilsmissesæreje og eventuelle fuldstændige
særeje. | | 1. I § 4, stk. 4, 1. pkt., § 4, stk. 5, 2.
pkt., § 4, stk. 6, 1. pkt., § 4, stk. 7, to steder
i § 58, stk. 3, 1. pkt., og i
§ 58, stk. 4, ændres
»fælleseje« til:
»delingsformue«. 2. I § 4, stk. 5, 1. pkt., ændres "et
vederlagskrav efter § 23 i lov om ægteskabets
retsvirkninger." til: »et regulerings- eller misbrugskrav,
jf. kapitel 11 i lov om ægtefællers økonomiske
forhold.« | | | | § 58.
--- Stk. 2.
--- Stk. 3.
Når afdøde efterlader sig såvel fælleseje,
herunder skilsmissesæreje, som fuldstændigt
særeje, anses ægtefællernes hidtidige
fælleseje og skilsmissesæreje for ét bo
(fællesboet) og afdødes hidtidige fuldstændige
særeje for ét bo (særboet). Hvis såvel
fællesboet som særboet overtages af den
længstlevende ægtefælle efter stk. 1 eller stk.
2, 1. pkt., gælder dog reglerne i dette kapitel, idet
afdøde i så fald kun anses for at efterlade sig
ét bo. Hvis et af boerne overtages af den
længstlevende ægtefælle efter stk. 1 eller stk.
2, 1. pkt., mens det andet sluttes ved boudlæg i
medfør af § 18 i lov om skifte af dødsboer,
gælder reglerne i dette kapitel, jf. dog § 80. Hvis
fællesboet overtages af den længstlevende
ægtefælle efter stk. 1 eller stk. 2, 1. pkt., mens
særboet skiftes, gælder reglerne i dette kapitel med de
ændringer, der følger af §§ 67-70. Stk. 4. I det
omfang udlevering efter stk. 1 omfatter aktiver og passiver, der
hidrører fra førstafdødes fuldstændige
særeje, anses disse ved anvendelsen af reglerne i denne lov
som hidrørende fra førstafdødes andel af
ægtefællernes hidtidige fælleseje. Stk. 5.
--- | | | | | | § 96. Ved
udlodning fra et bo forstås i denne lov alle afståelser
fra et bo til arveladerens længstlevende
ægtefælle, arvinger eller legatarer. Var afdøde
gift ved dødsfaldet, forstås ved udlodning fra boet
tillige afståelser fra afdødes længstlevende
ægtefælle til andre arvinger eller legatarer i
boperioden, jf. dog § 5, stk. 4, i det omfang de
afståede aktiver hidrører fra den længstlevende
ægtefælles andel af det hidtidige fælleseje eller
skilsmissesæreje. § 4, stk. 5, finder tilsvarende
anvendelse. Stk. 2.
--- Stk. 3.
--- Stk. 4.
--- Stk. 5.
--- | | 3. I § 96, stk. 1, 2. pkt., ændres
»det hidtidige fælleseje« til: »den
hidtidige delingsformue«. | | | | | | § 15 | | | | | | I pensionsbeskatningsloven, jf.
lovbekendtgørelse nr. 1088 af 3. september 2015, som
ændret ved § 4 i lov nr. 1883 af 29. december 2015,
§ 5 i lov nr. 1884 af 29. december 2015, § 9 i lov nr.
1888 af 29. december 2015 og § 6 i lov nr. 1554 af 13.
december 2016, foretages følgende ændring: | | | | | | | §
30. --- Stk. 2. Reglerne
i stk. 1 anvendes ikke i tilfælde omfattet af § 16 f,
stk. 2, nr. 3, i lov om ægteskabets retsvirkninger eller
på udlodning til ægtefælle ved skifte af
fællesbo eller ved bosondring. Efter udlodningen bliver
ægtefællen selvstændigt afgiftspligtig af den
udloddede del. Stk. 3.
--- Stk. 4.
--- Stk. 5.
--- Stk. 6.
--- Stk. 7.
--- Stk. 8.
--- | | 1. I § 30, stk. 2, 1. pkt., ændres
»§ 16 f, stk. 2, nr. 3, i lov om ægteskabets
retsvirkninger« til: »§ 46, stk. 2, nr. 3, i lov
om ægtefællers økonomiske forhold«, og
»eller ved bosondring« udgår. | | | | | | Ikrafttræden
m.v. | | | | | | § 16 | | | | | | Stk. 1. Loven
træder i kraft den 1. januar 2018. Stk. 2. §
1, nr. 2 og 3, finder ikke anvendelse på formuedelingen,
når sag om omstødelse af ægteskabet er anlagt
før lovens ikrafttræden. I sådanne situationer
finder de hidtil gældende regler anvendelse. Stk. 3.
§§ 2 og 15 finder ikke anvendelse, når
statsforvaltningen før lovens ikrafttræden har
modtaget anmodning om separation eller skilsmisse, eller når
en ægtefælle før lovens ikrafttræden over
for skifteretten har fremsat anmodning om bosondring. I
sådanne situationer finder de hidtil gældende regler
anvendelse. Stk. 4. § 3
finder ikke anvendelse på gaver, der er fuldbyrdet før
lovens ikrafttræden. For sådanne gaver finder de hidtil
gældende regler anvendelse. Stk. 5. §
4, nr. 3, finder ikke anvendelse på anmodninger om
oplysninger om indhold af ægtepagter, der er indgivet
før lovens ikrafttræden. I sådanne situationer
finder de hidtil gældende regler anvendelse. Stk. 6.
§§ 5 og 6 finder ikke anvendelse, når en
ægtefælle er afgået ved døden før
lovens ikrafttræden. I sådanne situationer finder de
hidtil gældende regler anvendelse. Stk. 7. § 7
finder ikke anvendelse, når statsforvaltningen før
lovens ikrafttræden har modtaget anmodning om separation
eller skilsmisse, eller når en ægtefælle er
afgået ved døden før lovens ikrafttræden.
I sådanne situationer finder de hidtil gældende regler
anvendelse. Stk. 8.
§§ 10 og 11 finder ikke anvendelse på
dispositioner, der er foretaget før lovens
ikrafttræden. For sådanne dispositioner finder de
hidtil gældende regler anvendelse. Stk. 9. §
12 finder ikke anvendelse, når bosondring er meddelt efter de
hidtil gældende regler i kapitel 5 i lov om ægteskabets
retsvirkninger. I sådanne situationer finder de hidtil
gældende regler anvendelse. | | | | | | § 17 | | | | | | Stk. 1. Loven
gælder ikke for Færøerne og Grønland, jf.
dog stk. 2 og 3. Stk. 2.
§§ 1, 2, 3, 5 og 6 kan ved kongelig anordning helt eller
delvis sættes i kraft for Færøerne og
Grønland med de ændringer, som de færøske
og grønlandske forhold tilsiger. Stk. 3.
§§ 7-9 kan ved kongelig anordning helt eller delvis
sættes i kraft for Grønland med de ændringer,
som de grønlandske forhold tilsiger. | | | |
|